Sted: Dianthos, Markedspladsen
Tid: Sen formiddag
Vejr: Køligt, men højt solskin

Markedspladsen vrimlede med mennesker denne formiddag. Ikke en eneste bod stod fri for mennesker og så meget de alle snakkede og lo, var det næsten ikke til at høre sine egne tanker. Det var den perfekte scene for Zamir, der hver dag brugte mange timer på markedspladsen, i håb om at kunne snuppe lidt hist og her. Nogle dage gik det bedre end andre og han havde aldrig et formål med sine tyverier. Så længe han kom væk med lidt krystaller, eller et par småting han kunne sælge videre senere, så var han tilfreds.

Zamir listede rundt omme bag boderne. Derfra kunne han lige lure hvilken bod han passerede og om der var noget han ville have. Der kunne han også nemmere liste sig ubemærket fra bod til bod. Indtil videre havde han ikke fået fat i andet, end et par ravstykker fra en høj mands pung. Manden havde været travlt optaget af en samtale med en ung kvinde og det gav Zamir perfekt mulighed for lige at stikke hånden i hans kuttelomme.
Derudover havde det været en sløv dag og han regnede egentlig heller ikke med at få meget mere ud af den. Lige indtil han fik øje på en bod på den anden side, der solgte bomuldstøj. Det var måske ikke en helt dårlig idé. De slidte, hullede hoser, der gik til lige under knæene, og den lige så slidte skjorte i hør, var ikke længere nok til at holde sig varm i.

Tasken, der hang ned langs siden, blev flyttet om på ryggen, så den ikke ville komme i vejen. Zamir luskede ind mellem tøjboden og boden der solgte finpustet glas ved siden af. Godt nok var her mange mennesker, men det ville ikke lykkes bare at række en hånd ind og tage fat i en trøje. Han måtte have en hurtig afledningsmanøvre.
Da Zamir passerede en ung kvinde, der var i fuld gang med at se det fine glas igennem, lossede han en skulder ind i siden på hende, så hun skvattede, rykkede hårdt til bordet og lyden af glas der smadrede fik de flestes opmærksomhed. Straks rykkede Zamir sig ned i den modsatte ende af tøjboden. Mens folk sikrede sig at den unge kvinde var okay, og hjalp med at samle knust glas, rakte Zamir ud efter en af de sammenfoldede trøjer.

Dianthos. Dino kom her en gang i mellem, selvom der var langt fra Tusmørkedalen. Han havde et fast høloft på en gård ikke så langt fra bymuren, han yndede at overnatte på, når han var træt efter de lange hop og havde brug for at lade op, inden han kunne hoppe videre. Gårdens kat kunne efterhånden huske ham og kom og puttede med ham natten igennem. At familien på gården ikke kendte til hans eksistens, det var en anden sag.

Denne gang var han taget til storbyen, fordi det var ved at være en smule småkoldt i skjorte med trekvart ærmer og de stumpende bukser. Støvlerne fra sidste vinter virkede fint endnu, så det var bare varmere tøj, han var på udkig efter. Selvfølgelig kunne han også finde det i Tusmørkedalen, men det store marked i Dianthos havde bare et større udvalg og han ville alligevel hellere stjæle fra boderne end fra familierne i dalen. Plus, det var altid sjovt at besøge Dianthos. Han kom altid i ballade og kunne more sig over det. 

Lige nu sad han halvt skjult ved en skorsten på et hus med udsigt over pladsen. Der var mange væsner og det første stykke tid brugte han på bare at betragte dem. Var hans udvalgte i mellem? Hans hjerte bankede lidt hårdere i forventning, men intet skete. Nej, ingen udvalgt i dag. Til sidst koncentrerede han sig om boderne. Han ville have en rigtig jakke, men en trøje eller to ville heller ikke være af vejen. Hans blik faldt på en bod med bunker af tøj. Mon ikke, der var noget han kunne bruge. 
Lige som han tænkte tanken, opstod der kaos ved boden ved siden af, hvor lyden af glas der smadredes nåede hans spidse ører. Kaos. Perfekt! Uden tøven hoppede han ned til boden, hvor han med et opmærksomt blik mod en byvagt lidt derfra, rakte ud for at gribe det nærmeste.

Hans hånd ramte noget, der ikke var stof, og det gav et forskrækket gib i ham, som han straks registrerede varmen fra en anden persons hånd. Hurtigt flyttede han blikket den vej og fik øje på en dreng, der åbenbart havde fået samme idé som ham. Dinos ansigt fortrak sig lidt i irritation, men han blev stift stående, mens han ventede på, om han lige var blevet opdaget eller om drengen ville lade ham fortsætte sit lille tyvagtige ærinde.

Zamir forventede følelsen af bomuld mod sine fingerspidser, da han diskret rakte hånden ned mod en trøje, men det var langt fra det han mærkede.
"Oh!" Udbrød han, måske lidt højere end det burde have været. I stedet kunne han føle hud mod sine fingre og det gav ham et større chok, end han lige regnede med, da han straks trak hånden til sig og fik rettet sin opmærksomhed mod den anden tyv. Sekundet efter så han decideret vred ud. Han var vred på sig selv over, at han ikke havde været forberedt og reageret med en lyd, for nogle ville helt sikkert have hørt ham. Men han var mest vred på fyren, hvis hånd han havde ramt, for han kunne da bare have set sig for. Det var jo tydeligvis ikke Zamirs skyld, han var her først.

Ganske rigtigt fik Zamirs overraskede udbrud sælgerens opmærksomhed, der straks vendte sig rundt og fik øje på dem begge.
"Tyveknægte! Grib de drenge!" Råbte sælgeren så højt han kunne, idet han forsøgte at gribe ud efter Zamir. Zamir nåede kun lige nøjagtig at flytte sig fra mandens hånd, men da han vendte sig om, klar til at løbe derfra, hamrede han med næsen først direkte ind i byvagt, der havde været hurtig på fødderne. Inden Zamir faldt bagover efter kollisionen med den brede byvagt, greb byvagten fat i hans overarm og holdt ham fast. Zamir havde slet ikke overblik nok, til at se om byvagten også nåede at få fat på den anden tyv.
"Slip mig! Det var ikke mig, det var ham!" Skyndte han sig at bebrejde den anden, for hellere den fremmede end Zamir selv.

Lort. De var opdaget. Dino kunne ikke lade være med at sukke opgivende og kort overveje, om han bare skulle gribe, hvad han kunne, og så forsvinde, eller om han skulle se, hvad der skete. Han tog ikke tilfangetagelse så tungt i de fleste situationer, fordi han kunne komme hurtigt væk. Dog skulle man passe på med byvagter, han havde hørt at nogle af dem havde magiske lænker, der ville forhindre ham i at smutte. Om det passede, vidste han ikke.
Men ting skete lidt hurtigere end forventet og drengen blev ret hurtigt grebet af en byvagt, og ejeren af boden kom væltende frem mod Dino for at gribe ham om håndledet. 

Dino trak hurtigt armen til sig og trådte et skridt tilbage, så han var ude for rækkevidde.
"Hey, hey, hey, jeg var bare ved at kigge på tøjet." At hans ord nok ikke rigtigt opvejede for, at han var en lille elver med rodet hår, beskidt tøj og samtidigt lignede en, der ikke helt fik nok at spise. Gadebarn. Det var, hvad han lignede. 
Og sjovt nok virkede de ikke som håbet, som sælgeren denne gang fik fat i ham og med et hårdt ryk trak ham nærmere, noget der fik Dino til at hvæse irriteret af ham. 
"Sådan et par tyveknægte! Jeg burde tampe jer til..." Sælgerens vrede stemme blev afbrudt af byvagten, der rømmede sig og sendte ham et irettesættende blik, hvilket fik ham til at mumle noget om uregerlige unger.

Dino forsøgte at rykke sig fri, men manden havde et smertefuldt hårdt tag i hans håndled, noget der helt sikkert ville give blå mærker på den blege hud. Det gad han ikke. 
Dino rettede blikket mod drengen, der havde fået deres lignende lille ærinde afsløret.
"Tsk, held og lykke." Han forsvandt, efterladende sælgeren med et greb om den blå luft og et chokeret udtryk på ansigtet, noget der gik igen på byvagtens ansigt. 
Ikke at han hoppede så langt, boden lå i udkanten af pladsen og Dino dukkede op på taget af det nærmeste hus, gemt lidt væk bag tagryggen, så de ikke fik øje på ham. Han ville lige se, hvad der skete.

Med den frie hånd i fuld gang med at forsøge, at få byvagten til at give slip, vred og hev Zamir så meget han kunne, men intet hjalp. Det kom ikke bag på ham, men frustrerede ham stadig mere og mere. Der var da intet værre, end at blive holdt fast. Det betød dog ikke at Zamir gav op, for han fortsatte, i et fortabt håb om at den brede mand ville blive træt af drengens modstand.
I sit desperate forsøg på frihed, ænsede Zamir ikke helt hvad der foregik ved siden af ham, mellem den anden dreng og sælgeren. Først da han halvt fangede, at der blev rettet en kommentar mod ham og sekundet efter så drengen forsvinde, så han selv lige så forvirret og chokeret ud som både sælger og byvagt. I et kort øjeblik stoppede han med at vride sig.
"Hey! Det er ikke retfærdigt, du kan ikke lade ham slippe!" Hans mugne kommentar var rettet mod byvagten, selvom han egentlig godt vidste, at han intet kunne gøre nu, udover at sætte en eftersøgning i gang og det var ikke det værd, for en simpel tyv.
"Ti stille og følg med, knægt. Du vil få godt af en enkelt nat i arresten," lød det fra byvagten, der slæbte en skabende, vridende Zamir med sig, men ikke før han fik sendt et beroligende blik og nik mod sælgeren.

Det nåede kun at blive lidt over frokost, før Zamir blev fulgt gennem markedspladsen af samme byvagt og der blev sørget for, at Zamir forlod pladsen. Han så bestemt ikke tilfreds ud, for turen med byvagten tidligere, havde resulteret i, at han ikke havde fået lov til at beholde nogle af de ting, han havde nakket i løbet af dagen.
Han vendte sig rundt og så tilbage mod byvagten en sidste gang, inden han gik mod den fattige den af beboelseskvarteret. Han havde fået strengt besked på, at der ville blive holdt ekstra øje med ham, skulle han vælge at dukke op igen og derfor valgte han ikke at være på markedspladsen resten af dagen.
Der lød nogle tunge, irriterede suk fra drengen, da han stoppede op i en smal gade og satte sig op af den nærmeste husmur. Han var ikke i det bedste humør, men trøstede alligevel sig selv med, at han undgik en hel nat i arresten. Denne gang.

Dino fulgte med i, hvad der skete nede ved boden. Lidt tænksomt så han efter byvagten, der slæbte af sted med drengen, der havde haft samme tanke som Dino. At det tøj så dejligt ud. Det gjorde det nu stadigvæk, men der var nok ikke den store tvivl om, at sælgeren ville holde ekstra godt øje med sin bod resten af dagen. Dino sukkede og lagde sig på ryggen på taget, mens han så op i himlen. Han var ligeglad med drengen, det var jo hans skyld, at det var gået galt. Havde han været stille... nå, det var vel lige meget. Efter at have betragtet en sky lidt, vendte Dino sig om på maven og lod blikket glide ud over pladsen. Han var stadig på udkig efter tøj, og snart fik han øje på en anden bod. En køber holdt en jakke oppe og den så rigtig fin ud. Et smil bredte sig på Dinos ansigt, inden han skabte noget mere kaos på markedspladsen.

Jakken var lidt for lang i ærmerne, men den var dejligt varm, og han var ganske godt tilfreds. Det var også lykkedes ham at få fat i et par boller fra bageren. Ja, også nogle småkager. Det var sjældent, at han fik noget som det, og han gumlede nydende på en, mens han atter lå på ryggen på et tag med det ene ben hvilende på det andet og en fod med, hvad der så ud til at være, en for stor sko på vippende i luften.
En gang i mellem skævede han ud over markedet, det kunne jo være heldigt, hvis der dukkede noget op, men ind til videre havde han mest holdt øje med boden med tøjet. 

Pludseligt fik han øje på byvagten, der slæbte af sted med drengen, denne gang den modsatte vej. Hvad så nu? Nysgerrigt pakkede Dino maden ned i en lille pose, han havde bundet til sit bælte. Sværdet havde han ladet ligge ude i laden uden for byen, det var bare i vejen, når han skulle på tyvetogt. 
Han fulgte efter det umage par, mest kravlende og løbende hen af tagryggene, da han ville spare på sine hop. Dagen var langt fra slut endnu, og hvem vidste, hvor meget han havde brug for af energi?
Til sidst satte drengen sig ned og lignede en, der havde den mest lortede dag i sit liv. En følelse Dino egentligt godt kunne følge ham i. Han betragtede ham lidt, inden han trak på skuldrene og forsvandt.

Ikke mange sekunder senere dukkede han på foran drengen. Med en hel bod fyldt med tøj. Hans sigte var lidt skævt, så han manifisterede sig med bordet omkring tyve centimeter over gaden, hvilket fik bordet til at dumpe ned på brostenene med et rabalder. De to af benene knækkede og Dino tog en forlæns kolbøtte ned af bordet og ned på gaden, hvor han endte siddende på røven. Af ren refleks havde han hevet halen ud fra dens gemmested op langs hans ryg, og den viftede nu ud i luften.
"Hovsa." Tøjet var gledet og skubbet af bordet og lå omkring ham på gaden.

Zamir havde regnet med at blive siddende her, i hvert fald i et stykke tid. Her var sjældent mange mennesker, i den smalle gade og så kunne han være negativ alene. Dagen var dog langt fra ovre endnu, så han havde tænkt sig at give det et forsøg, at snige sig tilbage på markedspladsen lidt senere. Hvis han var heldig, kunne han lige komme udenom byvagterne og forsøge sig med en anden tøjbod, hvor sælgeren ikke var helt så opmærksom på lange fingre, som den første nok ville være resten af dagen. Maven begyndte at rumle og med den lyd, fulgte beslutningen om at smutte forbi en af madboderne også.
Hvordan det skulle gøres, kunne han altid finde ud af senere. Indtil videre måtte han have styr på sit dårlige humør. Han trak benene op under sig, lagde armene om dem og hvilede panden mod knæene.

Det var ikke længe Zamir nåede at sidde i sin egen verden, da han, voldsomt forskrækket over lyden af bordet der bragede mod jorden, løftede hovedet så hurtigt, at han bankede det mod husmuren bag sig.
"Argh!" Udbrød han, halv i smerte og halvt i chok, idet hans blik faldt på bordet og straks efter på fyren, der sad på jorden omgivet af alt tøjet. Zamir forsøgte at få et hurtigt overblik over hvad der lige var sket, men chokket og forvirringen gjorde det tæt på umuligt.
"E-en hel b-bod!? Hvor kom alt det fra!? Hvordan gjorde..!?" Zamir nåede ikke længere i sine mange, mange spørgsmål, før hans blik rettede sig mod den flagrende hale og han lige pludselig så helt skræmt ud.
"Pas på, der er noget bag dig!" Skyndte han sig at advare den fremmede, idet han straks pegede mod halen. Logikken i at den sad fast på fyren, fangede Zamir slet ikke. Han var ikke vant til haler, eller tøjboder og fremmede folk, der dukkede op ud af ingenting.

Dino var en smule rundt på gulvet efter kolbøtten og hans tanker var lige ved at arbejde med, at han havde sigtet forkert, men det var måske ikke så galt, når det hele var sket uden tid til at tænke sig om. Spørgsmålene begyndte at hagle ned over ham, og han pustede en tot hår væk fra ansigtet, inden han så på drengen med noget der næsten kunne være et smil. Det forsvandt dog med det samme, da han fik at vide, at der var noget bag ham. Hvad?! Det kunne umuligt være sælgeren! En byvagt så?!
Han hoppede meget elegant på at sidde på hug. I samme bevægelse trak han kniven fra sit bælte, inden han snurrede rundt om sig selv. Der var ikke noget. Han snurrede rundt igen, for at se om hvad end det var, havde flyttet sig, og denne gang fulgte halen ikke så hurtigt med. Det gik op for ham, at det var den, der blev peget på.

"Lort." Hurtigt forsvandt halen ind under hans tøj igen, som om den havde sit eget liv. "Den siger vi lige, at du ikke så." Han så hurtigt op og ned af gaden. Der var et par nysgerrige ansigter, flest af dem børn. Lidt utilfreds blottede Dino tænderne, inden han med en utilfreds lyd stak kniven tilbage i bæltet og flyttede sin opmærksomhed til drengen, som han kort betragtede. Han lignede en eller anden, der havde set et spøgelse.
"Hvis du skulle bruge noget af tøjet, så skal du nok skynde dig, jeg tvivler på, at vi får fred ret længe." Det var ikke byvagter, han tænkte på, nej det var de nysgerrige øjne, der havde fået øje på dem. Gratis tøj ville nok forsvinde hurtigere end et stykke ost i en rotterede.

Uden at vente på den anden, samlede Dino den nærmeste trøje op og holdt den op foran sig. Den var ret meget for stor, han havde lidt fornemmelsen i, at hans spinkle krop kunne være i den to gange. Så han smed den væk over skulderen og greb den næste. Straks bedre. Han fandt en mere, inden han gik på jagt efter et par bukser. Dem han havde på nu, var slidte, havde et par huller ved knæene og bunden af buksebenene var flænsede. Det var ret tydeligt, at han ikke sad stille hele dagen.
"Jeg hedder for øvrigt Dino." Han havde ikke tænkt sig at undskylde for at være skredet tidligere, han havde jo lige bragt en hel bod værd at tøj til ham.

Sjældent så man nogen pege så intenst, som Zamir fortsat gjorde mod den viftende hale bag den fremmede. Hans febrilske peg blev voldsommere, da den anden snurrede rundt og trak sin kniv, men stadig ikke kunne se den mærkværdige ting, der hele tiden flyttede sig bag ham. Den var jo lige der! Men i chok kunne Zamir ikke forme ordene og forklare, hvad det var han pegede på.
Det var dog en noget afslappet reaktion der kom fra fyren, da det endelig gik op for ham hvad der var galt. Zamir sænkede armen igen og vidste egentlig ikke helt hvad han så skulle gøre. Det var først i det øjeblik det gik op for ham, at det var en hale. En hale! Zamir sad og vippede lidt til siden, i et hurtigt forsøg på lige at få et ekstra kig på halen, inden den forsvandt ind under tøjet.
”D-du har en h-hale!?” Det var tydeligvis ikke helt nemt for Zamir at forstå den andens anatomi. Han var vitterligt ikke vant til at se ekstra dele vifte omkring folk.

Det var heller ikke før Zamir blev gjort opmærksom på, at han hellere måtte skynde sig lidt, hvis han skulle nå at få fingrene i lidt tøj, at han så de nysgerrige, små flokke af mennesker, der langsomt samlede sig på den smalle gade.
”Åh… Ja.. Jo,” mumlede han, stadig med et skævende blik, der søgte om bag den lidt underlige fyr. Det nye fokus fjernede da langt fra hans forvirrede udtryk i ansigtet, men i det mindste rykkede han sig lidt frem på knæ og begyndte at rode bunkerne af tøj igennem. Han fandt en trøje, der godt nok var lidt større end han havde brug for, men det gjorde ham intet. På den måde var det lettere at gemme lidt flere ting i de andre lag af tøj, han kunne have ind under. Han trak den første trøje ud over det tøj han i forvejen havde på og tasken, inden han tog endnu en trøje fra bunken.

Zamir nåede ikke til at se på et par bukser, før han blev distraheret af Dinos præsentation og han automatisk fik rettet blikket mod ham.
”Hey! Du er ham fra markedspladsen!” Arhem for Zaladin, hvor var Zamir godt langsom i dag. Det var ikke så mærkeligt, når han alt i alt ikke havde haft den bedste dag. Først blev han taget af en byvagt, blev derefter sat i arresten, hvor byvagten brugte et par timer på at give ham en laaaang tale om rigtigt og forkert. Zamir havde været utrolig vred, da han blev eskorteret væk fra markedspladsen og han fik ikke meget tid til at komme sig over det, før en hel bod blev tabt foran ham og Dinos hale havde nær skræmt de slidte støvler af ham. Det havde været stressende og dagen var langt fra ovre endnu.
”Hvis du bare havde set dig for, var jeg ikke blevet opdaget,” brokkede han sig. Han bebrejdede tydeligvis Dino for dagens rod. Derfor blev der heller ikke sagt tak for en hel bod med tøj og han fandt det heller ikke nødvendigt at præsentere sig selv.

Dino himlede med øjnene, da det åbenbart først nu gik op for drengen, at det var en hale, han havde panikket over.
"Ja, det har jeg, ti stille, prøver du at afsløre mig?!" Han sagde ikke, hvad den anden ville afsløre, det måtte han selv regne ud. Halen var i hvert fald gemt væk igen og Dino lignede atter en lidt beskidt elver. Klædte man ham i elvertøj kunne han i hvert fald snyde de fleste. Ikke at han havde prøvet, selvom han havde været i Elverly et par gange. Bare lige for at se, hvad alt det hejs gik ud på. Og det havde da også skaffet ham et dejligt sværd.

Dinos lange tynde fingre søgte hurtigt igennem tøjet i jagt på et par bukser. De måtte gerne være for lange, det var lidt vigtigere, at de ikke var alt for store i livet. Det var bare lidt svært, når man var så smal over hofterne som han var, at finde noget i en god størrelse. Han hev et par frem og holdt dem hen til sit liv for at se, om de passede. Mens han gjorde det, genkendte den anden dreng ham åbenbart og han løftede hovedet for at sende ham et blik.
"Hold kæft du er hurtig. Ser du mange med hvidt hår og lange ører her i byen?" Han vrængede lidt af ham og smed bukserne fra sig, inden han greb et andet par. Det var bedre. Han smed dem over armen og fortsatte sin søgen i håb om at finde et par mere. Nu der var frit slag, selvom det skulle gå lidt stærkt.

Drengen var ikke så høflig at sige sit navn, hvilket Dino brummede lidt over. Hvorfor var det lige, at han havde gjort sig den anstrengelse, at bringe hele den skide bod hen til drengen?!
"Hvis du nu bare havde holdt røven lukket, kunne vi være kommet derfra med hver vores, uden at jeg skulle til at hive hele lortet ud herhen. Jeg fik ikke engang lov til at se sælgerens ansigt, da hans bod forsvandt for næsen af ham!" Det var jo også lidt som hævn på sælgeren, efter han havde haft så hårdt fat i Dino. Den slags behøvede han ikke at skulle finde sig i! Så kunne sælgeren måske lære at være lidt mindre grov, næste gang han tog nogen med fingrene i tøjet! Dino kastede en trøje efter drengen og rakte tunge. Her havde han været sød og så var knægten så sur!

”Afsløre dig..?” Mumlede Zamir uforstående. Han kunne tydeligvis ikke regne ud, hvad det var han kunne afsløre. Jo, halen. Men ud over at Zamir fandt halen mindre charmerende, måske nærmere virkelig klam, anede han ikke hvordan det var en dårlig ting. For Dino virkede den forvirrede dreng nok utrolig dum, men det var han vel egentlig også. Han havde ikke brugt meget tid på at lære om noget som helst andet, end hvordan man overlever på gaden. For ikke at sige, at han slet ikke havde lært andet endnu. Kun hvad han lige havde overhørt hos andre, men man kunne da virkelig ikke stole på, at alt var sandt.

I øjeblikket havde Zamir glemt alt om at finde et par bukser, selvom han burde være blevet mindet om det af Dino, der bestemt ikke spildte tiden. Han burde have fulgt hans eksempel, for få mennesker fra enden af gaden var langsomt begyndt at komme nærmere.
”Jeg fokuserede da ikke på dine ører!” Sagde han straks, da han nu også fik øje på dem. Det gik stadig ikke helt stærkt for ham.  Han trak en anelse på skuldrende og smilede skævt, da han fortsatte;
”Og det hvide hår går da igen hos flere af de gamle mennesker,” småfnisede han, dermed hentydende til at Dino sagtens ville kunne være gået for at være en ældre mand, da Zamir blev forskrækket over hans tilstedeværelse tidligere.

Det lidt morende udtryk i Zamirs ansigt forsvandt dog hurtigt igen, da Dino straks klandrede ham for at deres tyveri var gået skævt. Han havde et rigtig godt fornærmet udtryk, hvilket altid fik ham til at se et par år yngre ud.
”Det var da ikke-oh!” Zamir blev afbrudt af trøjen, hvis ærme ramte ham hen over næsen. Han rystede irriteret på hovedet, før han greb fat i samme trøje og kastede den, forsøgte at tyre den, efter Dino.
”Hvis du stadig bare havde set dig for, så havde min afledning virket fint! Er du klar over hvor kedelig den byvagt var at høre på!? Og nu er jeg nødt til at vente i endnu længere tid på at gå tilbage, for han har sikkert fået alle sine venner til at kigge efter mig.” Zamir brokkede sig godt og grundigt, med det fornærmede ansigtsudtryk der matchede så perfekt til brokkeriet.
Ud af øjenkrogen begyndte han at kunne ane noget bevægelse, hvilket betød at folk var kommet endnu tættere og det fik endelig Zamir til at tage sig sammen. Hvis han skulle nå at finde mere tøj, end bare de to trøjer, så skulle han skynde sig lidt.
”.. Tak for tøjet,” mumlede han alligevel til sidst, så lavt at det ville være et problem at høre, men nu havde han i det mindste sagt det. Også selvom det blev sagt med en noget så muggen tone. Samtidig rodede han rundt i de mange bukser. Det første passende par trak han på uden at lukke dem, før han skyndte sig at finde et par mere. Nu var den første fremmede i gang med at lurer lidt ved siden af dem.

Dino kunne ikke lade være med at finde drengen umådeligt idiot. Han var virkeligt ikke den skarpeste kniv i knivkasterens bælte. Men han forsøgte ikke at forklare, for hvis knægten ikke selv kunne regne ud, at en hale ikke hørte en elver til, nok nærmere noget andet, som en dæmon f.eks., så ville han ikke sidde her midt på gaden og forsøge at forklare ham det. I stedet tog han det bare som om, at han skulle være glad over, at drengen ikke blev bange for ham. 
Dog kunne han ikke lade være med at himle med øjnene, da drengen åbenbart slet ikke havde lagt mærke til hans lange ører, pyntet med øreringe, der stak ud af hans pjuskede hvide hår.
Der kom et fornærmet "hey" fra ham, da den anden fniste og mente hans hår hørte en gammel person til, og han sendte ham et surt blik.

Okay, han havde lidt ret, den sure møgunge, Dino havde ikke set ham, da han teleporterede sig derned. Måske havde vinklen været skæv eller også havde han været mere optaget af at holde øje med sælgeren og byvagten. Han var blevet lige så forskrækket over at støde på drengen, som han havde været over ham, Dino forstod bare at holde sin kæft!
"Piv piv, så må du jo finde på noget andet." Åh som han kunne brokke sig?! Dino var lige ved at overveje at smutte igen, her havde han gjort en god gerning, og det eneste, han fik for det, var brok brok brok. Han åbnede munden for at fyre en sur bemærkning af, men blev stoppet som drengen alligevel fik nosset sig sammen til at takke for tøjet. Dino fnøs.
"Det er ved Aladrios ikke for din skyld, den sælger var en røv, så jeg gjorde det for at hyle ham ud af det!" Det var i hvert fald den største grund til, at han havde brug sin energi på at stjæle en hel bod med tøj.

Han løftede hovedet og så op på en meget nysgerrig kvinde, der havde fået øje på tøjet. Pis, snart ville det vrimle med folk. Dino var færdig, han havde bukser og trøjer, men derfor skulle de da ikke komme rendende og forstyrre.
"Hey, dame, ser det ud til, at du er inviteret. Hvad med at skride, inden jeg tryller dig om til en frø!" Han lavede et par bevægelser med hænderne, som om han ville kaste en besværgelse, hvilket fik kvinden til meget hurtigt at fortrække og tage et par børn med sig. Dino så på drengen igen.
"Er du snart færdig, jeg tror ikke, at de hopper på den mere end én gang."

Finde på noget andet. Det var helt bestemt hvad Zamir var nødt til, for så let ville han da ikke give op. Han skulle tilbage til markedspladsen og komme hjem i aften med bare lidt at vise fra sin dag. Men at finde på en veltænkt plan var ikke helt let, når man stadig forsøgte at komme sig over den meget underlige overraskelse, af en hel bod, der var dukket op ud af ingenting foran sig. Og så den hale. Zamir havde virkelig problemer med at lade den tanke ligge. En hale.
Han fik kuldegysninger bare ved tanken, men blev distraheret fra ubehaget, da Dino skræmte en kvinde væk ved at true hende med at ville trylle hende om til en frø. Han så en anelse forskræmt ud, som han så efter hende og børnene hun tog med sig, da hun forsvandt derfra.
”Åh, ja,” skyndte Zamir sig at svare, idet han fandt det sidste par bukser. Han førte både den anden bluse og de ekstra par bukser under det tøj han allerede bar, så han kunne stoppe dem i tasken, inden han rejste sig.

Hvad præcis Dino var, nu når han tydeligvis ikke var menneske, forsøgte Zamir ikke at tænke for meget over. Han var sikker på, at han ikke ville være yderst begejstret for svaret alligevel og han var helt ærligt ikke helt tryg ved ham i forvejen. Så hellere prøve at glemme det.
”Er du færdig? Godt.” Han gav ikke Dino tid til at svare, før han greb fat om hans ene håndled og prøvede at hive ham med sig. Han gjorde alt han kunne for stadig at holde så meget afstand til Dino som muligt, mens han stadig skulle være tæt nok på til at kunne nå. Han ville jo helst ikke for tæt på den hale.
”Så kan du komme med mig tilbage til markedspladsen og hjælpe mig. Med din underlige evne til at få boder til at dukke op ud af ingenting, er det meget nemmere for dig ikke at blive opdaget.” Zamir havde tydeligvis ikke tænkt sig at tage nej for et svar. Han havde allerede bestemt sig for at Dino skulle hjælpe ham, om han så ville eller ej. Selvfølgelig kun fordi han stadig bebrejdede ham for tidligere og det var ikke nok, at Zamir havde fået lidt nyt tøj ud af det. Han ville også have lidt erstatning for de småting, som byvagten havde tvunget ham til at give tilbage.

Dino var for et øjeblik mere optaget af at holde øje med de folk, der var begyndt at dukke op for begge ender af gaden. Kvinden han havde skræmt væk talte til en mand og pegede ned mod ham, hvilket han ikke brød sig om. Måske det var en god idé at smutte, inden nogen mente han var én, der ikke skulle være i deres del af byen. Eller byvagterne dukkede op. Han åbnede munden for at skynde på den anden, da han blev grebet om håndledet og hevet af sted. Han kom snublende på benene med en brokkende lyd.
"Hey, pas lige på." Men han strittede ikke i mod, som han blev hevet ned af gaden. Heldigvis i den modsatte retning af, hvor kvinden og manden var, så forhåbentligt kunne de smutte uden problemer.

Dog hev han armen til sig, da drengen sagde, at han skulle med tilbage til markedspladsen, men han blev ved med at følges med ham, som de hastigt kom frem til de folk, der var stimlet sammen. Han snoede sig ud og ind i mellem et par mennesker.
"Med tilbage til markedspladsen for at hjælpe dig?! Har du spist søm? Jeg er ikke nogen hund, jeg henter ikke ting for folk." Han fnøs fornærmet og slyngede sin taske over skulderen. Ikke om han ville til at hoppe frem og tilbage for at skaffe ting til den her idiot. Desuden, han ville ikke bruge så mange hop på noget så åndssvagt. 
"Jeg gav dig tøjboden, hvilket i øvrigt var pisse tung at få med, jeg skylder ikke dig en skid." De gule øjne sendte drengen nogle sure blikke.

Da de var kommet væk fra gaden, stoppede han op. Han vidste ikke, hvor de var på vej hen, men han skulle ikke tilbage til markedspladsen, ikke i dag. Tøjmanden havde fået et godt kig på ham, så der var helt sikkert nogen, der var på udkig efter ham. Det var dumt at blive opdaget, men han syntes nu stadig, at det var det værd. Sikke et røvhul. 
Han så ned af en anden gade. Så vidt hans indre kompas fortalte ham, så ledte den ud mod bymuren og ikke mod markedspladsen. Den vej ville han hellere, så han tog første skridt ned af gaden.

Zamir tog sig ikke det mindste af Dinos lidt brokkende lyd og ord, som han gav sig til at hive ham afsted. Han stoppede dog halvt op, da Dino trak armen til sig, men fortsatte igen med et tilfredst nik, idet han stadig fulgte med mod menneskemængden. Han forsøgte så hurtigt som muligt at komme igennem de mange folk, men gjorde det langt fra så glidende, som Dino. Zamir var optaget af at holde øje med, om Dino nu stadig havde tænkt sig at følge med, eller om han smuttede mellem folkene. Det fik Zamir til at ramle ind i mere end et par stykker og flere af dem, kom med utilfredse kommentarer om, at han da skulle lære at se sig for. Zamir ignorerede dem, eller svarede hurtigt igen ved lige at række tunge og mase sig videre.
”Spist søm? Nej! For takket være dig, blev min mulighed for at spise noget som helt ødelagt.” Zamir svarede tilbage i en fornærmet tone, der passede til det udtryk, han havde i ansigtet. Han havde jo håbet på at skulle bruge en lang dag på markedspladsen.

Zamir stoppede op, idet Dino også gjorde og så lidt afventende på ham. De skulle jo videre.
”Hov, hey, stop!” Skyndte han sig at sige, da han så Dino tage det første skridt ned ad den forkerte gade. Han greb straks fat i ham igen, denne gang i hans trøje, fordi han bare skulle gribe fat i noget hurtigt, inden Dino kom for langt væk.
”Byvagten tvang mig til at aflevere alt, jeg havde taget tilbage og det var din skyld, vi blev opdaget. Tøjbod eller ej, du skylder mig alle de ting, jeg havde taget før det!” Sagde han bestemt, som han lagde sin vægt i, da han gav sig til at trække Dino med sig ad den modsatte vej, mod markedspladsen. Han skulle nok få sin vilje, det var han sikker på. Lige meget hvordan han så skulle bære sig ad med at få den. Og det faldt ham stadig ikke ind at fortælle sit navn.

Dino himlede med øjnene, da drengen begyndte at beklage sig over, at hans muligheder for at få noget at spise var ødelagte.
"Årh slap af, der er andre steder at finde mad end på markedspladsen." Han havde da set mindst én bager bare i dag. Det måtte da være til at nakke mad fra nogle af de steder, der ikke var boder på markedspladsen. At han nok anså det for værende nemmere end det var, fordi han havde let adgang med sin evne, det slog ham ikke lige. Men seriøst? Lavede den anden ikke andet end at brokke sig?! Selv Dino var jo jo helt sød i forhold til det!

Drengen greb fat i ham igen, denne gang i hans trøje, og begyndte at hive ham den anden vej, mens han stadig blev ved med at plapre om, at Dino skyldte ham noget. Dino var efterhånden ved at få nok. Han havde jo gjort op for det, selvom han ikke engang behøvede at gøre det! Og ikke om han ville finde sig i at blive hevet rundt med, med et krav om at han skulle hente ting, som var han en hund, der fik kastet en gren. Vreden væltede op i ham som et surt opstød og han prøvede at rykke sig fri af den andens greb.

"Hey, slip mig!" Han kom ikke fri, drengen havde for godt fat. Han ville gerne rykke hårdere, men var næsten bekymret for, at han ville rykke sit tøj i stykker. Selvfølgelig ville han let kunne komme fri, det ville kræve et lille puf, og han ville være over alle bjerge. Men denne gang reagerede han lidt anderledes.
Drengen havde fat i trøjen bagpå, så Dino kunne ikke komme til at vende sig ordentligt i mod ham. I stedet hævede han armen og lod albuen fare mod den andens hoved. Det var ikke normalt for Dino at slås, men han vidste da, hvordan man gjorde. En af de der ting, han ikke vidste, hvorfor han kunne, for han kunne ikke huske at have lært det. Han brugte det bare aldrig, fordi han hellere ville puffe væk end at slå på folk, men den her dreng gjorde ham bare så vred og han var mindre end ham, så det var ikke helt så farligt at slå ham, som havde han været en voksen. Og det var ikke så meget for at gøre skade som for at få ham til at slippe!

Dino havde sådan set ret. Der var andre steder at finde mad, end på markedspladsen. Lige om hjørnet, lå for eksempel en lille grønthandler. På en travl dag var det intet problem at liste nogle frugter i tasken, fordi butikken var så lille, men de travle dage var som regel kun, når folk lige havde fået deres ugentlige krystaller. I dag var ikke en af de dage. Med Dinos hjælp ville det måske være lettere at hugge fra de små butikker og så ville ingen af dem heller ikke risikere, at blive taget på markedspladsen af byvagten. Men så langt tænkte Zamir ikke. Endnu mindre fordi han ikke kunne erstatte de småting, han havde haft i tasken, ved at gå en tur til bageren eller grønthandleren. Han var sulten, jo, men det handlede ikke kun om mad.

Zamir så noget så anstrengt ud i ansigtet, som han gjorde alt han kunne for at holde fast i Dinos trøje og trække ham med sig.
”Nej!” Svarede han stædigt tilbage, mellem sine prust og støn, idet han brugte alle kræfter for at gøre Dinos ryk så ligegyldige som muligt. Han gik halvt sidelæns, men med blikket rettet ligeud, for ikke at skvatte over noget i sin kamp. Derfor lagde han heller ikke mærke til albuen, der med ét kolliderede med siden af hans hoved. Zamir slap straks Dinos trøje og i fik i samme øjeblik overbalance og styrtede mod jorden. Han landede på hele siden, men takket være tøjet, han havde lagt i tasken, ramte han ikke helt så hårdt, som han ellers ville have gjort.
”Arh, det gjorde ondt!” Brokkede han sig, som om Dino ikke skulle være klar over det.
Zamir var efterhånden mere vant til at få et slag, end han burde være, og derfor reagerede han hurtigere end man kunne forvente. Han strakte det ene ben ud mod Dino, i et forsøg på at spænde ben for ham og få ham til også at vælte. Lykkedes det, skulle han hurtigt hen til Dino, så i stedet for at spilde tid på at rejse sig, kravlede han hen og greb fat om hans håndled med begge hænder, for at hive ham med sådan.
”Kan du ikke bare være.. lidt.. samarbejdsvillig! Hvis du bare… iih!.. gør som jeg siger, vil det her gå.. meget hurtigere!” Zamir holdt små pauser hver gang han prøvede at hive lidt ekstra til.

Dino havde nær mistet balancen, da drengen slap hans trøje og væltede om på jorden. Slaget havde været mere effektivt end han lige selv havde forudset og der kom et lille "Ha!" fra ham. Han nåede dog ikke at svælge i sejr ret længe, før et ben sparkede til hans og han selv røg en tur i jorden. Han landede tungt på den ene skulder, og han tog sig til den med en grimasse af smerte. Av! I det mindste havde han ikke slået hovedet i jorden! Han skulle til at skubbe sig op på albuerne, da den anden kom kravlende og greb fat i hans ene håndled og begyndte at hive i ham. Ved Aladrios han var stædig!

Dino strittede i mod trækket fra den anden dreng alt hvad han kunne.
"Du er jo syg i hovedet, lad mig så være, dumme unge!" Hvæsede han arrigt af ham og hev i sin arm for at komme fri af hans greb. Midt i kampens hede havde han glemt, at halen skulle være gemt, så den dukkede frem under hans trøje. Han greb fat om drengens ene håndled med den anden hånd og halen lagde sig om det andet håndled, så han kunne hive i begge håndled på samme tid, mens han hev i sin arm.
"Jeg vil ikke bruges til at hente ting, bare fordi du ikke kan finde ud af at passe på dine ting!" Han var arrig og det kunne både ses og høres på ham, som han kæmpede for at komme fri.

Fortsatte det meget længere, ville han nok bare teleportere sig væk derfra. Men han var alligevel krigerisk nok til at ville tage en fysisk kamp i mod den her dumme unge, der troede at han kunne tvinge ham til at tjene sig! Han var heldig, at Dino ikke brød sig om vold, for ellers havde han fået en knytnæve lige i sylten, men det var bare ikke rigtigt Dino at slå løs på den måde. Nej, han ville hellere rode lidt rundt i et forsøg på at komme fri. Der var heldigvis ingen i den lille gade og lagde nogen mærke til dem, var det bare to gadedrenge i slåskamp og hvem gad alligevel blande sig i det?

Zamir satte hælene i jorden, i et forsøg på at kunne lægge lidt mere vægt i, som han fortsatte med at hive i Dino. Det gik ikke helt så godt som han havde forventet, da de slidte sko fik ham til at glide langt mere end han ville. Det gjorde det bestemt ikke lettere at hive hårdt nok i Dino, til at få ham med sig, endnu mindre når han selvfølgelig også gjorde modstand. Det irriterede kun Zamir mere og gjorde ham det mere stædig. Han havde ikke tænkt sig at give op!
”Jeg er ikke syg i hovedet!” Vrissede han tilbage. I samme øjeblik var han lige ved at miste grebet med den ene hånd, men han fik hurtigt fat igen, da han skyndte sig at rykke sig lidt tættere på.

Idet Zamir stadig kun fokuserede på at få slæbt Dino mod markedspladsen, registrerede han slet ikke at det var halen, der blev lagt om hans ene håndled, selvom han godt mærkede noget tage fat. Han var bare travlt optaget til at skænke det en tanke lige nu.
Zamir havde indtil videre ikke lagt skjul på hvor muggen han var. Hvor irriteret han var. Og selvom han havde lydt utrolig fornærmet og set lige så fornærmet ud, havde han ikke decideret været det, før nu. For han kunne da i hvert fald godt passe på sine ting! Det var da kun fordi byvagten havde tvunget ham til at aflevere de stjålne genstande tilbage og det var, som han hele tiden havde ment og sagt, stadig Dinos skyld.
”Heey! Jeg kan sagte-eeeh!” Zamir hvinede, i en lysere tone end han lige selv var klar over kunne lade sig gøre, da han i samme øjeblik fik set mod hånden og halen, der var lagt om den. Det løb ham koldt ned ad ryggen og straks slap han ethvert greb han havde i Dino. Fordi Dino var i gang med at hive i Zamir, og Zamir i et øjeblik havde mistet fokus, blev han hevet endnu tættere på Dino og skrækken malede sig i hele hans ansigt.
”Arh! Ad! Nej! Slip mig!” Udbrød han i vild panik, kun grundet den hale. Den hale, han stadig fandt så utrolig fæl. Og nu rørte den ved ham! Samtidig gjorde Zamir stadig hvad han kunne for at hive sig i den modsatte retning, men nu var det ikke længere et forsøg på at trække Dino, som han havde sluppet, med sig, men et desperat forsøg på at få noget afstand til den samme.

Hold op den dumme gadeunge var insisterende! Dino, der stadig halvvejs lå på jorden, skubbede så meget fra han kunne, for ikke at blive hevet med af Zamir, der var en bette skid og heldigvis ikke så stærk. Dino var større, tungere og stærkere, men derfor havde han alligevel lidt svært ved at holde igen, som drengen hev i ham. Han brugte stadig ikke sin evne til at forsvinde i den blå luft, måske morede han sig ganske svagt over hele situationen, men blev Zamir for træls, ja så skulle han regne med at ryge på røven, når Dino fandt noget andet at give sig til et andet sted end her.

Det gav et forskrækket ryk i Dino, da drengen pludseligt begyndte at hvine, og han røg mere bagover, som han pludseligt slap ham. Først troede han, at der var noget på gaden med dem, men et hurtigt blik viste, at der var lige som tomt, som der hele tiden havde været. Det var først, da knægten begyndte at panikke og bede ham slippe ham, hvilket han havde gjort med hånden for at tage lidt fra i turen bagover, at det gik op for ham, at det var halen han var i panik over. Først var Dino så forbløffet, at han bare stirrede på drengens håndled med halen om, uden at forstå, hvad problemet var. Det var jo bare hans hale. Den var da ikke ad?

Han slap hans håndled og trak halen til sig, egentligt lidt såret over hans reaktion. Men det varede ikke mange sekunder, før han kom frem til, at han kunne bruge det i mod ham til egen morskabs skyld. Så han var adræt og elegant på benene, for at kaste sig over Zamir. Om han så skulle tage halen i brug, skulle han nok få ham ned at ligge! Han satte sig på maven af ham for at holde ham nede, inden han greb fat i hans håndled og hold hans arme nede.
”Okay, her er aftalen.” Han førte halens dusk ned mod Zamirs ansigt, mens den vippede lidt irriteret. ”Du lover at stoppe med at prøve at tvinge mig til at gøre ting for dig, og jeg bruger ikke det næste kvarter på at kilde dig så mange steder som muligt, med min fine lille hale. Hm?” Dusken bevægede sig ned mod hans ansigt, nok til at de længste hår på halespidsen ville røre ved Zamirs kind. Dino så afventende på ham, med et udtryk der sagde, at han ville gøre det.