Start: Grænsen mellem Rubinien og Medanien

De var i den grad på kanten mellem Rubinien og Medanien. Varmen fra ørkenen kunne mærkes på vinden, men der var stadig frodigt græs under dem og enge omkring dem. Beboelser var der dog ingen af, hvilket formentlig var en af grundene til at det var her karavaneføreren havde gjort holdt og ændret planerne for resten af dem der rejste med ham og hans vagter.
Lidt bedøvelse i maden om aftenen og alle var til at håndtere den efterfølgende morgen.
"Vi er det rette sted?" Vagten så ud over engene, hvor en skov ludede mod den varme vind ikke så langt længere henne af vejen. "Yeah, han skulle møde os her." Lederen så i sammen retning kort,før han vendte sig væk og tog et overblik over deres fangst. Fire kvinder og syv mænd. De sidste skulle han have med sig videre sydpå til træning til arenaen eller hvad han ellers kunne få en god pris for dem som. En enkelt var køn nok til det kunne være noget ganske andet trods alt. Kvinderne var dem han ventede på afhentning af som et afdrag på en gammel gæld og en anerkendelse af respekt til en magtspiller der var dukket op til overfladen igen. Hvis Thanos ellers ville tage og vise sit grimme fjæs.

Julia betragtede dem køligt fra den vogn hun var blevet placeret på sammen med de tre andre kvinder. De var alle bundet på hænder og fødder for at forhindre dem i let at spring af eller gøre skade på en hver der kom indenfor rækkevidde af dem. De tre andre med reb, hun med reb på benene og jern om håndleddene til at forhindre hende i at bruge sin evne til at kalde ild frem. En avne afsløret på turen som den eneste blandt de fire.
Hun var så også den der var vågnet sidst og haft færrest muligheder for modstand til nu. Den blonde Danielle havde tydelige mærker efter flere slag, da hun var faret i flint det øjeblik hun var vågnet og havde set hvad der var ved at ske. Den mørkhårede Anna var ukarakteristisk tavs efter den behandling de havde givet hende og den rødhårede Isolde lignede en der meget snart kunne leve op til sin hårfarve. Det var dog Danielle, der stadig bandede af enhver der kom dem nær i trods.

"Og du er sikker på...?" Vagtens stemme lød utålmodigt igen, før han vrissent blev afbrudt. "Ja, jeg er sikker! Og vi kommer ikke herfra før han får fingeren ud og viser sig, så se til mændene i den sidste vogn. De virker for stille!" Vagten gjorde brummende som der blev sagt, mens lederen vendte sig mod skoven og mere tålmodigt end han følte sig flippede to Krystaller mellem fingrene.

Thanos var blevet forsinket. Det nyligt overståede job havde taget en dag mere end forventet og planen om at komme en dag før til mødestedet var røget. Så han havde redet noget af natten for at nå det, kun med en kort pause, hvor han fik et par timers søvn og hesten kunne få hvile. Det var en relativt ny hest, en gråskimlet ung hoppe, der en gang i mellem lavede et enkelt lille hop og for et par skridt slog over fra trav til galop. Men han tvang hende altid tilbage i trav, der var ingen grund til at udmatte hende mere end højest nødvendigt. 

Varmen tog til som solen kom højere på himlen, men den havde ikke samme voldsomhed, som når man tog endnu længere syd på, ud i ørkenens triste landskab. Han havde taget den tur lidt for mange gange og var glad for, at det ikke var det, han var på vej derned for nu. Nej, han var blevet tilbudt et job om at slæbe nogle slaver med til et sted i Tusmørkedalen. Efter sidste så lange tur med slaver på slæb, havde han været en smule tilbageholdende med at sige ja, men som lønnen var vokset, havde han til sidst taget jobbet. Manden der hyrede ham, kendte han i forvejen og han regnede stærkt med, at der ville komme flere jobs fra ham i fremtiden.

Endeligt kom han ud i mellem trænerne i den lille skov, han var redet igennem, og han kunne se to vogne længere fremme. De var ankommet. Han holdt hoppen i trav derhen, nu hastede det ikke mere for at komme frem. I stedet brugte han tiden på at vurdere det, han kunne se. Ud over manden, der havde hyret ham, kunne han se en enkelt vagt, men der kunne være flere skjult bag vognene. Det virkede meget fredeligt og han trak ikke våben, som han kom nærmere.
"Boran. Vær hilset." Han stoppede hesten foran manden og nikkede til ham, inden han svingede benet over ryggen på hesten og gled ned på jorden. Der var ingen grund til at undskylde for forsinkelsen, han var her på dagen som lovet. Roligt lod han blikket løbe over vognene. Han havde ikke fået et præcist antal for antallet af slaver, men han vidste, at det var ene kvinder. Forhåbentligt noget nemmere end de to knægte, han havde haft på slæb sidst.

De havde stillet vognene så der så ud til at være færre end der i virkeligheden var når man kom fra skoven. Mest af alt fordi de ikke helt havde brudt nattens lejr op og havde kunne holde en del mere kontrol med vognene cirklet rundt om bålet. Det tog så lidt at få dem på række igen, når de skulle videre, men det havde altid været det værd. Ikke mindst nu hvor lasten var blevet udviddet fra kun døde varer til også at inkludere slaver.
En banden efterfulgt af lyden fra en pisk der ramte hud fortalte Boran at der havde været grund til at se til de lidt for stille mænd. Tavshed hos nyindfangede slaver var sjældent et godt tegn og da slet ikke når det opstod i grupper. Godt han havde fire vagter med på denne tur for med tre vogne at køre og syv slaver at knægte, så kunne det blive en livlig tur sydpå til kysten og det ventende skib.

Et der ikke ventede hvilket også var grunden til han havde aftalt stedet her til at mødes med Thanos. Hans blik gled til skoven, som en mand til hest brød fri af den og han sukkede lettet. Altid til at regne med når krystaller var involveret og rimelig indenfor tidsrammen, hvor meget hans næstkommanderende end brokkede sig over at vente.
"Vær hilset, Thanos." Han nikkede let til svar, men ventede med at fortsætte til manden havde begge fødder på jorden og nikkede så mod den nærmeste vogn. "Pakket og klar. Fire styks af blandet temperament." Han grinede let som han lod blikket glide fra den ene til den anden af kvinderne uden at lægge skjul på at de nu var ting for ham med former og fordele. "Vognen er en del af handlen sammen med det andet der ligger i den foruden forsyninger, så du slipper af med den igen." Han stak hånden ind under koften og trak en lille, klirrende pose og en kuvert frem. "Betaling og aftalebrev bag handlen så de ved hvem du kommer fra når du når frem." Det var med vilje han ikke sagde højt han handlede med Mørket for nok var de begge på kant med loven, men der var ingen grund til at give andre viden om dybden i det.
"Mad før vi skilles?" Solen stod alligevel passende på himlen for et stykke brød og de havde ikke slukket de sidste gløder endnu, så det kunne blive med noget varmt ovenpå også.

Som han kom ned på jorden og var nærmere deres lejr, fik han spottet et par ekstra mænd og lyden af et piskeslag fortalte ham, at der var mindst tre mand mere end dem, han havde set blandt de fire vogne. Han kunne godt lide at vide, hvor mange der var, mest i tilfælde af, hvis noget skulle gå galt og de ville vende sig i mod ham. Det var ikke fordi, at man kunne se de tanker gå igennem ham, som hans blik lagde sig på den anden mans ansigt. Et blik helt blottet for følelser og et ansigt med et let og skævt smil i den ene mundvig. Han havde næsten altid det svage smil på ansigtet som om hele verden morede ham ved dens blotte eksistens. Og det var nok ikke langt fra virkeligheden.

Thanos lyttede tavst til mandens ord. Fire slaver, han ville få vogn med forsyninger og andre uvedkommende ting, han ikke skulle tage sig af, men aflevere i den anden ende. Det var ikke første gang, at han var hyret som leverandør af både slaver og materiale. Han var ligeglad, så længe han fik betaling for det. Og der kom betalingen, som Boran hev en pung og et brev frem. Thanos tog i mod begge. Han hev pungen åben og kastede et blik ned i den, blod for at sikre sig, at der var, hvad der skulle være. Han krævede altid betaling før opgaven. Fuldførte han ikke opgaven, leverede han troligt krystallerne tilbage igen, men det skete stort set aldrig. Pungen blev hæftet i hans bælte og brevet gled ind under hans vest. Varmen var tung nok til, at han havde taget sin jakke af og kun var iført en hvid skjorte og en vest i blå med et indsyet mønster i en mørkere blå, samt den røde klud, han altid havde om halsen.

Selvom Boran ikke nævnte modtageren af varerne højt, vidste Thanos godt, hvem der skulle have kvinderne. Slaverne. Fort Nox. Mørket. Det var ikke et problem, dem havde Thanos arbejdet for mange gange før, han var god at ty til, når man havde brug for diskret hjælp. Som den anden nævnte mad, gled Thanos' blik kort mod himlen, inden han nikkede.
"Der er tid til en bid brød." Han var sulten, han havde sprunget morgenmaden over for at nå frem. Hesten bandt han til den samme vogn som de andre, hvor den kunne få vand og hø, inden han slog sig ned ved Boran. Ville den anden snakke, så deltog Thanos i en samtale. Var der tavst, var det næsten bedre. 

Thanos havde ikke forandret sig det mindste siden deres sidste møde kunne Boran hurtigt konstatere, hvilket passede ham fint. Folk der ændrede sig var ikke til at regne med og han havde det mest med stabile folk. Han lod sig da heller ikke mærke med den andens tavshed. Det passede ham også fint for så var der ingen grund til han selv holdt op med at tale og der kom ingen indvendinger heller. Ikke at snakkede om løst eller fast, men det var irriterende med folk der blev ved med at afbryde.

Han nikkede let, som den anden tog imod tilbuddet om mad og viste ham ind mellem vognene til bålet. Så snart de havde passeret imellem de to vogne, var resten af vagterne og et par af de nyligt erhvervede mandlige fanger synlige. En af mændene liggende på jorden med striber efter slag over ryggen, mens den anden var ved at blive smidt tilbage op bag i en vogn.
"De første dage er altid så livlige." kommenterede Boran uden at være det mindste påvirket af det han så. Noget andet kunne siges om kvindernes udtryk for de to af dem der så på. Et rødhåret og et lyshåret eksemplar. Ikke de to der havde brug for at se det dog, men de kunne vel påvirke de to andre til fornuft.

Boran fandt brød, ost og pølse frem, mens en af hans mænd vendte baconen på panden over ilden. "Noget du vil vide om trunterne?" For nogen var så meget viden som muligt at foretrække, mens andre helst ville dannederes egne meninger om alt. Der var fordele ved begge dele, men Boran foretræk så evigt selv at få oplysningerne først og bekræfte dem selv bagefter. Han slog sig ned på en tønde, skar skiver af brødet og rakte over til den anden samme med skiver af ost.

Thanos fulgte efter Boran mod bålet. De sidste vagter dukkede op og grunden til lyden af piskeslag blev tydelig, som de åbenbart havde været ved at afrette de mandlige slaver. Synet sendte intet igennem lejesoldaten, han kunne lige så godt have set en sten. Han var ligeglad. I stedet gled hans blik kort til de to kvinder, der var synlige. De så forfærdede ud. Godt, det betød forhåbentligt, at de ikke var alt for svære at styre.
"Det er de." Ja, det var sjældent man stødte på kommende slaver, der uden protest fandt sig i sin nye skæbne. Besværligt, men også den lidt sjovere del af turen. Der var altid noget at se til. Selvom de kvinder, der skulle med ham, allerede havde været i hænderne på disse mænd, regnede han med, at de ville teste ham, når han overtog dem. Det ville de ikke få andet end smerte ud af.

Han slog sig ned på en kasse, der var placeret ved bålet som siddeplads og så lidt på ilden og panden med kød, inden han rettede blikket mod Boran, der rakte ham både brød og ost, hvilket han tog i mod. Han var sulten og havde intet i mod at bruge af andres proviant, det ville være træls at løbe tør på turen. Det kunne lade sig gøre med få slaver, men at efterlade fire for at hente forsyninger hos et bondehus eller en lille landsby var risikabelt.

Spørgsmålet fik ham kort til at nikke. Der var altid noget at vide og han ville gerne have oplysninger om sine fanger. Ikke at han stolede på at de var rigtige, men det var en start.
"Har nogen af dem evner? Noget der kan gøre min tur mere besværlig?" Han tog en bid af maden og tyggede den af, inden han fortsatte. "Hvem af dem er mest kampdygtig? Hvem kæmper mest i mod?" Det kunne være, at der var en kriger i mellem, hvilket han skulle være forsigtig omkring. Og evner var utilregnelige, der ville han gerne være forberedt. Han havde en ting i baghånden som han kunne bruge, hvis nødvendigt.

Boran ledte let bag tønden og fandt så en vinsæk frem. Proppen røg af med tænderne, før han tog en slurk og sendte den over til Thanos. Det var ikke den bedste vin eller særlig stærk, men den var bedre end vand. Så langt bedre.
"Den ene af dem viste at kunne lidt med ild. Det er hende med det halvlange hår af dem." Han skævede til vognen, men Julia var ikke til at se i det øjeblik, så han lod blikket finde tilbage til Thanos. De tre andre kvinder havde alle langt hår som kvinder burde, når de skulle sælges. Prisen var bare bedre når ejeren kunne bestemme over den slags. "Armbåndene stopper den slags element-magi fra at virke, så hun burde være rimelig sikkert mod den slags besværligheder." Så længe hun ikke havde anden magi, men de havde intet set og hun intet brugt, så han tvivlede på det. Magibrugere havde det med altid at vise sig frem.

"Ellers har den anden blonde vist sig temmelig besværlig. Hidsig tøjte, men den slags er der jo nogen der er til. De andre tre har ikke gjort det store endnu, men vi fik dem også bedøvet godt og bundet i en fart." Det havde været nødvendigt med det antal de skulle have styr på og så måtte de se hvad der kom på rejsen af kanter fra slaverne. Han tog en bid af sin mad og gav sig tid til at synke den, før han tilføjede. "Ingen af dem har virket kampdygtige, men har jo aldrig forhindret kvinder i at skabe besvær eller ballade!" Han lo rustent af det sidste. Ingen store tanker om kvinder der eller hvad deres ret var til andet end at gøre som der blev sagt.

Thanos tog i mod vinsækken, snuste kort til indholdet, inden han drak en slurk. Det smagte ikke specielt godt, men han drak en slurk mere, mest for at vise velvillighed. Han rakte derefter sækken tilbage og tog en bid af sin mad for at få smagen ud af munden. Han havde ikke tænkt sig at drikke mere end det det af stadset, ikke så meget på grund af smagen, men fordi han skulle være helt vågen med fire slaver på slæb. Og det her billige pis var bare ikke det værd. Så hellere vand fra vandsækken i oppakningen. Thanos havde ikke, som så mange andre, brug for alkohol for at klare sig igennem livet. Han drak det for fornøjelsens skyld og det skulle være af god kvalitet, før han gad det.

Han spiste og lyttede til, hvad den anden mand havde at sige. Ildkræfter, der var under kontrol ved armbånd. Måske han skulle skifte det ud med stenen, han havde fået fra Vargas. Den var effektiv og stoppede alt, ikke kun elementmagi. Nu måtte han se. Ikke noget, der var nødvendigt at beslutte nu. Han havde god tid til at se på kvinderne.
Han kom med en let lyd af morskab, som Boran sagde, at den ene var hidsig og at nogen var til det. Thanos havde ikke noget i mod det, de var sjovere at knække. Næsten besværet værd.

Mandens latter fik et lidt mere synligt smil frem på Thanos ansigt. Han sank og rettede sig lidt op og strakte et ben ud foran sig.
"Ganske rigtigt." Ikke at Thanos havde nogle præferencer mellem mænd og kvinder, de to drenge han sidst havde været på tur med, havde været ganske besværlige, hvor kvinden havde været nem. Meget mere farlig, men uden det store besvær på selve turen. Han flyttede blikket til den ene vagt, der havde været i gang med at stege bacon, og nu begyndte at dele det ud til Boran og Thanos, der tog i mod det varme kød på den skive brød, han havde tilbage.
"Det lyder til, at jeg får hænderne fulde med de fire." Han spiste en bid og måtte indrømme at kødet var af den bedre kvalitet. Han overvejede at spørge, hvor mændene skulle til, men det var ikke det, han gjorde sig i. Spørgsmål. Jo mindre han vidste, jo bedre, i hvert fald om andres arbejde. Så han forblev tavs, mens han spiste.

Boran accepterede vinsækken tilbage uden at give den andens behandlingen af den en ekstra tanke. Hvorfor skulle han? Drak Thanos ikke var der så meget mere til ham selv. Til resten af turen altså. Dagen i dag krævede alle vågne og på vagt. Grænser var altid urolig og deres last nu ikke mindre det.

Han grinede tilbage før han tog imod baconen og så gav et fløjt. "Frokost, drenge!" De der havde mulighed for det ville komme hen efter bacon til hvad de ellers havde og enkelte ville måske endda tage med tilbage til de to bundet til at holde øje med slaverne. Så nikkede han let. "Tja, du nævnte jo for mig du savnede en udfordring. Jeg havde så kun regnet med at have tre til opgaven, men den fjerde var for god til andet end at tage med også." Hvem kunne lige afslå fra en kvinde der allerede halvt havde forstået spredte ben banende vejen for en del goder i livet?
Resten af måltidet holdt Boran til trivialiteter og lidt fortælling om hvad hans folk og han havde mødt i Dianthos og på vejen derfra. Krystallandet var bare ikke et sted at rejse uden at følge med i rygterne og det evigt skiftende magtstyre.

Som han tog den sidste bid og rystede krummerne af hænderne havde vagten slukket bålet og sikret sig at gløderne ikke kunne antænde noget. En steppebrand var det sidste nogen af dem ønskede skulle opstå. "Andet du vil vide før afgang?" Han sendte Thanos et muntert grin. Der var jo altid en mulighed for det.
Der efter sendte han et signal ud over lejren, der ændrede al aktivitet til klargøring af vognene til at bryde op og rejse videre. Selv fulgte han Thanos til vogns. "Held og lykke med lasten. Håber de bringer mere underholdning eller besvær på din vej!" Han bankkede hårdt på siden af vognen, før han grinende vendte sig væk og gik mod den vogn han selv skulle køre med.

Thanos spiste roligt videre, mens vagterne dukkede op omkring ham og Boran snakkede videre. Han kom med lyde og små svar, når det passede ind i mandens talestrøm. En talestrøm der for Thanos var kedelig og triviel, men i det mindste betød det, at han ikke behøvede at skulle åbne munden mere end højest nødvendigt. Han havde tidligt fundet ud af, at han ikke var den helt store til småsnak eller historiefortælning, fordi han ingen følelser eller dybere beskrivelser lagde i sine ord. Nej, hans fortællinger var lige så døde som hans indre og han havde det bedst ved kun at fortælle kolde fakta.

Maden forsvandt og det samme gjorde bålet, der blev slukket. Effektivt, hvilket nok var meget godt. Han rejste sig sammen med Boran og rystede på hovedet.
"Nej, jeg tror, at jeg har fået det at vide, der betyder noget." Resten fandt han nok ud af med tiden. Det var altid spændende at tage i mod ukendte slaver, men Thanos var på ingen måde nervøs. Han troede meget stærkt på sig selv og sine evner og det var da også sjældent, at noget gik alvorligt galt. Han levede endnu.
Roligt fulgte han efter manden over til vognen, han skulle have mad. Han smilede lidt og nikkede.
"Og I må have held på rejsen også." Noget de ville have brug for igennem ørkenen. Om de døde under den stegende sol ville ikke røre Thanos overhovedet. 

En af de andre mænd kom over med hans hest og den, der skulle spændes for vognen, hvilket han øvet gjorde for Thanos, der bandt sin egen til vognen. Den ville han ikke få brug for før slaverne var afleveret det rette sted. Men han lod den beholde sadlen og oppakningen på, der var ingen grund til at tage chancer. Det kunne være, at han skulle væk i en fart.
Endeligt kunne han gå om bag vognen, der var overdækket med en hvid dug, så den var lukket og med skygge. Inde i vognen sad de fire kvinder, han skulle have med. Et svagt, skævt smil gled over hans ansigt som han lod blikket glide over dem. Hans blik hvilede kort på kvinden med det lidt kortere hår, det var hende med ildmagien. Derefter gled hans blik til hende, der åbenbart havde været mest besværlig, hvilket kunne ses på hende.
"Mit navn er Thanos. I skal med mig. Opfør jer pænt og der vil ingen problemer være. Vær til besvær og i fortryder. Der er pause to gange i løbet af dagen, mad morgen og aften." Hans stemme var flad og livløs, som han remsede den sædvanlige remse op. "Forsøger I at flygte, har jeg en armbrøst, der ikke rammer ved siden af. Jeg har ikke problemer med at nå målet med en slave mindre." Han så afventende på dem for at sikre sig, at de var med.

Det gibbede i de fire kvinder, som der blev banket hårdt på siden af vognen. De havde hørt skridt komme hen til den og brovtende stemmer, men ikke taget sig synderligt af det, før den høje og gennemtrængende lyd havde fjernet alle muligheder for benægtelse af hvor de var fra dem endnu engang. Julia kunne se at i hvert fald Anna og Isolde var kommet frem til det var en ond drøm som de snart ville vågne af - op til da under alle omstændigheder. Selv var hun ikke det mindste i tvivl om hvad der var sket, men at acceptere det som hendes skæbne fremover at være slave, det kom ikke på tale. Hun havde andet hun skulle. Hvem til Annabelle for det første.

Mere rumstering fulgte, som hesten blev spændt for vognen og de andre vogne kørte af sted. Et øjeblik hørtes ikke andetend råb til heste, hovslag og hjul der knirkende satte sig i bevægelse. Så dukkede et ukendt ansigt op og ødelagde udsynet til markerne med sin eksistens. Julia så køligt afventende på ham, som han betragtede dem, mens Danielle skulede af ham. De sidste to nægtede at se op eller så på ham, men vendte i stedet ansigterne mod stofvæggen ind mod kuskesædet.

"Der er love mod den slags her i landet." Julia regnede ikke med at det ville røre ham det mindste, men hun havde på ingen måder tænkt sig bare at bøje nakken fra stadig uden først at have ydet modstand og trods. Hun gjorde intet forsøg på at samleilden i sig og smide efter ham, for hun havde testet armbåndene tidligere og de forhindrede den slags så glimrende.
At Danielle så så ud til at forsøge at skyde lyn fra øjnene var så ingen magisk ting. "Det er horribelt! Jeg forlanger at blive sluppet fri øjeblikkeligt!"
Julia sukkede indvendigt. Det ville ikke ende godt det der.

Det var nogle vidt forskellige reaktioner, han fik ud af de fire kvinder i vognen. Det var ikke unormalt, folk reagerede forskelligt på grimme situationer. De to af kvinderne virkede til at have givet op, de nægtede i hvert fald at se på ham. Den mere korthårede kvinde virkede mere voksen, noget over hendes blik og holdning. Han noterede sig, at hvis nogen ville tage lederposten af flokken, ville det være hende. Den sidste var tydeligvis temperamentsfuld, en kæmper. Farlig, men nem at læse. Nej, hende, der roligt så på ham, kunne skabe mange flere problemer. Hende skulle han holde øje med.

"Der er en grund til, at der er en pris på mit hoved - jeg er ligeglad." Hans blik flyttede sig kort fra hende til den anden, der råbte af ham. Vreden var ikke til at tage fejl af, men ikke en trækning gik over hans ansigt.
"Hvis I larmer for meget, knebler jeg jer. I har det ganske godt lige nu, lad være med at ødelægge det." Han mente, hvad han sagde. At sidde bag i en vogn i skygge, kun bundende på hænder og fødder var ingenting. At blive kneblet var også en ringe straf, blev opførslen irriterende nok, ville nogen uden tvivl kunne blive bundet bag vognen og få lov til at småløbe resten af vejen.

Thanos gjorde tegn til at gå, men stoppede midt i bevægelsen for at se på hende den kølige.
"Hvad er din navn?" Om hun svarede var egentligt lidt lige meget, han var ikke interesseret af andre årsager, at han havde brug for noget at tiltale hende med. Han kunne lige så godt have givet dem nummer.
"Jeg holder dig ansvarlige for de andres opførsel." Han nikkede let mod den hidsige. "Laver hun ballade, går det ud over en af dem." Hans nikken rettede sig i mod de to bagerst. Gættede han rigtigt, ville kvinden ikke se det ske.
Og så forlod han bagenden af vognen for at sætte sig på på kuskesædet og sætte gang i den tunge hest. Vognen var ikke så stor, at hesten ikke kunne trække den alene, han skulle dog holde øje med, at han ikke sled den op.
Var der ingen problemer, ville han holde vognen i gang indtil sen eftermiddag, hvor de nåede frem til en lille sø, hvor hestene kunne drikke og han kunne give slaverne vand og lade dem komme ud en efter en for at ordne det, de nu havde behov for.

Julia tog hans ord ind uden at vise andet end foragt. Hun havde ventet noget i den stil fra en mand der levede af andres ulykke, men det var under alle omstændigheder værd at huske til når hun kom fri og kunne gøre noget ved problemet med hans fortsatte eksistens. Især da han ikke havde løjet endnu. Tiltrods for den tydelige foragt hun udstrålede var der også noget varsomt og beregnende i bunden af hendes blik. Noget der fik hende til at række ud og lægge en dæmpende hånd på Danielles arm.
Ikke at den anden tog sig det store af det ud over at rive armen til sig og nøjes med at fnyse af manden.
For Julia var det dog bedre end en åben konfrontation før de havde mere at bruge imod ham. Han havde al magten nu og en del af den lå i deres uvidenhed om ham og alt andet.

Det virkede til at havde sagt hvad han ville, og hun havde vendt blikket mod de to afdæmpede kvinder, da hans stemme alligevel lød. Hun så vurderende tilbage på ham, mens hun vejede for og imod at give et navn fra sig. Så trak hun mentalt på skuldrene. "Julia." Hendes fornavn var det hun altid brugte, mens efternavnet var glemt derhjemme. Det var trods alt hvad afslørede noget om hende og fornavnet det hun reagerede på.
Hans næste ord fik hende til at se om noget mere køligt på ham. Noget der gled over i vredt som han fortsatte og han lagde al ansvaret for de andres handlinger på hende. "Du er ussel." Men smart, det måtte hun give ham. At lade en kvindes handlinger gå ud over en anden ville enten holde dem alle fredelige på turen eller sikre der var så meget splid mellem dem at de ville kævles i stedet for at flygte. Hun troede ham dog på hans ord og det gav hende en irriterende overvåget position i gruppen. En der også allerede nu havde fået de andre til at se på hende med blandede følelser.
Det ville blive en særdeles anstrengende tur.
Især som Danielle dæmpet hvæsede, mens manden gik rundt om vognen. "Tror han virkelig vi er så dumme at hoppe på det der?"

Turen foregik roligt. Han kendte de mindre veje, så man undgik landsbyerne og alt for mange nysgerrige blikke. Bønder kunne han ikke helt undgå, men de fleste kastede et blik på hans sværd og ansigt og lod som om, at de ikke havde set ham. Det skete sjældent, at han havde problemer med nysgerrige folk på sin vej, de fleste ville bare passe deres eget og ikke komme op at toppes med en type som ham. Så lidt kom der ud af hans grumme udseende.

Endeligt glimtede vandet et stykke væk fra vejen og han drejede hesten ind over græsset. Det var en lille lund med små træer og den lille sø, der ikke var større, end at han kunne skyde en pil over på den anden side. Sidst han havde været her, havde han nær druknet en ung mand, han havde haft med fra Dianthos. Ah, det havde været sjovt.
Hesten slog med halen og var tydeligvis tørstig, så han stoppede vognen og bandt den fra. Det var dumt at lade den trække vognen derned, den kunne sidde fast. Han trak også sin egen hest derned, lod dem drikke, hvorefter han bandt dem til vognen, så de kunne græsse uden at rende af.

Og endeligt kunne han tjekke op på kvinderne i vognen. Han så ind i den skyggefulde vogn, lod blikket glide over dem og konstaterede, at de havde opført sig ordentligt. Deres bånd så stramme ud.
"Dem der vil ud og tisse skal sige til nu. Jeg stopper ikke igen før mørket lægger sig." Hvis der var nogen, der gjorde tegn til at ville ud, ville han udpege en og få hende til at komme hen til ham. Båndet om kvindens ben ville blive løsnet, men derefter slap han ikke kvindens skulder, før de var gået nogle skridt væk. Der var intet privatliv og han flyttede ikke blikket. Det var den eneste mulighed for kvinderne, medmindre de ville forurette deres nødtørft i deres tøj.
Og det samme ville gentage sig for alle kvinderne.
Han forventede halvt om halvt, at nogen ville forsøge at stikke af, nu deres ben var frie, og han havde demonstrativt også taget armbrøsten fra oppakningen på hesten og hængt den på ryggen, hvor den normalt sad.

Der var stille bag i vognen, som den trillede gennem landskabet. Ikke fordi de fire kvinder var det helt, men de holdt stemmerne dæmpede og bevægelserne få. Mest bevægede de sig for at forhindre lem efter lem i at begynde at sove,men også fordi det var ganske ubehageligt at sidde i samme stilling for længe af gangen. Båndene strammede til når de blev teste, men knuderne var  til at arbejde med, hvilket de gjorde i det skjulte.
Eller Anna og Isolde gjorde.
De sad tæt på den ene side af vognen, mens Danielle og Julia var endt på den anden side. De to havde startet med en rimelig intenst hvisket diskussion, der var endt med dem begge i sammenbidt tavshed og demonstrativt ikke seende på hinanden eller de to andre.

Den første forandring kom som vognene stoppede sin bumlende kørsel og de efterfølgende lyde antydede at manden var stået af den. Formentlig fordi de var ved det første stop, men overdækningen på vognen var lukket til bagud så de ikke kunne se det. Ikke før den blev åbnet og manden så ind til dem med blikket glidende først til deres bånd og så til deres ansigter. Stadig følelsesforladt, men dog meden vist gnist af tilfredshed over roen der havde været til nu.
De reagerede alle på hans med behov. Danielle var dog først på benene - ved at albue Julia og sikre sig hun ikke kom før hende. Hendes protester over hans hånd på skulderen var intet mod dem der fulgte som han blev ved med at se på hende og fik de tre andre til at skære ansigter. Hun havde tydeligt intet forstået endnu.

Julia meldte sig som den næste, da Danielle var endt tilbage i vognen. Hun så ikke på den anden, men accepteret køligt berøring så vel som overvågningen. For en gang skyld var hun taknemmelig for skørter selvom de tog lidt at få styr på med hænderne holdt med kort afstand af hinanden i jernet. En lænke var pludselig en velsignelse i sig selv.
Som hun fumlede med skørter lød den umiskendelige lyd af to personer der let besværet hoppede af en vogn og derefter satte i løb væk fra den og holdende den mellem sig og Thanos så godt de kunne. Julia nåede at se et glimt af mørkt og rødt hår, før de to ellers så stille kvinde var på vej.

Det gik fint til at starte med. Den hidsige blondine masede sig ud først, selvom Thanos egentligt havde peget på Julia, men han gad ikke skælde hende ud for det. Så snart hans hånd lagde sig på hendes skulder, startede et vandfald af vrede ord, der på ingen måde tog af, da hun fandt ud af, at han ikke fjernede blikket og gav hende privatliv. Lige lidt hjalp det og hun måtte bide skammen i sig. Det var som om, at han var en meget tålmodig mand, for han gjorde ikke noget for at stoppe hendes ordstrøm. Den stoppede nok naturligt i løbet af et par dage, når hun fandt ud af, at det ikke hjalp noget alligevel. Nogle gange var det bedre at lade dem brænde ud end at trampe ilden ihjel.

Tilbage i vognen bandt han hendes ben og vinkede den næste kvinde ud. Hun var dejligt stille og sagde ikke et ord, heller ikke, da han igen ikke fjernede blikket. Ikke fordi han havde et behov for at kigge, det var bare for at holde øje med, at de ikke løb, nu deres ben var fri.
Mens kvinden var ved at få tøjet på plads, hørte han det, han havde regnet med at høre. Nogen der stak af. Han vendte sig og nåede at se ryggen på de to kvinder. To. Og det var ikke den hidsige, som han havde regnet med. Hårdt greb han Julia i armen og slæbte hende tilbage til vognen.
"Ind med dig, eller jeg hugger en arm af hidsigproppen." Han så ikke på hende, som han sagde det, blikket rettet mod de to løbende kvinder. Han gik nogle skridt til siden, så han havde frit udsyn til kvinderne, inden han trak armbrøsten frem og sigtede. Der var langt, men ikke for langt. Maskineriet klikkede og bolten fløj af sted. Et næsten umuligt skud, men han havde aldrig ramt forbi med den, måske noget af den magi, den var lavet med. Den ramte som den skulle og den ene kvinde faldt om med et skrig. I live, men ude af stand til at løbe mere med bolten dybt forankret i baglåret. Hurtigt satte han armbrøsten på ryggen, løb hen til sin hest og svang sig op, den næsten allerede i galop.

Den rødhårede forsøgte desperat at hjælpe brunetten på benene, men da hun så Thanos komme ridende i mod dem, satte hun af i løb. Han red forbi den skadede kvinde og sendte en fod i ryggen af den løbende. Hesten vred han hårdt rundt og stoppede den foran hende. Han sprang af, hev hende op ved håret og slæbte hende med tilbage til den anden. 
Lidt senere vendte han tilbage til vognen, den sårede kvinde over hestens ryg og han selv stadig med et fast tag i den anden kvindes hår. Hesten slap han, inden han kastede den rødhårede om på jorden. Inden nogen kunne nå at gøre noget, han han trukket sin kniv, grebet hendes ben og hamret kniven ned igennem hendes sko og fod.
"Så du ikke løber igen. En skam de vil have kvinder i helt stand, ellers havde jeg taget hele foden." Uden nogen form for medfølelse greb han hendes hår igen og slæbte hende hen til vognen, hvor han kastede hende ind bagi. Først da så han efter om de to andre kvinder var der.

Grebet om armen var til at forudse, men overraskede alligevel Julia, der havde haft blikket på de to flygtende og tankerne opgivende beregnende deres muligheder for succes. At blive slæbt med bragte hende tilbage til egne muligheder, som alle blev dømt nul, som hans stemme lød kold og kynisk uden at han værdigede hende et blik. Af samme grund værdigede hun ikke ham et ord, men krøb op i vognen.
Det placerede hende i første række til at se ham hæve armbrøsten, sigte og skyde.
Et gisp fra Danielle fortalte at denne endelig havde fået brudt illusionen om hans handlevillighed ned som hans første trussel blev bragt ud i livet for øjnene af dem. Et svagt skrig lød som bolten ramte og fik den blonde kvinde til at blegne. Ikke meget var skjult på det ansigt der, konstaterede Julia tørt for sig selv og gemte det som al anden viden om de andre i gruppen.

Hun blev siddende på kanten af vognen med benene hængende frit og blikket mod den nærliggende sø. At flygte nu hvor han var optaget af de andre var en mulighed, men en hun kun så endende med hende med en bolt i ryggen. Hellere vente og se tiden an.
Dæmpet kunne hun høre hestehove dundre mod jord og så endnu en kvindes skrig, der ændrede tone, før de gled over i uforståelig, men desperat tale. Stemmen blev tydeligere til Thanos kom trækkende med hest og Isolde. Julia rørte sig ikke, men så køligt på optrinnet, som hun hørte Danielle gispe bag sig og derefter forsvinde ind bagerst i vognen, da hun var ude af stand til at se på efter han havde trukket kniven.

"Det ville mindske hendes værdi og deres morskab sikkert." Hendes stemme var så kølig som hendes blik der hvilede på ham, før hun drejede sig og så til den grædende kvinde, der forsøgte at trække sig dybere ind i vognen, trækkende et blodigt spor efter sig. Det fik Julia til at sukke dæmpet og se sig om efter noget at forbinde såret med. De risikerede koldbrand og andet hæsligt ellers. Var hun lidt heldig lå der en kasse med hvad hun skulle bruge et sted blandt forsyningerne, men mest sandsynligt var det nok at den var gemt væk udenfor hendes rækkevidde. "Danielle, har du set forbindinger her et sted?" Skulle hun forestille sig at være lederen af deres lille flok kunne hun jo lige så godt være det helt.
Hun havde med vilje ikke set efter om Anna havde overlevet skudet eller ej for hun var ikke helt sikker på om hendes facade kunne holde til det syn også.

De to andre kvinder var stadig i vognen, den hidsige havde gemt sig bagi og hende, der hed Julia, så på ham med et køligt blik. At nogle stak af, var håndterbare problemer, men han ville holde øje med hende. Hun kunne uden tvivl skabe rigtige problemer.
Hendes ord fik ikke nogen reaktion ud af ham andet et blik. Uden et ord gik han om til sin egen hest, der stod ved siden af vognen. Kvinden hang stadig over hestens ryg, vågen men med store bange øjne, da en trussel havde skræmt hende til ikke at røre sig. Thanos stak hånden i sin oppakning, der stadig hang på hesten, og hev en mindre taske op. Samtidigt tog han sit vandskind under armen. Kvinden rev han ned af hesten og hev hende med hen, hvor de andre ville kunne se, hvad han lavede. Hun klynkede af smerte og kunne ikke støtte på benet, men det tog han ikke hensyn til.

Efter at have smidt hende på jorden, hev han hendes skørt fri af bolten, der var gået igennem stoffet, inden den ramte benet og skubbede det op over hendes bagdel. Det fik hende til at protestere, men han var ikke interesseret i hendes nu blottede underliv. I stedet satte han et knæ ned på hendes baller for at holde hende fast, og greb så fat i bolten, hvis skaft stak ud af hendes ben. Han vrikkede lidt prøvende med den, inden han uden nåde og uden tøven hev den ud. Skriget forsvandt efter et par sekunder og hendes krop blev slap. Besvimet. Godt nok, det gjorde det nemmere for ham.

Han åbnede tasken og fandt en lille pose frem, en skål og et par ruller bandager. Posens indhold viste sig at være en eller anden form for fint knust urteblanding, som han hældte ned i skålen. Derefter hældte han lidt vand i og rørte rundt med en flad pind, der også kom fra tasken. Til sidst hældte han vand ud over såret, der blødte noget. Hvilket var godt nok, det rensede såret for skidt. Den grød, der nu var i skålen, begyndte han at lægge på såret og endeligt pakkede han hendes lår ind i en bandage.

Tilfreds med sin arbejde, pakkede han sammen, inden han rejste sig og gik over til vognen med skålen og en bandage.
”Det stopper blødningen og forhindrer såret i at blive betændt. Sørg for at lægge noget på begge sider.” Hans blik hvilede kort på Julia, inden han vendte om, samlede kvinden op og derefter lagde hende tilbage i vognen. Tasken røg på plads i oppakningen sammen med vandskindet og han bandt sin hest til vognen, inden han spændte trækhesten for. Det var på tide at komme videre, det havde været en lang pause.
Men først gik han om til bagenden af vognen igen og pegede på Julia. Nu havde hun fået tid nok til at tage sig af de andre.
”Kom herhen.” Han viftede med rebet til hendes fødder. Hidsigproppen var bundet og de to andre løb ikke nogen steder lige nu. Det var blot den korthårede, der manglede.

Danielle rørte sig ikke fra det inderste af vognen, men så bare på Julia med et blik der tydeligere end hendes hvide ansigt fortalt at intet aktivt ville komme derfra foreløbigt. Chok efter hvad hun kunne bedømme og noget hun måtte tage sig af når...
Et skrig lige udenfor vognen skar igennem alle tanker og fik Julia til at vende blikket i den retning. Synet var ikke uventet og alligevel det. Han havde Anna liggende hvor han havde mest frihed til at tage sig at bolt og sår, hvilket nok var grunden til skriget. At han behandlede såret efter at have trukket bolten ud var hvad overraskede Julia. Hun havde lidt ventet han ville lade kvinderne lide. På den anden side ville han så også have risikeret at de gik til på vejen.

Julia fulgte hans behandling af såret i baglåret og noterede sig den erfaring det blev gjort med. Endnu en ting værd at huske, som hvor sikkert han havde brugt armbrøsten og hvor præcist han havde virket til at ramme. Han ville ikke blive nem at snøre eller slippe fra. Slet ikke som hun vidste hun havde fået skilt sig ud fra de andre og det var tvivlsomt at hun kunne slette det indtryk fra hans sind nu. I stedet måtte hun tage ejerskab og være rollen hun havde tildelt sig selv.
Hun mødte hans blik som han så op, men lod det falde som han kom over. Så nikkede hun tavst og tog imod tingene. Det var desværre velkendte remedier for hende, så det mest besværlige som altid var at få den sårede til at forholde sig stille, mens hun påførte den svigende masse og fik den fastholdt over og under foden med forbindingen. En kort, fast ordre til Danielle trængte igennem til den chokkede kvinde og fik hende til at holde fast i Isolde og mumle beroligende til hende. Noget hun forsatte med også som Anna blev smidt bevidstløst ind til dem og det var tydeligt at de to andre kvinder var ved at miste fatningen igen.

Julia skulle til at tørre det værste af blodet af i bunden af hendes skørt, som hun hørte manden kalde. Hun så fjernt i hans retning til hendes blik fokuserede på rebet han stod med og hun synligt tøvede. Ikke at gå over til ham var dog for dumt efter den brutallitet han lige havde demonstreret, så hun fik sig flyttet ud til bagenden af vognen og sat så han kunne binde hendes fødder. "Kan jeg vaske blodet af først?" Hun havde ikke været ham til besvær endnu, så det kunne jo tænkes.

Thanos så godt hendes tøven, men hun kom alligevel hen til ham. Fornuftigt. Hun spillede med. Det gjorde det lettere for dem begge to. Og gav hende nogle friheder, nogle goder. Hendes spørgsmål om at få lov til at vaske blodet af sig, fik ham til at se lidt overvejende på hende, inden han kastede et blik på de andre kvinder og derefter nikkede. Det kunne hun godt få lov til. Han kunne have spildt vand fra vandsækkene, men siden der var en sø ikke så mange meter derfra, ville det bare være spild af godt drikkevand. Han lavede en bevægelse med hånden, der sagde, at hun skulle komme ud af vognen.

Så snart hun svingede benene ud over kanten, greb han fat i hendes ene overarm. Bare for at understrege, at han stadig var i kontrol over situationen. Ikke han havde hårdt fat, det fornemmede han ikke, at der var grund til. Med grebet i hendes arm førte han hende ned til søen, hvor han slap hende, så hun kunne bukke sig ned og vaske sine hænder. Hans egne havde stadig rester af blodet fra den anden kvinde på sig, men det var risikabelt at bukke sig ned ved siden af kvinden. Han gjorde det dog alligevel i en hurtig bevægelse, der straks fik ham op af stå igen, nu med vand i hænderne. Han gned hænderne lidt og gentog så bevægelsen, inden han var tilfreds med resultatet.

Hans blik gled kort over deres omgivelser, mest for at se, at der ikke var fare i nærheden. Han kunne godt nyde flot natur, men det skabte ikke nogle følelser i ham. Ikke nogen indre reaktioner. Skønhed gjorde ikke rigtigt noget for ham, for ham var alting det samme. Logisk set kunne han godt se, at noget var anderledes end andet, men siden der ikke var nogen følelser til at bakke det op, ville han altid tage et logisk valg i stedet for et valg bygget på mavefølelse.
Hans blik vendte tilbage til kvinden som han hverken fandt kønnere eller grimmere end de andre. De var blot individer af det andet køn, noget han kunne vælge at udnytte eller ikke. Men lige nu var der ingen fare for dem, de skulle videre, så de kunne nå det næste stop, inden mørket faldt på.