Stoleryggen ramte Zirras baghoved hårdt, og hendes krop faldt slapt til gulvet i den lille stue. Hun ramte lænestolen på vej ned, og gulvtæppet tog af for resten af sammenstødet, men behageligt var ikke et ord, man ville bruge om hendes stilling. 
Hendes to angribere kiggede på hinanden. "Hvad gør vi med hende?" spurgte manden, der havde slået Zirra ud.
"Ingenting, lad hende ligge," svarede kvinden hæst. "Det her larmede, naboerne har måske hørt det, så lad os tage lortet og komme af sted."
Manden nikkede fast og de rodede papirer og smykker ned i deres tasker uden tanke for, hvor krøllet noget blev. Næsten som en eftertanke, væltede kvinden et par stole og fejede bordets indhold ned på gulvet, som om deres slagsmål ikke havde rodet det nok til i forvejen. I blandt tingene var en lysestage, og den trillede hen ad gulvet mod gardinet, der hang helt ned til gulvet fra den knækkede stang. Med det forlod røverne det lille hus, uvidende om at lysestagen havde været tændt, hvilket de blot ikke havde kunnet se, for lyset lå fanget i den sten, Zirras bevidstløse krop stadig knugede i hånden.

Opgaven var begyndt et par dage før og havde været rimelig simpel. Et par ting skulle plantes i det lille hus i det Centrale Dianthos, så den gruppe røvere, der havde gjort livet surt for andre beboere i området, kunne snuppe dem under deres næste indbrud. Papirerne ville fortælle om en særdeles lukrativ lokation, hvor der tilfældigvis ville vente en gruppe byvagter og en enkelt Lysets Kriger som ville føre dem til deres nye hjem: Brummen.
Det var en lille sjov opgave, Zirra havde fået i en tid med lidt mindre at lave udenbys, og det ville have været let at klare med venstre hånd, hvis ikke røverne var dukket op, før tippet om huset var blevet givet. Hvor tråden var knækket, vidste Zirra ikke, og hun var endt med to røvere, der var lidt for opsatte på også at slås med hende, selvom hun havde foreslået overgivelse som første mulighed.

Nu lå hun på gulvet med en mellemstor sten i hånden, der langsomt tiltog i lysstyrke, mens de sorte flammer blev mere og mere tydelige op ad husets vægge, og bredte sig langs alt stof og træ, de fandt, som mørke dæmontunger. 
Først da flammerne havde opslugt det meste af væggene, og grådigt søgte at fortære de bærende loftsbjælker, kunne stenen ikke længere holde lyset. 
Udefra havde der været røg omkring det mærkelige syn af et hus indhyllet i hvad der lignede blødt, sort stof, der blafrede op mod vinden, men folk havde holdt sig på afstand af den sære magi, der helt sikkert var ulovlig, og i øvrigt også rimelig varm.

Stenen flækkede i Zirras hånd, og lyset eksploderede ud mod gaden, hvor de forundrede gisp straks blev afløst af paniske skrig. 

Døren blev med ét sparket ind. Der var absolut ingen tid til at overveje, om det hvorvidt det var en god idé eller ej. Alran havde allerede taget sig det mest dumdristigske valg af dem alle: Han havde løbet direkte ind i den brændende bygning. Og det uden nogen form for vandkyndig magi til rådighed. Så hvad betød risikoen for at gøre det hele meget, meget værre. Det var kun rent og skær dumt held, at man ikke rigtig kunne stole på, at vinduer og døre holdte gennemtræk fra at komme igennem lejlighederne. Det var muligvis netop derfor, at flammerne allerede havde udviklet sig så voldsomt, som de havde, så meget havde han ikke at skulle bekymre sig om at ilte ilden endnu mere – hvis han da ellers havde taget tid til at udtænke nogle planer.

Alran havde overværet det meste af spektaklet fra sin egen lejlighed på den anden side af gaden. Det unødvendige postyr på gaden havde været grunden til, at han havde trampet til sit vindue, klar til at smide et par skældende ord ud mod befolkningen, men idét brandens lys var vendt tilbage og fuldkommen blændet ham for en stund, tabte han hovedet og var faret ud hurtigere end selve by-alarmen ville kunne få ham ud af fjerene, skulle den en dag lyde.

Det var uden tvivl røgen, der var den største udfordring for ham. Han var ikke mere et få skridt inde i flammehavet, før hans lunger var fyldt med røg, og han hostede noget så gevaldigt. Selvfølgelig ville flammerne kunne gøre en ende på ham, men han var mere vant til heden og følelsen af at blive slikket af elementet, end han var af den kvælende effekt af røg. I smedjen var det trods alt røg der blev bearbejdet mest for at beholde kun i skorstenen.
Egentlig havde Alran ingen anelse om der overhoved befandt sig nogle i huset. Hans eneste hint på liv havde været den besynderlige tilbagevendelse af ildens lys. Det måtte have været magi. Og sjældent opstod der magiske eksplosioner på den måde i byen uden en persons manipulering af det. Chancen for at personen havde aktivitet magien et andet sted fra var først en tanke der gik op for ham efter, han var midt i sin heroiske gerning. Så det var en underlig lettelse at faktisk se en skikkelse iblandt flammerne.
”Lort!” vrissede han under sin kradse hoste. En hver kunne se, at dette var rummet, hvor det var startet. Det var her at ilden havde taget mest fat. Der var ulideligt varmt. Og den forbandede røg! Uden videre eftertanke trak han sin skjorte over hovedet og pressede den hårdt hen over sin mund og næse, efter at have klumpet den godt sammen. Ilden havde heldigvis holdt sig mest til møblerne, væggene og loftet, så der var næsten en lige linje fra ham til den bevidstløse figur.

Han faldt tungt på knæ ved skikkelse. Det eneste han havde tid og hoved til at lægge mærke til i øjeblikket var, at det var en kvinde. Hvordan hun var tilredt eller om der var gået ild i hendes hår, ænsede han squ ikke. ”Hey!” kaldte han hæst bag klumpen af stof. Med den frie hånd blev hun rusket i, som ville det kunne vække hende tilbage til bevidstheden.
”..Vi bliver nød til at gå dig ud herfra. Må Isari være med mig bare i dag.” Det var ikke meget mere end en mumlende tanke for ham selv. Hvordan fanden skulle han få hende ud herfra?

Noget buldrede og larmede, men det var langt, langt væk. Det var mudret og lydene blandede sig med tankestrømmen, og fik Zirra til at tænke på brusende træer. Hun havde det varmt, men hendes arme føltes lidt for tunge til at hun gad løfte dem og tørre sved af panden. Uden hun bemærkede det, gav hendes krop et spjæt, da der blev råbt til hende, men hun var stadig helt væk.

Ved siden af Alran sprang en gnist fra en stolpe, og den kollapsede og tog det meste af dørkarmen ind til et lille værelse med. Træet ramte knasende gulvet, der gav efter og fortsatte ned i kælderen. Døråbningen, han var kommet ind af, stod snart i lys lue, og ville blive problematisk at komme helskindet ud af igen. Vinduet på den modsatte væg var næsten urørt sammen med det meste af væggen, men det var tydeligt at se, at det ikke ville vare længe, før flammerne var vandret henover taget til det.

Ude på gaden var der tilstrømmet præster med godkendelser, så nogen start kunne gøre noget ved flammernes hærgen. Flere blandt den samlede folkemængde skyndte sig frem og begyndte straks prøvende at kaste vand på flammerne. Hvis det var magisk ild, var de bange for, at det ikke ville virke. Overraskende for alle virkede det, og det satte gang i folk. Måske var det almindelig ild, alligevel, og det vidste de, hvordan de håndterede. En lang række blev dannet, og spande blev sendt frem og tilbage i kæden, mens enkelte magikere med en forkærlighed for det våde, arbejdede på at forhindre flammerne i at sprede sig til de nærtliggende hustage.

Hun vågnede ikke op. Men hun havde bevæge på sig, så hun måtte da stadigvæk være i live. Mennesker spjættede ikke som fisk efter døden eller løb rundt som en høne efter at have fået hugget hovedet af, så der var ingen grund for ham at føre hårdhudede fingerspidser ned for at søge efter en puls. At han så heller ikke havde tid til at fumle sådan rundt, blev også meget hurtigt tydeligt.

Lyden af knirkende træ var den første advarsel, da selve gnisten bare var faldet i et med alle de andre knips, som flammerne allerede skabte. Alran havde nær ikke engang fået drejet hovedet i retningen af lyden, før stolpen faldt, og virkelig satte hans hjerte på overarbejde. Han kunne direkte mærke adrenalinen pumpe igennem hans krop, da han fuldkommen instinktivt sprang frem og dækkede for kvinden med sin egen krop lige før et hav af rødglødende gnister sprøjtede op fra stolpen og døråbningens fald. Med afstanden de godt nok havde til det var de faktisk ikke i betydeligt fare. Det regnede ikke ned over dem, men den hovedløse blev alligevel mødt af et par brændende askefnug.
Han bed hårdt sammen og sugede voldsomt ind igennem tænderne. Det sveg som intet andet! Og han forbandede sig for en kort stund at han havde smidt trøjen. Lige indtil røg fandt sig vej ind i hans lunger i og mindede ham om, hvorfor.

Alran var virkelig ikke meget for at så tilbage mod døren igen. Det havde været hans vej ind. Og dermed og hans eneste vej ud igen! Kraftrøvluderlort! Okay. Ikke den eneste. Skarpt lå hans opmærksomhed på vinduet. Lige ved siden af det flammehav, som gardinerne havde skabt. Perfekt. Han skulle bare være glad for at glad ikke var brandbart materiale. Så han sank tungt og møvede så endelig armene ind under den bevidstløse kvindekrop.
”Hvis jeg ikke kommer ud af det her i live…” startede han ud under sin vejrtrækning og uden at færdiggøre sin sætning satte han i bevægelse mod vinduet. En arm under kvindens knæ. En anden omkring hendes skuldre. Som at rive et plaster af satte han tempoet op. Der var alt for varmt til at tænke planer igennem nu. For varmt til at ordne vinduet med omhug og som det var beregnet. Så snart han havde nået det havde han ikke tøvet med at løfte et ben og blot sparke mod samlingen af skodderne, som han havde gjort ved døren ind til værelse.
Deen pludselig iltning gjorde flammerne bag ham vildere, men før de kunne nå at slikke sig for meget om ad ham og hans skønjomfru i nød var de ude af vinduet. At ikke befinde sig på første sal eller højere var en ting, han kunne takke guderne for, når faren var helt ovre, og når han ikke skyndte sig en god afstand væk fra det brændende hus, før han tillod sig at trække vejret igen - vejret han havde holdt igennem hele flugten. Og han faldt sammen til sine knæ. Forpustet af den enorme mængde af adrenalin i sin krop. Dog sørgede han stadig for at ikke bare tabte kvinden ud af sine arme. Han skulle… bare lige …have et øjeblik..

Flammetunger slikkede ud efter Alran og prøvede at svitse hans tøj, som han flygtede fra infernoet. Så snart, han var landet på gaden, kom alt for mange folk ham til undsætning, og han blev overhældt med vand, fik tilbudt vand, og spørgsmålene haglede ned over ham. I baggrunden stod to Kilepræster og skulede mod ham. Afventende. 

Zirra vågnede hostende op, da vand skyllede ned over hendes ansigt. Røg stod næsten synligt ud fra hendes mund, og hun måtte blinke alt for mange tårer ud af øjnene, der sved noget så voldsomt. Der gik næsten to hele minutter, hvor hun hostede og harkede, før hun kunne tage en dyb vejrtrækning og se sig omkring. Flammerne var mere under kontrol, fordi så meget blev gjort, men hun måtte stadig misse med øjnene mod skæret. 
"Ved Aladrios..." hviskede hun med skræk i stemmen. 
Hvorfor var det sket? Havde hun gjort det? Hendes lys kunne da ikke brænde...
Hun slog et hurtigt blik ned mod stenen, hun stadig holdt krampagtigt knuget i hånden. Den var flækket i fire stykker, og helt tom for lys. Hun havde kun haft et enkelt stearinlys i det. Var det væltet? Det var nok hendes værste mareridt, og derfor hun altid tændte lys henover små fade med vand, i tilfælde af at de skulle vælte, mens hun var ude. Skræmt fik hun proppet stenen i lommen og masseret sine ret stive og ømme fingre.
Så opdagede hun manden, der stadig havde fat i hende. "Har du lige... Fået mig ud... Derfra?"

Imens nærmede de to Kilepræster sig optøjerne. Deres ansigter var sat i hårde miner. De ville have svar.

Alran lod vandet skylle ned over ham, ja. Det var bare ikke ensbetydende med, at han var vitterligt glad for at blive fuldkommen gennemblødt af panikslagende redningsfolk. Havde der været ild i ham?! Ikke så vidt han havde været bevidst om! Og om han ikke også ville have vist det, hvis der havde. Det ville nok have gjort ondt. Mere end det sved i forvejen - Åh, guderne velsigne hans tilvænning til gnister fra smedjens brutale ildsted, ellers ville en mandlig tåre nok have tegnet en ren streg ned over hans sodbeskidte kind.
Men selv mens stemmer talte oven i hinanden omkring hans ører og kvinden der atter vågnede fra sin bevidstløse tilstand og hostede ham mere eller mindre direkte op i ansigtet, blev han siddende som var han ikke rigtig til stede. Kvinden halvt på sine lår og i sine arme. Ryggen buget og overkroppen lænet naturligt ind over hende. Skuldrene faldet markant fra deres opspændte position indenfor i huset. Lettelse. Det var dét der fyldte ham sådan! Lettelse for at det havde lykkedes.

Det var først ved lyden af hendes stemme rettet mod sig, der virkelig trak ham ud af sin trance, og de mørke øjne søgte hendes straks. ”Hva? Ih nej da! Du sprang squ selv ud ad vinduet. Jeg stod her bare tilfældigvis, klar til at gribe dig,” røg det ud af ham, som havde nogen åbnet for en vandhane og sarkasme fossede ud. Hans stemme var umådelig hæst af røg, og nu hvor han for alvor brugte sin stemme igen, blev hans ord pludselig kvalt af et krads hosteanfald fra ham selv, der tvang ham til at drejet ansigtet så meget ind mod sin skulder, som han kunne.
”Selvfølgelig fik jeg dig ud derfra!” fortsatte han så hurtigt derefter. ”Ville du måske hellere have, at jeg havde efterladt dig derinde? Hvem ved Zaladins svedige nosser vælger også at tage en lur midt i et flammehav?!”

Selvom både Alrans tone samt hans ord var meget hårde at få smidt i hovedet, så var der ikke noget der indikerede, at han havde i sinde at mindske sit greb omkring hende indtil, at han kunne sikre sig, at hun ville ende i bedre hænder. Og lige nu lød alle andre stemmer omkring ham bare som irriterende summen frem for nogen form for forsikring i den grad.
”Du er nød til at…” brummede han, men stoppede sig selv halvvejs igennem sætningen, hvorpå han endelig løftede hovedet for at se søgende omkring. Det var en pludselig og intimiderende bevægelse fra en mand som Alran, så et par stykke der stod omkring dem, bakkede per automatik lidt tilbage. ”Nogen der kan få bragt hende til Helbredelseshuset?!” Han råbte det ud, selvom flere stod tæt nok på at kunne høre ham tale normalt. Og hans røgslidte stemme knækkede da også en enkelt gang. Men selvom han denne gang faktisk kom igennem en fuld sætning uden at stoppe, så stoppede den nu stadig meget brat, da hans blik landede på de to autoriteter. Og hans blik blev lige så hårdt. Irritationen kunne dog nok nemmere ses på hans ansigt ens deres, skjult bag masker eller ej.

Zirra lod sig støtte lidt mere på brostenene for at aflaste sin redningsmand under hans hosteanfald. Selvom hans ord var hårde, var der kun taknemmelighed at finde i Zirras øjne. Havde den fremmede mand virkelig taget chancen og var løbet direkte ind i flammerne? Han havde da umuligt kunne se hende ude fra gaden, så han måtte være løbet derind for bare at tjekke, om der var nogen derinde.
"Jeg tror..." begyndte hun tøvende og tog sig til baghovedet. Hun vrængede ansigt af smerten derfra, men der var intet blod på hendes fingre. "Jeg tror jeg er okay. De slog mig ned med en stol... De må have antændt det bagefter. Åh, du har virkelig reddet mit liv, hvordan kan jeg på nogen måde takke dig? Åh, og der er ikke flere derinde i øvrigt. Jeg var alene derinde, før de kom."
Hun måtte hellere forsikre ham om, at der ikke var flere i fare, så han ikke gentog successen og løb hovedkuls tilbage. Sætningen endte i en kuldegysning, da en kold brise blæste igennem gaden og fik det våde tøj om hende til at føles som et tyndt lag is.

Præsterne gik tættere på, og folk begyndte at sprede sig for at gøre plads til dem. Den summen, der havde domineret pladsen, døde ud til en mumlem, der blev overdøvet af flammernes rasen og råbene om mere vand. Maskerne havde begge præster i hænderne, og deres skæven til ilden vidnede om, at de måske var bange for at maskerne skulle flække på deres ansigter af varmen. 
"Hvis magi skabte det her?" spurgte den ene alvorligt, og kiggede nærmere på Alran end på Zirra. De havde tydeligvis besluttet sig for at den større mand var en mere sandsynlig skyldner end den tydeligt afkræftede kvinde.  

Lort! tænkte Zirra, og sikrede sig at stenen lå sikkert i hendes lomme og ikke kunne ses. Hun havde jo egentlig tilladelse til at bruge magi, hun havde bare ikke tilladelse til at vise den tilladelse i større folkemængder, fordi det ville gøre hende alt for bemærkelsesværdig. Endte det her med, at præsterne ville have dem til forhør, måtte hun lade dem slæbe hende med og sikkert vente en nat i et koldt lokale på at hendes overordnede kunne bekræfte hendes identitet. 
Det bedste ville være at komme væk inden de fik for gode ideer om deres ret til at slæbe folk med. Måske hun skulle tage imod det helbredelseshus alligevel?

Lettelsen voksede kun som hun talte. Hun tøvede godt nok med ordene, men han opfangede ikke nogen form for besvær ved at få tungen på gled, så det måtte betyde, at hun virkelig var okay, som hun sagde. Og at slaget hun havde taget ikke havde gjort nogen alvorlig skade. Vent. Slået?! ”Hvad?! Sige du, at det her ikke var et uheld?” Meget hurtigt var al hans opmærksomhed vendt væk fra de nærmende præster og tilbage på hende. Var der derfor, at hun havde været helt væk, da han fandt hende? Han havde oprindeligt bare troet, at hun måtte have mistet bevidstheden pga. røgen. Eksplosionen af lys kunne også nemt have skabt en trykbølge, voldsom nok til at have hende slået ud. Men det var åbenbart ingen af dele. Det her tegnede ikke godt.

Idét Kilepræsterne havde nået dem, havde Alran allerede været godt i gang med at skamme sig over, det faktum, at han vitterligt ikke havde så meget som ladet tanken om, at der muligvis var andre inde i bygningen, strejfe ham. Han havde været så fokusere på én person. Så selvom at han blev forsikret om, at hun havde været ene og alene derinde, var det ikke rigtig nok til at få ham til at slappe helt af. Og da slet ikke da det fordomsfulde spørgsmål blev smidt ned foran dem.
”Hvor skulle vi vide det fra?” Det var igen ikke et venligt udtryk, der blev tildelt dem, da han drejede hovedet tilbage mod dem. Han frigjorde sin ene hånd for at kunne føre sorte fingre igennem det dryppende hår og tvinge det tilbage og væk fra ansigtet. ”Jeg er ikke den heldige ejer af pyromaniske magiske egenskaber i mine årer. Så ligemeget hvor meget jeg så end drømmer om at sætte op den perfekte heltegerning for mig selv, så ville det squ ikke være muligt.” Han skulede op til præsterne, som de stadig stod og tårnede sig over ham og kvinden på jorden, og de næste ord blev en smule mere sigende. ”Selv hvis jeg kunne skude ild ud af hvert hul i min krop, ville der have været andre bygninger, jeg ville have foretrukket at gøre det mod end et så tæt på mit eget hjem.”

Han var den perfekte beskrivelse af en mand, der havde fået det forkerte ben ud af sengen, så hurtigt som provokation havde hobet sig op i ham. ”Hvis det er en synder I leder efter burde I lede efter dem, der efterlod hende her derinde til at blive ristet til ukendelighed,” vrissede han videre og gjorde et hoved kast mod den brændende bygning. ”En anden god idé ville være at faktisk give en hånd med til at få lortet under kontrol i stedet for at bebrejde den første og bedste for det. I har tilladelse til at bruge jeres forbandede magier, har I ikke?! Så hvad med at gøre bedre nytte af dem, huh!” Igen måtte han lige dreje sig væk for at hoste.
Alran stillede sig virkelig ikke i et alt for godt syn med hans grove sprog. Og endnu værre stillede han sig selv, at han tydeligvis ikke havde det magi-neutraliserende smykke omkring halsen. Forhåbentlig distrahere det opmærksomheden væk fra al det, da han blot begyndte at møve en arm tilbage omkring hende og kæmpede en hæderlig kamp for at komme på benene igen med hende i armene.

”Hey! Du der!” Præsterne blev ignoreret for en stund, hvor Alran kaldte efter den nærmeste person, der virkede til at have nok muskel til at kunne overtage for ham. Han kunne nok godt selv have båret hende til Helbredelseshuset, men det virkede bedst at lade en anden om det i tilfælde af hans krop valgte at give efter for ustabiliteten der kom fra alle stofferne, der blev sendt igennem ham efter den mængde brandsår han så gavmildt var blevet givet.

Præsterne vekslede blikke, og den ene nikkede mod den anden. "Få nogen til at gennemsøge området for folk, der ser ud til at være på vej væk i hast."
Præsten skyndte sig væk med et stålsat - og lidt lettet - udtryk. Han var nok glad for at slippe for varmen.
"Hvad angår jer to," fortsatte den tilbageblevne og ignorerede fuldstændig Alrans ord om at hjælpe med mere magi. Han havde tydeligvis ikke set, hvor mange godkendelser, han lige havde kastet om sig for at få folk igang med netop dét. "Jeg skal bede om jeres oplysninger, så jeg kan rapporterer hændelsen. Hvis I er for svage til det nu, kan vi også vente til I har hvilet jer i helbredelseshuset."
Han så på Zirra som han sagde sidste sætning og virkede til at være oprigtigt bekymret for hendes helbred.

Zirra klyngede sig lidt mere til Alran, da han kaldte efter en anden, og hun snød sig til et hosteanfald ind mod hans skulder. 
"Lad mig ikke komme til helbredelseshuset," hviskede hun forhastet mellem et par host. "Min magi har noget med det her at gøre, tror jeg. Ikke ilden, bare lyset. De må ikke finde ud af det."

Kiles Orden var umiddelbart på deres side, men Zirra vidste ikke, hvor meget deres almene præster vidste om sådan nogen som hende, så hun ville helst holde sin indblanden i hele misæren så lav og uskyldig som muligt. Og det betød ikke at ende på helbredelseshuset, hvor de ville komme og udspørge hende. Og finde ud af, at det navn hun havde tænkt sig at give dem var falsk. 
"Lisa Heller," sagde hun, da hun havde "hostet af". "Det er ikke mit hus, jeg er kun stuepige. Det tilhører Hestor Ammeny, der er guldsmed længere inde mod centrum."
Hendes informationer om hvem der ejede huset var korrekte. Der var ingen grund til at holde det hemmeligt, når de med lethed ville kunne finde optegnelser over alles adresser. Hun var glad for, Hestor havde givet samtykke til at de måtte låne huset til deres formål, og havde flyttet alle genstande af sentimental værdi væk flere dage før. De havde ikke vidst, hvor gode røvere de var oppe imod, så når de gav et tip om en guldgrube af tilgodebeviser og pantbreve for guld, skulle de helst ligge hos en kendt guldsmed. Det var dog synd, at huset nu var væk. Lyset ville heldigvis hjælpe ham med at reparerer det, når det nu var deres skyld. Zirras skyld.
Det navn, hun havde givet om sig selv var ikke rigtigt. Det var et af de navne, som når man ledte selv, ikke kunne finde noget om, og var man vedholdende nok og endte hos de rette folk, ville man ende med beskeden glem du nogensinde har hørt det. 
De brugte det netop i sådan en situation, hvor der skulle skrives rapport, og ting skulle holdes under overfladen. Zirra havde virkelig brug for at forsvinde nu. Hun bad i sit stille sind til at manden, der havde reddet hende, også ville hjælpe med at smugle hende væk nu. Hvis han endte med at tro, hun var pyromanen bag det hele, ville han udlevere hende til præsterne, og hun ville bruge to dage låst væk et sted, indtil hendes overordnede fik godkendt et par papirer og vappet nogen over hovedet. Hvorefter hun ville få en reprimande. Men det var ikke verdens undergang, så Zirra tog chancen med at give manden en sand grund til, hvorfor hun ikke ville udspørges.

Alran stivnede. Det var som om, at han ikke fik nogen form for ro længere. Som om hans tålmodighed og tolerance konstant blev sat på prøve at alle omkring ham, så der var ikke meget at sige til, at han inderligt håbede, at han havde hørt forket. Hun var trods alt midt i et hosteanfald, da hun kastede nyheden om hendes egen mulige indblanding henover ham. Tingene faldt bestemt ikke på plads i hans hoved endnu. At han stadig var påvirket af at have flygtet fra en brændende bygning, kunne muligvis også have noget at gøre med hans inkompetence med puslespillet.

Den unge mand Alran havde fået kaldt over til sig kom straks luntende, lidt tøvende fordi at der stadig stod en Kilepræst lige ved siden af dem, men Alran gjorde sit for at få fuld fokus fra ham. Men i stedet for at overrække ham kvinden i sine arme, rettede han blot på, hvordan han holdte hende. Skuttede hende tættere ind mod sin brystkasse. ”Det’ fint. Jeg kan godt klare det,” brummede han som svar til afvisningen manden var kommet for at få i sidste ende. Og som endnu et hentydning gjorde smedjen lige et kast med hovedet væk fra dem igen. Og overraskende nok så gjorde manden, hvad han blev instrueret til. Alran oplevede sjældent at have den slags magt udenfor smedjen og dens arbejde.
Og så faldt fokus tilbage på den enestående præst. Alran brød sig stadig ikke om ham. Lige meget hvor godsindet han virkede. ”Hør. Vi er begge to dækket af brandskader der virkelig bør ses til med det samme, før det udviklet sig til noget mere alvorligt. Jeg bringer Lisa her” Han nikkede ned mod kvinden i sine arme. ”Til Helbredelseshuset for at blive tjekket op. Hun har tydelig slået hovedet foruden at være traumatiseret derinde.” Og så et kast mod huset. Han kunne ikke så godt pege omkring. Og han nægtede at ydmyge sig med at pege med foden.

Endnu en gang blev Lisa kastet minimalt op for at få et bedre greb om hende, før han endelig makkede nogenlunde ret. ”Alran Nork’gher Bathen. Jeg bor over i lejlighedsbygningen over på den anden side af gaden, hvor jeg tilfældigvis overværede bygningen stå i flammer. Er der mere der er nødvendigt for jer at vide kan I slæbe jeres røv til Helbredelseshuset. Men lad I det mindste Lisa hvile før I skyller hende med spørgsmål.” Og så begyndte han ellers at gå. Og sikke et syn det ikke måtte være. ”Hold godt fast. Jeg vil ikke risikere at tabe dig.”

Alran sagde ikke noget mens de gik. Mod Helbredelseshuset, ganske vist. Han kiggede heller ikke ned på hende. Han havde lag en kurs og han ville ikke bruge energi på at diskuterer med hende. For hvor han gik mod, ville hun ikke til. Men han kunne være heldig at have hende blive mere lettet, da han drejede skarpt af fra hovedgaden og ind imellem bygninger i en smal gyde. Væk fra gerningsstedet. Men denne gang ikke mod hovedstadens centrum for healing.
”…Jeg kommer til at fortryde det her,” brummede han sagte for sig selv, mens han gik og satte tempoet op til en march. De nåede ud til en anden mindre vej for enden af gyden, men ikke mere end et par bygninger henne strøg han igennem endnu en gyde. Og sådan fortsatte han et stykke tid - stadigvæk i stilhed - indtil at et sving blev taget igennem en bagdør og førte dem indenfor i, hvad der lignede et baglokale af en art. Meget øde frem for en pelsdækket sofabænk i hjørnet, hvor Lisa fik æren af at blive placeret, og efterladte blomster i små glas ved det ene vindue.

”…okay.. Du har en masse at forklare. Jeg håber du er klar over, hvad jeg risikere her, så vær en skat og lad være med at sige, at du er endnu en Mørkets Kriger.”

Præsten var ikke tilfreds, så meget var åbenlyst. Han lignede en, der lige skulle til at skære ansigt, da han skævede til sin maske og øjensynligt opdagede, at den ikke skjulte hans mimik i øjeblikket. 
"Fint," sagde han med frustration drivende af stemmen. "Vi kommer forbi og høre jer yderligere om sagen. Lad være med at tage hjem derfra, før vi har været forbi. I ønsker ikke at spilde vores tid."

Mandens stivnen fik Zirra til at holde mund på hele turen væk fra gerningsstedet. Hun nåede lige at få koldsved på panden, før han drejede af fra vejen til Helbredelseshuset, og hun måtte flere gange huske sig selv på, at det altså ikke ville være så slemt at ende der. Mest bare upraktisk. I stedet brugte hun lidt tid på at gentage mandens navn i sit eget hoved. Kunne hun få ham skrevet med ned i sin rapport senere, kunne hun nok også få Kilepræsterne til ikke at opsøge ham yderligere.

Hun var knapt nok blevet placeret i sofaen, før han anklagede hende for at sende ham i risiko for alt muligt, og hun skyndte sig at tage hænderne ud foran sig i en beroligende gestus.
"Nejnej, Alran, jeg arbejder for Lyset!" sagde hun hastigt, hvorefter al farve forsvandt fra hendes ansigt. "Vent, endnu en Mørkets Kriger? Hvem har været her?"
Den her opgave havde absolut ikke noget med Mørket at gøre. Den havde ikke engang noget med rebellerne i Hovedstaden at gøre - gættede de da på. Umiddelbart var det bare organiserede lømler, som helst ikke skulle have noget med rebellerne at gøre, og hvis de havde, ville de blive fanget alligevel. Forhåbentlig. Nu var det hele lidt mere usikkert efter det var gået galt i dag.

Lidt smerte stak fra Zirras skulder, og hun mærkede forsigtigt på et brandsår, der væskede lidt ud på hendes våde, klamkolde ærme. 
"Arh, jeg gør det helt vådt!" udbrød hun, og rejste sig op så brat, at hele verden vendte 180°, og hendes knæ ramte gulvet, mens hun tog sig til hovedet. "Aaauuuuw, okay, jeg holder mig i ro..."
Med den ene hånd støttede hun sig til sofaen og baksede sig hen at sidde med ryggen mod den. Nu gjorde hun den nok bare endnu mere våd. Hvorfor skulle de også have hældt vand på dem. Havde det virkelig været så slemt?

Alran fortrød meget hurtigt sine ord. Havde kvinden bare været en almen civilborger – som hun vel og mærket havde fået både ham og Kilepræsten til at tro – så havde det nok ikke gjort ham det helt store, at han havde nævnte muligheden for en anden kriger fra Mørkets tilstedeværelse. Det var lige noget lidt andet, når det var sket foran et medlem af Lyset. Man kunne nok også bruge beskrivelsen ’af Lyset’ om ham selv, men hende der arbejdede direkte for dem. Det var i hvert fald, hvad han havde fanget. Og det fik da en klump til at sidde fast i halsen, selvom han i princippet ikke havde noget at skjule.
”Ja?! Endnu en forbandet Mørkets Kriger. Jeg ved squ ikke, hvem det var. Jeg var ikke ligefrem dum nok til at sætte mig ned og have en sludder med hende. Men før nogle måneder siden dumpede hun ind i mit hjem og tvang mig til at holde hende skjult,” forklarede han hende med en perfekt blanding af sandheder og løgne. Måske ikke det bedste at gøre, siden det nok ville komme tilbage og bide ham i røven senere hen, men i øjeblikket var det lige den eneste udvej, han kunne se for sig, som ikke involverede ham uden et hoved på skulderne. ”Og måden hvorp-.. Hey!”

I en lang bevægelse havde han mere eller mindre kastet sig frem for at gribe hende, som hun faldt sammen på gulvet. Det lykkedes ham lige at få et greb omkring hver af hendes overarme og dermed i det mindste blødne faldet en smule. ”Pas på, kvindemenneske. Du er tydeligvis mere svækket end du selv ved af.” Han sørgede for at lige hjælpe hende med at sætte sig som hun ville, før han trak sine hænder til sig igen, men blev siddende der foran hende og se hende an en ekstra gang.
Der opstod en svag krusning i hans mundvige. Som var der noget der morede ham. ”Du skal ikke bekymre dig sådan over om du gør lortet vådt. Her bor ikke længere nogle, så vidt jeg ved. Ikke efter alle de spids-ørede blev smidt ud af byen.” Hvis hun kiggede sig omkring ville hun nok også bedre lægge mærke til støvet, der havde lagt sig over det hele.

”Har du ondt nogle steder?” Selvfølgelig havde hun ondt! Hun havde netop brudt ud i smerte. ”Jeg mener… Andre steder end din knold.” Han vippede lidt på sine fødder for at opretholde balancen siddende på hug, som han gjorde.

Alting snurrede stadig, men Alrans støtte hjalp en del på det. Det slag til hovedet havde vist givet hende en hjernerystelse. Pis også, det betød sengeliggende et par dage. Zirra hadede at være sengeliggende. Det betød hun ikke kunne arbejde, og det var trods alt lidt det eneste, hun lavede. 
"D-det tror jeg ikke," svarede hun grødet, mens gulvet holdt op med at svaje. "Altså, jeg er pisse-øm, men jeg husker heller ikke, at de fik særligt mange andre slag ind... Urgh, træls dag altså."
Det var noget af en underdrivelse, men Zirras hoved var mudder. Hun burde nok bare være blevet i sofaens tæpper og have slappet lidt af. Ved Alrans ord om manglen på beboere, kiggede hun forsigtigt rundt gennem sammenknebne øjne. Lidt efter åbnede hun dem helt, da hun havde bekræftet, at hun ikke længere befandt sig på en båd. Der var rigtig nok ret forladt. Laget af støv viste det tydeligt, og der var ingen personlige ting nogensteder, intet hængt på væggene. Og alligevel var der tæpper og et par krus... De var smuttet i hast. Tvunget ud fra deres hjem. 
Zirra havde prøvet at hjælpe de elvere, hun selv havde kendt i hovedstaden, men de kendte hende som sekretær hos hoffet, og havde pænt takket nej. For dem havde hoffet i den grad fejlet dem, når Kiles Orden havde fået lov til at smide fine skatteborgere på porten.

"Kan du beskrive hende for mig?" sprugte Zirra, hvis hjerne var ved at blive en smule mindre grød. Hun havde allerede glemt alt om, at det var hende, der skyldte Alran en forklaring, så snart han havde nævnt Mørket.  "Jeg hedder Zirra i øvrigt, ikke Lisa, det er bare et stop-navn,"

”Nu mente jeg ikke kun om, du havde fået flere tæsk af, men om du kunne mærke det svige nogle steder.” Det var lidt som om, at han var nød til at minde hende om, hvor hun havde været for ikke så lang tid siden. Det var selvfølgelig surrealistisk, selv for ham, at pludselig befinde sig et så fredelige omgivelser efter at have været omgivet af et panisk folk og larmende brand i ryggen. Det var næsten døvende. ”Nu ved jeg ikke, hvad der skete, men jeg er ret sikker på, at du allerede var inde i huset, da det mere eller mindre eksploderede, hvilket jeg umuligt kan tro efterlader en fuldkommen uden skrammer.” Med det skubbede han sig atter op at stå igen i en bevægelse som en slidt fjeder. Ved guderne han frøs.

Han bevægede sig videre forbi hende for at komme til sofabænken, hvor han egentlig helst ville have hende hvilende på frem for siddende ved den på gulvet. Men i det mindste gjorde dét det nemmere for ham at komme ned i den, uden at skulle dirigere hende af først, hvilket da bestemt var et plus. Sædet var nemt løftet op med hængsler der næsten lige var blevet smurt med olie, og pelsene der var spredt på det for at gøre det hårde træ mere behageligt at sidde på, var ikke tunge på nogen måde, så det var intet problem for ham at holde lågen oppe med den ene hånd, mens den anden søgte rundt.
Efter lidt planlagt stilhed kom tungen i gang igen. ”Jeg er ikke glad for at tænke på konsekvenserne, hvis jeg siger for meget. Af hvad jeg ved af, så kunne jeg snildt ende med en meget smertefuld død, hvis det kommer frem, at jeg sladrer. Mørket er ikke lige kendt for at tage taknemmeligt imod den slags,” sagde han uden at tage blikket fra indholdet, han rumsterede igennem. Selv ikke da han endelig fandt, hvad han ledte efter og trak et tæppe op, så han ikke direkte på hende, før han havde foldet det ud og viftet resterende støv ud af det med en tydelig afvigelse fra at trække vejret imens. Han ville ikke have et uheld her. ”Og desuden …Zirra var det? Så ved jeg ærligt ikke, hvor meget jeg stoler på, at du er hvem, du påstår. Du har trods alt lige indrømmet at have løjet for autoriteten. Ikke det man normalt vil sætte sammen med en der 'arbejder for Lyset'.”

Tæppet svang han så til sidst blidt omkring hendes kolde og våde krop. Det ville umiddelbart være bedst at få hende afklædt, men der var visse tanker, der afholdte ham fra at foreslå hende det. Han sukkede så. ”Hvad jeg kan sige med sikkerhed, er at hun var vampyr. Og at hun var en kvinde. Hendes hår var blondt. Ikke sølvfarvet, som dit men.. hvidt. Farveløst. Mit gæt er at stressniveauet hos Mørket er højere end ved Lyset.”

Zirra prøvede desperat at holde styr på samtalen. Hendes tænder klaprede af... kulde? Nårh ja, hun var gennemblødt. Hendes omtågede stadie blev vist ikke meget bedre af at sidde ned. Tæppet, der blev viklet om hende, var en kærkommen gestus, og hun krøb ganske forsigtigt op på sofabænken igen. 
"Alran," sagde hun, og fik tæppet bakset lidt rundt, så det dækkede hendes front. "Jeg har brug for at komme ud af det her våde kluns for at få varmen. Få nu ikke nogle gode idéer, men du bør virkelig gøre det samme."
I ly af tæppet baksede hun bukser og trøje af, men beholdte dog sit inderste lag på. Det var ikke så dækkende, og det var tyndt stof, som burde blive hurtigt tørt blod ved hendes kropsvarme. Uden det tungere tøj, kunne tæppet virkelig varme hende. 

"Okay," sukkede hun. "Jeg skylder dig en lidt længere forklaring, tror jeg. Bær over med mig, mit hoved er... grød, eller sådan noget. Jeg er ikke helt så svimmel mere, dog."
Zirra trak knæene op til brystkassen, så hun kunne putte sig endnu mere i tæppet, og tog en dyb indånding, mens hun fik styr på sine tanker. Alran virkede som en flink nok fyr, og hun havde været lige lidt for hurtig til at kaste om sig med alt muligt, kunne hun godt se nu. Han havde ret til at blive beroliget, og det var sådan set også en del af hendes arbejde at sørge for, at de civile blev så lidt indblandet i noget som muligt. Ellers mistede alt hendes hårde slid ligesom lidt pointen.

"For at svare på din bekymring først, så tror jeg, jeg har et par brandsår, men ikke nogen, der gør sig ekstra bemærket, udover noget ved mit ene skulderblad. Jeg får nogen til at se på det senere, værre er det ikke," startede hun med at forsikre ham om. "Har du noget, du gerne vil have tilset, så skal jeg nok sørge for, at du får besøg af en helbreder, så du ikke behøver gå til Helbredelseshuset."

Hun holdt en kort pause, så han kunne nå at be- eller afkræfte, om han ville have besøg senere. 
"Du kommer ikke til at mærke nogle konsekvenser, det lover jeg dig, Alran," Zirra mødte hans blik. "Selv hvis vi opstøver Krigeren, gør vi det, så hun komme til at tro, det er af helt andre grunde, tro mig. Og det der skete i huset... For at gøre noget fortroligt forståeligt, så var jeg ved at tjekke op på et par ting til en fælde for nogle skurke, der så dukkede tidligt op. Jeg er ikke kriger, og det var ikke meningen, at jeg skulle være der. Hvorfor det hele gik galt, ved jeg ikke, og jeg håber seriøst nogen højere oppe i systemet kan fortælle mig, hvorfor mit liv kom i fare i dag. Hvad angår autoriteterne, eller hvad vi nu skal kalde de masker, så var alt det, der skulle til at ske i huset virkelig fortroligt. Det betyder, at almene præster som de to på ingen måde har ret til at vide det, eller bør blande sig i det, for det risikere at ødelægge alle vores chancer for at få fat i dem, vi var ude efter i dag."
Talestrømmen stoppede. Hun ville give Alran mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og hvis muligt ville hun besvare dem sandfærdigt. Han havde rigtig nok ingen grund til at stole på hende, udover at hun havde været den part, der var ved at omkomme tidligere.

Alran fik en oprigtig frygt for at kvinden faktisk kunne læse tanker. Det var selvfølgelig en logisk tanke at gøre sig, når man havde forstand på at tage sig af sig selv eller andre, men at høre hende nævne forslaget, der kun havde nået så langt som hans tanker, gav ham nu alligevel lidt dårlige nerver. Tankelæsere var ikke lige hans kop te. Han kunne godt lide at have bare lidt privatliv, og han havde vitterligt ingen direkte forsvar mod en, der kunne lytte med på, det der strøg igennem hans hoved. Selvfølgelig gjorde han sig umage med ikke at vise sit ubehag, men brummede blot som et svar til hende, før han af ren og skær høflighed vendte hende ryggen, idét hun begyndte afklæde sig selv under tæppet.
”Det går. Jeg er halvt afklædt i forvejen. Og så er det ikke første gang, jeg har haft våde bukser.”

Så snart hun angav, at hun var klar til at gøre ham lidt klogere på, hvad der foregik, drejede han omkring igen til at se hende puttet godt ind i tæppet. Stakkels tøs. Igen rystede han blot på hovedet, næsten opgivende og mest af alt udmattet. Som var den eneste grund til, at han valgte at lytte til hende, var fordi han var for mat til at gøre andet.
”Der er ingen grund til at bekymre dig sådan om mig, Zirra. Virkelig,” sagde han som en opfølgning, mens han slæbte sig de sidste to skridt hen til hende, før han dumpede tilbage ned på gulvet. Denne gang helt ned at sidde med det ene knæ hævet til at støtte en arm og det andet liggende for at støtte selve stillingen. ”Hvis hvad du siger faktisk er sandt, så kan jeg vel forvente at ikke blive smidt i brummen, hvis han skulle vende snuden mod Helbredelseshuset. Hvis ikke, så kan jeg heldigvis forestille mig Dhalia stadigvæk tage imod mig med åbne arme, mens hun blokerer for maskernes adgang.” Et ekstra drys i hans stemme afslørede hans gode bekendtskab med Helbrederhusets ledelse. Dette ville ikke være hans første besøg. Eller andet.

”Men hvad ved guderne var det der skete?!” kastede han ud som det vigtigste lige nu. Han veg let og elegant omkring mere omtale omkring hans møde med Mørkets håndhæver med fuld fri vilje. Det var bedst sådan. ”Med lyset, mener jeg. Jeg nåede knap nok at se, hvad der skete, men jeg er ret sikker på, at det ene øjeblik var flammerne ikke at se og det næste sprang de frem, som havde nogen trukket sløret for dem. Du påstod, at du havde noget med det at gøre. Lyset. Ikke ilden. Hvordan skal jeg fortolke det?”
Alran tog ikke blikket fra Zirra. Heldigvis var situationen de var i så skør, at han knap nok havde tid til at lade tankerne snige sig omkring hendes manglende påklædning.

Han havde lige været bekymret for at blive straffet for at lyve for autoriteter, og nu sagde han hun ikke skulle bekymre sig. Hvis bare han vidste, at halvdelen af hendes job var at berolige bekymrede borgere. Men han var tydeligvis kendt på Helbredelseshuset, det var nu ikke ligefrem det bedste tegn. Måske han bare var typen, der ofte endte i slagsmål? Han var trods alt løbet direkte ind i en brændende bygning, så hvis han havde en tendens til at handle før han tænkte, ville Zirra ikke blive overrasket.

"Eeeh, jaeh, det er sådan lidt svært at forklare, når jeg ikke selv så, hvad der skete, fordi, du ved, jeg var bevidstløs," startede hun, og rykkede sig ud på kanten af briksen for at fiske stenen op ad sin bukselomme. "Så, hold tungen lige munden ikke? Jeg kan noget med magi, der hiver lys til sig. Ikke varme, ikke noget som helst andet end lyset. Det havde jeg gjort med et stearinlys inde i bygningen, da de overfaldt mig. Et ret lille stearinlys oven i købet. Mit bud er, at de har sat ild til stedet ved hjælp af det stearinlys bagefter, eller blod væltet det, fordi de ikke kunne se, at det stadig brændte."

Hun åbnede hånden og viste Alran den flækkede sten. Den havde været lige så stor som hendes håndflade i hel tilstand, og rimelig flad i faconen, og nu var den flækket i fire ujævne dele. 
"Jeg havde taget lyset over i denne her. Det plejer ikke at slippe ud, før stearinlyset slukker dog. Så hvad siger du skete med ilden og lyset?"

Øjenbrynene røg straks op i forundring, og Alran gjorde ligeledes store øjne. Både til forklaringen og til fremvisningen af beviser for forklaringen. Hendes evne var ikke helt hen i vejret, eftersom han før havde kommet forbi noget lignende, når et sværd eller et skjold skulle kunne samle energi til sig, eller hvad viste han. Ikke meget andet end at det nok var de mest besværlige våben at smede. At sige at han var imponeret, ville være lidt af en undervurdering.

Han skubbede sig en smule tættere på hende, så han nemmere kunne række frem og dermed samle et stykke af den flækkede sten op mellem en sort tommelfinger og en lige så sort langfinger. Med den i sin håndflade vejede han den lidt, som ville det kunne sige noget om, hvorfor den havde flækket. Alran forstod sig godt nok på materialer som sten og jern og hvad der ellers lå derimellem, men det var lidt en ønsketænkning at kunne finde noget ud fra massevægten.
”Hm, det er vel god almen viden, at ild breder sig forbandet hurtigt,” sagde han eftertænksomt, mens de brune øjne lå på stenstykket i sin hånd og gned instinktivt dens overflade med en finger. Fulgte dens skarpe kanter fra, hvor stykket var flækket fra de andre stykker. ”Havde en lille flamme fra et stearinlys muligheden, ville den nok sætte en hel skov i brand. Eller et hus i det her tilfælde. Men det er virkelig kun ’lyset’ ilden afgiver, som du indfanger i de her sten?” Han så kortvarigt op på hende, mest for at se efter et nik eller et ryst på hovedet som bekræftelse.

Han sukkede tungt og højlydt og efter at have fjernet fugtige totter hår fra sit ansigt, faldt han mere dovent sammen i sin stilling. Og opmærksomheden lå atter på stenen i sin hånd, der denne gang blev løftet op foran sig i bedre lys. ”Umiddelbart ville jeg sige, at sammen med at der opstår mere ild, så bliver der dannet mere lys. Jeg har godt nok ikke en skid forstand på, hvordan lys fungerer, og jeg må ærligt indrømme at det lyder fuldkommen hen i vejret, men hvis vi antager at lys.” En kunstpause opstod efter fremhævningen af ordet. ”…faktisk fylder noget, har en masse om man vil, kan det give mening. Lidt hen ad samme princip som magikere bruger, når de smider magi ind i små ædelstene. Ting og sager, der ikke er beregnet til at holde magi, kan kun holde så meget af det i sig.”
Stenstykket blev kastet op i luften og grebet i en muskulær næve. ”Måske blev var der bare ikke plads til mere lys i stenen,” afsluttede han sin teori, blikket rettet tilbage på hende.

Zirra lod ham tage stenen, og sad selv og prøvede at sammensætte de rester, hun sad tilbage med. Den var virkelig flækket helt igennem, og hun var sikker på, hun ikke var stærk nok til at gøre det med sin ene hånd i bevidstløs tilstand.
"Hmm, det giver vel egentlig god mening. Hvis den ikke kan holde mere lys end dens størrelse," sagde hun eftertænksomt. "Jeg plejer kun at samle små flammer, højst fakler, i de små sten. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, om en sten ville kunne være for lille."

Hendes træning havde primært været fokuseret på at opsamle de små lys, folk brugte i deres huse, når hun skulle lede spioner ind og maskere dem med mørket. Hun havde aldrig taget noget større end et lejrbål, hvis de skulle overraske nogen udenfor. 
"Engang tog jeg lyset fra et bål, men det lagde jeg tilfældigvis over i en skjorte, som vi pakkede i en sæk, så lyset ikke viste vores position... De snakkede om eksplosioner, dem i folkemængden... Men, eksploderede flammerne? Eller var det lyset? Jeg har aldrig prøvet at  lyset forsvinder fra hvor jeg har puttet det hen, medmindre jeg selv gør det."

Hun rakte ned på gulvet og hev bæltetasken op. Læderet var allerede ved at tørre. Hun fiskede et par stadigt lysende sten op ad den, og lagde dem på bænken mellem dem. 
"Det dér er et stearinlys på et bord oppe på kontoret. Den dér er en fakkel, vægterne havde glemt at slukke i morges, såe... Jeg gjorde det lidt for dem, næsten... Men jeg kan ikke rigtig teste noget med dem, medmindre jeg får fat i lysene."

Der var desværre ikke meget, han kunne fortælle hende om, hvad der var sket, mens hun havde lagt bevidstløs. Han havde ikke selv set meget af, hvad der måske var sket før lyset var vend tilbage til branden, og han havde heller ikke lagt mærke til meget andet derefter. Hans hoved havde fuldkommen lukket af for rationelle tanker eller lignende, så snart han havde forladt sin lejlighed. Så som hun både fik ham til at tænke tingene igennem og selv gjorde sine forsøg på at tråde det hele sammen, gik det mere og mere op for ham, at han ikke rigtig kunne bebrejde hende mere, end han skulle bebrejde sig selv. Hun vidste tydeligvis ikke nok som sine egne evner.

”Hm?” Pludseligt kunne Alran ikke holde et kvalt grin ude. Det var både uhøfligt og upassende, men han havde ikke kunne lade være. ”Så hvad du siger, er at der på nuværende tidspunkt hænger en tændt fakkel et eller andet sted ved jer fra Lysets base og brænder uden sit lys?!” Der var ikke meget der kunne fylde ham med så hånende morskab som at forestille sig arrogante krigere, der næsten alle havde ladet deres status stige dem til hovedet, hvis man spurgte ham, i knap så optimale situationer.
Smilet der havde kæmpet sig frem var skævt og kantet, mens han betragtede de lysende sten, Zirra så fint havde lagt sig foran ham. ”Jeg kan lige forestille mig en stakkels væbner prøve og tænde faklen uden at det ville virke. Eller hvilken skam ville det ikke være hvis en idiot for svitset hånden for at være uopmærksom på varmen. Hvad jeg ikke ville give for at se det ske.”

Han var ikke helt blind for hvor forfærdeligt det måtte lyde, sådan som han erkendte, at han ikke ville have noget imod at se en Lysets Kriger komme galt af sted. Det var en del mere uskyldigt end det kunne risikere at blive forstået af hende. Så han rømmede sig straks derefter. Overdrev i at klare sin stemme. ”Men hold da kæft alligevel. Forestil dig lige for skræmmende en evne det ikke er, at du er blevet velsignet med,” sagde han med oprigtig forbløffelse.
”Jeg mener, bare forestil dig det. Hvis du kan holde sådan noget som en ildebrand skjult for det utrænede øje indtil det er for sent? Ingen ville se det komme. Ikke alt for betryggende at tænke på, huh.”