Sted: Vesterdalene lige uden for Ulvehøj.
Tid: Lige over midnat.
Vejr: Stjerneklart, men blæsende. Fuldmåne.

Outfit (( Der bedes ses bort fra våben og sko ))

Det var en særdeles svær mission, Lykke var blevet sendt ud på. En varulveklan havde forrådt Mørket ved at vende dem ryggen, og Lykke var blevet sendt ud for at udradere dem. Hun ville få en makker, men ridderen havde ikke sagt hvem, hvilket godt kunne irritere hende. Hun håbede inderligt ikke på, at det var en af de uduelige udskud. Specielt ikke når det viste sig at være fuldmåne. Varulve var ikke svære at slå ihjel, når de ikke var i ulveform, men de blev i den grad langt mere udholdende, når de skiftede. Lykke selv var dog ligeglad med kriterierne. En mission var en mission, og hun ville udføre den til perfektion. Desuden var klanen ikke ret stor. Den bestod måske af tyve individer og et ukendt hvalpe, der også skulle dræbes. Ingen spor skulle efterlades af klanen, og det betød også afkom.

Lykke var ankommet til mødestedet et stykke fra klanens hule, men hun havde i en rum tid nu kunne høre ulvenes hylen selv oppe fra Ulvehøj. Hun frygtede på ingen måde bæsterne, for hun var i fuld stand til at forsvare sig selv. Hun var også immun over for forbandelsen, der fulgte med deres bid, så den var hun heller ikke så bekymret for. Hun tog handskerne af og placerede dem ved siden af sig. De ville kun være i vejen, når hun ændrede sin hudstruktur. Hun ventede dog stadig på makkeren, men hun havde også været her i god tid. Der var stadig en halv time til deadline, så hun var endnu ikke nervøs for, om vedkommende ville dukke op. Hvis denne ikke gjorde, havde hun bare en jagt mere efterfølgende. Blæsten trak i det hvide hår, der sammen med øjnene stod i stærk kontrast til mørket. Hun havde valgt et skjul bag en klynge træer med vinden mod sig, så varulvene ikke ville kunne lugte dem på afstand. Hun strakte sine vinger lidt, mens hun sad og ventede, og halen svajede let bag hende i takt med vinden.

Det ville blive en ganske fantastisk og blodig nat.

Damien havde kommet til Eretreya tidligere og forklaret hun skulle på mission med en dæmon. Hun var lidt i mod det ikke var Damien der skulle med, for hun vidste de var et godt team, men måske var den anden dæmon ikke så slem? Hun fik i hvert fald taget den genkendelige sorte outfit på og var taget af sted mod Ulvehøj. Turen var ingenting når man havde vinger, men havde det været på hest havde det været en anden snak. Det var fuldmåne, hvilket kun kunne betyde en ting, nu hvor mødestedet også var ved Ulvehøj. Hun landede et stykke fra det egentlige mødested og gik resten af vejen. Der var omtrent tyve minutter til deadline, men Eretreya ville altid være i god tid til en god leg. Hurtigt lagde hun øje til den behornede dæmon. Endnu en med horn!? Jamen for helvede da. Eretreya's blik var rettet mod hulen og hun holdt øje med varulveflokkens bevægelser, holdt øje om der skete et eller andet. De måtte have tålmodighed og vente på ulvene tog første ryk.

Eretreya trak masken ned og satte sig på hug ved dæmonens side og så hvordan varulvene langsomt var ved at samle sig i klynger. Da fuldmånens lyd ramte dem begyndte deres hus at skælle af, deres knogler brækkede og satte sig selv på plads igen efter deres forvandling. Eretreya sagde ikke et ord og ventede blot på at nogle af ulvene for ud i skoven.. Og med et stak en gruppe på ti af sted mod den åbne plads, hvor de sikkert gik på jagt. Hendes krop pumpede med adrenalin og hun var så klar man næsten kunne blive. Hun strakte vingerne, gjorde klar til at sætte af og flyve ned mod dem. Hun holdt stadig øje med lejeren og så hvordan der kun var en tilbage i lejren sammen med de formodede hvalpe. Hun knækkede nakken som hun så efter de sidste ni der stak af sted. Nitten varulve i fuld løb mod jagtmarker, men de vidste ikke hvad der ventede dem i mørket. Sammen sad de i mørket, næsten som to høre der ventede på deres bytte lavede en kæmpe fejl og de så kunne angribe.

Lykke rettede blikket mod en skikkelse, der kom gående. Hun genkendte dog ikke kvinden, før denne fjernede masken fra munden, og det blev tydeligt, at det var Eretreya. Ved Azur, hvorfor hende? Kunne de ikke have sendt noget andet end lige en engel? Selv et menneske ville have fungeret bedre i denne situation. Der var ikke direkte afsky i Lykkes øjne, men hun kunne ikke undgå at se en kende skuffet ud. Nuvel hun måtte vel nøjedes med, hvad hun fik stillet til rådighed. Hun var ikke helt klar over, hvad Eretreyas mening var om hende, men de var på mission, så hun måtte sige - eller nærmere hviske - det ligeud: "Vi er måske ikke de bedste venner, men hvad siger du til, at vi lægger vores stridigheder til side? I al fald indtil vi har fuldført vores mission. Så kan vi altid flå hovedet af hinanden bagefter, hvis det er." Hendes stemme var en næppe hørlig hvisken, mest for at hun ikke gav deres position væk, men hun sendte alligevel englen et smil.

Lykke fulgte interesseret med, som flokken delte sig op. Det ville muligvis kunne gøre det en del nemmere, og hun så lidt tænksom ud. Det ville have været noget nemmere, hvis de havde været tre lige nu, så de kunne have taget hver sin gruppe, men sådan var tilfældet ikke. "Hvad med at en lokker de to grupper væk fra ungerne, og den anden så tager sig af dem først? Jeg er fløjtende ligeglad med hvem, der gør hvad, så længe missionen bliver fuldført, så for min skyld kan jeg sagtens agere lokkedue?" foreslog hun med samme hvisken som før. "Medmindre du har en bedre idé selvfølgelig." Hendes toneleje var ikke hånligt, for lige nu tog hun imod alle forslag.

Eretreya rettede blikket mod den klart skuffede dæmon, men selv var hun ligeglad. Jo det var nok ikke de fleste dæmoner hun kunne lide, men Lykke?  Hun havde som sådan ikke haft nogen egentlig kontakt med hende andet end hvis Damien havde været der. Lykke's ord fik Eretreya til at hæve det ene øjenbryn. Hun havde bestemt ikke troet at de ord skulle komme fra dæmonen, men det gjorde de. Eretreya trak kort på skuldrene og nikkede kort ” Fint” sagde hun kort og bemærkede smilet på dæmonens læber. Dæmon og engel... Det var det samme som varulve og vampyrer, forsøgte at fremstå som venner, blot for en kort tid, men de mange kampe de havde haft i fortiden, nedslagtninger af hinandens slags. Nu kunne man så sige Eretreya ikke just var som hver anden engel, hun havde trods alt haft Damien, en dæmon som læremester, hvilket nok havde smittet lidt af på hende, hun havde i hvert fald mindst lige så voldsom natur som Damien havde og kunne ikke få nok når legen først var begyndt.

Eretreya trak kort på skuldrene ”For min skyld er jeg også ligeglad...” om hun selv skulle lege lokkedue, have de nitten til at rende efter hende, mens dæmonen tog sig af den formentlig gamle varulv og ungerne.. Hun havde ikke selv nogle ideer, så hun måtte vel gå med til denne ide? ”Jeg tager de kære små, så kan jeg altid tage en med til dig og lege med.. Eller kan hive den gamle med, trods det ville være kedeligt.. ” sagde hun og smilede skævt. Eretreya lokaliserede hurtigt lejren og så da ud af øjenkrogen på dæmonen ”God fornøjelse” sagde hun inden hun nærmest satte af i et spring og fløj af sted mod lejeren. Nu skulle hun have det sjovt, lege med ungerne som de ikke have prøvet det før og for den gamle varulv... Så det heller ikke lyst ud.

Lykke sendte englen et nyt smil, da hun lod til at godtage planen, og Lykke nikkede til hendes ord. Hun havde selv foreslået det sådan, så hun klagede aldeles ikke over, at dette var, hvad de hver især gjorde. Hun smilede til englen over ordene. "I lige måde. Pas nu på med ikke at lege for meget, ellers risikere du at misse alt det sjove" svarede hun med en hentydning af morskab i sin stemme. Hun hentydede lidt til, at de andre varulve nok ikke ville overleve ret længe. De kunne selvfølge være noget mere stædige, end hun lige regnede med, men det var stadig de færreste, der kunne hamle op med hende. I al fald af varulve. Jo de kunne være noget så udholdende, men hun gav dem på den anden side ikke ligefrem chancer for at hele.

Lykke lod sin hud skifte til den sorte, skællede metalagtige form, der svagt glimtede i månelyset. Det var dog ikke så nemt at se, for det var kun hendes hoved, hale, hænder, vinger og fødder, der ikke var dækket af tøj, så det var kun disse steder skiftet kunne ses. Selv spredte hun sine vinger, og med et enkelt bask lettede hun. Hendes så noget mindre energisk ud end englens spring. Hun anså ikke ligefrem varulve for den store trussel, og hun ville egentlig bare have det overstået.

Lykke holdt sig stille i luften et øjeblik, inden hun drejede kroppen og fløj mod den første gruppe af varulve. Hun foldede vingerne langs kroppen, da hun var nået hen over dem, og ligesom en falk lod hun tyngdekraften gøre arbejdet. Da de første varulve fik færten af hende, kiggede de op, hvilket var, hvad hun havde håbet på. Med imponerende præcision strakte hun den ene arm, og hun mærkede med det samme kløerne begrave sig i den første ulvs hals. Hun slog vingerne ud for ikke at kollidere med jorden, og skiftet gjorde, at hun trak struben med ud, da hun nu svævede langs jorden, og varulven faldt til jorden uden at nå at sige en lyd. Hun baskede en gang med vingerne for at få lidt mere højde på, og hun kiggede kort på strubehovedet i sin hånd, inden hun slap det med et fnys. Hun havde fået den første gruppes opmærksomhed, der havde sat efter hende, og hun holdt sig lavt, så de ikke opgav jagten.

Den næste gruppe opdagede hende noget hurtigere, fordi den gruppe hun allerede havde alarmeret, var begyndt at hyle som advarsel til de andre. Det stoppede dog ikke Lykke, og den første varulv, der prøvede at stoppe hende ved at gå på bagben og slå efter hende, fik hun undveget, og som hun kolliderede med den, fik hun jaget sin ene hånd igennem dens bryst. Dette fik den til at vælte livløst bagover, og Lykke blafrede igen med vingerne for at fortsætte sin flyvetur.

Eretreya hævede det ene øjenbryn og sukkede svagt ”Der er ellers intet sjovere end at lege med børn” sagde hun med et kækt smil og forsvandt.

Som hun ankom til lejeren var der stadig kun et utal af unger og en gammel pulverheks, der sikkert ikke blev det sværeste at nedslagte. Et dystert smil spredte sig på hendes læber som hun landede foran varulvekvinden og uden så meget som at sige et ord, fik Eretreya hurtigt trukket hendes sværd og stukket det direkte i maven på kvinden og trukket det mod hendes solar plexus. Kvinden udstødte et skrig der uden tvivl var af smerte ”Shh... Du vækker ungerne” sagde Eretreya stille og satte hånden for kvindens mund inden hun hev sværdet ud af kvinden og fik hende ned på jorden foran hende. Det dystre smil bredte sig da hun hørte lyden af børn der skreg. Hun vendte sig mod nogle af de små og forsøgte med et smil, men ungerne købte den ikke og for alle sammen mod hende. Hun talte dem ikke, men så blot på hvordan de blev ved med at komme ud fra deres skjul. Et suk undslap hende som hun satte sværdet tilbage i bæltet og greb om nogle af hendes kaste knive og smed direkte i panden på to af varulvene som hurtigt faldt til jorden, dette fik de andre til at genoverveje deres angreb, men eftersom de var klart i overtal, angreb de igen. Eretreya hev hurtigt sværdet og hver gang der var en af dem der kom for tæt på, svang hun omkring sig. Der var nogle der mistede en arm, nogle mistede hovedet, andre flygtede. Eretreya var smurt ind i blod fra top til tå og hun var fuldkommen ligeglad, faktisk ville folk sige hun nærmest så tændt ud. Lyden af en dyb knurren kom bag fra og hun så sig over skulderen. En af de store unger var blevet til varulv og det startede nærmest en kædereaktion mellem de sidste der endnu ikke var forvandlet.

Varulven sprang mod hende og hun selv sprang op i luften og holdt sig der ”I er godt nok retarderede...” mumlede hun og styrtdykkede nærmest ned mod varulven og borede sværdet ind i dens skulder og brugte al hendes kraft til at vælte bæstet ned og ligge så hun kunne tage en kniv og skære halsen over. Endnu en gang kom der nærmest et bad med blod mod hendes ansigt og hår. Det før hvide hår var nærmest komplet rødt, hvis bare Jonathan havde været her..: Så havde han sikkert... Hun sukkede kort over tanken og brugte lidt mere tid på at få nedlagt flere af ungerne. Tre tilbage... En til hende, en til Lykke og en til at dele. Et dystert smil bredte sig på hendes læber som hun fløj rundt og slog dem bevidstløse som de løb febrilsk rundt for at undgå hende. Hun sukkede da hun så den ene var ret større end de andre og greb en kniv og sendte direkte ind i halsen på ham og så på hvordan han langsomt mistede livet. Hun nærmest smed de to andre fra sig som hun gik rundt og indsamlede de knive hun i forvejen havde brugt. Hun så på den lille pige der lagde sammen med den anden og sukkede ”Ak ja...” sagde hun til sig selv og gik over og samlede dem op igen, bar dem i tøjet så de hang over jorden inden hun satte af, tilbage mod Dæmonen.

Lykkes formål lige nu var at distrahere, så hun havde taget sig god tid. Hun var dog selv lettere blodig, men hun var egentlig ligeglad. Hun var her for at udføre en opgave, og det havde hun tænkt sig at gøre. Hun havde nået at nedlægge en to-tre varulve mere, men hun havde som sådan ikke skyndt sig. Det var først, da hun i horisonten så englen lette, at hun med et smil landede. Hun lod sig omringe og lod vingerne synke ind i ryggen, så de ikke unødigt kom til skade. Den første varulv farede i mod hende bagfra, hvilket blot fik et koldt smil frem på hendes læber. Ligesom den skulle til at kaste sig over hende med frådende gab, mødte den hendes hale, der spiddede den gennem munden og ud ad baghovedet. Uden overhovedet at ænse den trak Lykke halen til sig igen. Tre andre valgte at gå mod hende samtidig, men Lykke havde ikke tænkt sig sådan at lade sig kue. Hun kastede sig over den første og bedste. Hun fik bevæget sig om på ryggen af den og med et godt tag i snuden med den ene hånd, trak hun hovedet baglæns og lod kløerne på den anden flå struben ud, så blodet stod ud i en kaskade på jorden. Hun lod varulven falde død om på jorden, men de andre to havde ikke tænkt sig at give op. Hendes smil voksede, og det så nærmest lettere sygt ud nu, som hun satte i løb mod de to store bæster. Det var tydeligt, at de havde tænkt sig at kaste sig over hende, men Lykke var klar på den. Igen brugte hun halen og spiddede den ene gennem halsen, mens hun tog fat om over- og underkæbe med hver sin hånd på den anden og trak til. En ulækker knasende lyd kunne høres, da hun trak varulvens kæber fra hinanden, og denne faldt ligeledes livløst til jorden. Lykke var nu noget mere dækket i blod, men hun var fortsat ligeglad. Hun rettede sig lidt op og ventede på de andres respons, men lige nu så det blot ud til, de ikke helt vidste, hvad de skulle gøre.

Eretreya kunne se fra luften hvordan dæmonen kæmpede mod varulve der nærmest for mod hende i grupper. Det kunne nu være meget sjovt at sætte sig et sted, eller blot holde afstand og så se på, men igen... Hun vidste hvordan dæmoner kunne blive og derfor tog hun ikke chancen. Hun kunne nærmest høre den knasende lyd som dæmonen rev varulven fra hinanden. Hun kom til jorden, stadig med barnet hængende i tøjet som hun holdt fat i, men kun i kort tid inden hun 'tabte' det på jorden foran dæmonen " Hov..." sagde hun og grinede som barnet begyndte at stortude. Hun så på varulvene foran dem og sukkede " Ja, ja... Fint tandsæt, men vi begge ved jo... At trods din knurren stopper det ikke ligefrem dæmonen... Og det barn, var allerede dødsdømt inden vi ankom" sagde Eretreya og lod vingerne trække sig ind i ryggen igen. Hun skar tænde, da det for hende ikke var en smertefri proces.

Eretreya mærkede et puf bagfra og tumlede lidt frem. En varulv havde angrebet hende bagfra og hendes reaktion var blot at rulle med øjnene og trække sværdet. Varulven brølede af dem og en masse slim og snask faldt fra det frådende gab. Ja køn var den ikke i så fald og før Eretreya så meget som havde taget et skridt, sprang den mod hende. Hun kastede sig på jorden og rullede til siden, bevares så var det nemmere uden denne rustning , men hun klarede det. Igen kom hun på sine ben og hun ventede bare på varulven kom tæt nok på. Endnu engang sprang den mod hende, men Eretreya blev stående og som den var inden for rækkevidde, strakte hun sværdet mod varulven og fik sværdet stukket igennem brystet, men den var nu helt tæt, hvilket fik hende til at trække den mindre dagger hun havde og skar halsen over på dyret. Blodet sprøjtede ud i hendes ansigt og hun kunne smage hun havde fået noget i munden, men det generede hende ikke, faktisk føltes det varme blod rart mod hendes hud. Hun kastede blikket mod dæmonen og sendte hende et kækt smil.

Lykke kunne ikke helt lade være med at grine over Eretreyas ord. Hun måtte virkelig give englen, at hun kunne sit kram. Damien havde trænet sit lille kæledyr godt. Hun manglede dog en belønning at give til englen for godt arbejde. Hvad gav man sådan en?

Lykke nåede ikke frem til en konklusion, inden hendes opmærksomhed blev afledt af Eretreya, der kastede sig til siden. Hun var lige ved at træde til, men englen havde helt styr på situationen, og Lykke kunne ikke lade være med at smile. Desværre var distraheringen ikke til hendes fordel, da hun mærkede noget tungt på ryggen. En varulv havde kastet sig over hende og prøvede lige nu at sætte sine tænder i hendes ene skulder. Heldigvis for Lykke var den hårde, sorte hud nok til, at beskytte hende, og ulven kom ikke igennem metalhuden. Imponerende hurtigt fik Lykke fat i pelsen på begge sider af dyrets hals og svunget denne forover. Herefter plantede hun den ene klov på brystet, så den ikke kunne flytte sig og endnu en gang sprøjtede blodet til alle sider, da hendes kløer gennemborede varulvens strubehoved. Lettere irriteret over, at det faktisk gik temmelig langsomt, rettede Lykke sig op. "Nu er det nok! Ere! Luk øjnene!" beordrede hun med fast stemme, inden hun kastede et vidt blik på varulvene foran sig. Hendes opråb havde fået dem alle sammen til at se på hende, hvilket i den grad var formålet, da hun nu havde øjenkontakt. Hun aktiverede sin evne, og om Ere lukkede øjnene eller ej, havde hun tænkt sig at bruge den. "Jeg beordrer jer alle! Dræb jer selv!" råbte hun kommanderende. Nogle af ulvene kæmpede imod ordren, men størstedelen rev enten struben ud på sig selv eller jærgede kløerne i brystet på sig selv. Fantastisk. Nu ville det tage væsentligt kortere tid at dræbe dem alle.

Dæmonen kunne uden tvivl sit kram, men der var vel altid lidt mere man kunne gøre? Kampens hede var ikke altid sjovt, men Eretreya morrede sig gevaldigt som endnu en varulv sprang mod hende. Hun hørte Lykke's ord og så undrende på hende som hun nærmest beordrede hende til at lukke sine øjne, på trods af der var en varulv på vej direkte mod hende i spring. Uden så meget som at tænke sank Eretreya sammen og kunne fornemme hvordan varulven, nærmest fløj over hende. Lykke's følgende ord fik et skævt smil frem på Eretreya's læber. Hun hørte hvordan ulvene nærmest knurrede, brummede og kom med ynkelige lyde. Hvad fanden skete der?

Eretreya holdt øjnene lukkede og armene ud til siden. Hun kom igen op og stå og kunne mærke mere blod ramme hende i ansigtet. Hun sagde ikke et ord, men havde på fornemmelsen at dette var en af dæmonens evner.. At hun kunne beordre folk til at gøre ting? Eretreya fik et bredt smil på læberne og begyndte svagt at åbne øjnene, i håb om at evnen ikke fik effekt på hende. Hun kunne svagt antyde hvordan varulvene lagde døde eller var ved at forbløde omkring dem. Det var et smukt syn, af det hun kunne se i så fald.

Lykke betragtede scenariet med en lidt for lysten mine. Hun rettede dog opmærksomheden mod Ere, da denne begyndte at røre på sig. ”Du er uden for fare. Du kan roligt åbne øjnene. Der er stadig nogle stykker tilbage. Imponerende nok kunne de modstå magien.” De sidste varulve stod stadig lettere omtågede og prøvede at komme til sig selv. En var dog hurtig og havde sneget sig om bag Lykke, hvorfra den sprang på hende i en dyb knurren. Lykke nåede ikke at reagere, før hun havde et sæt tænder siddende i den højre skulder. En dyb smerte fortalte hende, at denne ulv ydermere havde brudt hendes panser. Lavmældt bandede hun og fordømte sig selv over sin uopmærksomhed, men samtidig buldrede vreden inden i hende.

Den venstre hånd tog fat om ulvens overdel af snuden og tvang tænderne ud af sin skulder igen. Da hun først var fri, vendte hun sig rundt, så hun kunne få fat i underkæben med den anden hånd, og med fuld kraft trak hun hver sin vej. Med en tydeligt hørende knasende lyd brækkede hun kæben på dyret, så underdelen hang slapt løst, og ulven stak i et tydeligt smertenshyl. Den var dog stadig i live, men Lykke var ike færdig. Hun tvang bæstet i jorden og jokkede den tre gang i brystkassen, så man tydeligt kunne høre flere ribben give efter for trykket og brække. På den andre ulves lamslåede miner at dømme måtte dette være lederen, for resten var stivnet fuldstændig. Lykke kiggede koldt på ulven for sine fødder, der desperat gispede efter vejret, men i stedet for bare at slå den ihjel, satte hun sig på hug foran den med øjne, der lynede. ”Hvor vover du at tro, jeg tillader mindre væsner at gøre skade på mig uden at blive straffet?” lød det fra hende med en silkeblød stemme. Hun var forbi råben. Dette var iskoldt raseri og had, og hun var over grænsen for vejen tilbage. Hun lagde den ene hånd på ulvens bryst for, at den ikke skulle bevæge sig, mens hun lod den anden glide langsomt ned mellem ulvens bagben. Herfra greb hun om testiklerne og, ligeledes ganske langsomt, trak hun dem opad, så hun så langsomt og smertefuldt som muligt kasterede ulven. Herefter stoppede hun testiklerne ned i halsen på ulven og tvang munden sammen så den langsomt blev kvalt i sine egne kønsdele.

Da først bæstet var dødt og forvandlet tilbage til menneske igen reagerede de andre ulve. Med dyb knurren kastede de alle sig mod Lykke, men hun fejste sig med et smil. Hun var sikker på, Ere nok ville nå at få et par stykker på vejen, men der var kun fem tilbage, og ingen (selv ikke lederen) havde imponeret hende synderligt, så hun følte fuld tillid til, at hun sagtens kunne tage dem. De første to, der nåede hende, var også døde allerede inden, de ramte jorden. Begge havde fået vredet halsen om.

Eretreya åbnede øjnene igen og rettede blikket mod de resterende varulve. Hvad end Lykke havde gjort, havde det uden tvivl været effektivt, da størstedelen lå på jorden, revet i stumper og stykker, men hun vidste det ikke var dæmonens værk, men i stedet havde hun vendt varulvene mod sig selv, fået dem til at begå selvmord, men på så brutal en måde der lagde småstykker hist og her. Stedet lignede et slagters baglokale, indvolde og blod over alt. Personligt havde Eretreya intet imod dette og hun vidste at dæmonen bestemt heller ikke havde. Eretreya ville næsten gå så langt at sige, at blodet pyntede lidt på de ellers lidt kedelige omgivelser.

Eretreya skulle lige til at sige noget til dæmonen, men med et sprang en varulv på nakken af Lykke og sank tænderne i hende. Nogle af de andre varulve samlede sig omkring Eretreya, gjorde sig klar til at angribe, men det var som om de tøvede til sidst. Hvad foregik der? Eretreya så sig over skulderen, fik øje på dæmonen der tydeligt havde havde brækket kæben på en af varulvene, men det forklarede ikke hvorfor de ikke angreb. Der gik ikke længe før Eretreya havde lagt to og to sammen og kon frem til, at varulven som Lykke var ved at trampe på, var deres leder. Et dystert smil kom frem på hendes læber, dog stadig med sværdet hævet, hvis varulvene i værste fald skulle angribe alligevel. Skævt skulede hun sig over den ene skulder, så på lederen der tog de sidste åndedrag og kom tilbage til menneske. Dette pissede uden tvivl varulvene af og de begyndte at springe mod Lykke, men i vejen stod jo i vejen, så de skulle forbi hende inden.

De fem satte af sted, to af dem direkte mod Lykke, mens de andre var foran Eretreya. To af dem svingede ud efter hende på samme tid og hun satte hurtigt af, så i stedet for at ramme hende, ramte hinanden. Igen landede hun på jorden og svingede sværdet mod en af varulvene og fik den på knæ, da sværdet lavede et ret voldsomt snit over ryggen. Hurtigt satte hun igen af og svævede lidt over dem, hev en kniv frem og kastede den mod en af ulvene, de tre der var tilbage, hvor en af dem var på vej mod Lykke, efter hun havde brækket nakken på to af dem allerede. Kniven ramte varulven i nakken og den forsøgte febrilsk at få fat på kniven, men fald om og blev menneske. Nærmest med et styrtdyk kom Eretreya mod jorden, havde sværdet stukket ud fra sig og lod det bore ind i den varulv der havde siddet på knæ, men nu var kommet op og stå. Sværdet gik gennem kraniet og ned. Med et voldelig ryk, hev Eretreya sværdet til sig igen og landede på jorden og lod blikket falde på den sidste varulv, der på ingen måder så ud til t nyde den situation den stod i.. Mellem en dæmon og en sindssyg engel.

Da Lykke var sikker på, der ikke var risiko for flere angreb, lod hun sin hud skifte igen, så hun kunne tilse såret. Det var dybt, men det sad ikke et vitalt sted. Der ville dog gå et stykke tid, inden hun kunne bruge sin højre arm ordentligt igen, men som hun gik over mod englen, viste hun ingen tegn på smerte på trods af, at blødningen ikke var stoppet helt endnu.

Hun kastede et blik på den endnu levende varulv, inden hun rettede blikket mod Eretreya. "Har du nogle gode ideer til, hvad vi skal gøre ved misfosteret? Personligt keder bæsterne mig, men hvis du vil have mere sjov, så slå dig endelig løs" sagde hun med en væsentlig mildere stemme end den, hun havde haft tidligere. Englen havde bevist sit værd. Hun var stadig ikke en dæmon, men hun havde vundet Lykkes tillid.

Til gengæld så hun en... Lyst? i englens øjne. En hun ikke så ofte, men en som hun selv kendte til gennem sin sadistiske side. Hun ville virkelig gerne være tankelæser lige nu, men hun følte samtidig ikke et behov for at spørge. Hun fandt vel ud af det, hvis det blev relevant.

// Jeg håber, det er okay, jeg antog, at hendes lyst fra starten af emnet stadig er der. Ellers så bare ignorer sidste del af posten ^^

Eretreya's blik faldt på dæmonens arm, såret der uden tvivl havde brug for at blive tilset, men det kunne blive gjort, når en gang de kom hjem, for Eretreya havde i hvert fald ikke kompetance til det, selv hvis hun havde, ville dæmonen nok ikke lade hende, da engle og dæmoner ikke var de bedste makkere i følge de mange sagn og fortællinger der var om hver race. 

Hendes blik gled ned på varulven og hun hævede øjenbrynet "Der er så mange ting man kunne gøre... Azaic kunne sikkert få meget sjovt ud af misfostret" sagde hun med et kækt smil inden hun fortsatte "Men igen... Det ville næsten være for nemt" sagde hun og hev en af sine knive frem. Hun havde en plan, fodre dyret foran hende med noget af hendes blod, se hvordan det taklede det for blot at fylde mere og mere på, til han til sidst ville ende med at få så voldsomme hallucinationer, at han ville ende med at begå selvmord. Uden så meget at fortrække en mine, lod Eretreya kniven glide nedover hendes arm og greb om varulvens kæbe for at tvinge munden op "Sig aaah" sagde hun med et smil på læberne som hun trykkede på kinderne, borede nærmest hendes negle ind i huden på det stakkels væsen, men det fik ham til at åbne munden. Hun hævede armen og lod blodet løbe ned i munden på manden. Hurtigt kunne man se hvordan hans pupiller ændrede sig, derefter lignede han nærmest en der var fuld og til sidst trak Eretreya sig væk, for hun vidste han havde fået nok til at kunne se en masse sjove ting. Nærmest febrilsk rejste han sig, råbte og skreg af både dæmonen og Eretreya, før han løb et lille stykke og faldt over en af de døde. Han så sig omkring og det var som om hans hjerte stoppede og derefter så han stift mod Eretreya, som langsomt var begyndt at gå imod ham. 

"Jamen, jamen... " sagde hun med et smil og satte sig på hug foran misfostret og rakte ham sin kniv "Er det så slemt lille ven... Værsgo" sagde hun, men inden manden fik fat i kniven, trak hun en ny i den anden hånd og sprang nærmest på ham. Med begge knive for hans strube, hev varulven efter vejret. Eretreya var langsomt begyndt at ligge pres på "Sig mig... Er der flere af jer.. Og hvor.. Hvis du er dygtig sparer jeg måske dit liv.. Hvis ikke.. Tja" sagde hun med et smil på læberne og lænede sig ned mod ham og hviskede i hans øre "Så dør du lige om lidt" sagde hun og satte sig igen op og så ned på ham med sammenknebinde øjne. Han fik dog fremstammet at der var omkring tyve mere længere oppe i dalen. Eretreya kastede kort et blik over skulderen på dæmonen og rejste sig fra dyret, før hun hev ham med op "Jamen, så vis vej" sagde hun og puffede lidt til ham, så han begyndte at gå og Eretreya fulgte efter.   

// Lukket