For en god ordens skyld havde Ergin valgt at tage sig en pause fra Dianthos. Det var ikke fordi han ligefrem havde byvagterne på nakken, men siden han var en tyv uden arme, var snakken begyndt at gå ret meget i byen omkring ham, og folk var mere opmærksomme på ham når han kom gående, så det var begyndt at blive lidt forbesværligt og krævende at være i Dianthos. Derfor havde han nu rejst til Lazura. Ikke af nogen bestemt grund, der var bare det der virkede som det nemmeste sted at tage til. 

 Ergin havde fundet sig en lille markedsplads, som han roligt gik rundt på. Det var endnu ikke nødvendigt at være super forsigtig, da folk slet ikke kendte til ham endnu, så han nød at han kunne gå frit rundt. Af og til stoppede han ved en bod, og så lidt på tingene. For nu var han stadig i gang med at se sig omkring. Undersøge hvilke steder der var gode at stjæle fra, og hvilke steder hvor han nemt ville kunne tage ting fra. Steder med få flade overflader, var ikke særlig gode for ham. De bedste var den der havde en mur, eller ligende bag sig. 
 Efter at have gået lidt op og ned langs boderne, stoppede han op ved en med forskelligt frugt, både frisk og tørret. Da han ikke rigtig havde nogen hænder til at løfte varene op og nær studere dem, måtte han bukke sig ned mod tingene og studere dem sådan. Ikke fordi han ligefrem havde brug for at studere dem, men det var altid godt at spille lidt ekstra meget på de manglende arme. Desuden var det et helvede at holde et æble fast mellem hans to stumper af overarm. De runde ting var altid ekstra besværlige!

Efter at have brugt den sidste måned med hårdt arbejde på Den Sorte Bard, var det virkelig rart endelig at gå på fast jord igen. Charlie elskede den friske luft på havet og selvom hun, grundet de mange, høje bølger, næsten altid følte sig lidt beruset, så fortrød hun ikke sit valg, om at være en del af besætningen.
Da Charlie havde taget beslutningen om at tage til Lazura, havde hun ikke haft andet i tankerne, end at det måtte være på tide at se noget andet end Fristavn, hvor hun trods alt brugte det meste af sin fritid. Sjældent var Charlie specielt præsentabel, men når hun nu skulle ind til byen, havde hun sørget for rent tøj. Den sorte jakke så dog stadig lidt slidt ud, men de tætsiddende, lysegrå bukser, var så fine de kunne blive. Støvlerne var ikke blevet gjort i stand, men kun fordi hun ikke kunne se pointen i at gøre det, når hun alligevel skulle gå og gøre dem beskidte igen. Den grå hue var lagt i lommen og håret var sat op i den sædvanlige, lidt dovne hestehale.

Charlie havde brugt længere tid på at undersøge hele markedet og flere gange var hun stødt på småting, hun gerne ville have, men ikke havde krystaller til. Heriblandt, nogle af de tørrede frugter.
Hun havde lige brugt et godt stykke tid på at se nærmere på et par flettede armbånd, men nu var hun på vej tilbage mod de tørrede frugter. Hvis hun var heldig, kunne hun lige spotte et par folk på vejen, som så lette nok ud til at hugge et par krystaller fra.
Da Charlie kort efter fik øje på en fyr ved boden, der så ud til ikke at have nogle arme..? - kunne det vel ikke blive meget lettere. Hun var godt klar over, at det måske ikke var moralsk korrekt at stjæle fra en mand uden arme, men hendes talent for at stjæle ubemærket, var slet ikke trænet nok. Hun var nødt til at udse sig nogle alt for lette ofre.
Så stille og roligt gik Charlie hen ved siden af den høje fyr og lod som om, at hun bare møvede sig ind for at se på de forskellige frugter. Derfra håbede hun bare på, at han ikke ville lægge mærke til hendes hånd, der meget forsigtigt var på vej ned i hans taske. Mon ikke en armløs gut ville have sine krystaller der?

 Bukket ind over boden for at nær studere et æble, mærkede Ergin at han blev bumpet lidt til. En hver anden ville nok ikke have tænkt yderligere over det, men Ergin kunne selvfølgelig ikke lade vær med at blive en smule mistænkelig, for han havde bumpet til mange i sit liv, mest i sine unge dage, mens han stadig havde arme at arbejde med. Han kiggede derfor diskret til siden, mod en pige der forsøgte at få hånden ned i hans taske. Han brummede lavt en smule utilfreds - mest fordi det smertede ham hun var så indlysende. Hans blik gled lidt ned over hende og stoppede ved hendes støvler. Det var noget så fristende at binde hendes snørrebånd sammen, så hun ville snuble når hun gik væk, men der var ikke meget plads på jorden, til hans arme kunne komme op og binde dem sammen. Desuden ville han måske også hellere have hende lidt mere for sig selv, når han konfronterede hende med det.
 Ergin blev derfor blot stående og gav hende tid til at rode rundt nede i hans taske, inden han langsomt rettede sig op igen og så rundt. Hun skulle jeg helst ikke opdage at han havde opdaget hvad hun havde gang i. Han brummede lidt for at gøre opmærksom på sig selv.

 Når pigen ville bevæge sig væk fra Ergin, ville han følge efter. Han lod hende komme et lille stykke foran ham. Hun skulle dog ikke for langt væk, for så kunne hans arme ikke kunne nå hende. En arm dukkede op, på jorden foran hende, og greb fat om hendes ankel så hun gerne skulle falde. Han var lidt lige glad med om hun ville slå sig, hun kunne trods alt bare stjæle uden at blive opdaget.
 For at sikre sig at hun ikke stak af inden Ergin nåede hen til hende, poppede armene op ved siden af hende, og holdt fat i hendes arme, så hun ikke kunne komme op at stå. Da han kom hen til hende, gik han bare helt hen til hende og satte sig på hendes hendes hofter.
 "Fandt du noget du kunne bruge? " Spurgte han, mens han lod blikket glide lidt betragtende rundt på hende. Hun så nu ganske godt ud. Det kunne han kommentere på lidt senere. Den ene arm følte for at gøre lidt mere ud af det hele, nu hvor Ergin sad på pigen, og den slap derfor den ene af hendes arme, og stak i stedet en finger i øret på hende.
 "Urgh.. stop dog med det..  " brummede han en anelse irriteret af armen og skar en grimasse. Han sendte pige et undskyldende smil.
 " De har lidt deres eget liv.. " undskyldte han og trak på skulderne.

Charlie havde ikke forventet, at det ville gå så godt, men det lykkedes hende rent faktisk at få hånden lukket om en lille håndfuld krystaller. Hun skævede kort mod den høje fyr og kunne ikke lade være med at smile, som hun hev hånden til sig igen. Hun vendte straks om på hælen og begyndte at gå derfra. Hun gik mod den nærmeste gyde, så hun kunne tælle sin fangst et mindre offentligt sted.
Hun nåede lige at dreje om hjørnet, da hun i næste øjeblik styrtede mod jorden, med næsen først.
"Uargh!" Lød det lettere panisk fra hende, inden hun ramte jorden og tabte alle krystallerne. Charlie rømmede sig, men vendte sig hurtigt om på ryggen, for at se hvad i alverden hun var væltet over. Hun nåede dog ikke at sætte sig op, før armene poppede op ved siden af hende og greb fat om hendes. Godt nok havde Charlie set lidt mærkværdige ting efterhånden, lidt underlige evner, som folk besad, men de to arme forskrækkede hende stadig voldsomt og det kunne ses i hendes ansigt. Hun forstod intet, som hun lå der og stirrede chokeret fra den ene arm til den anden.

Lige indtil hendes opmærksomhed blev rettet mod den armløse mand, der satte sig over hende. Hun åbnede munden for at sige et eller andet, men hun havde tydeligvis besvær med at komme sig helt over chokket, så intet kom ud.
"Iieh!" Hvinede hun, da hun mærkede fingeren i øret. Hun forsøgte ihærdigt at daske armen væk med den frie hånd, men samtidig havde hun ikke den største lyst til overhovedet at røre ved armene. Hun sprællede lidt med benene, men fyrens sidste ord fik hende til at stoppe sin modstand og se på ham med et blik, der var en god blanding af forvirring og væmmelse.
"Deres eget liv!? Så du kan ikke få dem til at... gå væk!?" Spurgte hun, i dyb panik for aldrig at kunne slippe fri fra den andens greb igen. Armene så ikke anderledes ud, end de burde, men at de dukkede op ud af ingenting gjorde hende voldsomt utilpas.

 Ergin skar en grimasse over alt hendes hvineri. Det svarede jo ikke rigtigt på hans spørgsmål. Han skævede kort mod krystallerne der nu lå spredt ud over jorden. Dem måtte han samle op lidt senere. Han arme var trods alt lidt optaget i øjeblikket. Han flyttede blikket tilbage på hende, og måtte flytte sig lidt mere bag ud, så han sad mere nede på hendes ben, da hun begyndte at sprælle. Det gik jo ikke hun fik sparket om alt for meget. 
 Det var først et lettere undrende udtryk der gled over Ergins ansigt, da det lød til at pigen troede han ingen kontrol havde over armene. Som om nu forevigt skulle jo der på gjorde. Det undrende udtryk blev erstattet af et bredt smil som Ergin begyndte at grine. Der gik dog ikke længe inden han fik en ide, og stoppede med at grine, og så ned på pigebarnet med et seriøst udtryk.
 " Jear.. Deres eget lidt.. De gør hvad de har lyst til.. Jeg har ingen kontrol over dem.. " han trak lidt på skulderne igen, og holdt det seriøse udtryk meget godt, trods hans var ved at dø at grin inden i.
 " De er tydeligvis ikke særlig tilfreds med dine lange fingre.. " mumlede han tænkende, som om han overvejede det lidt. Egentlig var det mest for at holde smilene tilbage, som han fik den ene arm til at flytte sig og ganske glide lod fingrene glide ned af hendes hals og videre ned til hånden stoppede på hendes bryst, som fik et lille klem. Han kunne få masser af sjov ud af det her! For at holde hans løgn kørende, så han en smule forarget på hende.
 " Det må du virkelig undskylde! Jeg ved virkelig ikke hvad der går af den..! " Den anden arm havde forsat fat i pigens arm, det gik jo ikke hun kunne stikke af.. 

At fyren flyttede sig længere ned, så han i stedet sad over hendes ben, gjorde det en del sværere at fortsætte sine spræl. Charlie forsøgte stadig, dog ikke helt så voldsomt, da det ikke længere var muligt, men på en eller anden måde skulle hun vel fri.
Hun så en anelse lettet ud, da fyren brød ud i latter. Det måtte vel betyde, at hun havde taget helt fejl og at han sagtens kunne få den anden arm til også at slippe hende! Men den lidt lettede følelse blev hurtigt revet fra hende igen, da latteren blev ændret til et noget seriøst udtryk.
"Eh?!" Hans ord fik endnu en panisk lyd frem hos hende. Hun havde virkelig intet behov for at blive liggende her, men lige meget hvor meget hun forsøgte at hive sin arm til sig, så hjalp det ikke. Hun var tydeligvis ikke stærk nok.

Med sin fulde opmærksomhed mod den fremmede og den hånd, der stadig havde fat i hende, registrerede Charlie ikke den anden hånd, før den nåede toppen af hendes bryst. Hun vendte et noget chokeret blik mod den vildfarende hånd, inden hun drejede overkroppen så meget hun kunne, for at komme lidt på afstand.
"Hey! Har de aldrig lært, at man ikke rager på fremmede kvinder!?" Udbrød hun efter det lille klem, som hun lagde den frie arm lidt beskyttende om sig. Hun vendte blikket mod fyren igen, men skævede engang imellem lidt skeptisk mod hånden.
"Hvis du vidste, at jeg stjal fra dig, hvorfor sagde du så ikke noget?!" Mumlede hun lidt irriteret, som om det var hans skyld, at hun havde taget krystaller fra ham. Hun gik da ud fra at han måtte have set hende, siden han var fulgt efter. Hvis han havde sagt noget, så lå hun ikke her, fanget af en arm og befamlet af en anden. Det bragte mange, lidt forvirrende følelser frem hos hende. Hvordan skulle man lige have det, i så underlig en situation? Måske hun fandt ud af det, når hun kunne samle tankerne lidt bedre.

Det frydede Ergin lidt at se pigen forskellige reaktioner på det hele. Hvordan hendes udtryk kunne skifte så hurtigt, udelukkende på grund af noget af sagde, eller hvordan han selv reagerede. Et kort øjeblik overvejede han om han skulle lade hende komme fri ganske kort, bare lige for at give hende et lille håb. Han burde hurtigt og nemt kunne fange hende igen. Ergin kom dog frem til det lige var ondt nok over for det bette pigebarn. 

 Hendes reaktion på hans befamlende hånd fik ham næsten til at grine, men han gjorde hvad han kunne for at holde masken. Ergin foldede derfor undskyldende læberne mens han trak på skulderene.
 "Tydeligvis ikke...  " Han tænkte kort over det. Hun havde vel fat i noget. Mon hun ville have det lidt bedre med det hele hvis han fik hendes navn? Hånden stoppede med at gramse på hendes bryst, og lagde sig i stedet hen over hendes brystkasse for at holde hende nede, så hun ikke lå og flyttede sig så meget. Det var en anelse besværligt at sidde på.
 "Hvorfor jeg ikke stoppede dig? Fordi det gjorde ondt helt ind i min sjæl, så indlysende du var..  " han skar en grimmasse. Bare tanken gjorde næsten ondt på ham. Han så lidt ned på hende og lod blikket glide over hende. Skulle han jo have lidt mere sjov med hende? Han overvejede det et øjeblik. Skulle han se hvor langt han kunne presse hende ud? Han flyttede blikket fra hende og så sig overskulderen ud mod gaden. Nej, det var nok ikke det smarteste.. I hver fald ikke er hvor hun bare kunne skrige op hvis det gik helt galt. Han så tilbage på hende, og rynkede tænkende på panden.
 " Hmmm... okay! Lad mig lige prøve noget..  " Sagde han inden han lukkede øjnene og gav sig til at brumme en svag, konstant brummen. Han sad sådan et lille øjeblik inden han åbnede øjnene og så ned på hende.
 " Trarme, krarme ik fli parme! Vig nu bort i frie arme!  " Ergin måtte virkelig koncentrere sig for ikke at komme til at grine. Som han sluttede sætningen, fik han armene til at forsvinde. Han lavede et overrasket udtryk.
 " Hey! Det virkede!  " Selvom armene var væk, flyttede han sig ikke. Hun havde trods alt stjålet fra ham, og ville hun prøve at stikke af nu hvor armene var væk, ville han bare få dem til at gribe fat i hende igen. 

Der lød et lidt anstrengt gisp fra Charlie, da hun stadig forsøgte at flytte sig, men blev tvunget mod jorden af hånden, der lagde sig mod brystkassen og holdt hende nede. Hun gjorde intet for at prøve at flytte hånden, for hun ville ikke flytte sin egen frie arm, som stadig var lagt om sig. Hans kommentar fik hende til at se noget utilfreds ud, men ikke længe, før hun måtte trække en anelse på skuldrene. Hun måtte vel anerkende, at hun ikke var helt så god til at være listig, som hun gerne ville være.
"Ja, okay, jeg stinker til at stjæle," sukkede hun lidt opgivende, da hun samtidig lagde hovedet ned mod jorden også. Det var krævende at skulle holde sig lidt oppe hele tiden, når de underlige arme ikke rigtig lod en gøre det. Alligevel kunne hun ikke lade være med lige at vride sig lidt engang imellem, prøve at hive sin arm fri, eller flytte lidt på benene igen, selvom hun egentlig godt vidste, at det ikke ville virke.

Ah, det lød til at fyren havde fået en idé. Noget, der måske ville virke på armene, hvis hun var heldig! Charlie fik en snert af håb i øjnene, som hun intenst betragtede fyren og hans brummen. Hun betvivlede ikke et eneste sekund, lige indtil hun hørte hans remse. De underlige ord gjorde hende skeptisk, men et utrolig lettet suk lød fra hende, idet armene forsvandt. Straks kom hun op at sidde, mest for at føle, at hun kom lidt på afstand af armene, for hun var overbevist om, at de ville dukke op samme sted, hvis de dukkede op igen. Hun måtte bøje nakken lidt bagover for at kunne se ham ordentligt, som han stadig sad på hendes ben.
"Du laver sjov med mig, gør du ikke?" Spurgte hun, endnu engang lidt opgivende.
"Du har kontrol over dem?" Det var egentlig mere en konstatering, end det var et spørgsmål, men hun ville stadig gerne have det bekræftet. Hans remse gav hende stor grund til at betvivle hans tidligere udsagn og det ville være så pinligt, hvis hun var faldet for en eller anden narrestreg. Hun sad samtidig og fumlede lidt med sine hænder og håndled, bare for at mærke om hænderne havde gjort andet, end bare at holde fast i hende, men det føltes ikke sådan. Hun kunne bare ikke få sig selv til at lægge hænderne mod jorden igen, for det ville kun gøre det nemmere for hende at blive fanget igen.

 Man kunne ikke rigtig andet end at nikke til pigen erklæring, så det var det Ergin gjorde. Han var jo på ingen måde uenig! Hun var virkelig elendig.. Og det kom fra ham - han manglede endda armene. 

 Hendes reaktion på han smukke remse fik Ergin til at grine lidt. Et stort skævt smil var på hans læber, som det virkede til hun indså det hele havde været en stor løgn. Han så bag hende, hvor armene dukkede op og fik samlet krystallerne op. Som folk ved et samlebånd, poppede armende op efter hinanden, gav krystallerne videre i den næste, ind til de nåede op til Ergin, hvor den ene åbnede op i tasken, mens han anden smed krystallerne i. En af ulemperne ved kun to arme. Alting skulle gøre lidt i skift. Han så tilbage på pigen og trak på skulderne. 
 "Ups... " Sagde han med et lettere flabet smil. Det var tydeligt at se ham ikke følte nogen form for skam over at have sidde og gramset på hende. Han betragtede lidt hvordan ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af hænderne. Var hun virkelig så utryg ved hænderne. Ergin kunne ikke lade vær med at lege bare lidt mere med hende. Det var bare for fristende.
 Ergin lænede sig derfor lidt frem mod hende, som om han havde noget hemmeligt at fortælle hende, og hviskede stille til hende;
 " Bare rolig.. De bider ikke..  " lige som han havde sagt det, dukkede hænderne op ved hendes ankler og greb kort, men en smule hårdt sat i dem. Dog ikke så det ville give mærker, man så hun kunne mærke det.

Selvom Charlie ikke følte sig helt tilpas med armene, der poppede op ud af ingenting, så faldt det hende ikke ind at se sig tilbage. Ikke engang for at sikre sig, at de ikke var ved at tage fat i hende igen. Derfor lagde hun heller ikke mærke til, at de var i fuld gang med at samle krystallerne op.
”Så hvis jeg nu bare afleverer krystallerne tilbage, flytter du di-aharh!” Armene, der pludselig dukkede op i nærheden af fyren, gav Charlie noget af et chok og hun trak straks hænderne til sig og knyttede dem foran sig. Sekundet efter måtte hun lægge hovedet lidt på skrå, som hun undrede sig over hvor de krystaller dog kom fra.
”Men… Nårh,” Mumlede hun, idet hun kiggede sig over skulderen og så, at alle krystallerne, der før havde ligget på jorden, manglede.

Da Charlie så tilbage mod ham, lænede hun sig lidt frem, nysgerrig efter at vide hvad han skulle til at hviske.
”Ej, hold da op,” sagde hun og lagde en hånd mod hans skulder for at skubbe ham lidt væk, men det lykkedes hende kun at skubbe sig selv lidt tilbage. Hun forsøgte at lyde en anelse fornærmet over, at han endnu engang havde fået hende til at hoppe på en af hans vittigheder, men hun kunne ikke lade være med at smågrine lidt alligevel.
”Hjarh!” Endnu et forskrækket udbrud lød fra Charlie, da hænderne straks efter greb fat om hendes ankler og hun spjættede hurtigt med benene, så meget hun nu kunne, med ham oven på sig. Mens hun lige kom sig over forskrækkelsen, lænede hun sig frem og hvilede panden mod hans brystkasse. Hun måtte tage et par dybe indåndinger, som hun prøvede at få hjertet til at banke lidt langsommere igen.
”Åh, jeg har brug for noget rom..” Mumlede hun i et lidt lettet suk. Rom virkede som en god idé lige nu. Rom virkede altid som en god idé, men specielt nu, hvor hun godt kunne bruge noget til at få hende til at slappe lidt mere af. Det var virkelig ikke sådan her, hun havde regnet med hendes dag ville gå. Hvis hun endelig skulle opdages, forventede hun enten en slåskamp, eller en længere samtale med ordensmagten.

 Selvom Ergin ikke havde sit blik på pigen som snakkede, men blot hold øje med opsamlingsarbejdet - han skulle jo sikre sig alt blev samlet op - så lyttede han stadig til med hun sagde. Han nikkede lidt, og lavede overdrevet udtryk som om han virkelig synes det var en spændende ide hun havde, og sagde af og til 'Aha' og 'Okay'. Da armene nærmede sig at være oppe hvor hun ville kunne se dem, måtte han kæmpe for at ikke at smile alt for meget. Da hun endelig opdagede dem kunne han ikke lade vær med at grine over hende. Hun var da lidt kær. 
 
 Da hun forsøgte at putte til ham, løftede han det ene øjenbryn lidt, og kunne igen ikke lade vær med at grine lidt over hende. Han latter tog til i styrke, da hun igen blev forskrækket over hænderne. Hun var nu meget sjov at drille. Han så lidt ned på hende, da hun lænede sig frem mod hans brystkasse. Støttende klappede han hende lidt på skulderen med det afstumpet arm han havde på kroppen. Hun skulle nok klare sig. 
 " Men helt seriøst.. De har også lidt deres eget liv.. " sagde han mens hun lænede sig op af ham. Nu var det trods alt gået op for hende at han havde kontrol over dem, så kunne han vel godt sige det. Igen. Nu forstod hun det vel bedre end tidligere. Da hun sagde hun havde brug for rom, løftede han det ene øjebryn lidt mens han grinte lidt. Han kunne altid drikke rom! Eller.. Han kunne altid drikke. Punktum. Ergin lagde an til at rejse sig.
 "Hvad med at du giver en omgang rom.. Så hjælper jeg dig med at skaffe krystallerne tilbage, uden at være så indlysende?  " forslog han hende. De kunne også gøre det i omvendt rækkefølge hvis det passede hende bedre. Han følt om end ikke andet, at han burde lærer hende stjæle lidt bedre i hvert fald. Måske ville han også selv få noget ud af det..

Med et par ekstra, dybe vejrtrækninger og fyrens støttende klap mod hendes skulder, kom Charlie sig stille og roligt over det hurtige chok. Hun nikkede svagt til hans ord, stadig med panden hvilende mod hans brystkasse. Nu var hun vist helt klar over hvad han mente, når han sagde, at armene lidt havde deres eget liv.
Han lagde an til at rejse sig og Charlie rettede ryggen, så hun kunne se op mod ham igen. Hun fik et noget undrende udtryk i øjnene over hans tilbud.
”Virkelig? Mener du det?” Spurgte hun, med en tone der passede til det undrende udtryk.
”Jeg havde troet, at du hellere ville melde mig til byvagten. Og…” Hun stoppede sin sætning, skævede kort mod hans manglende arme, før hun så tilbage mod ham med et lidt undskyldende blik.
”… Jeg havde ikke rigtig forventet, at du ville være typen der stjal.” Hun prøvede virkelig ikke at være uhøflig, men det kunne vel ikke komme bag på ham heller, at hun ikke ligefrem tænkte ’tyv’, når hun så en fyr uden arme. Hun ville dog heller ikke afvise tilbuddet, for han kunne tilsyneladende mere end hun, eftersom han havde formået at samle krystallerne sammen bag hende, uden hun havde registreret det.

Efter han fik rejst sig, fik Charlie lige rettet lidt på jakken og tasken, før hun selv kom på benene. Hun gik meget hurtigt fra et undrende udtryk, til et lidt skeptisk, da det, som hun burde have tænkt over noget før, først slog hende nu. – Han havde kontrol over armene.
”Vent lige lidt… De har lidt deres eget liv, men du kan kontrollere dem…” Lød det noget overvejende fra hende og endnu engang flyttede hun en af armene op foran sig, lidt beskyttende.
”Var det dig eller dem, der ragede på mig før?” Spurgte hun, halvt i en lidt fornærmet tone, hvis det var ham, og halvt lidt skræmt, hvis det rent faktisk var armene, der havde taget over lige der.

 Hun blev forvirret over hans svar, og det fik Ergin til at smile lidt skævt. Han elskede når folk antog noget omkring ham, baseret på hans arme. Det var hele pointen med at han stjal. Havde han ikke sin evne, stjal han dog nok ikke, for så ville det nok være umuligt, så han kunne egentlig godt forstå det var folks reaktion. Desvære var det også hans manglende arme der gjorde at han var en nem tyv at genkende, for der var ikke rigtig andre tyve uden arme.  Ergin trak lidt på skulderne med det skæve smil på læberne. 
 " Det er jo det smukke ved det! " Han blinkede til hende. Der var så mange fordele ved hans manglende arme og evne når han stjal, at hun sikkert nok skulle blive godt overrasket. Endelig rejste han sig helt op, nu havde det lidt en aftale. 

 Ergin skulle til at vende sig da det virkede til hun fik en åbenbaring. Han blev stående lidt og så på hende som hun først overvejede hendes tanker. Da det virkede til hun kom frem til noget, vendte han sig om med et lettere lusket smil i mundvigen og et træk på skulderne. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende om det var ham selv eller armene der havde taget på hende, men kunne hun gætte sig til at det var ham, ville han heller ikke prøve at lyve sig fra det. Han så sig over skulderen.
 " Kommer du? " han begyndte at gå lidt ud af den lille gyde, og ud på gaden.

Charlies lette forvirring blev erstattet med et lidt anerkendende nik. Hun havde ikke mange talenter inde for tyverier, for ikke at sige ingen. De ting hun endelig havde fået stjålet gennem tiden, var kun rent held. Det var trods alt lykkes ham at samle sine krystaller op, uden hun havde lagt mærke til det mindste, fordi det aldrig ville være faldet hende ind at se bag sig, når manden stod foran hende. Mon ikke han ville kunne lære hende et eller andet. Hun kom da i hvert fald frem til, at det ikke var nogen dårlig idé at sige nej.

Det lidt underlige udtryk, der havde lagt sig over Charlies ansigt, som hun ventede på hans svar, blev ændret idet han valgte ikke at svare. Hans lidt luskede smil og træk på skuldrene, var mere end rigeligt til at give hende svar og hun blev næsten helt forlegen at se på. Alligevel var hun ikke helt klar over hvad hun skulle gøre ved det, når det var lykkes en mand uden arme at rage på hende. Den var trods alt ny. Måske hun ville finde på en passende reaktion senere, når det alligevel var for sent.
”Oh.. Øh, ja, jeg kommer nu,” skyndte hun sig at sige, da hun gav sig til at følge efter ham ud af den lille gyde, stadig med den ene arm holdt op foran sig, som om det skulle gøre en forskel.
”Jeg hedder forresten Charlie,” fik hun endelig præsenteret sig selv, som hun satte farten lidt op, for at komme op på siden af ham. Da de i samme øjeblik nåede ud på gaden, måtte hun stoppe op og se lidt forvirret fra den ene side til den anden. Hun havde været her før, men kun en enkelt gang og hun kunne helt ærligt ikke huske, i hvilken retning den lille kro lå.
”Jeg er faret vild, du må føre an,” sagde hun og vendte sig mod ham, med et lille træk på skuldrene og et skævt smil. Jep, det var lykkes hende at fare vild på de få meter, de var gået.

 Egentlig havde Ergin ingen anelse om hvor de skulle hen. Han var trods alt først lige kommet, og havde endnu ikke taget sig sammen til at finde ud af hvor de mest basale ting var henne. Derfor var det også en falsk selvsikkerhed der nærmest strålede ud af Ergin da han gik ud fra gyden og startede med at gå ned af gaden i en tilfældig retning. Han nåede dog ikke langt, da han kort stoppede op for at se om pigen, der så hed Charlie var med, og tjekke om hun begyndte at gå den anden vej, fordi hun vidste noget han ikke gjorde. Han nikkede let til hendes navn.
 " Charlie..  " sagde han kort for sig selv, som om han smagte på det. Det lød mere som en drengenavn i hans ører, men han kommenterede ikke på det.
 " Mit navn er Ergin Bertilo, " sagde han blev stående da det virkede som om hun ikke vidste hvad vej de skulle gå - lige som Ergin, bare med en hel del mindre selvsikkerhed. Han kunne ikke lade vær med at grine en smule af hende som hun erklærede sig faret vild, og nikkede en smule til det, inden han så rundt.
 "Jamen så må jeg vel hellere fører an! " sagde han, inden han med sikre skridt forsatte den vej han før var på vej mod. 

 De havde gået et i lille stykke tid da Ergin stoppede. De var drejet et par gange, og han havde gået vejen uden at virke usikker, men ærligtalt anede han ikke hvor de var, og det ville ikke undre ham hvis Charlie var mere faret vild nu, end hun var før. Uvidende om at hun havde været her før, var han stoppet foran en lille butik. Det var nu eller aldrig, hvis han ikke skulle tabe ansigt. Han sukkede tungt og så ned på Charlie.
 " De har flyttet kroen siden sidst jeg var her.. " Han flyttede blikket hen på butikken. Det var i hvert fald ikke en kro nu, men der var også stor chance for at der aldrig havde været en kro før, men med sin tro om at Charlie var her for første gang, ligesom ham selv, håbede han på han kunne sælge det.

Charlie smilede stort og nikkede, som han gentog hendes navn, som om hun lige skulle bekræfte, at det var rigtig nok. Hun åbnede munden og skulle lige til at komme med den sædvanlige sætning, ’Hyggeligt at møde dig,’ men taget i betragtning, at hun som det første havde forsøgt at stjæle hans krystaller, virkede det lidt dumt at sige.
”Tak, fordi du ikke meldte mig til byvagten, Ergin,” sagde hun i stedet. At takke ham, var vel det mindste hun kunne gøre, for han havde alt ret til at overrække hende til lovens magter. Til hendes overraskelse, havde han i stedet tilbudt sin hjælp. Derudover fik hun også lidt selskab over et glas rom, og det var jo aldrig hyggeligt at drikke alene.

Uden at have den fjerneste idé om hvilken vej de skulle, fulgte Charlie blindt Ergin, som hun forventede at de ville nå kroen om et øjeblik. Hun satte farten lidt ned da de nåede den lille butik, så hun lige kunne kigge igennem det lille vindue og se på nogle af de mange nipsting, der var stillet op på række. Som hun lige fik skævet mod Ergin, stoppede hun dog helt op og vendte et lidt forvirret blik mod ham.
”Åh…” Mumlede hun og nikkede lidt, men et smil fandt hurtigt vej til hendes læber igen, som hun tog et par skridt tættere på Ergin og tog forsigtigt fat om hans ene overarm.
”Så må vi jo hellere spørge om vej! Derinde? Be’ om?” Det var vel ingen dårlig idé at spørge om vej, men Charlie ville tydeligvis også gerne ind og se på alle nipstingene i den lille butik. Hun havde godt nok ikke mange krystaller på sig og brugte egentlig sjældent krystaller på upraktiske ting, men hun var stadig en ung kvinde, der ikke kunne lade være med at skulle se på små, søde ting. Som hun ventede på svar fra Ergin, begyndte hun at hive en anelse i ham, langt fra nok til at kunne få med ham, hvis han ikke ville, bare nok til at hentyde rigeligt til hvad hun ville.

 Som Charlie nævnte byvagterne igen, løftede Ergin kort det ene bryn som en tanke gik igennem ham. Hvis han var rigtig smart, fik han hende til at hjælpe med at stjæle en masse ting. Når de så var ved at være færdige, kunne han kalde efter byvagterne, og anklage hende for at prøve at stjæle fra ham, og bruge enkelte ting de havde stjålet som bevis på hun stjal, og derved gå der fra med flere ting, end hvis han skulle dele med hende. Det var en spændende tanke, og Ergin skubbede den ikke helt væk. For nu var han okay med at dele. 
 
 Ergin betragtede Charlie lidt som hun stop og kiggede på tingene i vinduet. Blikket gled ned over hendes krop. Ikke særlig diskret. Hun en ganske nydelig, ung pige. Nu hvor hun stod op havde han et meget bedre udsyn, og han ærgede sig en smule over ikke at have udnyttet det lidt mere da han havde hende fanget på jorden. Han havde dog tid til at udnytte det endnu, så han holdt sine lyster for sig selv, for nu. 
 Blikket blev flyttet op i Charlies, da hun tog fat i hans overarm. Ergin måtte holde et grin lidt inde, over hendes måde at spørge. Det fik hende til at virke som et lille barn. Især da hun nærmest utålmodigt begyndte at hive lidt i ham. 
 " Nu skal du passe på du ikke river resten af min arm af..  " sagde han med et drilsk glimt i øjet. Han så lidt ind af vinduet, for at se om han kunne få øje på ekspedienten, men personen måtte være ude bagved eller noget. Der kunne vel ikke ske noget ved at gå ind og spørge om vej, og hvis han kunne gennemskue hvad Charlie kunne lide derinde, kunne det være han kunne smigrer sig lidt ind på hende, hvis stjal en ting eller to til hende. Det kunne jo være hun blev helt gavmild med at takke ham.
 " Okay.. Så lad os gå ind og spørge om vej.  " sagde ham, som han gik med hende hen til døren.

Charlie var som altid lidt for naiv og derfor skænkede hun det ikke en eneste tanke, at Ergin måske stadig havde planer om at overrække hende til en byvagt. Hvis han havde tænkt sig at melde hende, havde han allerede gjort det, det var hun sikker på. Derfor var der heller ingen bekymring at se, som hun gav sig til at trække lidt i Ergin, for at få ham med ind i den lille butik. Lige indtil hans drillende kommentar blev hørt. Charlie skyndte sig at slippe hans overarm med et lille gisp.
”Åh, virkelig? Er du så skrøbelig?” Det var først sekundet efter det spørgsmål, det gik op for Charlie at han selvfølgelig ikke havde ment det i alvor. Hun smilede skævt og undslap et lidt dumt grin over sig selv, men bare for at være sikker, greb hun alligevel fat i hans bluse mod hans brystkasse og trak ham forsigtigt med sådan. Så skulle hun ikke bekymre sig om nogle arme, der røg af!

Det var med et stort smil, Charlie gik gennem døren og hun slap først Ergin igen, da de var trådt ind i varmen. Butikken havde ikke set ud af meget, da Charlie stod ude foran og kiggede ind ad den lille rude, men en utrolig hyggelig stemning ramte hende straks, da hun trådte ind. Det første hun hørte, var en knitrende lyd fra tændte ild i pejsen. Varmen bredte sig hurtigt i hele kroppen, der ellers var blevet godt gennemkold i løbet af dagen og derfor åbnede hun jakken.
”Se, Ergin!” Lød det begejstret fra hende, som hun pegede mod nogle hjemmelavede drømmefangere, der hang på kanten af den ene hylde. Hun tog et par skridt tættere på, for at se lidt nærmere på dem, men der gik ikke længe, før hun rykkede et lille stykke til siden og vendte blikket mod en kurv, fyldt med blå snore, hvor nogle helt små, håndskåret blomster i træ var bundet fast til. Som hun samlede et par af dem op og studerede dem lidt, skævede hun lige mod Ergin og smilede svagt. De var da oplagte at bruge til hårpynt og hun kunne jo ikke sætte håret så fint på sig selv.

Charlie tog to af snorene med sig, da hun rykkede sig for at se videre. Hun stoppede op, da hun nåede en lille udstilling af fiskeknive, hvor skæftet i træ var håndskåret, lige så fint som de små blomster i snorene. Der var indgraveret et forskelligt mønster i hvert skæft og Charlie så utrolig betaget ud, som hun stod der og samlede hver enkelte kniv op for at føle på træet og mønsteret.
Først der dukkede ekspedienten op bag disken og nikkede og smilede pænt til dem begge, men Charlie registrerede intet andet end de fascinerende knive. Hendes egen var jo langt fra så fin og selvom hun udmærket godt vidste, at hun aldrig ville få krystaller nok til sådan en, kunne hun ikke lade være med at nærstudere dem alle. Så kunne hun spørge om vej lige om lidt.

 Ergin måtte bide sig en smule hårdt i tungen for at ikke at bryde ud i en høj latter, da Charlie troede på det resterende af hans arm kunne falde af. Han klarede det sådan nogenlunde, kom i stedet blot med en halvkvalt lyd, og et kæmpe smil. Da hun i stedet tog fat i hans trøje, blev smilet til et charmerende smil. Han ventede dog med at sige noget til det var kommet inden for.
 ” Hvis du gerne vil have jeg smider trøjen, skal du bare sige til!  Du behøver ikke hive tøjet af mig.” Han løftede det ene øjenbryn en smule. Kort efter lod han blikket glide rundt. Butikkens facade så ikke ud af meget, men så snart man kom ind, var det noget helt andet.  Han gik en skule rundt, så på nogen af tingene, men det var ikke ligefrem ting han fandt særlig spændende. Da Charlie kaldte hans navn, stoppede han op og så i hendes retning. Det ene bryn løftede sig lidt som han nikkede en smule. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til dem. Han fortrak næsten at være drømmeløs.
 ” Yndigt.. ” Endte han dog med at sige, nu hvor Charlie virkede så begejstret for dem måtte han vel hellere vise lidt interesse. Hun gik dog hurtigt videre, så han behøvede ikke lade for meget som om. Ergin kiggede selv lidt videre, men endte med at gå hen bag Charlie for at se hvad hun kiggede på. Hun var noget mere optaget af knivene end noget af det andet. Ergin nikkede lidt for sig selv, inden han vendte sig om, og så på ekspedienten. Et bredt, charmerende smil bredte sig over hans læber, som han kort lod blikket glide ned over kvinden. Hun var ikke vitterligt køn, hvis man spurgte Ergin, men derfor kunne han vel godt charme sig alligevel. Han gik op til disken, og lænede sig en lille smule ind over disken, for at komme tættere på hende.
 ” En så yndig frøken som dig, skulle vel ikke kunne fortælle os i hvilken retning kroen er? ” Han holdte blikket i hendes til hun slog det forlegent ned. I hendes øjeblik af uopmærksomhed, skævede han til siden for at orientere sig om hvor langt ud i baglokale han kunne se. Bagefter faldt blikket tilbage på hende, som hun gav sig til at svare.
 ” Når i kommer ud af døren, skal i gå til venstre. Når i er gået forbi 4 gyder, skal i til højre og så forbi 2 gyder mere. Så til højre igen, og så skulle den komme på venstre hånd. ” hun sendte ham et flirtende smil, men det forsvandt med det samme da hun så ned, for at ligge hånden for Ergins, og opdagede han ikke havde en hånd. Hun så undskyldende op på ham.
 ”Det.. Det må du undskylde! Det var ikke.. ” Hun stoppede med at snakke da en lyd kom ude fra baglokalet. Ergin havde fået den ene arm til at dukke op så langt der ude han kunne, og væltede lidt ting. Ekspedienten gik der ud, og Ergin så over på Charlie for at få øjenkontakt med hende. Han håbede i hvert fald hun kiggede mod ham. Fik han øjenkontakt med hende, ville han så hen på knivene, og dernæst mod hendes taske for at hentyde til hun skulle ligge det i tasken hun ville have.
 Var Charlie hurtig, ville de kunne nå at tage tingene og forlade butikken før ekspedienten kom tilbage, men det krævede at Charlie først og fremmest opdagede hvad Ergin ville have hende til, og dernæst at hun ikke tøvede med at gøre det.

Inden Charlie begyndte at trække Ergin med sig ind i butikken, nåede hun lige at se det charmerende smil, han sendte hende. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt fjoget. Hans kommentar, da de trådte indenfor, hjalp heller ikke på det fjogede smil og hun var egentlig bare glad for, at hun gik med ryggen til ham, som hun hev ham med sig, for så kunne han ikke se den røde farve, der fandt vej til hendes kinder. Så behøvede hun heller ikke at kommentere på det, for hun var sikker på, at det kun ville gøre hendes rødmen værre.
I stedet gjorde hun hvad hun kunne, for at fokusere på de mange, ubrugelige, men virkelig pæne ting. Hun var godt klar over, at hun nok var mere fascineret over dem, end Ergin.

Charlie var alt for optaget til at høre ordentligt efter i Ergins samtale med ekspedienten. Det eneste hun registrerede, var lyden af deres lave stemmer, ikke deciderede ord. Først da hun hørte de samme lyde fra baglokalet, som ekspedienten gjorde, vendte hun et undrende blik mod Ergin.
Det gik hurtigt op for Charlie, hvad Ergins blik hentydede til og hun skyndte sig at gribe fat i en af knivene og stoppe den i tasken. Snorene blev lagt i, i samme øjeblik og så gik hun straks mod udgangen. Lige inden hun forsvandt ud af butikken, greb hun fat i den drømmefanger, hun havde set da de trådte ind.

Da Charlie var kommet ud på gaden, drejede hun lige om det første hjørne, bare så hun ikke stod og så lidt skyldig ud, uden foran. Hun håbede, at Ergin var lige bag hende, så han vidste hvor hun var smuttet hen.
Mens hun lige ventede på ham, lagde hun drømmefangeren i tasken og hev den nye kniv op. Hun strøg en finger hen over skæftet og det indgraverede mønster.
”Wauw…” Mumlede hun, med en dybt fascineret tone og et lige så fascineret blik. Det lidt fjogede smil kom tilbage. Havde det ikke været for Ergin, havde hun ikke engang skænket det en tanke at prøve på, at stjæle den.