På trods af det gode vejr var der altid en form for kulde over sumplandet. Især hen over kentaur landsbyerne der lå op og ned af vandet. Tågen lå lav og tyk med blev oplyst engang imellem af solen der tittede ud fra de enkelte skyer der bevægede sig hen over himmelen. Der var travlt i landsbyen. Snak, arbejde og hove imod sten og træ på molerne der gik ud over vandet skabte nok lyd til at der ikke engang blev lagt mærke til den lavmælte plasken med åren der kom fra den lille flåde der sejlede ind imod landsbyen.
Tunk sagde det da den stødte på en af molens pæle og fik den nærmeste til at kigge ned. Midt på den lille flåde sad en skiggelse. Den kunne godt sammenlignes med en skovelver, men den var på ingen måde lige så yndefuld eller samme farve som de var. KVinde der sad og kiggede op igennem det uredte rod af et hår var grålig, lille sammensunket og det eneste der indikerede hendes liv var hendes klare tyrkise øjne der skinnede igennem tågen.
"Er du her igen sumpheks?" spurgte kentauren ned til hende og satte sig ned med en ram rakt ud til hende da han godt viste hun ikke kunne komme op selv. Ingen lyd kom fra skillesen med hun tog blot imod hjælpen. "Det siger du ikke. Jaquim er ved at blive vanvittig af ventetiden. Bogstaveligt talt!" 
Han fik hende op på molen og han bandt hende flåde fast. "Det er slet ikke derfor du er her vel?" spurgte han så, men endnu egang virkede det ikke som om hun svarede, men gik bare med slaskede trin hed ad den fugtige mole.

Kentaure var tit sammen. men Joban var sjældent sammen med de andre. han var rejsende. men idag havde han besluttet at tage til sumpkentaurene for at få lidt ly. han kom fra en lille flok i  skoven. han havde en tshirt på der skjuldte hans ar. hans hvide og brune hår pragt var rodet og han kom roligt skridtene ind til sumpkentaurene. "hej. har i et sted man kan få lidt mad og hvile" spurgte han en der kom forbi ham. men det faldt ikke denne kentaure ind at svare Joban.

han så en menneske skikkelse og en kentaure der gik sammen. han travede over til dem og smilte venligt. "undskyld. men jeg er ny her i byen. jeg leder efter et sted at få mad og hvile. har i det?" spurgte han med sit forsigtige smil og varme blik. han så ned på menneskeskikkelsen der lignede ender var noget syg. hun var jo grålig. havde hun det mon godt.

Den store kentauer stoppede op da han blev talt til af en anden, fremmed, kentaur. Imens fortsatte kvinden ligeud, da hun viste det intet havde med hende at gøre. Hun trak lidt op i hendes rygsæk som klirerde af diverse krukker, glad og metaller indeni. "Du spørger der helt forkerte" forklarede kentauren som samlede noget reb op fra molen og gik i den modsatte retning.

Kench, fortsatte indtil hun kom til hvad der skulle forstille at være en markedsplads. Hun kiggede tilbage over skulderen efter kentaruen der havde spurgt til noget husly, men kunne ikke se ham mere for bare andre folk. 

Joban så på denne kentaure.  han gik bare. han så mod menneske skikkelsen og travede over mod hende og gik på hendes side. "undskyld. men ved De hvor man kan finde ly og mad for en nat?" han så på hende med næsten bedene øjne til at hun vidste det. han hadede at blive inoreret men sådan var det jo bare en gang imelllem at være den svare hest i flokken.
Jobans farver var meget lig med en paint hest. han havde to farver hår på sin heste krop og to farver hår på hovedet. noget som var lidt usædvandligt. men han følte sig godt tilpas i dette udseende. hans hovedbund var jo også både lys og mørk for at gi den farve i håret.
Joban standsede og så ned da hun ikke virkede til at ville svare ham. hun virkede til at ville lades være. og det var jo tybisk jobans held.

Kench stoppede op. Kentauren mindede hende alt for meget om den unge kentaur hun nu ikke havde set i årevis. Hun rynkede frustreret på brynet hvorefter hun vendte sig om imod ham. 

Uden at åbne munden eller bruge stemmebåndende kunne han høre en tale til ham. Ikke via hans ører, men som en stemme der havde plantet sig inde i hans hoved. "Kentaur landsbyen har ikke kroer som hovedstaden eller andre landsbyer. De har intet imod at sove i telte eller under åben himmel her." 
Kench's ansigt var alvorligt men stadig i et dovent udtryk. "Hvis du vil have ly, må du købe dig til det" 

Joban så rundt da stemmen kom uden at pigen bevægede læberne. han så forskrækket mod hende da han så hun kiggede på ham. han hørte ikke  forkert hun talte via hans hjerne? eller hvordan man nu forklarede det.
"men..." han sukkede opgivene. han så ned på sit bælte.
det var næsten tomt for krystaller. han så mod pigen igen. "nogle mennesker er søde og tilbyde en stald.... men det er måske derfor jeg sjældent er ved min egen race de tilbyder sjællendt noget." sagde han og så op på hende. hans blik var trist og han vendte om og begyndte at skridte væk.
hvor skulle han finde mad og ly for natten. han lukkede øjnene kort for at at få et kort frem for sit indre blik. han var for langt fra den nærmeste kro. og han kunen ikke huske noget om nogle huse i nærheden med stald til. han måtte vel bare trave videre og hele natten på sulten mave.

Det var lige før Kench begyndte at stå og skære tænder. 
"Hvilken fuldvoksen kentaur tager afsted nogen steder hen uden en plan for hvor han skal tilbringe natten. OG for hvad jeg kan fornemme på dig har du heller ikke spist længe?!" det lød nærmest som om hun råbte af hingsten inde i hans hoved. Men hun stod bum-stille med sit dovne ansigt. "KOM!" lød det befalende inden hun nikkede i en retning hun vendte om på den ene fod og fulgte. "Unge væsener nu til dags forventer at alt kommer på et sølvfad! Og det gør det åbenbart også!" fortsatte hun ikke umiddelbart til ham, men han kunne stadig høre hende brokke sig. Hendes kropsprog matchede overhovedet ikke det han kunne høre imens hun gik igennem folkemængden.

Joban var måske sulten men det var han van til. han havde stået i lidt tid imens hun snakkede til ham han stod med sit indre kort og var begyndt at tegne en sti for hvad vej han skulle gå. og hvor han skulle hen for at finde nogle mennesker med en stald. nogle steder kendte han ud og ind. andre ikke. han så mod hende da hun nærmest råbte i hans hoved. han så rundt og skyndte sig efter hende da han ikke kunne lig at blive uvenner med folk men hende her virkede ikke til at ville være en han kunne blive venner med. han arbejdede gerne for føden. han arbejde tit som arbejdshest. men han fik kun mad og ly for det. ikke krystaller så han kunne ikke købe noget. han så på hende som hun brokkede sig og sagde ikke noget til hende. ikke lige med det samme i hvertfald. han sank en klumb og sagde pludseligt "tak" han sendte hende et smil og så ned på sit bælte. han havde måske 3-5 mønter. ikke nok til at købe noget her. men måske var det noget han kunne gi hende som tak.

Kench stoppede op foran hvad der mindede om en bygning i landsbyen der var bygget på brædder over vandet. En ældre kentaur slog et forhæng til siden med et irriteret blik ned på Kench. "Ja hvem kunne det ellers være" hun så op på Kenchs efterfølger. "Ham? Formegentlig. Men det koster den tjeneste jeg skylder dig." sagde hun med et kækt smil.

Kench vendte sig om og så et øjeblik en smugle irriteret ud. Men det kunne også bare være noget man bildte sig ind da hendes stemme lød: "Her." Hun rakte ud og hendes koldt fingre fik fat omkring hans håndled som hun trak lidt i ham. Der var ikke mange krafter i det så han skulle nok gå frivilligt med hende hvis hun skulle gøre nogen forhåbninger om at trække ham afsted.

joban så på denne ældre kentaure. da pigen her pludselig tog fat med sine kolde fingre omkring hans håndled. og nærmest prøvede at hive i ham. han fulgte med med et forsigtigt blik mod den ældre kentaure. han fulgte med ind i det lille hus eller hvad det nu var. han havde jo ikke lige regnet med at hun havde tilbudt at han skulle med. eller tilbudt og tilbudt. det var jo mere en ordre.
Joban holdte lidt afstand fra kentaure selv om han var en. men han havde aldrig følt sig tilpas i sin hjemby. derfor rejste han rundt også for at få sit indre kort rigtigt. for alt forandrede sig hele tiden så hans kort skulle altid opdateres.

//cut off//