Det var da også bare så forbandet fantastisk! Et ufatteligt unødvendigt - ifølge ham selv i hvert fald - pust af pulveriserede krydderier, der kradsede i næsen, havde sendt Alran direkte ind i sin bevingede skikkelse og efterladt hans egentlig rene tøj i en bunke midt på markedspladsen. Fordi hans dag kunne bare ikke blive meget bedre, kunne den vel?! Det havde ellers lykkedes ham at gå uden situationer som den her i flere uger nu, hvilket i sig selv var et mirakel med det tørre og varme vejr. Han burde have gået rundt i frygt for at støv fra vejene ville svæve op omkring hans næsebor hver eneste gang han gik udenfor. Men helt uden held var han ikke. Lige indtil denne eftermiddag i slutningen af juli.

Markedspladsen var travl nok i forvejen, så der var egentlig ikke nogle, der lagde mærke til noget. Og dem der gjorde, antog det blot for en frivillig forvandling og nød sig godt af at have én mindre at mase sig omkring. Hans tøj blev trampet og jogget på uden nogen form for nøde, og af, hvad Alran kunne se fra sin placering på en nærtstående tønde, gik der ikke alt for lang tid, før gadebørns lange fingre forsøgte at nappe hvad de kunne af de efterladte klæder. Ud af ren vane begyndte han straks at råbe efter børnene, at de skulle holde nallerne for dem selv, men som ikke andet end et sølle kanariefugl kom han ikke langt med det. I stedet skræppede han højlydt - for en fugl på hans størrelse - og baskede vildt med vingerne. Overraskende nok fik han børnenes opmærksomhed, men de så kun kort mod den rasende gule fjerbold med et lettere forskrækket udtræk og greb hurtigt så meget de kunne, før de forsvandt i mængden.
Det var dog ikke kun gadebørnene - og nogle andre forbipasserende, der havde set til med et rynket bryn - han havde fanget opmærksomheden fra. Man skulle tro at guderne havde set sig godt på ham til trods for hans forsvarsløse og ærligtalt dybt frustrerende tilstand, for det var med nød og næppe, at han nåede at fornemme bevægelse bag sig. Idét at en kat, der havde siddet på lur på den anden side af tønden og derfor haft et godt udsyn til enten sit nye legetøj eller næste måltid, sprang til angreb med poter og klør fremme, hoppede han lige akkurat væk. Vingerne blev spredt igen og baskede ihærdigt for at ikke bare dumpe ned på jorden - han var stadig ikke helt så vant til det at flyve omkring, som en rigtig fugl ville, men han havde da fået noget forståelse ind i knolden. Katten begyndte med det samme at række ud efter fuglen. Rejste sig smidigt på sine ben, da den fløj op over den for at komme væk, men måtte opgive. For nu.

Nu med livet i behold, fløj Alran et godt stykke længere væk fra katten for i stedet at lande i karmen af et tilfældigt åbent vindue med god afstand til gaden nedenfor. Han skulle ikke risikere at støde på endnu et fritgående røvdyr. Hans lille hjerte truede med at springe ud af hans brystkasse, som han endelig synes at kunne slappe af. Hvis han nogensinde så den kat igen, var der ikke noget der kunne stoppe ham i, at give den et ordentligt los. Dyrplageri eller ej.

Dag lagde bogen fra sig i sit skød og gnubbede sine øjne med små, let knyttede hænder et øjeblik. Dag kunne godt lide at læse. Der stod så mange fantastiske ting i bøger som hun kunne finde helt selv! Og måske lige så meget, fordi det var den éne ting hun kunne, som Nat ikke var særlig god til. Det var dér hun kunne hjælpe ham, som han altid hjalp hende.

Men selvom Dag var langt bedre end sin bror, var der stadig rigtig mange ord hun ikke kendte til, og bogen i hendes skød var stor og gammel og næsten lige så støvet som det der stod i den! Men der var flotte billeder i den, og Nat havde insisteret på det var et blod ritual til at bide dem sammen... men indtil videre var alt hvad Dag havde læst - og forstået - var det ikke tilfældet... Men måske kom det når hun stavet sig igennem forordet!

Dag havde rakt ned for at samle bogen op igen fra sit skød, da lyden af vingeslag distraherede hende, og fik hende til at glemme alt om bogen for en stund, som hendes blik hævede sig mod vinduet til venstre for hende, og hun fik øje på den lille fugl der havde fundet hvile i vinduskarm.

Dags ansigt lyste op, og hendes mund åbnede sig bredt i hvad der ville have været underfyldt udbrud, hvis Dag ikke havde nået at stoppe sig selv inden. Hun ville ikke skræmme fuglen væk! Hun vred sig ivrigt i sin stol, mens hun rakte over og fik fat i en lille tallerkenen med en lille kage på, der stod på et kaffebord ved siden af hende. Hun brækkede et stykke af kage af, og smuldrede den forsigtig, mens hendes blik skævede frem og tilbage mellem kagen og fuglen.

Forsigtig rakte hun tallerkenen med den smuldrede kage frem mod vinduet, så langt frem som hun kunne! "Her lille Pipper. Vil du have kage?" hviskede hun forsigtigt.

Det var til at starte med lyden af porcelæn, der fik Alrans hoved til at skyde op og se sig omkring efter potentiel fare. Han beskyldte et dyrisk instinkt han måtte have fået sammen med formskiftningen, for selvfølgelig var han ikke blevet forskrækket over noget så dumt. At han så for en gangs skyld ikke havde været uheldig nok til at lande i vinduet til et af de hjem, der husede fuglens naturlige fjende, blev kort derefter afsløret ikke bare af den talende stemme, men også billedet af en lille pige, der printede sig igennem hans øjne. Ah, hvis det nu var muligt for en fugl at ånde lettet op..

Det var et meget skeptisk udtryk den gule fugl sendte pigen. Ville han have kage? Gu’ ville han da ej! Lignede han en, der ønskede at nippe til eftermiddagskaffens resterende krummer? Egentlig gjorde han vel. Værende dækket af fjer og eje at næb, der var skabt perfekt til at nippe præcist efter krummer, hvor end der var krummer at finde. Og hvad var det hun kaldte ham? Pipper? Hun var ikke til at bebrejde fuldkomment for det, men han ville lyve, hvis han mente, at han følte sig lettere ydmyget. Han var en fuldvoksen mand!
Han havde været godt på vej til at sætte til vejr og flyve videre fra vinduet igen og på den måde efterlade barnet til sig selv igen, da en idét i stedet fik ham til at sætte af og faktisk tage imod invitationen. Han landede på kanten af tallerkenen hun holdte ud mod ham og som han hoppede tættere på den smuldrede kage, klikkede hans negle mod porcelænet. Han gik da i krig med at hakke endnu mere i krummerne. Hans teori var, at hvis han bare kunne hakke kagen fint nok, ville det kunne fungere som krydderiet på markedspladsen. Og i første omgang virkede det som en fantastisk idé! Han befandt sig indenfor, så det ville ikke være noget problem for ham at vende tilbage til sin rigtige skikkelse, da der ikke var nogen til at blive forskammet over hans nøgenhed. Han stoppede brat, stadig med næbbet begravet i kagekrummer. Lige udover pigen.

Ved Zaladin havde han gang i?! Han kunne da ikke bare lade sig forvandles tilbage foran en lille pige, som hende her. Næsten varsomt løftede han sit gule hoved igen og så direkte op på hende fra tallerkenen uden egentlig have spist noget af kagen, hun havde tilbudt.

Dag smil voksede som den gule pipper landede på den fremstrakte tallerken og hun måtte bide sig lidt i læben for ikke at lave lyd og skræmme den væk. Hun var dog ikke stærk nok til at holde tallerkenen i udstrakt arm, med fuglen på ret længe, så hun trak den lidt til sig, så laaaangsomt som hun kunne, for ikke at skræmme fuglen mens den hakkede i kagen.

"Du må spise lige så meget som du har lyst til" sagde hun ganske lavmælt til fuglen, og betragtede den med store, brune øjne. Hun havde ikke troet den kunne forstå hende, men som fuglen kiggede direkte på hende, så hun overraket tilbage på den. "Kan du.. forstå hvad jeg siger? Er du en magisk fugl?" spurgte hun forsigtigt, og hendes øjne blev fyldt med under. Det var ligesom i bøgerne! I dem kom der altid magiske dyr og hjalp prinsesserne. Og selvom Dag nok ikke var sådan en rigtig prinsesse, så kaldte hendes mor tit Dag for lille Prinsesse. Måske var det nok?!

"Du er så heldig magiske Pipper.. du kan flyve lige hvorhen du vil! Og se hele byen oppefra og alt muligt" Dag fik et drømmende udtryk. Hun havde tit kigget på fuglene ud af vinduet og tænkt over hvordan verden mon så ud deroppe fra. "Jeg kan ikke engang gå selv.." sukkede Dag og sænkede blikket langsomt.

Var han en magisk fugl? Hah! Ja, det var da bestemt en smagfuld måde at beskrive ham. Han ville ikke selv identificere sig selv om en fugl, men han kunne ikke helt bebrejde pigen for at tro det. Han lignede trods alt ikke sig selv. Eller noget andet menneske for den sags skyld. Men en fuldkommen ’magisk fugl’ var han squ heller ikke, for ellers ville han nok stadig kunne tale et forståeligt sprog, hvilket nok i sig selv var meget godt. Ingen ville høre på hans beklagelser, når han endte med at sidde fast i den forbandede fjerbeklædte skikkelse. En anden god ting ved det, som han selv kunne stå inde for, var også at han ikke var genkendelig uden sin stemme. Det var ydmygende nok at selv vide, at han var en kanariefugl.

Pludselig, efter at fuglen bare havde stået og gloet op på pigen, valgte han at vippe sit hoved i form af et lille nik som et konkret svar til hende. Han forstod hende. Og med det rette kropssprog, burde hun også kunne forstå ham. Også selvom hun virkede meget ung.
Der var noget ved den måde, hun så på ham, der gjorde ham mere villig til ikke bare at flyve videre efter andet, der kunne sende ham tilbage til sit menneske-selv. Han nænnede decideret ikke at briste hendes lille øjeblik af eventyr. Voksne havde han sjældent noget til overs for – var i hvert fald det han overbeviste sig selv om – men børn var en lidt anden boldgade.

Alran sprættede kort og spredte sine vinger i deres næsten fulde vingefang – hvilket ikke var specielt imponerende som den lille fugleart, han var blevet ’velsignet’ med – og baskede en til to gange med dem, før han satte af fra tallerkenen og baskede sig i stedet hen for at lande på hendes ene lår. Med hovedet bøjet undersøgende, begyndte han at roligt sænke sine klør, en fod ad gangen, ned i lårets overflade.

Dags smil da Pipper nikkede var som en stråle af ren solskin der lurede mellem tætte skyer. En uudtømmelig kilde til varme og glæde der var rettet udelukkende mod den lille fugle skikkelse der var Alran. "En magisk fugl der besøger mig!" udbrød hun, stadig hviskende, mens hendes hun holdt hænderne tæt ind til sit ansigt.

Hun så ud som om hun var ved at eksplodere af glæde, men gjorde alt hvad hun kunne for at holde det inde i sin lille, buttede krop, så hun ikke skæmte fuglen væk. Hun så et øjeblik skræmt ud som Pipper baskede med vingerne, men faldt hurtigt til ro igen da det blev tydeligt han ikke havde tænkt sig at flyve sin vej igen. 

Hendes øjne blev store "Får jeg så lov at ønske mig noget?" spurgte hun, helt stille og forsigtigt. Heldigvis blev hun også hurtigt distraheret fra sit eget spørgsmål, da fuglen begyndte at undersøge hendes ben. "Det er okay, jeg kan ikke mærke det" sagde hun med et energisk nik og prikkede sig selv hårdt i låret "Se? Slet ingenting".
Hun prikkede sig selv i maven efterfølgende, denne gang noget blidere "Her oppe kan jeg mærke det! Men ikke i benene" fortalte hun med en alvor som kun et barn kunne have det. 

Lort!
Alran var meget vel en magisk fugl, men han da ingen ønske-fe. Han kunne squ da ikke opfylde ønsker. Pigen ville have langt bedre chancer ved at spise en mønt i Ønskespringvandet og samle hænderne i bøn, end hun havde ved ham. Med mindre hun selvfølgelig ønskede sig noget, han havde evnerne till at fremstille – når han var tilbage i menneskeskikkelse igen. Han tvivlede dog voldsomt, at det var en fin ny dolk, hun havde på sin ønskeliste. Nej, hvad hun ville have, var noget han ikke kunne hjælpe med, hvilket overraskende nok fik det til at stikke lidt i brystkassen.

Heldigvis var hun alt for meget oppe og køre til at faktisk afvente noget af ham. At skulle være nød til at skuffe en lille tøs med en sådan enorm livsglæde – mere end hvad han havde haft til sammen i løbet af sit liv – stod meget langt nede på hans egen ønskeliste, hvis det da overhoved stod der efter at have set hendes smil.
Straks nappede han næbet ud efter hendes finger, da hun jagede den ned i sit følelsesløse ben. Det var ikke voldsomt, men han levede ikke ligefrem et liv som fugl så ofte, så selv når han var forsigtigt, kunne han stadig risikere at gøre det for hårdt, hvis han faktisk nåede at snitte hende. Det var lige det eneste, han kunne tænke sig frem til at gøre for at stoppe hende i at spontant gøre skade på sig selv. Det virkede forkert, selv hvis hun ikke kunne mærke noget.
Han spredte sine vinger helt ud igen og skrattede lidt af hende for at sætte endnu mere tryg på hans egentlig irritation. Det her fugle-pis var virkelig ikke nemt.

Han gjorde et par små hop længere op ad hendes bløde lår, før han lettede igen igen og fløj denne gang længere op. Han havde være lige ved at flyve direkte over hovedet på hende, da han fik kontrolleret sine vinger og svævede tilbage igen ned at lande på hendes skuldrer, hvor han lige måtte begrave kløerne godt ned igennem hendes tøj for at holde balancen. Endnu et enkelt skrat lød fra ham, efterfulgt af et nip i øret.
Tøsen, hvem end hun var, var ærligt ved at gro på ham.

Dag gav et lille udbrud fra sig da Pipper nappede hende i fingeren, og så utilfreds ned på fuglen "Det gjorde ondt" beklagede hun sig stille, men som fuglen skrabbede af hende, stak hun bare fingeren i munden, med en let betuttet mine "Undskyld.." mumlede hun, som forstod hun det var en reprimande af en art "Men man må altså ikke bide! Det siger mor os' til Nat".  Hun så overrasket ud igen som Pipper lettede, og holdt en lille tyk hånd ud, hvis han nu ville lande der.
Hun fniste lidt som han landede på hendes skulder og nappede hende i øret "Okay okay, jeg skal nok!" grinede hun, selvom hun ikke var helt sikker på hvad det var fuglen ville have hende til. Måske var den mere sulten? Nej, der var massere af kage tilbage på tallerkenen. Så måske ville den bare være der, hos hende lidt?

"Vil du være min ven?" spurgte hun håbefuldt. "Nat har massere af venner, og nogle gange må jeg gerne lege med dem også, men jeg har ikke så mange selv... Men jeg vil gerne være din ven, hvis du altså vil!" erklærede hun og flyttede lidt spændt på sig, mens hun samtiddig prøvede at holde sin skulder stille, så pipperen ikke faldt af. 

Det overraskede ham faktisk ikke, at tøsen ikke havde det største udvalg af venner. Børn fandt sine venner igennem leg, og hende her… ja, hun kunne ikke rigtig løbe rundt og lege i gaderne. Han tvivlede endda lidt på, at hun overhoved kom udenfor. I hvert fald ikke når hun ville. Hun måtte sikkert sidde og vente her på sit livsforladte værelse, indtil en eller anden kom forbi og samlede hende op og tog hende ud på tur. Det var ikke nogen optimal skæbne for en pige som hende her, det var der da ingen tvivl om!
Men hvad kunne han gøre?

Et sagte chirp blev sunget ud, idét han gjorde et lille hop længere ud på hendes skuldre. På den måde kunne hun bedre se ham uden at vride halsen i unaturlige vinkler. Men den idé blev hurtigt besejret af en anden, langt bedre og nok mere effektiv idé. Så endnu en gang lettede han. Man skulle da næsten tro, at det var fysisk umuligt for ham at sidde stille. Men ærligtalt så var det også svært at finde sig ordentligt til rette i en så uvant skikkelse. Han skulle lige finde ud af det.
Denne gang gik det ikke helt så godt med at baske med vingerne, som de andre par gange, så det var noget klunket, at han fik svævet sig i sikkerhed ned fra skulderen og ned på hendes ene hånd i stedet. Den samme som hun før havde holdt frem for ham at lande på. Og hvis hun da turde løfte den igen, ville han frivilligt træde ud og stille sig på hendes buttede pegefinger.

Og så atter placeret foran hende – løftet op eller ej – rankede han sig og glattede sine gule fjer ud. Så på hende med blanke perleøjne. Og bøjede så hovedet, ydmygt. Og resten af den lille fugl fulgte med, indtil det endte ud i et så nobelt buk, som Alran kunne udføre med de kropsdele, han havde. Han skulle nok være hendes ven. Og hvis han var nød til det, skulle han nok være den magiske fugl til hendes prinsessedrøm.

Dag rakte uden tøven hånden ud til den lille fugl, som det så ud som om den ikke var helt sikker på vingerne. Endnu en gang var hun bange for den søde fugl ville flyve sin vej og lade hende være selv igen, men endnu engang var hendes frygt ubegrundet, som fuglen landede på hendes hånd, og mere kontrolleret trådte ud på hendes finger.

Og bukkede.

Smilet på den lille piges ansigt kunne have oplyst verden i 100 år efter solen var gået ud. Hendes latter boblede frem og fik hele hendes lille krop til at skælve. "Tak! Jeg håbede virkelig du gerne ville, for jeg vil rigtig gerne være din ven!" fortalte hun ivrigt og bukkede hoved ærbødig for sin nye ven.
"Oh! Men jeg har slet ikke introdusje-.. introduse.. in-tro-du-se-ret! mig! Mig navn er Dag Chaia, og jeg er rigtig glad for bøger! Jeg lære at læse! Og jeg kan også rigtig godt lide min bror Nat, og min mor!" plaprede hun løs, som hun endelig synes at være sikker i sin sag om, at hendes nye ven ikke bare ville flyve sin vej igen.

"Hvad hedder du? Har du et andet navn end Sir Pipper?" spurgte hun nysgerrig. 

Sir Pipper?! Fuglen vrængede sit ansigt så godt som en fugl nu kunne. Det var da bestemt ikke, hvad han hed! Sir Pipper... Det kunne da godt være, at pigen var sød og kær, men det var da fornærmende at blive kalde noget så… så… ydmygende. Måske var det noget, han skulle beskylde hendes forældre for. Det var trods at dem som havde galt deres eget barn for noget så simpelt som ’Dag’. Et pænt navn, hvis man ikke også mindede sig om at hendes bror hed ’Nat’. Den symbolske særlighed ved navnene forsvandt i et hav af ren dovenskab. Nat og Dag. Mon deres forældre hed Liv og Død? Han håbede inderligt det ikke var tilfældet. Men kunne han virkelig selv beklage sig? Hans navn var ikke ligefrem et af de bedste derude.

Alran rankede sig op igen, brystkassen skudt lidt frem, og han fløjtede så en bekræftelse af hendes præsentation, at han havde forstået. Nærmest som endnu en hilsen. En såkaldt ’rart at møde dig, Dag’. Straks skød hans hoved omkring med en smidighed, han slet ikke var vant til som menneske, og han udnyttede da også at prøve det igen ved at dreje det til den anden side. Stadig søgende som første gang, selvfølgelig. Han kunne ikke tale. Og hun kunne ikke forstå ham. Hvordan ved Zaladin skulle han svare hende? Så magisk var han squ ikke…

Fluks spredte han vingerne lidt, men frem for at flyve, hoppede han i stedet bare ned fra hendes finger for at landede oven på bogen, der havde lagt i hendes skød hele tiden. Han skrattede lidt ad hænder, der muligvis lå i vejen, før han satte næbet omkring bøgens omslag og kæmpede en brav kamp om at få den åbnet. At få bladret til en side med ord – og billeder – var en del nemmere. Det tynde papir var meget lettere!
Han hoppede lidt på siden og pippede op mod hende, for at få hendes opmærksomhed og indikere, at hun nu skulle koncentrere sig. Hun havde sagt, at hun kunne læse, så dette var oplagt! Han begynde så, forsigtigt, at slog spidsen af sit lille næb mod det første bogstav: A. Så fandt han et L. Og så stoppede han. Han kunne da ikke give hende sit sande navn! Hvad tænkte han dog?! Selvom hun bare var et barn, og hun ikke ville vide, hvem han var, så havde børn det med at fortælle om sig uden bekymring. På et eller andet tidspunkt ville det komme ud til en, der faktisk vidste til ham. Og der var ikke mange med hans navn i Hovedstaden..

Alran fortsatte så. Prikkede til bogstav efter bogstav i et tempo, hvor hun kunne følge med. Indtil han havde stavet til sit nye navn: Alistair. Og han så tilbage op på hende. Det lød magisk nok..

Dag så et øjeblik forvirret ud, som fuglen havde et udtryk hun ikke havde set før, men som hun heller ikke helt kunne placere. Men hendes smil lyste snart op igen, som hans syngende hilsen lød, og hun holdt ham lidt ud fra sig, så hun forsigtigt kunne bukke sig forover og gengælde hilsenen. Hun var dog meget forsigtig med ikke at læne sig for langt, for ellers risikerede hun bare at falde på gulvet, og det ville være noget værre rod!

Dag var først lidt uforstående om hvad fuglen ville, men fangede det hurtigt, som han skrattede af hendes hænder. Forsigtigt åbnede hun bogen, og fik ham placeret på en passende side. Ryggen blev ranket som Pipper krævede hendes fulde opmærksomhed, og hun fulgte fokuseret med som han udpegede bogstaverne.

"A...L...I...S...T-air!" læste hun højt og gættede den sidste del inden han blev helt færdig "Sir Alistair! Det er som et rigtigt riddernavn" sagde hun glad, men løftede hoved som noget rumsterede et andet sted i huset. De brune øjne blev store, og Dags mund faldt en smule åben, inden hun hurtigt kiggede ned på Alistair igen.
"Jeg tror der kommer nogen nu, så du må hellere flyve igen gode ridder! Det er ikke retfærdigt hvis jeg har ting Nat ikke har, og jeg tror ikke han ville blive glad hvis jeg havde en anden ven! Men... du kan være min hemmelige ven, måske? Så jeg siger det ikke til nogen hvis du ikke gør?" hviskede hun hastigt, og holdt sin lillefinger frem, som hun havde set Nat gøre med de andre børn når de skulle love noget.

Godt! Navnet var en succes! Et rigtigt riddernavn som hun selv så fint havde påpeget. Han tøvede ikke med at love sig selv, at ikke lade hende kende til sandheden. Hvis hun vidste, hvem han var bag ved den gule fjerpragt, ville hendes barnlige forestilling blive knust fuldkommen, og af eller anden grund vidste han allerede nu, at han ville fortryde det med det samme. Han kunne allerede forestille sig hendes buttede fjæs folde sig i den der sårede skuffelse som kun børn kunne præstere.

Mindst lige så abrupt og lige så hurtigt drejede Alran også hovedet i samme retning som Dag havde gjort, men han så ikke noget. Og han hørte sådan set heller ikke noget. Der havde godt nok været stille indtil videre, men var det ikke normalt at der var en smule rumstering i et hjem en gang imellem? Hun boede her trods alt ikke alene. Men lyden af andre til stede syntes at virke panikvækkende, hvilket automatisk fik ham til at blive mere opmærksom og brystkassens fjer blev da også lige pustet en smule mere truende op. Hah! Som om han kunne gøre noget som helt i den her form… Han kunne altid kradse sig til en sejr.
At det skulle vise sig at være i skræk for sin egen brors jalousi, at hun var blevet usikker, havde han dog ikke forventet. Han vidste at børn kunne være sådan. Så simpelt, som de så på livet i den unge alder. Men han kunne ikke lade være med at rynke på næsen af opdragelsen, hvis det var tilfældet, at denne knægt blev tilladt at opføre sig sådan, som Dag gav udtryk for. Havde hun ikke også selv lige fortalt, hvordan denne Nat havde sine egne venner? Alran tvivlede stærkt på, at de blev delt med hans søster.

Med et hårdt blik i sine perleøjne, så han tilbage op på den bette pige og løftede så sin ene fod så højt, som hans balance tillod, og han lukkede de tre tær omkring hendes finger. Men han havde da ikke tænkt sig at flyve bort sådan lige med det samme. Så da han havde sluppet igen hoppede han til kanten af bogen og tappede mod den med næbet igen. Undlod at skratte denne gang for ikke at vække opmærksomhed, hos dem Dag ikke ønskede der opdagede ham.

Heldigt for ham kunne han denne gang bruge hele ord, der stod skrevet på siden, til sin fordel frem for at skulle stave sig igennem hele sætningen. Prinsesse Dag. En ære at M-Ø-D-E Dem og være i Deres S-E-L-S-K-A-B. Må De skinne som dag-E-N De er O-P-K-A-L-D-T efter. Han var ved at kaste op over sig selv. Så riddersk. Det var ikke noget der passede ham.

Som Alran pustede sig op, sad Dag muse stille, og lyttede, mens hun bed sig let i læben. Det lød ikke som om lydene blev højere, eller kom tættere på, men det var stadig med en hvis nervøsitet hun smilede til sin ven, Sir Alistair, som hans klø lagde sig om hendes lille, buttede finger.

"Okay" hviskede hun forsigtigt, og skævede kort mod døren, som var hun bange for nogen derude skulle høre hende. Dag viste hun ikke måtte have hemmeligheder, især ikke overfor sin mor eller Nat! Men.. Det var jo bare en ven! Hun viste hun virkelig burde dele, som en god pige, men af en eller anden grund gjorde hun det ikke. Hun viste hun skulle, men alligevel holdt hun Sir Alistair for sig selv.

Al tanke om det var rigtig eller forkert forduftede hurtigt som hendes ven markerede de første to ord. Prinsesse Dag. Det var ligesom i et eventyr! Forsigtigheden blev glemt igen, og Dag fniste himmelrygt som Alistair formede de blomstende ord på siden. 
"En ære at møde dig også, Sir Alistair! Jeg håber du vil være sikker på dine ridderfærd! Og er forsigtig så du ikke bliver spist af en drage!"

Hvad der helt præcist drev eller så irritable smed til at gøre sig i så legende og direkte malplaceret opførsel overfor pigebarnet, var et spørgsmål der ikke ville kunne besvare med et hverken tilfredsstillende eller ønsket svar ifølge Alran selv. Men som var det anden natur for ham, blev en vinge løftet som for at give gøre honnør for hendes gode råd imod at ende som drageføde. Han undgik selvfølgelig at give et ekstra pip fra sig i tilfælde af, at de faktisk ikke længere var alene og folk andre steder i bygningen ville høre det – som Dag tilsyneladende frygtede?

Alran gav så et lille hop fra stedet, han stod og satte automatisk – sådan da – vingerne i gang med at baske. Bare lidt nok til at hovere lidt i luften foran Dags ansigt og lige længe nok til at give hende et anerkendende nik, før han fløj af sted. Men han havde ikke kurs mod vinduet, hvor han var kommet ind, selvom det mest optimale ville være, at tage hjem og få ordnet problemet med at være en forbandet fugl! I stedet fløj han igennem værelset og ud igennem døren, der førte videre ud til resten af huset. Der var noget han lige ville tjekke…
Med ét blev han blændet af en skarp refleksion af eftermiddagssolen, der skinnede fra et vindue i gangen og over mod noget skinnende – det kunne have været alt fra et kobberredskab til et spejl, det var ligegyldigt for Alran, da det resulterede i det samme ligemeget hvad. Om hvor vidt det overhoved var muligt for fugle at nyse, var ikke noget der stoppede kanariefuglen i at gøre netop det. Lyset havde ikke sendt ham ud af kurs og styrtet ham, men i stedet sat sensorik i gang i næseborene. Hvilket på sin vis var værre.

”Wargh!” Godt nok var han nogenlunde ude af pigens synsvinkel fra den åbne dør indtil hendes værelse, men en hver idiot ville vide, at det alt for menneskelige udbrud var til at høre. Alran havde ikke været klog nok til at holde det inde, men ærligtalt var det en umulig ting at holde inde, når man ens flyvske lethed pludselig forsvandt og man faldt tungt mod gulvet. Og så uden en fjerpragt til at blødgøre landingen. Eller tøj for den sags skyld. Et par utydelige, men svovlende ord løb også fri over hans tunge, som han lå og ømmede sig. Han havde ikke været heldig. Landet halvt nede af et par trappetrin. Perfekt!..

Dag tog sit mest seriøse ansigt på, og gengældte først nikket, hvorefter hendes ansigt blev mere trist, og hun tilføjede et lille vink. "Kom snart igen, vil du ikke? Så skal jeg nok have mere kage til dig!" lovede hun en smule ængstligt. Ligemeget hvor forkert det var, at hun havde en hemmelig ven, så var hun blevet rigtig glad for Sir Alistair. Selvom han var en fugl - en magisk fugl, men stadig en fugl - så var han nok også det tætteste hun havde på en ven der ikke også var familie. Så det gjorde hende lidt trist at skulle sige farvel, for hvem viste om han nogensinde ville komme og besøge hende igen? Han havde sikkert mange ridderlige heltedåder at udføre!

Vinket blev mere intenst som Alistair satte afsted, og Dag fulgte ham ihærdigt. Men så fløj han ikke ud af vinduet?! "V-vent! Du må ikke flyve den vej!" kaldte hun så højt som hun turer, med frygten tydelig i hendes spinkle stemme. Men lige lidt hjalp det, og spetaklet der opstod kort efter kunne have været hendes værste mareridt. "I må ikke gøre fuglen noget!" kaldte hun desperat, mens hun vendte og vred sig, i et forsøg på at komme til at se hvad der skete. Men uden held. Ligegyldigt hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke komme højt nok op af armlænet til at se hvad verden gemte bag stolens høje ryglæn. 

Lillepigens ord kunne godt have nået ham noget før, så han kunne have undgået… hvad man nu ville kalde den situation, som han var endt i. Fordi selvfølgelig ville det have været til at undgå, havde Dag været hurtigere på aftrækkeren. Som om… Der var ikke engang nogen stor chance for, at han faktisk ville have vendt om og taget turen tilbage igennem værelse for at komme ud den vej han var kommet. Det var kun fordi han var løbet direkte ind i problemer - alvorlige problemer! - at han fortrød.
Vent.. Hvem var ’I’?! Var han virkelig så uheldig, at der var andre til stede? Selvfølgelig var der andre til stede!! Hvem ville efterlade en bette tøs som Dag alene hjemme?!

”Kom ikke herud!” Alran hørte delvist sig selv råbe ordene og delvist var opmærksom på at de fløj ud af munden på ham. Men lige meget hvad så var der ikke nogen måde for ham at stoppe sig selv, før skaden var sket. Nej. Nej! LORT! Hvad havde han gang i?! Han måtte have slået hovedet ekstra hårdt, da han ramlede til gulvet, for han var da ikke normalt så dum, at han ville afsløre sin menneskelighed for en pige, der ellers havde været overbevist om, at han var en stemmeløs fugl. Magisk, ja, men… Desuden, hvordan ville hun kunne komme derud, hvis hun ikke kunne gå.

Ømmende, men med en hulens fart alligevel, kom han op fra gulvet og op på stående ben. Et af trinene havde rigtig hamret ham ind i ryggen. Det var heldigvis den værste skade, han umiddelbart syntes at have taget. Han så kun kort ned ad trappen i et slatten forsøg på at se, om der kom nogle eller ej, før han smed al sin energi hen på at finde en løsning på hans tilstand. Hvor var peberkværnen når man skulle bruge den!!
Støv! Han bedte til diverse guder om at huset ikke var blevet støvet af eller rengjort for nyligt, for hvor han stod - fanget i en gang - var det kun støv, han kunne tænke på, der kunne få et reelt nys frem. Det her var så dumt. Aldrig før havde han været i sin oprindelige skikkelse og desperat ønskede at nye…

Dag trak sig hurtigt tilbage og gjorde sig lille i sæddet, da hun hørte en fremmede stemme. Havde mor taget gæster med hjem? Eller var det en af Nats venner? Kunne der være kommet en ny tjener i huset?
Det virkede alt sammen usandsynligt. Men hvem kunne det ellers være?!
"Sir Allistair?" kaldte hun, ganske forsigtigt "Er du kommet noget til?" pep hun så stille, som hun sad på grænsen af tåre, og ikke kunne gøre andet end at vente, og kalde ud i tomheden.

Trods raballeret og larmen, lod det dog ikke til der kom nogen. Der var ingen tvivl om der var nogen hjemme, så vidt Dag viste, men de var tilsyneladende ikke tæt nok på til at have hørt det - eller også var det hørt og antaget det bare var Nat der legede vildt igen.
Desværre for Alran var huset dog holdt godt, og der var hverken støv eller sand at finde på den brede trappe.

Intet. Der var intet! Ikke så meget som ét sandkorn eller én lille støvmide. På sin egen måde var det vel betryggende nok, at den lille pige i kommet ved siden af ikke skulle bekymre sig om at inhalerer skidt og møg, der lagde sig i et hus, der ikke blev vedligeholdt. Hun måtte være fra en rig familie, nu hvor han kom til at tænke over det. Så ren. To etager, mindst! Han havde af åbenlyse grunde ikke turde begive sig på opdagelse igennem bygningen for at bekræfte det eller hvad andet. Der måtte være en eller flere der gjorde stede efter med kost og spand, hvilket var klart mere end, hvad Alran havde privilegeret til.

Så… han gav op. For nu. Desuden skar Dags flækkende stemme ham direkte i hjertet. Dét var jo ikke fair, vel! Men faktisk havde det en beroligende effekt på ham. Han panikkede mindre så snart hans fokus var mere mod hende.
Han rømmede sig, klargjorde sin hals i et håb om at få sin stemme til at lyde mere venlig. Det var trods alt ikke noget han blev prist højt og helligt om i gaderne. Men måske var det bare i sammenhæng med hans aggressive ansigtsudtryk. En mand kunne håbe. ”Jeg er okay, lille prinsesse,” prøvede han sig frem med. Ordene lå virkelig underligt i hans mund. Det var nemmere at ytre sig på den måde, når han brugte bogstaver i en bog og ikke skulle bekymre sig om at brumme for meget. ”Ingen trappe eller bygningsfare vil kunne få buk med mig, må De vide.”

Mens han talte søgte hans blik ihærdigt efter en plan B. For et nys kunne han ikke bare flyve derud fra. Han fandt sin løsning ved det samme vindue, der havde hærget hans oprindelige plan. Afstanden blev lukket af få lange skridt, og rykket, der hæv det ene gardin – der burde have været trukket for! – ned, var stærkt og fluks. Så med gardinet i sine hænder, viklede han det omkring sin talje som et midlertidigt anstændighedsklæde.
”Frygt ej, prinsesse,” fortsatte han og nærmede sig indgangen til hendes værelse. Ikke for at gå indenfor, han havde på ingen måde planer om at vise sig selv for hende! Men blot for at sætte sig ned med ryggen mod væggen lige ved siden af døråbningen. Her kunne han tale til hende. Uden at han så hende. ”Jeg er ikke bare en magisk fugl. Jeg er også forbandet for mine hæderlige gerninger. Ser du til tider er jeg tvunget til at tage formen som et monster. I denne form kan jeg tale som jer mennesker, men jeg er hæslig og skræmmende at se på. Derfor kan jeg ikke vise mig for Dem.” Der lå vel en smule sandhed i det hele, hvilket påvirkede sandfærdigheden i hans stemme.

Dag åndede højlydt lettet op, da Sir Alistair fortalt at han var okay, og at der skulle mere til at få bugt med ham. Det var helt sært at høre en stemme knyttet til den ellers tavse sangfugl, men Dag synes stemmen var god. Den passede til en ridder! Ikke en af dem der kun var på paladset, men en af de gode riddere, der reddede prinsesser. Den var dyb og ru, ikke høj og skinger... som Nats.

Dag forsøgte atter at få udsyn, men måtte igen erkende det ikke kom til at ske. Stolen stod med ryggen til døren, og hun kunne ikke flytte nok på sig til at se forbi den. Ikke uden at risikere at falde ned, og det havde hun ikke lyst til! Så ville mor bare blive ked af det, og det ville sikkert også gøre ondt!

I stedet rakte hun bestemt en lille buttet hånd så langt om bag stolens ryglæn som hun kunne, hvilket dog ikke var synderlig langt. "Du skal ikke være ked af det. Jeg ved godt hvordan det er at være forbandet. Du må gerne holde mig i hånden hvis det bliver farligt!" sagde hun, som hun tilbød den lille hånd i trøst. "Er det svært at lege med de andre riddere med din forbandelse også?" spurgte hun så stille.