Valkar var ankommet til Kzar Mora båret af hans vinger det meste af vejen, men den sidste del havde han overstået til fods. Der var ingen grund til at skabe rører ved en engel ankom til Kzar Mora, mørkets hjerteland havde set sin andel af engle, noget der ikke var til hans fordel, således var der ingen grund til at friste skæbnen mere en højst nødvendigt. Så han var landet i bjergene og havde bevæget sig ned derfra, intil videre uden at møde patruljer fra Mørkets hær.

At følge kompasset Telma havde overdraget til ham, havde vist sig at være mere besværligt end han havde ventet. Jo vist han kom i den rigtige retning, men at navigere landskabet ham ej kendte bragte ham ingen tryghed. Rustning var der ikke megen plads til, andet end en ringbrynje der dækkede skuldrene samt ned til livet. Brynjen var skjult under hans normale frakke i mørkt vævet stof, kun tydelig hvis han endte skulle bevæge sig aktivt eller ens næve fandt hans bryst. Af våben bar han hans sværd ved hans side.

Kompasset svingede mere nu, han måtte være tæt på. Efter at have vandret i hvad føltes som mindst en halv time længere havde han endelig fundet det rigtigt hus, med faste skridt vandrede han op til døren og bankede på med tre faste salg. Tiden måtte vise hvor let det ville blive, samt mængden af blod der skulle spildes

Cayden stod med Azurian på sin arm og gav ham en flaske med mælk, da en af pigerne i huset bankede på døren og fortalte ham, at han havde fået besøg. Hun kendte ikke hans navn, og Cayden himlede irriteret med øjnene, i stedet for at sætte hende på plads. Det var ikke hans job at oplære pigerne i huset, og han ville sige til videre til den rette, der også ville sørge for hendes straf. Hun skulle nok lære, hvordan man modtog gæster i dette hus, og hvilke informationer man skulle videregive til ham.

Han gav barnet til hende og bevægede sig nedenunder og ud i velkomsthallen, hvor en voksen mand med brunt hår stod og ventede på ham, uden tvivl efterladt dér af pigen.

"Hvem er det, jeg har fornøjelsen af at byde velkommen i mit hjem?" Caydens spørgsmål var høfligt og roligt, og han gik også ned ad trappen uden den mindste tyden på tøven, selvom han kunne se, at hans gæst bar et sværd, og muligvis havde andre våben gemt på sig. Han var ikke arrogant nok til ligefrem at række ham hånden, men holdt sig i en armsrækkes afstand, der dog blev opvejet af hans påtaget venlige smil. 

Det der overraskede Valkar mest var ikke den kvindelige tjener der åbnede, ej heller at hun så menneskelig ud, men at hun ikke fik spurgt til hvem han var og blot spurgte om han ærinde var med herre Cayden. Et høfligt smil havde være mere end nok til at få hende til at glemme de protokoller hun nok burde have fulgt, og i stedet blot efterladt ham i en velkomsthal. 

Stedet var ikke som Valkar havde ventet, det lignede ved første øjekast på ingen måde det billede han havde af en dæmons residens. Men skindet kunne bedrage, noget han måtte være påpasselig over. Nok var Mørket mere end dæmoner, men Kzar Mora havdet altid været et hjemsted primært for dæmon i hans sind. 
Men tungere skridt lød ned af trappen, end dem der var vandret op. Herren der kom ned passede på beskrivelsen han havde fået, en maske der var så perfekt at hvis han ikke viste bedre havde han troet at han havde været et menneske. 
Et kort høfligt buk kom som svar på hilsnen "Så de er Cayden? Vel mødt, mit navn er Valkar og jeg ønsker at tale om en handel med dem" At hans værts blik flygtigt gled ned på hans sværd gik ikke forbi ham, dæmonen ville sandsynligvis være påpasselig. "Hvis det har interesse måske vi kunne fortrække os til et tilstødende lokale?" Handler i forhaller havde en tendens til at være... upraktiske.

På trods af det buk han modtog fra manden i hans forhal, Valkar, bukkede Cayden ikke selv. Det var de færreste mænd der var over ham i status nu, og hvis de var, gik han ud fra at han havde hørt om dem før.

"Selvfølgelig," svarede han dog høfligt og knipsede et par gange med fingrene for at få opmærksomheden fra en af sine ansatte - hvilken som helst af dem. En kvinde kom også straks løbende og Cayden beordrede hende, uden at tage blikket fra sin gæst; "Te på mit kontor, tak." Han fik en bekræftelse fra hende, men ignorerede den for i stedet at nikke med hovedet i den retning, han ville have Valkar med sig.

"Denne vej." Han ledte vejen ned ad en gang, igennem et lille bibliotek, og ind på et kontor, hvor der stod en stol på hver side af et skrivebord. Cayden satte sig i stolen længst væk fra døren, hvor han havde adgang til skufferne og slog en hånd ud imod den anden, for at tilbyde Valkar plads på den anden.

Inden Valkar kunne nå at sige noget, holdt Cayden en hånd op, for at stoppe ham fra at snakke, da tjenestepigen kom ind med en bakke med tekopper, tekande og småkager, som hun pænt stillede frem på skrivebordet inden hun tog bakken igen, forlod kontoret og lukkede døren efter sig.

"Hvilken handel snakker vi om?" spurgte han så, med et skeptisk blik på sin gæst og begge hænder under bordet. Han kunne med et øjeblik fremmane et sværd i sine hænder og der var få ting der kunne stoppe ham fra at gennembore sin nye gæst, der tilsyneladende kendte både hans navn og adresse. 

Mængden af tyende som dæmonen havde var stadig en overraskelse for Valkar, men han havde trods alt med en dæmon at gøre der havde taget en form der lignede et menneske. Det kunne muligvis tyde på at den blot forsøgte at lade som den var et civiliseret væsen. Indretningen tydede på det. 

Som budt fulgte Valkar med hans vært, ikke at han nød at lade andre bestemme over ham, men som gæst fulgte han sin værts bud, andet ville ej være passende. Ikke at han lod sin irritation over situationen vise, blot en venlig tålmodig mine. Stilheden var slående som tjenestepigen kom og efterlod hendes anretning.

"Ser de, de har taget noget der er under min beskyttelse, som jeg agter at få leveret tilbage. Men jeg håber at vi kan finde en civiliseret måde at få dette til at ske" svarede han på værtens spørgsmål med rolig stemme, uden en skygge af hån. Hvis dæmonen skulle gøre mine til at forsvinde eller forsøge at stikke ham ned, var han klar til at indhylde sig selv i et skjold af lys, på stående fod havde han ingen idé til hvorledes man kunne holde en teleporterende dæmon fanget. "Så hvad ønsker de til gengæld for Azurian?" Der var ingen årsag til trække forhandlingerne i langdrag, hvis han kunne få sin vilje ville dette møde være overstået hurtigst muligt.

Caydens ansigt fortrak ikke en mine, da Valkar nævnte Azurian, men hans pokeransigt var sigende i sig selv; Valkar havde ramt et punkt, hvor Cayden ikke længere kunne forholde sig høfligt til sin gæst.

"Tro mig, Azurian har ikke brug for din beskyttelse. Han er i sikkerhed og godt taget af. Han har mere her, end han nogensinde ville kunne få hos sin rakkerpak-mor." Cayden slog ud med hånden for at indikere sin egen rigdom, der stod i stor kontrast til Telmas midler. Hans stemme var dog på ingen måde afvisende. Han var jo trods alt en dæmon og det var svært at takke nej til en god aftale. 

"Er det Telma, der har sendt dig? Har hun 'overtalt' dig til at hjælpe sig?" Han lænede sig ind over skrivebordet med et slesk smil og en hånd ud foran sin brystkasse, som gramsede han på et kvindebryst. Cayden elskede sin søn og det var kun, fordi han indvendigt var rasende over at manden foran ham så meget som vovede at bringe ham op, at han på dén måde blev vulgær og provokerende. Desuden ville han gerne se, om Valkar var en temperamentsfuld mand eller om han kunne holde hovedet koldt. 

Det var tydeligt at Valkar sad i løvens hule, samt at hvis han ikke var påpasselig kunne hele situationen blive meget værre end den var. 

"Jeg tænker at vi næppe bliver enige om sandheden ved det, men jo vist deres hjem minder ganske vist om en rigmands, det er dog knap så dæmonisk som jeg havde ventet" Et høfligt smil lå over Valkars læber. Det var besynderligt med den åbne undertone der stod noget i kontrast med de ganske lukkede ord Cayden havde ytret. Men en brugbar mulighed der ville blive udnyttet, barnets opvækst havde ingen betydning for ham, for Valkar var det et spørgsmål om at opretholde et løfte.

"Ganske perceptivt af dem, moderen til barnet er i sandhed det korrekte bud. Men frygt ej de kan trøste dem med af os to er det blot dem der har lagt med kvinden" Svarede Valkar uden at fortrække en mine, jo vidst kvinder interesserede ham men Telmas talenter var hvad han søgte hos hende, ikke hendes mere i øjnefaldende attributter som hans vært så 'høfligt' hentydede til. 
"Men hvad ønsker de for ham? Det lød som at de ikke var bleg for at finde et kompromis?" Lød det som Valkar lænede sig let frem og mødte dæmonens blik, ventende et kort øjeblik før han afbrød med et nyt spørgsmål. "Fortæl mig dit sande navn" Magten han lagde bag ordne kunne mærkes, en trang til at svare fulgte ordne, som at det var det mest naturlige i verden at svare sandfærdigt. 

Hvis Cayden skulle reagere aggressivt var Valkar klar til at fremmane en kuppel af lys til at beskytte ham, han havde den fordel at han kendte til dæmonens evner, en fordel dæmonen ej besad.

Der var ingen tvivl om at Valkar mente det nedsættende, da han omtalte husets indretning som værende 'mindre dæmonisk end ventet'. Som om dæmoner var uciviliserede væsner. Cayden fik straks lyst til at myrde ham, mere end han allerede havde.
Cayden fnøs, da Valkar forsikrede ham om, at han ikke havde ligget med Telma. Som om Cayden gik op i dét - han lå med horer og guderne og hver mand. Telma var bare én af mange, han var vant til at dele. Den eneste han blev lidt besidderisk omkring var Mia og selv dét var udelukkende for hendes egen sikkerheds skyld. Hun var ikke klar over farerne i verden og han var nødt til at tilbyde hende sin hjælp og beskyttelse. Denne Valkar skulle i hvert fald nødig i nærheden af hende.

Cayden var i gang med at overveje sit svar - Azurian havde været et hårdt arbejde og ligegyldigt hvor højt han elskede ham, så kunne han ikke fuldstændig udelukke at lade barnet vende hjem til sin mor engang imellem, så længe han havde mest indflydelse på hans opvækst. 

"Cayden," røg det ud af ham, da han var fuldstændig uforberedt på den fremmede mands brug af sin evne, men han klappede straks i efter dét, selvom det krævede al hans selvbeherskelse. Han faldt forover, som han brugte al sin styrke på ikke at sige mere. Han knurrede og rejste sig op, skubbede bordet med sig op, så alle genstandene og teen på det, væltede frem mod Valkar.
Et sværd af skygge blev fremmanet i Caydens hånd, men trængen til at svare på Valkars spørgsmål var ikke forsvundet. Han åbnede munden for at forbande ham, men kun lyden af det næste af hans navn kom ud og blev til en lyd af smerte i stedet. Det var her det gik op for ham at han ikke ville kunne modstå evnen og heller ikke ville kunne angribe, så længe han var påvirket i den.

I samme sekund forsvandt han op i sort røg. Han teleporterede sig op i nordlandet, længere væk end han nogensinde havde været. Han stod i sne op til knæene, men var helt tydeligt alene, da han, fyldt med raseri, sagde sit sande navn. Han blev stående dér, imens han mærkede evnens magt over sig forsvinde. Selv da blev han stående i kulden. Han havde før givet et af lysets væsner sit sande navn, mod sin vilje, og det havde betydet at han var blevet tvunget til at dræbe sin hustru, den eneste person han elskede. Han havde lovet sig selv, at det aldrig ville ske igen. Han ville aldrig blive en slave igen. 
Han overvejede at tage hjem igen. Overvejede at hente Azurian og forsvinde. Men risikoen var for stor. Svinet, der havde vovet at forsøge at slavebinde ham, måtte tage barnet og gå. Cayden ville finde Azurien igen. Han ville tabe dette slag, men han ville vinde krigen.

Et selvsikkert smil dækkede Valkars læber som han Cayden kæmpede mod hans evne, få havde viljen til at modstå ham især når de ikke var forberedte på ordets magt. Det lød til blot at være et spørgsmål om ti.. Som bordet løftede sig, for Valkar op sammen med det, samt ved en skærmende bevægelse opstod der en flade af lys der værnede Valkar som et skjold mod bordet, teen og alt der ellers havde været på dæmonens bord.
Klar til at kamp med sværdet ved sin side stod de med øjnene fæstet på hinanden i hvad der føltes som en evighed, men i sandhed blot havde været et øjeblik. En beskyttet af lyset, en anden klar til at angribe med mørket.
En del af et navn blev delt i smerte og en sort røgsky havde taget dæmonens plads. Instinktivt dækkede Valkar sig i lys, og talte stille i sit sind.

En... 
to... 
tre... 
fire... 
fem... 

Stadig intet spor af Cayden, der var uendelige muligheder for hvad dæmonen pønsede på, men intet tydede på at han kom for at angribe. Målfast greb Valkar et stykke pergament samt en pen, der dansede hen over pergamentet, før han for ud på gangen og bød en første tjener at fortælle hvor Caydens søn var, magten bag hans ord rungende i luften, ledede ham ovenpå. Kvinden der holdte Azurian indtil sig så forfærdet på manden der braste ind og tog barnet fra hendes favn. 
Et overrasket gisp undslap Valkar som tjeneren fra tidligere havde lavet en flænge over hans arm med en kniv. Snerrende knugede han amuletten der forstøvede som magien i den blev udløst. Med et stod han i Opalslottet, mere præcist i et gæsteværelse.

Efterladt i Caydens hjem lå en pose med krystaller med værdi svarende til en mindre formue, samt et stykke pergament hvorpå der stod:
"Se dette som min del af handlen, da jeg ikke kan give dem deres navn.
 Det er ikke mit ønske at krydse klinger med dem, men forstå mig ret hvis de tvinger min hånd forvent ej et lige så nådigt   udfald som dette.
 Et håb om dette var vores sidste møde
  - V"