Vertis var ankommet til palæet sammen med sin Rose aftenen forinden, hvor han var blevet budt velkommen som en æret gæst. Han havde siden tilbragt dagen i den ypperste luksus, noget han ikke havde gjort i århundrede. Som han sad ved det tunge egetræsbord placeret midt i balsalen, følte han sig veltilpas og beredt, efter den lange rejse til hovedstaden. Salen var mange gange større end hvad bordet fyldte, med fantastiske udsmykninger og flere lysekroner hængt fra loftet i gyldne kæder. At sige at palaset tilhørte en rigmand ville virke som en underdrivelse, når man havde set hans sale. Og en overdrivelse, når man havde set hans skatkammer.

Vertis sad tilbagelænnet i en massiv stol for enden af bordet, og beskuede hver af middagsgæsterne. De sad omkring bordet iført kombinationer af farver i opulente påklædninger der fik Vertis med sin vest og silkeskjorte, til at ligne en fattig mand. Hver af de dødelige gæster var iført masker i form af forskellige dyr, og Vertis alene viste sit ansigt frem.
Rundt om bordet førtes dæmpede samtaler, men ikke et ord forlod dæmonens læber. I stedet lyttede han og regnede, mens han og resten af middagsselskabbet ventede på æresgæsten.

Han havde efterladt et brev i Rosens værelse, sammen med en simpel sort kjole, han syntes ville klæde hende. Hun havde naturligvis adgang til ligeså storslået en garderobe som han, så han ville ikke være overrasket hvis hun mødte op iklædt noget andet. I brevet havde han gjort det klart at hun var forventet i balsalen til et festmåltid. At hun endnu ikke var mødt op, bekymrede ham ikke - han vidste at hun ville komme.

Vertis Rose viste ikke hun burde være imponeret af de dekorere hvælvinger og højloftede sale. Hun havde bemærket at folk de havde passeret på deres rejser ikke så ud som Vertis, og Vertis ligeledes ikke så ud som folkene her.
Hun viste der var mening gemt i dette, men hun havde endnu ikke udledt den. Det lod til der var en mening bag alt væsner gjorde, om de selv var klar over det eller ej.
Hun viste dog så meget at forventninger drev en del af denne mening. Var det nøglen, eller blot endnu en last?

Hun havde ikke tænkt nærmere over det, eller interageret meget med andre under sit korte ophold på palæet. I stedet havde hun fundet sig et hjørne med solskin i den tilstødende have, og gravet tæerne i jorden. Det var rart ikke længere at være på farten, at have tid til at nære sig ordentligt!

Hun havde trukket spor af jord med sig ind da hun var gået tilbage til sit værelse. Brevet havde været svært at overse men nær lige så svært at oversætte. Vertis Rose var stadig ny til det skrevne sprog, men det hjalp at det var skrevet i hans hånd, og hun kom da igennem det, med en forståelse af hans ønske. Hun trak kjolen på uden så meget som at skæve til de andre muligheder, og dog mod sit mål og Vertis ønske.

Kjolen fremhævede hendes i forvejen markante øjne, og som salens lys faldt over hende, skinnede de som blankt Onyx. Som hun så hvorledes de andre var klædt sprang et par blomster ud i hendes eget hår.
Det var et mærkværdigt syn. De var folk, men klædt ud som dyr? Hendes blik vandrede nysgerrig over de andre gæster, mens flere og flere af deres blikke vendte sig mod hende. Hun stoppede dog først da hun nåde Vertis side. "er næringen til din velbehag?" spurgte hun, hendes blik stadig vandrende.

Kun få af folkene omkring bordet lagde mærke til Rosens ankomst, og selv de vendte hurtigt tilbage til deres trivelle småsnak. Selv havde han ikke øje for andet end den sære skabning, han ikke kunne lade være med at holde af. Om det var arrogance over sin egen skabning, var ikke til at sige.
Han ventede tålmoddigt til at hun fandt vej til hans side, og gestikulerede mod den tomme stol ved hans side. Maden var endnu ikke blevet serveret, og foruden nogle glas med vin var der ingen næring værd at nævne omkring dem. Vertis havde lært ikke at tage hvad hun sagde alt for tungt da der endnu var mange ting hun manglede at lære. "Sid ned," sagde han, som opfølgning på sin håndbevægelse.

Da den sidste var ankommet til selskabet, kom der tjenere frem fra begge sidder af balsalen, hver med et sølvfad balanceret på flad hånd. Selv følte han sig ikke sulten, og han tvivlede på at maden ville være af en karakter som rosen kunne værdsatte. Da tjenerne tog lågene af deres servinger, blev han nød til at bide vrede i sig. Retten var en rødt stykke kød, anrettet og udsmykket med krydderier og mandler til at ligne Zaladins hellige symbol. Den begejstrede pludren fra de andre gæster gjorde gik hans indignation til at flamme kraftigere op, vægten af medaljonen bærende det samme symbol tungt mod hans bryst. Efter to dybe vejrtrækninger havde han fået kontrollen over sin temperament.
Fra den anden bordende rejste en man sig op, og løftede sig glas i retning af Vertis. Dæmonen lavede et diskret ryst på hovedet, hvortil manden i stedet for gled elegant over i en tale. Mens han talte, lænede Vertis sig over mod Rose.
"Grunden til at jeg inviterede dig med til i aften, er fordi jeg vil vise dig noget," sagde han i et viskende toneleje, lavt nok til at de andre gæster ikke ville kunne høre ham. Han forventede ikke at hun havde noget at sige, men tænkte at han alligevel ville give hende muligheden.

De ublinkende øjne lå på Vertis, mens Rosen satte sig. Hun havde forstået næring kunne være andet end blot føde, selv for andre væsner end hende. Nogle nærede sig ved blod, nogle ved hinandens selskab, eller så havde hun hørt. Det var dog tydeligt at ingen af disse var tilfældet. Hun smilede let da han i sit storsind lod hendes fejltagelse passere.

De sorte øjne blev dog snart distraheret af bevægelse, da tjenerne trådte til og afslørede måltidet. Hun lagde hoved på skrå ved synet. Det var dog mærkværdigt. Det var menneskeføde, men lagt i et symbol? Hendes blik vandrede tilbage til Vertis. Hans symbol.
Rosen åbnede munden for at tale, men Vertis lænede sig selv nærmere og hviskede til hende. Hun nikkede let til hans ord "Jeg vil vente i spænding" svarede hun lavmælt tilbage. Hun nød altid når Vertis viste hende nye ting, også selvom hun ikke altid forstod hvad han viste hende, eller hvorfor han valgte som han gjorde. Men han var hendes skaber og hans veje uransagelig.
"Men jeg må spørger.." hun pegede mod hans tallerken og dernæst mod hans bryst, hvor hun viste medaljonen hang "Er dette gjort i din ære?"

Han smilede et oprigtigt smil over hendes spørgsmål. Vertis fandt hendes uskyldige naivitet kær, og gruede at det var hans opgave at oplære hende om verdenen. Hun kunne ikke se mørket der bevægede sig bag facaden, og som hendes skaber var det hans pligt at trække den til side så hun kunne se hvordan alting var. Han lænede sig tilbage i stolen og sukkede kort.
"Ikke min, nej. Middagen er til ære for min skaber." Han var sikker på at hun ville finde idéen om hvad der essentielt var hendes farfar interessant. Hans stemme var kraftigere end den hvisken, men de dybe bløde toner bar sig kun til hendes øre - de andre gæster fortabt i deres formålsløse samtaler. Han skrev sig bag øret at han måtte skaffe hende en medaljon magen til sin egen, sikker på at hun ville værdsætte gaven. Til sin fortsatte overraskelse erkendte han at hendes glæde var vigtig for ham.
De dødelige gæster var udklædt i oppulente kostumer, men ved nærmere betragtning var det nemt at se alle deres karakterfejl. Alt fra deres svedige, olierede hud og hår til måden de grådigt tyggede små dele af retten foran dem, fortalte en historie om hvem de virkelig var. De få af dem der dominerede samtalen, fandt måder konstant at dreje den tilbage om dem selv, og selvom de andre lo med, kunne Vertis se vrede og foragt i deres blik hver gang de blev afbrudt. Forfængelige, forfærdelige skabninger, fulde af fejl.
Efter en kort stund hvor han betragtede de dødelige, lænnede han sig frem mod Rosen igen. "Se på dem, Rose, og fortæl mig hvad du ser."

"Åhhh" lød det fra Rosen ved Vertis svar. Familie var ikke et koncept hun som sådan tilføjede sig selv. Hun var ikke menneskelig, men blot hans skabning, en blomst gjort til mere af hans vilje... eller underbevidsthed.
Hun så ned på sin egen tallerken og dernæst op på Vertis igen. Et spørgsmål lurede i hendes blik, men hendes mund forblev lukket. Hun var ikke sikker på om hun fandt det dybt betagende eller direkte respektløst. At dedikere noget til hans skaber, og derefter indtage det kunne have været en stor pris til den evigt omskiftelige og forgængelige natur af fordærv! Men det her... nødder på et stykke kød. Det virkede ikke til at sådan en tanke lå bag det. 

På Vertis bud vente hun blikket mod de andre gæster. "Der er lagt ganske meget arbejde i denne middag, og de lader alle til at have gjort sig umage, for at ære invitationen..." et lille smil fandt vej til hendes læber "Og maskerne er et spøjst påfund" hun så på Vertis "Er det for at deres medvirken ikke skal være kendt?" spurgte hun og lod blikket glide tilbage mod gæsterne. Hun viste ikke hvad de talte om, men at skjule deres ansigter i ydmyghed, og lade ære være ved Vertis skaber var da flot.

Vertis lænnede sig tilbage i stolen. Hendes spørgsmål indikerede en nysgerrighed, han hver gang var glad for at se. Han havde svært ved at sætte sig i hendes position takket være hans betydelige alder, så hendes spørgsmål hjalp med at dirregere hans forklaring. Hans blik vandrede over gæsterne, der ikke lod sig forstyrre af de tjenere der kom for at tage deres første ret væk. 
"I princippet ja, men ligesom jeg har de fleste siddet hvor jeg sidder nu med ansigtet bart. Nej, grunden til at de har maske på er for fornemmelsen." Igen greb han sig selv i at blive vred. Han havde svært ved ikke at betragte det sceneshow de var del af, som en hån til Zaladin. Med et dybt suk mindede han sig selv om at det ikke var grunden til at de var kommet. Hans blik faldt på rosen, og han lod det hvile der. Hun lignede en, der havde mange spørgsmål, på trods af at han havde svært ved at forestille sig hvad de var.

//OOC: Kortere end jeg kunne ønske det, men er lidt rundt på gulvet pt ^^'

//NP! Længe er ikke en kvalitet i sig selv.

Rosen betragtede de andre gæster mens Vertis talte og hendes bryn rynkede sig let. "Fornemmelsen? Af.. anonymitet eller?" spurgte hun, tydeligvis forvirret over konceptet. Det virkede mærkeligt for hende at forsøge at holde sig anonym i så småt et selskab. Der måtte da, som minimum være én der kendte deres identitet, for hvordan ellers skulle de være blevet inviteret?
Hendes blik faldt tilbage på Vertis "Hvad er selskabet her egentligt for?" spurgte hun, og bed sig en anelse i læben efter. Hun viste hun stille for mange spørgsmål af ham, men.. han havde ønsket hun skulle se noget, ønsket hun skulle lære noget, og hun forstod stadig ikke hvad.
Hans ord fik det næsten til at virke som en slags optagelse? Hvis de andre ligeså havde siddet hvor han gjorde, uden maske.

Han kunne ikke lade være med at give hende et dæmpet smil. Ikke fordi han fandt noget specielt morsomt, men fordi at han fandt hendes tilstedeværelse makaber. Hver aktør der indefandt sig i dette rum gjorde det i henhold til hans plan. Hver en person der skjulte sig under maskerne var del af et maskineri der var mange gange større end deres små fester, og havde ingen idé. Brik for brik havde han stillet det op så at hans fantastiske dominospil kunne kollapse på denne aften. Alt dette var startet udfra hans vision, og han kunne umuligt have forestillet sig Rose tilstedeværelse.
"Fornemmelsen af et hemmeligt samfund, en lukket gruppe de har kontrol over. En gruppe som jeg er det nyeste medlem af." Han hævede sin stemme inden han fortsatte. "Jeg, en simpel handelsmand der har bevæget mig op af rangstien fra middelklasse til social elite! Forestil dig det!" Han havde hævet sin stemme nok til at de nærmeste gæster klukkede af hans udsagn, tydeligt underholdt af hans småborgerlighed. Ud af øjenkrogen blinkede han det ene øje mod Rose, i tvivl om hun ville forstå kropsproget.
Sandt at sige havde gæsterne i balsalen ingen idé om hvem eller hvad han var.

Samtalen blev afbrudt da en ældre tjener trådte ind i rummet og ringede med en klokke. Fra dørene bag ham blev der båret et podium ind med en gabestok monteret på toppen. Manden for enden af bordet, ham der var iført en høgemaske, rejste sig og introducerede aftenens hovedattraktion - Pisken.
En ung mand, bundet og kneblet, blev slæbt hen over gulvet og placeret i gabestokken. Vertis lænnede sig over mod Rose, og hviskede dæmpet.
"Se nu her, hvordan de behandler de der er værre stillet end dem selv." Drengen var tydeligvis rædselsslagen. Høgemanden viklede en lang pisk ud på gulvet. Han gav det første slag, og de fire efterfølgende. Pisken lavede kontakt med drengens hud med et højlydt smæld og et skrig dæmpet af kneblen i hans mund. Vertis så på sceneshowet udspille sig foran sine øjne, men følte intet. Hans blik vandrede til Rose, for at se hvordan hun ville reagere, hendes mentalitet stadig et mysterie for ham.

Rosens blik gled lidt fra Vertis til forsamlingen som han hævede stemmen. Om hun fangede hans blink var svært at sige. Hun så det, og kommenterede ikke åbent på hans løgn, men blikket i hendes sorte øjne var... skuffet? Hun holdt sin stemme lavmælt som hun spurgte videre.
"Men hvis du er medlem her blandt disse... folk.. og dette er en hemmelig, lukket gruppe. Hvad er min rolle her så?" spurgte hun en smule tilbagetrukket, men før hun kunne få svaret, blev de afbrudt.

Rosens øjne blev store ved synet af den unge mand der blev trukket ind og sat i gabestok. Hendes blik faldt tilbage på vertis ved hans ord men lyden af pisken, og mandens dæmpede skrig trak hendes blik tilbage. Og hun slog en hånd for munden og pisken faldt igen og igen.

Med et rejste hun sig "stop! I må ikke gøre ham ondt!" hendes stemme var bedende mere end kommanderende. Uden tøven forlod hun sin sikre plads ved Vertis side, og bevægede sig bag om hans plads, og over mod den unge mand.

Som hun forlod sin plads kunne han ikke lade være med at smile. Det var et lykkestrejf at de skulle slæbe drengen ind og demonstrere deres fordærv så tydeligt for dem. Vertis havde forventet at han skulle presse dem bare en lille smule for at understrege sin pointe, men nu kunne han springe et par skridt over i planen. Han lænnede sig mageligt tilbage i stolen som de andre gæster kastede deres blikke frem og tilbage mellem ham og Rose. Han kunne fornemme deres forvirring, specielt da de ikke havde forstået hvorfor Vertis havde inviteret hende med til at starte med. Og nu forstyrrede hun deres sjov?
En tjener trådte frem og greb om Roses ene håndled. Manden med høgemasken, arm frosset midt-sving, rettede sig op og brøllede "Hvad foregår der!?" rettet mod hvad han troede var det nyeste medlem af hans kult. Først da rejste Vertis sig, langsomt. Han havde ikke travlt.

Med rolige skridt gik han over til Rose, og lagde sin hånd på hendes håndled, blid hvor tjeneren var hård. Med den anden hånd signallerede han til tjenerne at han kunne forlade dem. Han forblev tavs til de atter var alene, og talte da kun i stemme dæmpet nok til at de ikke ville blive overhørt.
"Gå til haven, og vendt på mig. Jeg lover at ingen skade vil komme til drengen." Han låste hendes blik, og sikrede sig at hun vidste at han talte sandt. Der var medfølelse at finde i hans blik, på trods af at der var ingen i hans sjæl. Grebet blev først løsnet når han kunne se at hun forstod.

Rosen gispede let da tjeneren greb hendes arm, og måtte holde sig tilbage, for ikke at spide hans hånd med torne. Hendes blik mod manden i høgemasken var trodsigt, men hans blik var ikke engang på hende, men på Vertis. Hendes blik fandt tilbage til hendes skaber. Hun havde ikke ønsket hendes handling skulle bringe ham i unåde, overhoved! Men hun havde ikke blot kunne se til, og hun viste han ikke ville gøre noget selv.. Det var mod hans natur.

Vertis rejste sig, og hans Rose ventede tålmodigt på han tog over og sendte tjeneren væk. Hun skævede ned mod hans hånd og lagde hoved en anelse på skrå. Hun forstod tydeligvis hvad han sagde, men.. "Hvorfor sender du mig bort?" spurgte hun lavmælt. Hvis selv han følte for den unge mand, hvorfor så sende hende væk? Hendes blik forlod ikke hans "Hvad har du i sinde at gøre ved dem?" spurgte hun så mere fattet. Hun tvivlede på at de ville stoppe deres afskylige handling på Vertis bud, lige så lidt som de havde stoppet for hende. Vertis var hendes skaber ja, og mægtigere end nogle af disse folk forstod, men.. han havde holdt det for sig selv af en grund. Han havde ladet disse folk tro han blot var 'en handelsmand' af en grund.. En grund hun desperat forsøgte at forstå, uden held.

Vertis gav slip på hendes håndled, og løftede overrasket et øjenbryn. Det var tydeligt at han ikke havde regnet med at hun talte tilbage, og Vertis var vant til at tingene udspillede sig som han havde forestillet sig dem. Hvad skulle han gøre? Han indså at han ikke ville komme langt med løgn, da hans planner alligevel ville blive kendt for hende efter at de var sket. Hun ville ikke bryde sig om sandheden, men for mange af hans planner afhang af at aftenen udspillede sig på en bestemt måde til at han kunne ændre foreløbet.
"Dræbe dem, naturligvis." Hans ansigt udtrykkede at intet faldt ham mere naturligt. Den dybe stemme fortsatte i en kold monotone. "Har du et problem med det? De er onde, modbydelige væsner. De har dræbt og stjålet for at ende hvor de er nu - jeg har set det med mine egne øjne. Du har selv set hvad de gør for sjov." Deres blik havde været låst siden han sendte tjeneren væk, mens han granskede dem for hendes følelser. Han var nød til at anerkende at han i sandhed ikke vidste hvad der foregik bag de sorte øjne. Medlidenhed for de dødelige var tåbeligt - de var skabt til at fejle, fordærv var en del af deres natur.
"Jeg antog at du ikke ville se det. Så jeg siger det igen, gå til haven. Du kan stille dine spørgsmål når jeg er færdig." 

Rosenhavde forventet Vertis svar, og var ikke overrasket. Det var i menneskers natur at forgå, så tanken om deres endeligt skræmte hende heller ikke. Alligevel holdt hun fortsat hans blik, og granskede hans reaktion, eller rettede hvad han valgte at vise hende, så meget som han granskede hendes. "Du har ret.. Jeg har set dette med mine egne øjne, men.. alligevel tænker jeg om det er for sent for dem at bedre sig.. om de kan finde tilgivelse" svarede hun lavmælt, ikke meget højere end en hvisken. Der var tvivl i hendes ord, ikke over dem for de ringede sandt for hende, men over hvorfor hun havde det sådan. Hun kunne ikke nægte Vertis havde ret. Disse folk fortjente ikke at leve i en verden hvor de kun gjorde ondt, men alligevel tøvede hun med at gå, med at adlyde sin skaber!

Endelig sænkede hun sit blik "Jeg ønsker at lære alt om denne verden du har bragt mig ind i. Men hvis det er dit bud, skal jeg gå til haven og vente" svarede hun sagte, undskyldende. Hun betvivlede ikke hans gerning, for han var hendes skaber, men lige så lidt som hun tvivlede på hans vilje, forstod hun sig på den.
Det mindste bud fra ham, ville få hende til at forlade salen og gå til haven som han ønskede. Ellers ville hun blive, og se hans vilje ske fyldest. 

Vertis ene øjenbryn forblev løftet, men nu mere af interesse end irritation. Han havde ikke regnet med at hun var interesseret i at blive efter at han havde fortalt hende hvad der ville ske. Han var imponeret over hendes optimisme, selvom den tydeligt var naiv. Hun havde ikke fordelen af hans erfaring, men der var ingen grund til at belære hende. Med erfaring var det bedst at opnå den på egen hånd. Givet tid vidste han at hun ville komme til samme slutning som han, for hans slutning var den eneste korrekte.
I det øjeblik fik han ondt af hende, og medlidenheden blødte hans kolde blik op. Så meget nysgerrighed, og så lidt tid tilbage.

Han vendte sig mod den tomme stol for enden af bordet, og indikerede med sin ene hånd at hun kunne indtage sin egen igen, hvis hun så ønskede. Den eneste grund til at han havde forsøgte at sende hende væk, var fordi han tænkte det sin opgave at beskytte hende. Han havde tydeligvis undervurderet hende.
Inden han havde taget det første skridt havde de mørke øjne genindtaget sin diamanthårde kulde. "Herre og damer, ærede medlemmer af Den Hornede Triade," navnet fyldte ham med afsky, og han var nød til at kæmpe mod sin trang til at spytte for at rense sin mund. "Hvis I ville samle jer omkring bordet, har jeg en bekendtgørelse."

Rosens hoved faldt blot en anelse til siden da hans blik blødte op, og hendes smil lysnede en my. Mon hendes ord havde nået ham, og han havde set et glimt af håb? Hun tvivlede, for håb var ikke hans natur. Men det var i hendes, og det var til tider nok!

Det tog ikke andet end Vertis gestus, før Rose bøjede nakken for sin skaber, og fandt tilbage til sin plads fra før. Hun forestillede sig de maskeklædte gæster ikke ville være særligt tilfredse med denne udvikling, men hvis de ikke angrede, ville deres tid snart være forbi alligevel, hvis det fortsat var Vertis vilje.

Hun ventede tålmodigt på de andre ligeledes fulgte Vertis bud, og hendes blik skiftede mellem at følge dem, og hvile på Vertis.

Vertis forblev tavs, indtil de alle havde sat sig. Manden i høgemasken var den sidste til at indfinde sig, og gjorde det kun under stor protest. Vertis udstrålede autoritet, med fingerspidserne hvilende med den kølige bordflade - en side af ham som ingen af medlemmerne havde set før - og der gik ikke længe før de ventede spændt på at hans første ord ville falde. Inden han åbnede munden lod han sin indflydelse strække sig, svagt, til de ventende skikkelser spredt rundt omkring i huset. Det var nemt at genkende de villige sind, der afventede hans signal. Som hans plan satte i værk tillod han sig selv et afslappet smil.
"Damer og herre, venner, jeg er bange for at jeg har dårlige nyheder." Han løftede fingrene fra bordet, og samlede sin hænder bag ryggen. Med magelige skridt begyndte han at bevæge sig rundt om bordet, for at holde deres opmærksomhed fikseret på ham. Originalt havde han ikke tænkt sig at holde en monolog, men tænkte at det var passende nu hvor en af skikkelserne omkring bordet ikke ville dø denne aften. "Ser I, mit navn er i virkeligheden ikke Daman. Jeg er ikke en aspirerende handelsmand, og jeg har ingen intentioner om at slutte mig til jeres 'kult'," han løftede fingrene for at understrege hvad han mente om deres religiøse praksis. "Ikke at det er jeres største problem." Han skar en grimasse, der fortalte præcis hvad han tænkte om dem.

Vertis havde brugt to måneder på at opdatere sin viden om landets arvefølgelove, der på trods af de moderne tider var ligeså drakoniske som sidste gang han havde besøgt de dødeliges verden, og han havde været meget interesseret i hvad der skete med en mands ejendom, i tilfælde af at ingen arving kunne etableres. Almindeligt set ville deres ejendele gå til kronen, men der fandtes en sjældent benyttet undtagelse - Efter ønske af den afdøde, kunne deres ejendomme, guld og land gå til en religiøs instans af deres valg. Det havde været en snild sag at overbevise kultens leder om at oprette en sådan institution, da land tilhørende et tempel betalte nedsat landskat. Et lille skub havde været alt der skulle til, før mandens grådighed gjorde resten af arbejdet.
"Og jeg selvfølgelig nød til at takke jer for jeres generøse donationer til templet. Det er storsindet at i ville overlade jeres ejendele til fællesskabet, i tilfælde af jeres død. Og jeg ved hvad i tænker, 'Jamen, i tilfælde af min død ville min ejendom gå til min viv', og det er korrekt. Jeres nærmeste var nemme at opspore. Med undtagelse af," han stoppede bag kvinden, der havde siddet på hans venstre hånd og lagde en hånd på hver af hendes skuldre. "Din nevø, Jamie. Jeg var næsten ved at give op på ham."
Mens kvinden fremstammede noget med at hun havde set sin nevø tidligere på den dag, rejste tre af de øvrige gæster sig, og begyndte at forlange at han forklarede hvad der foregik. I samme øjeblik blev de tre døre til rummet slået op, og ti skikkelser klædt i sorte kåber, trådte ind. Hver af dem holdt lange knive i hænderne. Vertis sænkede sig roligt ned i sin stol for enden, som panik begyndte at sprede sig blandt gæsterne.
"Gør mig en tjeneste," sagde han i svar til de af dem, der begyndte at trygle for deres liv. "Lad være med at bløde på mit tøj."

--------------------------------

Da det sidste lig faldt på bordet blod stadig løbende fra de mange stiksår, vendte han hovedet mod Rose. "Vi er næsten færdige, vent lidt endnu." Han rejste sig op, rømmede sig og rettede på sin vest. "Zaladin!" råbte han pludseligt, kraftigere og med mere passion end noget andet han havde sagt i løbet af denne aften. "Herre! Jeg, Andenfødt og Førstvelsignet, hidkalder dig denne nat! Vis mig din vilje, og se den ske gennem mig!" Han følte sig grebet i religiøs hengivenhed, armene strakt mod loftet, som forsøgte han at omfavne en usynlig kraft. Således stod han i minutter, mens han ventede på at Zaladin ville lade sin vilje blive kendt, men intet klart kom til ham. Han begyndte at granske sig selv for impulser, for hvis Zaladin lod sin vilje blive kendt på samme måde som han gjorde, skulle han blot granske sig selv for impulser han ikke kunne tilskrive nogen kilde. Og rigtigt nok, hvor han mindst forventede at finde noget, fandt han klar besked. 
Han kunne ikke lade være med at bryde ud i et smil. Et kort øjeblik havde han frygtet at den falske kult samt deres familie og husets tjeneste folk, ikke havde været et stort nok offer for guden.

Da han atter vendte sig mod Rosen, var det eneste tegn på hans tidligere løsslupne passion et forskudt hår, der hang ned af hans pande. "Hvis du vil følge mig til haven, vil jeg besvare hvad spørgsmål du har. Jeg kunne personligt godt bruge noget frisk luft." Han begyndte at gå mod den lille blomsterhave, der udgjorde palaæets hjerte.

Rosen mærkede Vertis' signal til hans undersåtter som en svag forløsning, et tryk der blev lettet, bare for et øjeblik. Hun stoppede ham ikke, på trods af hun viste hvad det ville føre til. Det var hans vilje, og han ville vise hende noget om den verden han havde bragt hende ind i.

Hun så til mens Triaden gik i opløsning, mens de blev jagtet ned af de kutteklædte skikkelser. Nogle forsøgte at stå imod, andre løb for livet. En enkelt gik efter hende, måske i håb om at kunne bruge hende til at kræve sikker passage ud derfra. Rosen rørte sig ikke ud af stedet som manden kastede sig mod hende. Hun viste hun var sikker, i Vertis selskab.
Hun trak fødderne en anelse til sig som manden faldt død om for hendes stol, en kniv solidt plantet mellem skulderbladene. Hun havde intet at frygte.

Som scenen nåde sin slutning løb en dråbe af tyk, hvid væske - næsten som mælkebøtte saft - fra hendes øjenkrog. Så meget død. Men hun kunne ikke andet end tro det var nødvendigt.
Ved Vertis ord sænkede hun hoved kort, inden hun løftede blikket igen og holdt det på ham, som han hidkaldte sin egen skaber. Det var sjældent hun så ham så.. levende!
Rosen brugte et øjeblik på at samle sig igen, inden hun rejste sig fra stolen "Mine spørgsmål og jeg skal være hos dig snarligst!" forsikrede hun ham, og i stedet for at følge med, gik hun direkte over til den unge mand i gabestokken, der var holdt op med at kæmpe mod sine bånd, og blot hang hulkende tilbage.
Rosen tyssede blidt på ham, og forsikrede ham om at det var okay nu, mens hun undersøgte gabestokken, for at finde ud af hvordan hun satte ham fri.

Hendes ord fik ham til at vende sig rundt og se på hende med en hvis mængde overraskelse. Han havde forventet at hun havde massere af spørgsmål, men da han så hvor hun bevægede sig hen forstod han. Vertis havde været så fanget i øjeblikket, at han havde glemt alt om drengen. Han var en dæmon af sit ord, og ingen skade var kommet til ham, men han havde tænkt sig at gå et skridt videre. En mental kommando fik kultisten til at bringe ham nøglen, der havde været på leders person, mens han med magelige skridt nærmede sig de to skikkelser. ”De ville have dræbt ham, når de havde haft deres sjov.” Sagde han afslappet, i en følelseskold stemme. Han låste op for gabestokken, og løftede træklodsen af drengens hoved. ”Det var hvad de altid gjorde – henrette en uskyldig til ære for Zaladin, som om Herren havde nogen interesse i ofre.” Han så ingen grund til at nævne at han havde gjort noget der var tilnærmelsesvist det samme. De han havde fået dræbt havde været nødvendige.

Til den nærmeste kultist sagde han: ”Tag drengen til et værelse, og sørg for at han har alt hvad han har brug for.” Det var forhåbentligt klart for kultisten at drengen ikke måtte forlade palæet – han vidste for meget, men Vertis havde givet sit ord for at han ikke ville komme til skade. Så de måtte alle leve med et kompromis.

Rosen smilede op til Vertis som han satte den unde mand fri. Hun støttede ham, så han ikke faldt, men den unge mand trak sig pludseligt væk, som hans blik faldt på de dybe, sorte søer der var hendes øjne. Rosen nåde dog at få et glimt af hans væsen og hun forblev rolig og smilende, til trods for frygten og den slet skjulte afsky i den unge mands blik.
Hendes blik faldt på Vertis igen "Heldigvis forhindrede din tilstedeværelse den skæbne".  Nok havde hun været til stede, og handlet, men hun var der kun på hans bud!

Sikker i sin tro på Vertis holdt sit ord, fortsatte hun ud i haven med ham. Rosens tilstedeværelse og indtagelse af næring var allerede synlig i havens fjerneste hjørne, hvor et lille område var visnet og gået i forrådnelse. De enkelte planter der stadig levere, var nært uigenkendelig fra hvad de havde været engang.

De var ikke nået langt ud i haven før det første spørgsmål forlod hendes læber "Jeg forstå hvorfor gæsterne her måtte dø.. men hvad havde deres familie gjort for at fortjene samme skæbne?"