Der gik noget tid, før Hector følte sig tryg ved at begive sig ud alene, efter hans lille nedsmeltning sammen med Juno og Ezra, men han var samtidig også ved at blive sindssyg over at sidde hjemme i huset hele tiden. Juno havde ikke været hjemme i næsten to døgn, og selvom Hector ikke var bekymret for ham (det var relativt normalt, at Juno forsvandt et par dage af gangen hist og her - han kom altid tilbage), så kedede Hector sig så meget, at han var begyndt at vrisse af ungerne, og det var ikke i orden, når de ikke havde gjort noget. Så Hector besluttede sig for at begive sig ud alligevel, selvom mindet om angst stadig sad meget tydeligt i ham. Han var stadig meget opfarende som resultat, og det var da sikkert også, derfor det gik som det fik.

Det tog mindre end en time, før Hector var havnet i et slagsmål. Han havde været uheldig at støde ind i en af fyrene fra en af de rivaliserende bander, og der var ikke gået specielt lang tid, før Hector havde fået fornærmet fyrens mor OG bedstemor på den mest modbydelige måde. 

Slaget mod hans kind ramte lige på kindbenet, og Hector snublede bagover og landede på røven. Fyren var meget større end ham, og han havde to venner med sig, der nu stod og grinede af Hector, der var rasende nok til at flå deres tunger ud af deres klamme munde!

Kappen dækkede det meste af væsnets lave kvindelige figur, med undtagelse af hovedet, hvor kappens hætte enten var blæste af eller ikke havde været løftet op til at starte med. Hun havde hurtigt løbet forbi satyrens med de nær lydløse skridt, hun af en eller anden grund altid havde haft, og stillede sig ind foran ham med sin front ude af hans synsvinkel. Hendes ellers skulderkorte brune hår var blevet et par centimeter længere og dækkede hendes blottede nakke helt til. Kun når vinden syntes at få fat i et par af totterne, blev det pustet væk og gav glimt af den lysende hud, der gemte sig bag.
På den anden side stirrede følelsesfulde og abnormalt blå øjne frem og tilbage mod gerningsmændene, der ikke bare have væltet hendes ven, men også forvoldt ham et slag - måske flere, hun havde ikke været der til at se det, så muligheden var der. Latteren havde stoppet for et øjeblik, men kun for at vende tilbage igen nu mere gennemtrængende hånende. Dog ikke rettet mod hende, men fortsat rettet mod Hector.

En af dem nærmede sig hende, som hun stod blokade mod Hector. Og han var som allerede kalkuleret; meget større end hendes egen bette skikkelse. ”Jeg vidste ikke, at rollingernes redningsmænd kom i så pæn indpakning.” blev der kommenteret til hende. Det var ikke helt til at vide, at man ikke skulle have troppet alt for tæt på hende, da hun ikke udgav nogen decideret intimiderende udstråling, men idét den fremmede have stillet sig tæt nok og endda været godt i gang med at række en, hvad man måske ville beskrive som kærtegnende hånd, frem mod hende, havde hun formået at sende sin egen hånd - knyttet, som hun både havde lært og overværet - direkte ind i hans maveparti, med styrke der ikke var til at se på hende og tvunget ham først sammen på midten, så et skridt tilbage og så til sidst rullet ned på jorden med ømmende arme om sig selv.

Med en overbevisning om, at faren var ovre drejede hun endelig omkring sig selv, for i stedet at rette et bekymret set blå øjne mod Hector bag sig. Ordene Er du okay sad allerede klar på hendes læber, men de nåede aldrig frem, før de blev erstattet af et hvin, da hendes hår blev grebet og trak voldsomt i hovedbunden. ”Kælling!” blev vrisset af hende, mens hun ihærdigt forsøgte at lirke håndens tag fra hendes lokker og ikke havde opmærksomhed nok til at opfange skældsordet.

Hector forstod ikke helt, hvad der skete omkring ham, indtil han pludselig genkendte et par meget blå øjne. Selvom han hoved dunkede smertefuldt, smilede Hector alligevel, da han så sin venindes velkendte ansigt. Han skulle til at sige hendes navn, da hendes hoved blev revet bagover. Hector kom hurtigt på benene; den ene af fyrene lå krøllet sammen på jorden, men de to andre havde fat i Mia og så ud til at være travlt optaget af det.

På ca. 2 sekunder fik Hector hevet sin slangebøsse op af bæltetasken, samlet en sten op fra jorde og taget sigte. Stenen ramte den ene fyr direkte i tinding, og han stak i et hyl og slap Mia med det samme. Blodet piblede frem fra såret, Hectors sten havde lavet, og hans kammerat så chokeret til. Hector tog chance og spænede hen og sparkede fyren over skinnebenet med af den kraft, han kunne lægge i sine korte gedebukkeben. Det var den samme kraft, der havde brækket Vargas' næse, og den gjorde også indtryk på fyren. Han slap Mia med den ene hånd for at tage sig til benet, mens han bandede og svovlede højlydt.

"Slip min ven!" hvæsede Hector og spændte slangebøssen igen.

Mia var ikke helt sikker på, hvad hun havde forventet ved at involvere sig. Måske troede hun, at det ikke ville gøre ondt, selv hvis hun havde sammenstød med den potentielle tæsk, det havde lignet, der ville blive delt ud før eller senere. For hun havde allerede prøvet det. Hun var allerede blevet slået og sparket før. Hun vidste, hvordan det var nu, så i det splitsekund, hun var sprunget til redning af sin pelsbenene kammerat, havde det givet mening, at det ikke engang ville være halvt så slemt.

Den første slap hende helt. Den anden slap hende halvt. Og pludselig midt i virvaret blev hun kastet til siden. Mia’s negle havde uden tvivl fået efterladt nogle røde mærke på hænderne, der havde holdt hende fast, men det havde bestemt været, hvordan Hector havde kommet på benene igen som en rasende tyr, der virkelig havde gjort noget ved situationen.
Desværre landede hun ikke blødt. Hun landede ikke engang på den hårde støvede jord. I stedet mødtes hendes ansigt ganske uheldigt med kanten af en større fragt kasse af splintrende træ, der mirakuløst ikke slå hende ud, men i stedet automatisk fik hende til at tage sig til hovedet, hvor en våd fornemmelse, der normalt ikke var at finde der, med mindre hun græd, hvilket hun vist ikke gjorde - hun ikke egentlig ikke være helt sikker - mødtes med hendes håndflade. Og det dunkede lige over øjet. Mere end det sveg omkring hendes blottede knæ.
Underligt nok sveg det ikke. Endnu. Så selv med fortumlet hoved lykkedes det hende at se op.

I mellem tiden var stjernen blevet kastet fra sig, så fyren, der kunne bebrejdes for det, i stedet kunne lange sig ordentligt ud efter satyren, der virkede til at have mistet besindelsen fuldkommen. Forhåbentlig kunne han få fat i ham på den ene eller anden måde og selv give møgungen et knæ i, hvad end han kunne ramme, før slangebøssen var blevet spændt og sluppet for endnu et brutalt skud.

Stenen ramte den sidste fyr midt i panden, og han hylede og trådte baglæns og snublede over en løs brosten. Han landede på ryggen, mens han holdt sig for panden, der nu blødte, og Hector spænede hen til ham.

"Så kan du kraftedeme lære det, dit forpulede møgsvin!" råbte han og sparkede fyren så hårdt i hovedet, så han gik ud som et lys. Hector sparkede ham igen, og igen, og så igen, inden han fik kontrol over sig selv. Hans hjerte hamrede så højt, at han næsten ikke kunne høre andet. Fyres ansigt var så blodigt og opsvulmet, at han var uigenkendelig, men Hector var ligeglad. Han følte ingen skyld, kun afsky, og han spyttede på den bevidstløse fyr, inden han endelig vendte sig mod Mia.

"Er du okay?" spurgte han og skyndte sig hen til hende, mens adrenalinen stadig susede rundt i kroppen på ham. Han knælede ned ved hende og trak hende ind i et hårdt kram. Det var slet ikke meningen, at det skulle være så intenst, men da han så hende, var det gået op for ham, hvor meget han havde manglet lige netop hende. 

"E-er du okay?" spurgte han igen, denne gang med dirrende stemme, mens han holdt hende tæt ind til sig. "Hvor kom du fra?"

”Jeg ha-…” Længere nåede hun ikke, før hun blev revet direkte ind i drengens favn. Havde hun ikke nået at sænke hånden fra den friske flænge, der malede striber af rødt ned over ansigtet, i tide, havde hun været tvunget i en noget akavet stilling, da han havde svunget sine arme omkring hende. Overraskelse var dét der prægede hendes ansigt allermest. Som havde hun ikke helt forberedt sig på reaktionen, Hector havde fremvist for hende, hvilket ikke var helt ned ad den forkerte boldgade. Hun huskede lige så klart som det præcise antal dage, hun havde brugt på jorden, hvordan hun havde været fyldt med trangen til at løbe direkte mod ham, da hun så de velkendte krøller og omfavne ham. Altså før kaosset.

”Hey. Jeg er okay. Jeg er okay.” bekræftede Mia så med en beroligende stemme. Hun præsterede et let smil og viklede så selv sine arm omkring ham. En del mere blidt end ham, dog bestemt ikke afvisende. Og hun gav ingen indikation om at selv give slip lige foreløbig. Den ene af hendes hænder flyttede sig dog højere op for at begrave sig i hans hår og nussede ham, som hun så ofte før havde gjort. Hun havde savnet ham.

”Himlen.” klukkede hun som en dum vittighed. ”Hvor jeg kom fra før det, kan har jeg ingen erindring om, desværre.” Hun var godt klar over, at det ikke var, hvad han havde ment, da han havde spurgt. Egentlig kunne det endda være, at han slet ikke søgte et svar, men bare havde haft brug for noget at sige. ”Hvad vigtigere er: Er du uskadt? Jeg så dem slå dig og det så ret hårdt ud.” Igen var bekymring at finde i hendes stemme.

Hector slap et lille suk, da han mærkede Mias fingre i sit hår. Det føltes som uendeligheder siden, der sidst var nogen, der havde nusset ham i håret. Det føltes rart og betryggende, ligesom hendes duft, som stadig var den samme, som han huskede. Han nikkede.

"Jeg har det fint," mumlede han og slap hende nok til, at han kunne læne sig lidt tilbage og se ordentligt på hende. "Du bløder."

Hector tog sin trøje og løftede den lidt op, så han kunne tørre blodet af hendes ansigt. Han blødte selv fra næsen, men han tørrede det blot hurtigt væk i sit ærme. Blod var næsten umuligt at vaske væk, men han var ligeglad. Alt hans tøj var alligevel smadret, og desuden var det her Junos trøje, og Hector havde ikke noget imod at ødelægge Junos tøj. Ikke lige i dag i hvert fald. 

Hans hoved snurrede stadig lidt, og adrenalinen fik ham til at ryste lidt over det hele, men han kom på benene og gav hende en hånd for at hjælpe hende op igen. Den blodige, bevidsteløse fyre, der lå bag dem, skænkede han ikke en eneste tanke. 

"Vil du med hjem?" spurgte han uden at slippe hendes hånd. "Til huset? Er du sulten? Vi kan sikkert godt finde noget mad..."

Det var rigtigt. Hun blødte. Men det gjorde han også. Det var godt nok ikke meningen af mennesker eller væsner skulle bløde – lige set bort fra kvindernes, og ligeledes hendes, månedlige blødning. Tilegnet reproduktion, havde hun så fint fået forklaret sig til. Men hvad der var sket med både Hector og hende selv var ikke meningen.

Mia blev straks trukket tilbage til virkeligheden og væk fra ubrugeligt tankespil, da det ru stof fra satyrens trøje, fjernede den røde farve fra hendes lysende ansigt. Hun glemte hårdt sine øjne sammen og sugede luft ind mellem sammenbidte tænder, idét han blot ramte det ømme område omkring flængen. ”Det sviger..!” nærmest peb hun, men holdt sig mirakuløst fra at stoppe ham. Heldigvis varede det ikke meget længere end et enkelt strøg.

Hun tog glædeligt imod hans hjælp til at komme op at stå, selvom hun ikke følte, at det egentlig var nødvendigt, før hun kom op og kunne for alvor mærke slaget mod sit hoved. Dog vaklede hun ikke. Hun så sig lidt omkring ved hans spørgsmål. Så over på de tre fyre – eller rettere sagt: den ene fyr. Ham hun havde givet et slag i maven måtte have kommet sig lige nok til at rejse sig og skynde sig væk sammen med den første af ofrene til Hectors slangebøsse. Ingen havde set til den bevidstløse. Og heller gjorde hun lige nu. Overraskende nok havde hun ingen medlidenhed med ham. Ikke nu. Ikke når han var delvist skyld i hendes vens blodige næse.

Hun så tilbage på satyren med et smil. ”Der er vist ingen grund til at spørge. Selvfølgelig vil jeg med tilbage. Det føltes som en evighed siden jeg sidst så det faldefærdige hus.” svarede hun med en munterhed, der slet ikke passede til hendes tilstand. Hun kendte nogle det ville gå på, men hun var også godt klar over, at drengen foran hende ikke var den type. ”Og så kan du lade mig se til din næse. Jeg har lært lidt om den slags.” Teoretisk.

Hector kunne ikke lade være med at smile over hele hovedet; det var virkelig dejligt at have Mia hos sig igen, og han havde næsten lyst til at kramme hende igen, da hun fornærmede hans hjem!

”Hov hov, det er sgu da ikke helt faldefærdigt!” grinede han og skubbede mildt til hendes skulder. ”Det står da endnu, heh.”

Hector tog Mias ene hånd uden at tænke over det og begyndte at gå med hende. Nu hvor han havde fået det meste af sine aggressioner ud, så ville han gerne væk fra gaden og hjem igen. Måske var Juno kommet hjem i mellemtiden? Det håbede han, både fordi han savnede Juno, men også fordi han ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle forklare Mia det, hvis Juno ikke var hjemme.

Selv Mia lagde mærke til, at hun stod lidt mere standhaftigt, da Hector skubbede til hende. Det havde ikke været et specielt hårdt skub, men hun havde før haft øjeblikke, hvor det mindste havde kunne føre hende ud af balance. Nu – et år efter hun oprindeligt havde lærte at gå – var hun klart mere sikker på sine fødder, hvilket der ikke var noget at sige til, sådan som hun havde brugt sin krop konstant. Som et rigtig jordiske væsen.

”Med den enorme mængde af energi og renden rundt og jeg ved snart ikke, så tvivler jeg stærkt på, at det forbliver stående efter et mere af jeres såkaldte år. To, hvis I er heldige.” Hans latter havde på mirakuløsvis smittet sig af på hende og havde kommet til udtryk i hendes stemme, som den havde været fremme i hans. Det måtte være et noget mærkværdigt syn for andre folk, der passerede dem, sådan som de gik og nærmest morede sig med blod sivende ned af begge deres ansigter, som var de krigere, der drog tilbage til lejr efter en mægtig sejr.
Lettere overrasket endte hun dog med at se ned på deres hænder, da hun følte hans klemme omkring hendes. En svag blålig nuance var allerede at finde på hendes knoer. Hendes krop var ikke vant til at slås, så selv sammenstødet med den unge mands ribben havde åbenbart været nok. Og så havde hun uden tvivl holdt sin næve forkert. Hun klemte hans hånd lidt tættere. For sig selv.

Roligt løftede hun hans hånd i sin lidt op for at bedre kunne se den. ”Du er blevet mørkere,” kommenterede hun som hun drejede deres hænder lidt omkring. Hans hud havde altid stået i kontrast til hendes noget blege teint, men nuancen virkede anderledes. ”Din hud altså. Den har fået mere... farve, er vist sådan I plejer at beskrive det.”

Hector så til, mens Mia studerede hans hånd, men han trak den lidt forlegent til sig, da hun kommenterede på hans hudfarve. Den var ganske rigtigt blevet den del mørkere, efter den tid han havde brug i Balzera, men han ville helst glemme det, helst ikke tale om det eller på nogen måde blive mindet om det, så han prøvede for det meste at ignorere sin hud, indtil den kom tilbage til sin lidt lysere farve takket været manglen på høj solskind i Dianthos.

"Den har da altid set sådan ud," løj han og rystede på hovedet af Mia, som om det var hende, der så syner. "Du må huske forkert."

Han rømmede sig og sparkede lidt akavet til en sten på vejen. "Hvad med dig? Har du bare været her i Dianthos hele tiden, eller... har du været væk? Jeg har slet ikke set dig."

Det var tingen med Mia. Mia huskede alt. En hver lille detalje, der kom forbi stjernen, virkede til at hæfte sig fast. Blive arkiveret i hendes hoved til fremtidige kalkulationer. Nogle ting var mere brugbare at huske end andre, det ændrede dog ikke på, at noget blev sorteret. Alt gik ind. Men Mia var stadig et naivt væsen af natur, så selvom at hun havde været så sikker på, at hun havde husket rigtigt, blev hun pludselig i tvivl, idét Hector påstod, at hun huskede forkert. For måske gjorde hun. Hun havde selv lagt mærke til ændringer i sig selv igennem året på Jorden. Måske gjaldt det den samme påvirkning, som tilstedeværelsen af uforklarlige følelser, der langsomt men sikkert kryb ind på hende.

Så hun lod ham slippe med ikke meget andet end et ekstra lille observerende blik i hans retning. ”Faktisk, ja,” svarede hun ham let på hans emneskift, før hun selv måtte se bort fra ham. ”Det undrer mig nu ikke, at du ikke har set mig. Jeg har trods alt heller ikke set dig.” Det sitrede pludselig ubehageligt i maven, og under kappens dække lagde hun da også sin nyligt frie hånd ind mod solaplexus, som ville det lette tryk berolige, hvad end der skabte uro i hende. ”Men… jeg har også været gemt væk bag vægge de sidste 207 dage, så jeg har ikke set nogen. Eller blevet set af nogen.”
Hun sukkede tungt ud og lukkede ligeledes øjnene i et længere varigt blink. Hun kunne klart mærke det ekstra lille pres ved det ene øje grundet flængens begyndende hævelse. Dette var lidt en anden skade end, hvad hun ellers havde oplevet. ”Jeres hus må da også være heromkring, burde det ikke?” Hun hævede hovedet igen og så sig omkring. Dianthos lignede sig selv. I hvert fald sådan som hun selv mente, at hun huskede det. Men måske huskede hun også dét forkert?

//Lukket efter aftale