Periode: Perioden mellem “Elementalernes hævn” og “Tørken”.



 

Kling, klang, klonk. Lyden af sværd mod sværd klingede i morgenluften, sammen med stanken af sprut og sved. Den der hyggelige nat på en kro var endt ud i en intens sværdkamp, som en eller anden havde genkendt Randalls grimme ansigt fra en af efterlysningsplakaterne. Det skete med jævne mellemrum, og for det meste kom Randy ud af det uden de helt store problemer. Han var trods alt ret god til at svinge sit sværd eller rende sin vej, men i dag var han bragende fuld efter nattens tunge druk, så han kunne knapt nok stå på sine ben, mens han næsten automatisk lod sværdet flyve rundt i luften. 
Og selvfølgelig gik det ikke specielt godt. Faktisk ret dårligt. Han blødte fra flere steder, hvor modstanderens sværd havde snittet ham og snart borede sværdet sig ind i hans bryst.
Det tog et øjeblik at dø, fyldt med smerte og smagen af blod, men ud over det, tog Randy det ikke så tungt. Så slap han da i det mindste for tømmermændene. 

Det var hans sidste tanke, inden verden den blev sort.


Lyden af let raslende metal nåede hans ører, inden han slog øjnene op igen med et gisp efter vejret. Der var dunkelt. Hvorfor var han? Indenfor i hvert fald. Hvad i alverden var det, han lå på? Et eller andet stak ham i ryggen og med et støn og en hånd mod brystet flyttede han lidt på sig. Skubbede sig op på albuen, bortset fra, at underlaget flyttede på sig under hans vægt. Han følte sig stadig en smule fuld, selvom han ikke var det, så det tog ham et øjeblik at opfatte, hvad han lå på. Med en lyd spærrede han øjnene op. Ved alle guder! Han var jo rig!
Efter at have stirret på skatten et stykke tid, var fantomsmerterne og følelsen af at være fuld ved at være væk og han fik revet sig løs for at se rundt. Det var en grotte. En lummer grotte. Altså, der var varmt. Han kunne ikke lige gætte, hvor forbandelsen havde smidt ham hen, men det var vel næsten også lige meget. Alt det rigdom omkring ham! Han fik øje på en primitivt bygget kasse, og han fik skubbet sig ned af bunken for at hente den og fylde den op med ting. 

Så snart den var fyldt op, slæbte han den mod udgangen. Selvfølgelig så han sig for, men hans blik blev hele tiden lokket ned til kassen i hans arme. Så det var først, da solen ramte hans øjne, at han blinkede og så op. Der stod en mand. En nøgen mand. Randy stoppede op og stirrede forvirret et øjeblik.

Manden vendte sig lige som Randy løftede blikket. Først lagde han mest mærke til mandens mangel på tøj. Ikke at det generede Randy, selvom han da hellere ville have set en nøgen kvinde for at fuldende oplevelsen med rigdomme. Åh vel, man kunne vel heller ikke være så heldig at få det hele på én gang.
Hans blik kravlede opad mod mandens ansigt og det var her, det gik op for Randy, at han måske ikke var så heldig som han havde troet. Håret var ildrødt og øjnene... en lydløs ed forlod hans læber, som manden ligefrem brølede af ham. 

De fleste anså nok ikke Randall som værende en specielt intelligent mand, men han havde alligevel en del livserfaring, så selvom han ikke altid tænkte lige langt, vidste han en del. Og han kunne da genkende en ildelementaler, når han så en. Lort. Ild. Randy hadede ild, det var smertefuldt og man døde så langsomt af det.
Det virkede til, at manden blev vred over, at Randy havde taget for sig af rigdommene inde fra grotten. For et øjeblik overvejede han om han kunne tage benene på nakken med kassen i favnen, men den var tung og han havde ingen anelse om, hvor han var henne. 

Det gjorde ondt helt ind i sjælen, men langsomt satte han kassen ned. Måske var det også en god idé at få hænderne fri, så han kunne gribe sine våben. Altså, når det var nødvendigt, han ville helst ikke provokere elementaleren mere end højest nødvendigt.
Han løftede hænderne op foran sig, da han rettede sig op igen. Man kunne godt se på ham, at han ikke var helt tryg i situationen, men han var ikke ligefrem bange. Han kunne trods alt ikke dø, men tanken om ild gjorde ham alligevel lidt utilpas.
"Er det dine ting? Jeg ville bare lige... erhm... flytte det til et mere sikkert sted." Randy forsøgte sig med et smil, mens hans blik hurtigt gled over omgivelserne. Sig ham, stod han på et bjerg?! På en ø?! Ved Zaladin, det var typisk!

Randall havde egentligt forventet at dø skrigende i smerte, så snart kassen var placeret på jorden, men ingenting skete. I stedet stirrede elementaleren bare på ham, som var han et nyt og spændende dyr, vist frem på en markedsplads. Landevejsrøveren vidste ikke helt, hvad han skulle tænke om det. Var det en god ting? Eller var han lige blevet bestemt til at være aftensmad? Trods dommedagstankerne, var han stadig ikke bange. Men han spærrede dog øjnene op, da manden begyndte at svæve rundt om ham. Så han kunne ligefrem svæve?! Han drejede sig lidt efter ham, men fulgte ham ikke rundt, da han godt kunne fornemmes, at han skulle ses an.

Pludseligt bragede en stemme i hans hoved og en intens hovedpine dukkede op på et splitsekund. Randall trak skuldrene op og dukkede hovedet i forskrækkelse.
"Ved Zaladins rådne tænder, du behøver ikke at råbe!" Han skar tænder og gned sig i tindingen, mens han vendte sig mod elementalet, som han stirrede lidt på med sammenknebne øjne, inden han sukkede dybt og så rundt. Var der... ja, dér. En sti. 
"Er det vejen n... ja, fint, jeg smutter nu." Han kastede et meget langt blik efter kisten, mens han gik forbi den og hen til stien, der så ud til at føre nedad. Uf, det var en grim sti. Han drejede hovedet og så på ildmanden, mens han pegede ned ad stien. 
"Prøver du at slå mig ihjel?!" Spørgsmålet var ikke stillet til at få svar, så han ventede heller ikke på et, men begyndte sin nedstigning. 

Lort. Pis. Syfilis. Stien var fyldt med løse sten og nogle steder var den ikke bred nok til at sætte to fødder ved siden af hinanden. På den ene side var der en klippevæg og på den anden... Randall forsøgte at lade være med at kigge for meget ned og i stedet koncentrere sig om, hvor han satte sine fødder. 
Der var varmt omkring ham, og det varede ikke længe inden han kunne mærke tørsten. Og sulten. Han var åbenbart blevet forbandet på halvtom mave, for han var altid småsulten, når han vågnede efter en død. Men tørsten var værst.
Da han kom til et lidt bredere sted, besluttede han sig for, at han skulle have en pause, så han satte sig med fødderne ud over kanten og tørrede sveden af panden. Der var åbenbart stadig langt ned. Men udsigten var god, det måtte han sige.

Det var da også Zaladins, så varmt der var. Sveden blev ved med at danne perler på Randalls høje pande, dyrebar væske, der helst skulle blive i kroppen. Nå, mon ikke, at han kunne finde noget vand et eller andet sted. Dø af tørst gjorde han i hvert fald ikke endnu, det havde han prøvet før og det tog sin tid. I ørkenen. Hvor der også var varmt. Varmen her var meget anderledes, meget mere fugtig. Og underlig. Nok var solen varm, men luften føles mere lun. Som om det var jorden, der varmede den op. 
Han ville have tænkt noget mere over det, men elementaleren dukkede op ved siden af ham. Randall var hverken blind, døv eller dum, så han havde godt bemærket at væsnet fulgte efter ham, men så længe, det bare blev bag ham, havde Randall koncentreret sig om at holde fødderne på stien.

Fnyset talte sit eget sprog. Pause. Videre! Men lige som Randy havde forberedt sig på at få den der stemme til at brøle igennem sit behårede hoved igen, raslede en sten ned forbi dem. Han lagde hovedet tilbage og så op. En bjergged. Der brægede af ham og ildfætteren. Ingen havde nogensinde påstået, at Randall var helt normal, hans første reaktion var i hvert fald at bræge tilbage af geden, en lyd der var rimeligt godt gengivet. Dyret så helt chokeret ud for et øjeblik.
"Ja ja, sådan er det, når man ikke kan holde sin kæft." Han brummede kort af morskab over sig selv, inden han flyttede blikket tilbage over udsigten. Hvordan mon han skulle komme i land? Mon der boede andre end ildfætteren på øen? Hvillken ø var det egentligt?

Han skævede til sin kompagnon og overvejede, om han skulle spørge, men droppede straks idéen. Hovedpinen lå stadig og gjorde hans dag mere miserabel end den allerede var. Ingen grund til at tvinge ildfætteren til at råbe ham i skallen igen. Men lige nu ville han altså holde lidt pause, så selvom han havde fornemmet hans irritation, blev han siddende.
"Hold op her er hedt. Puh. Jeg hedder for øvrigt Randall." Han tørrede sig over panden igen. Lummert.

Selvom han kun viste det med et smil, morede ildfætterens reaktion på hans brægen ham. Ret meget, faktisk. Nå den havde han ikke lige set komme?! Hæ. Det var ikke fordi, at Randall ikke respekterede ildelementaleren, eller, hans evner i hvert fald, men han var nu lidt spøjs. Det virkede ikke til, at han havde haft så meget med andre væsner at gøre - heller ikke dyr, åbenbart - men det var måske ikke så sært i forhold til alt det, der var sket for nyligt. Og hvis han så havde boet her på øen? Nå, det var spekulationer og det gjorde Randy sig ikke så meget i. Han forholdt sig bare til det, han kunne se, hvilket var gnister og faren for ild ud over elementalerens nysgerrighed. Han stirrede. Meget. Noget der heldigvis ikke gik Randall så meget på.

Selvom han sad og så ud over det smukke landskab, skævede han alligevel til ildfætteren, der kom nærmere. Ild var vitterligt ikke hans favoritelement, og han ville gerne undgå at brænde ihjel, hvis han kunne komme til det. Det andet væsen satte sig på knæ ved siden af ham, hvilket dg fik Randy til at dreje hovedet og se lidt mere direkte på ham. Og så bragede stemmen igennem hans hoved igen. Det var næsten som at blive slået med en hammer og han kunne ikke lade være med at skære ansigt i ubehag. Hovedpinen tog til i intensivitet igen.
"Jamen hej Jyoti, hyggeligt at møde dig." Ord var bare ord og man kunne nok også godt høre på ham, at han bare snakkede ude at mene det. Altså, det var ikke høflighed der var Randalls stærkeste side. 

Det gav et lille ryk i ham, da ildfætteren rakte ud efter ham, men der var ikke plads til de store vilde fysiske udfoldelser, så han lænede sig kun en smule væk fra hånden. Den gjorde ham dog ikke ondt, men begyndte at hive i hans tørklæde. Han skulle lige til at brokke sig, men det var måske nok en god idé at komme af med det her i varmen. Så tavst betragtede han Jyoti tage det til sig og... snuse til det?! 
"Jeg tvivler på, at det lugter specielt godt." Det var ikke personlig hygiejne han gik mest op i, og han vidste godt, at hans personlige lugt - på de slemme dage - kunne få de fleste til at få brækfornemmelser. Men så måtte de jo bare holde sig væk.

Randall åbnede munden for at sige noget ala "hey, det er mit tørklæde!", men han lukkede den hurtigt igen, da ildfætteren smed det fra sig og kastede en flamme efter det. Nå, ja, han var ikke specielt bundet til sine ting, især ikke, når det kom tilbage, næste gang han døde. Så han sukkede bare og så på sit tørklæde gå op i røg. Noget der virkede til at ophidse ildfætteren mere end godt var og endnu en gang måtte Randy lige synke en ekstra gang ved tanken om, hvor sjovt elementaleren ville have det ved at sætte ild til ham. Han ville brænde noget længere end det lille stykke stof...

Hans grusomme tanker blev afbrudt ved at ildfætteren, der begyndte at svinge med armene og lave lyde af ham. Hvad i alverden... Randy stirrede forvirret op på ham, indtil det gik op for ham, at han ville have ham til at gå videre. Lige som tanken var tænkt, begyndte det at stå ud med gnister, der sved i hans ansigt og på hans hænder.
"Jaja, ved Zaladin! Jeg skal nok komme videre. Ved guderne." Han kom på benene og tog en dyb indånding, inden han fortsatte ned af den smalle sti.

Hvordan han klarede det i live, vidste han ikke, men endeligt blev stien bred og forsvandt. Ah. Endeligt fast jord under fødderne. Eller hvad man nu skulle sige, efter sådan en klatretur. 
Sveden haglede af ham, han havde endda åbnet sin læderjakke hvilket absolut ikke havde hjulpet noget. Luften var så tyk, han havde endda svært ved at få vejret. Han rettede et udmattet blik mod ildfætteren.
"Jeg er nede, er du glad nu?!" Han løftede op i den sorte trøje, han havde på under jakken, afslørende sin bare mave, mens han brugte stoffet til at tørre sved af ansigtet med.
"Nu kunne du godt tage at pege mig i retningen af noget vand, inden jeg tilter af tørst." Han lod trøjen falde på plads og så på Jyoti med et hævet øjenbryn, overvejende om han skulle i gang med nogle håndtegn for at forklare ham, at han var tørstig.

Det var lidt som at snakke til en sten, når han snakkede til ildfætteren, der kom ikke meget reaktion ud af det. Randy så lidt træt på ham, som han skiftede til en eller anden form og svævede af sted. Lejesoldaten blev stående og så sig omkring. Der var tydeligvis noget bebyggelse i nærheden og han lyste lidt op. Måske de kunne hjælpe ham. Havde vand og en måde at komme af øen på. Det kunne da ikke skade at spørge? Måske de også havde noget vand, han havde virkeligt brug for vand. Eller øl, selvom varmen faktisk gjorde vand mere lokkende. Det var lige som i ørkenen, der drak han ved zaladin også vand. Brr.

Han tog et par skridt i retning af bebyggelsen, da han kom i tanke om ildfætteren, hvilket fik ham til at skære ansigt. Han kastede et blik mod det svævende ild og bandede så dæmpet, for det var ret tydeligt, at den forventede at han fulgte med. Han tøvede. På den ene side kunne elementaleren rende ham, den havde kun været en pestilens på vej ned af bjerget. På den anden side havde Randall ikke lyst til at dø ved ild igen, og han var egentligt lidt nysgerrig. Hvad var det, ildfætteren ville ham? Den ville tydeligvis have ham med.
Randy kørte en hånd over sit korte, allerede ret grå hår, inden han slog ud med armene og fulgte efter sin "vært". 

Det blev kun værre af at gå ind i skoven. Træerne skyggede for solen, men fugtigheden var meget højere og der var ikke en vind, der rørte sig. Der gik ikke ret mange minutter, før Randy gav op og tog læderjakken af og bar den af sted i den ene hånd. Trøjen under klistrede til hans krop og havde det ikke været for den store mængde af flyvende insekter, havde han smidt den også, men han gad simpelthen ikke være et tagselvbord for bidende små kræ. Det var nok, at han måtte klaske løs, når de hylede om hans hoved og nakke.
Det var ikke nemt at komme frem, og han havde problemer med at følge med ildfætteren. Hvor længe han måtte kæmpe sig igennem underskoven vidste han ikke, men på et tidspunkt åbnede den sig op... og der var en sø.
"Ah!" Uden tøven væltede han over det sidste væltede træ og stormede frem for at smide sin tørstende krop ud i vandet. Selvom det bare var søvand, havde vand næsten aldrig smagt så godt før og han drak løs.

Åh, vand, hvilken vidunderlig skabelse. Randall slubrede løs, og hans krop tog godt i mod. Han havde nær glemt sin varme følgesvend, men blev hurtigt mindet om ham, som hans stemme bragede igennem hans hoved og fremprovokerede samme hovedpine som før, der ellers var gledet om bag i hovedet og ikke gjorde så meget væsen af sig. Det gav et ryk i lejesvenden, der mumlede et par bandeord, inden han fyldte hænderne og smed noget vand over hovedet et par gange. Derefter rettede han sig op med et suk og så rundt. Vand er meget lidt. Hvad så end det betød. Et blik på søbredden gav ham dog svaret, som han kunne se, at vandstanden plejede at være noget højere. Nåja, og hvad så?

Han skævede tilbage på ildfætteren og kom så på benene med vandet løbende fra sine bukser. Selvom ildelementalens ansigt var svært at læse, var det alligevel ret tydeligt for Randall, at han bekymrede sig om vandet. Lidt overraskende, siden det nok ikke ligefrem var vand, en ildelementaler var glad for. 
Måske var det den tanke, der fik ham til at rynke panden lidt og kigge på vandet og omgivelserne igen. Det var faktisk ret meget, at vandstanden var faldet. 

Randall var ikke ligefrem klog på natur. Altså, han vidste, hvad man skulle æde og hvad man ikke skulle æde, hvilke planter man skulle undgå, især til at tørre røv i, hvordan man byggede ly og den slags. Og han kunne også følge et spor. Men ellers gik han ikke så meget op det. Han var mere interesseret i øl, kort og terninger og kvindfolk. 
Så egentligt vidste han ikke, om der var noget galt, når en sø mistede så meget vand. Det gjorde de jo om sommeren, der var endda mange, der tørrede ud. Så han trak på skuldrene.
"Det ser ud til, at den er fordampet lidt. Det sker jo, når der er varmt. Det er meget normalt." Han kørte atter engang sit ærme over sin pande, denne gang for at fjerne nogle dråber søvand. Men sveden var ikke holdt op med at løbe, bare fordi han havde haft benene i vand.

Randall tog sig til hovedet, da ildelementalen begyndte at snakke i hans hoved igen. Ved alle ildelugtende minotaurnosser, det føltes absolut ikke rart! Han var lige ved at bede ham om at holde op med det, men det var alligevel deres eneste måde at lave et forsøg på meningsfuld kommunikation. Og det var bare lidt hovedpine. Han havde prøvet værre. Men hvad i alverden dette væsen ville med ham, det kunne han ikke regne ud. Han var ikke ligefrem eventyrstypen, ikke en af de der idioter, der rendte ud for at møde nye væsner og hjælpe, hvor de kunne. Han rejste rundt for at arbejde, men mest bare for at finde en ny kro med nye piger og øl og godt selskab. Ikke for at hjælpe mystiske væsner med deres problemer. Ikke uden at blive betalt godt for det i hvert fald!

"Altså med den varme her, er det ikke så sært, at..." Han afbrød sig selv, som lyden af en gren, der knækkede, fik ildfætteren til at fryse og se ud i skoven. Han selv så derud, men fik ikke øje på noget. I stedet blinkede han lidt og så på jorden, hvor to kastanjer landede. Det var sært. Han lagde nakken tilbage for at se op, hvilket han fortrød med det samme, for han fik en kastanje, stadig indpakket i sine pigge, lige i panden. Han satte i et hyl, efterfulgt af en række bandeord, der kun tog til i styrke, som det begyndte at vælte ned med kastanjer omkring ham. Og på ham. Det tog ham ikke mange øjeblikke at hive jakken op over hovedet for at beskytte sin hovedbund.

"Ved Zaladins røvhul foregår der her?!" Han forventede ikke rigtigt noget svar, men satte straks af sted i den retning, de var kommet fra. Han skulle da væk fra kastanjerne! Væk fra træerne og hvad end, der fik det til at regne med de hårdtslående, piggede ting. Det var ikke fordi, at han havde en idé om, hvad det var, der fik det til at ske, men måske en tanke om aber havde strejfet hans sind. Han havde bare ikke set eller hørt nogle aber?!
Med armene oppe for at holde på jakken, var hans balance skæv og det tog ham heller ikke mange skridt at vælte over et eller andet, hans fod blev fanget over. Med snotten først landede ham i den fugtige jord, der slog vejret ud af ham og stak ham i siden med en gren. Bare for at føje spot til skade, ramte en af de små sataner med pigge ham lige på røven og stak ham smertefuldt i den ene balle, hvilket fik endnu et hyl ud af ham.

Ved Zaladin, de syvdødssynder og alle landets plager, hvad foregik der?! Kastanjerne faldt stadig omkring ham, og han kom hurtigt på benene for at fortsætte sin flugt fra angrebet fra oven. Hvad kunne det ellers være? Det var ikke naturligt, så meget vidste han da alligevel om træer og kastanjer!
Men det tyndede heldigvis ud og til sidst stoppede det. Han stoppede forpustet op og så tilbage mod ildfætteren, der endeligt så ud til at få lettet røven og løbe væk, hen i mod ham. Det fik Randall til at løbe videre, måske det var hans mulighed for at slippe væk, nu der var et stykke i mellem dem.

Men han nåede ikke ret langt, før himlen åbnede sig over dem med et brag. Det var store, tunge dråber, der fik blade til at falde omkring dem, og det tog ikke mange øjeblikke inden den sorte trøje klistrede til hans krop, mere end den havde gjort før af sved. For én gangs skyld kunne Randy nyde regnen, den føltes dejligt kølende i varmen, men egentligt skræmte den ham mere. Lyn var ikke noget, han brød sig om, og et eller andet sagde ham, at samme kraft var bag regnen som bag kastanjerne, så den var lavet til at skade. Selvom han først ikke kunne regne ud, hvad regn skulle kunne gøre. Indtil det slog ham, at ildfætteren nok ikke havde godt af vand. Så det var ham, der var i problemer?

Han løb stadig, om end en smule langsommere. Skoven var tæt og det kortvarige mørke havde gjort det svært at se noget. Der var ikke meget lys i forvejen med de tætte trækroner. Regnen stoppede igen ret hurtigt og luften var nu tungere end før. Så tung, at det næsten føltes som at løbe igennem en tyk suppe.
Selvom hans plan var at løbe fra ildfætteren og finde ud af at komme tilbage til fastlandet, stoppede han alligevel op, da der blev talt til ham i hans hoved igen. Det var en ordre, men en ynkelig en af slagsen. Langsomt vendte han sig mod sin uønskede følgesvend, der dampede og så noget hårdt ramt ud af regnen. Sølle. Det var ikke fordi, at Randall følte med ham, det var han ikke helt medfølende nok til, men han blev alligevel stående, selvom han havde chancen for at komme væk.
”Er det dig, der er upopulær, eller er det bare en dårlig dag at besøge øen på?” Han var sarkastisk. Det dryppede fra hans næse og hans hår lå vådt mod hans kranie, lige som hans trøje klistrede til ham. Han havde stadig jakken i den ene hånd, kniven spændt på ryggen og sværdet ved hoften.