Sted: En kro i Medanien
Tid: Tidlig aften
Vejr: Sommerligt

Der var ikke så mange væsner i denne lille kro, der lå i en lille landsby langs en mindre vej i Medanien. Kvaliteten var som sådan heller ikke noget at råbe hurra for, men de serverede øl og ædelse og det var det vigtigste, når man var en træt vandringsmand. Og kællinger. Han havde fundet et eksemplar af slagsen, der havde vist sig modtagelig for hans charme og lige nu sad de ved baren, vendt i mod hinanden, mens han underholdt hende med gode og mindre gode historier, der fik en piget latter ud af hende. Ikke at tøsen var specielt piget eller køn, men hun havde alt det, der skulle til, så han var tilfreds.

En person satte sig bag Randall, hvilket han ikke skænkede nogen nærmere eftertanke, han var alt for travlt med at få lokket kvinden med i høstakken, men hun løftede blikket til den fremmede. Og så greb hun sit krus og gik uden et ord, lidt skræmt. Randall gik i stå midt i en sætning og så overrasket efter hende. Hvad i? Efter at have kastet et blik over skulderen, sukkede han dybt og skubbede sig rundt, så han havde fronten mod baren igen.
”Thanos. Dit grimme ansigt skræmmer pigerne væk.” Han drak en slurk af sit krus med et surmulende udtryk.
”Randall. Som om at du kan hive dem med i køjen med dit stinkende skrog alligevel.” Den anden lejesoldats stemme var lige så tør og kedelig som Randall erindrede den.
”Det går faktisk ret godt, jeg er ikke i tvivl om, at jeg får mere på den dumme end dig - i hvert fald frivilligt.” Det sidste mumlede han ned i sit krus som han tog endnu en slurk. At den anden mand var ligeglad med, hvordan han fik damerne, det vidste de fleste. Randall derimod ville hellere charmere sig til hyggen.

Thanos reagerede ikke på hans ord, men fik i stedet hidkaldt krofatter med en løftet finger. Randall skævede i mod ham og spekulerede på, om det var et tilfælde, at han var stødt på ham, eller ej. Sikkert ikke.
”Nå, hvad ligger din egen dusør på i øjeblikket?” Der var en svag forhåbning i hans stemme, men den blev hurtigt knust.
”Den er stadig højere end din.” To krus blev sat foran Thanos og han skubbede den ene over til Randall, der udspyede en dæmpet ed.
”Ved Zaladins lusebefængte nossehår.” Surt tog han kruset til sig. Han havde sin egen lille personlige krig kørende med Thanos om hvem, der havde den største dusør på sig. Og han kunne bare ikke overhale ham.
”Dræb et par byvagter eller en Lysets kriger, så skal den nok overgå min.” Den høje lejesoldat drak en slurk af sit krus og så kort lidt utilfreds ud som det ikke var så godt, som han havde håbet. Randall rystede på hovedet.
”Nah, jeg vil gerne have bare lidt frihed til at rende rundt som jeg vil, uden at have alle på nakken.” Det var den eneste grund til, at han ikke havde stukket sit sværd i en byvagt endnu, men altid lod dem dræbe sig - dræbte man en af dem, var man øverst på deres liste. Og det gad han alligevel ikke.
”Du er blød.” Det var tydeligvis ment som en fornærmelse. Randall trak på skuldrene og drak af det nye krus.
”Bedre end at være en psykopatisk røvhul.”
En udtalelse, der fik Thanos til at se lidt på ham, men det var tydeligvis ikke noget, han tog specielt tungt at blive kaldt.

Stilheden lagde sig for et øjeblik over dem, indtil Randall sukkede og flyttede lidt på sig.
”Kommer jeg levende herfra?” Ikke at det som sådan gjorde noget, han ville bare vide det. Men det eneste svar han fik, var Thanos der trak let på den ene skulder og smilede sit pisse irriterende arrogante smil. Randall kørte en hånd hen over sit hår.
”Jeg tænkte det nok.” Han drak en tår. Thanos lænede sig på en albue og lagde hovedet lidt på skrå.
”Du giver op for let.”
Randall skubbede øjenbrynene op i panden og drejede sig i mod ham.
”Både du og jeg ved, at jeg ville give dig kamp til stregen i en fair kamp. Men du er ikke fair.” Han viftede en finger af arret over den anden mands øje, arret der havde en forbandelse over sig. Thanos smilede kort og trak ligegyldigt på skuldrende.
”Sandt.”
Stilheden var ved at lægge sig igen, men det var nu alligevel også så sørgeligt, så Randall rettede sig lidt op.
”Nu jeg har dig… har du hørt at…”

Tiden gik, som de udvekslede viden og tømte flere krus, Randall flere end Thanos. En gang i mellem lykkedes det den slidte lejesoldat at få den anden mand til at le. At Thanos syntes, at han var en klovn var ikke så svært at gætte, men han fandt ham også ganske morsom, hvilket Randall yndede at udnytte.
Men aftenen skred frem og Randall vidste godt, at jo nærmere midnat han kom, jo mindre tid var der til at drikke og have sjov.

”… og da han så mistede fodfæstet gled han ne…” Hans stemme forsvandt som kniven borede sig ind i siden på ham. De grå øjne gled ned til skæftet, Thanos stadig havde ved. Han gad åbenbart ikke more sig mere. Smerten var lige så intens som altid og han hostede en enkelt gang, hvilket fyldte hans mund med blod. Han så på den smilende idiot, der endnu engang slog ham ihjel.
”Du gør det med vilje.” Blodet løb ud af munden på ham, som han fik frempresset ordene. Han fik fat om håndleddet på Thanos’ hånd, der holdt om kniven. Typisk ham ikke at få det overstået med det samme, men tvinge Randall til selv at gøre noget ved det.
”Røvhul.” Med en hård bevægelse skubbede han kniven længere ind og trak den til siden. Straks gled mørket over ham og han kunne mærke sin krop vælte ind i mod Thanos, inden det hele blev sort.

Med et gisp og en grimasse af smerte, han ikke længere følte, vågnede han op til lyden af bølger. Havet. Det kunne vel være værre. Alt efter hvilken del af Krystallandet han var endt i.

Tilbage på kroen betalte Thanos for deres drikkevarer og slyngede liget over skulderen, inden han slæbte den døde Randall ud i mørket. Det morede ham altid at bruge tid med stodderen, men det morede ham nu mest at have fornøjelsen af at slå ham ihjel bagefter.