Ilyushin sukkede dybt. Érius' skingre klager lød stadig i hans ører. Han havde allerede glemt helt præcist hvad den brokkede sig over. Måske var det noget med den måde Hr Marhaz havde behandlet ham på, måske var det den måde folk på gaden stirrede efter Ilyushin's usædvanlige væsen? Ilyushin havde fortrængt det og det kunne da godt være at kentaurer ikke var så typiske i byen, men de fleste vidste da at han fandtes. Hr Marhaz talte altid meget højlydt om hvordan Herren var så velkendt, at alle i byen, hvis ikke riget, vidste hvem han var og at Ilyushins opførsel ville have indflydelse på hans omdømme. Han skulle dog stadig ikke tro han var noget værd. De kunne jo nemt finde nogen til at overtage Ilyushins arbejde. 
Det var dog en ting Ilyushin ikke var helt sikker på, ellers havde de jo nok gjort det for mange år siden. 

"..... Det kan de simpelhent ikke være bekendt!" efterfulgt af vred mumlen, var det sidste Ilyushin hørte fra Ériu inden den gemte sig i hans fletninger. Ilyushin sukkede, "Altså nu var jeg jo også forsinket, fordi der var én der absolut skulle lave rod i mine instrumenter, salver og urter igår. Hvis det nu ikke var sket så ville vi slet ikke være så sent ude med så mange andre i gaderne og ved markedet." Normalt ville Ilyushin være ved markedet samtidig med at de første sælgere satte deres boder op ved daggry. Det var på det tidspunkt der var de friskeste varer og det største udvalg. Det var egentlig ikke, fordi han skød skylden på den lille alf, men det var nu Ériu der havde forskyldt det ved at skræmme den vilde kat der havde sneget sig ind for at sove væk fra varmen og larmen. 

Ilyushin spottede krydset hvor han skulle dreje af for at komme til markedet. Han sikrede sig at der ikke var nogen han ville ride ind i og drejede af. Duften af krydderier hang allerede tungt i luften og ville kun blive stærkere jo tættere han kom på markedet. 

Det tegnede ikke ikke til at blive en synderligt varm dag, og Rhaya var allerede ved at dø af varme i sit tøj. Hun havde haft en hektisk morgen, og var endt med et tørklæde om hår og ører, da hun ikke havde haft tid til at sætte håret korrekt. Det fortrød hun inderligt nu. Det var absolut ikke en tørklædedag.
Ansigtsmalingen i dag var sparsom, og fremhævede kun lige nok træk til at man så bort fra de elviske. Hendes hænder var dækket i fine mønstre, men det var fra aftenen før og flere steder en smule udtværet.

"Ilyushin!" udbrød hun begejstret ved synet af sin yndlingspony, og sprang op fra den kasse, hun havde siddet på.
Med lette trin smøg hun sig tværs gennem strømmen af fodgængere, og kom hen så hun kunne give kentaueren et kram om livet.
"Det er længe siden, hvad blev der af den faste indkøbsdag?" Hun gumlede på en pære, hun med garanti ikke havde betalt for, og mindede sig selv om at få noget mere frokost ved lejlighed. "Tidspunktet er da også helt forskudt - du plejer aldrig at ville handle ved middagstid!"

Ilyushin stoppede op som han hørte en velkendt stemme kalde hans navn, og blev prompte omfavnet om livet. Det kendte ansigt var et der bragte ham glæde. "Rhaya!" Den lyse stemme blev fulgt af en lille krop der fes fra Ilyushins hår over på elverens hoved. Èriu puttede sig mageligt oven på tørklædet der dækkede håret, "Nogen giver Ilu overarbejde, fordi de kører de andre for hårdt. Man skulle tro de vidste hvad solstik og hedeslag var, men neeeeeeeeej! De har jo adrig selv oplevet det!" Ilyushin fnes af Èrius behov for at klage til nogen, men det var sandt. Han bekymrede sig gevaldigt over de problemer det voldede. "Èriu," sagde han med et bebrejdende blik og toneleje, der kort efter blødede op som den lille alf lukkede sin mund og gemte sit ansigt i Rhayas tørklæde. Det var ikke altid en god idé at brokke sig over problemer når der var mange ører og munde der kunne bringe det videre. 

Ilyushin lagde en hånd på Rhayas skulder og smilte til hende, "Det er dog sandt at jeg har haft meget at se til, jeg ville da nok heller ikke have været her hvis ikke det var, fordi det var strengt nødvendigt. Men en lille ballademager gjorde at jeg ikke kom ud som planlagt og så endte jeg også med at komme for sent til mit morgenmøde med Hr Marhaz og du kan vel gætte hvad der skete der efter." Ilyushin sukkede ved tanken om endnu en dag med flere overarbejdede stakler. Ilyushin begyndte at gå langsomt igen og regnede med at Rhaya ville følge med."I det mindste gik Hr Marhaz med til at sørge for at de fik noget lærred til at dække deres hoveder under den skarpe sol," tilføjede Ilyushin.

De nåede endeligt til kanten af den store bazar så Ilyushin søgte gennem menneskemængden hen til en af hans faste forsynere. Han pruttede mildt om prisen med den lille pige der som sædvanligt passede boden med sin bedstemor, ikke bare for en bedre pris, men også for at give hende noget øvelse i det. Hun ville blive en fremragende sælger en dag. Ilyushin var dog stadig opmærksom på Rhaya og den lille alf mens han fik fat i den første omgang af ingredienser han skulle bruge.

Var de ikke begyndt at gå, mens Ilyushin fortalte om slaverne, der arbejdede uden overdække, var Rhaya nok blevet højlydt sur. Bevægelse hjalp på den ulmende vrede i hende, og hun holdt den i skak ved at pille ved en krøllet tot, der ikke var kommet med op i tørklædet. Ériu sad trygt på det hele og holdt resten godt på plads.
Ilyushin købte et eller andet, men Rhaya hørte ikke efter. Hun ville have spurgt ind til, hvorfor Ériu havde lavet ballade, men hendes tanker blev ved med at kredse om det, han først havde sagt. Det var ikke til at forstå, hvordan de kunne tvinge slaverne til at arbejde sig ihjel under den bagende sol. Det måtte da i sidste ende være en underskudsforretning. 
Liv er værdigløst, tænkte hun som et ekko af en slavehandler, hun havde hørt tale om det smarte ved at holde slaver. 
Dyr kostede mere end en slave, så hvorfor have de dyrtkøbte dyr til at trække ploven, når slaverne kunne gøre det og stadig være billigere, selv når de skulle udskiftes dobbelt så ofte?
Hun fik en knugende fornemmelse i maven, der smed kvalme op i hendes hals og fik hende til at stikke pæren i lommen. 

"Får de i det mindste vand nok?" spurgte Rhaya sammenbidt, mens de gik fra den lille bod. "Eller siger du, vi lige skal gå forbi derhenne og yde lidt varme-hjælp?"

Til den sidste kommentar fik hun et lille skævt smil frem. Slaverne ville takke dem, og deres overordnede ville hade det. Det var den bedste form for arbejde, Rhaya kunne komme på. Hun vidste Ériu ville blive ellevild med idéen, og måske kunne de overtale Ilyushin til det. Efter indkøbene - han skulle jo nødigt komme længere bagud med dagens opgaver.