Hvordan var det her sket - hun havde aldrig tænkt - aldrig troet.
Hun måtte lægge en hånd imod den ru bark på det træ, der var hendes nærmest. Hendes blodsprængte grønne øjne begyndte at tage hendes omgivelser ind. Hvor var hun overhoved? Hvor længe havde hun løbet og flygtet. Benene under hende rystede og gjorde det klart, at de ikke kunne klare ret meget længere. Men hvem var denne kvinde, en del af lysets hær, så ivrig at flygte fra? Sig selv. Under plagerne hvor magien pludselig begyndte at opfører sig ude af kontrol, havde hun været skyld i flere uskyldiges liv var blevet taget. Det havde altid bare været en enkelt, mange gange ikke nogen af særlig stor betydning - som hendes overordnet havde udtrykt det. Det havde givet hende en forfærdelig knude i maven, der lavede en sur smag i munden. Hvordan kunne man kaste ligegyldige liv væk så ligegyldigt?

Hun lagde en hånd imod hendes side der begyndte at stikke voldsomt og bevægede sig op i de brændende lunger. Så var magien helt stoppet med at virke, en fantastisk tid for hende. Hun havde haft drømmeløse nætter. Selv da magien virkede igen, var det som om der var blevet lagt en dæmper på dem, eller at hun havde formået at genfinde en vis kontrol over dem. Og så - hun lukkede øjnene hårdt i, da hun så for sig hvordan fire af hendes kammerater der lå rundt omkring hende. Alle sammen dækket i blod, livløse øjne der kiggede op imod himlen. Det havde aldrig været hendes mening, men noget i drømmen havde skræmt hende og hun var endt med at begå mordet på fire af hendes medsoldater. Lige siden var hun løbet, ikke på grund af straffen der nok ventede hende. Men fra sin frygt omkring sig selv, hun kunne blandt andet ikke huske hvornår hun sidst havde sovet.

Hendes øre opfangede lyden af en rislen, vand måtte løbe ikke så langt derfra. Med usikre ben startede hun afsted, inden længe faldt hun udmattede på knæ foran det lille vandløb, og begyndte grådigt at drikke af det. Grundet hendes tilstand, havde hun ikke lagt mærke til grenen der knækkede i baggrunden, eller ruinerne der brød det ellers klippede terræn.

Magen til dumdristig adfærd skulle man lede længe efter. Det var ikke ofte at Jeffrey tog ud fra ruinerne så længe der var arbejde at gøre, men kvaliteten af krigere han havde med sig opfyldte næppe de intellektuelle krav han behøvede i sine forretninger. Det medførte at Jeffrey til tider var ude blandt smuglere, handlende og hvad end der kunne indbringe indkomst til det imponerende regneark der oftere end ikke lå udfoldet på hans skrivebord.

Hestene skridtede roligt over den efterhånden godt nedtrådte skovsti, til de nåede den begyndende klippegrund. Det var her en af hans krigere guidede hans blik mod det vilde skovmiljø. En spejder var vendt tilbage, med oplysninger om en sjæl der havde vovet sig ind tæt på ruinen, og trods hun var udkørt, havde et faretruende ydre. At være dækket af blod satte sine præg på førstehåndsindtrykket. ”Omring hende” ordren var simpel, og krigerne steg af hestene for at bevæge sig bedre i terrænet og omringe kvinden, mens Jeffrey kort tid efter lod sin hest skridte ind i området, tydeligt melde sin ankomst da hestens hove ramte vandoverfladen i det lille vandløb.

Jeffrey kiggede på hende med hvad der let kunne kategoriseres som et følelsesløst udtryk i sit ansigt. Et udtryk der gav ham en kold udstråling af en mand der næppe ville vie bort fra at lade sværdet falde fandt han ikke hendes svar tilstrækkeligt. ”Du må være på afveje” konstaterede han som krigere omkring dem kravlede frem fra skjul af krat og buske. ”Overgiv dig uden modstand, og jeg lader dig leve” Ordene lå ikke op til nogen form for diskussion. Faktisk var hånden hævet, klar til at signalere en direkte henrettelse hende på stedet, skulle hun modsætte sig det mindste.

Den intet anede kvinde, fortsatte sin grådige slubrende af vandet fra den måske ikke renligste kilde.
Hendes øre registrerede hestens hove, men det var som om hendes sind ikke kunne omregistrere det som en fare. Nej, det var ikke før manden begyndte at snakke til hende, at det gik op for Innogen at hun ikke længere var alene i vildnisset. Hun sank lige så stille vandet i hendes mund, hun var våd fra hagen og ned af hendes slidte og brugte hør trøje. I forhold til vejret, var hun ikke synderlig godt klædt, men heldigvis havde årene i Norden gjorde hendes ganske hårdhudet imod kulden. Hun tørrede sig om munden, med ærmet fra trøjen der var fyldt med indtørret blod. Lige så stille drejede hun sit hoved op imod manden. Hendes ansigt strålede af forvirring, skam, sorg og forvirring. Men der var ingen forskrækkelse eller angst. Hun havde ikke set sig selv i mange dage og nætter. Så det måtte ikke være et skønt syn for Herren der sad på hesten.

Den ellers ganske fine kvinde, med lange blonde lokker som altid var sat op i flere fletninger. Var forvandlet til en forvirret kvinde, næsten helt sorte rende under de blodskudte øjne. Selvom håret stadig sad i daggamle fletninger, hang de vildt omkring hendes skulder, spidserne blodige og fyldt med jord og støv. Nu også våde efter de var blevet dyppet ned i vandet, som hun drak af det. Generelt var hun tarveligt syn at se på. Ordene han kom med, gik endelig ind, hun blev siddende på knæ foran ham. “Jeg kan ingen modstand gøre.” kom der uhyggeligt hæst fra hende. “Men de begår en kæmpe fejl” hviskede hun, det var tydeligt hvor hårdt det var for hende, at blive siddende der med bevidstheden. Det begyndte at sortne for hendes øjne. Og lige som de ord havde forladt hendes mund, væltede hendes krop som en sæk og hun besvimede.

I Jeffreys øjne lignede hun mildest talt et vildt dyr. Beskidt, tilsølet i gammelt blod, med filret hår og vilde øjne. Et let antræk gik over hans næse. Det passede ikke overens at hun end ikke ville virke forskrækket eller bange for dem. Bare nedkørt og forfærdet over sig selv. Det rejste ubeskriveligt mange spørgsmål, som han ikke nåede at få besvaret. Men tid havde han massere af. Han blinkede et par gange fra sin rette hævede stilling på hestens ryg, som kvinden faldte sammen. ”Jeg tror jeg tager chancen” Med en let håndbevægelse gik to af hans sortklædte krigeren hen og løftede hende op i hver arm, før de fik kastet hende op over hestens ryg som en sæk kartofler. Hesten lagde ørene provokeret tilbage, kun beroliget af Jeffreys lette strøj over den varme hals.

Fra siden de kom tilbage, lignede Fort Nox stadig en æld gammel ruin der kun manglede et par vægge for at flade komplet sammen, men jo længere hen gruppen kom, des tydeligere blev det, at genkonstruktionen var påbegyndt og de underjordiske rum snart blev overflødige som beboelse, når resten af borgen var bygget op på ny. Jeffrey svang sig af hesten og kiggede på den blodindsmurte kvinde med et nærmest ligegyldigt blik ”Bring hende til rummet nær arkivet. Vi ved endnu ikke om hun besidder evner af farlig karakter. Til hun vågner vil jeg holde mig i nærheden. På den måde får vi næppe nogen overraskelser” dirigerede han, som et par mænd gjorde klar til at bære hende ned i den mørke og fugtige undergrund. Rummet hun blev anbragt i var på ingen måde indbydende eller komfortabelt, men praktisk. Det var mere brugt som fornøden pulterrum og mulighed for herrens tilrejsende langvejs fra kunne få nødvendig hvile. Uden at fjerne hverken tøj eller gøre hende det videre behageligt ved at fjerne blod og snavs blev hun anbragt i den hårde seng, døren blev lukket og låst, mens Jeff placerede sig arkivet på den anden side af den brede stenvæg, tæt nok på til at hans nulpunkt ville forhindre hende i at gøre brug af magi når hun engang ville vågne på ny.

Hun gjorde ingen modstand da der blev kastet rundt med hende, det var ganske fin beskrevet. At hun i sig selv, var blevet til en livløs sæk kartofler. Der var ingen styrke tilbage i den udmagret krop, der var blevet tappet fuldstændig fra energi over de sidste mange nætter. Det der mødte hende, så snart hun havde besvimet var blot, ingen ting? Mørke - faktisk anede hun ikke noget af hvad der foregik rundt omkring hende. For første gang i meget, ja hun ville ikke kunne huske hvornår hun sidst havde sovet så godt. Måske hun ville vågne op, og føle sig ganske vidst en smule mere øm, end da hun havde siddet ved den lille bæk og drukket grådigt af vandet. Men nu kunne hun endelig få fred.

Hvor mange timer, der gik, ja muligvis dage. Hun vidste det ikke, men pludselig begyndte den at grave. Den irriterende underbevidsthed noget var galt? Mørket begyndte at blive for meget, og Innogen kunne pludselig mærke hvordan at den behagelige tilstedeværelse begyndte at bevæge sig væk fra hende. Hun gjorde alt for at kæmpe for at beholde det tæt på hende, men det forsvandt som sand mellem hendes fingre. Også stod hun der, som den nat hun havde vågnet blandt hendes kammerater, hendes venner. Badet ind i deres blod, og hun vidste hun havde været skyld i det. For hun havde drømt det, hun havde kæmpet men ikke vundet. Den aften, havde hun ikke været bedre end mørket. Alt det hun stod for, havde hun brudt uden at hun vidste hvordan hun kunne have undgået det. Nej det kunne ikke passe! Hun havde jo ikke ment at de skulle dø, men noget mørkt og ondt inde i hende havde krævet det.

Hun vågnede af sig selv, nærmere det voldsomme skrig der forlod hendes læber. Hun sprang ud af sengen, og var lige ved at snuble over sine egne fødder. Skriget fortog sig, og hun sad og stirret vildt frem for sig. Men, det havde stadig ikke været en af de drømme. Hvordan? Hvordan havde hun kunne drømme noget, og faktisk vågne op af sig selv? Hun fugtede læberne, mens hendes grønne øjne langsomt gjorde bestik af hvor hun var henne. Hvor var hun henne? Dette lignede ikke noget sted hun nogen sinde havde været før. Hun havde pludselig også svært ved at huske hvad der var sket inden hun var faldet i søvn. For hun havde da ikke været i nærheden af en seng? Havde hun? Der var så mange spørgsmål, og ingen kunne hun svare på.

Jeffrey holdte øje med tiden som den gik. Han vidste at det var nødvendigt at han blev i nærheden for at opretholde kontakten. Således de ikke kunne blive ubehageligt overrasket over en evne der på sin bedste magisk vis, kunne give dem alle en ordentlig røvfuld. Desuden havde han også rigeligt arbejde at se til. Det havde betydet mange timer i stearinlysets skær, før han var faldet i søvn i sin stol, kun for at blive vækket af et gennemtrængende skrig.
Jeffrey rettede sig op i stolen med et sæt og opspilede øjne af forskrækkelse. Langsomt lænede han sig træt tilbage i stolen igen og gned hænderne over ansigtet. Kunne hun nu ikke bare være vågnet op som et almindeligt menneske? Nej nej, sådan skulle det naturligvis ikke være. Hele ruinen skulle vækkes klokken lort om natten fordi hun var vågnet op i et mørket rum uden viden om hvor hun var.

Med en kraftanstrengelse fik han kæmpet sig op af, den lige nu, meget komfortable stol og strukket kroppen. Uden tegn på at mene han havde særlig travlt. Hun faldte næppe i søvn lige med det samme efter sådan en opvækning. Med sværdet tilbage i bæltet, gik han ud af lokalet, greb en fakkel i gangen før han nåede den forsvarligt aflåste dør.

Det tog lidt tid at få nøglen helt til at ramme i det gyldne lys fra faklen, men med en gammel knagende lyd gik låsen op og Jeffrey svang døren til siden. Først inde var hånden med faklen som oplyste rummet i en varm orange farve, afslørende den blonde kvindes placering i rummet. Og ikke mindst hendes noget vilde og forvirrede udtryk. ”Godmorgen, Tornerose” Hans stemme var rug og afslørede at det ikke var længe siden han selv havde sovet. ”Sovet godt?” et spørgsmål han egentlig ikke behøvede besvaret, da han var komplet ligeglad. Men hun havde trods alt været slået ud i mange timer, så det havde nok været tiltrængt.

Hun gik rundt i rummet, prøvende for at finde svar. Men der var ikke meget der forklare hvor hun var henne. Hun vente sig hurtigt imod døren, da hun kunne høre nogle nøgler der begyndte at rumstere i låsen. Det slog hende pludselig, at hun slet ikke havde prøvede at komme ud. Hvorfor ikke? Hun tog en dyb vejrtrækningen, og ventede tålmodigt på at personen åbnede døren. Forhåbentlig var det ikke nogen der ville dræbe hende. Og så også kunne give hende nogen svar på hvor hun var kommet hen.

Hvad der mødte hende, var en mand hun aldrig havde set før i sit liv. Hun stod bare og stirrede, afventede. Hun lagde hoved ganske lidt på skrå, mens hun næsten drak ham ind. Hans træk, hans udseende og den måde han bar sig på. Hun havde været længe nok i militæret til at kunne se - dette var ikke bare en eller anden almindelig mand. Så hun kunne godt stryge af listen, at en tilfældig borger havde fundet hende, og ud af godhed af deres hjerte havde taget sig af hende. Tornerose? Hvem var det? “Mit navn er Innogen.” kommenterede hun med en meget hæs stemme. Hun svarede ikke på næste spørgsmål, da hun var meget mere interesseret i at finde ud af hvem han var og hvor hun var.

“Hvorfor kunne jeg sove normalt?” hun overvejede slet ikke hvordan ordene lød som hun sagde dem. Men det havde været en af de første tanker der havde slået hende da hun vågnede. Hun havde haft drømme som da magien var forsvundet fra landet. Selvom det ikke havde været en god drøm, havde hun ikke kunne bevæge sig rundt i andre folks sovende sind. Hun fugtede læberne. “Hvem er du?” hun stod og stirrede på manden, rokkede sig ikke ud af flækken. Lignede mest af alt bare en meget forvirret ung kvinde. Og med spørgsmål, der nok ville få mange til at tro hun havde mistet forstanden.

Innogen. Navnet vækkede ingen genkendelse hos ham overhovedet, men det hjalp da at vide hvad ens fange hed. Det gjorde det en del nemmere at adressere dem uden bare at sige du der. Noget han faktisk foretrak. Det var så forfærdelig upersonligt bare at kalde nogen for du og dig der. Med en træt bevægelse, satte Jeffrey faklen fast i holderen ved døren, og lod derefter døren smække efter sig. Efterlod dem alene i det lille rum, oplyst af den varme let flakkende ild, der umildbart ikke bragte den mest trygge stemning med sig.

”Sove normalt? Gør du da aldrig det?” besvare hendes spørgsmål med flere af sine egne. Det havde allerede til at starte med været et sært spørgsmål, men taget hendes tilstand i betragtning ved tilfangetagelse, var det ikke et skud ud i tågen at søvn ikke var det hun havde fået mest af. Hun så stadig rædselsfuldt ud, og lugtede egentlig heller ikke specielt rart.
”Jeffrey Harrington. Og før du spørger, så befinder du dig i Ruinen af Fort Nox i Tusmørkedalen” hun havde ikke mulighed for at viderekommunikere den oplysning så længe han var der. Noget han var så stålfast sikker på, at det virkede ualmindelig dumt af ham at afsløre de oplysninger. Som han talte forsøgte han at opfange hvad hun var. Hvor hun kom fra og hvorfor hun var smurt ind i blod. Scenarierne var mange, men ingen af dem gav mening. Ikke før spejderne var færdige med at gennemsøge skovene omkring for beviser. Mest af alt så hun blot forvirret ud.

Hun sank mundvang, som er var begyndt at danne sig i hendes mund. Selvom han virkede fredelig lige nu, så var der noget meget skræmmende over denne mand. Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor hun fik det sådan, men han var bestemt ikke en hun skulle løbe hjørner omkring. Og nu havde måske allerede på nuværende tidspunkt delt for meget omkring hende. Meget mere end hun burde.

Hun åbnede munden for at svare, men lukkede den hurtigt igen. Hvordan beskrev hun, hendes magi uden at det blev misfortolket. Eller værre, at det blev forsøgt brugt som et våben. Hun snøftede lidt, og tørrede en beskidt hånd inde under næsen. Heldigvis for hende, havde hun levet med stanken så længe. At hun ikke længere kunne lugte hvor slemt det egentlig var. Men de mange uger hvor hun havde løbet igennem skoven. Intet bad, smurt ind i blod, mudder og ting hun helst ikke ville tænke over. Hun kunne dog ikke skjule, hvor skræmt hun blev da han nævnte Fort Nox. Hun kendte ham ikke, havde aldrig hørt om ham. Men fortet, det havde hun haft hørt om. Hun var end hos mørkets kriger. Hendes vejrtrækning blev en smule hurtigere, mens hun kunne mærke hvordan sveden langsomt begyndte at danne sig ved halsen og panden.

Her stod de så, hun vidste han var fra mørket. Men vidste han at hun var med lyset endnu? Var det derfor hun var her? Hvorfor kunne hun ikke huske noget! “jeg har ikke sovet meget længe... jeg er bare... forvirret” fik hun fremstammet, hun anede ikke hvordan hun skulle komme ud af denne sitation. Døren var lukket, han havde et sværd og hun intet. I hendes tilstand ville hun nok ikke nå langt før han havde fældet hende. Skulle hun tage chancen? Hun var bedre død, end fanget af mørket. Men når alt kom til alt - var hun så parat til at lade livet? Der var jo en grund til, at hun havde brugt så lang tid på at flygte, i stedet for bare at tage sin straf.

Jeffrey bevægede sig ikke tættere på hende men holdte sig en forsvarlig afstand. Ikke fordi han var bange for hende, ikke med den fordel han lige nu havde. Det var lugten. Den skar i hans næsebor der igennem årene havde vænnet sig til det mere fine aspekt af livet. Det var mange år siden han sidst havde befundet sig på en rigtig slagmark og for alvor lugtet blod, mudder og sved i samme ubehagelige blanding.
Reaktionen på hendes geografiske placering fik et antræk op i venstre side af læben. Fortet var stadig i sin spæde start af opbygning, og selvom rummene i krypten var ganske veletableret, var der stadig lang vej med resten af ruinen før det vendte tilbage til at være det gamle fæstningsværk af et fort grundstenene vidste det havde været. Men hun genkendte stedet. Genkendte det med frygt i sine træk og udstråling, og han vidste at hun var klar over hvad det betød.

Mørkets hær var sjældent noget nogen fandt det komfortabelt at havne i kløerne af. Deres rygte var, med god grund, noget makabert og sort. ”Du lyver” konstaterede han neutralt og placerede sig i en mere afslappet stilling med ryggen op af muren. Ubevidst aflastede han sit venstre ben, der oftere end ikke gav ham en noget atypisk gangart, og ligeledes havde en tendens til at sende smertejag op igennem kroppen på en dårlig dag. ”Jeg tror på at du ikke har sovet i lang tid, taget i betragtning af at du besvimede direkte i armene på os. Men lad os prøve igen, skal vi?” Han nærmest slugte alle de detaljer han kunne finde der på den ene eller anden måde kom til udtryk. Den forhøjede vejrtrækning, lette svedperler i alt snavset og lyden af hendes stemme. ”Hvem har du dræbt?” det kunne i hvert fald forklare hvorfor hun ikke sov normalt, hvis hun havde begået mord, noget tøjet godt kunne afspejle, og hun havde været på flugt lige siden. Men ordet normalt hang stadig som en dirrende faktor. Hvad mente hun præcis med det.

Hun kunne ikke gemme det, om hun så ville elle ej, blev hun tydeligt overrasket over hvor nemt han kunne læse hende. Selvfølgelig havde hun altid haft lidt for nem tilgang, til at vise følelser i hendes ansigtsmimik. Men, hun synes stadig var var utroligt, hvor nemt han havde gættet at hun løj omkring at hvad hun havde ment. Og at han kunne så nemt, uden tøven sige at hun havde dræbt nogen. Selvfølgelig ville de fleste komme til den konklusion, at når man var så meget indskolet i blod, og man havde løbet som hun havde gjort. Det var igen ikke så mærkeligt nej, men det var måden han sagde det på. Hvordan at han bevægede og bar sig selv på. Nu var spørgsmålet så, skulle hun forsøge at lyve igen? Eller skulle hun sige sandheden, og hvor meget af sandheden kunne hun nøjes med at fortælle, uden at han ville gætte det ikke var hele sandheden.

Hun vaklede en smule på hendes ben, selvom at hun nu var udhvilet. Var hun stadig udmattet, og sulten. Hun tog en dyb indånding, og sank tilbage i sengen. Hendes blik forlod ham ikke på et eneste tidspunkt. Tungen gled ud mellem læberne, og hun vædet underlæben. “Ved et uheld dræbte jeg mine venner” mumlede hun svagt, og lod ansigtet glide ned i hendes hænder. Dog kun ganske kort, før at hun vente sig imod ham. “Jeg har nogle evner jeg ikke kan styre, og nogen gange så går det ud over dem der er tættest på.” hendes blik blev en smule mere arrigt, hvorfor havde han behov for at vide det her? Hvad ville han få ud af det når alt kom til alt. De var fra mørket, var det ikke bedre bare at dræbe folk og smide dem væk. Hvad kunne han dog i sin vildeste fantasi tro han kunne bruge hende til. “Så hvad nu, du lader mig sove - og hvad forestiller du dig sker nu? Jeg går ikke ud fra i bare lukker mig ud og jeg kan fortsætte som jeg gjorde inden i valgte at tage mig her ind.” jo mere hun snakkede, jo mere sikkerhed følte hun i sig selv. Og det var også tydeligt i den måde hun konfronterede ham på. Hendes læbe trak sig tilbage i en irritable grimasse. “Ville have været meget nemmere for os alle, hvis i bare havde dræbt mig.”

Overraskelsen var næsten som den smukkeste dans for Jeffreys blik. Hvordan hun vaklede over at han kunne aflæse hende, og ikke mindst vaklen på grund af udmattelse. Hvor længe siden var det hun havde sovet? Taget et velfortjent hvil? Haft tid til at drikke og spise. Hun afspejlede på ingen måde en rolig sjæl. Langt fra. Der foregik for meget bag de grønne øjne. Der var en styrke, let genkendelig, men også en stærk træthed. Jeffrey tog en dyb indånding og betragtede som hun sank tilbage ned på den primitive seng, han knap ville kalde en ordentlig brædde at sove på. Et selvsikkert smil voksede frem på hans læber og hovedet lagde sig let på skrå. Arrigheden var ikke svær at finde i blikket. Hendes øjne var som en åben bog for ham, når lyset faldte rigtigt. Selvfølgelig var hun sur, hvem ville ikke være det. Men det morede ham stadig at hun tog den retning. Undrede det hende virkelig ikke mere at den evne ikke så ud til at virke lige nu?

”Et uheld? Hvorfor flygte fra et uheld? En hæderlig forklaring giver vel ingen straf hvor du kommer fra?” Hans blik blev umuligt endnu mere underholdt end før og langsomt begyndte han at klukke. ”Sov så længe du lyster, Innogen. Det bliver du ikke frelst af” måske havde det været nemmere bare at dræbe hende. Skaffe hende af vejen. Men hvorfor det? De vidste jo endnu ikke hvad side hun var på, selvom hun efterhånden havde tegnet et noget solidt billede af sig selv. Hun virkede for hæderlig til at være på den mørke side af loven. I hvert fald ikke med vilje. ”Sov” han gjorde en gestus med armen, indikerende at hun bare kunne ligge sig, hvis hun mente det var så dødbringende farligt.

Hun lo en hæs latter, da han spurgte ind til hvorfor hun havde valgt at flygte fra et uheld. “Hvilket land, hvilket sted kender du? Der uden videre vil lytte til en forklaring fra en kvinde, der står sølet til i blod fra flere mænd. Og benægter sig uskyldig?” et sarkastisk smil bredte sig hen over hendes læber. “Og måske er det slet ikke straffen jeg flygter fra, men mig selv. Ikke at du ville vide noget om det.” kommenterede hun bag efter, og veg sine øjne fra ham. Den måde han kiggede og betragtede hende på, fik det til at vende sig i maven på hende. Som var hun et stykke eksperiment han helst ville vende og dreje, smadre og samle igen for at få mest muligt ud af hans nyeste legetøj. Ikke at hun vidste om det virkelig var det han tænkte, men hun kunne næsten ikke forestille sig andet. End når nogen fra mørket, valgte at samle en ubetydelig og forvildet kvinde fra jorden og tage hende med.

Hun vendte sit blik imod ham igen, med en vrede bag de grønne øjne hun normalt aldrig besad. Hun rejste sig op, knyttede sine fingre hårdt ind imod håndfladen. “Hvad vil du med mig!?” vrissede hun højlydt, og trådte et skridt tættere på ham. “Hvorfor vil du have jeg skal sove, hvad er det du er ude på!?” hun måtte bruge hele sin vilje styrke, på ikke at styrte imod ham. Hele hendes krop sitrede, hvordan kunne man hade en person så meget. Uden man overhoved kendte personen?

”Så det du siger er, at selv blandt lyset er man skyldig til det modsatte er bevidst” han vidste ikke om det var der hun var fra, men eftersom det var hans bedste bud til et sted, hvor der kunne foregå almen retfærdighed. Mørkets hær var ikke kendt for at være spor retfærdige, ikke mod andre end dem som faktisk ikke fortjente det. Retfærdighed var ikke lovsystemet der blev brugt her, og nogen gange generede det ham. Men Jeffrey havde mere grund end alle andre til at tro at lyset var alt for vage med deres straffe. Ridderen der blot havde nægtet sig skyldig og aldrig havde fået konsekvens for nedslagtningen af Jeffreys familie. Det satte sine præg. ”Er du da farlig?” Ville han virkelig ikke vide om det? Et spændende eksemplar som hende der endnu ikke havde kunne fornemme at hun ikke kunne bruge magi. Hun havde en, men hun havde også pointeret at den kom når hun sov. Det gjorde ham nysgerrig. Han ville dog ikke gå så langt og sige at hun var et eksperiment.

Jeffrey bakkede ikke men rettede sig derimod op fra sin placering lænende mod muren og så tilbage på hende med stålfaste øjne. Morskaben var forsvundet fra hans blik, der var efterladt tilbage hårde og kolde. ”Jeg vil vide hvad du laver her, jeg vil vide hvorfor du er smurt ind i andres blod, og jeg vil vide hvorfor du bliver ved med at true mig med at du er et rent mareridt når du sover.” påpegede han direkte og betragtede hvordan vreden sitrede rundt i Innogens krop. Det lyste nærmest ud af hende. ”Eller du kan få lov at blive siddende i dette rum alene og i mørke til du kommer på bedre tanker” truslen var ikke tom. Han var parat til at gå ud af rummet og lukke hende inde, med mindre hun sagde noget. Ellers kunne han vende tilbage om et døgns tid eller to.

Hun fnyste af ham, da han spurgte om hun var fra lyset. Hun valgte ikke at svare, men det at hun lod være, var vel mere en rigelig svar på at han havde ramt korrekt. Men hvis hun prøvede at benægte det, havde hun en fornemmelse af at han ville gennemskue det. Hun havde aldrig været den bedste løgner. Men det betød hellere ikke at hun var den nemmeste til at få til at sige sandheden. Hendes mund kunne være sømmet sammen, hvis det virkelig galt.

Næste spørgsmål, igen stilhed. Hun blev mere og mere irriteret over, at han ikke ville svare på hendes spørgsmål. Hun havde ikke længere tænkt sig at give ham tilfredsstillende at hun ville svare på hans, når han ikke havde tænkt sig at gøre det samme. Så han havde tænkt sig bare at efterlade hende i dette rum? Fantastisk, så kunne han jo bare efterlade hende her for at rådne op, hun kunne da ikke være mere ligeglad! Hun valgte det eneste hun følte hun kunne, sætte sig ned og vende blikket væk fra ham. Han kunne sejle sin egen sø, han fik ikke mere ud af hende. Hun valgte til sidst at ligge sig ned med ryggen til ham. Måske for første gang i hendes liv, ønskede hun at drømmene ville tage dem alle sammen.

Jeffrey var ikke sikker på om det var normal indstilling at kvinder konsekvent blev stædige og tavse. Hun var det ikke uden attitude i hvert fald, men hun klappede i som en østers og nægtede at besvare noget som helst. Han var åbenbart ikke værd at bruge ord mod mere, og Jeffrey trak ligegyldigt på skulderne. ”Sov godt” nu hun havde lagt sig til rette med ryggen til ham, tilsyneladende insisterende på at bruge sin evne nu for at give dem en lærestreg. Gad vide om hun stadig havde de tanker om et par døgn. Jeffrey gik ud af døren, havde faklen med sig og efterlod hende alene i rummet på ny.

I løbet af den næste dag kom der en mand, åbnede døren og placerede en skål med tørt brød og et krus vand, før døren blev smækket igen bag ham. Derefter blev hun ladt alene i mørket i et døgn mere. I den tid brugte Jeffrey tiden med sit arbejde. Hans tanker strejfede hende næppe mere end at huske på hvor længe hun havde fået lov at være alene i rummet, mens han fik etableret selv at have en seng i læsekammeret, så hans evne kunne neutralisere hende. Han tog ingen chancer, specielt ikke med en evne han ikke forstod noget af. Ikke endnu i hvert fald.

Efter tog døgn, var Jeffrey tilbage ved låsen for at åbne den tunge dør. Denne gang ikke med søvn i blikket, men derimod veludhvilet og fokuseret. Faklen blev sat tilbage i holderen, og døren blev lukket tungt bag ham. Hvis hun sov, blev hun med al sandsynlighed vækket. ”Sovet godt?” han vidste det var ren provokation at stille lige netop det spørgsmål. Men han kunne hurtigt gå igen og give hende en to til tre døgn mere.

Hun havde aldrig prøvet noget så grusomt, aldrig. Ingen kunne have forberedt hende på, hvad der ville ske når man blev fanget af mørket. Hun havde regnet med tortur i form af smerte, hurtig smerte, voldsom smerte. Men ikke i form af dette. Hun sov godt det første døgn, men som lugten begyndte at blive værre, og selvom hun havde taget en del af tøjet af og smidt det i et hjørne. Hjalp det ikke på hendes hud var næsten et lag tykkere end det burde. Maden var sparsom, og selvom hun havde nægtet i starten. Så var hun alligevel endt med at spise det som der blev sat foran hende.

Som hun var nød til at gøre de ting, en menneske nu gjorde af natur. Var rummet ikke begyndt at dufte bedre. Og hun var næsten på randen af tåre, skrig og sindssyge. Så da døren endelig åbnede sig, lyset ramte hendes øjne veg hun tilbage i et hjørne. Hendes blik kiggede vildt frem for sig, da stemmen ramte hendes øre. Hvor længe havde hun været sådan? For ham var det måske to døgn, hun var sikker på at det havde været en uge, måske længere. Hun svarede ham ikke, han vidste jo godt hvorfor hun ikke havde sovet godt. Hvem kunne det i disse omstændigheder. Magien virkede ikke her, hun havde prøvet at bruge den gave hun havde fået fra lyset. Så hun var pludselig gjort opmærksom på, hvorfor han ikke var blevet nervøs af hendes snakke. Enden var det ham, eller noget i dette rum som sørgede for at hun var naturaliseret på det punkt. Hun trak sig længere tilbage i krogen hun sad i, mens tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder, inden hun kunne nå at stoppe det. Skulle der virkelig ikke mere til for at knække hende? Ynkeligt.

Jeffrey havde ingen kvaler over at efterlade et andet menneske på denne måde. Overladt til sig selv i et mørkt rum, uden mulighed for at se eller gøre noget for at gøre det mere bekvemt for sig selv. Det var også det første han bemærkede da han åbnede døren. Stanken hun befandt sig i. Hvor grufuldt det efterhånden måtte være at befinde sig i en situation som denne. Jeffrey rynkede svagt på næsen over det, men lod sig ellers ikke synligt mærke af at alting nærmest lugtede dødeligt. Lyset gav genskær i tårene der begyndte at trille ned af hendes kinder, og det gav ham en forventning om at det var begrænset om han behøvede at gøre mere. En mere sadistisk vagt, som ønskede de helt rigtige resultater uden at skulle arbejde for dem, havde lukket døren igen og givet hende et døgn mere for sig selv. Men Jeffrey torturerede ikke folk af lyst. Han følte ikke glæde ved at gøre det, kun nødvendighed.

”Er du klar til at snakke?” hans stemme gav næsten genlyd i rummet, så stille var der i rummet, selvom mørket syntes at sluge al den lyd det var muligt at få fat i. Han ventede på om hun ville svare, eller om hun stadig holdte fast i sin egen stædighed. Stædighed kunne i disse tilfælde være den værste fjende. Al den smerte de udsatte sig selv for ved at have den. Hvor meget længere tid de spildte for ingen verdens nytte.

Udmagret, skrøbelig og et hylster var nok det man kunne beskrive Innogen som efterhånden. Den robuste kvinde hun gang havde været, med muskler flere mænd ville være misundelig omkring. De var væk, hun var blevet mere end bare tynd, hun var næsten sygelig tynd. Uden ordentlig mad og drikke i snart en måned. Det var hvad det gjorde ved en. Hun tog en dyb indånding, gennem munden, da hun havde lært at trække vejret igennem næsen ikke var særlig behageligt. Selvom det nok ikke længere var lige så slem for hende, som det var for Jeffrey. Selvom det ikke virkede på ham som om at det påvirkede ham særlig meget.

Hun lagde sine nøgne arme over sig selv, og knugede sig helt sammen. “Jeg har ikke noget jeg kan fortælle dig. Det kan jo også være lige meget, siden du tydeligvis har evnen til at tage min magi fra mig.” hendes stemme var tør og hæs, som ville den forsvinde om ikke så længe. Hendes ord var en smule snøvlede, og nogle blodsprængte øjne kiggede op på ham. Hun var så tæt på at sige det til ham, men hendes evne, hendes magi var så magtfuld at hvis han fik hende til at træne den. Hvis han brugte den til hans egen vendings skyld. Kunne det blive noget farligt. At kunne vade ind i andre folks drømme, lege rundt i deres tanker. Og dræbe dem. I hendes øre, lod det bestemt ikke som noget hun kunne tænke sig at give til mørket. Hun havde ikke en gang informeret lyset helt omkring hvad hendes magi var. Kun at hun havde problemer med at styre det. I hendes overbevisning, var hun ret sikker på, at de troede det var en form for eksplosiv energi udledning hun kunne skabe. Men det ville ikke beskrive særlig godt det syn, der havde vist sig foran hende da hun var vågnet. Den forfærdelig og skæbnesvangers nat.

Jeffrey gik tættere på hende og kiggede på den nedbrudte kvinde, der forsøgte at holde fast i sig selv noget tid endnu. Hun havde lidt i længere tid end hun havde været her. Hun havde ikke haft mulighed for at slappe af i guderne måtte vide hvor lang tid. Jeffrey lagde hovedet ganske let på skrå, forsøgte stadig at ignorere stanken fra rummet med kun ganske lette trækninger i næsen fra tid til anden. ”Er du virkelig ikke mere end din magi?” påpegede han. Hun havde lydt så selvsikker i at hun skulle vise ham. At han skulle få betalt for at havde ført hende her til. Det havde været hans undergang og når hun fik lov at sove, ville han få det at mærke. Selvfølgelig vidste hun ikke at han neutraliserede al magi i en solid omkreds af sig selv, selvom hun nu godt vidste at hun var forhindret.

Ordene han havde sagt var ikke hånlige. De var præget af en gennemtrængende ligegyldighed til situationen. Til hende. Hun betød ikke noget for ham, og hvis hun virkelig mente at hun ikke kunne give ham mere end hvad hendes evne indebar, hvad havde han så at bruge hende til?