Sted: Ved den lille hytte, hvor Helena og Karkhos nu bor
Tid: Omkring middag
Vejr: Solen skinner, men der er køligt

Ronin sneg sig frem mellem træerne. Lidt fremme kunne han se lysningen, han havde fået at vide, at den gamle mand boede. Ham der havde kidnappet hans mor.
Han havde rejst i lang tid. Mindst et par måneder. De sidste par uger havde han brugt på at trævle et stort område igennem efter nogen, der kunne hjælpe nærmere med, hvor han kunne finde denne mand, Karkhos, der havde slået hans far ihjel og kidnappet hans mor. Det var som at lede efter en nål i en høstak, og han havde været tæt på at give op et par gange, kold, sulten og alene, men han kunne ikke give op! Han skulle finde sin mor!

Den førhen lidt bløde dreng havde tabt sig en del og musklerne stod tydeligere frem på hans stadig drengede krop. Han var beskidt, lugtede og havde et evigt sultent udtryk i ansigt og øjne, for han var vant til fri adgang til køkkenet, men her havde der ikke været meget at spise. Hans tøj var slidt og gået i stykker og begge hans støvler tog vand ind. Aldrig i sit liv havde han gået så meget, han havde helt været bekymret for, om man kunne slide sine fødder ned. Han havde stadig sit sværd ved siden og sin taske på ryggen, selvom han et par gange havde været ved at miste begge dele til landevejsrøvere. Held havde reddet ham begge gange. 
Og alt det, han havde lært. Ikke bare om at rejse, men om de folk, han havde mødt på vejen. Om livet uden for borgen og hovedstaden. Bønder, kroer, landevejsrejsende og hvad havde vi ellers. Den lidt naive dreng havde fået øjnene op for en hel anden verden end den han havde kendt i sit lille beskyttede liv. Utroligt nok havde han ikke haft mange dårlige oplevelser, selvom mange ikke lod til at have noget positivt i tankerne om en knægt på hans alder.

Ronin havde startet sin dag i dag som alle andre, men var hurtigt stødt på en lille landsby. Her havde han stillet samme spørgsmål som han havde udtalt de sidste mange dage. Boede der en ældre mand i nærheden ved navn Karkhos? En kvinde havde smilet til ham og sagt, at det gjorde der. I en lysning i skoven der lå ved siden af byen. Ronin havde knapt nok nået at takke hende, før han løb af sted. Hun fik slet ikke mulighed for at fortælle ham, at der også boede en kvinde. Helena.

Selvfølgelig havde han ikke forhørt sig nærmere, hvilken retning han skulle, så han var gået lidt rundt på må og få i skoven, men nu havde han en lysning i syne. Og som han kom tættere på, kunne han se en lille hytte med røg op af skorstenen. Det så så fredeligt ud. Så normalt. Det var helt surrealistisk. Men han dvælede ikke ved freden, for der kom en mand ud af huset. Han gik den modsatte vej af hvor Ronin sad. Drengen tøvede ikke, men begyndte hurtigt at snige sig igennem træerne for at komme derover. Lyden af nogen, der huggede brænde ekkoede i mellem træerne. Snart var der ikke mange meter mellem dem og Ronin trak sit sværd. Han sank en klump. Men han kunne ikke bakke ud. Hvor var hans mor?!

Så han lagde sin taske fra sig og sneg sig det sidste stykke. Manden var heldigvis optaget af brændet. Da han bukkede sig ned for at samle et nyt stykke frem, styrtede Ronin frem og pegede sit sværd direkte mod hans ansigt.
"Hvor er min mor?" Sværdspidsen rystede svagt, det samme gjorde hans stemme, for manden var meget større end ham og havde en økse ved hånden. Men Ronin var efterhånden desperat efter så lang tid på landevejen, han blev nødt til at finde sin mor! Hvis hun overhovedet levede mere. En tanke han slet ikke ville tænke! Selvom han var bange, var han også vred og hans ansigt var fyldt med had mod manden, der, måske, havde kidnappet hans mor og slået hans far ihjel. Men det måtte være ham! Han passede til beskrivelsen, han havde fået!
De blå øjne stirrede på manden i håb om, at han ville fortælle ham svaret på spørgsmålet.

Tiden var fløjet af sted for den gamle soldat. Det hele havde været en stor blanding af at reparere huset og være sammen med Helena. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde sovet så godt om natten, træt efter hårdt arbejde og med hende ved sin side. Det var et helt nyt liv. Han følte sig som et helt nyt menneske.
Som ugerne var gået, var der kommet mere hverdag over det. De vågnede begge tidligt og startede så med dagens små opgaver. Når der ikke var flere af dem, gik de tur, holdt i hånd og snakkede. Eller, Helena snakkede og Karkhos lyttede, han var ikke den mest talende mand. Men han elskede at lytte til hende. Og mange ville nok sige, at han snakkede mere end de nogensinde havde troet om den gamle soldat.

Endnu en solskinsdag og Karkhos kyssede Helena på kinden, inden han gik ud for at hugge brænde. De første par uger havde han haft ondt, så han næsten ikke kunne komme ud af sengen om morgenen, han var vant til at svinge et sværd, ikke løfte sten og hugge brænde. Men langsomt havde hans krop vænnet sig til det anderledes arbejde og han havde endda ikke længere vabler efter øksens håndtag mere.
Det første stykke tid havde han nægtet at lægge sværdet fra sig. Det havde været i vejen og skeden var blevet ridset, men det skulle være ved hans side i tilfælde af, at de blev fundet. Men til sidst havde han ladet det ligge. Frit fremme, så han hurtigt kunne komme til det, men det var ikke ved ham nu, som han gik ud til brændet og øksen.

Det havde vist sig at være overraskende let for ham at lære sig selv at svinge øksen. Måske det mindede om al den træning, han havde lært igennem sit liv. De store kævler blev let delt, og det fysiske arbejde gjorde ham så dejligt tom i hovedet.
Da han bukkede sig ned efter næste kævle, var der pludseligt nogen foran ham. Han fik først øje på en sværdspids, peget mod hans ansigt. Det var ikke helst stabil og han førte blikket op langs sværdet til han kunne se personen, der stod der. "Hvor er min mor?" Det var bare en dreng. Langsomt rettede Karkhos sig op i sin fulde højde. Knægten så skræmt ud, men så også på ham med et vredt, hadefuldt blik. Det passede ikke til ham. 

Karkhos' brune øjne mødte drengens blå, og han var pludseligt ikke i tvivl om, hvem hans mor var. De var nøjagtigt det samme.
"Læg sværdet, så kan vi finde ud af det," brummede han, mens han trådte lidt tættere på. Det var et kortsværd. Drengen så ud til at vide, hvordan man brugte det, men én ting havde ham i hvert fald ikke lært. Kom ikke for tæt på. Karkhos havde stadig kævlen i hånden. I en hurtig bevægelse slog han sværdet væk og samtidigt trådte han frem, så han kunne gribe drengen om håndledet. Med en hård bevægelse fik han vredet det bagover og tvunget knægten til at slippe sværdet. Og inden drengen kunne gøre noget, havde Karkhos vredet hans arm om og grebet ham i nakken af tøjet.
"Du burde overveje dine kampe, knægt," mumlede han, inden han begyndte at slæbe ham med tilbage til hytten. 

Det var ikke helt let, som drengen bravt kæmpede i mod og blev ved med at råbe om sin mor, men Karkhos gav sig ikke, faktisk ignorerede han ham bare. Han slæbe ham ind af døren og så på Helena.
"Er det her din?" Han rettede drengen op, inden han slap ham.

Tidsfornemmelsen var efterhånden forsvundet en smule for Helena, efter hende og Karkhos var flyttet herud. Huset havde krævet sin opmærksomhed, mens et helt nyt liv havde opbygget sig. Specielt i starten havde det været hårdt for hendes aldrende krop at klare fysisk hårdt arbejde, hun alle dage havde haft ansatte til at gøre for sig, men det bar en rar følelse med sig. Hun havde fået sin frihed, og med den havde hun valgt netop dette liv, og fundet stor nydelse i det, trods kvalerne ved fortiden nogle aftener gjorde hende træk bedrøvet. Hun tænkte tit på sine børn - noget hun forestillede sig enhver mor måtte gøre.

Men Helena havde aldrig nogensinde fortrudt sit valg. Hendes krop var blevet stærkere, efter månederne af ømhed, vabler og rød irriteret hud på hendes ømme fingre. Oftere end ikke var der at finde et roligt smil på hendes læber, som aldrig helt svant ud. Det var blevet en permanent del af hendes udstråling, som hun gik igennem hverdagens gøremål. Som Karkhos var gået ud og hugge brænde, havde Helena sat sig til rette på en stol med sytøj og koncentration om at få lappet noget tøj. Det havde været svært at vende fingrene rigtigt i starten til at foretage sig noget der ikke skulle ende ud i pynteting, men faktisk havde en aktiv og praktisk funktion. Trådene gik op i starten, men med tiden faldte bevægelsen hende naturligt. I dette scenarie ville man næppe havde troet at Helena havde levet et adeligt liv. Siddende i simpelt tøj med jordnære farver, fokuseret på arbejde man ikke engang lærte adelsfrøkner i dag.

Roligt, ensformigt arbejde hvor hun ikke tænkte på noget som helst og sad i sit eget sind. Men den fred blev forstyrret af nogle unormale lyde udfra. Deriblandt råb, der fik Helena til at se både undrende og bange op fra tøjet. Hun havde lagt sit arbejde fra sig på bordet og rejst sig, som Karkhos kom ind, slæbende på en stor knægt der kæmpede med tænder og klør.
Karkhos ord rungede i hendes hoved. Er det her din?. Det tog ikke sekunder før genkendelsen slog hende som en spand kold vand over kroppen. Hans bløde figur havde ændret sig markant til tydelige muskler, og det runde ansigt blevet mere markeret. Men selvfølgelig kunne hun genkende sin søn, så snart hun så ham. Følelserne af lettelse, glæde og forvirring skyllede over hendes træk, som hun instinktivt rakte ud efter drengen. "Ronin!" Hun forstod ikke hvordan han var kommet hertil, og hvorfor. Hun havde været naiv ved at tro at han valgte at følge sine livs drømme når hun var forsvundet og han var fri til det. Hun burde havde vidst at han ville gøre alt for at finde hende.

Det var ikke fordi, at Ronin troede, at han var så god til at slås som de voksne, men manden foran ham havde trods alt været en ældre en af slagsen, så han havde nok lidt regnet med, at han ville kunne give ham lidt kamp. I stedet nåede han knapt nok at opfatte, hvad der skete, før hans arm var tvunget om på ryggen af ham, og han blev slæbt af sted som en stor hvalp. Det gjorde ondt, men det forhindrede ham nu ikke i at kæmpe i mod. Han vred sig og forsøgte at sparke ud og gjorde alt hvad han kunne, for at få manden til at slippe ham. Men den ældre mand var stærk! Ronin havde tydeligvis undervurderet ham.
"Slip mig! Hvad har du gjort ved min mor?! Hvor er hun?! Sæt mig ned!" Han brokkede sig højlydt, men manden sagde ikke noget. Han slæbte bare af sted med ham mod huset. Ronins hjerte sad oppe i halsen på ham. Hvad ville manden gøre ved ham?!

Der var dunkelt inde i huset og Ronin var mere optaget af at komme fri end at se sig omkring. Er det her din? Spørgsmålet gav ikke rigtigt mening for Ronin, der pludseligt blev sluppet, så han nær var skvattet på næsen. En kvinde sagde hans navn. Han frøs i et sekund, inden han løftede blikket og fik øje på sin mor.
"Mor!" Og pludseligt var han ikke længere eventyreren Ronin eller krigeren Ronin. Han var en 14-årig dreng, der havde mistet sin far og havde savnet sin mor med frygt for også at have mistet hende. Og der var hun. Han væltede frem og kastede sig ind i hendes favn. Hans mor. Han havde været så bange for, at hun også var død. Han havde savnet hende så meget, at han havde haft svært ved at sove om natten. Så han havde grædt, selvom han var en stor dreng.

I samme øjeblik han gled ind i sin mors favn, glemte han alt andet. Hun var lige der. Hun var i live. Hun kunne tage over nu, han behøvede ikke at være voksen. Hun kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre.
Han lagde slet ikke mærke til, at han begyndte at græde. Som han altid havde gjort, så hans far ikke opdagede det, tavst, bare med tårer ned af kinderne. Han knugede sig ind til hende med hovedet begravet ved hendes bryst. Hun var lige her. Hun var i live. Lettelsen var så stor, han kunne ikke andet end at mærke hendes varme og indsnuse hendes duft.

Det var ikke fordi, at Karkhos ville gøre knægten ondt, at han havde så godt fat i ham. Det var faktisk mest for sin egen skyld. Det var en tung dreng, en stærk dreng, og han havde faktisk lidt problemer med at holde ham. En kort tanke om, at han godt kunne mærke, hvilken familie drengen var fra, gled igennem ham, men han skubbede den fra sig igen. Han var Helenas søn, ikke en del af mændene i Atillian-slægten. Hvis det altså var Helenas, men det kunne vist ikke være andet. Hans blå øjne og den stædighed han lige nu lagde for dagen i sit forsøg på at komme fri.

Han fik bare bekræftet sin mistanke inde i hytten, hvor Helena genkendte sin søn. Ronin. Det var det, han hed, den yngste. Karkhos betragtede dem lidt, som drengen kastede sig i favnen på sin mor. Havde han været en mand mere styret af sine følelser, var det næsten lige før, at han kunne knibe en tåre, men hans tanker var et andet sted. Var drengen alene? Ville hele lysningen sværme med soldater om lidt?
"Jeg ser lige, om han er alene." Han ventede ikke på svar, men trak sin sværd fra dets plads ved døren, inden han skyndte sig ud for at se, om der var nogen gemt i skoven omkring dem. Hestene virkede ikke til at reagere på noget. Hønsene gokkede forvildet, da han gik forbi dem med faste skridt.

Der var ikke nogen. Skoven var tom som altid, ingen spor efter andet end drengen. Karkhos fandt hurtigt hans oppakning, som han lod ligge for nu. 
Billedet af Ronin og Helena spøgte i hans sind. Det var tydeligt, at drengen havde troet, at han havde mistet sin mor. Det måtte have været hårdt. At miste sin far og derefter tro, at man også havde mistet sin mor. Karkhos var mere end klar over, at det var hans skyld. Ikke at han fortrød eller havde dårlig samvittighed, af hvad Helena havde fortalt, var drengen helt sikkert bedre af uden sin far. Men så han det også sådan? Karkhos' blik var mørkt, som han regnede med, at Helenas søn ville hade ham. Selvfølgelig ville han det. Alle var sikre på, at han havde slået drengens far ihjel i koldt blod. 
Han gav sig god tid ude i skoven. Samlede tasken op og gik over til hestene for at bruge lidt tid med dem. Så Helena og Ronin kunne få noget tid sammen. Så hun måske kunne forklare.

Helena tog imod Ronin, selvom kraften bag hans omfavnelse gjorde at hun måtte tage et halvt skridt tilbage. Hun lukkede armene omkring ham i samme sekund og knugede ham ind til sig. Hendes lille dreng hun havde efterladt i sit rod. Hun ville ønske der havde været en måde hvorpå hun kunne ændre den oplevelse han havde fået. Den skræk i livet hun kunne tydeligt mærke han havde gennemlevet. Alt hun håbede på, var at hun kunne forklare ham hvorfor og at han ville forstå. Hendes hånd kørte trøstende gennem Ronins hår, mens hendes egne tårer dukkede op i hendes blå øjne.

Hun nikkede svagt til Karkhos, mærkende den samme nervøsitet. Hvis Ronin havde fundet dem på egen hånd, hvem ellers havde gjort det samme. Panikken prikkede under huden, men hun forholdte sig rolig i sine bevægelser som hun fortsatte sine aene bevægelser. Hun havde så mange spørgsmål. Hvordan havde han fundet dem? Hvorfor var han ikke hjemme i sikkerhed? Var han alene? Hvorfor var han rejst alene? Spørgsmålene suste igennem hovedet på hende, uden at forlade hendes sind. "Oh lille skat.. Hvor har jeg savnet dig" for det havde hun. Af hele sit hjerte. Tårene begyndte at trille tavst ned af hendes kinder. Tanken om at hun havde efterladt ham alene tilbage gjorde stadig ondt, selvom hun ikke kunne gøre det om. Hun drejede hovedet ganske let, spejdende ud af vinduet efter Karkhos' skikkelse. Nervøs for om han mødte nogen derude, og om han var kommet noget til. Ud fra hvor meget Ronin havde kæmpet for at komme fri, havde det ikke været noget roligt eller afslappet første møde de havde haft sig.

Manden sagde et eller andet, Ronin hørte slet ikke efter. Han bemærkede knapt nok, at han gik. Alting handlede bare om, at han havde sin mor igen. Han ville ikke slippe hende igen, nogensinde! Det gik op for ham, hvor træt han var. Udmattet helt ind til knoglerne. På den ene side havde det været sjovt nok at være på eventyr alene. Men på den anden side havde det været hårdere end han havde kunne forestille sig. Altid at være på vagt, konstant tænke på mad, og så det med at sove på jorden. Han havde haft blå mærker, steder han aldrig havde haft blå mærker før.
Men det var det hele værd. Uden tvivl. 

Han knugede lidt hårde om hende, da hun sagde, at hun havde savnet ham. Han havde også savnet hende. Rigtigt meget. 
Efterhånden begyndte spørgsmålene at hobe sig op. Hvem var manden? Var hans mor kidnappet? Men de virkede mere som om, at de var venner? Og med den tanke kom der en stor stak af forvirrende tanker og følelser han slet ikke rigtigt kunne forholde sig til. Han havde slet ikke tænkt den tanke, at hun måske var taget frivilligt af sted. Forladt ham og hans søskende. Så snart tanken strejfede hans sind, skubbede han den væk, for det kunne ikke passe. Det kunne hun ikke finde på. Vel?

Til sidst kunne han ikke holde spørgsmålene ud mere, og han blev nødt til at trække sig væk med et snøft og en hånd, der tørrede tårer bort fra kinderne. Det salte vand havde lavet spor på den beskidte hud. Hans blå øjne søgte hendes, næsten som havde han brug for mere bekræftelse af, at hun virkeligt var der.
"Er du kommet noget til? Har han gjort dig noget?" Han var lige ved at tilføje, at han nok skulle banke ham, hvis han havde, men set i lyset af, at manden havde afvæbnet ham hurtigere end han kunne blinke, så var det måske ikke ligefrem en realistisk trussel. Men hans blik og hans stemme var bekymret og han lod blikket glide ned over hende. Hun var klædt så simpelt, det så helt underligt ud. Ikke forkert, bare... underligt. Hun var ren og pæn og lignede ikke rigtigt en, der blev holdt mod sin vilje? Hans blik gled rundt i det lille hus. Det var også rent og pænt. Hyggeligt. Simpelt, fattigt, men hyggeligt. Det lignede ikke et rigtigt et sted, en grum morder og kidnapper ville bo. Faktisk lignede det mere noget, hans mod havde indrettet. Der var forvirring i hans blik, da han så tilbage til hende.

Helena forsøgte at forberede sig på det uundgåelige. De mange spørgsmål der uden tvivl plagede Ronins alt for unge sind. Samtidigmed at hendes egne ingen ro fandt, men fandt nye spørgsmål og tanker at spekulere over. Specielt hvad han havde fået at vide, og hvad han havde set. Både på dagen hvor handlinger var taget så hurtigt at der ikke havde været mange sekunder til overs, til at tænke for meget over konsekvenserne. Konsekvenser havde der været. Lige nu stod hun med en halvstor dreng der var blevet plaget af de konsekvenser, på en helt anden måde end hun naivt havde forventet.

Tøvende lod hun ham trække sig en smule væk fra hendes favn, og så ned i de blå øjne, og sporet af tåre ned af de beskidte kinder. Hvornår havde han sidst fået et bad og et varmt måltid? Hun gjorde ikke noget ved sine egne tårer. Ikke lige nu i hvert fald.
Med et forsigtigt smil på læben og et let snøft rystede hun på hovedet. "Nej, han har ikke gjort mig noget." langt fra. Hun var en smule tøvende som hun tog en ujævn vejrtrækning og tilføjede "Faktisk, reddede han mig" hun aede Ronin forsigtigt over kinden og vidste ikke rigtig hvor hun skulle starte eller slutte henne. Hvordan forklarede man sin fjortenårige søn at hans far havde forsøgt at dræbe hans mor, og at moren derefter frivilligt var rejst med manden der havde dræbt hans far. "Er du sulten? Hvornår har du sidst fået noget at spise?" Bekymringen var tydeligt at høre i hendes stemme, som hun så undersøgende på ham, næsten forsøgende at ignorere forvirringen i hans blik. Noget hun ikke kunne blive ved med, for alt her måtte stride fuldstændig i modsatte retning af hvad han havde forventet.

Normalt ville det gøre ondt helt ind i Ronins sjæl at se sin mor græde, men han var så optaget af at få forklaret situationen, at han knapt lagde mærke til det. Og hun græd vel fordi, at hun var glad for at se ham. Så var det også lidt mere okay.
Han kunne med det samme se på hende, at hun ville gøre som hun plejede. Forsøge at spise ham af med en let, ikke specielt uddybende forklaring, der ville beskytte ham. Han var ikke et barn mere! Han ville vide det hele! Hun kunne ikke bare forsøge at undgå at svare ham, nu havde han kæmpet sådan for at finde hende igen. Redde hende!
Halvt om halvt var det lige, hvad hun gjorde. Reddet hende? Hans mund gled lidt åben, og han stirrede endnu mere forvirret på hende, uden at kunne spørge ind til dén sætning.

Reddet hende. Hvordan? Manden havde slået Ronins far ihjel. Hvordan kunne det redde hans mor?! Svaret lurede lige i kanten af hans bevidsthed, men selvom han godt vidste, hvad faren havde været i stand til, kunne han ikke få sig selv til at tænke tanken, at han virkeligt havde været så stor en fare for hans mor.
Hans forvirring blev afbrudt, som hun spurgte ind til, om han var sulten. Han var døende. Men det var slet ikke vigtigt. Han havde været sulten det meste af tiden på sin tur, så han lagde slet ikke rigtigt mærke til det mere.

Han lukkede munden og rynkede brynene, noget der fik ham til at ligne sin far, når han var vred, lidt. Det vidste han heldigvis ikke selv.
"Reddet dig? Men... men han slog far ihjel og kidnappede dig! Han har slået far ihjel!" Han stemme steg i styrke, som han kom igennem sætningen. Han var så forvirret. Det var slet ikke, som han havde troet det ville være. Hvorfor virkede det som om, at hun havde lavet sig et nyt hjem? Hvorfor var hun ikke fanget?
"Han stak far ned bagfra som en eller anden fej hund og han tog dig med og far lå bare der på gulvet og var død og du var væk!" Hans stemme blev mere skinger og tårerne dukkede op i hans øjne igen. Nogle af ordene var ikke helt hans egne, de var hans storebrors. Tårerne kom, fordi at han huskede tilbage til dagen, hvor han havde ledt efter sin mor og havde fundet sin far i en blodpøl, mens vagten råbte, at en mand havde taget hans mor med sig. Og tjenestepigen var forsvundet og han havde været helt alene.

Helena kunne godt se forvirringen malet i Ronins træk. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvor meget hun skulle sige. I hendes øjne var han stadig et barn. Fjorten år var ingen alder, trods hun selv i den alder blev placeret i de voksnes verden og forventningerne tyngede hårdt ned over skulderne. Noget hun ikke ønskede at give videre.
Helena trak lidt ekstra luft ind gennem næsen ved synet af en lighed hun ikke ønskede at se. Det ville være underligt hvis han ikke havde arvet nogle af sine fars træk, men forskellen var, at trods udtrykket, var Helena ikke bange for sin søn. Hun vidste at selv hvis han var sur og vred, ville han ikke røre hende.

Helena bakkede og satte sig en smule skælvende ned på stolen hun før havde siddet på, før alt dette startede. Hun havde vendt blikket væk og ubevidst gav sig til at pille ved ringen. Ringen hun hurtigt erfarede selvfølgelig ikke var der mere og hun kiggede i stedet ned på sine hænder. Minderne var overvældende. "Ronin.." Hun kiggede op på ham med et sørgmodigt blik.
Det rod hun havde efterladt ham i. Det gjorde ondt i maven bare at tænke på det.

"Han.. Far var.." hendes tunge nærmest snørrede sig sammen som hun tvang sig selv til at tænke tilbage. "Ronin, jeg har skærmet dig for mange ting, men jeg har også handlet egoistisk. Vil du sætte dig ned? Så lover jeg at fortælle dig det hele" hun havde ikke lyst til at fortælle det. Ikke til sit eget barn, som aldrig burde høre eller opleve det som Ronin havde og kom til. Hendes krop var anspændt og hun var klar til at tage Karkhos i forsvar overfor enhver beskyldning. Han var ikke en kujon. Han havde ikke stukket Renly's i ryg fordi han ikke ville møde ham ansigt til ansigt. Han havde gjort det, for ellers var Helena død. Hvordan fortalte hun sin søn alt det, uden at give ham større ar på sjælen.

Ronins brystkasse bevægede sig hårdt op og ned, som han havde løbet. Tårerne gjorde hans øjne blanke, men de faldt ikke. Frustreret og tavs stirrede han på sin mor i en blanding af vrede og forvirring. Han forstod ikke, hvad der var sket, intet var, som han havde fået fortalt eller havde forestillet sig. Et eller andet var fløjet hen over hovedet på ham og han kunne for sin død ikke finde ud af, hvad det var. Han ville have hende til at forklare! 
Og samtidigt stod han i et fremmed hjem, hvor en mand, der havde dræbt hans far boede. Selvom han havde sin opmærksomhed rettet mod sin mor, var han også observant efter, om manden kom tilbage. Lige nu så Ronin ham som en fjende og ærligt talt var han stadig bange. Skrækslagen. Tænk hvis manden ville slå dem ihjel, som han havde slået Ronins far ihjel?!

Hans hænder knyttede sig hårdere, da hun så sørgmodigt på ham. Han havde lyst til at skrige af hende. Kræve at få at vide, hvad der var sket. Hvorfor hun opførte sig sådan. Hvem var den mand?! Hvorfor var hans far død?! Hvorfor havde hun forladt ham?!
Men han kunne ikke få luft og var tavs. Svagt rystende gik han tøvende hen og flyttede en stol, så han kunne sidde og se på hende. En handling der var unaturligt normal i situationen. Hans ben gav næsten under ham, inden han fik sat sig ned og han dumpede ned i stolen. Han var så træt. Udmattet helt ind til knoglerne. Og så sulten. Men hans blik flyttede sig ikke fra Helena. Han lagde sine knyttede hænder på sine lår og trak vejret dybt ind.
"Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der foregår? Hvad der sket?" Han sank en klump for at rense sin hæse stemme. "Jeg... jeg troede også, at du var død." Han løftede den ene arm og gned sit ærme over sit ansigt for at tage de par tårer, der alligevel løb over. Han skulle ikke græde nu. Han ville have svar.

Helena vidste ikke hvor hun skulle starte. For at være ærlig, vidste hun ikke hvor meget det var nødvendigt at tage med, og hvad var fuldstændig overflødig information. Men hun havde lovet at fortælle ham det hele, og det indbefattede ikke kun den skæbnesvangre dag hvor Renly døde og Helena måtte efterlade det liv hun altid havde kendt, deriblandt efterlade sine børn. En beslutning der stadig gjorde ondt i maven, når hun tænkte over det, men ikke kunne sige hun kunne eller ville gøre om. Det var ikke fordi hun ønskede at Ronin skulle gennemgå den smerte, absolut ikke. Kunne hun tage den fra ham ville hun gøre det.

Helena tog en dyb indånding og lod den langsomt glide ud igen, som hun følte sig meget sårbar igen. At Ronin havde troet at hun var død, bragte et forpint og medlidende udtryk over Helenas ansigt, men hun dvællede ikke ved det. Hun var nødt til at begynde at fortælle. "Jeg har kendt Karkhos hele mit liv. Hans far arbejdede som soldat for min far, og senerehen min bror, din onkel." En start der gik helt tilbage til at forklare hvem Karkhos egentlig var. "Vi har ikke kendt hinanden på andet end udseende i mange år, og kun talt af høflighed, indtil for halvandet år siden, hvor jeg var i Dianthos for at hjælpe Hailey." Et stærkt stik af afsavn til sin datter og det lille barnebarn der nu ville være over et år gammel, fik hende til at synke en klump i halsen. "Vi lærte hinanden at kende, men vidste også at.. at vi aldrig blev mere end det, og vi gjorde intet for at ændre det" den sidste del var vigtig nu hun hørte sig selv fortælle. For det kunne nemt blive antaget at de havde planlagt Renly's død for at være sammen, men det havde de ikke. Helena beklagede ikke hans død, for andet end den effekt det havde haft på hendes børn, men hun ønskede ham ikke dræbt. 


"Den dag, talte din far at han ville sende dig til Rubinien. Jeg modsatte mig, forsøgte at overtale ham til at lade dig blive. Han fortalte at han ikke ønskede at hans søn blev en soldat eller kriger, og noget i mig, noget utrolig dumt i mig, sagde at en simpel soldat var langt mere værd end hvad han nogensinde blev. Din far blev vred, men jeg tror også han følte at jeg havde forrådt ham. Hvilket jeg nok også havde ved at have følelser for en mand der ikke var min ægtemand." Helena lod sit blik flakke ned på sine hænder, der lå løst i hendes skød. Hendes vejrtrækning blev skælvende, som hun gennemlevede mindet alt for levende. Hendes krop blev anspændt og hun magtede ikke at kigge op som hun fortsatte. "Han.. Han blev ved med at slå for at få mig til at sige hvem Karkhos var. Han forsøgte at kv.. han forsøgte at slå mig ihjel, Ronin. Og det var lykkes ham, hvis ikke Karkhos var kommet. De sloges, og din far var ved at vinde. Til jeg dolkede ham i ryggen" hun blev ved med at kigge ned på sine hænder, og bekæmpede ikke de stille tårer der forlod hendes øjne, der løb ned af hendes kinder og dryppede ned på hendes tøj. Hun havde ikke lyst til at fortælle at det i princippet var Karkhos der slog Renly ihjel. Hun syntes allerede at hun havde sagt så meget mere end hun mente Ronin kunne håndtere at høre. Men hun kunne ikke pakke den barske sandhed ind mere.

Ronin flyttede lidt uroligt på sig, mens han ventede på, at hans mor begyndte at fortælle. Men så snart hun åbnede munden, sad han stille og lyttede med et alvorligt udtryk i ansigtet. Han vare stadig bare et barn og for ham at tænke, at hans mor havde været barn og kendt folk dengang, var lidt sær, men det gav selvfølgelig mening. Og da hun nævnte deres besøg ved Hailey, gik det op for ham, at han godt kunne huske, at hans mor havde opført sig lidt sært. Han havde bare skudt det hen som, at det var det at blive bedstemor, der havde hylet hende lidt ud af den, men det andet gav mere mening. Ikke at han forstod, at der havde været følelser involveret. Hans uskyldige sind troede bare, at de havde været venner, hvilket hans far også ville have haft noget i mod. Og det han kendte til sin onkel, så kunne der sikkert også have været problemer der.

En knude dukkede op i hans mave, da hun fortalte, at Renly ville have sendt ham til Rubinien, så han ikke skulle være en soldat. Han vidste godt, at hans far ikke ville have, at han blev kriger og forhåbentligt ridder en dag, men det var alligevel hårdt at høre, at han ville have sendt ham så langt væk for at undgå det. Men alt det forsvandt, som hun sagde, at hun havde følelser for en anden mand. Han tabte underkæben for et øjeblik. Det med følelser var ikke noget, han havde set i sine forældres forhold og selvom han godt vidste, at mange gifte folk havde dem, han havde jo set sin storesøster og hendes mand sammen, så kom det lidt som en overraskelse, at hans mor også kunne... ja, elske en mand. Altså. Han lukkede munden og rynkede panden, som han forsøgte at fordøje den oplysning. Det fik han bare ikke tid til, som hun fortsatte sin fortælling. Han begyndte at flytte uroligt på sig, som hun fortalte, at Renly havde forsøgt at slå hende ihjel. På en eller anden måde overraskede det ham ikke mere end det med følelserne, men han blev iskold i hele kroppen alligevel. Tænk hvis han havde slået hende ihjel. Hvilket liv ville de alle så ikke få? Uden deres mor. Uden den blide hånd til at veje lidt op for farens hårde? Han blev mere bleg end han var i forvejen, som han lyttede til det sidste, hun havde at fortælle.

Et stik af kvalme gled igennem ham. Hun dolkede ham. Han åbnede munden, men der kom ikke noget lyd ud, så han lukkede den igen. Alting snurrede rundt for ham, det var så mange forkerte oplysninger på én gang. Hans mor havde følelser for en mand, der ikke var hans far. Den mand, alle var på jagt efter, fordi de troede, at han havde slået hans far ihjel. Men det havde hans mor. 
Tavsheden varede alt for længe, som han forsøgte at få styr på alt det, han lige havde fået at vide. Pludseligt rejste han sig brat op.
"Jeg tror ikke på dig. Manden slog far ihjel. De sagde, at det var et sværd." Han kunne ikke tro, at hans mor havde gjort det. Det var forkert. Det var det eneste, han virkeligt ikke kunne forlige sig med i hele den historie. Og der var ellers meget, han havde problemer med. Ikke at tro på, men at forstå.

Stilheden lagde sig som et tungt tæppe i rummet. Helena sagde ikke noget, men så bare ned i sit eget skød, mens hun forsøgte at genvinde styrelsen over sin egen krop. Hun var stadig anspændt og følte sig ikke det mindste lettet over rent faktisk at havde fortalt hvad der skete. Stilheden blev forstyrret meget pludseligt. Helena kiggede forskrækket op ved lyden af stolen der gled tilbage over gulvet, i det Ronin rejste sig meget voldsomt. Hun var ikke sikker på om hun havde forventet hans reaktion, men den kom ikke som verdens største overraskelse.

Et bedrøvet lille smil kom frem på hendes læber, som forskrækkelsen lagde sig og hendes øjne faldte til ro. "Hvad forskel gør det?" spurgte hun først før hun valgte at uddybe hvad hun mente "Intet af det var sket, havde det ikke været for mig. Jeg førte ikke sværdet, men det kunne jeg lige så godt havde gjort" det havde været konsekvensen af hendes handling. Konsekvensen af de følelser hun havde haft, og konsekvensen af at tale over sig.

Efter noget tids tavshed fra Helenas side, tørte hun sig let over kinderne. Ikke fordi hun behøvede at skjule tårerne mere, men fordi det var rart at få vandet væk fra sit ansigt. "Hvad har de fortalt dig?"

Ronin sank for at undertrykke kvalmen, mens han ventede på sin mors svar på hans tvivl. Smilet fortalte ham, at han havde ret, allerede inden hendes ord gjorde, og lettelsen skyllede ind over ham. Hun havde ikke slået Renly ihjel. Manden havde. Men … for at redde hende? Han vidste ikke, hvad han skulle tænke og tro om det hele. Det var svært at få et fast greb om, hvad der var sket, og han havde brug for at stille mange spørgsmål, men samtidigt vidste han ikke, hvad han skulle spørge om. Måske han bare havde brug for at tænke. Ronin var ikke dum, men han var lidt en langsom tænker, og havde brug for et stille sted, hvor han kunne tygge sig igennem det hele, ord for ord.

”Det gør en stor forskel! Det … det er vigtigt.” Han kunne ikke forklare hende, hvorfor, men det betød rigtigt meget for ham. Af en eller anden grund kunne han bedre forliges med, at en fremmed havde slået hans far ihjel end hans mor. Og hendes ord om, at hun lige så godt kunne have gjort det, var heller ikke rigtige.
”Hvis … hvis far…” Han kæmpede med ordene, det var svært at sige. ”Hvis han … s-så var det hans egen skyld.” Hvis hans far virkeligt havde været ved at slå hans mor ihjel, så … så var det mere rigtigt, at han var død end hans mor far. Men han kunne ikke sige det. Han håbede bare, at hun forstod alligevel. Hun måtte ikke hade sig selv. Det ville Ronin næsten ikke kunne bære.

Han stirrede ned i jorden foran hende med knyttede hænder, mens hans tanker var et stort kaos. Hendes spørgsmål fik ham til at trække svagt på skuldrene. Ja, hvad havde de fortalt ham? Ikke meget. Han havde hørt mere fra tjenestefolkenes sladder end fra sin storebror.
”Renly sagde, at onkel var kommet op at skændes med en af sine mænd, der ville hævne sig ved at kidnappe dig … Far kom i vejen.” Han tav lidt, som han forsøgte at samle resten, han havde fået at vide. ”Han er vred. Siger manden stak far ned bagfra som … som en fej hund. Og at han vil gøre alt hvad han kan, for at få hævn.” Han sank en klump. Han havde også ville have hævn, men nu … nu vidste han ikke, hvad han ville. ”Jeg hørte andre steder fra, at manden var Morpheus’ lærer. Og jeg huskede, hvad du fortalte. Om onkels kone. Det er soldaten fra den historie, ikke?” Han kunne ikke huske, om hans mor havde sat navn på soldaten, da hun fortalte om, hvad der var sket, men et eller andet havde alligevel bragt Ronin frem til, at det var den samme mand. Karkhos. Ronin skævede mod døren. Han var derude et sted.

Helena kunne levende forestille sig hvor mange tanker der løb omkring i drengens hoved dette øjeblik. Det var hårdt at se, men intet hun kunne gøre for at mindske hans forvirring eller smerte. Det hele var et stort rod, og hun ville ønske at han ikke behøvede at gennemgå det. Men sket var sket, og alt hun kunne gøre nu var at forklare det så godt hun kunne mønstre. Alt imens hun skulle forsøge ikke at pakke ham for beskyttende ind. Han ville ikke værdsætte hende for det.

Helena kiggede overrasket på Ronin. Hun havde ikke ventet at det blev drejet på den måde. At det var Renly's egen skyld at dette var sket. Det var på mange måder rigtigt, for han havde også forsejlet sin skæbne med sine valg, men Helena havde ikke været god til at forhindre det. Faktisk tvært imod. Men hun modargumenterede ikke, ganske simpelt fordi hun ikke vidste hvad hun skulle svare.

Hun fortsatte i stedet med at lytte til hans forklaring om hvad familien havde sagt. Selvfølgelig havde de fundet frem til en helt anden konklusion end den rigtige. Og Ronins ord virkede nærmest også mere sandsynlige end den virkelige historie, selvom hun ikke brød sig om at høre den beskrivelse de havde givet af Karkhos. "Jo, det er den samme mand." Hvis Ren holdte fat i den forklaring, blev det svært at få vendt familie til en ny mening. Nok var Renly ond og grusom mod alle sine børn, men Ren var trods alt hans arving, og der måtte havde været et andet bånd mellem dem. Helena havde i hvert fald i mange år håbet at de havde et fader søn forhold, men nu. Nu var det håb vendt til frygt. "Jeg er nødt til at snakke med Ren" hendes stemme var en hvisken, men frygten var ikke svær at gennemskue. Selvfølgelig var det her sket! Det var ikke et eventyr! hun kunne ikke bare stikke af og leve et normalt liv som fortællingerne romantiserede.

Den næste tanke slog næsten ned i hende som et lyn fra den lyse himmel og hun løftede hovedet hurtigt og stirrede på Ronin. "Du er stukket af!" Ikke nok med at Helena var blevet 'taget' ifølge familien, så var den yngste søn nu også væk. Hun kunne levende forestille sig det kaos der måtte være på herregården.

Det var den samme mand. Bekræftelsen gjorde på en eller anden måde godt. For i historien om hans onkel, havde manden været helten, ikke? Hjulpet hans tante med at komme væk. Til at blive fri. Ronin rystede på hovedet uden at tænke over det, som for at ryste alting på plads, men han havde virkeligt brug for tid til at tænke. Han havde haft én idé om, hvad der var sket, og nu skulle han forstå det på en anden måde. En mere voksen måde, han ikke følte sig klar til. 
Men selvom han ikke forstod det, kom han alligevel frem til, at selvom soldaten havde dræbt hans far, var det ikke af samme onde intentioner som der var blevet fortalt hjemme. Og hans mor og soldaten havde følelser for hinanden. Endnu en voksen tanke, Ronin var forvirret over, men noget han prøvede at acceptere.

Ja, hun blev nødt til at snakke med Ren! Hun skulle jo med hjem, så det ville jo komme af sig selv. Ronin kunne allerede se sig selv komme hjem med sin mor og blive familiens helt. Vise Ren at det var bedre at gøre noget end bare at sidde og tale om det! Han havde helt selv fundet sin mor, han var ikke bare den lille ubrugelige lillebror!
Men hans mor virkede helt bange ved tanken, det forstod han ikke helt. Inden han kunne tænke ret meget over det, kom hans mor med et udbrud, der fik ham til at skære ansigt.

"Selvfølgelig er jeg det, de andre ville jo ikke gøre noget," mumlede han, godt klar over, at det nok ikke ville være populært, at han var stukket af. "Jeg blev jo nødt til at finde dig!" Han trippede lidt på stedet og satte sig så ned på stolen igen. Nu havde han fundet sin mor. Hun var i sikkerhed. I live. Trætheden begyndte at komme snigende. De voksne kunne tage over igen, han behøvede ikke at have styr på det hele. Han glædede sig til at komme hjem på borgen, hjem til sit værelse og sin egen seng. Det føltes lidt som om, at han ikke havde sovet i et halvt år, selvom han dog havde sovet de fleste nætter på turen. Om det var på jorden, på et høloft eller inde ved nogle søde væsner, der havde taget ham ind for natten.

Der var efterhånden brudt krig ud i Helenas sind, og hun var ikke helt sikker på om hun ville kunne holde balancen hvis hun rejste sig op igen. Men tanken slog hende flere gange at hun burde hente Karkhos. Både så han vidste hvad der egentlig foregik men også fordi hun havde brug for at han var der. Tanken om at rejse fra ham var så angstprovokerende at hun følte al luft forlade lungerne og maven snurre sig sammen til en hård bold. Samtidigmed var hun bange for hvad Ren kunne finde på at gøre når han hørte sandheden. Ville han overhovedet forstå det? Var der overhovedet nogen der ville kunne se det gode i det hele.

Helena sukkede dybt og tog sig til hovedet. "Ronin." det var ikke fordi hun ikke var glad for at se ham og det kunne man også se på det trætte smil på hendes læber. Hendes modige dreng der havde taget sagen i egne hænder og drog ud på færden alene. "Jeg er glad for at du fandt mig. Men de vil uden tvivl være syge af bekymring over at du er stukket af på den måde! Jeg er sikker på at de alle leder efter dig" Hun forsøgte at skjule den hjerteskærende frygt at nogen skulle havde fulgt ham her til. Var det derfor Karkhos ikke var kommet tilbage endnu. Hun drejede hovedet mod vinduet, mens hendes øjne desperat ledte efter den velkendte skikkelse derude, dog uden at rejse sig og lede endnu. Men der ville ikke gå lang tid før hun ville gå ud og kigge. Hun kunne ikke li det her. Ikke med frygten for at blive opdaget stadig pulsende i kroppen.

Det var ret tydeligt for Ronin at se, at hans mor ikke var glad. Hun virkede bange og bekymret, og han var ikke helt sikker på, hvorfor. Selvom hun smilede til ham, virkede det til, at hendes tanker var et helt andet sted. Et eller andet sted følte han, at det ikke var godt, at han var kommet. Det gjorde ham lidt ked af det, for han ville jo bare finde sin mor. Men det virkede som om, at han havde taget en hel bunke problemer med, han ikke selv vidste, at han havde på slæb. Forvirringen havde lavet en permanent rynke i hans pande, som han sad der og forsøgte at få styr på, hvad det hele handlede om.

Han sænkede dog blikket, da hun påpegede, at de alle sammen ville være syge af bekymring over, at han var stukket af. Og at de ville lede efter ham. Det første gav ham dårlig samvittighed, det andet tvivlede han på. De havde ikke ledt efter hende, så hvorfor skulle de lede efter ham? At Ren selvfølgelig havde sat gang i en masse for at finde deres mor, men ikke havde involveret Ronin i det, kunne Ronin selvfølgelig ikke vide. For den utålmodige 14-årige virkede det bare til, at der ikke skete noget. Overhovedet. Men han var også blevet sendt til Dianthos ved første mulighed, og dermed afskåret fra at finde ud af, hvad der skete.
"Jeg efterlod en besked," mumlede han og flyttede lidt på sig, godt klar over, at det nok ikke havde hjulpet noget.

Han skævede til hende og fulgte hendes blik mod vinduet. Hun kiggede efter ham. Bekymret. Sådan havde hun ikke set efter Renly. Ronin flyttede lidt mere uroligt på sig, inden han tog mod til sig og spurgte.
"Er ... er han ... sød ved dig?" Slår han, var egentligt det, Ronin ville spørge om. Hans meget korte møde med manden havde ikke givet ham tid til at vurdere ham, for han havde været bange og vred, og manden havde været så hurtig. Soldat. Ronin var nysgerrig, men også lidt skræmt, for hvem var han? At hans mor så ud til at kunne lide ham, var en god ting, men ikke nok. Han ville gerne danne sig eget billede af ham.

Hendes udtryk formildnede sig som hun rystede smilende på hovedet. Han havde efterladt en besked. Det var selvfølgelig mere end hvad hun selv havde gjort. "Jeg er sikker på at det ikke har forhindret dem i at være bekymrede." ligesom de alle måtte være for hende. Hendes mave snurrede sig sammen på ny. Hvor havde hun været dum og naiv at tro at der kunne være en nem løsning. Den smerte hun havde udsat sine børn for. Hvordan kunne hun havde gjort det?

Helenas havde ikke tænkt over at hun havde spejdet ud i noget tid. Søgende og bekymret. Karkhos ville formentlig bare give dem tid til at snakke og få bare en smule styr på det hele. Men det forhindrede hende ikke i at være bekymret.
Hun blev bragt tilbage til virkeligheden af Ronins tøvende spørgsmål. Hun drejede sit blik. Hun så frygten, men også nysgerigheden, og hun hørte det skjulte i spørgsmålet. Hendes skuldre blev mere løse og hun tog en indånding før hun svarede. "Ja, det er han. Han vil aldrig gøre mig fortræd" Der var ingen usikkerhed i hendes ord, for Helena vidste at det var så sandt som at solen bragte varme.

Helena vidste at det måtte virke mærkeligt for Ronin. Især når det var en mand, som drengen slet ikke kendte til, andet end den historie Helena havde fortalt. Og den gennemgang hun havde givet, hvor lidt hun end havde sagt og alligevel havde fortalt så meget. Der var visse ting Ronin ikke behøvede at vide. Som at Karkhos fik hende healet efter et af Renlys voldsomme angreb. Bare tanken gjorde hende ubehagelig til mode. "Du må have troet det værste om ham." Som at han holdte hende mod hendes vilje, og alt hvad fangeskab kunne medføre. Det kunne ikke undre nogen hvorfor Ronin havde været så opsat på at finde hende. Helena følte så stærk skyld for ikke at havde tænkt så langt.