Det var aften i tempelhaverne. Himlen lod sig ikke mærke meget med det på denne tid af året, solen var kun lige gået ned. Mest af princip var lanternerne langs havegangene blevet tændt, så man bedre kunne se, hvor man gik og ikke mindst havens enorme mængde af blomster og andre planter.

Man kunne høre musikken fra ballet på paladset og den fest der ofte fortsatte længere ud på gaderne. Eira rynkede brynene. *At folk kan feste, når byen er ved at blive belejret indefra...* Normalt fordelte hun sin tid mellem retssalen og sit templet ligegligt, men de sidste par uger havde templet for langt mere opmærksomhed. I dag havde hun endnu engang brugt flere timer på at stå på tempelpladsen og prædike. Det faktum, at ordenen ikke havde turet fængsle hende endnu, fik hende til at smile.
"Arh, Azur, den retfærdige, være lovet... Så længe det vare." Hun var standset ved et bed, hvor blomsterne var plantet i form af hendes guds symbol. Det var ét bed i en ring af ni, der repræsenterede de yngre guder. Hun fortsatte sin samtale med sig selv lidt endnu. "Det har været en lang dag..."

Den varme aftenluft fyldte Ishtar Helias lunger som hun hilste solen farvel. Tempelhaverne var et smukt afbræk fra hendes nye dagligdag i Leanders tempel, hvordan kunne man andet end nyde det liflige farvespil der var dannet af de mange blomster? Hendes lette skridt var stoppet ved et bed, hvis blomster var plantet så de dannede en rødgylden halvcirkel, matchende symbolet på kæden der hang om hendes højre håndled. Der var noget beroligende over at se hendes guds symbol ude i verden.

At være flyttet til Dianthos havde været en anden oplevelse end hun havde ventet. Mest af alt at opleve hvor megen magt Kiles Orden havde. At føle hvordan de havde lagt byen i et jerngreb, uden at de fleste sagde noget til det. Med en let rysten på hovedet flyttede den brede fletning af hendes brune hår sig fra ryggen til hendes bryst. Denne aften var hun atter en gang klædt i sin menneske skikkelse, hud lys som stjerneskær. Hendes øjne brune som hasselnødder og milde som en sommerbrise. Måske havde hendes livs måne haft ret, i at det var fjollet hun var taget hertil? Men folkene fortjente at hun forsøgte at gøre en forskel. 

Lyden af skridt fik hende dog ud af hendes egne tanker. Lyden stammede fra en ældre dame, der stoppede ved Azurs bed. Forsigtigt rettede hun på blomsterkransen, bestående af lyse gule og højrøde blomster, for dernæst roligt bevæge sig over mod den anden kvinde. "Måske lidt selskab vil gøre dem godt?" spurgte hun med et venligt smil, hendes hænder havde fundet hinanden og hendes hellige symbol, hang glimtende i skæret fra lanternerne.

Alderen havde endnu ikke sat sig på Eiras ører, men hun var et øjeblik i tvivl, om den havde sat sig på hendes øjne. Hun bemærkede i hvert fald ikke, at hun havde haft selskab, før Ishtar Helia talte til hende. Eira vendte hovedet efter stemmen, men hendes hår rykkede sig til gengæld ikke ud ad flækken. Et par sirlige, slanke fletninger gik fra hendes tindinger og ned til en lige så sirlig knude i nakken. Håret var snehvidt. Man kunne måske tænke, at hun havde fået hvidt hår tidligt. Det var måske også tilfældet, hendes arbejde var ikke nemt, men hun ville ikke vide det, for hendes hår havde altid haft den samme farve. Hudfarven bar heller ikke præg af, at have været ude i solen meget, men smilerynker havde den. Det i sammensætningen med hendes påklædning havde fået flere børnene i byen til råbe spøgelse og gemme sig bag deres mødres skørter. Sædvanligvis bar hun sorte eller grå rober i simple, men tunge stoffer, der gled over gulvet. Det hjalp slet ikke, når hun en dag som i dag gik i hvidt. Præster af kiles orden skiftede rober efter omstændighederne. Selvom hun nu havde tjent Azur i et par årtier, føltes det for tiden mest rigtigt at klæde sig i hvidt, som Kilepræsterne gjorde, når de tjente Kile i livet.

I dag havde Eira dog i det mindste valgt noget tyndere stof. Varmen havde hun aldrig været glad for.
"Selvskab er godt for mange ting," Eiras stemme var rusten efter de sidste dages strabadser, "Men jeg er bange for, at vi får brug for mere." Den ældre damen smilede kun en smule, men det var venligt. Hun vidste Ishtar Helia var en nyere tilføjelse til præstestaben i tempeldistrektet, men hun havde endnu ikke haft muligheden for at møde hende. Hendes ansigt var ungt og naivt, men venligt og fyldt med liv. Det passede til hendes gud. Eira måtte til gengæld anstrenge sig lidt for at se den unge præstindes sande ansigt. Det var en smule sløret, og der var et eller andet sært ved det, selvom Eira ikke kunne sætte sin spinkle finger på hvad. Den slags skete somme tider, når hun havde med mentalister at gøre, hvilket altid gerede hende, men sløret eller ej fornemmede hun en oprigtig varme og venlighed, og det var trods alt vigtigere.

"Ishtar Helia, hvis jeg ikke tager meget fejl?" Det gjorde hun sjældent, men der var ingen grund til at blive hoven på sine gamle dage.

Den yngre udseende præstinde nikkede som Azur's stemme talte, det var en interessant detalje at hun var klædt mere som en kilepræstinde, men det var ikke hendes plads at dømme andre på deres valg af klæder. "Brug for mere til hvad?" spurgte Ishtar Helia smilende, muligvis lød hun mere naiv end hun var, men den ældre præstinde lød til at kunne bruge et friskt pust. En smule fraværende legede hendes fingre med hendes hellige symbol, det omhandlede med al sandsynlighed Kiles Orden en skygge der havde lagt sig over landet det sidste stykke tid.

Et kort nik og med en høfligt nejen "De tager skam ikke fejl, og de er Eira, Azurs Stemme, dommer af Dianthos?" Høflighed blandt præsteskaberne var noget hun selv satte stor pris på, og derfor gjorde sit for at opfordre til det. "Er der noget jeg kan gøre for dem?" tilbød hun atter engang smilende venligt. Om byens dommer ønskede hende hjælp var dog ganske usikkert, men hendes stemme lød som at hun var ved at skabe sig flere fjender, og desperat havde brug for flere venner.

Den ældre dame bøjede hovedet tilsvarende og smilede. "Det har De ret i." Det glædede hende altid, når den yngre del af byens befolkning opførte sig ordentligt. Det var ikke nemt at vokse op i Dianthos eller nogen andre steder, men det gjorde det ikke mindre vigtigt, at lære respekt for sine ældre, en interesse i verdenen omkring sig, og en vilje til at hjælpe, hvor der var brug for hjælp. Det gav hende håb. "Det bekymrer mig, at Kiles Orden," her måtte hun undertrykke en trang til bande dem hæder og ære fra, "ikke tjener Kile, og hvad være er, så tjener de ikke byen." Eiras smil var stadig at se, men det var mest for syns skyld.
"Måske ville selskab og en af Håbets stemmer være til hjælp og lede mig i den rigtige retning. Hvis De ikke har vigtigere ting at tage Dem til, er De velkommen til at følge med på min aftentur." Eira gjorde anstrøg til at bevæge sig videre på sin tur i haven, men ventede på Ishtar Helia. Måske burde hun have ventet med meget at afsløre sine politiske holdninger omkring Kiles Orden, men hun havde endnu ikke mødt en sand præst, med hvem hun mente næsten alle andre end Ordenens medlemmer, der var uenige med hende.

Et simpelt "Ah" undslap den ungt udseende præstinde "En farlig holdning at have, dog jeg forstår jeg godt deres bekymring" svarede Ishtar Helia stille, hun havde håbet at ikke at hun ikke havde behøvet at blande sig i konflikten med Kiles Orden, men det lod til at guderne havde andre tanker med hendes vej. Måske der skulle gøres noget for at hjælpe Azurs stemme, nødigt skulle hun forties som Isaris stemme var blevet. 
"Vor hverv er at give retning til dem der søger den, jeg ser intet vigtigere jeg ellers kunne begive mig" smilede Leander præstinden, og gav mine til at følge i hendes spor. De havde ikke gået længe før den yngre udseende præstindes spørgsmål trængte sig nok på til at det ikke kunne holdes inde længere "Kendte de Isaris stemme? Præstinden Reina? Hendes død var tragisk...." og med en hvisken tilføjede hun stille "... i følge rygterne et mord" Det var meget at beskylde nogen eller noget for, men hvis det var sandt ville det forklare hvorfor Leanders ypperste præst opførte sig så... besynderligt. Som en kuet mand der ikke turde sige sin mening.

"Hmm." Eira var enig. Men når den holdning også var den eneste rigtige at have, havde hun i sinde at holde sig til den. Alle lederne i tempelhaverne havde et ansvar for at lede med gode eksempler. Også selvom det kunne være dyrt. "Det kan jeg ikke påstå, nej. Isaris stemme og jeg har tit talt sammen, haft teoretiske diskussioner. Oftest var det om forskellen på hvad der er lovligt og hvad der er rigtigt," tilføjede hun med et vemodigt smil. "Vores meninger var ikke altid de samme på det punkt. Men jeg nærede stor respekt for hendes meninger."
Eira forsatte ned ad en af de bredere brostensbelagte stier og drejede så ned ad en af de mindre. Hun havde en fast rute, som hun plejede at følge. Det var en tur, der ledte hende gennem hele haven, og den startede altid ved Azurs symbol og sluttede ved et lille bedested indviet til Kile. Det lå tæt på kirkegården.

Den ældre-udseende sagde ikke noget. Det var selvfølgelig kun et gæt, men hun fornemmede, at Ishtar havde holdt et spørgsmål tilbage, så hun valgte at lade hende stille det. Hun havde åbenbart ikke taget fejl, men den sidste del af spørgsmålet kom alligevel bag på hende. Hun sænkede farten, som var temmeligt høj for en ældre dame, og svarede alvorligt: "Det er det nødt til at have været. Problemer et at ingen tør forsøge at bevise det, og mine hænder er bundet uden de beviser..." Eira havde også sænket, men det var mere for Ishtar Helias skyld end hendes egen. Hun havde allerede udtalt sig rigeligt, og en beskyldning som den ville hverken gøre til eller fra mente hun. Det var strakt noget andet for den unge præstinde ved hendes side. Hun havde dog ikke selv hørt de rygter. Hvis de var nye, var det måske et godt tegn.
Eira rynkede de slanke, hvide bryn: "Hvor har De hørt disse rygter?" Det var tydeligt at høre på hendes tonefald, at spørgsmålet kom af mere end almindelig nysgerrighed.

Et skævt smil lyste op på Ishtar Helias ansigt, det var sjældent at hun blev mødt af nogen der satte så stort et skæl mellem at kende og være bekendte med nogen. På sin vis var det mere korrekt, men kunne man i sandhed kende nogen? I hendes øre lød det til ypperstepræstinderne havde været tættere end Azurs stemme lød til at indse. "Et emne der er blevet diskuteret af mange" nikkede den yngre udseende præstinde, det lød som at Isaris stemme havde ønsket at gøre det gode mere end det lovlige, hun havde på ingen måde været den første med den holdning. "Et maleri skabes med en blanding af farver, for hvor end smukt et billede kan blive ved at bruge et utal af nuancer af gul, vil samspillet af forskellige farver give liv og dybde på måder der ligger udenfor den enkelte farver. Det samme gælder for meninger delt med andre" smilende et kort øjeblik som hendes tanker gled mod gyldne marker i foråret på en grøn baggrund af bølgende græs.

Modsat meget af samtalen indtil nu havde Ishtar Helia mistet smilet der ellers havde prydet hendes ungdommelige ansigt. "Det er kendt af alle at Alaidros stemme blev dømt for mordet, dette blev gjort af Kiles stemme, Leoric" forklarede hun fortsat med en hvisken. "Men hvorfor skulle han dømmes for de vendte tilbage til byen? Hvorfor var det ikke en af deres der fællede dommen? Det lyder som at dommen skulle falde ganske bestemt, til Ordnens fordel..." Ishtar Helia sukkede stille, der var så mange spørgsmål der lå ubesvarede, uden nogen tydelige svar at finde. "Jeg er ked af at jeg ikke kan være dem til mere hjælp"

Lukket grundet inaktivitet :)
(Så kan du også starte noget nyt og spændende når du får tid og lyst igen! :D)