Tid : ved 19 tiden 
Vejret : lunt, lidt skyer
Dag : Onsdag

Det havde været en af de længere dage, Simar havde hjulpet sin mor hele dagen, ikke at det gjorde ham noget for det gjorde det ikke. Faktisk kunne det være mega hyggeligt og sjovt at hjælpe til, særligt hvis der kom rejsende som havde gode historier eller eventyr at fortælle, der kunne Simar indimellem godt falde lidt i staver mens han bare lyttede. Dog når der blev kaldt på ham var han hurtigt uden at tankerne og eventyrerne som blev fortalt. Man kunne aldrig få for mange eventyr, men man skulle også huske ikke at leve hele sit liv i eventyr, det havde han altid fået af vide og det gjorde han heldigvis ikke.

Simar havde siddet bag disken hvor hans mor var og bare hygget sig imens han ventede på at der var noget han kunne gøre, han snakkede lidt hist og her med sin mor og var hurtigt ude og aflevere serveringer hvis der var noget han skulle servere som han kunne bære. Simar var ikke god til at bange for mange ting af gangen så kun en ting i hver hånd.

Han havde været i gang med at skulle fortælle sin mor om et af hans nyeste eventyr han havde fundet på og ville prøve at udvikle til et teater stykke. Men mere nåede han ikke før han kiggede over på døren og så denne gå op, et velkendt ansigt var trådt ind i kroen, det lyse hår og krøllerne var noget han aldrig havde glemt! Simar havde ikke set ham siden de måtte flygte, han havde ikke engang nået at sige det til ham selv, før de skulle væk. 

Derved hoppede Simar hurtigt ned fra stolen han havde siddet på og efterladt sin mor. Han løb alt han kunne hen til døren for at nå Sorris inden han forsvandt i mængden af folk på kroen. " HEY" Sagde han en anelse hyper og med verdens største smil på læberne. Vi er tilbage igen" Sagde han og så på ham, kort forsvandt smilet, da han huskede at han ikke selv nåede at sige til Sorris at de måtte forlade byen. Dog kom smilet tilbage og han udbrød " Det godt at se dig igen" Man skulle næsten tro at Simar havde fået en masse opkvikkende eliksir eller sådanne noget.

Sorris var taget på kroen med et par af de andre væbnere. De havde følt sig en smule eventyrlystne og Sorris var fulgt med, selvom han egentlig havde undgået kroen i et stykke tid. Han havde savnet Simar og selvom han viste, hvorfor elveren var forsvundet, så havde det gjort ondt alligevel. Sorris havde ikke venner nok til at kunne ignorere, når én af dem forsvandt.

De var dog kommet ind på kroen og var netop på vej hen mod et ledigt bord, da Simar pludselig næsten materialiserede sig foran ham og Sorris så både himmelfalden og glad ud. "Simar!" sagde han og et bredt smil bredte sig over hans ansigt. "Det er også virkelig godt at se dig igen!" Han var lige ved at læne sig frem for at give kammeraten et knus, men endte med bare at stå og vippe lidt på fødderne i stedet med hænderne på ryggen. Det var virkelig sært at se Simar igen. Elveren havde ikke rigtigt ændret sig af udseende og virkede pludselig lidt yngre end Sorris - som var vokset betragteligt på de to år, der var gået. Hans stemme var også blevet dybere. Men det havde han selvfølgelig godt vidst, der ville ske. Simar var jo trods alt elver.

Havde det ikke været fordi Sorris havde været sammen med de andre væbner, havde Simar tilladt sig at give ham det største kram han nogen sinde ville have givet til Sorris. Det var virkelig dejligt at se Sorris og at Sorris havde det på samme måde som Simar havde. ” hvordan har du det? Du er vokset en del og din stemme er blevet mørkere som en rigtig mand næsten” sagde Simar og kløede sig i nakken. Det var måske ikke lige frem det bedste at sige til en væbner, foran Sorris væbner venner. 

Simar kiggede bagud for at se over på sin mor, der virkede til at være i fuld gang med arbejdet. ” Vil i have noget? Jeg kan hente det?” Sagde Simar og smilte stort, han ville gerne hænge ud med Sorris og hans venner. Måske Simar også skulle blive væbner? Han vidste bare godt at hans mor nok ikke ville gå med til det, eller at Simar på ingen måde ville kunne følge med dem eller være lige så gode til tingene som Sorris og de andre var. Simar havde da set hvordan de trænede og det så virkelig sejt ud men også farligt ud.

” Er der sket meget mens jeg havde været væk? ” spurgte han og så på Sorris og puffede Sorris blidt afsted mod et af de borde der var ledige og længst væk fra alle de andre der var i kroen. ”Hvad vil i have? Så finder jeg det?” Sagde han næsten overgearet, han ville hygge sammen med dem, og høre om alt det der var sket mens han har væk og måske han kunne overtale Sorris til at hjælpe ham med at blive stærk lige som Sorris var.

Én ting havde i hvert fald ikke ændret sig i den tid, Simar havde været væk. Munden stod aldrig stille på ham og Sorris kunne ikke lade være med at smile. "Ro på, Simar," sagde han derfor bare og holdt hænderne afværgende op foran sig. "Du bliver nødt til at give mig tid til at svare på dine spørgsmål først." Han blinkede til sin gamle ven og vente sig mod sine væbner-venner. "Kan I ikke finde et bord og så kommer jeg om lidt?" Han var ikke helt vildt efter at være alt for venskabelig over for en gammel ven, hvis der var publikum på og han følte sig lidt lettere til mode, da de hurtigt forstod hentydningen og sjoskede hen til et bord. "Godt. Hvad er det så, du gerne vil vide igen?" spurgte han og vendte sig tilbage mod Simar med et smil. "Isari vide, at det er godt at se dig igen."

Sorris skyndte sig at ryste på hovedet og lagde en arm om skuldrene på sin ven. "Du gjorde mig ikke til grin," forsikrede han ham om og gav han skuldre et let klem. "Jeg er også virkelig glad for at se dig igen." Han smilede varmt og slap så Simar igen. 

Han kunne ikke lade være med at ranke ryggen bare en lille smule, da Simar spurgte, om ikke han var vokset. Han var vokset. Næsten en håndsbredde siden han så Simar sidst. Det føltes helt rart at få den slags komplimenter fra en ven. Simar havde altid været meget ligefrem og Sorris kunne ikke lade være med at smile. Da han spurgte til begivenhederne i Dianthos gled smilet dog af Sorris' læber igen. "Ja, der er sket meget her. Alt for meget. Jeg har det ikke ret godt med det." Sorris var stadig plaget af de tanker, som var gennemløbet ham på kamppladsen den dag, da den falske Dronning var blevet afsløret. Hvordan kunne man nogensinde være sikker på, at man tjente den ægte Dronning, når ingen havde opdaget det i så lang tid?

Det var med et lettet smil at Simar slappede lidt mere af igen, at han heldigvis ikke havde gjort Sorris til grin over for sine venner, det havde nemlig ikke været hans mening. Han havde nok bare været lidt for glad for at se Sorris igen at han ikke helt havde været så god til tænke over det han sagde og gjorde, men det skete indimellem, Simar var ret overbevist om at andre også kunne reagere sådan over for venner de ikke havde set længe. ” du lyder meget mere som en rigtig man Sorris, og ligner mere end rigtig mand nu” Sagde han og kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Simar var da også vokset og sådan men slet ikke på samme niveau som Sorris gjorde, Simar lignede stadigvæk en lille dreng hvis man spurgte ham, og han kunne da heller ikke vente på at han skulle blive højre og ligne en rigtig mand lige som Sorris var på vej til.

At Sorris smil forsvandt fra hans læber, gjorde Simar usikker. Han vidste ikke helt om han turde høre hans svar nu så Sorris så sådan ud, det var ikke rart. ” Er d er nogen der har gjort dig noget? Hvad er der sket her da? Jeg ved kun der var nogen mænd som smed mig og min familie ud og andre elver?” Sagde han stille og kiggede sig omkring, han ville helst ikke have at alle mulige stod og lyttede til dem, han kiggede også kort over på hans mor og han kunne se hende smil til ham.

Sorris trak lidt på skuldrene og så et øjeblik næsten akavet ud. "Naaah, der er ikke nogen, der som sådan har gjort mig noget. Ikke personligt i hvert fald. Men det har været et par hårde år. Til at starte med anede ingen selvfølgelig, hvad det var der skete, men alle var utrygge. Og da der så begyndte at komme udgangsforbud og den slags." Sorris rystede voldsomt af ubehag en enkelt gang og trak så vejret dybt ind. "Men heldigvis er det ovre nu." I hvert fald i offentlighedens øjne. "Har du haft det godt?"