James havde endnu ikke fundet Miranda i alt den tid han havde været i Medanien og det irriteret ham. Han havde sådan håbet på at finde hende, bare så hun kunne forklare ham nogle ting. Men det havde endnu ikke lykkes for ham. Han havde nu været varulv i flere måneder og der var stadig ikke fundet nogen kur imod denne forbandelse, måske skulle han bare leve med den på den ene eller den anden måde. Det var svært at leve med men det var nu sådan det engang var.

Han vandrede rundt i byen og satte sig ved et springvand og et suk kom frem på hans læber. Han kiggede sig lidt omkring og opdagede hvor mange mennesker der egentlig var. Det måtte være et dejligt sted at slå sig ned. Han havde endnu ikke slået sig ned nogen steder, og det måtte vel egentlig snart være lidt på tide. Han havde jo fundet Jocelyn for flere år siden og han var blevet klippet.
Selvom han så fin ud i tøjet ejede han ikke en eneste krystal, hvilket bare gjorde det hele meget svære at finde et sted at bo. Han arbejde jo hvor han kunne arbejde.
Mira have været så sød ved ham og lade ham bo hos hende et stykke tid, men han kunne ikke bare blive boende der, der var ting der skulle overholdes. Hun havde jo også nok at se til med hendes arbejde på gården. Han kiggede lidt ned i jorden og så op på folket der gik forbi. De virkede så venlige alle sammen at han næsten fik helt ondt. Han kunne dufte alt hvad der var at dufte. Bageren der kom med brød, boderne der blev fyldt med mad af forskellige arter. Det var helt så hans mave begyndte at knurre. Måske han snart skulle finde lidt arbejde igen så han kunne få noget i maven. Han roede lidt rundt i lommen og tog et par krystaller frem, der var måske lige krystaller nok til en bid brød, hvis han da var heldig anlagt.

Han rejste sig op fra springvandet og kig over imod nogle af boderne for at kigge på tingene, men de var alt for dyre, så han bevægede sig videre for at finde ud af om der var noget billigt mad et eller andet sted. Der måtte jo være noget der var til at betale med de få Krystaller han havde.

For en gangs skyld var Azura blot i landsbyen for at købe ind. Ikke for at finde arbejde, eller arbejdere. Tingene på gården gik ganske fint fremad, ting blev lavet - eller, der skete noget en gang imellem. Hvis hun skulle være helt ærlig, gik det lidt for langsomt, men sådan var det desværre. Hun kunne ikke betale for det hele på engang, da krystallerne bare ikke var til det. Og hun skulle hele tiden ud for at skrabe flere sammen, for at betale for den næste måned. Og sådan ville det nok fortsætte flere måneder endnu. I det mindste havde hun ikke behøvet af betale for stedet, da hun havde fået det som gave efter at have dræbt de røvere som havde besat stedet. Selvom folk i første om gang havde varsomme, da flere stadig havde fordomme omkring elementaler. Var de begyndt at åbne op, da hun kom for at hyre folk, og bragte gang i økonomien i landsbyen. Hvilket den virkelig trængte til. Man kunne stadig se flere huse der ikke var blevet genopbygget endnu, efter den var blevet helt gennemsmadret af en bande hun ikke var helt bekendt med. Det eneste hun vidste, den her by havde brugt for en stor hjælpende hånd.

“Azura, hvad kan vi gøre for dig i dag?” frugthandleren mødte hende med et stort smil, som hun kom gående. Azura nikkede venligt, og begyndte at tage et kig omkring. Flere af tingene kunne være friskere, men igen endnu en ting hun havde været nød til at vende sig til. Når man ikke længere havde samme status som kronprinsesse, så kunne man ikke forvente de samme goder. Hun valgte det hun gerne ville have, og betalte manden før hun gik videre. Hendes blik landede kort på en mand, der gik rundt og kiggede på varerne men ikke købte noget. Hun hævede et bryn, men lod være med at kommenterer på noget. Pludselig blev den fredelig morgen opbrudt, da en grædende kone kom løbende ind på markedspladsen. “I må hjælpe mig! Min søn! De kom ud af ingen ting!” Azura reagerede hurtigt, og løb hen til kvinden som nærmest var i opløsning “Hvor?” det som der kom ud fra kvindens læber, var på ingen måde til at forstå “Dyb indånding, jeg kan ikke hjælpe dig hvis du ikke kan tale til mig, så jeg kan forstå det” kvinden nikkede og tog en dyb indånding. “Godt, bliv her, jeg skal nok checke det.” hun kiggede rundt for at finde den første og bedste, og dette var sjovt nok manden hun havde lagt mærke til før. “Her, hold det til jeg kommer tilbage” uden at tænke sig om, at hun faktisk ikke kendte denne person. Rakte hun posen med hendes mad til James, for så at gøre sig klar til at tage i retningen af hvor kvinden sagde hendes søn var blevet angrebet.

James hørte et råb om hjælp og han ville heller end gerne hjælpe, man var ikke nær så kampdygtig som mange andre var, men alligevel var der ikke nogen der satte sig til at hjælpe... Eller vent det var der faktisk. En kvinde satte sig for at hjælpe. Nej det var for galt. Skulle en kvinde hjælpe en anden. Han havde intet imod kvinder overhovedet, men hun virkede bare så lille og så uskyldig til at kunne hjælpe ret meget. Men så igen man skulle aldrig skue hunden mod hårene som man sagde. Han var dog i tvivl om hvad han skulle gøre så han satte sig til at gå et par skridt frem imod dem da en pose blev givet ham i hånden. Helt overrasket kiggede han på posen og så på kvinden der straks var væk igen. Hvad skulle han nu stille op?
Han kiggede lidt ned i posen og kunne mærke maven knurre endnu mere som han så maden der i. Måske skulle han.. Nej det kunne han ikke tillade sig. Dette var ikke ham, det var ikke hans vare, han kunne sagtens klare sig selv, sådan som han altid havde gjort. Lige så vel som Jocelyn havde klaret sig selv. Godt nok havde hun arbejdet for en dæmon men hun havde da klaret sig igennem det alt sammen. Han bed sig lidt i læben og satte posen med vare under den ene arm. Han drejede hovedet lidt for at kigge på posen og så på frugtmarket. Han bed sig i læben og kiggede på priserne, det var da noget han havde råd til. Godt nok så det ikke ud som om at frugterne var meget værd, men han var lige glad. Han skulle have noget at spise om det så var dårlig mad. Han vendte blikket lidt rundt for at kigge efter kvinden der havde afleveret posen til ham men kunne ikke se hende. Gad vide om hun havde brug for hjælp? Han rystede lidt på hovedet og pegede på et par æbler som han gerne ville købe. Han tog det ene i lommen og tog det andet i munden som han betale. Han fik lidt krystaller tilbage, men han ville ikke have dem. Heller lade andre have det godt end ham selv. Sådan var hans motto!

Der gik ikke en gang en halv time, før at Azura var tilbage i landsbyen. Og med et meget grumt ansigts udtryk, ikke fordi hun ikke havde hjulpet drengen. Jovist, det havde bare vist sig at drengen slet ikke havde brug for hjælp! Den undermåler, havde valgt at forskrække sin mor sammen med nogle af hans kammerater, for at undgå at arbejde i marken. Magen til frækhed! Hun havde givet sønnen en ordentlig raprimande, som der havde fået alle drengene til at få en lidt hvidere farve i ansigtet. Før hun havde hævet drengen tilbage til sin mor, med hendes fingre godt lukket om hans øreflip. Først havde moren været uforstående over for den måde, som prinsessen havde valgt at bringe hendes søn tilbage. Trods for hun selvfølgelig var meget taknemmelig, lige ind til at hun hørte den egentlig historie bag hvad der var sket. Så havde moren fortsat hvor Azura mere eller mindre havde sluppet hendes skældud. Moren nåede lige at takke mange gange, for hjælpen og undskyldte mange gange. Før drengen blev trukket ind i huset, og skrigeriet fortsatte mens Azura fortsatte tilbage til markedspladsen.

Det var unødig spild af hendes tid, hun kunne have været halvvejs hjemme på dette tidspunk! Irritationen var meget synlig i hendes ansigtsudtryk. Især fordi hun aldrig havde været kendt for en, der var en lukket bog. Nej hun var - ganske nem at læse. Nå, nu var det eneste bare at finde den mand som hun havde valgt at give hendes pose med vare til. Det - hun kløede sig lidt i mellem fletningerne der bandt det lange flagrende hår sammen. Hun strakte og vente sig en smule, hvor var han? “Urgh!” udbruddet gjorde at en ældre dame ved hendes side, fór sammen og kiggede en anelse bebrejdende på den blåhudet kvinde. Azura himlede med øjnene, men valgte dog at undskylde for at forskrække hende. Okay, han måtte være her et eller andet sted! Hurtigt satte hun i gang med at lede rundt efter ham.

James havde formået at købe lidt tørret kød for nogle rav stykker og havde sat sig ved springvandet igen. Han nærmeste klamrede posen til sig som var blevet kastet i armene på ham. Han sad og tyggede lidt på det tørrede kød og kiggede lidt frem og tilbage, blot for at se om han kunne se personen der havde afleveret posen til ham. Han anede dog ikke helt hvordan hun så ud. Det hele var jo sket så hurtigt at han måske kun havde set håret af hende. Han var faktisk ikke helt sikker på hvad farve det var. Han kiggede lidt ned på posen og overvejede stadig posens indhold. Dog ville han stadig ikke tage noget af det, det var ikke hans og der var andre der skulle bruge det! Han kiggede lidt frem og tilbage igen og besluttede sig endelig at rejse sig op. Han klemte posen lidt ind til sig for at være sikker på ikke at tabe den. Han bevægede sig nogle skridt frem gik hen imod boderne igen for at se om hun var kommet tilbage, man kunne jo aldrig vide. De sidste rav stykker lå trygt i lommen på ham. Æblet havde han spist for længe siden. så der var kun det tørrede kød tilbage. Han havde sat det i munden og bevægede sig videre imellem boderne. Nå hvor var hende kvinden så henne?

Hans bevægede sig langsomt og kiggede på hvert et enkelt person for at være sikker på at han ikke havde overset hende. Ting tog tid som man sagde! Han kiggede lidt frem og tilbage endnu engang og fandt forhåbentligt endelig kvinden. Han bevægede sig om bag hende og prikkede hende på skulderne. "Er det her din?" spurgte han og ville ikke give posen fra sig med mindre det var hendes. Han ville nødig give den til en fremmed og så skulle købe noget nyt. Han synes dog at han kunne genkende håret, men han var bestemt ikke sikker på noget som helst.

Lige som hun skulle til at opgive alt håb om, nogen sinde at finde manden igen med hendes vare. Så prikkede nogen hende på skulderen, hun vente sig rundt med et surt udtryk. Dog blødende det hurtigt op i et smil, så der var stadig ærlige mennesker i denne verden. Det var lige før det kom bag på hende, hun var så småt begyndt at tænke hun aldrig ville se de vare igen.

“Ja! Åh, jeg troede ikke jeg ville finde dig igen” hun rakte hurtigt hænderne ud for at tage imod sin egendel. Hun tog imod posen og smilede stort da hun så alle tingene stadig var der. “Tusind tak fordi du passede på den, jeg havde næsten regnet med jeg aldrig fik den igen.” hun nikkede anerkendende, jo mere hun tænkte over det - jo mere dumdristigt havde det faktisk været, bare at give sine ting til en komplet fremmede. “Hvad er dit navn gode herre?” spurgte hun så endelig, mens hun for første gang betragtede ham ordenligt. Yngre herre, utrolig rødt hår. Det var faktisk lidt utroligt hun ikke havde lagt mærke til ham. Med det hår, ville det jo næsten være umuligt at gemme sig nogen steder. Men alt var godt, han havde jo fundet hende.

James kiggede på Azura og gav slip på posen da hun sagde det var hendes. Han åndede op så gav han da ikke posen til en vildt fremmed. Selvom personen da kunne snyde ham. Dog torede han altid på det bedste hos andre så hvorfor ikke også hende her? Han kiggede lidt på hende for at studere hende. Hendes hår var lige så vildt som hans eget, men hun havde været så hurtigt før at han slet ikke havde lagt mærke til noget som helst. Han bed lidt i det tørrede kød og gumlede på det mens hun snakkede. Han sendte hende dog et smil og nikkede så. Han var faktisk selv i tvivl om han nogen sinde ville have fundet hende igen.

Normalt ville James aldrig beholde noget der ikke var hans, sådan var han slet ikke. Men synet af alt den mad havde fået hans tanker til at beholde det hele selv. Dog lå det ikke til hans natur at være sådan så at aflevere det var den helt rigtige måde at gøre det på. Han tyggede lidt videre på det tørrede kød og kiggede på hende. Han fik tygget færdig og smilte venligt til hende. "Jeg ville aldrig beholde noget der ikke var mit." han kiggede på hende og så på posen som hun holdte. Nu var det da hendes ikke? Da hun spurgte om hans navn og lige frem kaldte ham herre blev han noget overrasket. Han tog det tørrede kød ud af munden som han skulle til at tage en bid af og nikkede lidt for sig selv. "Mit navn er James Larvaron" han kiggede på hende og sendte hende et nyt smil. Det lå bare til ham at  være så venlig at man aldrig kom forbi ham uden at få en masse smil. "Og deres?" spurgte han venligt og havde ikke overvejet at kalde hende fru eller frøken. Han anede jo heller ikke om hun var gift eller hvad hun var.

Hun betragtede ham lidt, som han stod der og gumlede på et stykke tørret kød. En smule ubehøvlet, men det kunne jo være han var ganske sulten. Så prinsessen skød hurtigt de tanker ud af hoved, og accepteret at sådan var det bare. havde hun været i sit hjemland - havde hun nok reagerede et smule anderledes.

“Mh, ganske hæderligt, det er desværre ikke noget man finder tit i mennesker.” konstaterede hun ganske blankt, hun var ikke typen der holdte tilbage. Tværdigmod, var hun nok mere af den personlighed, at hun talte frit fra posen - og nogen gange uden helt at tænke sig om, om det var en god ting. Men så igen, hun gad ikke være blandt mennesker, kreaturer, som ikke ture at høre sandheden. I hvert fald fra hendes synsvinkel.

“Fortræffeligt at møde dem James Larvaron - Mit navn er Azura Saeclum.” hun tilbød ham et smil igen, og nikkede blot imod ham. Hun burde virkelig komme videre, men hun følte også lidt, at det var ubehøvlet ikke at snakke bare en smule med ham. Især nu når han havde brugt lidt over en times tid på, at passe på hendes ejendel. Skulle hun give ham lidt for det? “Er det sådan du bor i byen, eller?” spurgte hun en smule fraværende, mens hun begyndte at lede efter sin pung. Hun fandt den ganske hurtigt og begyndte at finde nogle krystaller frem. Hvad gav man egentlig? Mon ikke en enkelt safir burde være mere en rigeligt. Det var desværre også det eneste hun rigtigt havde tilbage i pungen, efter resten var gået til at købe mad ind. “Her, som tak for de gad at passe på mine ting i mens jeg var ude af byen.”

James kiggede lidt på hende og nikkede lidt for sig selv. Han var ganske sulten, og han havde ikke tænkt over at det måske var ubehøvlet at spise her midt i det hele når de skulle føre en samtale. Men han var bare så sulten. Det var jo ikke så tit at han fik noget mad sådan helt præcist var det meget sjældent efter hånden. Og især her. Godt nok kunne han godt jage men det var ikke noget han gjorde så tit. Kun hvis sulten virkelig trængte sig på.

James bukkede kort til hendes ord. "Jeg er måske en af de få. Men hvorfor tage noget der ikke er ens eget?" egentlig var det ikke ment som et spørgsmål, men mere som en konstatering. Efter James overbevisning kom man længst med ærlighed, og han forventede da at alle ville være ærlig over for ham, for det var han da over for dem. Han kiggede lidt på hende og nikkede lidt for sig selv. Han bed sig i læben i et kort øjeblik.

James bukkede kort til hende som et tak. Hun virkede så fin på den, så han måtte vel hellere opføre sig bare en lille smule der efter. Han kiggede lidt op på hende som han rejste sig igen. "Det er mig en ære at møde dem" kom det roligt fra ham og kiggede på hende med et lille smil. Han ville nødig stoppe hende hvis hun skulle videre, men det var altid hyggeligt med en lille samtale var det ikke? "Nej desværre ikke. Jeg har ikke noget fast sted at bo endnu." kom det roligt fra ham og kiggede lidt rundt. Det ville nu være meget rart at slå sig ned men han ville aldrig have råd til at bo sådan et sted her. Specielt når han ikke havde noget arbejde. Men han skulle jo også finde Miranda før eller senere. Det var vel bare spørgsmålet om han kunne finde hende. Han tvivlede stærkt på det, nu havde han jo ikke lige frem kunne lugte sig frem til ret meget. Men så var der jo også Mira som han kunne henvende sig til hvis han nu boede her i byen, hun virkede jo så sød at have hjulpet ham så meget som hun havde gjort.
James kiggede noget overrasket på hende som hun ville aflevere en safir til ham og han rystede på hovedet. "Den kan jeg ikke tage imod. Det må være det sidste du ejer." kom det roligt fra ham. Han ville hellere leve uden penge end at tage alt fra en som havde brug for pengene.

//inaktivt. Vil stadig have dig i tankerne hvis du har lyst en anden gang ^^\\