Alt gjorde ondt, fra yderste tåspids til toppen af Ez' hoved. Et øjeblik var alt mørkt, selvom han havde åbnet sine øjne, men så begyndte lyset af komme tilbage. Hans syn var sløret først, inden det langsomt vendte tilbage til normal. Han havde en udsigt over en markedsplads, der så bekendt ud, men Ez anede ikke, hvordan han var kommet herhen, eller hvorfor det hele gjorde ondt. Han prøvede at røre på sig, kun for at opdage, at han var låst fast. Hans knæ dunkede smertefuldt, og efterhånden begyndte det at gå på for ham, hvor han var. Panikken spredte sig i hans lange krop.

Ez var i Dianthos, på markedspladsen, låst fast i en gabestok, og som minutterne gik, begyndte Ez' minder også at vende tilbage til ham; Ez havde virkelig nydt eftermiddagen, han brugte med Killian, og han var i skønt humør i flere dage efter. Han blev i området, jagede og fiskede og nødt generelt bare livet i naturen, selvom det efterhånden var ved at blive ret koldt. Han håbede lidt, at han ville støde på Killian igen, men i stedet stødte han på en folk Kilepræster, der havde taget sig meget mindre kærligt af ham.

De havde tæsket ham, indtil han følte, at han var ved at dø. Ez var stor og stærk, men han havde aldrig lært at slås, og de var mange flere om ham. Han havde lukket øjnene og tænkt på sine forældre, som han nu skulle møde igen, men præsterne havde holdt igen, ladet ham leve, og i stedet låst ham fast her for at rådne op eller fryse ihjel.

Ez, som ellers altid havde håbet på sin side, havde været lænket fast her i et par dage nu, og han var begyndte at miste den sidste rest håb, han havde.

Det var en uge siden, at Killian havde haft sin sidste fridag, en fridag han havde brugt i et lille stykke skov med en lækker halvelver, der havde forkælet ham så meget, at han nær ikke havde kunnet sidde på hesten på vej hjem. Dagen var et minde, han havde svælget lidt i siden, mens han havde haft travlt med sit arbejde i stalden. Hestene kom altid først og selvom han egentligt godt kunne tænke sig at tage Okto med på tur igen, havde han nogle andre ting, han burde se til. Gå på markedet for eksempel, noget han ikke havde mulighed for til hverdag, fordi han arbejdede alle dagens lyse timer. 

Så her var han så, på markedet, og havde fyldt en lille sæk op med ting, han manglede. Der var et stort smil på hans ansigt og han hyggede sig med at snakke og flirte lidt til højre og venstre som altid. Smage mad og se på spændende ting fra syden. Det var ikke fordi, at han manglede penge som sådan, siden han brugte det meste af sin tid i stalden, men han var heller ikke typen, der købte bare for at købe. Han havde aldrig haft krystaller og nu han havde dem, kunne han ikke helt finde ud af at bruge dem.

Endeligt havde han bevæget sig ned i den anden ende af markedet, den uhyggelige ende med gabestokken, og han var lige ved at vende om og gå den anden vej, for han hadede at se de stakler, der blev sat i den. Efter Kiles Orden havde overtaget byen, var det altid nogle stakler, der ikke havde gjort andet end at være til.
Men hans blik gled alligevel til manden, der sad i den, inden han vendte rundt for at... han stivnede. D-det kunne ikke passe. Langsomt vendte han rundt med gru i øjnene og denne gang genkendte han halvelveren fra skoven. Ezhno. Ez. Den kærlige mand, der havde holdt om ham og kysset ham så uendeligt blidt. 

Han så forfærdelig ud. Næsten som om de havde slået ham ihjel og ladet ham sidde der til kragerne. Var han overhovedet i live? Killian fik kvalme og måtte blinke, fordi tårer slørede hans syn, en bevægelse der fik til til at falde og sætte dråber på hans kinder. Næsten som i et mareridt, begyndte han at gå frem mod gabestokken og sin ven. Ingen stoppede ham. Langsomt faldt han på knæ og rørte forsigtigt ved halvelverens hoved.
"Ez... Ez, hvad..." Han måtte synke en klump og tage en dyb indånding for ikke at bryde sammen. "Åh, jeg sagde du skulle holde dig fra Dianthos." Tårerne dryppede stadig fra hans grønne øjne.

Ez havde lidt mistet tidsfornemmelsen og også bevidstheden. Det var først, da nogen rørte ved hans hoved, at han vågnede på. Det gav et sæt i ham - han var vant til, at det var Kilerne, der kom for at håne eller tæske ham - men da han hørte stemmen...

"K-Killian?" raspede han hæst og forsøgte forgæves at løfte hovedet men kunne ikke. "Er det dig? Drømmer jeg?"

Han havde forsøgt i timevis at hive hovedet ud af gabestokken, selvom han godt vidste, at det var umuligt, og en plamage af blå, lilla og næsten sorte mærker sad rundt om hans hals, men nu prøvede han igen. Killian var her! Ez vendte og drejede sig, men det hjalp ikke. Han sat fast, og der skulle mere til end normal fysisk styrke til at bryde de lænker, der holdt han låst fast.

Halvelverens stemme var uigenkendelig og Killian knyttede sine hænder, så neglene borede sig ind i huden, bare for at have noget at forholde sig til, så det hele ikke brast sammen for ham. 
"Det er mig... Nej, lad være med det, du gør skade på dig selv." Forskrækket lagde han en hånd på Ezhnos nakke for at stoppe ham i at forsøge at komme fri. Det var umuligt, ingen kom fri af en gabestok uden en nøgle. Killians blik gled kort til låsen, men det var ikke nogle evner, han besad. At åbne en lås uden nøgle.

Desperationen gled ind over ham. Han måtte have Ez fri, Ez var hans ven og han kunne ikke efterlade ham her. Han var alt for sød og rar til sådan en grum skæbne. Killian lænede sig frem og hvilede kort panden mod det sorte hår, mens tårerne stadig faldt fra hans grønne øjne. 
"Stakkels Ez, hvad har de dog gjort ved dig." Hånden på Ez' nakke knyttede sig om hans hår for at yde en eller anden form for støtte, men han slap hurtigt igen. Én ting han kunne gøre, var at skaffe noget vand.
"Jeg finder lige noget vand til dig," mumlede han og rejste sig hurtigt. På en eller anden måde fandt han et krus og snart var han tilbage med koldt vand til Ezhno. Forsigtigt hjalp han ham med at løfte hovedet op, så han kunne drikke lidt.

"Jeg lover, at jeg får dig væk herfra. Jeg skal nok... hjælpe dig." Hans stemme knækkede og han måtte tage en dyb vejrtrækning for ikke at bryde grædende sammen. Hvordan skulle han hjælpe ham? Hvordan skulle han få ham ud derfra? Killian kunne ikke selv, han vidste ikke, hvad han kunne gøre. 
Og så meldte løsningen sig helt naturligt i hans sind. Giles. Giles kunne alt. Giles kunne hjælpe.

Vandet gjorde godt, ikke kun fordi han var tørstig, men også fordi der ikke ligefrem havde været en overflod af venlige folk i Ez' liv de sidste par dage. Han drak i store skurke og slikkede sine sprukne læber, inden han løftede hovedet lidt for at se på Killian. Et lille smil gled over hans ansigt, og for en kort stund var den sædvanlige muntre varme tilbage i hans mørke øjne.

"Hvor er du smuk," mumlede han og en af hans låste hænder forsøgte helt automatisk at række ud efter ham for at stryge igennem hans hår.

"Du skal ikke sætte livet på spil for min skyld," fortsatte han. "Dit eget liv er for meget værd til den slags."

Det var godt at se Ezhno drikke og han kærtegnede forsigtigt hans forslåede kind i mens. Den lille tur efter vand havde stoppet hans tårer, men det var let at se, at de var klar til at falde igen hvert øjeblik det skulle være. Killian havde mange følelser i kroppen og han var ikke bange for at udtrykke dem, heller ikke når de fik ham til at fremstå svag.
Halvelverens ord og smil fik Killian til at smile, men samtidigt begyndte han alligevel at græde igen, for det var så forfærdeligt at se sin ven lide og så stadig kunne finde tid til at sige pæne ord til ham.

”Jeg kender en mand, der måske kan hjælpe… han plejer at… have en løsning til alt.” Killians fingre fortsatte med at kærtegne Ezhnos ansigt, blidt og ganske forsigtigt for ikke at gøre ham ondt. Han burde rejse sig og skynde sig hjem til Giles, men han havde ikke lyst til at forlade Ezhno. Efterlade ham alene til hvem vidste, hvad folk gjorde ved ham. Han lænede sig frem og placerede et blidt kys på hans pande for at give ham noget kærligt at tænke på.

Men som han gjorde det, var der en stemme, der råbte af ham.
”Hey, kan du komme væk derfra!” Enden af skaftet på et spyd, blev banket ind i hans skulder og han væltede væk fra Ez. En af Kiles Ordens vagter stirrede ondt ned på ham og for et øjeblik fik Killian et udtryk som en gal hund, der overvejede at angribe noget, der var meget større end en selv, men hurtigt samlede han sin pose op, kastede et blik på Ezhno og så bakkede han hurtigt væk, inden han snurrede rundt og satte i løb mod Øvre By og Giles’ hjem.

På halvvejen stoppede han dog op og snakkede med et par krager, der ikke var svære at overtale til at gøre livet surt for vagten ved Ezhno og alle andre, der forsøgte at gøre halvelveren noget. Faktisk samlede de nogle venner, så en hel flok krager holdt vagt over halvelveren resten af dagen. Det fandt de meget morsomt.

Hjemme ved Giles blev døren hurtigt åbnet og Killian faldt grædende ind i favnen på den ældre mand, der nær aldrig havde forstået ham i mellem alle hulkene. Det lykkedes ham at få drengen til at falde til ro og fortælle ham, hvad der var sket. De fleste ville nok have afvist ham, for at få folk ud af kløerne på Kiles Orden var ikke noget, man skulle tage let, men før det første ville det ikke være første gang, at Giles hjalp folk væk fra Ordenen og for det andet holdt han af Killian og kunne ikke lide at se ham ulykkelig.
Så han efterlod Killian i sit hjem, inden han fandt vej ned til byvagternes hovedkvarter, nærmere deres stald, hvor han heldigvis fandt den byvagt, han søgte. En kentaur, han havde hørt meget godt om før, og som han vidste, havde hjulpet folk ud af byen under Ordenens stikkende øjne. Han fremlagde situationen for ham og de kom hurtigt op med en plan. Tarek, som byvagten hed, skulle få halvelveren fri og derefter tage ham til Mathis Transport, hvor han kunne være i sikkerhed, indtil det var muligt at få ham ud af byen.

Giles kunne tage hjem og berolige sin staldmester med, at hans ven snart ville være i sikre hænder. Nu var der ikke andet for end at vente på, at det blev mørkt.

Ez ville ikke have, at Killian gik, men desværre havde han intet andet valg end at acceptere det, da Killian blev opdaget af vagterne. Hans hoved faldt tilbage til at hænge ned og han stirrede ned i jorden, mens et par enkelte tårer gled fra hans øjne og ned ad hans fregnede næsetip.

Kunne Killian virkelig få ham fri? Ez turde næsten ikke håbe på det, men selvom vagterne spark og slag og hån havde trukket næsten al håb og gode tanker ud af ham, så var der alligevel blevet tændt en lille bitte flamme i hans sind, som han kunne varme sig ved. Det fik han brug for, for kort tid, efter Killian havde forladt ham, begyndte det at styrtregne. Byen blev kold og grå og stille.

Tarek havde fri den første del af dagen, da han var inde i en periode med nattevagter, så da der kom nogen for at besøge ham, var han kun lige vågnet. Det var en ikke helt ung herre, Tarek efter lidt roden rundt i hukommelsen nok kunne genkende, inden han præsenterede sig selv som værende Giles Mathis. Tarek tilbød høfligt, at de kunne finde et mere passende sted at snakke end stalden, men manden afviste venligt og sagde, at det var en privat samtale, så den tomme stald passede ham fint. Og så havde han stille og roligt fremlagt problemstillingen med halvelveren i gabestokken. Tarek vidste godt, at han sad der, men han kunne ikke redde alle, Kiles Orden smed i det instrument, det ville tiltrække for meget opmærksomhed. Det gjorde ondt helt ind i sjælen, men det var der ikke så meget at gøre noget ved.
Men nu hvor han blev forhørt, om han kunne gøre noget, sagde han ikke nej. 

De snakkede lidt frem og tilbage, indtil de begge var tilfredse med planen og manden forlod ham igen. Var det dumt af Tarek at stole på en fremmed? Nej, han havde givet hånd med ham og fandt, at han talte sandt. At en han holdt af, var ulykkelig for denne halvelver og han ville oprigtigt gerne hjælpe. Og Tarek var alligevel villig til at tage chancen, han ville gerne hjælpe staklen, der havde siddet i gabestokken i flere dage. På grund af sin race. Noget der fik Tareks milde sind til at blive rødt af vrede. 

Så da hans vagt gik i gang efter mørkets frembrud, bevægede han sig ned til torvet. Det havde regnet, men der var ikke mere end støvregn i luften endnu. Åh, staklen måtte fryse. Han håbede at det sted, de ville gemme ham, var varmt og tørt. 
Der stod en vagt, hvilket han havde forventet. Tarek rettede lidt på uniformen, skubbede håret væk fra ansigtet og rettede sig lidt op, inden han med bestemte skridt gik hen til gabestokken. Hans skuespil skulle være perfekt. Han havde ingen papirer, kun et navn på en løjtnant, der ville bakke ham op.
"Vagt. Jeg har fået besked på at tage fangen med mig." Han så ned på kilevagten, der måtte se op på den høje kentaur, hvis ansigt ikke bar spor af den venlig, der altid lyste ud af det. Vagten kneb øjnene lidt sammen, stirrede lidt på uniformsjakken og så ud til at overveje det lidt, inden han tog nøglen frem.
"Ved Kile også på tide, jeg er ved at fryse røven af herude." Han åbnede for gabestokken og Tarek skjulte sin lettelse. Hans hjerte pumpede højlydt i hans ører, hvilket han næsten glemte, da han så, hvor ringe en forfatning halvelvere var i. Åh, sådan nogle udyr!

Ez vidste ikke, hvor længe der var gået, siden Killian havde forladt ham. Han vidste ikke engang, om de var den samme dag eller ej. Han gled ind og ud af bevidstløshed, enten fordi han var udmattet, eller fordi han var døden nær af sult. Vagterne havde givet han én enkelt bid gammelt brød eller to om dagen, og det var nok til at holde ham i live lidt endnu. 

Da han hørte en ny stemme omkring sig, havde han ikke kræfter til at løfte hovedet, og han forstod stort set ikke, hvad der blev sagt heller. Noget med nogen, der skulle flyttes? Skulle vagten flytte? Ez forstod ingenting, og han var egentlig også ligeglad. Om det var den ene eller den anden vagt, der mishandlede ham, gjorde ikke den store forskel.

Det tog en del af Tareks selvkontrol ikke bare at sparke vagten af Zaladins til, men det gik ikke. Så han tog en dyb vejrtrækning ind igennem næsen, inden han gestikulerede mod manden på jorden.
"Og hvordan har du så tænkt dig, at jeg skal transportere ham til fængslet? Han kan jo tydeligvis ikke gå selv." Han sukkede højlydt. "Jeg ender altid med at skulle slæbe på folk." Med en grimasse lagde han sig på den våde jord. Hans væremåde ville for alle der kendte ham, være uigenkendelig, men det føltes nemmere at opføre sig som en idiot, når han skulle være på lige fod med en idiot. Han hadede det, men det var vigtigere at få halvelveren væk derfra end at holde på sine egne værdier.
"Kan du ikke lige smide ham over min ryg, det er alligevel det letteste." 
Vagten sukkede også, men greb fat i manden på jorden og slæbte ham ublidt hen til Tarek og kastede ham over ryggen på ham. Noget der fik Tarek til at skære tænder, men nu var det da gjort. 

Han greb fat i halvelveren, så godt han kunne, og kom på benene uden at tabe ham. Efter at have flyttet hans vægt lidt, var han klar til at gå. Han nikkede til vagten og ønskede ham en fortsat god nat, inden han lidt hastigt skridtede ud af torvet. Lyst til at trave sad i ham, men han var ikke sikker på, at det var specielt fornuftigt med manden på ryggen. Så han gik så hurtigt han kunne mod en anden del af byen. 
"Bare rolig, du er snart i sikkerhed," mumlede han. Om manden kunne høre ham, vidste han ikke, men han håbede det. Han ville så gerne give ham noget tryghed. 

Snart dukkede den store bygning op i mørket og Tarek gjorde, som han havde fået besked på - tog bagvejen, hvilket var en port, der ledte ind i en gård fyldt med vogne. Der var lys i stalden og han fandt hurtigt indgangen. Lugten af hest og hø slog i mod ham. Lidt forsigtigt gik han ind.
"Er her nogen?"

Killian var faldet i søvn. Det havde været en følelsesmæssig udmattende dag for ham, og han havde sad sig i en boks med en hest, der kunne trøste ham lidt, men hesten havde været varm og høet behageligt blødt og til sidst var han gået kold, mens han ventede på, at Ez skulle blive bragt til ham.
Men lige så snart der lød en stemme ned igennem stalden, slog han øjnene op og var lysvågen. Hurtigt sprang han op og ud af boksen med hjertet oppe i halsen. Det første han så, var den halve mand, halve hest. En kentaur. For et sekund så han bare fascineret på væsnet, inden det gik op for ham, at der lå en krop hen over hesteryggen. Ezhno!

Med en svag desperat lyd løb han hen til kentauren og tog Ezhnos ansigt i mellen sine hænder. Halvelveren var ikke ved bevidsthed, men han trak vejret og Killian kyssede hans læber alligevel, inden han så op på den høje halvhest med tårer i øjnene.
"Tak," hviskede han og ville næsten ønske, at han kunne kysse ham også. Hestemanden smilede et mildt og venligt smil til ham, inden han lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem.
"Hvor vil du have, at jeg skal bære ham hen?"
Killian pegede straks ned i den anden ende af stalden.
"Mit rum. Der er en seng, du kan... Åh, du kan nok ikke komme ind, døren er ikke så stor." Han måtte vel selv slæbe ham ind, men det burde han også kunne. Selvom Ez var stor. Men Killian var stærkere end han så ud, så...
"Det ser vi på. Måske jeg har et trick oppe i ærmet." Kentauren slap hans skulder og gik ned til døren, de fleste overså, fordi det bare så ud til at være et redskabsrum. Killian åbnede døren. Der var gjort klar til at Ezhno skulle komme. 

Kentauren bukkede sig ned og så ind.
"Det bliver lidt trængt, men lad os prøve." Og så forsvandt muren. Killian stirrede måbende på det sted, hvor muren skulle være, men glemte det næsten igen, som halvhesten gik ind på hans værelse og fik langt sig ned ved siden af sengen. Han kunne også kun lige være der, tingene på reolen vippede faretruende, da han stødte til den. Killian fik mast sig ind, så de ved fælles hjælp fik Ezhno lagt i sengen. 
Forsigtigt kom hestemanden på benene.
"Jeg har snakket med hr. Mathis og vi blev enige om, at vi lige vil vente at se, hvad der sker, inden vi tager nogen beslutning om, hvornår og hvordan vi får ham ud af byen. Men jeg tror også, at han er i god hænder her." Han smilede til Killian, der nikkede og svagt rødmede. Han så efter hestemanden, der åbnede en ny udgang i væggen og bakkede ud, helt uden at vælte noget. Hvad han gjorde derefter, lagde Killian ikke mærke til, han havde allerede sat sig på knæ ved sengen og knugede om sin vens hånd. Lidt efter begyndte han at vaske hans ansigt, ganske forsigtigt, med en klud. Halvelveren så frygtelig ud, næsten ikke til at genkende. Giles havde snakket om at få fat på en healer, men først senere på aftenen, når han var sikker på, at Ezhno kom frem. Forhåbentligt ville det ikke vare længe inden, at Giles kom for at tjekke op på tingene. 

Ez vågnede med et sæt og satte sig op så hurtigt, at han nærmest væltede ud af sengen. Hans hjerte hamrede i brystet på ham, og koldsveden sprang frem på hans pande. Hvor var han? Hvem havde flyttet ham? Var han i fare? Ez nåede at tænke alle de ting, inden det gik op for ham, at han ikke var i en fængselscelle, men i en blød seng, og værelset var ikke koldt og klamt, men varmt og rart, og...

"Killian," hviskede Ez, da hans blik faldt på den unge mand, og Ez havde aldrig i sit liv været gladere for at se ham. "Du reddede mig."

Det var, som om det hele kom væltende nu, og tårerne begyndte at trille ned ad Ez' kinder af ren lettelse. Selv hvis det bare var en drøm, så var det en vidunderlig drøm, der kunne tage ham væk fra gabestokkens rædsler i bare en smule tid. Ez havde ikke troet, han ville overleve det, men nu... nu var der måske en chance?

Forskrækket trak Killian sig tilbage, da Ez pludseligt satte sig op og nær væltede ud af sengen. Skrækken var tydelig på hans vens ansigt og han vidste for et øjeblik slet ikke, hvad han skulle sige eller gøre, men det varede heller ikke mange sekunder, inden de smukke øjne blev rettet mod ham og hans navn blev sagt.
Hurtigt lagde Killian kluden fra sig og satte sig op i sengen, så han kunne lægge armene om Ez og trække ham, forsigtigt, ind til sig. Synet af halvelverens tårer fik straks Killians egne til at komme tilbage.
"Åh, Ez, jeg kunne ikke gøre andet." Han gemte sin ansigt ved mandens hals. "Men det var Giles og en byvagt, der fik det til at ske. En kentaurbyvagt." Han mumlede grådkvalt ind i mod hans hals med lukkede øjne og en følelse af, at alting var lidt bedre, nu Ez var vågnet. Han havde været så bange.

Med et snøft trak han sig tilbage igen, så han kunne se sin vens ansigt. Det så frygteligt ud og Killian kærtegnede uendeligt blidt den mishandlede hud.
"Hvad har de da gjort ved dig..." Han sank en klump og forsøgte at være stærk, så han ikke bare gav sig til at stortude, selvom det var, hvad han mest følte for. "Du er i sikkerhed her. Der er ikke nogen, der gør dig noget her." Han sagde det meget fast, så han troede på ham. Killian vidste godt, at de kunne blive fundet og at han ikke ville kunne gøre noget, hvis det skete, men han havde ikke tænkt sig bare at give op. Om han så skulle sætte hver eneste hest i stalden løs og sende dem efter dem. 
Men lige nu huskede han bare på, hvad Giles havde sagt, at sandsynligheden for, at Kiles Orden vidste, at de havde gemt Ezhno der, ikke var ret stor. Og stedet var fyldt op med gemmesteder til de ulovlige ting, så havde de tiden, kunne Ezhno forsvinde. Killian holdt fast i den tanke.

Ez var ligeglad med de andre, der havde været involveret i hans redning. I hans hoved var det Killian, og udelukkende Killian, der havde fået det hele til at ske, og han ville være taknemmelig til sine dages ende.

"Tak," hviskede hans ind i Killians krøller, der duftede præcis, som han huskede dem. "Tak, Killian."

Da Killian trak sig væk, tørrede Ez sine øjne i tæppet, der lå over ham, og endelig kom et ægte, lykkeligt smil frem på hans læber. Han var i sikkerhed, og Killian var lige her, smuk og dejlig som altid. 

"Hvor er du sød," sagde han og rakte en hånd ud for at stryge over Killians kind. "Du skal ikke bekymre dig om mig. Jeg klarer mig. Bare... hvis du har noget at spise?"

Ez havde næsten ikke spist i flere dage, og han var efterhånden ved at føle sig syg af sult.

Killian blev glad, da Ez takkede ham, men egentligt betød det ikke så meget, det var vigtigere at Ez var i sikkerhed. Killian var bare glad for, at han havde gjort noget godt. Noget rigtigt. Noget der havde ledt til, at den smukke og søde halvelver nu lå i hans seng og ikke sad spændt fast i en gabestok. At Ez var taknemmelig var bare en god følelse, men måske ikke så underligt. Hvem ville ikke være taknemmelig for at være blevet reddet fra den tortur?

Ezhnos smil var det smukkeste, Killian havde set hele dagen og han kunne ikke andet end at smile tilbage, selvom hans øjne stadig var fyldt med tårer. Nok til, at det dryppede fra dem, da Ez rørte hans kind og Killian lænede hovedet mod hans hånd.
"Ja, selvfølgelig!" Han rejste sig hurtigt for at gå hen til et lille bord, hvor der stod en mindre gryde med låg. Den var fyldt med en god kraftig og nærende suppe, Serena havde skyndt sig at kokkere, da hun fandt ud af, hvad der var galt. Suppen var stadig varm og Killian fyldte en skål med den, inden han gik tilbage til sengen og rakte skålen til sin ven.
"Der er mere, hvor den kommer fra, men du skal nok ikke spise for meget for hurtigt." Noget han vidste af egen erfaring. En tom mave skulle ikke fyldes for hurtigt, ellers fik man det bare dårligt.

"Jeg har også noget tøj til dig, men det passer nok ikke specielt godt. Jeg kender ikke nogen i din størrelse." Han gned sig i ansigtet med hænderne for at få tårerne tørret bort, inden han smilede lidt forsigtigt til Ez. At redde nogen som han gjorde nu, vidste han ikke så meget om, så han gjorde det bedste han kunne. Et eller andet sted glædede han sig til, at Giles kom forbi, så han kunne... gøre et eller andet. Som det mindste få fat i en healer. Killian turde ikke tænke på, hvordan halvelverens krop så ud under tøjet. Han havde før set vagterne banke på uskyldige i gabestokken. Noget der gav ham kvalme at tænke på, så han forsøgte at lade være og i stedet koncentrere sig om Ez. Mest hans øjne og ikke hans ansigt. Det var næsten svært at se, at det var ham.

Ez tog taknemmeligt imod suppeskålen fra Killian og nippede forsigtigt til den. Den smagte himmelsk, og Ez varmede straks, hvordan varmen spredte sig i hans krop for hver slurk, han tog. Det var fristende at sluge det hele på én gang for at fylde sin skrigende mave, men Ez vidste, ligesom Killian, at det kunne være farligt at spise for hurtigt på en slunken mavesæk, så han holdt igen så godt, han kunne.

Han smilede til Killians kommentar om tøjet. Ez var en stor fyr, og det var de færreste, der lige havde tøj i hans størrelse til at ligge, men det var helt fint. Ez var hverken for stolt eller forfængelig til at have stumpende bukser på, men lige nu havde han ærligt talt slet ikke lyst til at have tøj på. Det tøj, han havde på nu, var beskidt og fugtigt, og han kunne slet ikke vente med at komme ud af det. Han stillede skåle fra sig på natbordet, da han havde fået stillet den værste sult.

"Måske du har noget vand og en klud først?" spurgte han. Hans stemme var fyldigere og varmere nu, hvor kulden og sulten var ved at komme på afstand. "Jeg kunne godt bruge at blive vasket lidt, tror jeg." 

Killian satte sig på gulvet ved sengen og betragtede sin ven spise. Stilheden fik ham til at falde lidt til ro og pludseligt følte han sig egentligt bare træt. Det havde været en lang dag med skræk og rædsel og nu var Ez her, hos ham, så sikker som han kunne blive inden for byens mure. Han hvilede sine arme i sengen og hagen på dem, mens de store grønne øjne kiggede op på Ez igennem de sorte krøller. Selv så forslået som Ez var nu, var han stadig en køn mand og Killian kunne ikke helt få øjnene fra ham. Han betragtede hans øjne, hans træk og hans hår, mens han spiste, helt uden at tænke over, om det måske var ubehageligt for Ez at blive nedstirret sådan, mens han nippede til suppen.

Da Ez var færdig med at spise og satte skålen fra sig, nikkede Killian uden at løfte hovedet.
"Ja. Hvis du vil have noget, der minder om et bad, har jeg et hestetrug, men det står udenfor og er fyldt med koldt vand." Det kunne dog bruges i nødstilfælde, Killians slanke bagdel havde været sænket ned i truget mere end én gang.
Han rettede sig op og greb kluden og den dybe skål med vand, han havde brugt til at vaske Ez' ansigt. 
"Giles har lovet at komme med en healer senere. Snart." Han havde ingen anelse om, hvad tid på aftenen det var, både fordi han havde sovet og fordi, han ikke havde været ude. Der var ingen vinduer i rummet, dog en lille lem til udluftning oppe i det ene hjørne af rummet, men den var lukket for at holde på varmen.

Ez kunne ikke lade være med at grine lidt over Killians forslag om hestetruget, men det blev hurtigt til et mindre hosteanfald. 

"Jeg tror, jeg nøjes med kluden indtil videre," sagde Ez med et smil, da han havde fået sin hoste under kontrol. Han tog skålen og kluden fra Killian og stillede begge dele på natbordet, inden han begyndte at klæde sig af. Det var ikke helt nemt i forhold til, hvor øm han var over det hele, men det lykkedes ham da at få tøjet på overkroppen af. Det kan godt være, han havde sultet i nogle dage, men det var heldigvis ikke så lang tid, at man rigtigt kunne se det så ham. Han havde en del muskler at tage af, så han så ikke overdrevet tynd ud. Det var dog noget andet i forhold til alle de bank, han havde fået af vagterne og præsterne. Ez' olivenbrune hud var dækket af store og små blå mærker, lilla plamager, der især fokuserede sig omkring hans mave og ribben. Det var dér, de havde sparket ham mest. 

Ez samlede sit lange hår i en knold, inden han tog kluden og forsigtigt begyndte at vaske gammelt blod og snavs af sin overkrop. Vandet var stadig lunt, og det føltes himmelsk.

Killian grinede med Ez, men det blev ret hurtigt afløst af et bekymret udtryk, da han begyndte at hoste i stedet, og Killian bed sig i læben. Uden et ord lod han Ez tage skålen og kluden, men han sad klar til at hjælpe til, hvis halvelveren havde brug for det. Og som han fik taget trøjen af, kom tårerne tilbage i Killians øjne, for han så næsten mere frygtelig ud end hvad Killian kunne have forestillet sig. Tanken om, hvor meget vold der skulle til, for at få en person til at se sådan ud, gav ham kvalme. Mest fordi det var hans ven, det var gået ud over, og fordi han selv havde prøvet det mere end én gang. Uden at tænke nærmere over det, rakte han ud og lagde en hånd på sin vens knæ for at trøste sig selv og ham lidt.

Tavs betragtede han ham begyndte at vaske sig selv, men ikke længe. 
"Her, lad mig." Han snøftede en enkelt gang og kom på benene, inden han satte sig i sengen og tog kluden fra ham. Med blide, forsigtige bevægelser gav han sig til at vaske den skadede overkrop, hans skuldre, arme, hals og bagefter fik han ham til at vende sig, så han kunne vaske ham på ryggen også. 
Blidt placerede han et kys på hans skulder, da han var færdig, han ville så gerne sige noget, men vidste ikke hvad. Så han nøjedes med at kysse ham i nakken også, inden han forsigtigt lagde armene om ham og hvilede hovedet mod hans ryg, bare for at tilbyde sit nærvær som trøst. Han kunne ikke gøre andet lige nu, andet end at håbe Giles snart var på vej med en healer, der kunne fjerne de fysiske skader af den behandling, han havde fået. Hvor meget han havde lidt psykisk... Killian ville gøre alt han kunne, for at gøre det mindre forfærdeligt.

Ez sukkede højlydt, da han mærkede Killians læber mod sin hud. Det var lige præcis, hvad han trængte til nu. Lidt kærlighed og nærhed for at få de ubehagelige oplevelser på afstand.

Han vendte sig langsomt i sengen, så han kunne se Killian, og sende blidt hans kind.

"Tak," hviskede han og smilede. "For dig."

Hans fingre bevægede sig op i Killians bløde hår, og han lænede sig ind for at kysse Killians kind. Selvom hele hans krop gjorde ondt, var det eneste, han havde lyst til, at være tæt på Killian. Han kyssede Killians mundvig, og derefter hans læber.