Knoerne kolliderede som en mursten ind mod hans kæbe. Hele hans hoved blev rykket til siden, og hele hans krop havde nær fulgt med. Stolen han sad på var så sølle, at det var umuligt at holde dens fire ben solidt placeret på det kolde stengulv. Flere gange havde han været lige ved at få overbalance og vælte med stolen. En blanding af savl og mørkerødt blod sprøjtede i en sky ud fra hans mund og malede pletter af rødt på manden med næverne frie. Han havde ikke været ren, da han var kommet ind i rummet til Alran siddende klar til ham, men blodet på hans tøj og hænder var indtil videre kun smedens.
Fingerled knækkede som de blev sat på plads efter det brutale slag. Det havde stået på længe nu. Længe nok til at Alran ikke rigtig havde en fornemmelse af tid. Ikke uhyre lang tid. Det havde kun været aftenens mørke, der havde sivet ind ad vinduerne. Intet dagslys havde før badet det noget forladte og tomme rum. Der var højt til loftet, havde han lagt mærke til. Som en balsal, bare mindre. Og en hver kunne se, at det ikke var blevet brugt til bal eller lignende meget længe, hvis nogensinde. Besynderligt at han ikke var blevet slæbt ned i kælderens dyb. Måske kunne røvhullet her godt lide at se på måneskær og stjerner, mens han gik til den. Psykopater hele bundtet…

Alran hang blot med hovedet. Han lignede en der blot tog imod, hvad han blev givet. Håret hang sjusket. Blod dryppede tykt fra hans hage og farvede hans nu meget krøllede og iturevne bluse. Var det ikke for at den allerede var blevet misfarvet af sodstøv fra smedjen, ville den røde farve have stået en del mere frem. Hans fødder var nøgne. Fortaget hans sko, som var det en luksus man ikke var tilladt at have her hos Mørket.
Hans ansigt så værst ud. Slagene havde sat sine præg på ham. Ikke kun i form af blodet, men det var så småt ved at vise mere blåt og lilla og gult og grønt end hans normale hudfarve. Hans hud havde flækket under uddelingen af tæsk. Særligt hans læbe så faretruende ud. Hævet og blodig. Og en anden over hans bryn blødte ned i hans ene øje og gjorde det svært at holde det åbent. Man kunne lige ane en overflade af koldsved på hele hans krop. Han var tydeligvis overanstrenget. Hele hans krop smertede. Ikke bare af ømhed…

Det var kun hans hænder der holdte ham bundet til stolen. Hans ben var frie til at sparke, som de ville, men det var ikke svært at se, hvordan det ene var mere slapt end det andet. Men med buksebenet henover, var det ikke muligt at se den groteske og hævede plamage af en blodsamling, der var at finde på hans skinneben. Knoglen under huden brækket med en sådan ubarmhjertighed.

Noget raslede. Og uden varsel blev en spand vand tømt ud over ham. Kastet direkte ind i fjæset på ham. Isnende koldt vand, der bed i hans hud og sveg i hans åbne sår. Hans krop spændte automatisk op, han var trods alt ikke helt død indeni, men der var alligevel ikke meget andet reaktion fra ham udover at pruste vand ud af munden igen. Han var gennemblødt og hans hår hang nu endnu mere. Vand dryppede fra ham. Og hans vejrtrækninger var blevet accelereret. Ved guderne det var koldt!

Enhver idiot kunne se, at Cayden var hævet over den opgave, han var blevet givet. Han hørte til på en slagmark, eller ude som spion, eller i værste tilfælde, som velklædt diplomat. Han hørte ikke til blandt tortur og havde det ikke været for Mia, ville han slet ikke have været her nu.

Men det var han, og han ville få det bedste ud af det. Han havde sat den største kødklods han kunne finde, til at varme deres gæst op for ham. Der var ingen grund til selv at gøre det beskidte arbejde. Han havde sat en ung, kvindelig soldat til at holde vagt længere nede. Hun havde ikke set, hvem deres gæst var, men det var også kun for det bedste. Indtil videre. Cayden kunne godt finde på at invitere hende ind senere.

Han havde været til stede, da hun var blevet forhørt om den hjælp hun havde fået i Dianthos. For hjælp var der ingen tvivl om at hun havde fået. Hun var blevet sendt på en selvmordsmission; en efterlyst kriger fra Mørket, midt i Dianthos? Som var vendt hjem udhvilet, med et forbundet sår, og mæt. Der havde ikke været nogen som helst tvivl om, at hun havde fået hjælp. Det eneste spørgsmål var, om hun ville afsløre, hvem det var af sig selv, eller om hun skulle have tvunget det ud af sig. Der havde stort set ikke været brug for tvang - Mørkets Hær var hendes hjem og hendes familie, og der var ikke dét, børn ikke ville gøre for deres forældre.

"Han er klar til dig."

"Er han ren?"

"Han er blodig-"

"Så er han ikke klar til mig, er han?" Cayden rejste sig op, fra hvor han havde siddet ved et skrivebord i det tilstødende værelse, til hvor de havde deres gæst. Han havde regnet med at høre ham skrige, men havde ikke hørt ret meget. Enten var deres gæst mere hårdfør, end han havde troet, eller også var væggene tykkere heroppe. Han håbede det var det sidste.

Al information han havde om Alran, stod på de papirer han havde siddet med, og efter at have trukket sine handsker på, og stukket en ridebæsk i sit bælte, tog han papirerne med sig ind i den lille sal, hvor en våd, men på ingen måde ren, mand sad og ventede pænt på ham. Ikke at han kunne gøre andet - han var bundet grundigt til stolen.

"Alran Nork'gher Bathen. Jeg har hørt at du er blandingsrace, men du ligner bare et beskidt mennesker herfra," hilste Cayden med et smil, og smed nonchalant papirerne på ham fra sig på et nærliggende bord.

Døren gik op, og Alran reagerede knap nok på det. Det var kun hans øjne der blev drejet til siden, så et hårdt blik kunne blive sendt i en direkte linje mod manden, der gjorde sin entré. Han ikke så meget som løftede hovedet. Fantastisk. Endnu en. Fordi én åbenbart ikke var nok. Og værst af det hele, så var denne her snakkesalig. I det mindste havde det store brød holdt sin klamme mund lukket. Nok for at bedre kunne koncentrere sig om at ramme alle de punkter på hans krop, hvor det virkelig ville gøre ondt.
Hans rødbrune blik fulgte stift den nyankomne, som han spadserede videre ind i salen. Ikke meget andet end aggraveret had var at finde i det. Det lignede måske, at Alran forholdte sig foruroligende roligt, men indeni kogte han så småt op til et bulderkog. Han havde trods alt ikke ligefrem fået den mest behagelige velkomst til slottet.

”Dine-.. hmrr!” Pludselig blev Alran gjort opmærksom på, hvor lidt han egentlig selv have kæftet op og hvor stor en tudse der havde sat sig godt til rette i hans hals. Det tvang hans eller så sikre ord til et brat spot. Tvang ham til at rømme sig. Klargøre stemmen. "Dine informanter må have givet mig alt for meget anerkendelse. At kalde mig en ’blandingsrace’ er vist at overdrive.”
Nu med stemmebåndet ordentligt på gled, kunne man hårde skarpheden i hans kommentar. Den gennemtrængende falske morskab. Ingen grund til et tyndt lag, når der var rigeligt at tage til et tyk. Chancen for at dumme hovedet ville opfange det, hvis det var diskret, var så minimal alligevel.

Han hævede endelig hagen og gjorde et kast med hovedet, så de drivvåde hårtotter ligeledes kastede med vanddråber. Og så fik han dem da også lidt ud af sit ansigt. Hans ansigt vrængede sig kort i smertende ømhed. ”Thatos den mægtige!..” sugede han lavmælt ind igennem tænderne. Det var som om, at nogen havde brugt hans tindinger som klangskåle! Selv grimassen gjorde nas.

”Du kalder mig ’beskidt’, så du må virkelig se dårligt i mørket, for kræftidioten derover har tydeligvis lige givet mig et bad.” Og et hav af slyvende slag. Alran havde fundet frem til dæmonen igen. Ikke engang da han hentydede til kødklodsen, så han bort fra ham.

Et tilfredst smil spredte sig på Caydens læber, da hans gæst havde svært ved at få ordene ud. Så var han alligevel blevet taget godt imod. Det var altid godt at vide, at man ikke selv skulle gøre det hårde arbejde. Han trak også bare smilende på skuldrene, da Alran modsagde ham, angående hans race. Cayden kunne ikke være mere ligeglad med hvad han var, så længe det var sandt, at han ikke hørte 100% til hos menneskerne. Han kunne jo se på hans hænder, at han ikke var helt menneskelig. Ikke længere, hvis han nogensinde havde været det.
På trods af sin umiddelbare vrede over at være blevet sendt ud for at tage sig af en rekruttering af en simpel smed, var ved at lægge sig, da han så hvor meget smerte smeden var i. Det gjorde næsten Cayden i helt godt humør.

"Han har ikke skrubbet helt godt nok bag dine ører," svarede Cayden afslappet og gik roligt tættere på Alran. "Eller noget som helst sted egentlig. Jeg tror næsten der er mere blod på dit tøj, end der er tilbage indeni dig," jokede han smilende. "Men det er slet ikke din hygiejne vi er her for at snakke om."

Cayden vendte ryggen til Alran og forlod ham, kun for at komme tilbage med en stol, som han satte sig ned på, udenfor Alrans rækkevidde. Han kunne både se og høre at der stadig var lidt kampgejst tilbage i mennesket, og hans bukser var for rene til at blive sparket til af Alrans beskidte sko.

"Vi er her for at få din rekruttering til Mørkets Hær på plads. Hvor villig er du til at arbejde for os lige nu?" Cayden satte sig bedre til pas, med et knæ lagt over det andet, fordi han gik ud fra at de ville komme til at være der et stykke tid, før Alran ville sige noget, der både passede Cayden og som han troede på var sandt. På trods af udmattelsen og det våde tøj og alle hans blå mærker og blodet - så var der en modstand i Alrans rødbrune øjne, som Cayden ikke kunne se bort fra.

Indersiden af Alrans mund fortrak i en samlende manøvre og ikke længe derefter fløj en ordentlig spytklat igennem luften og landede slimet og blodigt på gulvet ikke langt fra dæmonens pæne og rene sko. Det var ganske bevidst, at han ikke have sigtet den til at lande direkte på deres pudsede overflade. Dét burde nok egentlig have været rigeligt med svar til spørgsmålet om hvor villig han var. Det var da en joke..  Der var ingen chance for, at han nogensinde ville lade sig selv blive rekrutteret. Og da i særdeleshed ikke, hvis dette skulle forestille at være indvielsesceremonien. 
”Noget af en velkomst at give en potentiel fremtidig kollega. Der er ikke noget der siger ’Det her er jobbet for dig!’ end en god omgang bøllebank.” Okay. Det han havde været udsat for havde været noget mere end bare lidt bøllebank. Lidt bøllebank ville ikke have kunne fremprovokere så meget had og vrede, som manden overfor ham - siddende så afslappet i sin stol - blev sendt ved hver fiber af Alrans kropssprog.

”Jeg vil hellere lade Zaladin stikke sit klamme, vortebefængte lem op i røven på mig, end at blive kriger for Mørket,” hvislede han med en ufattelig arrighed. Det var lige ved at ordene havde passeret igennem hans tænder frem for at glide let og elegant ad hans hævede tunge. Rebene knirkede i takt med, at han spændte i musklerne og gjorde et forgæves forsøg på at trække sig fri fra deres bevægelige begrænsninger.
Musklerne slappede af igen.

”Hvem i Dødsriget er du overhoved? Og hvem har været dum nok til at give dig ansvaret for mig?” Al morskaben var væk fra hans attitude. Selv i de få sætninger, hvor sarkasmen fik lov til at blive luftet, var der kun anger. Noget af det indebrændt. Og andet var helt nyt og friskt. Lige taget fra hylderne og leveret med smertefulde næver.
De mange ord han spyttede fra sig resulterede desværre i at han også fik blod i den gale hals og begyndte automatisk at hoste hakke så hele hans krop modtog pinende jag. Det var da heller ikke barmhjerteligt, at han knap nok kunne læne sig særlig meget fremover, hvilket gjorde jagene værst i hans stakkels ryg. Det måtte virkelig have spist søm hvis de ønskede at have en stiv og rusten mand som Alran som en del af deres linjer. Hvor desperate skulle man ikke lige være?

Cayden så med væmmelse på spytklatten, der landede foran hans fødder. Der var en grund til, at han havde fået en anden til at stå for at slå til deres gæst. Han var meget imod selv at blive beskidt. På slagmarken kunne han tage det, men indenfor, når han sad her i sin pæne, nystrøget skjorte og pudsede sko? Ellers tak. Spytklatten i sig selv var nok til at Cayden overvejede selv at slå lidt på Alran. Nu havde han i hvert fald fortjent det. Men der var ingen pointe i volden. Ikke endnu. 

Derfor sad han også anspændt, imens han hørte på Alrans afvisning af hans jobtilbud. Dét tog han ikke så hårdt - Alran skulle nok ombestemme sig, det var kun et spørgsmål om tid. Og tortur, selvfølgelig. 

Bandeordene røg til højre og venstre, og Cayden rettede lidt på sin pæne, mørkeblå skjorte og dens manchetter, der bar hans slægts våbenskjold, imens han lod Alran trætte sig selv ud. Der var ikke noget der hastede. Han kunne godt vente med at overtale ham, indtil Alran havde mistet sin egen stemme. Desuden var hans forbandelser yderst fantasifulde, Cayden var reelt imponeret. 

Først da han blev spurgt, hvem der havde givet ham ansvaret for Alran, reagerede Cayden ved at himle overdrevent med øjnene. "Tro mig, jeg ville også ønske, at jeg var blevet sat til noget andet end det her. Jeg kan se dit potentiale, men jeg er mildest talt overkvalificeret til et job, hvor man i stedet kunne have smidt dig i en celle og bare ventet på, at du hellere vil arbejde for os, end sidde dér og rådne." Det passede også Cayden fint, at Alran vidste præcis, hvor han ville have været, hvis det stod til ham. 

"Du kan kalde mig Ridder Roux. Jeg er din overordnede så snart du vælger at slutte dig til os. Indtil da er jeg din... lad os kalde det vært." Han smilede overbærende til Alran, som ville han gå i stykker, hvis man brugte ordene fange og fangetager om dem.

Dæmonen havde knap nok fået lov til afslutte sin præsentation, før Alran sugede ind og smældede tungen fri fra fortænderne i en overbærende og irritabel tsk-lyd. ”Ridder Roux. Hvilket stakkels mandfolk i din slægt blev dog opkaldt efter en jævningsmetode,” hånede det forbandede menneske fortsat med en dryppende misfornøjelse. Der var ikke engang antydning på et smil, der kunne sige noget om, han faktisk morede sig over det eller hvad. Ikke den mindste komik kunne skimmes i hans brændende øjne. Lige nu var Alran nok bare desperat efter at ramme ham med noget. Et eller andet. Og selvom han hungrede efter at sende en knyttet næve direkte i det kønne fjæs, ja, så var han lidt bundet i øjeblikket. Så det var ikke en mulighed. Han måtte nøjes med ord.

”Men siden du er åh så overkvalificeret til at tage dig af mig, hvad med at du bare skrider igen? Jeg er sikker på, at du har meget bedre ting, at tage dig til end at forpeste mig med din tilstedeværelse. En skønjomfru i nød at redde, du ved, Ridder Roux.” Han drejede sit hoved så langt hen over skulderen som han kunne og gav endnu et hårdt ryk i rebene der bandt ham. Han vrissede et vred udtryk og han pustede tungt og udmattet ud. Det havde alligevel være nogle hårde timer. Og han burde ikke bevæge for meget på sig. Men Cayden hidsede ham mere op end mørbankeren havde. Sikkert noget med at Cayden faktisk åbnede sin mund. Urg, og den alt for fine måde, at han talte på.
Hans hoved faldt slapt fremad igen og han måtte lige tage et øjeblik. Det her var noget lort. Han sank en større portion af sit eget blod, der havde samlet sig på tungen. Det våde pandehår hang sjusket nedover hans tæskede ansigt. Lort, der hele gjord ondt lige nu.
”Hvordan fanden blev I overhoved opmærksomme på mig?” Det blev sagt med en overraskende tilbageholdt tone. Ikke længere højtråbende eller arrigt. ”… Var det den pigmentløse, løgnagtige kælling, huh?”

Hvis det virkelig var hende, så så Alran ikke nogen som helst problemer med at kalde hende dét. For det var præcist, hvad hun var. Hun havde været så ivrig af at tage ham med sig. Lort! Selvfølgelig havde hun ikke været til at stole på….

"Jævningsmetoden blev opkaldt efter ham," svarede Cayden afslappet, men kunne ikke skjule det glimt i øjet han havde fået. Alran var mange ting, men langsom var han ikke. Cayden havde næsten lyst til at rose ham, hvis ikke det var fordi han havde spyttet ud efter ham. 

Alran tog heller ikke fejl; Cayden ville langt hellere redde en skønjomfru end han ville sidde her. I det mindste var Alran en underholdende fyr, men Cayden vidste ikke om han havde mest lyst til at grine eller slå ham. Lidt af begge dele. 

Overraskelsen på hans ansigt var oprigtig. Ikke fordi Alran havde gættet, hvem der havde opgivet ham, men fordi han snakkede så grimt om hende. Han havde fået en lidt anden opfattelse af deres forhold fra Marax. Han rejste sig.
"Det gjorde så ondt på hende at give os dine oplysninger." Cayden trak sin ridepisk og lagde den under Alrans hage. Han vidste om nogen, hvordan mennesker ville forråde selv dem de påstod at elske, og det tog ham ikke længe at projektere sin egen oplevelse af forræderi over på Alran. "Mon ikke hun får det lidt bedre, når hun hører hvor lidt du tænker om hende. Tiden læger alle sår, men en god healer og din beskidte mund, skal nok få helbredt både hendes skulder og hendes hjerte på ingen tid." Han tog et enkelt åndedrag, hvor han prøvede at få sit temperament under kontrol, inden han opgav og svang pisken over Alrans kind. Det var ingenting i forhold til, hvad han havde været igennem inden Cayden, men han skulle heller ikke ødelægges helt. Ikke endnu. 

”Vent! Hvad mener du med hendes skulder?!” Sætningen havde kun lige akkurat væltet ud ad munden på ham, før pisken gjorde sin smældende kontakt mod hans ansigt. Det var godt nok – og gudskelov for det! – ikke en hårdhudet knyttet næve denne gang, men alligevel sendte det hans hoved et godt stykke til siden med et ryk, der ikke just var behageligt for nakken.
Præcis som havde han fået en syngende lussing tværs henover kinden, begyndte kontaktoverfladen straks at svie og dunke nok til, at Alran skarpt sugede luft ind mellem tænderne. Dén smerte var dog heldigvis en meget kort fornøjelse. Det var klar mere den ydmygende effekt, der blev hængende lidt endnu. Han havde allerede ikke brudt sig om den højtidelige nar, da han var trådt indenfor i salen. Og han brød sig endnu mindre om ham nu. Der var virkelig noget nedladende ved brugen af en forbistret hestepisk.

Med det samme rev smedjen sit hoved fremadrettet igen, dog stadig på sin hvis bøjet. Øjnene skulede op på dæmonens tårnende skikkelse med et fortsat brændende had. Diverse skældsord kunne næsten smages i atmosfæren omkring ham, til trods for at Alran ikke så meget som havde åbnet mundet for at ytre dem.
”Sikke et brønd fyldt med rævepis!..” vrissede han hårdt dog med et ganske civilt lydniveau. ”Du kan ikke få mig til at tro, at hun havde en skid svært ved at levere mig. Jeg var åbenbart bare dum nok til at tro på hende, at hun ville kunne holde sin pæne lille mund lukket. Ville ikke undre mig, hvis I trænede jeres soldater i at vifte lidt efter med øjenvipperne eller spænde lidt efter i armene for at manipulere jer ind på godtfolk.” Hans mund løb ad ved med ham, men det var ikke helt nok til at distraherer hans tanker alt for langt væk fra, hvad Roux havde fortalt ham. Hvad var der med Marax’s skulder?! Så vidt han huskede, havde det været hendes lår..
”Jeg kan kun forestille mig de vrangforestillinger hun må have fortalt jer, hvis dét her er måden I viser jeres taknemmelighed.” Lige nu fortrød han kun at ikke have overgivet den lyshårede kvinde direkte til byvagterne, da de var troppet op ved hans dør. Havde han bare gjort dét, ville han ikke have endt i alt dét her lort.

"Så godtroende du er, Alran," svarede Cayden med et ryst på hovedet. "Tror du virkelig nogle af vores soldater kommer hjem, med fyldte maver og plejede skader, veludhvilede, fra noget der skulle have været en højrisiko-mission, uden at vi stiller spørgsmål til, hvem der hjalp dem?"

Cayden tog pisken imellem sine hænder og slog utålmodigt med den imod sin håndflade, imens han så Alran an. "Den pigmentsløse kælling ligner ikke ligefrem et uskyldigt lam, vel? Du vidste udmærket, hvem du hjalp. Det var rimelig indlysende, at hun havde fundet en potentiel rekrut, på trods af hvad hun selv prøvede at bilde os ind."

Han tog et skridt nærmere Alran, truslen om spyt glemt et øjeblik, så han kunne træde om bag ham, og stryge en hånd igennem hans mørke hår med et provokerende smil Alran blev tvunget til at se på, da han pludselig greb fat om hans hår og tvang hans hoved bagover. "Vil du se mig spænde lidt i armene for dig? Er det det, der skal til? Eller skal jeg få Marax herind? Hun kan selv fortælle dig, hvor længe hun holdt i den her stol, før hun fortrød, at hun havde bedt dig om hjælp. Eller jeg kan beordre hende op i dit skød, hvis det er dét, der skal til." 
Alle havde sin pris. Cayden skulle bare finde Alrans. Han slap sit greb om ham, men strøg sine fingre hele vejen igennem hans tykke hår, før han trådte væk fra ham igen. 

Alran fulgte Roux med øjne det første stykke omkring, indtil, at det ville være nødvendigt for ham at dreje hovedet yderligere, hvorpå han blot møvede sine rå-revne håndled rundt i rebene og tænderne viste sig som lydløse knur af frustration. Der var virkelig ikke megen nytte i at prøve at komme fri. Det havde han sådan set indset for flere timer siden. For havde det været tilfældet, så havde han nok ikke siddet der i dette øjeblik. Nej, han ville have været over alle bjerge. Så svært kunne det da heller ikke være at begive sig igennem Kzar Mora. For det var dér han befandt sig, var det ikke?

”Urg!!” brummede han meget utilfredst idét hans hår blev revet i og hans hoved blev smidt tilbage. En bevægelse hans stive nakke- og skuldermuskler ikke var særlig glade for at blive tvunget til at gøre. ”Ved du hvad? Jeg foretrak helt klart, at din ven fleksede sine arme for mig. I det mindste holdte han sin fede kæft forseglet, så jeg ikke også skulle høre på ham.” Det var ikke helt nemt at tale klart og tydeligt og uden alt for meget anstrengelse, sådan som hans strube blev strakt ud til nær bristepunktet. Og for hvad? Så dæmonen kunne fryde sig over, at have ham se hinanden i øjnene.
Så snart grebet blev sluppet svang Alran hovedet fremad igen som en fjederstyret mekanisme og begyndte straks at hoste og hakke en smule. Blod fra hans mund havde gradvist været på vej ned i den gale hals. Han rallede endda, som var der endnu en spytklat på vej men heldigt for Roux, så kunne han denne gang undgå sådan en omgang. Særligt nu, hvor han stod i en langt bedre afstand til at blive ramt. Sikke en skam.

”I er alle sammen komplet sindssyge. Og her var jeg næsten overbevist om, at Lyset var større røvhuller end jer. I det mindste rygtes det at de ikke tæsker sine folk for at have overlevet en døds-mission. Sikken mistro. Du sælger indtil videre ikke sag spor godt, Ridder Roux.” Det havde været meget delvist bevidst, at Alran ikke havde ladet sig provokere nok til at svare på hans væld af muligheder, han blev givet. Det kunne potentielt gå galt. Og selvom han ikke så sig særlig positivt på Marax som det så ud der, så var der en del af ham der ikke ville have hende i rummet. Yderligere involveret.

"Hmm," sukkede Cayden utilfredst, da Alran gjorde udtryk for bedre at have kunne lide den usle soldat, der havde været sat til at give ham en ordentlig omgang tæv. Der var ingen tvivl i Caydens sind om, hvem af dem der var lækrest, og desuden syntes han at Alran var meget underholdende at bruge sin tid med, trods hans lave forventninger til ham, så det var skuffende at Alran ikke nød deres tid sammen lidt mere også. Javist, Alran sad bundet til en stol, blødende, med mærker og skrammer, og hvem vidste hvor mange alvorlige skader, men hyggede de sig ikke? Cayden synes de havde noget nær venskab sammen. Det var bare ærgerligt at Alran ikke var interesseret i at spille med, ikke engang for at redde sig selv.

Han så til, med armene over kors, imens Alran hostede sig igennem, hvad der sikkert var blod. Der var blod over det hele med ham. Han skulle have fået en spand vand eller to mere i hovedet.

Cayden var rolig nok, men han blev mere og mere utålmodig, des mere lort Alran snakkede om Mørkets Hær. Mørkets Hær var hele Caydens liv og havde været det i flere hundrede år. Desuden tvivlede han ikke på, at Lysets Hær også ville straffe deres soldater, hvis de kom nærmest tomhændede hjem, med en ny 'ven' fra den modsatte hær, som de havde nægtet at opgive navnet på. Som om fjendens liv var vigtigere end Mørkets Hær.
Hans grænse var nået.
Med ét greb han fat om Alrans trøje og holdt fast i ham, imens han tyrede en knytnæve ind i ansigt på ham. Én gang, en gang mere, flere gange efter dét; han var lige ved at miste besindelse og slå løs på ham hvem ved hvor mange gange, da han syntes han hørte dørhåndtaget blive skubbet ned. Han så over mod den, men døren var lukket.

Han tog en dyb vejrtrækning, rystede på sin hånd, hvor knoerne værkede fra de hårde slag, og tog et skridt tilbage. Noget af Alrans blod var kommet på hans hånd og det fik ham til at rynke på næsen. 
"Hvad skal jeg stille op med dig, Alran? Smide dig i en celle indtil du ombestemmer dig? Det lyder som spild af ressourcer. Jeg burde skære dig op og lade din kæreste se på, imens du bløder til døde." Hans stemme var ikke længere afslappet, men svagt anstrengt. Han gad ikke længere. Fyren ville tydeligvis ikke se fornuft. Det havde været et øjebliks svaghed, da han havde reddet Marax. Måske han havde tænkt med pikken, måske han virkelig ikke havde regnet ud hvem hun var. Han var i hvert fald ikke klar til at hjælpe Mørket, bare fordi han havde været klar til at hjælpe hende. 

Hvem end der ikke allerede havde set det komme, ville tydeligvis være komplet blind for sin omverden. Alran havde bestemt ikke forventet meget andet. Han havde på sin hvis håbet på at få dæmonen til at miste kontrollen. Rigtigt nok gjorde det smadderhamrende ondt. Ingen, INGEN brød sig om at få smidt knytnæve efter knytnæve i fjæset på den måde. Ingen kunne være så sindsforvirret til at finde nydelse i den slags. Han var bare blevet så træt af Roux’ attitude. Det var han vel egentlig blevet lige fra starten. Hvem ville ikke det? Roux var en kræftidiot. Ville ikke undre ham, hvis han havde forelsket sig i sit eget spejlbillede…
”Okay okay!! Ah, Isari knep mig!..” udbrød Alran straks igennem hans smertende ansigt og rungende hoved. Øjnene var klemt hårdt sammen og i den tid, han ikke talte var hans tænder bidt hårdt sammen og han hang lidt vippende med hovedet. Hver gang han vrængede med ansigtet, kunne han fornemme de brækkede knogler i den skrøbelige næse knase og knage. Havde han set forslået ud før, så var det i hvert fald ikke et pænere syn nu.

”Jeg tager det i mig!...” fortsatte han så. ”I et ikke alle sammen nogle voldsliderlige psykopater. Det er tydeligvis kun dig der er det. Argh, ved Zaladins.. Ikke så underligt at du ikke bliver sendt ud til at redde møer. De ender squ bare med at knække så hårdhændet du er.” At Alran egentlig var så meget til stede til trods for alt, alle tæskene, var nok til dels på grund af Roux og den konstante indmads-gnavende trang til at svare ham igen. Selv igennem pinen fra de gentagende ubarmhjertige slag tittede der dog en form for fryd frem. En fryd over at nu kunne åbne øjnene – dog ikke helt, det ene vovede sig mere åbent end det andet som når man blev blændet af lyset om morgenen og lige skulle tilvende øjnene – og se ridderen i en langt mere uorganiseret tilstand. Mindre styr på sine følelse. Alran fandt måske endda lige så meget glæde i at provokere som så mange andre. Måske havde han alligevel noget til fælles med dæmonen her?

Igen måtte han lige spytte overskydende blod ud af sin mund, men denne gang var han mindre bevidst om, hvor det landede og blev tankeløst bare spyttet lidt til siden frem for at sigte mod Roux. Hans vejrtrækninger var igen tilbage til at være noget forpustede efter at have spændt så meget under strømmen af slag.

Det måtte man give Alran; han havde nogle gode forbandelser. Isari knep mig. Det behøvede jo heller ikke alt sammen handle om Zaladin, vel? Dén ville Cayden bruge fremover.
Man kunne tydeligt se på Alran, at han havde ondt, men Cayden havde ikke ligefrem ondt af ham. Det ville trods alt være så nemt for ham at få stoppet smerten. Et enkelt ja, til hans jobtilbud, ikke engang et ja tak, behøvede han, så ville han få en helbreder sat på det værste af sine smerter og en relativt blød seng at sove i i nat. Hvis han var heldig var der ovenikøbet en dum tøs, der ville kravle op i sengen til ham. 

Caydens tanker om Marax var alt andet end høje. I hans øjne var hun den type, for hvem Mørket bare var et job. Der var ingen passion i det hun lavede. Det var kun for overlevelsen, eller fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle. Hun havde ikke selv oplevet, hvilke rædsler lysets væsner kunne udsætte én eller éns familie for. Måske fordi hun aldrig havde haft en familie - hvilket uden tvivl også var Lysets skyld. 

"Tro mig, jeg kan også være blid," lovede Cayden med et smil, der efterhånden var noget mere anstrengt. Han havde ikke regnet med at Alran ville være så forbandet længe om at bukke efter. "Er det den retning vi skal gå i? Skal jeg give dig lidt af, hvad du gerne vil have?"

Med de ord gik han hen til døren, åbnede den, og kaldte efter en vagt. "Hent mig to krus med øl og Marax," bad han, højt nok til at Alran kunne høre det. Han havde ikke tænkt sig at lade tøsen komme indenfor, ikke endnu, men han ville gerne se Alrans reaktion på det.

"Jeg går ud fra at du gerne vil have hævn. Skal vi binde hende fast, eller tror du at du kan tage hende uden hjælp?" Dét mente Cayden til gengæld fuldstændig. At give en kvinde, han tidligere havde hjulpet, tæsk, ville uden tvivl få noget vred frem i ham, der ville gøre det nemmere at få ham med ind i en hær. Og Marax kunne holde til det. Især sådan som Alran så ud nu; han så så svagelig ud, at Cayden ikke ville sætte ham til at dræbe en flue. 

Åh ja, det ville da være skønt! Ordene nåede aldrig længere end til tanker i hans hoved, så det eneste der trillede henover hans tunge for dæmonen at høre var et audiotær fnys. Ikke noget særligt. Skulle man beskrive Alran med en lyd, så ville det uden tvivl være dét. Eller et meget beklagende grynt.
Der var ingen tvivl om, hvordan smeden havde det med Cayden, og selv hvis man var dum nok til at ikke opfange det i luften, skulle man være direkte blind for at misforstå baggrunden i, at han ikke tog blikket fra dæmonen, idét han begav sig væk fra salens blodige og våde midte. Det var et blik der ikke stolede på den mindste bevægelse der blev gjort. Den mindste trækning. Så åbenlyst misbilliget.

Umiddelbart havde Alran for en gangs skyld været en god dreng og havde siddet relativt stille i sin stol, men så snart han hørte Marax blive kaldt efter, reagerede hans krop før, hans hjerne kunne nå at pointere imod det. Ufrivilligt gav han et abrupt ryk fra i sig i rebenes bindende tag, som havde han været på vej til at rejse sig op og havde i samme stund glemt alt om, at han ikke kunne. Cayden havde flere gange inden nævnt hendes navn og det havde de gange ikke fået fremprovokeret nogen lignende reaktion, men i troen om, at han faktisk havde planer om at hive hende med indenfor – og ikke længere bare truede sig omkring med det – havde sat ting lidt mere i gang. Om han havde været i fuld kontrol over det eller ej.

”Hvad med at du starter med at binde mig op, før du plaprer løs om at binde en anden, huh?” vrissede han stift og møvede sig diskret tilbage i stolen. Lod sig selv falde lidt mere dovent ned i den. Der var ikke mange dele af hans krop der fordi ønskede at rejse sig op og gå i gang med… noget som helst der skulle ville kræve energi. Han kommenterede ikke selv højlydt på det, men han havde virkelig heller ikke megen lyst til at stå og hoppe på et ben foran dæmonen. Bare en så simpel påmindelse fik det beskadigede ben til at dunke. Som vidste det, at han tænkte på det…

”Hvad jeg vil have rager dig en minotaur lort. Hævn er selvfølgelig et yderst sødt ord i mit hoved, men forventer du virkelig, at jeg vil lade det være underholdning for dig og dine syge fantasier? Jeg er ikke ligefrem i humøret til at skulle se den heks igen i øjeblikket. Selv ikke hvis du lod mig bruge hende som gulvklud.” Alran var ved at være for træt. Han havde været træt længe. Udmattet længe. Træt af livet og alt hvad det indeholdte endnu længere! Det forslag om en celle lod kun mere og mere indbydende.

Cayden havde håbet, men ikke troet på, at han kunne få en reaktion ud af Alran ved at få Marax med ind i rummet, men allerede da han kaldte på hende, så han ud af øjenkrogen at Alran bestemt ikke var lige så upåvirket, som han lod som om.

Det narrede heller ikke Cayden, da Alran øjeblikket efter spyttede det ene skældsord om Marax ud efter det andet. Han ville aldrig selv kunne tale på dén måde om Mia, men i hver deres verden ville det sandsynligvis svare til at Cayden påstod, at han ikke holdt af hende. Alran var trods alt noget mere temperamentsfuld end han selv var, og ligeledes noget mere kreativ med sine ord. 

"Ærgerligt," svarede han ovre fra døren, som han lukkede efter sig. Hans underordnede ville vide, at det betød, at de skulle vente ude foran den. Marax, og de øl han i al seriøsitet havde bedt om. 
Han gik langsomt hen til Alran igen, der endnu en gang så helt afslappet ud, nærmest som kedede han sig under sin tortur.
Men Cayden vidste bedre. Han kunne se, at der ikke længere var lige så meget energi i Alrans øjne, som der havde været, da han først var trådt ind. Marax udenfor døren eller ej, Cayden kunne klare Alran alene. 

Han lagde en hånd om Alrans nakke og stillede sig bag ham, imens han mentalt gennemgik alle de grusomme ting han kunne gøre ved ham.
"Hvis du lover at opføre dig pænt, så fjerner jeg gerne de reb der holder dig og holder din lille kæreste udenfor. Tror du, du kan opføre dig pænt?" Det var svært for ham ikke at smile - han følte virkelig at han endelig var ved at få et greb om Alran. Og selv hvis det viste sig at han tog fejl - så ville han nyde at give Alran en personlig omgang tæv lige hvor de stod. Han havde alle fordelene i verden; Alran var svækket, træt, såret, stiv efter så længe i en stol, hvorimod Cayden var veludhvilet, frisk, kendte til Alrans evne og havde skjult sin egen. Og så var han selvfølgelig på hjemmebane. 

”Opføre mig pænt?” Nu skulle der ikke kræves alt for meget af Alran. Han var trods alt blot et menneske. Og der var kun så lidt man kunne forvente fra et menneske som ham. ”Jamen selvfølgelig. Jeg opføre-…” Blodigt spyt gled atter ned i halsen på ham, mens han talte, så de resterende ord fik påtvunget sig et overliggende lag af hoste: ”..mig altid pænt. Hargh!” Det værste var næsten, når han hostede. Hele kroppe trak sine forslåede muskler sammen uden hans egen frie vilje, og med Cayden ved sin nakke og ryg, ville det ikke være svært at få fornemmelse for de anstrengelser der stivnede dem i processen i håb om at sidde standhaftigt nok til at gøre det helt ulideligt. Hence, det frustrerende råb, der fulgte hans ødelagt sarkastiske kommentar.

Men sandheden var egentlig, at han ikke just længdes sådan efter at blive bundet fri. Hans skuldre og arme trængte uden tvivl til at blive rullet og klikket bedre på plads efter at være holdt fast i den samme position i… alt for lang tid.
Han havde det nu egentlig mest behageligt bundet fast. Hans mentale stolthed ville nok have været noget mere såret end det var i forvejen, havde han haft mulighed for at løfte næverne mod den hårdtslående kødklump – eller ridder Roux – og så alligevel være end som han var nu. Nej, i stolen gav det rig mulighed for at give dét skylden for hans tilstand, når man sammenlignede med den anden part.

”Ah, men pas nu endelig på, at du ikke får mere blod på din skjorte i processen.” Smeden stemme var blevet endnu mere hæs nu. Selv efter at han diskret prøvede sig med at klargøre halsen uden for meget lyd, så blev hæsheden hængende, som havde det for alvor sat sig fast på hans stemmebånd. Nu havde han ellers ikke haft privilegeret til at smøre stemmen siden han var kommet udover det han kunne slikke op fra at få spandfulde af vand smidt i ansigtet. ”Noget siger mig, at det er en værre affære at få ud ad stoffet,” kommenterede han, legende med at han selv ironisk nok havde fået i hvert fald et par pletter - eller hundred - på sin egen beklædning.

"Selvfølgelig gør du det," svarede Cayden med en engel-blid stemme, helt uden sarkasme eller vrede at hinte, da Alran påstod at han altid opførte sig pænt. Som om Cayden ikke selv havde været vidne til alle de grimme ord og trusler, der var kommet ud af munden på ham. Et smil spredte sig på Caydens læber og han kunne ikke modstå fristelsen til at stryge sine lange fingre igennem Alrans hår, som for at understrege, at han ikke så ham som andet end en kærlighedssyg-hvalp, der lod som om den ikke lige havde skidt på gulvtæppet. 
Det var okay. Cayden ville tilgive ham for at, metaforisk set, skide på gulvtæppet, hvis bare han voksede op til at blive en god, bidsk kamphund. 

Cayden tog chancen, og tog Alran på løftet om at opføre sig pænt, og løsnede hans reb, imens han påtalte truslen om blod på skjorten. Han lagde ud med at klikke med tungen. "Det er så praktisk at vi har sorte uniformer. Sværere at se blodet." 
Han trådte et skridt tilbage og så til, imens det sidste stykke reb faldt fra, så alt der var tilbage for Alran var at vikle sig ud af det.

Det tog en del af Alran at ikke straks begynde at vride sine arme fri fra rebene, så snart at de var blevet løsnet bare lidt. Noget sagde ham, at han ville ende med at fumle for meget med det. Han ville dog ikke indrømme, at han var godt smadret. Rent energimæssigt. Han kunne stadigvæk holde ved, men så snart han gav ind for at hvile sig, så vidste han at han ville gå ud som et lys.

Men dét øjeblik at rebene faldt til det våde gulv, og hans hænder for alvor var frigjorte, greb den ene af dem fat i stolens ryglæn i samme øjeblik, som han stod op fra den på overraskende solide ben. Ham bed smerten i sig, da han svang begge sine arme om i en mere normal position, skuldrene knirkede af at have været vredet om i så lang tid. Så snart han havde armene vendt frem for sig, greb han ligeledes omkring stolens ryglæn med den anden hånd og nådesløst og uden tøven svang han den mod Cayden i et forsøg på at hamre den ind i dæmonen.
Det var meget begrænset, hvad Alran kunne præstere i hans tilstand, så selvom han da havde kalkuleret, hvordan Cayden havde trådt et par skridt tilbage, inden det forgiftede menneske var kommet helt frit, så var hans skridt vaklende. For selvom han havde rejst sig standhaftigt, så var der virkelig ikke meget ved det ene ben at støtte på. Brækket ved skinnebenet. Og ved Zaladin hvor gjorde det ondt, da han kom til at lægge bare den mindste vægt på det.

Alran kollapsede som en tung stofsæk fyldt med jord. Han slap automatisk sit greb i stolen, om det havde lykkedes ham at ramme sit mål eller ej, for i stedet at blødgøre sit faldt bare en smule. Og så han ikke skulle ende med at ligge fladt og ynkeligt i sit eget blod og isnende vand, der tilmed gjorde gulvet glat.
Han prustede af både frustration, smerte og anstrengelse, og ventede ikke mere end et bette øjeblik, før han begyndte at kæmpe sig tilbage op at stå. Det havde ikke været det smarteste, at kaste stolen fra sig, men det havde været det eneste våben udover hans bare næver, der havde været til rådighed for ham. Og der var ingen grund til at fortsætte med at græde over spildt mælk.

Det var imponerende så hurtigt Alran kom på benene og Cayden så til med et halvt smil. Han havde lagt arbejde i at få Alran for sig selv, så det var godt at se at han var både stærk og stædig. Måske en smule for stædig, måtte han indrømme, da der blev kastet en stol imod ham. Havde den været kastet med det samme, ville Cayden ikke have kunnet undgå den; det var for dumt et træk til, at han ville have set det komme. Men det, at Alran holdt fast i den bare lidt, gav ham nok tid til at indse hvad der var på vej, og flyttede sig ud af dens rækkevidde. Eller; ud af dens rækkevidde, indtil den kom flyvende forbi ham. Måske det mest var held alligevel. 

Stolen ramte ind imod væggen bag ham, men det var ikke helt nok til at den gik i stykker. Der havde desværre tidligere været fanger, der smadrede stole, imens de sad bundet til dem, og sådan ville Cayden nødig miste nogen igen. De stole der blev brugt nu, havde en noget bedre holdbarhed. 

"Skal du absolut kravle over hvor hegnet er højest hver gang?" spurgte han opgivende og med sin evne fremtvang han et sværd af skygge, solidt i hans hånd, som han nonchalant svingede i en cirkel ved siden af sig. Alran kunne lige så godt se, hvad han var oppe imod.
Det var hans job at være 'the good cop'. Han kunne godt give Alran lidt tæv hvis det var nødvendigt, men han ville egentlig helst bare give ham et jobtilbud. Og så på den anden side... Så havde han været unormalt irriterende. Måske det ville føles godt at give ham lidt igen. Healeren skulle alligevel på overarbejde med ham.