Dragonflower 07.01.2020 16:21
Dag fnøs.
"Næppe" svarede hun, et citat fra tidligere på aftenen, da Nat selv var blevet stillet et lignende spørgsmål. Han ville aldrig finde noget bedre at tage sig til.
"Så igen, Nat har fint tid til både at have sit eget og ødelægge alt mit" tilføjede hun henkastet, med en bidende kulde i ordrene.
Det var spøjst tænkte Dag i et øjebliks klarhed fra sin vrede, at hendes moder der havde levet tusindevis af år, opførte sig som om intet hun gjorde havde konsekvenser der var værd at tænke over, og at hendes broder på blot 16 havde taget den attitude til sig, plus det løse.
"Hvad med dem alle sammen?!" svarede Dag og rullede med øjnene
"Der er altid en brav bror eller ridder eller konge der skal redde den stakkels kvinde i nød, og hun er altid evigt taknemmelig og glad for hans indblanding" fortsatte hun med en forvrænget, hånlig tone. Det var det Nat troede han gjorde. Det var den løgn han fortalte sig sig, og tvang hende til at støtte op om sin vrangforestilling.
En langtrukken, irritable lyd undslap Dag, som hendes far nedgjorde sig selv overfor hende. Hun hadede det, for i hendes øre stank det bare af sympati.
"Jeg ønsker mig intet, for det kan ingen tage fra mig. Men måske skulle jeg bare kaste mig ud fra et tårn og håbe guderne giver mig en chance til og et par vinger. Det lader til at have virket så fint for resten af familien!" der var ingen alvor i hendes ord, kun frustration og vrede. Desuden så tvivlede hun på guderne ville gøre noget som helst godt for hende, selv hvis de fandtes.