Det var tidlig morgen. Solen var kun lige stået op og var godt skjult bag et tykt lag grå skyer. Det regnede ikke, og det ville det nok heller ikke i dag, så i virkeligheden var der ikke megen grund til mængden af skyer på himlen. Men regnen skulle nok komme, det var trods alt årstiden for det. Om regnen kom i dag eller i morgen kunne Eira ikke spå om.

Hun kunne heller ikke spå om, om Mars, en ung knøs der for denne uge var i hendes varetægt, ville dukke op i dag. Eira stod i Azurs grå rober. De var tunge og fik hendes skulderparti til at se meget bredere ud, sådan som de hang på dem og faldt hele vejen ned til jorden. Det fine, hvide hår var sat op i en sirlig knold bag på hendes hoved. Hvordan den sad fast der, var ikke til at se, men svaret var hårnåle sat med mange års øvelse. Aira lagde utålmodig armene over kors, så man kunne se hendes spinkle fingre og endnu et lag under den grå robe. Laget var i Kiles hvide farve. Det var også passende, nu hvor hun stod og ventede foran Kiles tempel.

Hun stod her, fordi templet i det sidste stykke tid var blevet udsat for hærværk. Og Mars var - forhåbentlig - på vej, fordi han var den eneste af vandalerne, nogen havde fanget. Når nu byvagterne havde travlt med at løbe i hælene på 'Kiles Orden' (Eira spyttede i en retning væk fra det hellige tempel), måtte man jo forlade sig på lovlydige borgere. En gammel dame ved navn Hecate havde fanget Mars i at skrive noget temmeligt vulgært på Kile templet, uden tvivl i et ungdommeligt forsøg på at være rebelsk. Kvinden havde efter sigende trukket Mars i øret hele vejen til byvagternes hovedkvarter og forlangt en repremende for drengens uanstændige opførsel. Det havde hun fået.

Og nu stod Eira så her og ventede på at overse drengens straf, som bestod i at fjerne malingen igen. *Såfremt han dukker op. Guderne skal vide, at jeg ingen tiltro har til det.* Eira sukkede dybt.

Mars' forældre, Ana og Demitrius, måtte efterhånden var lidt småtrætte af deres rebelske søn, der åbenbart havde et problem med at gøre, som han fik besked på. For nogle uger siden var han blevet kidnappet, og Demitrius måtte betale en stor "findeløn" for at få Mars hjem igen, og nu var han så blevet taget i igen, denne gang i at male "Kile sutter røv" på et af kiletemplerne. Det var lykkedes Mars' forældre at holde ham ude af brummen, men de havde ikke modsat sig, da det så blev forlangt, at Mars skulle 3 dages samfundstjeneste i stedet for, selvom Mars havde skabt sig.

De (og det vil sige, Ana, for Mars' far var alt for blødhjertet til at straffe sin søn) havde heller ikke ville lytte til hans bønner den morgen, og de havde sendt ham af sted mod templet, denne gang i følgeskab med en vagt, der skulle holde øje med, at Mars ikke stak af, men også for at sørge for, at der ikke skete ham noget. Vagten var enorm, talte sjældent og blev kaldt for Bøf. Han så farlig ud, men Mars havde kendt ham længe nok til at vide, at han havde et hjerte af guld. Det betød dog ikke, man kunne løbe om hjørner med ham, så Mars havde måtte erkende, at han nok ikke slap udenom sin samfundstjeneste, i hvert fald ikke i dag.

Cirka 10 minutter senere end den aftalte tid kom Mars dalrende med Bøf. Mars var egentlig ret nervøs for det hele, for han vidste ikke, hvad dagen ville byde på, og det ukendte fremkaldte altid angst hos ham, men det var der ikke nogen, der fik lov at se. Han gik med hovedet højt løftet og rank ryg, som om han ejede hele byen.

"Hej, dame," sagde han til damen, der stod foran templet og så sur ud. "Er det dig, jeg skal tale med?"

Eira smilede svagt. Den eneste måde, man kunne se det på var, at de finde rynker ved mundvigene bevægede sig en smule. Hun smilede af to årsager. Den første var positiv overraskelse over, at drengen ville dukke op, omend for sent. Hun havde endnu ikke spottet drengen, men 'bøf', som vagten blev kaldt af alt og alle, var ikke til at komme udenom. Den anden var tanken om at Korreas, som hun kaldte vagten, for det var trods alt hans navn, have kunnet holde styr på lømlen. Korreas havde en evne for at at være forudseende, som have været temmeligt nyttig.

"Det er det, unge mand, og det er 'Dommer Eira' eller 'Dommer'. For hver gang du får det forkert, tilføjer jeg to timer til din straf. Er det forstået?" Eiras stemme var rolig, temmeligt tør og lagde egentlig ikke op til at, at der var mere end ét muligt svar på det spørgsmål. Hun vippede hovedet en smule på skrå og studerede drengens ansigt. Han var ung og rebelsk, som kun unge mennesker, der har det for godt, kunne være det. Det havde hun meget hurtigt konstateret i retssalen, og så måtte det jo naturligvis være rigtigt. I dag så Eira dog også drengens nervøse sind. Hun kunne ikke se, hvorfor han var nervøs, men hun kunne gætte. Mars lod oven i købet til at have skjult den følelse så ofte, at hun først havde set det efter at have set på ham i et længere stykke tid uden at sige et ord.

At se Mars' nervøsitet, blødgjorde dommeren en smule. En dreng som ham havde enten brug for plads eller disciplin, mente den ældre dame: *Hvilken må kommer an på, hvordan det går idag*.
Eira brød tavsheden: "Følg med mig og fortæl mig, hvorfor du er her." Eira ville vide, om Mars havde forstået, hvad han skulle straffes for. Det var noget, hun tvivlede på. Hun nikkede til 'Bøf', som tegn til, at han kunne gå, drejede så om på hælen og bevægede sig mod væggene, væggene, der var blevet vandaliseret.

Mars havde virkelig meget lyst til at stritte imod; faktisk følte han næsten et fysisk behov for at bede damen om at skride ad hekkenfeldt til, men han vidste også godt, at det var utrolig dumt, og det ville i sidste ende kun komme til at gøre ondt på ham selv. Og hvis der var noget Mars hadede, så var det ting, der ikke kom ham selv til gode. Så han bed det hele i sig, selvom lysten til modstand stod tydeligt i ansigtet på ham.

"Okay, da-- Dommer," fik han sagt med et kort nik og knyttede næver, mens Bøf skævede til ham, inden han trak sig tilbage som beordret. Han blev dog i templet og ventede på, at Mars var færdig. 

Mars fulgte modvilligt med damen og sukkede ved hendes spørgsmål. Han gad virkelig ikke at svare, at han sørgede for, at det var helt tydeligt i hans stemme.

"Jeg er her, fordi jeg bare fortalte sandheden," svarede han. "Det kan man åbenbart blive straffet for nu til dags."

(Lukket efter aftale)