Det havde været en lang nat. Finns kunder, eller gæster, som hun beslutsomt kaldte dem, ville som regel ikke slippe hende, når de først havde fat i hende. Hendes bløde hud, hår og pels var en del af det, men i de kolde vintermåneder var hendes varme krop og hendes tendens til at lægge sig helt tæt op af sine gæster, selv når de troede at de var færdige med hende, også en ualmindelig god overtalelse. De voksne mænd der besøgte hende, blev som små børn, der ikke ville ud fra dynen om morgenen, hvis der var koldt i rummet, bortset fra at Finn var dynen, og de ville aldrig få lov til at slæbe denne dyne med sig ned til morgenbordet.

Hendes gæst havde brugt flere timer på bare at ligge i ske med hende, hvilket var noget af en dyr overnatning, men han var trods alt gået igen inden solen var stået op, og det var lykkedes Finn at få et par timers søvn i sin egen seng, inden hun stod op og gik ned til morgenmad. 

Hun var iklædt en kort, hvid morgenkåbe, der kun lige dækkede hendes hale, og hendes hår var skødesløst sat op i en bolle på toppen af hendes hoved. Hun ville være nødt til at sætte det rigtigt inden bordellet åbnede, men hun ville også være nødt til at gå i bad og begge dele kunne vente.
"Godmorgen," hilste hun på de få piger der allerede sad ved bordet. Et hurtigt blik omkring dem gjorde det tydeligt at Enzel Silene ikke var ved bordet endnu.
"Han kommer om lidt," lød det fra Finns venstre side, hvor en hvalpet pige sad med et nedladende udtryk, muligvis sur over at Finn gav deres chef, der ikke engang var i lokalet, mere opmærksomhed end hun gav hende. Halvhunden både lugtede og hørte bedre end Finn gjorde, så Finn smilede blot til den unge pige og gav hende et kys på kinden. "Tak," sagde hun, da hun trak sig væk og satte sig med benene trukket op til sig, sin morgenkåbe kun lige præcis dækkende det værste.

"Hård nat?" spurgte pigen ved siden af hende og pegede sigende mod Finns lår, der var dækket af blå mærker. "Nah, han var sød det meste af tiden," svarede hun og rakte ud efter en skive brød, som hun tyggede på, imens hun lod halvhunden snakke løs om sin egen nat. Selv omgivet af piger hun kaldte for sine venner, følte hun sig kun rigtig tryg hvis Silene også var i samme værelse som hende. Hvis ikke han var her, hvem kunne så vide, om han havde travlt med at sælge bordellet eller bytte dem væk? Eller hvem der kunne komme og gøre dem fortræd, uden nogen til at passe på dem? 

Finleighs blik røg med døren det øjeblik hun hørte den gå op - som var et milisekund senere end de hunde og katte hun var omringet af, men det betød ikke noget for hende. Hendes reaktioner behøvede ikke at være hurtigere og bedre end alle andres, så længe de var gode nok til både hendes kunder og til Hr. Silene.
Modsat hende selv var han klædt upåklageligt på. Hans hår pænt opsat, modsat hendes rodede bolle, og hans tøj helt uden krøller, i modsætning til hendes morgenkåbe, og selvom hun umiddelbart så ud som om hun ikke kunne gå mindre op i, hvad folk tænkte om hende, var der ikke noget hun hellere ville have end Hr. Silenes anerkendelse.

"Ja," svarede hun straks og lagde smilende hovedet på skrå, imens hun så på sin chef. "Han synes jeg er prisen værd." Fortalte hun ikke sine kunder om den slags ekstraomkostninger vidste hun godt, at hun ikke ville få dem at se igen. Der var ingen, der brød sig om at føle sig snydt. Det var bedre at informere dem undervejs, så kunne de føle, at de selv havde truffet et valg, også selvom Finn så på dem med store øjne og let åben mund og adskilte lår, imens hun fortalte dem om prisen, så de nærmest ikke havde andet valg. Det var bedre at have de samme kunder flere gange, end det var at arbejde sig igennem hele byen. Så ville man på et tidspunkt løbe tør for mænd. 
Hun forstod godt at Enzel spurgte. Det var ikke alle ved bordet, der var lige erfarne.

"Har du sovet godt?" spurgte hun ham lidt mere lavmælt. Hun havde glemt alt om maden foran sig, for i stedet at lægge en hånd om Enzels arm lige over hans albue og blidt kærtegne den igennem stoffet. Han havde intet gjort for at indikere at han ville skille sig af med hende, men hun var blevet kastet nok rundt i sit liv til, at det var vigtigt for hende at hun følte sig uundværlig for ham, også udover sit job. Også selvom det var en følelse hun aldrig regnede med at kunne opnå.

Der var ikke det, Finn ikke ville hjælpe Enzel med. De havde kun haft hinanden, og selvom det havde været en forholdsvis kort tid de havde haft sammen alene, så havde det være nok til at hun var begyndt at beundre Enzel. Han så muligheder i det umulige. Han var indbegrebet af kløgt for hende. Hun havde gjort sit, men hun havde kun gjort det, hun kendte til. Uden Enzel ville hun ikke have haft noget.

At ville hjælpe ham indebar også, at ville hjælpe ham med at falde i søvn, hvis han nogensinde ville have hjælp til dét, og som han sad og fortalte, at han ikke havde sovet godt, kunne Finn ikke stoppe sig selv fra at bide ned i sin lyserøde underlæbe og lægge hovedet tilbydende på skrå. Hun vidste, at hun ikke behøvede at sige noget, og hun havde heller ikke lyst til det foran pigerne, men hun vidste da en ting eller to om at køre en mand træt.
Hun så ikke på ham længere end et sekund, før hun flyttede sit fokus tilbage på maden og lod sine fingre glide af hans arm også, så han kunne bruge den.

"Hvad har du brug for i dag? Skal jeg skifte tøj?" spurgte hun med et grin i hans retning, inden hun tog en bid af sit brød. Hun var overbevist om at alle pigerne nød, når de fik lov til at hjælpe Enzel. Finn følte sig i hvert fald ekstra vigtig, når hun fik lov at gå ud med ham. Det var sådan hun forestillede sig det var at være en fornem frue; når hun ikke straks blev genkendt som prostitueret. 

En af grundene til at Finn var så god til sit arbejde, var fordi hun naturligt bare var sådan. Hun flirtede helt uden at tænke over det, hun opsøgte gerne fysisk kontakt, fik hun øjenkontakt med nogen smilede hun af instinkt til dem. Hun drog mænd til sig helt uden at behøve at tænke over hvordan. 
Men Enzel virkede immun. Og det var også en af grundene til at hun stolede på ham. Hvis ikke han havde udnyttet hendes flirten endnu, så ville han nok aldrig, og selvom det ærgede hende, så betød det også, at hun følte sig sikker i, hvor hun havde ham. Hun ville næppe finde ham i sin private seng efter arbejde, om hun ønskede det eller ej. 

Fisk var ikke noget af det Finn var mest glad for, men hun havde heller ikke noget imod det, og under alle omstændigheder var markedet altid spændende for hende. Hun undskyldte sig også fra bordet, så snart Enzel gjorde hende opmærksom på at de snart skulle afsted, for det var ikke gået hendes opmærksomhed forbi, at han allerede var helt klar, imens hun selv lignede én, der var mere klar til at glide tilbage under sin dyne. 
Da hun kom nedenunder igen var hun iklædt en lys blå kjole, med et hvidt mønster broderet i kanterne, og håret sat op. Hang det løst, var der ingen der ville tro at hun på nogen måde kom andre steder fra end et bordel, eller måske fra en gård, hvilket hun selv syntes var værre. Hun havde med vilje ingen smykker på; når det kunne ses, at der manglede noget, var det nemmere at inspirere mænd med for mange krystaller på lommerne til at udfylde dét hul.

Nær indgangen sad en af pigerne med sin hale op under sin næse, som et langt og uplejet overskæg, fortabt i sine egne tanker, og Finn nev hende i skulderen, som var det det mest naturlige i verden for hende. "Sæt dig pænt, hvis du skal sidde, hvor kunder kan se dig."

Fordi de var startet ud med kun at være hende og Enzel, kunne hun ikke lade være med at føle et ansvar for alle, der var kommet efter hende, hvilket både gjaldt når de havde det skidt, som når de havde brug for et spark i den rigtige retning. Hun tænkte på sig selv som deres vise storesøster. Det var til gengæld også kun, når Enzel ikke var i nærheden, at hun rettede på nogen; lige så snart hun så ham i nærheden slappede hun af og lod ham om al opdragelse. 

"Lever jeg op til dine krav for i dag, Hr. Silene?" spurgte hun med et uskyldigt smil og et dybt nej, så snart hun fik øje på Enzel. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han sagde nej.

Finn lyste helt op, som et stykke guld i solen, imens Enzel betragtede hende. På sit tidligere bordel havde hun ikke brudt sig om at blive målt og vejet og dømt hele tiden, men hun havde heller ikke kunnet lide bordelmutteren dér. Enzel var noget helt andet. Hans anerkendelse ville hun gerne have. Hans ros ville hun dø for. 

Hun tog hans arm med et smil, silkestoffet blødt under hendes fingre. Hvis hun havde troet, at det ville have resulteret i noget som helst andet end afstraffelse, ville hun have lænet sig ind og kysset hans kind. I stedet strøg hun blidt sin tommelfinger over hans arm igennem stoffet og tog med den anden arm imod den flettede kurv.
Den friske luft udenfor løftede Finns humør yderligere, og hun var ved at briste af glæde, da Enzels hånd flyttede sig til hendes talje. Derfra holdt hun om kurven med begge hænder og lod sin følgesvend lede dem begge, imens hendes blik nysgerrigt gled over de mange mennesker og andre racer de gik forbi. Til gengæld lagde hun på ingen måde mærke til vejen de gik og ville få utroligt svært ved at finde hjem igen. Det behøvede hun heldigvis aldrig at bekymre sig om, med Enzel ved sin side. 

Finn åbnede og lukkede kurven ved sin side hver gang Enzel havde brug for at komme i den, men modsat hvordan han nøjede vejede sin tid af hvert sted, smilede og flirtede Finn konstant. Det var en naturlig reaktion for hende, og selvom hun ikke flirtede med folk, der ikke virkede til at værdsætte det, fandt hun sig hurtigt et offer hun kunne smile til på gågaden i stedet. 
Hun havde ingen ideer om, at Enzel havde hende med for sin egen fornøjelses skyld, og hun gjorde også sin del af arbejdet; lænede sig ned for at kigge på et stykke frugt, så udsigten til hende blev bedre, eller fugtede sine læber, når der blev kigget på hende. Det meste af tiden valgte hun dog at spille på sin uskyldighed. Det var uden tvivl nemt nok at finde en hore i landets hovedstad; mere interessant kunne det være for nogen, at finde en kvinde, der lige var kommet til storbyen og som ikke vidste, hvordan hun skulle forsørge sig selv endnu. Hendes lange, hvide fåre-ører gav hende et landligt udtryk, og selvom hun aldrig havde boet på landet, tog hun det til sig. 

"Åh! Det bliver der nødt til at være!" Udbrød Finn, straks nedslået på Enzels vegne. Hun ville så gerne gøre ham glad, at det føltes som hendes fejl, hvis der ingen fiskere var. Hun hoppede nærmest hen til næste bod, hvor der blev solgt ost i alle former og farver af to runde, skæggede mænd. "Ved I om man kan finde nogle fisk her i dag?" spurgte hun med en udskudt underlæbe og store øjne.

Finns lange, bløde ører vippede lidt op og ned, som hun lyttede til ostemandens svar og derefter hans tilbud om smagsprøver. Hun havde på ingen måde glemt Enzels tilstedeværelse, men hverkens hendes blik eller hendes kropsmimik afslørede at hun tænkte på nogen som helst anden end ostemanden foran hende. Han virkede så blid og oprigtig, og Finn tog glædeligt imod smagsprøver.

"Åh, det ved jeg slet ikke, jeg har ingen forstand på ost," svarede hun ærligt, og prøvede lidt af hvert af, hvad han tilbød hende, imens hun fakede interesse i det han fortalte hende om de forskellige slags ost. Det var næsten ikke så meget falsk, som det udviklede sig til oprigtig interesse. Finn havde ingen hobbier eller interesser selv, så hun nærmest opslugte blot sine kunders, så længe hun var sammen med dem i hvert fald.

"Det kan man godt kalde mig," svarede hun, da han spurgte til hendes status. Det var ikke længe siden hun var kommet til byen. "Jeg har lige fået arbejde her. Når nu jeg har forstyrret dig midt i dit, vil du måske også komme og forstyrre mig i mit en dag?" Hun rakte bordellets visitkort frem og lagde det i hans fremrakte hånd, sådan at deres hænder rørte hinanden i flere sekunder, deres blikke låst samtidig, inden hun i påstået generthed slog blikket væk og trak hånden til sig. "Jeg håber at se dig igen," sagde hun med en rødmen, inden hun fortsatte videre hen til Enzel, inden ostehandleren kunne nå at læse skriften på korten. Den slags mand ville komme og få en tid med hende, under påskud af at ville tilbyde hende et bedre liv. Hvad han ikke vidste var, at Finn aldrig ville slå sig tilfreds med at være en ostehandlers kone; hun havde smagt det sødere liv og hun var afhængig af det.

"Jeg har lært af den bedste," svarede hun Enzel med et lille nik i hans retning, selvom en mere ægte sandhed ville være, at hun helt fra barnsben havde lært, at ændre sin personlighed, adfærd og kropssprog efter hvad mænd forventede fra hende, og at det var helt instinktivt i hende efterhånden at give dem, hvad de ville have, fremfor hvad hun virkelig var. Enzel havde blot set hendes potentiale og finpudset det. 
Finn ville gå så langt som at kalde ham en ven, hvis ikke han kunne høre hende sige det, men hun vidste også, at overfor ham, spillede hun den samme rolle, som hun gjorde med alle andre mænd; en underdanig kvinde, der gav ham, hvad han ville have fra hende. Også selvom hun kunne lide ham.

"Jeg synes, han så sød ud," svarede hun og skævede sig over skulderen, selvom ostehandleren for længst var ude af syne. Om de lugtede eller ej, gik hun ikke så meget op i. Hun gik mere op i, om de lignede typerne, der kunne lide at bruge vold eller ej; om de ville stoppe, hvis hun begyndte at græde, eller om det ville ophidse dem mere. 

Finn skyndte sig også at bruge chancen, da hun hørte Enzel udtale sig om sine planer; "Skulle vi ikke forbi bageren også?" spurgte hun håbefuldt, uden rent faktisk at kende til hans planer. I bageren duftede der altid dejligt, og det var en flot mand, der arbejdede derinde. Han bar ingen ring, men det gjorde de fattigere arbejdere sjældent, og Finn havde ingen ide om, om han var gift eller ej, men hun elskede at gå forbi butikken og drømme sig væk til et liv med en mand, hun aldrig havde så meget som snakket med.