Hvis der var en ting som irritere Oswald, var det sommer varmen i den central dele af landet. Siden hjemkomsten, fra syden, havde Oswald opholdt sig ude i den smukke baghave. Her kunne den lette brise ind i mellem køle ham en smule ned, i mens at han ventede på at sommer skulle blive til efterår. Lagen af tøj, var tynde. Mens overkroppen var bar, han var trods alt alene og tjenestefolkene, kunne sige ham imod.

Pavillonen i baghaven var blev udstyret med masse bløde puder, så Oswald kunne ligge i skyggen, det var ikke fordi at solen kunne genere ham meget, med hud farve brun af ørken solen, kunne solen i norden ikke gøre meget mere. Aften havde trukket sig på, og Oswald var stadig i haven efter solnedgang. Hans tjenestefolk havde stille et bord med mad ud til ham, så han kunne spise, når det lystede ham, ikke fordi at han havde behøvet for spise, den slags var bare dødelig vane. Bedst som Oswald var ved lukke sine øjne kom der en stemme bagfra. ”Undskyld at jeg forstyrre herre, men der en kvinde som ønsker at se dem” tjenestepige, som stod er par meter væk, observerede hvordan at hendes herre satte sig op. Han så træt ud, hvis hun selv skulle sige det, men den slags kunne hun ikke sige højt.

Oswald var en smule overrasket over at han havde besøg på denne tid, men han kom i tanke om dæmon, Lykke, hun dukkede op om aften, sent endda. Måske var hun tilbage efter flere slaver. Med den tanke kom Oswald på bene med det samme, ”Sig at jeg kommer om et øjeblik,” tjenestepige lavet et buk før at hun gik tilbage indenfor.

Oswald gik ind de åbne døre til hans soveværelse, hvor han tog den skjorte som lå på hans seng, han knappede den mere anstændig, end hvis han havde været alene. Der efter gik han ind i stuen. ”Jeg beklager den korte vente tid,” sagde han kort mens han gik ind i lokalet.     

Så snart mørket havde lagt sig den mindste smule, havde Hauru forladt den gamle hytte for at bevæge sig mod denne herregård. Hun havde hørt fra flere at dæmonen der holdte til her var den rette at hive fat i, skulle man have fat i en slave. Hauru var godt nok ikke en stor, stærk mand længere, men tortur havde hun stadig mulighed for at bruge på den ene eller den anden måde. Og hvem kunne ikke bruge en slave. Hun havde overvejet om hun skulle tage forbi byen og skaffe noget lidt pænere tøj, i stedet for de korte, tætsiddende shorts og den alt for store hvide skjorte, men det krævede en længere gåtur og det var hun for doven til. I stedet havde hun foldet ærmerne op til albuerne og bundet skjorten i siden, så den kun gik til hofterne og ikke længere.

Hauru lod blikket glide hen over den store herregård. Hun havde været her før. Men i hvilket erinde, kunne hun ikke huske. Det var ikke unormalt, at hun hurtigt glemte hvad hun havde lavet for et par dage uger siden. Desuden havde hun nok været lidt for optaget af at vænne sig til sin nye livstil som kvinde, hvilket ikke havde været nemt. Efter to bank på døren, ventede hun pænt på at den blev åbnet. Hurtigt kom der en tjenestepige til døren og Hauru frembragte det pæneste smil hun kunne.
"Jeg skulle tale med en..." Hun stoppede sin sætning for at hive et sammenkrøllet stykke papir op af lommen, som hun hurtigt fik foldet ud og kigget på. ".. Oswald?" Fortsatte hun. Navnet sagde hende et eller andet, men den eneste grund til at hun kendte det, var fordi hun var blevet oplyst om hans navn af sin bekendte.

Tjenestepigen nikkede kort og gav tegn til at Hauru skulle komme ind, så mens hun lod blikket glide op og ned af kvinden, gik hun indenfor. Hun blev vist ind til stuen og hun fik sat sig i en fin stol og lagde det ene ben over det andet. Inden længe hørte hun en velkendt stemme og hun rettede blikket mod Oswald med et smil.
"Det gør intet," sagde hun, som hun rejste sig igen og gik mod ham. Hun lagde hovedet let på skrå. Det undrede hende ikke at han ikke genkendte hende, eftersom hun havde fået skiftet køn siden sidst.
"Oswald. Så er det derfor jeg synes dit navn og din gård virkede bekendt. Mit navn er Hauru," præsenterede hun sig og afventede kort for at se om han kunne huske det navn.

Oswald var nød til blinke to gange, jo vidst kunne han huske navnet. Men det fysiske udseende? Et eller andet sagde ham, at der sket en ændring over de sidste par uger, ikke at han ville komme med ligeud kommentar. ”Vent, sidste gang jeg så dem, var de en mand? Eller var det bare en god omgang illusion?” Oswald kunne godt i tvivl, han huskede vampyren som mand, men måske havde han bare været under en eller anden sær illusion.
Illusion eller ej, Oswald kunne jo stadig gøre forretning med Hauru. ”Hvad bringer dem hertil?” sagde han rolig som han igen blev ved med fortælle sig selv, at han var vågen og at så rigtig. Han følte sig ærligtalt en smule forvirret over hvad sandheden var, for det var ikke så tit at man så en person som mand, og der efter kvinde.
Kendte Hauru mon til slave operationen? Det kunne vel være den eneste årsag til at hun stod her, for Oswald havde ikke send invitationer ud til hans berømte orgier, nej den slags havde ikke forgået i flere måneder, ikke siden at hans favorit engel havde været på besøg. Oswald gjorde tegn til at de kunne sætte sig ned, for snakke. ”Jeg formoder ikke at de kommer for, for have et besøg som sidste gang?” sagde han kort før han tog plads i en af de bløde stole, for han var sikker på at det ville blev helt som i syden, eller det var måske forkert at antage at det var den årsag som fik vampyren til opsøge ham igen.
Han havde den altid sammen indstilling til vampyr, de var farlig, men gode kunder. Det var måske årsagen til at han ikke bare tilintetgjorte, hver en blodsuger som kom ham forbi. Selvom tanken altid var fristede ham på stor psykisk plan. 

Hauru fik undsluppet et kort grin over hans reaktion og hun rystede let på hovedet.
"Nej, det var ingen illusion. Jeg havde et uheldigt møde med en dumdristig knægt," svarede hun med en lettere irritation i stemmen. Hun var ikke helt kommet over sin vrede over hvad den eleksir havde gjort ved hende. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at knægten ikke engang vidste hvordan han skulle forvandle hende tilbage igen. Men indtil videre var hun nødt til at finde sig i at være i denne krop.

Hun nikkede let og fulgte ham så over mod sidepladserne, hvor hun placerede sig i samme stol som før. Endnu engang lagde hun elegant det ene ben over det andet og hvilede hænderne i skødet.
"Et besøg som sidst siger jeg aldrig nej til, men du har ret. Det er ikke derfor jeg er her," sagde hun med et smil. Hun rettede sig lidt til i stolen, så hun vendte mere mod ham.
"Jeg har hørt fra nogle bekendte, at det var dig man skulle opsøge, hvis det var en slave man ville have fat i..?" Sagde hun med en spørgende tone. Hun ville ikke antage noget uden først at høre hans svar, da det egentlig kunne have været løgn alt sammen.

Oswalds, kunne ikke dy sig selv fra at finde den smule, morsomt. Han vidste det ikke synlig, men han moret sig meget over at den slags kunne ske. Selv ikke han nok aldrig kunne accepter den slags, han var for glad for være i mandlig køn.

Så han var ikke helt ved siden af, selv om den slags morskab var sjovt, var det ikke altid hvad han selv søgte, eller hvad hun søgte. Oswald hævet den ene øjenbryn en smule, så Hauru havde hørt andre dæmoner tale om hans operation? Det kom ikke helt bag på ham, ”Jeg formoder at de ved at jeg ikke sælger udenfor Rubinen, med mindre at der en særlig årsag, slaveri er jo et ulovlig marked udenfor syden, og jeg kan komme i store problemer, hvis jeg blive afsløret udenfor syden. Hvordan skal jeg sige det pænt, jeg ved ikke om jeg stoller nok på dem til holde den hemmelighed,” sagde han en smule koldt. Der var speciel kunder som havde adgang til hente slaver på gården, fordi det forgik diskrete.

”Jeg ville have henvist dig til mit marked, hvis du havde fortalt mig det i mens at jeg var nede i syden. Der er et par måneder i nu til at jeg skal afsted igen, men hvis der en speciel slags slave du søger, kan jeg forbedre dem til den tid,” han holdte sig stille der efter, det var nok ikke de to svar hun havde forvente, men det var den mest sikker måde at holde operation uden for fare, han vidste nemlig ikke selv meget om hvem Hauru var som person, og en spion fra byen var den sidste ting som Oswald havde brug.

Som Hauru lyttede til alt Oswald havde at sige, forsvandt det alt for venlige smil langsomt fra hendes læber. Hauru havde aldrig givet nogen grund til at stole på hende i fortiden, men hun havde til gengæld heller ikke givet ham grund til ikke at stole på hende. Måske udover at hun faktisk brød ind på hans grund første gang de mødtes. Det var en mindre detalje og det endte da rimelig godt, så hun kunne bestemt ikke brokke sig. Men man kunne se irritationen i hendes øjne, som hun havde håbet på at denne handel ville gå hurtigt.

Da han var færdig med at forklarer hvordan det hele kunne foregå, rejste hun sig op og gik med rolige skridt hen foran ham. Hun regnede ikke med at han havde noget imod fysisk kontakt, kun baseret på deres forrige møde. Så hun satte sig på hans skød med et nyt smil, denne gang det normale luskede smil, hun selv havde det meget bedre med.
"Jeg har ingen særlig årsag. Og jeg har ikke tænkt mig at vente flere måneder. Ville det ikke være nemmere bare at gøre en god handel nu og sparer os begge en masse ekstra tid på samme forretning? Kom nu. Har jeg givet dig nogen grund til at have mistillid til mig?" Spurgte hun med en rolig tone, mens hun lænede sig lidt ind til ham. Selvfølgelig var hun allerede lettere irriteret, men hun håbede på at kunne overtale ham til at rette sig efter hvad hun ville have.

Oswald var godt klar over at hans ord ville komme som en frustration, men han havde sine årsager til passe på hans forretning. Han forholdte sig rolig, som Hauru satte sig til rette på hans skød, det var ikke den første gang at han havde oplevet at forførelse blev brugte på psykisk plan imod ham, tvært imod. 
Oswald kunne godt mærke hvordan at han krop gik fra at være afslappet til spænde som en helvede. Han lænede sin en smule tilbage i stolen, mens han trak vejret stille og rolig. ”Jeg ville sige det samme til andre som kommer her uden kontakt til mig, jeg fortager ikke særbehandling. Det er et personlig spørgsmål om sikkerhed, en sikkerhed som kan bringe hele mit liv i fare, hvis den forkerte person kommer til sladr,” han kunne godt mærke hvordan at luften var ved blev elektrisk i mellem dem. Selv om Oswald holdte den gode tone, var han ret sikker på at han ville komme til skade, hvis han ikke snart selv gik i aktion.
Han lod sig aldrig påvirke på den plan, selvom der var måder af overtale ham på, var hans slaver et professionelt emne, hvor selv ikke den bedste forførelse ville kunne overtale ham, netop fordi at der var tale om penge. ”Desuden, tror jeg ikke du kender til min priser, min slaver ikke ligefrem de billig slags, jeg tager mange penge for de mere magiske racer,” sagde han kort som han kiggede ind i hendes øjne, han kunne næste se den sorte farve spejle sig i Hauru øjne. 

Hauru var ikke i tvivl om at der ikke ville komme en stor reaktion fra Oswald, på hendes rolige forsøg på at få skubbet situationen i hendes retning. Ingen reaktion kom til udtryk i hans ord, men spændingen i hans krop var ikke til at tage fejl af. Det gjorde det dog ikke mindre frustrerende at han stadig nægtede hende en handel.
"Og jeg som lige havde troet at min tidligere kontakt til dig havde gjort noget godt for mig," grinede hun, selvfølgelig hentydende til deres fysiske omgang sidste gang. Det var ikke sandt og hun troede ikke på det havde givet hende en fordel, men det havde været endnu en af de kommentarer hun ikke kunne holde tilbage.

Et kort grin over hans information om sine priser undslap hendes læber. Godt nok var hun ikke rig, men det havde heller aldrig været en prioritet for hende at få sig en af de slaver med brugbarer evner. Det eneste hun skulle bruge var en simpel slave til at slæbe for hende, når hun havde brug for det. Men Oswald gjorde det bestemt ikke nemt for hende. Hun lagde forsigtigt sin hånd om på ryggen og greb så fat i den kniv hun havde siddende i buksekanten. Den anden hånd lagde hun i nakken på ham og greb fat i hans hår. Kniven blev, indtil videre, siddende i bukserne.
"Du er vel klar over, at jeg ikke behøver at betale, ikke? Jeg har ikke tænkt mig at røbe din forretning, men der er intet der stopper mig i at tage hvad jeg skal bruge. Så bestemmer du om jeg skal gøre det med eller uden problemer," sagde hun roligt med et smil.

Havde Oswald vidste at tingen ville tag en drejning af den grad, havde han nok genovervejet sit møde med Hauru. Han ville ikke have at hun skulle misforstå det, men den morskab de havde haft var ikke nok. ”Det var morskab, men det er ikke den slags der lukker dig ind min verden,” han fik det til lyde koldere end hvad han selv var klar over.
Oswald kiggede i stillehed på Hauru, hans udtryk sagde intet. Man han blev vækket igennem det fysiske alvor, da Hauru trak fat i hans hår. En utilfreds lyd, kom fra ham, normalt ville han ikke blive generet af tanken om blive trukket i håret, men når det var bagtanken om fysisk vold, blev det en helt anden sag. ”Jeg lover dig, hvis du gør et forsøg, skal det nok blive til at jeg tilintetgør resterne af dig, i solen” sagde han kort, selv om han ikke var den kæmper på fysisk plan, vidste han at han nemt kunne knuse de fleste med hans evne, eller hold person fra skade ham i lang nok tid.
”Jeg vil råde dig til at give slip, før det bliver grimt” han hentyd til hånden som stadig havde fat i hans hår. 

Hauru nød den utilfredse lyd der kom fra Oswald og det kom til udtryk i et uanstrengt smil. Men hans trussel gjorde kun at hun strammede grebet lidt mere med et svagt grin.
"Men Oswald, det sagde du også sidste gang og vi fandt hurtigt noget andet at lave." Hun vidste at hvad de brugte tiden på sidst, ikke ville kunne hjælpe i denne situation, men det var mere for at provokere en smule. Hun kunne sagtens huske hans evne og hun vidste at han ville kunne gøre alvor af den trussel, hvis hun ikke handlede hurtigt.

Hun hævede kort øjenbrynene og sendte ham et drillende blik over hans kommentar, før hun straks lænede sig ind over ham og bed sig fast i halsen på ham. Samtidig trak hun kniven frem og hamrede den ind i maven på ham med et nydende suk. Blodet fra maven fik hurigt dækket det meste af hendes hånd og for at gøre smerten lidt værre, drejede hun kniven rundt. Hun vidste at der nok skulle mere til for at få ham helt ned, men hun håbede at det her i det mindste ville stoppe ham i at bruge sin evne mod hende. Hun skulle ikke nyde noget af at være hjælpeløs over for ham, specielt ikke nu, hvor han helt sikkert ville bryde sig mindre om hende.

Man skulle nok ikke være i tvivl om at irritation var et sted under huden, Oswald havde forholdt sig forholdsvis rolig. Men tanken om hvor tingen var på vej hen, fik alligevel den ældre dæmon til gro klør. Hauru var noget så provokerende, og Oswald var på vej til falde for det. Selvom han selvkontrol havde stor magt, var der ting som han ikke ville finde sig i.

Han fik ikke helt chancen for reagere med nok fart til stoppe hende, Hauru fik bidt fat i halsen på ham, før en skarp smerte blev send igennem hans krop. Hvis der havde været udtryk som var passende, var det nok chokket over smerte som dansede hen over hans ansigt. Selvom han var en dæmon, var han ikke forberedt på at blive dokket på sådan en plan. Luften omkring ham fik hurtig en tung metallisk lugt, som Oswald blev vækket fra smerten med andet skud af smerte.
Han løftede begge sin hænder for rive fat i vampyren som havde sat tænderne godt ned i halsen på ham, med sin normale fysiske styrke havde Oswald kraft nok til kunne Hauru væk fra ham, men ikke uden at efterlad det større blodig sår på hans hals.

Han brugte den styrke som han havde til kast Hauru et stykke væk fra ham, før at han kunne rejse sig op med besvær, ”Du vover at angribe mig, i mit eget hus” Oswald var ikke engang selv sikker på hvor han fik sin energi fra. Men han vidste at den nok ikke ville vare længe for at blodtabet ville sende ham ind i bevidstløsheden. Indtil da, ville han nok kunne forsvare sig selv, på fysisk plan. Smerten var dog overdøvende nok, til skabe problemer med hans fokus. Han tyngede god nok stolen som han været i, efter Hauru, men den endte med ramme ved siden af.

Selvkontrollen var stille og rolige ved at falde, Oswald kunne godt mærke at det var starten på destruktion af hele gården, hvis han slap det fulde, grab. Men smerten blev hele tiden ved med plage ham nok til lokalet i selv, blev påvirket omkring dem. Møbler og andre genstande begyndte stille og rolig at forlad gulvet som de stod.

Hauru var mere end forberedt på en reaktion lignende den hun fik fra Oswald, men hun kunne ikke holde sig fast i hans hals jo mere han hev hende væk, så hun endte på gulvet et stykke væk fra ham. Hun havde valgt ikke at slippe bidet først, så hun fik revet en god luns af hans hals med sig i munden. På grund af den styrke der var blevet brugt til at kaste hende væk, rullede hun et par omgange, før hun landede på ryggen. Hun kom dog hurtigt op på alle fire, klar til at flytte sig for hvad end der måtte komme efter hende, og det stykke af ham hun stadig havde i munden, spyttede hun ud på gulvet. Et alt for tilfreds grin lød fra hende over hans vrede kommentar. Ja, hun vovede at angribe ham i sit eget hjem og det var fantastisk hvor god en følelse det var.

Hauru fik hurtigt flyttet sig fra den stol er kort efter blev kastet efter hende, men hun grinede over at den alligevel ville have ramt ved siden af. Kort efter at stolen havde ramt gulvet, kom samme tjenestepige der havde lukket Hauru ind til at starte med, ind i stuen med et chokeret blik over hvad der foregik. Det nyttede intet at hun skulle have lov til at løbe derfra og fortælle de nærmeste vagter hvad der skete, så Hauru farede efter hende og stak kniven i hendes hals, før hun kunne nå at flygte. Inden tjenestepigen mistede bevidstheden helt, fik hun blødt hele vejen ud i gangen, men Hauru var allerede på vej tilbage til Oswald. Møblerne der løftede sig fra gulvet gav hende hurtigt tanken om at hun nok ikke skulle blive for længe, men hun ville alligevel gerne lige nå at sætte kniven for halsen af ham og presse til. Det resulterede også i en masse blod på hendes eget tøj og i det lange hvide hår. Hun så ham i øjnene med et smil og pressede så lidt mere til med kniven, før hun fjernede den igen og forlod stuen.

Flere tjenestefolk løb rundt i vildredde over de rystelser der var begyndt på hele gården og Hauru greb fat i flere af dem for enten at bruge kniven mod deres hals, eller bare tage fat med hænderne og knække nakken på dem. De fleste af dem nåede ikke engang at reagere på at blive hevet fat i, før det var for sent. De var alle alt for optaget af at komme ud derfra og det blev kun værre da nogle af dem så den døde tjenestepige i gangen. Alle dem der nåede forbi Hauru, blev hevet tilbage af en sort skygge, der kom fra Haurus ene håndflade. Ved nogle af dem blev deres nakke knækket af at blive hevet for hårdt i, ved andre satte hun sig kort på det ene knæ for at hamre kniven i hjertet på dem og så rejste hun sig og bevægede sig videre. Om hun overså nogle var ikke til at sige, med alt den panik der foregik i alle lokaler. Hun var næsten sikker på at der ikke var flere tilbage, udover slaverne. Med en munter gang i alle rystelser og diverse møbler der flyttede sig, vandrede hun mod døren til kælderen. Hun tog kniven og skubbede den ind i kanten af døren for at ødelægge låsen nok til at døren ikke ville kunne blive åbnet og så gik hun med rolige skridt og et smil på læben mod hoveddøren.

Han havde regnet med, at han nok ikke ville være præcis nok til kunne ramme hende med stolen. Situation kom efterhånd hen over ham, han havde aldrig tænkt over hans død, måske engang da han havde været lille, men ikke nu hvor han var over to tusind år. Oswald kunne mærke hvordan hans vejrtrækning blev tunger, som han tabte blod, vidste han godt hans krop ville kæmpe mere imod.

Tjenestepige, som altid havde været der, eller i de sidste sene år af hans liv, kom ind for se hvad der forgik, hvad der nok chokerede ham mest, var den brutale handling. At ingen af hans flok ville overleve, var nok den tanke der slog ham mest på den mentale plan. ”Nej, lad..” Oswald kunne ikke afslutte sin ord før tjenestepigen lå død på jorden, blod farvet gulvet omkring hende i stor rød cirkle. Det havde ikke været nødvendig, selvom Oswald måske ikke vidste det så tit, satte han stor pris på alle som havde arbejde for ham, og alle som ville arbejde for ham. Hans tjenestefolk blev godt betalt, i forhold til mange andre.

Oswald gik en smule bagud, han kunne nok ikke moster energi nok til slippe væk denne gang. Selv om han tog et par skrid bagud, var det ikke nok, før at så det komme var en nu sensation af smerte, som kniven kørte dybere ind i halsen på ham, lavet Oswald en salgs kvalt lyd. Der gik nok er øjeblik før Oswald lå halv livløs på gulvet, han hostede flere gange som blodet begyndte af fylde hans lunger, indtil at selv den gerning blev fysisk udmatte.

Alting omkring ham, blev efterhånden svært at se indtil at han til sidste bare gave slip, på fysisk plan. Han lukke kort sine øjne for sidste gang fysisk, før hans ånd forlod den fysiske krop.

Sensation af at forlade hans fysiske krop var sær, han havde aldrig set verden på den plan, men han vidste at hans evne kom til sin eksplosion. Han kunne se Hauru tråde udenfor før taget fald ned fra bygning med større brag, til hendes held, og Oswalds uheld, havde han ikke kunne fange hende som bygning faldt sammen. Men det betød ikke at han var borte. Han var bare i en anden tilstedeværelse som han ikke havde oplevet før, han stod nærmest bagved hende uden af hun ville kunne se ham fuldstændig. Med herregården i ruiner, var der ikke mange årsager til blive der. Men der var heller ikke de store steder som Oswald kunne tage til, han havde mange kontakter, men han var for svag til kunne rejse til dem med det samme. 

Hauru gik ud af døren med et tilfreds smil på læben. Hun havde godt nok ofret sin kniv og var nu nødt til at skaffe en ny, men det gjorde hende intet. Det havde helt klart været det værd. Hun havde brugt en masse tid på at være vred over hvad der var sket med hende, at hun var blevet forvandlet til en kvinde og det havde været så rart at rase ud. At det lige var gået ud over Oswald, alle hans tjenestefolk og alle slaverne der ikke nåede at komme ud af kælderen før gården brasede sammen, havde ikke været meningen, men at blive nægtet den handel var mere end nok til at bringe hende ud i et raserianfald.

Med et lettet suk vandrede hun stille og roligt længere væk fra gården, mens den larmende væltede bag hende. Da hun var langt nok væk, så hun ikke ville blive ramt af noget, stoppede hun op for at vende sig rundt og se det hele falde. Det var mere end tilfredsstillende at se de store konsekvenser hendes handlinger havde haft og hun grinede kort. De to tjenestepiger der var undsluppet i farten og var på vej mod byen, havde Hauru desværre ikke set.

Det sidste rabalder, efterlod en højlydt larm i luften. Der var intet tilbage, eller intet som ville kunne reddes. Oswald var vågnet op til realiteten at han ikke ville kunne vende tilbage til hans forrige liv, eller ikke på dette tidspunkt.
I sted måtte han indse, at han havde brug for et sted at bo, bare indtil at han kunne genskabe sig selv eller finde en ny krop. Han havde hørt andre dæmoner tale om besætte en ny krop, hvis de blev fysisk dræbt. Oswald fangede Hauru som hun gik afsted, han koncentrere sig nok til trække fat i hendes ene ben, så hun kunne blive sendt i jorden før han selv forsvandt ud fra ruinerne og imod øst.
Han kendte kun en person ville kunne huse ham, indtil at han havde en krop igen, og den person var hans engel. Men tanken om at hun skulle møde ham i sin nye krop var sær, men ikke uvelkommen.
Oswald kiggede en sidste gang imod ruinerne, før at han forsvandt afsted imod øst, og dæmon riget.

//Out

Hauru var ikke forberedt på at blive hevet i og ende på jorden med et bump på ryggen. Det at hun ikke var forberedt på det, fik kun smerten over at ramme, til at blive værre og hun skar en kort grimasse og udstødte et mindre gisp. Hun var gået ud af huset med en enormt tilfreds følelse, men det sidste skub fik allerede irritationen frem igen. Hun blev liggende i nogle sekunder, for at være sikker på at intet mere ville ske, før hun rejste sig op igen.

Et sidste blik blev kastet mod gården. Hun ville gerne blive og nyde synet lidt mere, men hun var nødt til at komme væk, i tilfældet af at nogle skulle se hende. Så hun vendte sig om og begyndte at sætte i løb, væk derfra.