År 2019, tiden er endelig kommet. Gajos Milanus, også kaldet Den Grå Munk, er om bord på skibet der skal fragte ham til Balzera hvor han tid som Vandrer skal starte. Det er mørk nat. Krystalhavet ligger sort og fladt under det store skib, Den Grå Munk sidder fordybet over sine optegninger i skæret fra det talglys han har fået med fra sine Brødre. For første gang nogensinde, i det liv han kan huske, skal han forlade Topalis, han forlader sin hjemstavn for aldrig at vende tilbage. Når en Broder når sit 89 leveår skal han vandre på rigets veje i askese og dø som en fattig men ren mand.

Solen er på vej op i det fjerne, Den Grå Munk kan mærke hvordan luften er ved at blive varmere omkring ham, han er længere sydpå end han nogensinde har drømt om. Oppe på dækket kan han høre søens mænd arbejde med de store sejl, arbejde med tovværket for at holde skuden på ret køl. Den Grå Munk kan mærke han bliver dårlig, han vælger at gå underborde, men ved foden af trappen giver hans ben efter, han går på knæ og lukker øjnene og ser,

Balzeras havn var en af de travleste i landet. Det sagde sig selv, når så meget tyvegods, smuglervare og slaver skulle fragtes til og fra den store by. Det var ikke svært at spotte de mere skumle typer fra de mindre, og dem der så mindst skumle ud var faktisk slavehandlerne, der her i ørkenen var de eneste, der ikke lavede noget ulovligt. 
Lynn fnøs for sig selv. Opvokset som hun var i en anden del af landet, så hun skævt til forskellene i loven, men det kunne ikke falde hende ind at sige det højt. Loven var loven, og hun var kun på visit i Balzera, inden de skulle tilbage til hovedstaden og hun kunne nyde et par uger på land. 
Et par fra hendes mandskab havde besluttet at tage deres landtid i Balzera, og selvom det var en smuk by, var den alt for varm for Lynn. Hun følte allerede sin hud udtørre, så snart de havde lagt til, og hun savnede et fugtigere klima og en rolig sø. 

Som hun stod på kajen og ventede på at lasten kom godt i land, lagde et andet, lidt mindre skib til på den anden side af hende. Der var ikke meget for hende at lave - handelsmanden, hun havde ført sikkert fra Dianthos og herned, stod selv for at fragte sine folk og sit gods, så hun skulle mest bare sikre sig, de ikke fumlede og faldt i vandet, eller redde dem op når de gjorde - så hun betragtede de nyankomne. Hendes bryn rynkede sig, da en ældre herre steg af og så noget udmattet ud og næsten grøn i hovedet. Munkekutten afslørede hans profession lige så hurtigt, som hendes egen røde uniform gjorde. 
Som han steg ned fra landgangsbroen, så han mere og mere skrøbelig ud, og da ingen andre var omkring ham, tog Lynn et par skridt mod ham og tilbød ham en støttende arm. Åh, selv hans hånd gled på staven, han støttede sig til. 
"Lad mig hjælpe Dem sikkert i land, hr.," foreslog hun og med det moderlige, der kom op i hende, skiftede hendes ellers hvide hårfarve til en behagelig blå, og hårstrående svævede næsten omkring hendes ansigt, klar til at lægge sig beroligende på ethvert sted, der kunne have behov for det.