Det var tidlig formiddag, men Gabriel havde allerede været oppe i flere timer. Han havde som regel svært ved at sove, så snart solen var stået op og det havde været tørt hele natten, så den var blevet brugt på jorden frem for det lille shelter, han havde bygget. En solid bund i træ, tre vægge og et skråt tag. Det var ikke meget og der var grænser for hvor holdbart et 25-års shelter kunne være, men Gabriel havde ikke brug for andet læ. Resten af hans lejr bestod af et bål, der endnu ikke var tændt op og et par træstubbe placeret lidt tilfældigt om det. Alle de praktiske ting, hans våben, tændstål, potter og pander og alt andet, var der intet system i. Det lå alt sammen lidt alle vegne i den lille lejr, for Gabriel smed det altid hvor det lige var belejligt, efter han havde brugt det.

I løbet af dagen skulle Gabriel rundt i skoven og tjekke de mange fælder, han havde sat op. Han ville ikke få morgenmad før han kom tilbage igen, for han havde intet spiseligt i lejreren. Men det krævede lidt forberedelse. I shelteret sad Gabriel, på en af de pelse han brugte som liggeunderlag, og lænet op ad den ene væg. Han sad med et par lidt tykke grene i den ene hånd, kniven i den anden og snittede den ene ende af grenene spidse. Ved siden af ham lå en lille bunke grene mere, som også skulle snittes, inden han kunne tage afsted. De skulle bruges til de fælder, hvor et dyr var gået i og den spidse gren måske var knækket. Måske han skulle gøre klar til en lidt længere tur, til nærmeste smed. Han var ved at løbe tør for søm.

 Det var tid til den årlige "sommer" rengøring på paladset. Sommer var slut, og efteråret skulle tages godt imod. Der skulle pudses alverdens sølv og guldting af, alt skulle gøres rent, og der skulle ikke overlades noget til tilfældighederne. Det ville blive nogle hårde, lange dage. Derfor var Elisa stukket af fra sine pligter, tidligt den morgen, så ingen kunne nå at stoppe hende. Hun var gået all in, og havde skaffe sig en hest, og gjort sig nogle hurtige overvejelser i det at sove ude. Man skulle have noget at sove med, og noget at spise. Og så var hun reddet mod Amazonitskoven. På hele turen der hen havde hun snakket med hesten. Det havde været en dyb samtale om hvorfor hun ikke skulle arbejde. Hvorfor hun fortjente sig noget fri, og at det ikke ville gavne dem at hun var der, alligevel. 

 Da hun nåede kanten af skoven stoppede hun op, og hoppede af hesten. Hende evner i at ride var meget begrænsede, og hun tvivlede på hun kunne styre hesten sikkert igennem træerne. Det var også en lidt ustyrlig hest, for hun havde trods alt ikke for mange krystaller at gøre med.  Det var lidt det der skete, når hun aldrig rigtig mødte ind på arbejde. Måske burde hun tænke på at tjene nogle krystaller på en anden måde.. 
 Som hun trådte ind igennem træene tog hun hånden ned i skuldertasken og hev en forvokset gulerod op. Det var en hun altid havde i tasken, i hvert fald ind til den blev for mærkelig og skulle smides ud, eller hun var nødt til at bruge den til noget. Elisa havde specifikt udvalgt den fra kassen med tilsidesatte grøntsager. Kassen med de grøntsager der var for grimme til de kunne bruges. Den her gulerod havde været for tyk, og ikke særlig lang, så den kunne ikke bruges, men for Elisa så den helt perfekt ud. En lille, småtyk gulerod! 
 Som hånden med gulerodden blev løftet op til skulderen satte hun liv til den, og to små arme og ben groede ud af den, så den kunne holde sig selv fast på hende skulder. Hun var hun ikke længere bange for den skulle falde ned. Bevægelserne fra hesten, frygtede hun ville være for voldsomme til den kunne holde sig fat.
 
 Blikket spejderede rundt mellem træerne. Hun ledte efter et godt stod hun kunne have lejr. Hun glædede sig lidt. Hun var sikker på det nok skulle blive hyggeligt! Sidde om et bål, under stjernerne og lytte på fulgene synge godt nat. Elisa stoppede op. Et bål! Hun skulle bruge nogle pinde, så hun kunne tænde et bål! Gulerodden blev løftet ned fra skulderen igen og blev sat på jorden. Elisa satte sig på huk foran den og lagde hovedet på skrå.
 "Okay Bob! Du skal samle en masse pinde og grene, og komme tilbage til mig med dem, når du ikke kan bærer flere! " sagde hun roligt til den. Hun fulgte den lidt med blikket, som den vendte sig rundt og begyndte at samle pinde op. Hun smilede tilfreds for sig selv, som hun selv deltog i pinde-samlingen. Hun kunne samle noget større pinde end Bob. Det ville være optændingsting Bob fandt. Bob forsatte med at gå frem af, mens den ledte. Elisa blev nær hesten, og fandt lidt større grene, som hun læssede af på hesten. Langsomt kom hun tættere og tættere på Bob, som selvom den kun gik frem af, ikke kom så langt, på grund af det langsomme tempo, så Elisa indhentede den hurtigt. 

Gabriel sad i stilhed og fortsatte med at snitte grenene, da han overhørte en stemme ikke langt derfra. Lyden kom fra omme bag shelteret, et eller andet sted, så det var ikke muligt for ham at se hvor tæt kvinden var. Han havde heller ikke tænkt sig at rejse sig, for at prøve. Han kunne vel se hende nærmere, hvis hun endte i hans lejr.

Gabriels hund løb som altid rundt i skoven, som det passede den. Når den havde brug for et hvil, lidt vand eller ænsede fare omkring lejren, kom den tilbage til Gabriel.
Så snart den hørte skridtene fra hesten, bevægede den sig langsomt tættere på, bare for at se de fremmede an. Men lige så snart den så den lille gulerod, der samlede grene, var den ikke længere så snigende, som den løb hen for at snuse til grøntsagen. Hunden vendte et hurtigt blik mod den fremmede kvinde. Den så lidt skeptisk ud, som om den udmærket godt var klar over, at den skulle til at gøre noget den ikke måtte. I næste øjeblik samlede den guleroden op mellem tænderne og begyndte at trave væk fra kvinden og i retning af Gabriels lejr. Dog ikke hurtigt nok, til at hun ikke ville kunne følge med.

Hunden forsvandt fra kvindens synsvinkel, da den gik op foran shelteret og lagde den underlige grøntsag i Gabriels skød. Gabriel lagde grenene fra sig og samlede guleroden op ved bladroset.
”Hvad i…” Brummede han, som han betragtede den… levende gulerod? For det var da en gulerod, var det ikke? Aldrig havde han set noget lignende. Men det ændrede vel ikke på, at det stadig kunne spises. Så han tog ordentligt fat om guleroden og løftede kniven. Et stik det rigtige sted i nakken ville vel aflive den, ligesom ethvert andet dyr? Så Gabriel stak.

 En lyd fik Elisa til at stoppe op, og se mod Bob. Hendes hovedet blev lagt lidt på skrå som hun betragtede hunden der var dukket op lidt, inden et stort smil bredte sig så hendes læber. Forsigtigt hun lidt frem mod hunden.
 " Heeeej med d.. Du kan lige vove på det!! " hende udtryk skiftede med det samme hun så hundens udtryk. Hun så skulende og bestemt på den. Den kunne godt glemme at tage Bob! Hun flyttede blikket hen på Bob.
 " Bob, løb! " råbte hun efter ham, og han begyndte at løbe væk. Det gjorde dog ikke den store forskel, for dens ben var utrolig korte, og den var generelt gevaldigt langsom. Et sørgmodigt udtryk gled over hendes ansigt, da hunden bare tog Bob op og stak med ham, og der gik et lille øjeblik hvor hun bare stod. Bob sprællede i vildskab, da det ikke var den vej den skulle. Hvis den havde haft et stemmebåd, ville han skrige, men da dette manglede var hans mund bare åben og han så utilfreds ud.

 Da hun endelig kom til sig selv, greb hun fat om den paraply der sad fast på hesten og løb efter hunden. Elisa var klar til at skulle slås om Bob! Ingen skulle tro de bare kunne stjæle hendes grøntsager! Panden rynkede sig lidt, da hun nåede noget der lignede en lejr. Den så noget mere fancy ud end hvad hun selv havde tænkt at lave. Hun gik forbi shelteret, og nåede rundt om det, ligesom en mand stak kniven i halsen. Hun fik store øjne og gispede højlydt med den frie hånd foran munden. Bob holdt op med at sprælle, og armene og benene hang slapt ned langs siden, inden det visnede og faldt af.
 " Bob Prop Gulerod! " hviskede hun sørgmodigt, og snøftede kort, inden hånden foran munden fløj ned i tasken, og tog en grøntsag op og kastede efter manden.
 " Hvad.. " endnu en grøntsag fløj efter ham.
 " ... havde.. han.. gjort... dig!?" efter hver ord blev en grøntsag kastet i retningen af manden. Hun var ikke særlig god til at kaste, og grøntsagerne fløj lidt i alle retninger, og der var ikke vildt mange af dem der rent faktisk ramte ham lige på. Hun så noget så utilfreds ud over det. Altså hvad bildte han sig dog ind! Hånden der havde fat i paraplyen knugede lidt fast i den, klar til at slå efter ham hvis han skulle gå til angreb eller noget.

I samme øjeblik Gabriel stak kniven i nakken på guleroden, vendte han et lidt overrasket blik mod den fremmede kvinde. Uden tvivl den samme, han havde hørt for et øjeblik siden.
"Bob..?" Mumlede han, da han lige skævede mod guleroden i hånden. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, han var næsten ved at grine, men det morende humør blev da hurtigt ødelagt, da den første grøntsag ramte ham hen over armen. Det var da lidt irriterende.
"Hey, lille dame..!" Han nåede ikke at sige mere, før den næste grøntsag blev kylet efter ham. Han nåede lige at løfte armen, så han ikke fik losset en grøntsag i ansigtet. Okay, han var ikke bare irriteret, han var direkte fornærmet! At blive behandlet så respektløst af en grøntsags kastende tøs. At hun kun reagerede sådan, fordi han lige havde aflivet hendes gulerod, det var da ligegyldigt. Det var jo ikke anderledes, end når han valgte at aflive nogle af de dyr, han spiste til daglig.

Gabriel rejste sig og gik et enkelt skridt tættere på den lille dame. Med sine to meter tårnede han langt over hende.
De næste to grøntsager nåede han at gribe i samme hånd, da han stadig havde kniven i den anden hånd og Bob sad stadig fast på spidsen af bladet. Den sidste grøntsag ramte helt skævt ved siden af ham og trillede hen af skovbunden. Hunden var allerede i gang med at snuse og bide i hver grøntsag, der var landet på jorden. Den skulle da lige se om de også bevægede sig.
Gabriel løftede kniven, med Bob for enden op og pegede den lidt truende mod den sure dame.
"Det her er en gulerod," konstaterede han, med en utrolig rolig tone, selvom vreden tydeligt kunne ses i hans øjne. I hans øjne, var der intet 'han' over den og lige meget hvad, så var det intet andet end mad. Da han sænkede kniven og Bob igen, løftede han den anden hånd, med de to grøntsager i.
"Og vover du at brase ind i min lejr og kaste grøntsager efter mig?!" Nu fulgte tonen lidt med det vrede blik og i samme øjeblik kastede han den ene grøntsag efter hende, langt fra så hårdt som om han havde lyst til, men stadig hårdt nok til, at det ville gøre rimelig ondt, skulle den ramme.

 Det var først da hun havde kaste den sidste grøntsag at hun flyttede blikket hen på manden der nu var kommet tættere på. Hendes øjne blev lidt store som de gled op af monstret af en mand foran hende. Hun blinkede kort et par gange, bare lige for at tjekke at hendes øjne ikke spillede hende et puds.
 "  Woooow... " mumlede hun lidt imponeret over højden, inden hendes blik landede på Bob der bare sad der på enden af kniven. Det imponerede udtryk blev erstattet af et foraget udtryk. Sikke dog en måde at behandle Bob på! Hun gispede kort igen, da han bare pegede på hende med kniven og Bob. Skulende løftede Elisa paraplyen og pegede den mod manden. De kunne være to om den leg! Hun fnøs kort over det han sagde og himlede med øjnene. Var han dum eller sådan noget?
 " Ja.. NU er det..  " hun rystede lidt opgivende på hovedet over ham. Da han sagde det næsten en hel del mere vred, skulede Elisa mere endnu mere mod ham. Hun åbnede munden og skulle til at svare ham, men før hun nåede at svare eller reagere, fløj en grøntsag efter hende, og ramte hende på skulderen. Hun gryntede smertefuldt over det, gned sig lidt på skulderen, med paraplyen i hånden. 
 " Aav..  " mumlede hun med et lettere trist udtryk. Hun kastede altså ikke så hårdt! Blikket blev flyttet tilbage på manden. Igen skulende.
 " Ja! DU kunne bare lade vær med at kidnappe min ven, og spidde ham med din kniv! " hun pegede mod Bob på kniven med paraplyen. Han var da helt bestemt selv uden om at hun var kommet stormende! Elisa samlede grøntsagen der havde ramt hendes skulder op, og holdt den lidt tænkende og beskyttende ind til sig. Blikket gled lidt rundt på grøntsagerne på jorden. Teknisk set havde hun ham jo omringet.. Det burde ikke tage for længe at nedlægge ham, de var trods alt i overtal. 
 Alle tanker omkring hunden var gledet væk fra Elisa, så da hun satte liv i grøntsagerne, tænkte hun ikke ydereligere over at de var lidt ekstra langsomme til at komme på benene. Grøntsagen hun havde ved sig, samme hun også liv i. Hurtigt kastede hun den så mod manden igen.
 " Til angreb! " hun lød selvsikker, og hun stillede sig med hænderne i siden, sikker på at hun ville vinde denne kamp! Grøntsagerne på jorden bevægede sig langsomt mod manden, de kunne trods alt ikke gå så hurtigt, og hunden havde også bidt lidt i dem. Grøntsagen hun kastede fløj gennem luften mod manden, mens den bed ud i ingenting, med mindre den ramte manden. Så ville den bide i ham. 

Gabriel holdt fast i det vrede udtryk, han sendte hende, også efter hendes utilfredse blik over, at det rent faktisk gjorde ondt at blive ramt af en grøntsag. Det var ikke hans problem. Han gav bare tilbage af samme skuffe, nu når hun var så ubehøvlet, at starte. Han skævede kort mod Bob på kniven, før han endnu engang løftede den og pegede mod hende med den.
"Jeg har helt bestemt ikke kidnappet din ven. Min hund har stjålet din gulerod," sagde han bestemt og nikkede kort, for at bakke sin egen forklaring op. Gabriel kunne da aldrig finde på at kidnappe nogen. Han havde da stadig respekt over for andre mennesker, medmindre han selvfølgelig blev betalt for noget andet. Man kunne ikke kidnappe en gulerod! Han ville indrømme, at hans hund havde stjålet hendes gulerod, men det betød ikke, at hun kunne få den tilbage. Han havde sørget for drabet, hvis det var det, man kunne kalde det, så byttet var hans.

I samme øjeblik der kom liv i de fire grøntsager, var hunden over den ene af dem. Den gav sig til at hoppe rundt om den, puffe til den med næsen, slikke på den og nappe efter den. Den gjorde det umuligt for grøntsagen at komme længere end et par skridt, før den skubbede til den igen.
Gabriel lagde ikke mærke til de levende grøntsager på jorden, kun den ene, som kvinden kastede mod ham. Han skyndte sig at kaste sin sidste grøntsag efter hende, endnu hårdere end han havde kastet den anden og greb så den, der kom flyvende mod hans ansigt. Han slap grebet om den, egentlig for at smide den på jorden, men han måtte lige kigge en ekstra gang, da den havde bidt sig fast i hans finger og nægtede at slippe. Det gjorde ikke ondt, så Gabriel stod bare og kiggede lidt dumt på den, inden han rettede det lidt dumme blik mod hende.
"Virkelig?" Mumlede han og rystede let på hovedet.

Han smed kniven, og Bob, fra sig i shelteret, skubbede pelsen han bar til siden og hev øksen, der sad fast i bæltet, frem. Han svang den over skulderen og lod den flade side af hovedet hvile der. Så sukkede han. Tungt.
"Er du sikker på, du vil lege den leg?" Spurgte han. Man kunne lige ane et lidt irriteret smil bag det store skæg, som forsvandt da han et øjeblik efter blev lidt distraheret af en grøntsag, der hev lidt i hans bukseben. Han puffede til den med foden så den væltede. Så løftede han foden hen over hovedet på den og trampede, kvaste den forsvarsløse, lille grøntsag under den store støvle. Han rakte hånden, med grøntsagen, der stadig havde fat i hans finger, frem mod hende, da han også rettede blikket tilbage på hende.
"Hvis du giver op nu, så kommer resten ikke til at lide samme skæbne som Bob og..." Han stoppede sin sætning og skævede bare kort mod sin støvle og den kvaste grøntsag under. Mon den også havde et navn?
Det var jo ikke fordi han ikke kunne aflive dem alle, inklusiv den lille dame, hvis hun absolut ville have en kamp ud af det, men det ville da være synd at skulle gøre det af med hende, kun på grund af nogle hjernedøde, klodsede grøntsager.

 Med hånden der hold paraplyen i siden, og hoften skydt lidt ud til siden, viftede Elisa med hånden og tsssk-ede af ham. Hun var bestemt ikke enig!
 " Det jo det samme..  " sagde hun blot. Hunden var hans, guleroden var hendes. Noget der tilhørte ham, havde taget noget der tilhørte hende. Hun forsatte med at skule af ham. Hun kunne bestemt ikke lide denne kæmpe lige nu!

" Ha haaa! " lød det overlegen fra Elisa som grøntsagerne gik til angreb. Selvsikkerheden skinnede ud af hende, og hun kunne slet ikke se fejlene i hendes plan. Da en grøntsag kom flyvende i fuld fart mod hende, hvinede hun kort og dukkede sig for ikke at blive ramt. Overlegenheden forsvandt lidt, da Elisa så at grøntsagerne på jorden ikke rigtig lov fik til at gå til angreb, på grund af hunden, og manden ikke reagerede på grøntsagen der bed ham i fingerne. Som en ballon med hul i, fest selvsikkerheden ud af hende, og hun sank lidt sammen.
 " Oh....  " mumlede hun, en anelse skuffet over hendes plan ikke virkede. Da han så på hende og kommenterede på den sølle bid, trak hun blot en smule opgivende på skulderne. I hendes hoved havde det hele udspillet sig anderledes, og var gået meget bedre.. 

Elisa skar en grimasse da han smed Bob fra, og hun så en smule længselende efter Bob. Åh Bob! Hendes blik landede på øksen som han pludselig svingede rundt. Hendes øjne blev lidt store, og hun tog paraplyen, og slog den ud, for at kunne bruge den som beskyttelse. Ikke at den ville holde til særlig meget, men det tænkte hun ikke særlig meget over. Hun valgte ikke at svare på hans spørgsmål, for hun var ikke helt sikker på om de havde gang i den samme leg, hvis han mente der skulle være økser med i den. 
 Øjnene blev store da Elisa så hvordan manden fod løftede sig, og hun tog den frie hånd foran øjnene så hun ikke så det grusomme mord.
 " Beatrice..  " hviskede hun sørgmodigt, og krøllede sig lidt sammen ved den meget lille og ligegyldige lyd der kom, da Beatrice blev kvast under foden. Hun flyttede hånden og så igen skulende mod manden, med øjnene der næsten kunne dræbe. Utilfreds stampede hun lidt i jorden, lukkede paraplyen sammen og lagde armene over kors på brystkassen, og så på manden med et surt, fornærmet og utilfreds udtryk. 
 " Fint...  " mumlede hun, som var hun et barn der havde få et nej. Livet forlod grøntsagerne, og de kollapsede og lå som almindelige grøntsager. Et suk forlod hendes læber og hun sank lidt sammen. Det havde taget lidt på hendes energi, at have gang i alle grøntsagerne, og det kunne hun mærke nu. Hun rettede sig lidt op, for ikke at se alt for slatten ud. Elisa var ikke helt sikker på hun ville lade manden vinde endnu, men hun havde brug for en lille pause. 

Gabriel løftede lige et øjenbryn, som hendes ’tsk’ helt bestemt udtrykte hendes uenighed. Han åbnede munden og skulle lige til at svare hende, men blev enig med sig selv om, at det nok var bedst at lade være. Han tvivlede på, at lige meget hvor meget han forsøgte at overbevise hende om noget andet, så ville hun være fast på, at den gulerod var hendes ven.
Han kunne ikke lade være med at smile let over hendes tydelige selvsikkerhed, da hun iværksatte sin plan om at nedlægge ham med grøntsager. Et smil, der blev gemt væk under det store skæg. Det var jo ikke meningen, at han skulle udvise andet, end en lidt truende facade. I hvert fald ikke endnu. Det ville jo give hende tegn til, at hun kunne fortsætte angrebet med de levende grøntsager og de var da pisse irriterende!
Men det lille smil kunne ikke længere skjules bag skægget, da det blev til et morende fnys, idet paraplyen blev slået ud som beskyttelse. Der var noget anderledes over den lille dame, end han var vant til at se hos andre. Han havde aldrig forestillet sig at skulle blive angrebet af mad, medmindre det var et dyr, og heller aldrig, havde han set en kvinde forsvare sig over for en stor mand med en økse, med en paraply.

Der lød et lille suk fra Gabriel og han nikkede let, da den anden grøntsags navn blev nævnt. Jep. Selvfølgelig havde den også et navn. Men selv hendes sørgmodige hvisken over endnu en død grøntsag, fik ham ikke til at skifte mening. Han rynkede brynene lidt, for at se mere alvorlig ud, som han stirrede på hende. Først da hun gik med til at give op og grøntsagen, der bed sig fast i hans finger, mistede liv og faldt til jorden, løsnede Gabriel lidt op. Han gik fra at se decideret sur og truende ud, til at se helt neutral ud. Stadig ingen venlighed. Det lå ikke til ham.
”Tak,” sagde han, en anelse lettet over ikke at skulle tage stilling til flere levende grøntsager. Han satte øksen tilbage i bæltet, greb kniven med Bob for enden og satte sig tilbage i shelteret. Hunden havde lagt sig til at stirre intenst på den ene grøntsag, som den ventede spændt på, at den skulle bevæge sig igen.
”Jeg beklager, at Bob og Beatrice måtte lade livet.” Selvom Gabriel lød nogenlunde oprigtig, så passede det ikke. Han forsøgte bare at være bare lidt menneskelig, når han nu havde aflivet et par af hendes såkaldte ’venner’. Han skævede mod hende og kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes forsøg på ikke at se alt for slatten ud. Han havde selv utrolig svært ved at udføre en evne, uden at være voldsomt træt bagefter.
”Men jeg må være ærlig og sige, at de gør sig bedre som mad, end som venner,” fortsatte han kort efter den første sætning. Han gestikulerede med et hovednik mod tønden med låg, der stod ved siden af shelteret.
”Der er vand i tønden, hvis du har brug for det. Og en kop…” Han stoppede lige op, for at skue rundt efter en af de kopper i jern, der lå rundt omkring i lejren, men måtte trække let på skuldrene.
”… Et eller andet sted. Ellers kan hænderne også bruges.” Han var tydeligvis ikke sart og han ville da ikke nægte en ung dame lidt vand. Med det sagt, løftede Gabriel kniven op og det knasede højlydt, da han tog den første bid af guleroden og gav sig til at tygge. Uden tanke for hvordan hun ville tage det, at han sad og tyggede i Bob.

 Da der var kommet lidt mere ro på det hele, og manden ikke længere lignede en der var til at kaste øksen efter Elisa, slappede hun lidt mere af, men så stadig en smule skulende mod manden. Kort blev der trukket på skulderne til hans tak. Det var jo ikke for hans skyld hun var stoppet! Hun kunne jo godt se hun ikke havde nok grøntsager til at overmande ham! Hun skulle have flere! 
 Elisa begyndte at gå rundt i lejren mens hun betragtede tingene der var smidt ud over det hele. Der var mange ting, og i et kort øjeblik nåede hun at tænke, det måske ikke havde været den bedste ide at skulle sove ude, men hendes tanker blev afbrudt da manden undskyldte for Bob og Beatrice. Elisa stoppede hendes gang, og så skulende og overvejende på manden inden hun begyndte at gå igen. 
 ".. Det mener du jo ikke.. " mumlede hun lavt, mest til sig selv. Han havde intet tidspunkt givet udtryk for at han var blevet påvirket over at have taget livet fra dem. Han havde endda med vilje trådt på Beatrice. Skuldrene forsatte med at hænge som hun en smile dovent dvaskede rundt i lejren med et nysgerrigt blik. Af og til bukkede hun sig ned, og samlede ting op, som hun studerede lidt, inden hun lagde dem igen. Ligeglad med om han egentlig ikke ville have hun skulle kigge på hans ting. Så kunne han lade vær med bare at smide dem sådan ud over det hele!

 Elisa himlede lidt med øjnene da han sagde grøntsagerne var bedre som mad. Hun kæmpede for at holde et tsk tilbage, men det formåede alligevel at komme ud. Hun stoppede op og stillede sig med hænderne i siden, men hun så på ham som om han var dum. 
 " Eh.. Ja..? Men derfor behøver man da ikke være så voldlig... " hun rystede en smule opgivende på hovedet. Hendes blik flyttede sig hen på tønden mens hun nikkede. Da han tydeligvis ikke kunne finde koppen vendte Elisa sig om og gik et par skridt tilbage, bukkede sig ned og samlede koppen op hun var gået forbi få sekunder før. Hun lod den hænge på pegefingeren mens hun forsatte med at gå rundt. 
 Hun så til hvordan manden bare begyndte at tygge på Bob. Egentlig var hun okay med det, han var jo egentlig ikke Bob lige nu, men bare en gulerod. Hun overvejede kort om hun skulle bringe Bob til lige igen, så han kunne bide igen, men synes alligevel det ville være synd for Bob, sådan at vågne op i mørket, mens man bliver tygget i stykker. 

 Det var først da Elisa var gået en hel rundt i lejren, at hun stoppede og så på manden, med et mindre skulende udtryk. Hun tykkede kort lidt tænkende i underlæben.
 " Du har virkelig mange ting..  " sagde hun, forsat tænkende.
 " Så meget har jeg slet ikke pa...  " hun stoppede sig selv midt i sætningen og fik store øjne, som i kom i tanke om noget.
 " Hesten!  " udbrød hun inden hun hurtigt fik drejet rundt på hælene og stak i løb den vej hun var kommet ind i lejren. Da hun nåede til stedet hvor hun havde gået og samlet pinde, stoppede hun op og så sig opgivende rundt. Der var ingen hest at se nogen stedet. Elisa sukkede tungt. Nu havde hun ingen ting.. Ud over de få grøntsager der var overlevet den noget så vilde slåskamp.. Hun gik lidt rundt og så ind mellem træerne, i håb om at hun kunne få øje på hesten, men den var ingen steder at se. Til sidst gik hun hen til en træstump, som hun dumpede ned på. Hvad skulle hun dog gøre nu..?

Mens den anden gav sig til at slentre lidt rundt i lejren, trak Gabriel guleroden af knivens spids og lagde den fra sig i sit skød. Han samlede en pind op og fortsatte med at snitte den ene ende spids, som han betragtede hende. Han smilede skævt af hendes kommentar, før han trak let på skuldrene. Nej, han mente det ikke. Han forsøgte kun at være bare en lille smule empatisk over hendes tab, men han var godt klar over, at den slags ikke var hans stærke side. Det havde hun tydeligvis også hørt, siden hun ikke troede på ham når han sagde, at han beklagede hendes tab.
Mens Gabriel fortsatte med sin kniv og pindene, sørgede han for hele tiden at have at skævende øje mod hende. Generelt var han ikke glad for, at fremmede rodede i hans ting, men selv med hendes underlige, bidende grøntsager, virkede hun ikke til at være en trussel. Han kunne dog ikke lade være med at udbryde et fnys over hendes næste ord.
”Voldelig? Det var ikke mig, der startede med at bide og Bob var dømt til at blive skåret i, før eller siden,” svarede han, ikke med megen følelse bag, tværtimod lidt tørt. Man kunne vel ikke komme udenom, at en gulerod på et eller andet tidspunkt, ville blive brugt til suppe. At Bob en dag skulle lide samme skæbne, var vel kun et spørgsmål om tid. Også selvom Gabriel nu ikke havde forudset, at han en dag skulle hakke i en levende grøntsag.

Gabriel nikkede kort, idet hun fandt koppen, nu når han ikke kunne huske hvor han havde lagt den. Han nåede dårligt at høre hvad hun sagde, før hun løb afsted med sig. Hesten?
Gabriel greb fat om pindene og rejste sig så, for at følge efter hende. Han havde ikke nær så travlt som hende, så han dukkede først op, da hun havde sat sig noget opgivende på en træstub. Han så sig kort omkring, men her var da ingen hest at se. Hunden, der var fulgt efter Gabriel, så til gengæld ud til, at have fået færten af et eller andet. Gabriel stak de færdigskåret pinde i toppen af støvlen og gik så lidt nærmere den anden.
”Jeg skal rundt og tjekke alle mine fælder i området. Du er velkommen til at gå med og kigge efter din hest,” sagde han, med et underforstået tilbud om, at han selvfølgelig ville hjælpe, hvis hun ikke ville vandre rundt alene i skoven.
”Ellers er du velkommen til at blive i min lejr, så længe du har brug for det.” Han gik da ud fra, at hun var så langt inde i skoven for at slå lejr, måske bare for natten, inden hun ville videre.
”Hvis jeg altså får noget for det,” tilføjede han lige kort efter, idet han stille og roligt begyndte at gå igen. Han passerede hende, da han fulgte lidt efter hunden, der snusede løs på jorden. Så kunne hun jo følge med, hvis det havde hendes interesse bare lidt.

 Fornærmet over at manden nærmest skød skylden på Bob, stoppede Elisa og med et tydeligt TSK og lagde armene fornærmet over kors, men den ene mod vippede lidt mod jorden. Hun skulede ondt mod ham, inden hovedet lidt drejet en smule ud til siden og næsen blev vendt lidt i sky.
 " Det var da bestemt hellere ikke Bob der startede! " lød det utilfreds fra hendes lille mund.
 " DU startede med at stikke en kniv i nakken på ham! Du ville sikkert heller ikke synes om at blive stukket i nakken!" Den sidste del af sætningen mumlede hun lidt, inden hun så lidt hen på ham og rystede på hovedet. Selvfølgelig var hun godt klar over at Bob skulle bruges til mad før eller siden. Det var jo næsten hele grunden til at hun havde ham, og alle de andre grøntsager med. Hun viftede afvisende med hånden mod ham, inden hun forsatte sin gang.
 " Selvfølgelig skulle Bob skæres i før eller siden... Men du ville da sikkert også helst være død først, nåh! " hun mumlede det en smule, da hun egentlig ikke forventede eller ønskede et svar en eller en kommentar. Hun gad ikke snakke om det længere. Hun fik jo næsten ondt i hovedet sådan som hun skulle dumme det ned for at han kunne forstå det! 

 Da Elisa sad på træstubben sad hun og grublede noget over hvad hun skulle gøre. Hesten have jo alle hendes ting, ikke at det virkede som meget, nu hvor hun havde set manden lejr. Mon hun bare kunne stjæle han lejr? Elisa hoppede en smule forskrækket på stubben da hun havde været på optaget af tanker til at opdage at manden var fulgt efter hende. Fordi hun generelt bare var fornærmet over ham sendte hun ham et kort skulende blik, mens hun tænkte over hans tilbud. Det blødte dog lidt op inden hun sukkede.
 "Det kan jeg vel lige så godt.. Nu har jeg heller ikke nogen grøntsager til at holde mig ved selskab.. " mumlede hun lidt trist, inden hun skubbede sig op at stå, og børstede kjolen lidt af. Selvom hun havde overvejet om hun kunne stjæle hans lejr, ville det nok ikke helt være muligt, og derfor så hun ingen grund til at være i lejren. Desuden skulle hun bruge hesten for at få hendes krystaller tilbage. 
 Elisa skulle til at gå, da han tilføjede det sidste, hvilket først fik hende til at smalle øjnene lidt, inden hun løftede øjenbrynene interesseret. Nu havde han godt nok ikke sagt hvad han ville have have for det, men den både han så afslappet fik skudt sætningen af sted, gjorde hende en smule nysgerrig. Hun begyndte at gå med, inden hun småløb lidt for at komme lidt op foran ham, hvor hun begyndte at gå baglæns for at se på ham mens hun gik.
 " Får noget for det..?" spurgte hun nysgerrigt, i håb om det ville få ham til at uddybe lidt hvad han havde i tankerne.

Gabriel sad i stilhed og betragtede den meget utilfredse dame. Hun havde jo sådan set ret i alt hun sagde, men så vidt han havde observeret, havde den underligt levende gulerod, Bob, ikke lidt nogen overlast. Han kunne selvfølgelig ikke vide noget med sikkerhed, men den følte da ingen smerte? Derudover var det da utrolig irriterende at blive gumlet i fingeren af en grøntsag. Gabriel var vant til at skulle aflive sin mad først og muligvis blive bidt i processen, men hans mad bestod jo også hovedsageligt af skovens dyr. Han havde da aldrig forestillet sig, at grøntsagerne også begyndte at bide fra sig.
Han så ingen grund til at kommentere yderligere på hendes noget så fornærmede udbrud. Det ville alligevel ikke ændre på hvordan nogen af dem så det. Han kunne dog ikke lade være med at more sig bare lidt over hendes reaktion. Hun havde tydeligvis et langt tættere bånd til de levende ting, end han nogensinde havde haft. Han kunne ikke rigtig sætte sig ind i hendes måde at føle det på.

Uden at se sig tilbage, fortsatte Gabriel hen over skovbunden, i samme retning som hunden, der febrilsk snuste sig afsted. Der var vel rimelig god sandsynlighed for, at det var hestens lugt den havde fået fat i, da den aldrig reagerede sådan på de dyr, den var vant til at rende efter.
Gabriel holdt blikket på den, indtil hun løb op foran ham og begyndte at gå baglæns, som hun afventede hans svar.
”Jeg vil have dine grøntsager,” svarede han kort. Selvom han egentlig ikke lød specielt interesseret i de grøntsager, var det ikke tilfældet. Det var alt for længe siden Gabriel havde spist andet end kød, svampe og bær. Man kunne hurtigt trænge til noget andet og en god grøntsagssuppe til dagens kød, lød helt sikkert ikke dårligt. Og fik han lokket en god del af grøntsagerne fra hende, kunne der også være suppe nok til et par dage efter.
”Hvis jeg får dine grøntsager, hjælper jeg dig til at spore din hest og derefter er du velkommen til at tilbringe så længe du har lyst i min lejr. Jeg deler selvfølgelig også mine måltider med dig.” Det var Gabriels tilbud. Han gik jo ud fra, at hun havde pakket en hest op for at blive i skoven lidt. Selv hvis det ikke var tilfældet, håbede han egentlig på at hun ville takke ja. Selvom de indtil videre ikke havde nydt godt af hinandens selskab, bare det stadig langt mere selskab, end Gabriel havde haft i et stykke tid. En gang imellem var det rart med lidt andet at lave, end den sædvanlige hverdag han levede.
”Jeg hedder for resten Gabriel.”

 Det var en smule skulende og overvejende at Elisa så på manden, som han sagde han ville have hendes grøntsager. Det var ikke fordi hun havde noget i mod at dele, men næsten alle hendes grøntsager lå spredt ud over hans lejr eller trådt ud under han sko.. Men det behøvede han selvfølgelig ikke at vide! Elisa åbnede munden for at svare, da hun pludselig var ved at falde. Hun gik forsat baglæns foran ham, så hun så ikke hvor hun gik. En lidt for stor gren havde sneget sig ind bag hende, og spændte nu ben for hende. Et forskrækket hvin for lod hendes læber, som hun væltende tog et par skridt bag ud, for at genvinde balancen. 
 Da begge ben igen stod solidt placeret i jorden, rømmede Elisa sig kort, inden hun begyndte at gå ved siden af ham - med snuden den rigtige vej. 
 " Hmm.. Okay så..! " sagde hun som om hun lige skulle overveje det en ekstra gang. Det var dog langt fra nødvendigt for hende at overveje det igen. Efter at have set hans lejr kunne hun godt se hun på ingen måde var forberedt til at sove ude. Hverken med mad eller generelle ting. Så hun gik helt klart mere ud af det, end han ville, for der var næsten kun de grøntsager tilbage hun havde i tasken. Måske var der lidt på hesten, men hun kunne ikke helt huske det.

 Blikket blev flyttet en smule betragtende op på Gabriel da han præsenterede sig. Gabriel. Hun tænkte lidt over navnet mens hun betragtede ham. Navnet var ikke vil imponerende. Hun flyttede blikket frem igen, mens hun rettede sig op.
 " Mit navn er Elisa! " sagde hun næsten stolt, inden hun lettere ligegyldigt viftede med hånden mod Gabriel.
 "Jeg vil kalde dig Knotte.. " sagde hun som om det var det mest normale nogensinde. Selv hvis han ikke havde fortalt hende at han hed Gabriel ville det nok være det navn han havde fået.

Gabriel var klar over at de fleste af hendes grøntsager muligvis lå lidt spredt rundt i hans lejr, men de der ikke havde taget alt for meget skade, kunne vel stadig skylles og koges. Han var da sikker på, at de nok skulle smage helt fint alligevel, endnu mere fordi han ikke havde fået ordentlige grøntsager længe. Han trængte efterhånden til lidt andet end kød og svampe.
Som han afventede hendes svar, fjernede han ikke blikket fra hende, men han fulgte stadig efter hunden, der lystigt forsøgte at snuse sig frem til hvad end den kunne lugte. Hvis det senere viste sig ikke at være hendes hest, så måtte Gabriel vel til at kigge efter spor, men indtil videre håbede han at hunden gik efter det store dyr.
Han skulle lige til at række en hånd ud efter hende, så han kunne forsøge at gribe hende, inden hun væltede, men det så ud til at hun selv havde styr på det. Desuden ville hun vel ikke tage meget skade af det fald, så hans hjælp var næppe nødvendig alligevel. Og for første gang i flere uger, følte Gabriel sig helt tilfreds over dagens fangst, da hun gik med til hans krav.

Gabriel åbnede munden, da han skulle til at komme med en af de sædvanlige høflighedsfraser til hendes præsentation, men han nåede ikke at sige et ord, før han hørte sit nye kælenavn. Han vendte et lidt undrende blik mod hende.
”Knotte…?” Lød det lidt overvejende fra ham. Aldrig i sit liv havde Gabriel haft et kælenavn og så valgte hun lige ’Knotte’. Han rynkede lidt på næsen, fik skægget til at flytte lidt på sig, som han lige gentog det i hovedet. Så trak han let på skuldrende. Okay.
”Så kan jeg vel kalde dig.. Pralbønne.” Var det sådan man gjorde? Hun gav ham et kælenavn, han gav hende et. Han forsøgte virkelig ikke at fremstå som den koldeste skid. Det ville næppe blive en god oplevelse for hende, hvis han ikke gjorde lidt. Desuden passede pralbønnen vel rimeligt til hende. Dens røde blomster på toppen matchede fint hendes røde hår.

Hunden travede hurtigt videre, men Gabriel stoppede den lige kort med et pift og ændrede kursen lidt. Han kunne vel lige så godt tømme fælder på vejen og et par meter fra dem lå den første.
”Et øjeblik,” sagde han hurtigt og gav tegn med en hånd til at Elisa skulle vente. Der var ingen grund til hun kom for tæt på fælderne, han ville helst undgå nogle ulykker. Så Gabriel gik de sidste meter hen til fælden, bukkede sig ned og fik den døde kanin fri. Han bandt den fast til bæltet med det tynde reb han altid havde med sig, satte fælden op igen og gik tilbage til Elisa.
”Så kan vi gå videre.” Han tænkte ikke meget over hvor makabert det kunne se ud for folk der ikke var vant til den slags, men sådan hentede Gabriel sin fangst hver dag.

 Det var med et tilfreds smil at Elisa nikkede, da Gabriel gentog hendes kælenavn til ham. Hun synes det var et godt navn! Det passede til ham, for han virkede til at være lidt knotten og sur i det. Og så var hun stadig ikke okay med han bare sådan havde stukket Bob ned, som om det var en helt normal ting at gøre.. Det tilfredse smil, blev dog erstattet af et lidt mere måbende udtryk, og så overrasket hen på ham.
 ".. Pral... Bønne..? " lød det spørgende fra hende. Der var en svag snert for fornærmelse at finde i hendes stemme. Efter at have gloet lidt på ham, drejede hun hovedet frem igen, og stak næsen fornærmet i sky, og lagde armende over kryds.
 " Jeg praler da bestemt ikke! " mumlede hun utilfreds. Hun havde da i hvert fald ikke pralet over for ham! Hun synes bestemt ikke det var et passende navn, og følte sig helt snydt, nu hvor hun havde fundet SÅ godt et navn til ham! Elisas utilfredshed endte med at gå ud over en uskyldig pind på jorde som hun sparkede lidt til. Tsk.. Pralbønne..! Nu havde hun da aldrig.. 

 Gabriel hev hende ud af tankerne, da han bad hende vente, og straks løsnede hun lidt op i holdningen, mens hun strakte halsen en smule nysgerrigt for at se hvad han skulle. Selvom hun var blevet bedt om at vente, havde hun lidt svært ved at bare blive stående, så hun småtrippede lidt frem af, men stoppede da Gabriel gik tilbage mod hende. 
 Elisas blik landede ned på kaninen, der nu hang i hans bælte og skar en grimmasse. Hun havde ikke noget imod døde dyr, dem mødte de jo også nogen af oppe på Paladset, blandt andet til madlavning. De var bare altid ordnet og klar til at blive tilberedt, så lignede ikke kaninerne i naturen længere. 
 "Den stakkel... " mumlede hun lidt, inden hun så op på Gabriel igen. Hun nikkede lidt, og begyndte igen at gå efter hunden.
 " Okay, Knotte! " Elisa tænke lidt mens hun sparkede til en sten på jorden. Hun håbede virkelig de kunne finde hesten. Hun havde ikke råd til at den skulle blive væk.. Tænk alle de dage hun ville blive nødt til at skulle arbejde for at tjene krystaller ind, så hun kunne slippe for at arbejde i nogle dage igen. Bare tanken gjorde hende næsten helt deprimerende. 

//Afsluttet efter aftale