Kroen var ikke langt borte, skulle Etienne tro den omvandrende handelsmand, han havde modtaget retningsanvisninger fra en halv times tid forinden. Det passede den arveløse søn ganske fortrinligt, for hele kroppen værkede, og aldrig før havde et par sko syntes at klemme så ubekvemt om hans fødder, som de udtrådte lædersko lige nu gjorde. Fingrene talte de sidste mønter i lommen; der burde være rigeligt til et værelse for natten, men den ubelejlige erkendelse af, at pengene snart ville slippe op og efterlade ham uden en chance for at overleve på anden vis, fik et iskoldt sug til at jage igennem hans mellemgulv. Endnu var han ikke sunket lavt nok til at stjæle, men han havde en vag anelse om, at det ikke lå i hans blod at være adræt og kvik, som tyve jo oftest var, og han var ej heller nogen dygtig fisker eller jager.

Da en række gule firkanter, oplyst af glødende flammer fra en brændeovn inde bag de tykke ruder, nåede hans synsvidde, slog han hætten på den sorte kappe ned med et lettet suk. Fødderne bevægede sig hurtigere og hurtigere, men mistede langsomt fart, da han var ved at vinde ind på en anden enlig skikkelse med samme retning, hvis profil han kun svagt kunne skimte i det tætte mørke. En ensom rejsende som han selv.

Vandreturen fra Tusmørkedalen og til Dianthos vidste sig at være langt hårdere for varulven, end turen fra Dianthos til Tusmørkedalen havde været. Dette var ikke grundet, at Judah havde mødt uvenlige personligheder under sin rejse - tværtimod, det var nærmere grundet det modsatte. Han havde håbet på, at finde en rejsepartner undervejs, eller blot nogen der havde kunne distrahere ham fra hans egne tanker. Desværre havde heldet ikke været med ham, og han havde de sidste døgn været ganske alene. Rejsen til Tusmørkedalen havde været en helt andet oplevelse; han havde taget et job som guide, men også beskytter, af ejeren af en landevejskro ikke langt fra netop den landevej han opholde sig på. Kroejeren skulle hente nogle vare til kroen og begav sig ofte ud på rejsen alene - han havde lovet Judah nogle enkelte dages ophold på kroen, hvis den tidligere lysets general til gengæld kunne love ham sit sværd. Han havde ikke haft brug for sit sværd undervejs, til alles glæde - og nu kunne varulven ane sin belønning i horisonten. De glødende vinduer, tilhørende krostuen, aftegnede den lettere irritable grimasse, der havde præget hans ansigtsudtryk det meste af turen. Han afgav et tungt suk og trak kappen en sidste gang tættere omkring kroppen, herefter placerende sin ene hånd ganske trofast på håndskaftet af hans langsværd. Om nok havde turen været fri fra ubehageligheder, helt op til nuværende tidspunkt - men rejsen var desværre ikke slut endnu.
Lyden af nærmende skridt overraskede ikke varulven synderligt. Han havde bemærket Etiennes skikkelse længere nede af vejen, da han drejede ind på selv samme vej som ham selv. Han havde ikke gjort yderligere notits eller bekymring omkring Etienne tilstedeværelse, men det havde ikke afholdt ham fra at være opmærksom hvor på landevejen han opholdte sig. Det var derfor han rettede sig op, slyngene kappens hætte fra sit ansigt i takt med mennesket nærmede sig ham. Han drejede ansigtet en kende imod den nærmende skikkelse, for at finde en form for øjenkontakt. Han fandt sig ganske mundlam, som hans blik mødte - hvad han synes at kunne ane - et sæt isblå øjne.   

Blikke mødtes, da kappehætter fjernedes, men ikke et eneste ord tilfaldt Etienne i den stille nat, og rigmandssønnen mærkede, hvordan angsten tog fart. Dårlige erfaringer var det eneste han havde med i bagagen fra andre rejsende, der ikke lod en venlig hilsen falde som det første, og af refleks fandt hans hånd vej til den lille dolk, der hang i hans bælte. Bladet var sløvt og rustens, men skulle det blive nødvendigt at true med den, ville det nok næppe kunne anes i mørket. Skulle uheldet være med ham, kunne han forhåbentligt nå at løbe hen til kroen før den fremmede, og hjælpsomme sjæle ville uden tvivl vente på ham derinde - eller i hvert fald folk, som ikke ønskede at lade deres aften ødelægge af en fjendtlig omrejsende.

Han rømmede sig.
"Godaften," lød det med al den selvsikkerhed, han formåede at rage til sig, idet han rettede ryggen for at fremstå højere, ældre, mere autoritær. Der eksisterede selvfølgelig den mulighed, at den fremmede ikke kunne gøre sig forståelig på sproget, og derfor ikke havde hilst. Som en test fortsatte Etienne med en sætning, der forhåbentligt ikke blot kunne besvares med et afmålt nik: "Det er en lun aften, synes De ikke?"

Farten i varulvens skridt saktede en anelse; han lod Etienne komme tættere på ham, således han kunne se nærmere på skikkelsen der bevægede sig i mørket med ham. Han rynkede brynene, betragtende de ansigtstræk der gemte sig i mørket. Havde han ikke set dét ansigt et sted før? En tanke han netop kun nåede at tænke, idet han anede en bevægelse i øjenkrogen. Den tidligere general havde opholdt sig i mange situationer, mødt mange forskellige personer, med endnu flere forskellige handlingsmønstre. Det så ud til han skulle møde endnu en, da han ænsede hvordan mennesket rakte ud efter - hvad han måtte konstatere - var et våben. Han kunne ikke vide sig helt sikker, da mørket trods alt slørede hans synsvidde en hel del. Men som Etienne selv, tog Judah sig en hel del forholdsregler og kunne aldrig være for sikker.
Hvad der før havde været et neutralt udtryk, prydende varulvens ansigt, fald hans ansigtstræk henover i noget der ville kategoriseres som mere sammenbidt. Han kunne ikke stoppe sig selv i, at vippe hovedet ganske let imod den ene side, idet han hørte Etiennes efterfølgende ord. Var han ude på noget, eller blot — nervøs?
“Øh,”
Han var uden ord for en kort stund. Han rystede det hele af sig, og prøvede at løsne lidt op for den tydeligvis trykkede stemning. Han rystede en anelse på hovedet, imens han sendte et prøvende smil i retningen af skikkelsen der nu var placeret ved sin sidde
“Det er klart en af de lunere aftener, jeg har oplevet de sidste par dage.”
Han bevægede øjnene imod de isblå øjne endnu engang, og lod sig henfalde i dem endnu gang. Atter havde varulven for en stund glemt nysgerrigheden, der kort forinden havde grebet al hans opmærksomhed. Det måtte vente.
“Har De rejst langt, hvis jeg må spørge?”
Endnu et forsøg på blot, at lette stemningen en anelse: “Jeg har selv været af sted i nogle døgn - jeg kommer fra et job der sluttede i Tusmørkedalen,” forklarede han, løftende hånden gestikulerende i den retning han kom fra:
“Nu venter et, hvad jeg håber på, varmt bad og en seng i krostuen for enden af den her landevej.” 
Han nikkede i retningen af de glødende firkanter i horisonten. Han sukkede en anelse - bare tanken om netop de to ting gjorde ham endnu mere udmattet. Hans krop skreg på at ligge vandret (på andet end grunden under dem).
“Hvad med Dem? Har De langt endnu?”

Måske var det naivt af Etienne at sænke parader i samme øjeblik, han sansede, at den fremmede intet ondt ville ham, men ikke desto mindre slækkedes grebet om dolken langsomt, da Judah ledte samtalen videre. Udvekslingen af ord var pinefuldt akavet, for den anden måtte have gennemskuet Etiennes vagtsomme sindsstemning og reagerede herefter, men alligevel fik de venlige sætninger lettelsen til at skylle ind over grevesønnen.

”Ja. Langt,” lød det afmålte svar, for han turde ej at afsløre, hvor hans rejse havde ført ham hen. Den havde ikke været uden problemer, og satte han navn på de steder, hvor uheldige sammenstød havde fundet sted, måtte den fremmede, såfremt denne havde betrådt samme områder, være i stand til at sætte to og to sammen. ”Jeg håber på det samme,” fortsatte han, tonelejet en smule varmere denne gang, og et lille smil hængende i mundvigen. ”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har nydt et bad, der ikke var iskoldt.” Når valget stod imellem en sø i skoven eller intet bad, foretrak han alligevel førstnævnte, men det var aldrig en fornøjelse at overvinde efterårskulden og træde ud i det grumsede vand.

Judahs sidste ord fik ham til at ryste på hovedet, et kort og kontant svar til et spørgsmål, han ikke ønskede skulle uddybes yderligere. "Hvor er De på vej hen? Jeg gætter ikke på, at kroen er Deres endedestination."

Man ville være en kende sløv i optrækket, hvis man ikke ænsede at Etienne ikke var synderligt snaksaglig. Til Judahs held var han ikke så træt som han så ud - og selv hvis han var udmattet, var det næsten en instinktiv reaktion for varulven, at aflæse de personer han havde sammenstød med. Dette havde han lært efter mange års hjemløshed - for ikke at tale om, under hans træning i Lysets hær. Han havde meget hurtigt lært, at det at være på forkant frem for en om muligt fjende, var bedre end slet ikke at være det.
Dermed sagt betragtede Judah ikke Etienne som en fjende - det at have en så udøvet social kapital som han var en fordel i mange sammenhænge. Som for eksempel at have en (blot en anelse) akavet samtale med en dybt fremmed mand. For det var det eneste Judah betragtede Etienne som, på nuværende tidspunkt. En anelse akavet - men for nu valgte varulven blot at begrunde dette med, at mennesket var nervøst anlagt. Det kunne der trods alt være mange grunde til. Landevejene var ikke et sikkert sted at vandre, og slet ikke for et så ungt menneske som Etienne selv. Han havde sikkert set, måske endda oplevet ting, på egen krop, der havde gjort han også ønskede at være på forkant af hvad end, en fremmed ville med hans selskab.
Han gengældte Etiennes vage smil, da han fornemmede det i mørket - og nikkede anerkendende til hans ord. “Forhåbentligt snart, antager jeg?”
Han slap menneskets øjne for en kort stund, for at vende blikket fremad imod hans endedestination. Snart, konstaterede han da han afmålte afstanden mellem ham selv og sit opholdssted. Snart kunne han få lov til at smide alt hvad hans krop bar, og lade sig henfalde i varmt vand - og herefter rene lagner, i en ren seng. Han kunne næsten falde i staver blot ved tanken. Han blev dog afbrudt i sin kortvarige dagdrømmen, da han hørte Etiennes ord.
“For nu er det.”
Han rømmede sig lidt. “Jeg står desværre uden fast arbejde på nuværende tidspunkt - jeg tager lidt hvad jeg kan få rundt omkring i omegnen. Hvad med Dem selv? Har De et sted at sove for natten?”
I baggrunden kunne man begynde at fornemme byens lyde - latter, en summen af talestrømme eksisterende fra endeløse samtaler, en uidentificerbar larm der blot kunne defineres som bevægelser i bylivet. Judah kunne ikke andet end blot sukke lettet; vildmarken var ham i ryggen, og for en stund følte han alt andet end savn efter, at besøge den. 

”Meget snart, håber jeg.”
Der var ikke langt til kroen. Blot et par hundrede meter endnu, og så ville Etienne endelig kunne dumpe ned i en seng, der garanteret ikke var spor komfortabel, men alligevel var en betydelig opgradering fra skovens kolde, fugtvåde jord. Han tog dog, hvad han kunne få. Alt var bedre end at tilbringe en nat mere udenfor med nerverne kravlende rundt udenpå på tøjets yderste sømme, ude af stand til at lukke et øje af ren og skær frygt for, at noget slemt skulle hænde ham i hans seng. 

”Hvilket slags arbejde, hvis jeg må spørge?”
Spørgsmålet blev stillet af lige dele nysgerrighed og vagtsomhed. Interessen for at lære mere om den fremmede var oprigtig, men den bange anelse om, at Judah var en mand med ilde intentioner havde endnu ikke forladt kroppen.

”Jeg håber, at der er plads til mig på kroen.” De isblå øjne skævede imod kroen, og med en smule fantasi kunne han allerede mærke, hvordan det friske måltid ville mætte, og brændeovnens røde flammer ville varme hans kolde hænder. "Skal vi følges, når vi alligevel skal samme vej?" Det virkede fjollet at holde afstand, når deres destination var den samme.

Enten var det mørket der slørede menneskets øjne eller også var Etienne ikke bekendt med landets større personer indenfor lysets militærmagt. Der kunne også være en tredje årsag til, at han umiddelbart ikke genkendte varulven - uanset årsagen så priste Judah sig lykkelig over, at ikke han så ud til at kunne genkendte ham. Han priste sig lykkelig over at han på nuværende tidspunkt blot blev identificeret som hvad han umiddelbart virkede til at være. En helt almindelig borger.
Han skævede vagt imod Etiennes retning, nu seende hvordan de vandrede side om side. Han trak lidt på skuldrene idet han talte: “Det er lidt forskelligt - jeg tager hvad jeg kan få,”
Forklarede han, uden at kunne slippe mennesket ved hans side for en stund, inden han igen vendte blikket fremad.
Han fortsatte: “Men, som sagt: denne gang har jeg ageret guide for en - faktisk ejeren af krostuen, som vi er på vej hen imod -  herfra og til Tusmørkedalen.”
Han sukkede lidt, løftende hånden for at stryge noget af sit nedfaldne hår væk fra øjnene om bag den enkelte af sine øre.
“Kroejeren følte sig, som så mange andre idag, ikke særlig sikker på landevejene - så han hyrede mig også som beskyttelse. Vi var heldige med ikke at møde nogle ubehageligeheder under vores rejse.”
Han kunne ikke lade være med at se tilbage imod de isblå øjne, der endnu ikke havde fundet kontakt med hans. Han rynkede brynene, prøvende på at smile ganske ubekymret.
“Mon ikke de har en plads?”
Han rystede lidt på hovedet: “Jeg tror ikke der er en grund til at være bekymret.” Han åbnede munden for at tale, men stoppede for at høre den andens ord.
“Selvfølgelig. Det vil jeg meget gerne.”