Myrilla havde haft nogle dage fri, for hende følelse det som en længere en ferie, som ingen ende tog. Da Myr havde stået på denne solrige morgen, besluttede hun at det var i dag, at hun skulle lidt væk fra al mængden og ud på nogle af de mere stille stiger der befandt sig i Dianthos.

Myrilla havde iført i en silke lignede maxikjole, dog en smule blufærdig, men da det var så lunt skulle huden også luftes, selvom tankerne om overfaldende kort træk over hende. Ville hun ikke lade dem bestemme hvad hun kunne tillade sig at på og ikke. Med godt humør gik hun ud fra sit hjem og vandrede roligt igennem gaderne. På sin vej, gik hun dog forbi en mand meget i øjn faldene, lyst blondt hår og nogle behagelig øjne. Da de gik forbi hinanden, fik hun øjenkontakt med ham, hun smilede sit sædvanlige søde smil og forsatte forbi. Kort fik en sug i maven, var det mon fordi hun generelt var blevet nervøse omkring mænd, eller var det mon hans udstråling? Myrilla konkludere at det måtte være det sidste. Hvad hun ikke havde forudset var at hendes to højre fødder spændte ben for hende, så hun faldt lige så lang hun var på vejen, med det resultat at hun fik en lille hudafskrabning på knæ, da hun fik sat sig op – så kunne se ned ad sig selv sukkede hun kort og sige en anelse højt ”Hvorfor ske sådan noget altid for mig”. 

Dianthos stedet hvor Jonathan havde befundet sig i nogle få dage, ikke fordi han flygtede fra nogen eller noget men nærmere for at finde nogle kvinder der tiltalte ham mere, Jonathan var en mand der var glad for kvinde og det gav ham problemer i mørkets hær en gang imellem, men kun når det blev opdaget og det skete ikke altid, så hvilket bedre sted ind dette at kigge efter nyt kød, for selvom han var en del af mørkets hær var han en pæn og charmerende fyr, og han var stort set aldrig iført sin mørket rustning, og selvom han havde slået hundrede af folk ihjel så var han stadig populær blandt det modsatte køn, en kvinde skilte sig ud som hun kom gående, hans blik fangede hendes og et smil fra ham blev sendt i hendes retning, og efter blikket fjernes fra hinanden og Jonathan lige skulle til at gå hørte han en lyd komme fra kvinden, som på en eller anden måde var væltede over hendes egne ben, og sad nu på jorden og der gik ikke et sekund før Jonathan med hans fart var over ved hende side, hvor han ene hånd vildede på hendes ryg, " er de okay frøken " sagde han og fik endnu en chance før at stirre hende dybt i øjne, og nu var han en der holde meget øje kontakt, hun var yderst nydelig at se på også selvom hun sad der.

" her lad mig hjælpe dig op " sagde han og prøvede at hjælpe hende op igen uden at vide hvor glat det var med hende, og om hun havde slået sig på den ene eller den anden måde, men han var dog fokuseret på hvis hun ikke gå gå ville han gribbe hende sådan hun ikke ville falde igen

Lige som Myrilla skulle til, at tage sig sammen med at rejse sig op kom manden der blot lige havde gået forbi hen til hende. Hun så op i hans dybe øjne, hun følte sig en anelse sårbar som hun sad der og var kommet til skade. ”Ja, jeg var blot klodset” svarede hun roligt, med et lille pinligt smil. 

Myrilla smilede igen ”Tak, det er vitterlig sødt af Dem” sagde hun. Myrilla kom roligt op på benene igen, heldigvis var der ikke kommet blød på hendes lyse kjole og heldigvis var skaden hellere ikke så slem igen. Hun bukkede sig kort ned og lage sine hænder på knæet lukkede sine øjne og følte en lille varme. Kort tid efter var såret væk hun så på manden igen ”Så er der ingen der kan se skaden længere” hun havde en glad stemme. Myrilla var altid glad og selvom hun var kommet til skade ville hendes uheldighed ikke komme i vejen for at være og virke glad.

Hun bed sig lidt i læben, hvad skulle hun sige. Som stilheden var der følte hun kort en akavet stemning. ”For resten, jeg er Myrilla” sagde hun så for at bryde stilheden. 

Som hun sad der så hun så uskyldig ud, og hvilket gjord det meget nemmere for Jonathan at hjælpe, det kunne godt være at hun synes at hun var klodset eller bare huldig men hun havde på ingen måde nogen ide om, den fare hun var i ved at være i nærheden af ham, men det gjord skam ikke ham noget at hun ikke vidste det, han bemærkede hendes evne at heale sår eller hvad det mund ellers måtte være, da hendes sår helt forsvandt og hun bare kiggede på ham som ingenting var sket, han smilede til hende og hjalp hende helt op og stå og slap hende igen " mit navn er Jonathan, og rart at møde dig Myrilla " blev der sagt roligt men med et smil på læben som hans øjne borede sig ind i hendes, som var hun det eneste der havde hans fokus lige nu, selvom det faktisk var sandheden.

" kan du klare den her fra eller, og hvis man må spørger hvor er de på vej hen" blev der spurgt nysegerigt, for ja Jonathan var ond men når alt kom til alt var hun et hunkøn, og det var det næst bedste hvis ikke det bedste i verden for ham, og ja han hjalp hende og ja han var sød ved hende, men det hele havde en slutning i sidste ende, så det ville blot blive et spørgsmål om tid hvad der skulle ske imellem dem.

Myrilla så på ham et smil "Glædeligt at møde dig, Johanthan" endnu engang mødted deres øjne, det blev lettere intens dog uden at være underligt? Det undre Myr en anelse, hun brød dog forbindelsen ved at se i jorden i et kort sekund. Mest fordi hun mærkede en varm fornemmelse i hendes kinder og det ville hun helst ikke vise ham. Ikke med sådan en fremmed.

Myr så roligt hen ad stien "Jeg var blot ude for at få lidt frisk luft, såe faktisk ingen steder" svarede lidt forfjamset. Hun følte det lidt pinligt, da hun normalt havde så meget at se til og nu, ja nu havde hun faktisk taget sig tiden til at slappe af. "hvad med dig?" spurgte hun høftligt.

Hendes smil blev hver eneste gang gengældt af et smil fra hans side, og deres øjne der mødes jo flere gange de kiggede på hinanden, Jonathan var ikke dum han kunne fornemme hun blev lidt genert, men det synes han nu var meget sødt, ” jamen lidt af det samme, havde faktisk tænkt mig at tag ned på stranden og kigge, men så faldt jeg over dig eller nærmere du faldt over dig selv sagde med et smil.

Hun var virkelig charmerende på hendes helt egen unikke måde det kunne han godt lide, ” men altså lad mig hjælpe dig op sådan de kan komme vidre på deres vej, altså hvis du har lyst kan du gå med mig, selvom jeg selvfølgelig godt ved du ikke lige kender mig,” sagde han igen med endnu et smil, for det var som sagt svært ikke at smile til denne kvinde.

Jonathan rakte hånden frem sådan hun ville kunne tag den og rejse sig op, og hun ville ikke være i tvivl om at han med hvert et blik ville følge hende med hans øjne.

Myrilla blev blot mere genert som deres øjne mødtes gang på gang. Det var ukontrolleret, men et andet sted meget rart. Selvom hun stadig havde det svært ved mænd generelt, var det som om han fik hende til ro. Myrilla smilede og drejede hovedet lidt på skrå med et lille grin.

Myrilla vidste inderst inde, at måske ikke var den bedste ide at gå med en total fremmed, men på anden side kunne hun ikke flygte for altid hun var nødt til at give andre en chance. Selvom hun på det seneste bare var ramt i uheld det ene efter det andet. ”Det vil jeg gerne” svarede hun endelig med et lille smil – hun så hans hånd og lage hendes i hans og kom helt op på benene. Da hun kom op mødtes der øjne igen, hun lod værre med at give slip men, lod sin hånd være løs nok at han kunne give slip, alligevel var det ikke som at holde en død fisk. ”Parat til at gå” sagde hun med et smil og ville følge efter ham så snart han ville begynde og gå.

Som et ja kom fra hende fik det et smil frem i ham “ perfekt” sagde han og hev hende, op og lagde godt mærke til de ikke havde sluppet hinandens hænder, Jonathan slap hånden da hun var kommet op, ikke fordi det var den han vil men ligeså vel som han var fremmede for hende, var hun også fremmede for ham, ikke at det gjord noget som sådan men stadig.

Han begynde roligt at gå imod stranden, med hende ved hans side “ så sig mig Myrilla er du klodset eller bare uheldig, for som jeg så det da du faldt så det meget klodset ud “ sagde han i en grinede tone, tavshed var ikke noget han gik op i og hvis de skulle følges til stranden så måtte han heller vide noget om hende, han kørte hånden igennem hans hår som de ramte stranden, vandet var blåt og lige til at hoppe i der var ingen menneske at se der nede så de kunne gå langs strand kanten og snakke.

Myrilla vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle svare på spørgsmålet, da hun både følte sig uheldig og klodset ”Jeg er bange for det nogle gange er en blanding” svarede hun roligt, ganske svagt kunne det ses at der gemte sig mere i den sætning end hun sagde. Minderne fra overfaldende kom frem og svagt følte hun en kuldegysning ned ad ryggen. Mon hun nogensinde kunne stoppe med at lade det bekymre hende. 

De nærmede sig roligt, og for at ændre samtalen på noget andet spurgte hun ”Hvordan tjener du så til føden?” han havde nok en ide om hendes, eftersom hun havde healet sig selv, men hvad han lavede var hun dog lidt usikker på. Dog kunne hun konkludere at han var i særdeles god fysisk form. Myr var trods alt vant til at se på kroppe og vurdere deres tilstand. Så måske han var vagt, soldat eller kriger. Myrilla håbede at han blot kæmpede for lyset – alt andet ville da være underligt?
Myrilla kunne ane stranden, nu var de der snart. 

Jonathan var faktisk aldrig bliver spurgt om hvordan han tjente til føden, så et lille smil kunne ses på hans læber, skulle han være ærlig overfor hende eller skulle han lyve, der var mange tanker der gik igennem hovedet på ham, “ jamen jeg beskytter meget velhavende mænd, sådan de ikke bliver berøvet eller andet dårligt, men jeg ville være og sige der er mange mennesker der ikke bryder sig Om mig “ sagde han roligt men stadig med et glimt i øjne.

De var nåede stranden og havde begivet sig ned til kanten af vandet ” hvad med dem hvad lever de af “ han håbede hun helt klart sagde, et eller andet godt for det var det eneste han kunne forstille sig.

” og hey pas nu på du ikke væltede, vandet er vådt dog tror jeg ikke det er koldt “ sagde han med drilsk smil på læben.