Sted: Marads hjem
Tid: Eftermiddag
Vejr: Blæsende, men med en smule sol

Samael sad på sin sære hest og så ned på Marads gård fra toppen af en bakke. Et utilfreds udtryk var på hans skægstubbede ansigt og hesten slog med halen, som tog den del i sin herres irritation. Marad. Hans "bror". Manden der havde sørget for, at Samaels næse var en smule skæv ved at give den en ordentligt slag, der havde sendt Samael på røven. Han havde ikke slået igen, lidt værdighed skulle han væk derfra med, og hvis der var noget Samael ikke var, så var det en kriger. Marad derimod forstod at slå fra sig, så det var ikke en slåskamp de skulle have sammen.

De var absolut ikke venner, nærmere fjender, selvom de begge holdt deres familiebånd kært. Men de skændtes altid og var vidt forskellige. Marad en frembrusende kraft uden respekt for naturens orden. Samael, rolig og tænksom, der gik meget op i, at naturen skulle gå sin gang, baseret på hans evne til at finde frem til de døende og døde. Af de fire ryttere, var de to mest stridende parter.
Men hvorfor sad han så her og så ned på møgungens gård? Jo, fordi de døde kaldte på ham. Hvileløse sjæle, der havde brug for hjælp til en afslutning i denne verden. Han kom på besøg en gang om året ca. for at rydde ud på gården. Og nu var han lige kommet forbi alligevel.

Med et dybt suk satte han hesten i gang og begyndte at skridte derned. Over hans hoved fløj ravnen, indtil den fløj i forvejen og landede på en gren i en træ, der stod ude på gårdspladsen til gården. Med et skrig bekendtgjorde den sin ankomst, og hoppede lidt uroligt frem og tilbage.

Lidt efter kom Samael skridtene ind igennem porten. Den lange sorte kappe lagt over hestens bagpart, den varme jakke lukket helt op i halsen. Sort i sort, hvilket fik ham til at se endnu mere bleg ud. Det svagt røde hår var strøget fladt tilbage over issen og gjorde formen på hans kranie endnu tydeligere.
Døden kom på besøg, og hestens hovslag rungede mellem murene.

Marad sad i sit bibliotek med næsen i en bog, som han plejede. Biblioteket var det rum i hele huset han nok opholdt sig emst i. Både på grund af den store mængde bøger, men også fordi der var en ganske udmærket udsigt ud over hans grund, så han kunne se, om der var uønskede gæster på vej. Netop derfor var hans sædvanlige lænestol placeret, så han havde det bedste mulige udsyn gennem vinduet. Af og til forlod hans opmærksomhed da også bogen for at tjekke, om det hele stadig var roligt udenfor. Han havde netop afsluttet et kapitel i sin bog, da hans blik fjernede sig fra bogen, så han kunne kigge ud af vinduet. Denne gang fangede noget dog hans blik, så i stedet for at vende tilbage til bogen rejste han sig, og gik helt hen til vinduet. Der sad en ravn nede i hans have, og han vidste nøjagtigt hvem den tilhørte. Han bandede lavmælt for sig selv, var det allerede tid til at han skulle have besøg af den gamle dødbider igen?

Han kom gående ud gennem sin hoveddør, som Samael kom ridende igennem porten. Han havde trukket en mørkebrun kappe om sig, som stod i skærende kontrast til det ellers røde sæt tøj, som sad så perfekt på hans krop, at der ikke kunne herske nogen tvivl om, at det var en erfaren skrædder som havde haft æren af at sy det. Han slog armene ud og sendte Samael et tilpas påklistret smil.
"Broder! Hvad skylder jeg dog æren!" Selvom der intet blodsbånd var imellem dem, havde han altid betragtet Samael som en bror. Til dels fordi han fandt svag nydelse i at minde Samael om at de trods alt hørte sammen på en måde. 

Samaels blik gled over hans omgivelser, mens han red ind på gårdspladsen. Som om at han havde vidst, at han ville komme, kom Marad ud af døren med sit irriterende arrogante og falske smil. En kort trækning gik over Samaels ansigt, men ellers forblev hans udtryk neutralt. Roligt lod han hesten skridt frem til den var en tre meter fra Marad, inden han stoppede den. Den åbnede kort det krokodilleagtige gab for at tygge på biddet, de hvide øjne rettet mod manden på jorden foran den.
"Du ved, hvorfor jeg er her. Der er lige så meget død her, som der altid har været." Det var ret tydeligt på Samaels stemme, at han misbilligede det.

Hans blå øjne gled ned over Marad, der var lige så pralende klædt som altid. Penge. Ikke noget, der interesserede Samael mere end til husbehov. Hans eget tøj var pænt, men på ingen måde dyrt, ikke som det manden foran ham bar. Han havde ikke brug for dyrt, han havde brug for praktisk. Behageligt. Og hans varme vinterjakke var netop det, selvom den ikke var formsyet af en skrædder.

Samael betragtede sin bror lidt, inden han endeligt svingede benet over ryggen på den radmagre, gustengule hest, Med en håndbevægelse fik han den til at forsvinde som en hvid dampagtig sky, der fór ned i en lille pose i hans bælte. Ingen grund til at bruge energi på at sætte den i stald, den spiste ikke, drak ikke og sov ikke. Han flyttede blikket tilbage til Marad.
"Inviterer du mig ind, eller skal jeg stå herude og rydde op i dit rod?" Det var ret tydeligt, at han næsten forventede det sidste, deres forhold var anstrengt for at sige det mildt, men det skete nu normalt, at han fik lov til at komme med ind. Man kunne bare aldrig rigtigt regne med Marad og hans luner.

Det falske smil forsvandt stille og roligt fra Marads læber. Han forstod ikke, hvorfor Samael var nødt til at komme og rydde op hos ham. Han havde aldrig haft noget problem med alle de hvileløse sjæle der åbenbart befandt sig på hans ejendom.
"Det er så svært at finde ordentlig hjælp nu til dags, og når mine ansatte ikke kan tjene deres oprindelige formål, kan deres død vel underholde mig" Han havde ingen intentioner om at holde op med at slå andre ihjel. Selv hvis det betød, at han ville blive ved med at få besøg af Samael.

Han var fristet til at lade Samael stå udenfor. Bare gå ind, smække døren og ignorere hans tilstedeværelse. Mem det ville næppe få ham til at gå igen.
"Jeg får dig vel næppe til at gå igen, hvis jeg efterlader dig herude" Med de ord vendte han sig om, og begav sig atter indenfor.
Da de begge var indenfor, vendte han sig igen mod Samael.
"Det ville være meget lettere for os begge, hvis du ikke blandede dig" Der var da intet galt i lidt død. Tværtimod, det sørgede for at hans folk kendte deres plads og ikke turde at sige ham imod.
Han førte Samael ned gennem et af husets gange, hvor mange af hans tjenestefolk boede. Han vidste, at Samael uden tvivl ville kunne finde vej selv, men han havde ingen intentioner om at slippe af af syne.

Samael skjulte sin utilfredshed så godt, han kunne. Normalt var han neutral i forhold til verden omkring ham. Han blandede sig ikke i, hvem der gjorde hvad og hvorfor, nej, han lod tingene gå sin gang og ryddede op bagefter. Hjalp de døende med at dø og de døde med at komme videre. Men Marad skulle forestille at være familie, blodbånd eller ej, og han misbilligede Pests lyst til at slå ihjel. Det var ikke naturens orden. Marads opgave var at sprede sygdomme, ikke slå ihjel for egen hånd. En diskussion de havde haft mange gange før, hvilket også havde resulteret i den lidt skæve næse, Samael i ren og skær vrede ikke havde fået sat på plads, da Marad havde brækket den. Efterhånden havde Samael givet op på at forklare Marad, at det han gjorde, var forkert, så nu kom han bare forbi hans bolig og sendte ulykkelige sjæle videre.
"Så længe, du tænker sådan, må du forvente, at jeg kommer på besøg en gang i mellem."

Han kunne næsten se fristelsen på den anden, og han vidste, at det kunne ske. Ham stående udenfor, ventende på sjælene til at finde ham i stedet. Noget han gerne gjorde, men det var noget mere behageligt at komme indenfor i varmen.
"Nej. Jeg går ikke, før mit arbejde er gjort." Han fulgte efter Marad ind i huset. Det store hus med alt for meget plads, alt for meget rigdom. Samael havde engang haft et hjem, men han havde aldrig boet der, og en dag han var kommet forbi, var taget faldt sammen og murene var begyndt at smuldre. Tiden gik så hurtigt.
"Du ved, at det er mit lod. Mit arbejde." Han snakkede i en tålmodig tone, som talte han til et barn. Han vidste, at det ville irritere Marad og han gjorde det bevidst. Selvom de var lige gamle, følte Samael ofte, at han var den ældste af sine søskende. 

Han fulgte efter Marad ned af en gang og snart dukkede den første sjæl op. En pige, knapt inde i puberteten. Med nogle få ord og noget medlidenhed fik han hende overtalt til at tage videre. 
"Bliver de ikke yngre?" spurgte han lidt spidst og så på Marad med et lidt irettesættende blik.

Lukkes grundet inaktivitet