... Alfen smilede fornøjet og rakte ivrigt en krystal frem, pressende den i hænderne på den unge danserinde, tydeligt ikke tagende andet end accept som et svar fra hende.
Så Delara accepterede.
En usædvanlig gave. En krystal glødende blåt som havets dyb, før den langsomt skiftede farve til lysere og lysere blå, som dens glød blev til lys og det blændende...

Lyset falmede langsomt tilbage til den første glød, som også krystallen vendte tilbage til sin dybe blå farve. Delara så på den et langt øjeblik, før et iskoldt vindpust ramte hende og tvang hende til at forholde sig til det hendes sanser fra lyset forsvandt havde forsøgt at fortælle hende.
Hun var ikke i ørkenen længere.
Hun drejede sig langsomt rundt på stedet knugende fast om den blå krystal, mens hendes øjne videde sig ud. Alt var klædt i blød hvidhed, der skar i øjnene som sand kunne gøre det når solen stod højest. Det lå over sten i en unormal grå farve og over forvoksede pinde strække sig umuligt højt over hende.

Mest påtrængende var dog kulden. Delara trippede hurtigt og samlede armene om sig så bjælderne om ankler og liv klimtede glædeligt, men fandt det ikke meget hjælp. Bevægelse mere end armene så med et søgende blik rundt vadede hun gennem det hvide mod et spor der så ud til at være trampet af mange fødder og hjul. Et spor måtte føre et sted hen og det var hvad hun havde brug for. Et sted der var blev søgt hen.
Så kunne nogen nok fortælle hende hvad det hvide var.
Og hvor hun var.
Med det besluttet viklede hun det lette tørklæde om sig frem for at lade det flagre i vinden og satte den ene fod foran den anden.

Verden var hvid omkring dem, ud over klippestykkerne, der stak op af sneen og de få hårdføre nåletræer, hvis grønne farve skabte illusionen om liv. Norden var ikke ene sne og is, men i denne højde var det, selv om sommeren.
Luften var kold og vinden gjorde det ikke bedre. Godric sad på ryggen af en af de små hårdføre nordlandsponyer, dværgene var så glade for at bruge, både på grund af størrelsen, men også deres sindelag. Han var godt pakket ind i pels og skind, og selvom han sad stille, frøs han ikke. Til gengæld værkede hans gamle krop, især hans ryg brokkede sig, men han sagde ikke noget til de fem dværge, der red rundt om ham. Det var ham selv, der havde krævet at komme med, så han havde ikke tænkt sig at være en belastning for gruppen.

Det havde holdt hårdt at få lov til at komme med, især dværgen, der stod for hans sikkerhed, havde sat sig i mod, men Godric havde da stadig noget at sige, han var trods alt stadig lederen af Dragorn. Og han trængte sådan til at komme ud af dværgenes by, få noget frisk luft og opleve lidt. Det hjalp også på det, at denne lille ekspedition havde været med et besøg hos en af Godrics venner hos nordfolket som mål, en mand han ikke havde set siden før Mørket havde besat dem.

Besøget var gået godt, de havde brugt nogle dage i den lille landsby og nu var de på vej hjem. Seks dværge og otte heste, de to pakket med varer de havde handlet sig til.
Den forreste dværg kom med et råb på dragoran. Der var nogen på vejen. Godric rettede sig lidt op i sadlen og rettede de nysgerrige blå øjne mod vejen fremad. Omkring ham samledes de andre dværge sig omkring ham, klar til at beskytte deres leder med deres liv.
Der var blot én skikkelse. De store ører fortalte straks, at det var et halvdyr. Godric rynkede panden lidt, for halvdyret var ikke klædt på til vejret. Langt fra. Han flyttede blikket til dværgen på hans højre side, Helan, der stod for hans sikkerhed. Deres blikke mødtes, og selvom der ikke blev sagt noget, vidste Helan, hvad Godric ville.

Dværgen med det store rødbrune skæg og flettede hår pressede ponyen frem og red op til det lille halvdyr. Uden at stå af ponyen så han ned på hende.
"Har du brug for hjælp?" 

En fod foran den anden førte Delara fremad, men ikke nok til at omgivelserne skiftede til andet end at gå først opad til hun nåede hvad lignede toppen af hvidheden og kun stående der kunne se den strække sig ud foran hende og under hende med flere af de forvoksede pinde stikkende op. Det havde været en vej af en form hun havde fundet, men ikke en der hurtigt førte nogen steder hen. Ingen varme steder hen.
Udsigten var dog fængslende og selv med kulden krybende ind på hende og fående hende til at trippe stod hun på toppen nogle lange øjeblikke, før hun fortsatte.
En fod foran den anden. En fod ud til siden for vejen. En fod der forsvandt dybt ned i det hvide, trækkende et overrasket hvin fra hende, som hun fulgte bevægelsen ned i det bløde stads og tabte balancen. Det hvide blev ikke varmer, som hun landede på maven i det eller som hun kæmpende sig op af det og gled til et rullefald ned.
Prustende forvirret og en smule rundtosset fik hun sig først sat og så det hvide stads viftet af ører og hoved. Faldet havde sært nok hjulpet på varmen, men også dækket hende i det hvide, der var begyndt at føles vådt også. Fast vådhed? Fast KOLD vådhed? Var hun endt i landet af frossen vand? Umuligt! Det var for langt væk og...

Delara krøb frem gennem det hvide til det føltes mere fast igen og mere som vejen hun havde fulgt. Der rejste hun sig forsigtigt, testende at hun ikke sank, før hun gav sig til at ryste sig med en glædesfyldt klimren fra bjælderne. Lidt som hån, men mest som et håb. De blandede sig også med en anden klimren på den mest fornøjelige måde.
Den anden klimren....
Hun drejede sig rundt, vendende ørerne hid og did, før hun så tilbage og op mod bakken og der fandt, hvor lyden kom frem. Pelspakkede væsner på langhårede små og lavbenede heste var på vej ned mod hende. Eller en var. Resten så ud til at holde sig sammen og væk. Som afventede de noget.

Delara flyttede blikket til den der nærmede og forsøgte ikke at trippe for meget eller skutte sig for meget som vinden sendte et koldt pust ind i hende. Et forhåbningsfuldt smil blomstrede dog frem på hendes læber og op i hendes øjne. Især som han holdt mini-hesten an ved hende og... Talte gik hun ud fra. En rynke formede sig i hendes pande, før hun samlende tørklædet om sig forsøgte sig med fællessproget. "Jeg forstå ikke?" Simple ord og en simpel sætning. Var landet her så langt væk at selv sproget var hakket ud af klippen? "Taler du andet end... det der?"

Dværgen stirrede brysk ned på halvdyret. Hans enorme rødbrune skæg var flettet i to rykke fletninger, der nåede et godt stykke ned på hans mave. På hovedet havde han en stor pelshat og ved siderne hang to mindre, men ikke mindre flotte, økser. De brune øjne var ikke uvenlige, selvom man kunne tro det, nej, han var bare meget vagtsom. Han var trods alt personen med hovedansvaret for Dragorns kæreste eje. Han overvejede kort om hun var mindre begavet, sådan som hun talte, men det skulle han selvfølgelig ikke bedømme folk på. Han gentog spørgsmålet på flydende krystalliansk.
”Har du brug for hjælp?” Man kunne næsten se, hvordan han vurderede hende. Spørgsmålet var næsten bare formelt, for et så afklædt halvdyr måtte være ved at fryse ihjel heroppe.

Godric betragtede sin livvagt ride ned for at se, hvem halvdyret var. Der var intet truende over situationen og til sidst gad han ikke vente mere, så han pressede sin pony fremad. Protester lød fra et par af de andre dværge, men blikkene der blev delt rundt sagde ret tydeligt ”nu gør han det igen”, og de skyndte sig at følge med ham.
Den lille robuste pony kom hurtigt derned, og Godric kunne tage væsnet i øjesyn. Hun var lille, virkede til at være lavere end den gennemsnitlige dværg og selvfølgeligt meget mere spinkelt bygget. Hun havde alt for lidt tøj på til kulden. Hvad i alverden lavede hun et sted som her?

At han brød ind, lige som Helan havde spurgt hende, om hun havde brug for hjælp, var han ligeglad med. Hans blik gled rundt på de andre dværge.
”Kan I ikke se, at staklen fryser?” Mere skulle der ikke til. En dværg red frem og rakte sin kappe til halvdyret. Helan sukkede og tog sin store pelshue af, den skulle være stor nok til at kunne dække en god del af hendes store ører. En tredje afleverede et tørklæde og endnu rakte et par lune luffer frem.
Godric så tilfreds ud og så ned på halvræven igen.
”Jeg er Godric Baradur. Vil du følges med os til Dragorn, dværgenes rige?” Han smilede venligt, hvilket fik smilerynkerne til at blive tydeligere i hans gamle ansigt. De grå øjne funklede nysgerrigt af hende.

Delara var fascineret. Væsnet havde menneskelige træk, men var bygget helt anderledes end de høje skabninger der var så mange af alle vegne. Lavere og mere... robust. Som havde nogen trykket et menneske sammen eller skulle hugge det ud af en klippe og holdt sig til hvad der kunne holde. Mest fascinerende var dog skægget. Hun havde set masser af skæg før, men ingen der var så store eller som var flettede! Det så helt fantastisk blød ud og lige til at ae - hvis ikke det var for udtrykket i øjnene ovenover.
Hendes ord var ikke helt faldet i god jord, men han slog dog over i klar tale og fik et lettet og taknemmeligt smil til at blomstre frem hos hende. "Hjælp? Ja, det er jeg frygtelig bange for jeg godt kunne trænge til, hr...?" Hun lod det sidste ord hænge i luften som en klar opfordring til at få noget at kalde ham, mens hun forsøgte at finde en forståelig måde at forklare hvad der var sket og hvorfor hun ikke anede hvor hun var henne.

Postyr i gruppen stadig på bakken, fik hende til at dreje først ørerne i den retning, så ansigt og til sidste hele hende selv. bevægelsen var ønsket for som hun stod stille krøb kulden nærmere og gjorde det våde, hvide stads fastere igen. Meget mærkeligt land!
Det var dog værd at skifte opmærksomhed for det samme gjorde den lille mand hun havde talt med og ikke med fuld tilfredshed, hvis hun læste ham rigtigt. Skægget gjorde det noget svært og de fremmedartede træk hjalp heller ikke på det, men blikket havde hun set før og altid rettet mod nogen der ikke gjorde som ønsket.
Delara kunne dog ikke andet end omlede sit smil til den grå gående mod hvide udgave af en lille mand. Atter skæg og et fascinerende et af slagsen, men her et der havde set langt flere år end hun helt kunne forestille sig. Hans stemme bar karavaneførers autoritet, som den her bevirkede at en anden satte sin lille hest i bevægelse hen til hende, løsnede sin kappe og lagde den om hende. En handling der fik den unge halvræv til overrasket at spærre øjnene op, før hun skuttende sig dybere ind i det varme stof og samlende det om sig. Hun havde åbnet munden for at tale, som noget andet varmt lagde sig om hendes hoved og dækkede det næsten helt som hun fladede ørerne ned. Varme var vigtigere end alt få alt med lige der, skønt det gjorde at endnu et par fik rakt varmede stof-ting frem mod hende. Tørklædet til at forstå, det andet noget hun vendte med forvirring om deres nytte.

Den ældste blandt dem og tydeligvis ham de andre fulgte valgt da at tale igen. Delara flyttede blikket fra den posede ting i hendes hænder til ham. Så lagde hun den højre hånd over hjertet og bukkede dybt. "Jeg er dybt beæret over Deres gode vilje overfor en fremmed i nød, ærede herre. Mit navn er Delara Khurshid og jeg vil med fornøjelse og lettende sind følge med Dem til... Dragorn." Hun snublede lidt over det sidste ord der faldt så fremmed fra hendes læber. Så rettede hun sig helt op igen og lod glæden over det held han var for hende skinne igennem. "Især da jeg faktisk ikke ved hvor jeg er..."

Godric så tilfreds til, mens mændene omkring ham delte deres varme klæder med den småtpåklædte halvræv. Eller, det var, hvad Godric gættede sig til, at det var, men han havde aldrig set et væsen lig det her. Han var ved at sprænges af nysgerrighed, men holdt sig selv striks tilbage. Spørgsmål kunne vente til varmen. Der var heldigvis ikke langt til Dragorn, de burde nå frem inden mørket lagde sig over de sneklædte bjerge. Han glædede sig til at komme hjem, af ponyen og måske endda få et varmt bad til at bløde de stive led op med. Og noget godt mad fra det store køkken. 
Men det var ikke, hvad der fyldte i hans tanker nu, nej det var nysgerrigheden. 

Hans smil blev en smule større, som hun bukkede dybt for ham. Han nikkede til hende som svar på hendes buk.
"Mit navn er Godric Baradur." Overraskelsen var ikke svær at se i hans ansigt, da hun sagde, at hun ikke vidste, hvor hun var. "Du ved ikke, hvor du er? Du er i Norden, ikke langt fra dværgenes underjordiske rige. Hvordan..." Han stoppede sig selv og rystede på hovedet. "Nej, lad os vente med spørgsmålene til vi er kommet frem. Helan, kan vi give frøken Khurshid en pony?" Han drejede sig mod Helan, der straks kastede et grundigt blik på de ponyer, der slæbte på deres ting, inden han brummede noget uhørligt og derefter nikkede af en anden dværg. De to mænd sprang af deres ponyer og begyndte at løsne godset fra den ene ponys ryg og derefter dele det ud mellem de andre ponyer. Et par af dværgene fik også noget bundet til sadlerne.

Det var ret tydeligt, at det lille væsen ikke vidste, hvad lufferne var, og den yngste af dværgene sprang ned fra sin lavbenede pony for at hjælpe hende med at få dem på. Han var tydeligvis meget nysgerrig og havde svært ved at få blikket fra hende. Han var lidt mere rød end hvad kulden havde gjort ham til, da han fluks skyndte sig tilbage på ponyen, da hun havde fået lufferne på.
Godric var tavs og sad som en tyk klump på sin pony, pakket godt ind i pels og varme klæder. Det varede ikke længe, inden at Helan trak en nu barrygget pony frem.
"De må undskylde, men der er ikke en ekstra saddel." Han så fra hende til ponyen og kastede så et blik på Godric, inden han så på hende igen. "Skal De have hjælp til at komme op?"

"Godric Baradur." Delara gentog navnet, smagende på det, sættende det i hukommelsen og farvende det med hendes accent. Han virkede som lederen af gruppen her og ledere skulle huskes og respekteres! Hans overraskelse var da også bedre at blive mødt af en mistro eller afvisning, så hun rystede let på hovedet og mærkede huen falde dybere ned over det, som hendes øre fladede sig helt ned. Han gravede dog ikke dybere i det, hvilket hun satte pris på for det lød virkelig tiltalende at gøre det væk fra det hvide sære stads og den bidende kulde.

Ordet pony virkede til at dække over de små pelsede heste, hvis påstyret med at befri en fra de fleste af de pakkenelliker der var den var noget at gå efter. Meget effektivt skønt det var svært at vide hvor meget til besvær de fandt hende ud fra de brummende ord og hvasse blikke. Enten var hun eller også var de bare sådan. Hun håbede lidt både på det første og sidste fordi ingen af dele helt var godt.
En der dog hverken brummede eller så hvast på hende var den yngre mand der kom hen og med et blik der stille spørgsmål om alt og intet, forsigtigt tog de posede ting fra hende og trak dem over hendes hænder. Delara så ned på dem og så op på ham som forståelsen smil lyste hende op. "Åh sådan! Ej det er da lidt praktisk et sted som det her!" Hans rødere farve og hastig forsvinden fik hende da også kun til at se fortsat smilende efter ham til andet kaldte på hendes opmærksomhed.

Delara lod smilet finde mere varme som hun vendte det mod Helan. "Det går nok.. hvis den ikke har noget imod duften af... halvdyr?" Hun sagde ikke rovdyr eller ræv,men vidste ikke alle heste eller kameller var lige begejstret for at have hendes slags for nær. Hans brummende svar fik hende dog til at nikke let i godtagelse før hun muntert rystede på hovedet. "Jeg tror det gør." Let og ubesværet, svang hun kappen ud så den ikke var i vejen, før hun satte af fra jorden og landede letfodet på ryggen af ponyen. Den stivnede over den bratte vægt, lagde ørerne tilbage, men slappede af, som Delara lod sig glide ned at side på dens ryg og klappede den beroligende. "Kamelerne er næsten samme højde, når de ligger ned."

Man kunne næsten tro, at Godric var frosset til is i kulden, da han hverken sagde eller gjorde noget. Det eneste, der afslørede, at der var en levende dværg bag den varme indpakning og det store hvide skæg, var den hvide sky af ånde og de grå øjne, der bevægede sig fro at følge med. Selv ponyen under ham stod helt stille, ventende på at de skulle videre, hjem i varmen.
Det var svært at se for skægget, men han smilede en smule. Halvdyret var tydeligvis ungt og havde en hel anden form for liv over sig end dværgene. Man kunne næste føle, hvordan luften vibrerede om hende. Der kom et svagt brum af morskab fra ham, da hun hoppede op på ryggen af ponyen, der tydeligvis ikke var vant til sådan en behandling. Nej, det skulle nok blive spændende at få et halvdyr på besøg i Dragorn.

Han overlod atter ledelsen til Helan, der på dragoran fik de andre dværge på deres pladser. Og så satte det lille optog i gang. Forrest to dværge, derefter Helan ved siden af deres gæst, Godric alene og to dværge bagerst. Alle årvågne efter fare. Thanen skulle beskyttes, koste hvad det ville.
Nogle timer gik, og Godric var efterhånden godt træt. Faktisk faldt han i søvn et par gange, men blev ganske fint siddende på ponyen. Han var gammel og slidt og det var hårdt for ham at rejse.

Endeligt dukkede den store port op i klippevæggen. Et horn afspillede en dyb lyd, der blev sendt ind i landet under bjerget. Thanen var hjemme. Ponyerne traskede ind i den store indgangshal, hvor en dværg straks tog ved Thanens. En anden dukkede op og tog Helans og halvdyrets - med et meget nysgerrigt blik i mod deres gæst, der var halvt om halvt pakket ind i dværgetøj.
Godric fik med lidt besvær svinget benet over ryggen på ponyen. En hånd støttede ham, men han verfede den væk, som han stod solidt i gulvet. Han kunne godt selv! Dog tog han i mod sin stav, da den blev bundet fri af sadlen og rakt ham. Åh, hvor var hans ben stive og hans ryg øm. Men ingen tilbød ham nogen form for transport, hvilket var helt og holdent hans egen skyld. Han havde haft et mindre hidsigt anfald, hvor han havde frasagt sig sådan noget pjat som en bærestol! Han kunne godt gå selv! Det gik bare ikke så stærkt.

Han rettede sig op med en knagen, inden hans øjne, der var mere liv i, end i hans krop, vendte tilbage til halvdyret. Han rakte en arm ud for at tillade hende at tage den, så han kunne føre hende ind i Dragorn. Helan sluttede op bag dem, som Thanens evige skygge.
"Velkommen til Dragorn. Dværgenes rige." Han smilede til hende og begyndte langsomt at gå mod sit hjem. Selvom han var pakket ind til ukendelighed, var der ingen tvivl om, hvem han var, og alle dværge gav sig tid til at bukke for ham, som de stødte på dem på vejen. Det store hvide skæg var ikke til at komme udenom.

Det var ikke meget reaktion Dalera fik for sin bemærkning eller måde at stige på ponyen på, men glimtet i den ældre herres øjne var nok til at vide han om ikke andre morede sig. Resten virkede så afventende som altid og gav ikke det store fra sig. Foruroligende væsner disse og så langt fra de halvræve hun var vokset op i blandt.
Et for hende usynligt tegn fulgte og ponyerne satte i bevægelse. Følget havde tydeligvis deres faste pladser, som hun forstyrrede en smule, men kun nok til at vare et par skridt og hun fandt sig ridende ved siden af Helan. En godt beskyttet plads, men også hvor de havde hende frit i syne skulle hun være andet end hvad hun så ud til.
Delara skuttede sig og sank blot dybere ind under kappen og ind under ulden. Hvem end der havde sendt den alf i hendes retning havde den dårligste form for humor for det her var urimeligt koldt og verden var stadig hvid omkring hende.

Udsigten ændrede sig på turen, som bakker steg og faldt, men forblev også den samme uindbydende kolde, hvide og stenede. Væsnerne omkring hende talte kun dæmpet sammen og Helan skulle hvert et ord hives ud af, som han virkede modvillig til at åbne munden. I det mindste virkede det til at være tale generelt og ikke med hende der var ham imod. Han fik dog sat navn på nogle af de fremmedartede ting hun så. Grantræer var en af dem og hendes spørgsmål til dem afsted kom den første brummende latter hun hev fra ham. Åbenbart var de kendt af alle. Undtagen så hende.

Det første virkelig skift kom, da de begyndte at følge en klippevæg og ikke kun nærme sig den. Størrelsen på den og hvor højt den ravede op over dem var ved at tage vejret fra hende - og vælte hende bagover af ponyen som hun forsøgte at se mod toppen. Helan fangede før det skete og fik hende med et fast tag tilbage på plads. Åbenbart var han da nået frem til hun måtte være en tumling og behandlede hende derefter.
Nok godt det samme for hun var atter ved at få væltet sig selv af, som de red ind gennem portene og klipperne opslugte dem helt. Så var hendes blik på vandring for at tage alt og alle ind på en gang i den grotte, hule, hal? de var ankommet til. Travlhed herskede og faste mønstre, som nogen der sig af rytternes dyr og de ikke selv... Hun stoppede og så ned til siden på Helan, før hun så ned på den mand der havde taget fat i tømmerne. Så nikkede hun let og fik sig af ponyen i en fart og ned ved siden af Helan. I vrimlen her var hans ro alt der holdt hende fra at forsvinde ud for at se på alt eller ind i skyggerne for at få et overblik.

Et valg hurtigt afgjort for hende som en dyb rømmen trak hendes opmærksomhed fra hallen til Godric og den fremstrakte arm. Uventet genert trådte hun frem og lagde en hånd på den, før end hun så på den anden og skiftede rundt så hun i stedet ville være til støtte for ham. Så lyste hun op. "Der var kortere end jeg havde frygtet med alting dækket af det der hvide stads og kun klipper og granpinde at se..." Hendes stemme, der ikke havde været høj før tonede sig lige så tille ud som hun talte og fangede reaktionen på ham fra dem de kom forbi. "Ehm... Er der noget jeg burde vide om Dem, Herre?"

Det var meget morsomt for den gamle dværg at se forundringen, nysgerrigheden og forbløffelsen i halvdyrets udtryk og øjne, som dværgenes rige åbnede sig op foran dem. Han havde boet der hele sit lange liv, og selvom han godt kunne se, hvor storslået hans hjem var, var det altid morende for ham at se andres reaktion på byen i bjerget. Dragorn. Han var lige stolt hver gang.

Han smilede lidt, da hun valgte at tage hans arm, men i stedet vendte det sådan, at han havde fat i hende og ikke omvendt. Det var en sød gestus, selvom han havde sin stav at støtte sig til. Men han lod hende, og begyndte at lede hende mod den del af Dragorn, der var hans hjem. Det gik ikke så stærkt, hans ben var gamle og trætte. Og korte.
Da hun sagde granpinde, kunne han ikke lade være med at klukke lidt, han havde ikke hørt, at hun havde snakket med Helan på turen. Hun havde tydeligvis ikke været i Norden før. Men hvad lavede hun der så nu? Han var ved at revne af nysgerrighed, men inden han fik overtalt sig selv til ikke at vente med spørgsmålene, stillede hun ham et. Hans blå øjne glimtede lidt af morskab, og han trak let på den ene skulder uden at sænke farten.
"Jeg har forsøgt at få dem til at lade være, men de holder alle sammen på at bukke for mig. Jeg forstår ikke hvorfor." Der var lidt drillende morskab i hans stemme. 

Bag dem rømmede Helan sig.
"Folket bukker for deres leder, Than Godric Baradur." Det var ret tydeligt at høre på ham, at han ikke fandt Godric morsom, faktisk virkede han bare irriteret over den gamle dværg. Det var han både og, han holdt meget af den gamle mand, også hans dårlige humor, men han havde trods alt et job at passe. Og han var en af de eneste dværge, der ikke var af Baradurslægten, der kunne tillade sig at være efter den lidt drillepindsagtige Than. Hvilket han var ret ofte, for Godric var ikke altid den mest seriøse mand i Krystallandet.

Godric brummede lidt bag skægget og smilede lidt mere, så hans rynkede ansigt krøllede lidt sammen.
"Nåja, hvis man går op i sådan noget." Han blinkede til sin kvindelige følgesvend og bankede enden af staven i jorden to gange hurtigt efter hinanden for at understrege, at han syntes, at det var noget pjat.

Delara havde øjnene alle andre steder end på sin alderende følgesvend, som de bevægede sig i langsomt tempo væk fra indgangen og rejseselskabet. Der var også nok at se i sådan et anderledes rige i et bjerg. Sten og hårde flader, udhuggede mønstre, åbninger og nysgerrige ansigter der dog snart var tilbage til hvad de før havde været i gang med. Lydene var også anderledes. Som opsamlede al stenene dem og slyngede dem rundt. Mest særpræget var den dæmpede rumlen fra et sted dybt under hende.
Noget kun gjort tydeligere som huen gled delvist af og hendes store øre blev fri til at dreje sig og opfange alt. Også de morende ord fra Godric der trak hendes opmærksomhed tilbage til ham, før Helan pointerende skar igennem bagfra og sagde hvad den ældste ikke ville. "Åh! Jamen, så..." Uden at fratage ham støtten ved hendes arm, svippede hun med en fejende bevægelse huen helt af hovedet og sank ned i en dramatisk nejen. "Min Herre." Hvor værdigt det end var, så var den drillende tone i hendes stemme ikke til at tage fejl af eller den tilsvarende glimten i hendes øjne.

Hun rejste sig elegant, hægtede huen fast i bæltet og lod den ældre dværg føre sig videre. "Nogen gange kan det være på sin plads og give lidt eventyr til dem der ikke rejser ud. Fornemmelsen af at nogen er hævet over hverdagen og inspirere til at følge." Hun ville have elsket at understrege sine ord med illusioner, men man brugte ikke bare magi i nærheden af storheder uden at få tilladelse først. Deres livvagter reagerede så voldsomt på den slags. "Men hvis De er leder af dette storslåede sted, hvorfor så samle en søle en som mig op i det hvide stads?"

Godric stoppede op, som halvdyret også gjorde det, og hans gamle øjne fulgte hendes bevægelse, som hun elegant nejede for ham. Noget han ellers var sluppet for indtil nu, men han vidste godt, at han ikke kunne nøjes med bare at være Godric i den tid, hun ville være her. Hans humør blev dog lidt bedre, da han så det drillende glimt i hende. Så hun ville drille ham? Aha. Det kunne næsten kun blive et underholdende bekendtskab. Godric brummede lidt i skægget, inden han fortsatte sin gang mod sine private gemakker.

"Sandt," svarede han på hendes ord og skævede lidt mod hende. Hendes ord gav ham en fornemmelse af, at hun måske var mere, end hun så ud til. Ikke at han havde nogen form for mindre positive tanker om hende eller hendes evner, det var nok bare hendes uvidenhed om landet omkring dem, der fik hende til at virke lidt mindre begavet end den gængse dværg. Og sådan tænkte han selvfølgelig ikke, han havde ikke lavet sig nogen forudindtaget holdninger om hende. Det var han alligevel for gammel og livsklog til.

Han så lidt overrasket på hende, da hun spurgte, hvorfor de havde taget hende med. Det var måske ikke noget, de magtfulde ville gøre i Rubinien?
"Med magt kommer ansvar, også for dem, der ikke er under en. Og jeg vil nu påstå, at jeg er en god mand. Om jeg havde været Than eller smed, jeg havde bragt dig til Dragorn lige meget hvad. Du ville dø ude i kulden uden hjælp." Han var en lille smule forstyrret over at skulle forklare det til hende. Det var ikke noget, han selv havde stillet spørgsmål til, da han gjorde det. Hun havde været i nød og han kunne hjælpe, ganske simpelt.

Delara lod en dæmpet latter glide fra sig over den brummende reaktion hun fik på sin hilsen og på den lige så dæmpede fnysen de begge opnåede fra Helan. Han havde tydeligvis set hendes hilsen for hvad den var. En gøglers halve høflighed og halve munterhed på den magtfuldes bekostning.

Den unge halvræv holdt blikket undersøgende på Godric. Hans overraskelse understregede kun det tiltalende indtryk hun allerede havde af ham. Hans ord endnu mere. Så nikkede hun let, før hun lod blikket vandre videre over omgivelserne. "Så er Dragorn allerede et ganske tiltalende sted at være endt op! I Rubinien ville jeg have været i lænker nu hvis jeg havde været mindre heldig." Hun lod blikket følge et par trækkende en vogn efter sig dækket til så indholdet var skjult. "Magt der giver blot flere muligheder for en selv og ikke mange bruger dem for andre." Hun havde drejet sig halvt for at se efter vognen kun for at finde sig i Helans strenge blik og med et undskyldende smil få sig drejet tilbage fremefter igen. "Men der er gode folk og familie. Mest familie. Har du familie?"

En rynke viste sig i Godrics pande. Det var ikke fordi, at han ikke vidste, at man i Krystallandet havde meget uvenlige væsner, områder og racer, men derfor brød han sig ikke om det. Og det undrede ham en smule, at det var sådan. At smide nogle i lænker for at have brug for hjælp? Han kom frem til, at det nok var med henblik på at sælge som slaver. En grusom skik, Dragorn desværre selv havde brugt engang. Det var lang tid siden, før Baradur-slægten kom på tronen.
Han brummede lidt tænksomt, da hun sagde, at magt for sig selv og ikke andre, der hvor hun kom fra. Ja, sådan havde mange med magt det, desværre. Godric mente ikke selv, at det var steget ham til hovedet, og han gjorde hvad han kunne for sit folk. Om end han havde lavet nogle fejltagelser igennem tiden.

Han blev lidt mere tilstedeværende i blikket, da hun spurgte ham om familie. Og selvom det første han så for sig, var sin søn, der blev gennemboret af et sværd, mens han sad på knæ foran ham, smilede han, for han elskede sin familie. Han havde meget familie.
”Ja, det har jeg. Jeg er en gammel mand. Jeg har børn, børnebørn og et par oldebørn.” Der var stolthed i hans stemme. For ham var hans familie alt. Efter Dragorn. Alting kom efter Dragorn.
”Og du? Har du familie i Rubinien?” Han så nysgerrigt på hende, mens han traskede ned af gaden mod paladsets indgang i sit langsomme tempo. Kunne han gå hurtigere? Ja. Men efter tiden under Mørkets besættelse var det som om, at han havde brug for ikke at skynde sig. Og han blev også træt af det, og lige nu var han træt efter at havde siddet på den lille pony i så lang tid.

Delara tog et par dansende skridt for at kunne bevæge sig sidelæns nok til at se Godrics ansigt, som han svarede, men uden at fratage ham støtten fra hendes arm. Smilet der voksede frem på i alle hans træk og omplacerede rynkerne så naturligt var da også al belønning hun havde brug for.
Før hun faldt tilbage i trin med ham og drillende svarede. "Du er da ikke gammel!" Med latter i blikket, fangede hun hans blik og blinkede til ham. "Min ærede fars moder siger altid:" Hendes stemme skiftede til den bestemte tone af en der havde styret en familie i flere år end værd at tælle og ikke tid til nogens nonsens. "Jeg er ikke gammel før jeg sætter mig i et hjørne og ikke er nysgerrig på livet!" Hvilket var en blevet en stående joke og sikkert aldrig ville ske, hvis hun kendte den gamle ræv ret. "Gerne fulgte af en ordre eller tre. Så du kan ikke være gammel, sådan tagende på tur og holdende styr på Helan og..." Hun tonede ud, så fnyset bagfra kunne høres af dem begge.

"Åh, jeg har meget familie! Hele karavanen er familie. Vi rejser fra sted til sted, sælger lidt og underholder meget." Hun sendte ham et strålende smil, der dog vaklede lidt. Familien var langt væk nu og hun havde ingen ide om hvordan eller hvornår hun ville se dem igen. Om hun ville se dem igen. Det sidste ingen god tanke, men ørkenen var stor og verden størrere og hun var kun en lille ræv forvildet langt ud i den.

Godric drejede hovedet lidt, for at se på halvræven, da hun trippede lidt frem for at se på ham. Så meget energi. Dværge havde også energi, man skulle bare se på børnene, der løb rundt i gaderne, men det var meget mere nede på jorden. De var tunge og brede, hvor dette lille ørkenvæsen så ud til at kunne blæse væk i vinden, der hærgede mellem bjergene. Hun trippede som de dansere, han havde set i Dianthos på sine besøg der.

Han kunne ikke lade være med at klukke lidt, da hun først påstod, at han ikke var gammel, og derefter efterlignede noget, der kun kunne være en striks ældre dame, han kom helt til at tænke på sin egen fars moder, der også havde været ganske strid og familiens overhoved, trods at hendes mand havde været Thanen. Hun var blevet oldgammel, men Godric havde ikke mange minder om hende, da alderdommen alligevel havde fået ram på hende, da han var barn.
Helans fnys fik den lette klukken til at blive en dæmpet latter.
”Din æredes fars moder lyder som en ganske fornuftig kvinde. Jeg vil give hende ret i, at man først er blevet gammel, når man ikke er nysgerrig på livet mere.” Han drejede sig lidt og kastede et blik bagud mod Helan, der som altid lignede en tordensky. ”Og det er vist Helan, der holder styr på mig.” Han blinkede til den anden dværg og vendte sin opmærksomhed tilbage mod sin gæst.

Hendes smil falmede en smule, nok til at den gamle dværg kunne se det, og han genkendte følelsen, der var at se i hendes øjne. Familien betød meget. Han gav hendes arm et trøstende klem.
”Du må fortælle mig alting, så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre ved dig.” Selvom sætningen måske kunne tages som skræmmende, var der et strejf af humor og varme i hans stemme.
De var endeligt nået frem pladsen foran paladset. Det var ikke en fristående bygning, men en facade hygget ind i bjerget, pyntet med søjler, vinduer, et par balkoner, statuer og andet. Man skulle lægge nakken tilbage for at se helt op i toppen, hvor Dragorns segl var hugget ind over et relief, der forestillede dværge i minerne og i smedjerne.
Portene ind til paladset stod åbne og et par vagter var placeret udenfor.

Delara undertrykte næsten en fnisen, som fnyset bagfra ganske som ventet havde bestyrket den ældre dværgs latter. At Helan ikke fandt hende specielt morsom var hun slet ikke i tvivl om, men heller ikke over at hans overbærenhed heller ikke var uden omsorg. Det virkede til at disse dværge var langt blødere indvendigt end deres udseende og udtryk skulle få verden til at tro.
"Hun er en meget viis ræv og derfor også den der bestemmer i klanen." Hun sendte ham et strålende smil og drejede sig så sammen med ham. Synet af Helan bag dem og lyden af Thanens ord fik hende til ubesværet mellem to skridt kort at synke ned i et nej til den efterfølgende dværg, før hun var tilbage oppe og i trit med Godric. "En helt igennem umulig opgave at have fået pålagt. Hvem havde han generet den dag?" Hun blinkede muntert til den ældste.

Som tankerne gled til familien så langt væk, var Delaras skridt blevet mindre dansende og hendes blik sunket til stenene foran hende. Om ikke andet til Godric brød den opståede stilhed og fik hende til at se på ham. Først med en tøvende selvfølge, så med en lille smule frygt,før hun huskede hans reaktion på hendes ord om at ende som slave. Det var ikke hvad han havde i tankerne. Troede hun.
Før hun fik fundet ord til at svare, blev hun alligevel også afledt, som de nærmede sig en bygning inde i hvad hun lidt havde tænkt på som en form for bygning. En borg måske. De skulle være bygget helt af sten og ligne bjerge og nu stod hun over for en bygning der mindede let om det hun havde fået beskrevet. "En borg i borgen? Er det ikke lidt velmeget borg at bygge? Eller er der en mere inde i den der?"

Godric kunne ikke lade være med at le, da hans gæst antydede, at det var Helan, der var blevet straffet ved at få opgaven. Det kunne man måske godt sige, selvom han selv havde sagt ja til den.
”Åh, jeg tror ikke, at han havde generet nogen, så vidt jeg husker, var det hans forgænger, der fik nok af mine krumspring og gav ham opgaven.”
Bag dem lød der en brummen.
”Min onkel nåede en alder, hvor det var på tide at gå på pension, og jeg sagde ja til at stå for vores ærværdige Thans sikkerhed. Umulig opgave eller ej.” Det sidste kom næsten uhørligt og ganske gnavent ud. Godric følte en varm følelse i kroppen og kunne ikke lade være med at smile. Han vidste godt, at han drev Helan til vanvid, fordi han hadede at passe på sig selv, men han holdt utroligt meget af den yngre dværg, lige så meget som var han hans egen søn. Og det vidste Helan godt, og Godric vidste, at han holdt af den gamle dværg.

Hendes spørgende udtryk fik ham til at stoppe op og betragte den udhuggede front af paladset. Det gjorde en ydmyg at tænke på, hvor gammelt det hele var, og hvad murene havde set igennem tiden.
”Dette er paladset. Der er ingen borge her. Dragorn er et land bygget inden i et bjerg. Der er så meget mere til Dragorn end det, du har set, det er ufatteligt stort.” Han begyndte at gå op mod dørene og vagterne bukkede for ham, da de gik forbi dem. ”I paladset bor min familie og flere af dem, der arbejder her på daglig basis. Bygningen strækker sig langt ind i klippen og har plads til utallige gæster. Der er store sale, den største har vi lige brugt til en kæmpe banket med folk fra hele Krystallandet på besøg. Endda også dronningen.” Han tøhøede lidt. ”Det er ikke plads, vi mangler.” Smilende førte han hende igennem indkomsthallen, igennem nogle store døre og derefter ned af en gang. Alt sammen stort og rummeligt med pæne udhugninger og faverige tæpper og malerier på væggene. Som et ægte palads.