Vargas' skib var smukt så det lå der fortøjet ved kajen, og Liv brugte et par minutter for at beundre det, inden hun dirigerede drengene ombord. Besætningen var så besætninger er flest, og Liv havde ikke i sinde at tale med nogen af dem. Hun gik stærkt ud fra, at Vargas havde set til, at hans mand gav kaptajnen besked om, hvor de skulle hen, og så videre. Det var hun ikke så optaget af. Hun var meget mere fokusere på, at finde sin kahyt, så hun kunne vaske sig. Hun havde ikke vasket sig, siden hende og Vargas var steget ud af badet omkring 24 timer tidligere, så hun kunne stadig mærke Vargas' duft overalt på sig. Der skulle skiftes ud nu. Hun havde ikke for vane at blande sine elskere sammen, og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu. Juno skulle være fokusere på hende, ikke på Vargas' duft på hende.
"Jeg kan vel godt stole på jer, drenge, kan jeg ikke?" spurgte hun, mens de stod i eftermiddagssolen på dækket. "Hvis jeg tager lænkerne af jer, så har I vel ikke tænkt jer at flygte, vel? Det ville jeg bliver meget ked af."
Hun sendte Juno et blik, der fortalte ham præcis, hvad der ventede, hvis han blev hos hende. Hun kunne stadig huske, hvordan hans læber havde føltes mod hendes hals, og hun var ivrig for at genoptage deres lille leg. Satyren... ja, han kunne vel finde et eller andet at fornøje sig selv med.

Krystallandet

