Hun havde endnu en gang trukket det sorte outfit på, blot fordi hun skulle med ud til elverne. Det var efterhånden noget tid siden hun havde nedslagtet nogle spidsører, men hun var ikke af sted alene. Ikke denne gang, hvilket i og for sig også var okay med hende, for hun kendte i det mindste denne person, så det var ikke så slemt. De var nok de mest atypiske engle, men det var blandt andet grunden til hun godt kunne lide at være sammen med ham.
Lyden af et smerte fyldt skrig fyldte den ellers idylliske stilhed der var ved grænselandet
” Så hold dog kæft” hvæssede hun og så på elveren der allerede havde fået sværdet igennem maven. Hun tøvede ikke og var ikke bange for at få blod på sig, da hun allerede have en del der var i hendes ansigt, samt udover hendes mørke outfit. Elveren så op på hende med tårer der trillede ned af kinderne
”Hvorfor...” hakkede han og så op på englen der stod foran ham. Eretreya sagde ikke et ord, men hev blot hendes sværd ud af maven på elveren i så voldelig manerer, at det fik ham til at falde forover
”Du burde få nogle til at se... Nej lige meget.. De er alle sammen døde alligevel” sagde hun med et dystert smil på læberne, inden hun gik op til elveren og leverede et spark til hans hoved før hun spredte de store sorte vinger og satte af fra jorden. Hun vidste der var flere som gemte sig, men hun ville bedre kunne se dem ovenfra, for det ville de på ingen måder forvente og så blev det pludselig sjovere. Hurtigt fik hun øje på en kvinde der løb i udkanten af skoven med et barn i armene. Hun nærmest styrtdykkede mod kvinden, men greb barnet i stedet og lettede igen. Hun så på det lille væsen i hendes arme og trak kort på skuldrene
”Ak ja” sagde hun inden hun slap barnet og så på hvordan kroppen hamrede ned mod jorden med et bump. Hvis det barn overlevede efter sådan et fald ville hun være yderst overrasket. Kvinden skreg og gav sig til at græde og Eretreya landede på jorden bag hende. Kvinden vendte sig hurtigt om og trak det sværd der hun havde på sig og for mod Eretreya, men med et enkelt skridt til siden, så hun hvordan kvinden kolliderede ind i et træ
”Du er ikke så klog er du?” sagde hun hånligt som hun langsomt gik over mod elverkvinden med sværdet trukket. Endnu engang svingede elveren ud efter hende og ramte Ere's overarm
”Årh nej.. Ak o ve! Nu dør jeg jo...” sagde hun sarkastisk og grinede inden hun nærmest spidede kvinden med sværdet. Eretreya gik helt tæt på og hev en af hendes små gift bedækkede knive frem og stak i kvindens hals, så blodet sprøjtede ud til alle sider og ramte Eretreya direkte i hovedet
”Nå... Dig var der heller ikke noget sjov i...” sagde hun og tørrede noget af blodet af i hendes ærme inden hun trak sværdet ud af kvindens mave og så hvordan blodet løb ned af det og lavede en lille pøl på jorden.
Igen satte hun af sted, sprang nærmest op i luften som hun baskede med de store vinger og fløj i Jonathan's retning, blot for at se om han overhovedet havde leget pænt, men hun kendte ham trods alt og vidste at dette bestemt ikke var tilfældet. Hun så elveren der var ved at angribe ham, men hun holdt sig i luften og hev en af sine knive som hun sendte direkte imod elveren. Den satte sig mellem skulderbladene, det sted man ikke kunne nå, så det ville være et helvede for elveren lige nu, smertehelvede og en gift der langsomt spredte sig ud i hans krop. Eretreya landede bag elveren og kunne ikke lade være med at grine over den måde som elveren næsten febrilsk forsøgte at få kniven ud af hans ryg
”Se.. Det her er underholdende” sagde hun og grinede som hun gik om til Jonathan og sendte ham et kækt smil
”Smukt ikke?” smilede hun næsten stolt over det hun havde gjort ved elveren. Han burde næsten se hvad hun havde gjort ved barnet og kvinden...