Sted: På en bakke ved den mark, hvor Chés Topalisgruppe har slået sig ned
Tid: Omkring middag
Vejr: Blæsende med solskin

Det lange græs lagde sig ned under vinden, der blæste omkring Ché, der havde sat sig på en bakketop, hvorfra han kunne se ud over deres lejr. En lejr der allerede så mere permanent ud, selvom de kun havde boet her i en uges tid. Siddende med benene trukket op mod brystet og armene hvilende på dem, tyggede han på et græsstrå og betragtede tænksomt de topalis, der gik rundt mellem teltene og lavede dagens opgaver. Bag ham havde Fenris lagt sig med lukkede øjne og virkede til at sove. Ché vidste godt, at griffen var vågen, men nød bare hans tilstedeværelse. 

For en sjælden gangs skyld, havde Ché taget en trøje på, der var køligere herinde end ved havet og selvom solen skinnede, var vinden lidt kølig. Hans sværd lå ved siden af ham, han gik sjældent nogen steder inden. De lange dreadlocks var samlet i en hestehale og lå ned af ryggen på ham. Ellers lignede han sig selv med løse bukser og bare fødder.
Der sad et lille smil om læberne på ham, samtidigt med at han virkede alvorlig. Men han var bare så glad for at se sit folk tage godt i mod den plads, han havde fundet til dem. Ingen havde haft noget negativt at sige til ham endnu. Et stik af savn efter Azhari gled igennem ham og han sukkede dæmpet. Hun ville have haft nogle fornuftige ord at sige om det hele.

Hans tanker gled videre fra hende til Kalliope. Hun havde i Chés hoved overtaget rollen som hans hjælpende hånd, men han var ikke helt sikker på, at hun var med på den idé. Eller at alle andre var, siden hun havde været Olympus' seer. Og folk virkede lidt bange for hende. Men han var ligeglad. Han ville gerne have hende hos sig, hun vidste mere om folket end han gjorde. Og hun var klog. En skam, at han ikke havde haft mere tid sammen med hende. Men mon ikke, at det ville komme. Det håbede han.

Topalisgruppen havde endelig fundet det sted de skulle kalde hjem. Teltene var atter sat op og folk var glade og muntre. Tiden her havde været god, og Kalliope var tilfreds. Hun viste i sit hjerte at hun havde taget den rigtige beslutning, at hun havde valgt rigtigt. Hendes blik fejede over lejeren hvor børn lejede og nogle kvinder eksperimenterede med at væve af det lange græs omkring dem. Et sted var der et dådyr over bålet som forberedelse til aftensmaden og der var endda nogle der forsøgte sig med at plante jorden, skønt ingen af dem havde erfaring hermed.

Hendes tanker gik til Che og hun mærkede den velkendte varme i sit indre ved tanken. Men ham så hun ingen steder? Hun bevægede sig lidt ud af lejeren mens hendes blik søgte ham, men skønt hun ikke så ham var hun rolig. De voldsomme syn der havde hjemsøgt hende var stoppet og hun følte hun næsten at hun levede et normalt liv som alle andre – hun følte sig også mere accepteret i gruppen selvom at flere stadig havde frygtsomme og tvivlsomme blikke omkring hende.

Hendes blik fangede nu en skikkelse et stykke oppe på en bakke og hun smilede lettet og satte den ene fod foran den anden i kurs mod skikkelsen. Ches dreadlocks var svære at tage fejl af og selvom at han mod sin normale stil havde en trøje på viste Kalliope at det var ham.
”Che..” Sagde hun og lagde en hånd på hans skulder for at lade ham vide at hun var der og satte sig så i græsset ved hans side. ”Du ser så tænksom ud” Sagde hun og gjorde intet for at skjule smilet på sine læber når hun så på ham. Hun fulgte hans blik ud over områderne og nikkede ærbødigt til Griffen som et tegn på respekt.

Mens Ché sad der og så ud over lejren, fik han øje på en enkelt skikkelse, der bevægede sig mod ham. Kalliope. Et smil dukkede op om hans læber, mens han så hende komme nærmere. Når man tænkte på solen. En sol der lyste dagen om med sin stærke glød og skønhed.
Han blev siddende, selv da hun kom op til ham, men han smilede til hende, også med sine mørkelilla øjne.
”Jeg sad bare lige og tænkte på folket. Og det hjem, vi ser ud til at være ved at skabe os her.” Han var lige ved at tilføje et ”og dig”, men lod være. I stedet fulgte han hende med blikket, som hun satte sig.

”Jeg er bare glad for, at det ser ud til, at vi kan falde til her. Langt fra havet, men med mulighed for et nyt liv.” Han havde taget græsstrået ud af munden og sad nu med det mellem hænderne, mens han pillede ved det.
Bag dem havde Fenris kort åbnet øjnene for at se på Kalliope, men havde straks lukket dem igen uden anden reaktion. Han kunne også lide hende og havde næsten forudset, hvor de to Topalis var på vej hen, men han holdt det for sig selv. Det måtte de selv finde ud af.

Ché fik blikket revet løs fra kvinden ved hans side og så ned på lejren igen.
”Tror du, at det bliver godt?” Hans stemme var fast og uden usikkerhed, han spurgte for at få hendes mening. Ikke hendes syn, men hendes personlige mening. Men det burde hun snart have fundet ud af, at han ikke ville høre om hendes syn.

Kalliope smilede og så på Che med let rødmende kinder. Hun havde det sært omkring ham, og hun var ikke i tvivl om hvad det var men faktisk gjorde det hende ikke noget. Hun havde i starten fornægtet de spirende følelser der var for Ché og affærdiget dem som værende upassende over for deres leder af folket. Men Ché var så meget nede på jorden og værdsatte virkelig hendes råd og hendes tanker, eller det gik hun da ud fra at han gjorde siden han blev ved med at spørge hende til råds – hun havde også opfanget at det ikke var hendes syner han var efter men hendes ærlige mening.

Hun lyttede til hans ord og nikkede i takt med at han fik sagt noget. Hun strøg det lange mørke hår om bag øret og hendes ametyst farvede øjne glimtede let bare ved at være i nærheden af ham. Det gav hende et fantastisk sug i maven hver gang hun så ham og hun følte sig altid lettere og gladere i hans nærvær. Da han stillede hende spørgsmålet om det ville blive godt skiltes hendes læber i et smil og hun slog kort blikket ned.
”Jeg tror..” Sagde hun og fugtede tænksomt sine læber. ”At så længe du leder os, så bliver det godt. Stedet her er perfekt, rig mulighed for at plante og gro, jage og opbygge et samfund. Jeg VED det bliver godt” Sagde hun men indikerede på ingen måde at det var et syn. Efter Chés sammenstød med Olympus havde der ikke været nogle nævneværdige syner hvilket også havde lettet hendes sind markant.

Ché lyttede til hendes ord. Hans hjerte hamrede en smule hårdere, for hendes mening betød usædvanligt meget for ham. Hendes faste tro på ham overraskede ham til stadighed, for han havde ingen erfaring med at skulle lede et helt folk. Nok havde han haft en ledende rolle i stenbruddet, men det kunne slet ikke sammenlignes med dette. Dette var skræmmende, så meget at han somme tider lå søvnløs med tankerne på det ansvar, han havde fået lagt på sine skuldre. Men han holdt krampagtigt fast i alle Kalliopes ord, alle hendes trøstende, opmuntrende ord, der indgød ham styrke og tro på sig selv.

Han var lidt tavs efter det, hun havde sagt, inden han drejede hovedet og så på hende igen. Hun var så smuk. Han havde set det fra aller første dag, han havde set hende. Det havde næsten været som en slag i maven og han havde for et kort øjeblik mistet pusten. Og selvom tiden var gået, var der stadig lidt af den følelse hver gang, at han så på hende. Som hun sad der ved siden af ham i græsset og vinden havde fat i hendes hår og solen skinnede i hendes hud og øjne. Han kunne mærke varmen sprede sig i sin krop, selvom han forsøgte at skubbe den væk. Han ville ikke ødelægge noget i mellem dem. Ubevidst havde han lavet den ene dårlige undskyldning efter den anden for ikke at forelske sig. 

Men han havde virkeligt svært ved at holde fast i undskyldningerne som de sad her på bakketoppen. 
"Din tiltro til mig, forbløffer mig altid." Han smilede og drejede sig lidt mere i mod hende, mens han undertrykte en lyst til at række ud og røre ved hende.
"Hvordan har du det?" Det var et oprigtigt spørgsmål og hans stemme var varm, det samme var blikket i hans mørkelilla øjne.

Hun smilede og rakte ud for at lægge en hånd på hans arm. ”Jeg ville ikke være her hvis jeg ikke troede på dig” Sagde hun som en blid understregning af sine egne ord. Hun mente det, hun var gået med ham fordi hun så en fremtid – ikke at hun havde set fremtiden, men hun havde set et håb for sig selv og for et uddøende folk.
Langsomt trak hun hånden til sig og flyttede lidt på sig i græsset mens hun så ud over den lille lejer de havde stillet på benene. Hun foldede hænderne for at holde dem i ro og undrede sig ikke længere så meget over hvorfor hun altid fik det så varmt omkring ham, hvorfor hendes håndflader blev svedige og hendes hjerte slog hurtigere. Det var gået op for hende hvorfor, hun viste bare ikke hvad hun skulle stille op med det.

Hans ord fik hendes læber til at kruses i et smil og hun nikkede. ”Jeg kan ikke klage. Jeg har mad, vand og tag over hovedet” Sagde hun med en mild latter før hun smilede og lagde hovedet på sned. ”Jeg kommer godt ud af det med de andre, og de virker ikke skræmte for mig mere. Så.. Jeg har det godt” Tror jeg – tænkte hun og trak nervøst vejret før hun så mod ham. ”Hvad med dig? Får du sovet?” Spurgte hun med en tone at bekymring i sin stemme. Hun havde bemærket de tydelige tegn på at noget holdt ham vågen om natten og det bekymrede hende en anelse – men samtidig ville det være for meget at forvente at han ikke var mærket af alt der var sket.

Ché kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde, at hun ikke ville være der, hvis hun ikke troede på ham. Ord der gav ham en varm fornemmelse i maven. En følelse der blev forstærket af hendes hånd på hans arm. Da hun trak den til sig, fik han lyst til at tage den i sin. Men han gjorde det ikke. Var det passende? Han var ikke sikker.
Det var ikke fordi, at han ikke havde været tiltrukket af nogen før, men ikke på denne måde. Der var mere end bare hendes kønne øjne og gyldne hud. Det skræmte ham lidt.

Med et halvt øre lyttede han efter, hvad hun sagde om sit liv i den lille gruppe af Topalis og det glædede ham, at hun var glad.
”Det var godt.” Han rørte blidt ved hendes knæ med fingerspidserne for at vise, at han var glad på hendes vegne. Dog trak han dem til sig igen med det samme, som hun spurgte, om han sov godt. Ærligt trak han let på skuldrene.
”Der er mange ting at tænke på. Meget ansvar. Men jeg klager ikke.” Nej, han klagede ikke, han havde prøvet meget værre. Hvilket arrene på hans ryg mindede verden om.

Hans blik gled til hendes ansigt og for et øjeblik glemte han tid og sted, som han sugede hendes udseende og øjne til sig.

Kalliope smilede og mærkede sit hjerte hoppe et slag over da han blidt strejfede hendes knæ og hun mærkede en let rødmen blusse op i sine kinder så hun skyndte sig at se væk. Da den svage rødmen var forsvundet så hun mod ham igen og hendes blik mødte hans og hun mærkede et sug i maven.
”Tanker er meget presserende til tider” Medgav hun og smilede let. ”Men.. Du må jo altid komme hvis du har noget at… snakke om”  Sagde hun og kørte en hånd gennem håret i en flov bevægelse. Det var noget fis at sige, men hun ville så gerne at han viste at hun var der… for ham.

Hendes blik faldt mod griffen der så ud til at sove, eller måske ignorerede den dem bare, hun var ikke sikker. Hun havde altid lyst til at røre den men viste at den var meget reserveret og ville ikke overskride den eller Chés grænser. Det var det sidste hun ønskede.
Hendes blik faldt mod Ché igen og hun mærkede hjertet hamre i brystet. Hun havde lyst til at række ud og røre ham men havde ingen undskyldning for fysisk kontakt. Måske var det bare hende? Hvad hvis han ikke følte noget overhovedet? Nej måske var det bedre bare at lade det passere. Hun ledte desperat efter noget at sige og nåede endelig frem til noget der virkede fornuftigt at sige ”Så. Har du planer for hvad der skal ske nu? Bliver vi her eller skal vi rejse videre?” Hun forsøgte at holde en neutral stemme over for ham men kunne ikke skjule glæden og varmen i sine amatyst farvede øjne.

Ché kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun rødmede. Det så ikke ud til at være af forkerte årsager, og det korte stik af nervøsitet over at have gjort noget galt, forsvandt hurtigt. Hvorfor havde han det mere anspændt omkring hende end om sin ejer i Balzera? Det var bare ikke på samme måde, han var ikke bange, hun var ikke en trussel, men han overvejede alligevel alle sine ord og bevægelser mere grundigt end da han havde stået over for manden, der kunne knipse med fingrene og få ham pisket.
Hendes hånd igennem håret gav ham lyst til at række ud og røre ved det, men han blev pænt siddende med hænderne i skødet. Taknemmeligt nikkede han til hende, som tak for hendes tilbud.
"Det vil jeg gøre. Det er altid rart med en andens syn på tingene." Han ville med glæde komme for at snakke med hende. Og tilbringe tid med hende.

Hendes blik gled mod griffen, og han fulgte det. Man kunne tro, at Fenris sov, men Ché havde en fornemmelse af, at han var vågen og fulgte med i samtalen. Han havde ikke sagt noget, men han opførte sig underligt, når Kalliope var i nærheden af dem. Han kunne lide hende, så Ché var ikke sikker på, hvad det gik ud på. Måske han skulle spørge ham senere.
Da han drejede blikket tilbage til Kalliope, mødte han hendes blik. Hun havde en køn øjenfarve, som lige nu lyste af varme følelser, noget der gjorde ham helt varm i maven. Han ville gerne se dem tættere på, og ubevidst lænede han sig lidt nærmere hende.

"Vi bliver." Svaret kom med det samme, i hans lyse stemme, men bestemt. "Jeg tror ikke, at vi kan finde et bedre sted end dette. Dem, der har forstand på jord siger, at det er en frugtbar plet. Og der er fisk i åen, der har klart vand til at drikke." Han lagede hovedet en anelse på skrå, som hans blik flakkede ned over hendes ansigt. "Kan du lide det?" Han ville virkeligt gerne røre ved hendes knæ igen, og han rakte hånden ud, men endte med at tage den tilbage, da den var halvvejs mod hende. Hvorfor skulle han også det?

Hun lod blikket falde på de glitrende tatoveringer på sine hænder og smilede svagt ved hans ord. Det glædede hende at høre, mere end hun kunne sætte ord på. Hendes hjerte slog stadig umanerligt hårdt i brystet på hende og hun sank nervøst en gang før hun rettede blikket mod ham. Hun viste hvad han gjorde ved hende, hun viste hvorfor hun opførte sig som en dum teenager omkring ham. Men hun kunne simpelthen ikke regne ud hvad hun skulle stille op med det. Han gav ingen tegn på at føle det samme, gjorde han? Overså hun noget, eller valgte hun at se ting der ikke var der? Forvirret så hun ned på sine hænder igen før hun lod dem glide gennem græsset. De fandt hvile mellem de bløde græsstrå og hun mærkede hvordan jorden syntes at bringe hende ro.

Hendes blik mødte hans og hun mærkede atter suget i maven. Et par øjne hun kunne svømme væk i hele dagen hvis det skulle være, et blik der havde en næsten hypnotiserende effekt på hende. Hun rødmede igen og slog blikket ned før hun nikkede ved hans spørgsmål. ”Her er smukt, fred.. Dyr i skoven.. Det virker næsten for godt” Svarede hun. Hun spottede hans hånd der hævede sig og håbede inderligt at den ville finde hendes, men den stoppede mellem dem og han trak den tilbage. Hvad gik det ud på? Hun så mod ham med et tvivlsomt blik og åbnede munden for at sige noget.. men endte med at lukke den igen som en fisk på land og hendes kinder fik igen en rødmende kulør.

Ché nikkede let, som hun sagde, at det næsten virkede for godt. Han var et eller andet sted enig. Det kunne ikke være så let. Intet var så let. Der skulle nok dukke noget op, men han var klar til at kæmpe for det, folket havde lige nu. Ikke for sin egen skyld, men for de mennesker, der havde valgt at følge ham. Der var ingen tvivl om, at han ville ofre sit eget liv, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvilket det forhåbentligt ikke ville blive. Alt i ham håbede, at det ville blive lige så fredeligt som de lige nu så ud til at blive.

Hans blik var vandret tilbage til teltene i lavningen. Så han så slet ikke hendes forsøg på at sige noget. I stedet vandrede han ind i sine tanker for et øjeblik, noget der ikke gik ubemærket hen. Pludseligt sukkede Fenris og rejste sig for at strække sig med et gab. Det var lige så hans krop sitrede under anstrengelsen. Så snart han var færdig, pustede hans fjer sig op og han tog et par skridt frem, så han stod på den anden side af Kalliope. Vingerne spredte sig, men inden han lettede, løftede han et bagben og førte det bagud. Ikke et spark, men et skub, en bevægelse der fik den store pote til næsten blidt at ramme Kalliope, blidt men med styrke bag, nok til at det ville skubbe hende omkuld i retning af Ché. Så snart det var gjort, bevægede de store vinger sig og han satte af i et spring op i luften for at flyve sin vej.
”Idiot,” lød det fra ham i Chés hoved, som han fløj op for at tage et kig på omgivelserne, som delte han Chés følelse af, at det umuligt kunne være så let.

Ché fandt det ikke specielt, at hans ven flyttede på sig, og han så først mod ham, som han begyndte at gå. Vantro så han griffen skubbe til Kalliope, og lidt forskrækket greb han hende, som skubbet var hårdt nok til at sende hende i favnen på ham. Hvad lavede han?! Ché åbnede munden for at skælde ud, men inden han fandt ordene, lød Fenris’ stemme i hans hoved og vingerne skabte en hvirvelvind omkring dem. Idiot? Hvorfor var han en idiot?
”Det må du undskylde, jeg ved ikke, hvad der går af ham, han plejer ikke…” Han havde taget om hendes overarme for at hjælpe hende op at sidde, men gik i stå, som det gik op for ham, hvor tæt de var på hinanden. Hvor meget deres kroppe rørte ved hinanden. Hvor nær hendes ansigt var hans. Han frøs, som var han en dum, skræmt teenager, som han så på hendes ansigt. Idiot. Derfor.

Kalliope mærkede stilheden som en kniv i sjælen. Han var forsvundet i sine tanker og hun følte sig lidt dum måske var det for meget at håbe at han ville snakke med hende. Griffen rejste sig og strakte sig, en ting der ikke var unormal så Kalliope så ikke op. Først da et skub af kræfter hun ikke kunne styre sendte hende frem over ind i Ché så hun forskrækket op og mødte hans blik. Deres næser var nogle få centimeter fra hinanden og hun blinkede overrasket. Han sagde noget men hendes blik var hæftet på hans øjne og hun hørte slet ikke andet end en summen i hovedet mens hendes ind var indtaget af hans øjne, og fornemmelsen af hans hænder om sine arme, han holdt hende oppe, så hun ikke var faldet helt ind over ham men hendes hænder havde søgt hans skuldre for at tage fra og nu sad de der

Hendes hjerte hamrede som besat, hun mærkede sine kinder blusse og fugtede instinktivt læberne. Hun kunne ikke holde sig selv tilbage og lænede sig frem mod ham, lod sitrende sine læber finde hans i et forsigtigt desperat kys. Hun opdagede hvad hun havde gang i og trak sig tilbage med rødmende kinder.
”Undskyld jeg.. Jeg ved ikke hvad der gik af mig jeg..” Ordene var stammende og rodede mens hun vred sine hænder. Hun kunne risikere lige at have ødelagt alt. Sat alt over styr. Hvis han ikke kunne lide hende ville det sætte en kølig drejning på deres venskab men hun håbede af hele sit blomstrende hjerte, at han ikke ville afvise hende.

Ché var som hypnotiseret, som de sad der, tæt på hinanden, deres blikke låst fast i hinanden. Der var ingenting i hans hoved, ud over et par flaksende tanker om at hendes øjne var kønne, og ved guderne hvor var hun pludseligt tæt på, han havde lyst til at ... men det kunne han ikke, tænk hvis det ødelagde alting, tænk hvis hun ville ha... hans tanker blev afbrudt, som hun lænede sig frem og tog beslutningen for ham. Hun kyssede ham. Fuldstændigt uforberedt stivnede han bare og spærrede øjnene op. Et sus gik igennem hans mave, men inden han kunne nå at gøre noget, trak hun sig væk og undskyldte.

For et kort øjeblik var han tom for ord, tom for alt end en brændende fornemmelse i kroppen og lysten til at kysse hende. Et øjeblik, der føltes som en evighed, mens han forsøgte at få nogen som helst styr på sit indre, men som ikke varede mere end et par sekunder. Han kom mentalt ikke rigtigt frem til, hvad han skulle gøre, så hans hjerne og krop gik på autopilot.

Med en rolig bevægelse flyttede han en hånd op og lagde den under hendes øre for at få hende til at se på ham og samtidigt trække hende ind til sig, som han selv lænede sig frem og blidt pressede sine læber i mod hendes. Denne gang havde han nærvær nok til at gøre det ordentligt. Selvom det var en vidunderlig følelse, holdt han det ikke så længe, selvom hun havde kysset ham først, var han ikke helt sikker på, om det han gjorde var i orden, så han slap hende tøvende igen for at se på hendes ansigt.
"Jeg vidste ikke at..." Han gik i stå og bed sig kort i den fyldige underlæbe, men han kunne ikke lade være med at smile. Et smil, der nåede hans øjne. Var det rigtigt? Ville hun ham? Måske han var en idiot.