Lyden af varsomme hestehove, der stødte mod den uvenlige skovbund, gav genlyd i ruinerne af Midnatsborgen, der strakte sig faldefærdigt men stolt i Dunkelskovens tætte tåge. Hesten stod særligt i kontrast til det lette mørke, snehvid som den var, og med dens bølgende og lange man og hale, som bevægede sig ivrigt for hver gang, at hingsten bevægede sig ukueligt fremad, under det skæve og uforudsigelige underlag.
Ligeså vel som hesten var iøjefaldende, således var også dens rytter. En ung skovelverhun, hvis lange mørke hår faldt om hendes hjerteformede og hvide ansigt, hvori isblå øjne betragtede hendes omgivelser med mistænksomhed. Rytterens navn var Isiodith Lómadriethiel og hun var langt væk hjemmefra – både af sind, såvel som distance.

Den smukt udskårne lædersadel var prydet med små rejsetasker, og mod skovelverens ryg hang en elfenbensfarvet hvid bue, samt pilekoggeret, hvis indhold Isiodith endnu ikke havde været nødtvunget til at benytte. I grunden havde rejsen til Dunkelskoven været af en begivenhedsfri karakter og for det, takkede Isiodith i sit stille sind Guderne.
I sandhed var det sjældent, at man så Elverlys beboende i den tætte tåge, men Isiodith selv havde været her før. Og hun var på jagt. Ikke efter Dunkelskovens mange obskure rigdomme, men efter urter og planter hvis healende kraft var mægtig og nødvendig, for de miksturer, som Isiodith kreerede i sin hjemstavn. Havde det ikke været for rejsens formål, var hun aldrig bevæget sig på hesteryg mod Midnatsborgen, velvidende at hun ikke blot var en fremmed derinde, men et lys i alt mørket, hvis intensitet tiltrak Mørkets Væsner.

Som hingsten besteg bjergsiden til Midnatsborgen, fulgte Isiodith vanligt med i dens bevægelser. Hun foretrak hingsten over andre ridedyr, for dens mod og taktfaste skridt, der ikke før havde mødt et underlag, den ikke var i stand til at betræde sikkert. Desuden var hesten ligeså muskuløs, som Isiodith var spinkel og hun kendte dens styrke – såvel som dens svaghed.
Med et let tryk mod dens kridhvide pels, førte Isiodith den ind i hjertet af ruinfæstningen og efter at have ladet sine isblå øjne glide rundt og konstateret, at hun endnu var alene, hoppede hun elegant ned fra hingstens ryg. Med tøjlerne fæstnet i sin ene hånd, løsnede hun en mulepose med styrkende foder og fastgjorde den til trensen, hvormed hesten, i hvert fald for et øjeblik, var optaget af at æde.

Med lette skridt, så Isiodith nærmest hoppede, bevægede hun sig lydløst mod en spinkel lyskilde, der var forårsaget af ildrøde blomster, hvis midte osede faretruende af en let røg. For det utrænede blik fremstod planteværket utilnærmeligt og farligt, men Isiodith vidste, at til trods for at de indbød respekt, at de, om muligt, var noget af det bedste plantemateriale, hendes blege fingre kunne anskaffe.

Ugevis med bjergvandring og hæsblæsende løb henover åbne sletter havde efterladt Etienne i sit livs bedste form, men alligevel fandt han, at hans åndedrag kom til et knap, da han kæmpede sig igennem skoven, hoppende og kravlende over gamle brosten og udskårne kampesten, der engang havde haft deres plads i fæstningens tykke mure. Den unge herre var udmattet og udsultet, men overlevelsesinstinkterne havde slået ind, og hans spinkle krop kæmpede til det sidste for at undslippe efterfølgerne. Hestenes hove buldrede bagude, to af dem og dog med lydstyrke som et tordenvejr, og lyden var den eneste, der fyldte Etiennes øregange på trods af, at hans forpustede åndedrag burde overdøve den.

Han havde formået at skalere adskillige imponerende sten og halvmure, og alligevel endte det med at blive en ubetydelig revne imellem to brosten, der blev hans nederlag. Skosnuden satte sig fast og han faldt, så lang han var, trillende ned af en skråning imod retning imod en lille lysning. Omtumlet satte han sig op iblandt planter og græs, kun for at erfare, at han var fanget. Troede han da.

Han stirrede op i et sæt isblå øjne lig hans egne, om end disses ejer var en køn, mørkhåret kvinde, overbevist om, at det var en af hans forfølgere, der havde nået ham. ”Jeg… Jeg… De...” var alt, der slap ud imellem de bævende læber, der lod ord vige for den stakåndede vejrtrækning.

Lyden af galoperende torden var det første, Isiodiths spidse ører opfangede. Instinktivt søgte de isblå øjne synderen, men som foregik dét kun i den fjerne horisont, fandt de intet, indtil noget tungt syntes at bukke under for tyngdekræftens mægtighed længere oppe af klippesiden.

Isiodith havde ladet den smukt udskårne bue, før væsnet, tilsyneladende et menneske, landede i lysningen og med pilespidsen pegende faretruende mod ham, nikkede hunelveren opfordrende. Ikke at hun nåede at lade nogle ord flygte fra hendes læber, for som mandens egne forstummede, tog lyden af befalinger og spurtende hestehove til.
Den hvide hingst reagerede dyrisk på sensationen af dens artsfæller og med vågne øjne så den højt mod nord. Isiodith løsrev sit blik fra mandens, men kun for at lade det flugte med dyrets. Endnu havde ingen væsner ladet sin skikkelse afsløre, og kun lyden tog til med en frygtindgydende fart.

Hunelveren sænkede buen, som de isblå øjne atter fæstnede sig på menneskets forpustede og underernærede skikkelse og Isiodith lod sit eget instinkt fører hende, som hun tilbagelagde afstanden mellem hende selv og menneskemanden. Som hun løb, kastede hun buen henover det hjerteformede hoved og stak pilen ned i det smalle hulrum mellem bæltet og hendes skarpe hofteben.
I det hun nåede manden, lod hun sine hænder gribe om hans arme. ”Kom med”, beordrede hun, dog mere mildt end ordene ellers indbød.

Isiodith måtte trække på kræfter, hun end ikke besad, som hun hjalp mennesket op og dernæst kæmpede hans ene arm henover hendes smalle skuldre. Straks satte hun i løb, så megen dødvægten nu tillod hende, og med en enkelt kommando mod hingsten, satte de af sted ned langs bjergsiden.