Hendes blik flakkede omkring. Hun kunne ikke huske meget af landsbyen og den så også semi tom ud, men det var sikkert efter al den udrensning af elverne? Hun trak kort på skuldrene og sukkede ganske kort inden hun stoppede foran en butik. Hun håbede inderligt at de havde den kjole som hun havde set, sidst hun var i landsbyen, men det var efterhånden ved at være længe siden, så den kunne i teorien være solgt for længe siden. Hun krydsede fingre inden hun bevægede sig indenfor. Efter ganske kort tids søgen, gav hun op. Den var der ikke mere og hun gik igen. Der var ingen grund til at købe en kjole som hun egentlig ikke havde lyst til at gå klædt i. Hun sukkede opgivende og lod blikket glide over de mange butiksfacader hun passerede, men ingen af dem havde nogle kjoler hun gad, så hun kunne lige så godt vende tilbage til Piraterne? Der var jo nogle af dem der fra tid til anden bragte hende ting.

Hun hørte nogle der fløjtede efter hende, dernæst kaldte på hende og fik hende indhentet. Hun så på manden foran sig og hævede et øjenbryn ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte hun med et kækt smil på læberne. Der var sikkert ikke mange der vidste hun var glædespige, ikke i Medanien i så fald, trods rygter spredtes ret hurtigt på disse kanter. Manden trak på skuldrene ”Det ved du  godt... Kom” sagde han og greb hendes arm og trak hende med sig ind i en af de små gyder der var i byen. Hun vred sig løs og så på manden, nærmest blottede tænder ”Hvad har du gang i?” sagde hun og kneb øjnene sammen ”Tror du.. At du kan komme her og hive en tilfældig kvinde med ind i en gyde? FØJ!” hvæssede hun svagt som hun skubbede ham i brystkassen og vendte sig for at gå, men da greb manden omkring hendes arm og vendte hende rundt. Aviaia sendte en spytklat i ansigtet på manden og mærkede da hvordan en syngende lussing ramte mod hendes ene kind. Hun kunne smage blod og kunne allerede mærke at dette ikke var sidste slag der ville komme, hvis ikke hun kom væk fra det sted med det samme. På usikre ben kom hun op igen og så på manden ”Ser du alle kvinder som et stykke legetøj? Et objekt! Du er en syg mand!” hvæsede hun og mærkede da en knytnæve i maven. Hun faldt sammen igen, hev efter vejret og så op mod manden som sendte en ny lussing mod hende, som fik hende til smage endnu mere blod. Hun lukkede øjnene og havde nærmest accepteret hendes skæbne. Hun knyttede hænderne og spyttede blod ud på jorden inden hun modvilligt kom på benene igen ”Lad mig være!! FORSVIND!” skreg hun så godt hun kunne, som hun stadig forsøgte at få vejret.

Det var slet ikke det samme at opholde sig i Hovedstaden, som det var før at Kiles præster havde spredt det de mente var deres form for orden, som havde resulterede i at elverne var blevet drevet på flugt, så i følge ham var der rigtig meget som skulle holdes i orden, så det hele ikke kørte af sporet, men som ridder af Lyset kunne han ikke rigtig gå imod Kiles orden, eftersom at det var dronningen som havde sat dem ind, så derfor havde han forladt Hovedstaden og befandt sig, og patruljerede nu i Medanien, hvor de endnu ikke havde spredt deres had, ikke som i Hovedstaden i hvert fald.

Medaniens gader var rolige og nærmest øde, så derfor var det nemt at holde styr på denne del af landet. De folk som han nu mødte på sin vej, kendte ham og hilste på ham, de vidste da i det mindste at Ridderne godt kun sikre den fred som de var sat her til for.. Hans patruljering af byen blev stoppet af råb og skrig, fra en gyde ikke så langt her fra. Det var hans pligt at sørge for at holde orden, og derfor stoppe gadeuorden, eller hvert fald se hvad der skete. Da han nærmede sig gyden, kom to skikkelser frem, en kvindelig og en mand og det var tydeligt hvad der skete mellem de to. "Hey!" råbte han i en skarp tone, men manden stoppede ikke sine voldelige handlinger og Nao nærmede sig derfor manden, "Hvad har du gang i?" han greb ud efter hans arm, som han sendte endnu et slag ned mod kvinden, og skubbede ham derefter væk. Nao sendte et slag mod mandens mave, og denne gang var det ham der bukkede under, "Afsted! Kom væk herfra!" Nao smækkede manden endnu en gang, og så ham løbe væk og håbede at det var det der skulle til, måske ville kvinden gerne have at han blev fulgt væk, men lige nu var hun det vigtigste. Han vendte sig om og lagde en hånd på hende, for at hjælpe hende op. "Aviaia?" han blev helt lamslået over at det var hende, det havde han slet ikke ventet, det var alt for længe siden at han havde set hende og vidste slet ikke om det ville ske igen. "Er du okay?!" Nao lagde en hånd på stedet hvor han havde ramt hende i hovedet, og aede hende og trak hende derefter ind i et længe ventet kram.

Hendes øjne flakkede fra side til side som hendes blik var rettet mod manden der var ved at sende en næve fluks mod hende. Hun knugede øjnene sammen og ventede på at mærke knytnæven mod hendes ansigt, men der skete intet, i stedet hørte hun en lettere velkendt stemme råbe et eller andet. Aviaia vendte blikket mod manden der løb og forsøgte at sætte et ansigt på stemmen. Som hun greb ud efter personens hånd og hørte hendes navn gik det op for hende. Hendes hjerte sprang nogle slag over som hun så op og greb Nao's hånd ”Nao?” hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, om hun skulle sige noget. Hun mærkede hvordan tårerne pressede på da hendes blik igen flakkede fra side til side som han placerede en hånd på det sted den anden havde ramt hende. Hun var lamslået. Hun havde ikke troet hun skulle se ham igen, troede hun havde mistet ham, at han var... Hun kunne ikke holde tårerne tilbage som han trak hende ind i et kram. Hun lagde på automatik armene omkring hans hals og begravede hendes ansigt mod hans brystkasse. Tårerne trillede ned af hendes kinder som hun svagt trak sig væk og så op på ham. Han var stadig en del højere, intet havde ændret sig.. Han så lige så vidunderlig ud som sidste gang de så hinanden.

”Nao.. Jeg” hun kunne nærmest ikke udtrykke sig, vidste ikke hvordan hun skulle sige det og kunne stadig mærke en summende fornemmelse i den ene kind, men det hjalp uden tvivl at Nao var her.. Ja i teorien havde reddet hende. Hun rystede svagt over hele kroppen og bed sig kort i underlæben ”Jeg troede du... ” hun så ind i hans brystkasse uden at færdiggøre hendes sætning. Nej... Nao var IKKE død! Han var lige her hos hende, i et stykke.. Årh gud hvor havde hun savnet ham, men alligevel havde hun lyst til at slå ham, sådan som han bare forsvandt uden et ord, men han var der jo nu? Hele hendes krop sitrede som hun snøftede, mens tårerne stadig, langsomt gled ned over hendes kinder.

Han mærkede hvordan hun tog hans hånd og de to stod og kiggede på hinanden, uden rigtig at sige noget. Han kunne se at hans tilstede værelse på virkede hende, han kunne se at hendes tårer var på vej. De fik frit løb, da han trak hende ind til sig. Han kunne ikke gøre så meget andet end at trøste hende, og nu være der for hende. Han lod trøstende en hånd kærtegne hendes ryg, "Jeg er her nu, ikke min kære" lød det beroligende fra hende. Det var klart at hun var lamslået over at han lige pludselig stod der foran hende, og det var meget tilfældigt.

"Jeg ved det.." lød det roligt fra hende, som han stadigvæk holdt om hende. Det var klart at hun havde det sådan, at hun troede at han var død, efter så lang tid som han havde været væk fra hende og været på forskellige missionener, men han havde måske heller ikke været godt til at give livstegn fra sig. Han kunne godt forstå hvis hendes følelser var splittede, men det var ham som skulle ændre på sig fra nu af og så vise sig hos hende, deres aftaler og følelser var stadig klare, eller hans var hvert fald. Han var vild med hende, og var glad for at kunne være sammen med hende igen. "Jeg er her nu, min kære og så må vi tage det her fra. Jeg er stadigvæk vild med dig,
det må du tro mig, min kære" han slap hende fra krammet og lagde en pegefinger på hendes hage og skubbede hendes hoved op, så han kunne kigge ind i hendes øjne, "Hvis du vil have mig, så er jeg stadigvæk din" sagde han på sin smilede og charmerende måde, og lod hånden glide ned af hendes kind. "Er du okay, efter dit overfald?"
Du kan komme med mig, og slappe af på mit værelse, hvis du har lyst?" Han lænede sig ind over hende, og kyssede hendes kind og mærkede en varme sprede sig i hans krop.

Hånden mod hendes ryg, de berolignede ord, fik hende til at slappe af. Ud af alle de folk der kunne have fundet hende i denne gyde, så var det netop ham? Var det skæbnen der fortalte hende noget? Eller var det tilfældigt? Hun havde på fornemmelsen at det var lidt af begge dele, men det gjorde det ikke mindre underligt for hende. Hun bed sig kort i underlæben som hun svagt, nærmest pressede sig selv endnu tættere, trods det nærmest var umuligt at komme tætterem uden at skulle smide tøjet. 

Hun vidste godt inderst inde at Nao fra tid til anden var nødt til at forsvinde, han var trods alt ridder og han havde ting han skulle tage sig af. En knude dannede sig i hendes hals blot om tanken om en anden kvinde i hans favn, men hurtigt fik hun skubbet tanken væk da hun hørte hans ord. Hjertet i hendes bryst hamrede mod hendes ribben "Jeg giver ikke slip på dig igen..." sagde hun stille og mærkede da fingeren under hendes. Hendes øjne flakkede svagt, men fik dog låst sig fast og hun så ham i øjnene. Hun var næsten hundrede procent sikker på at hendes hjerte stoppede med at slå da han sagde han stadig ville have hende. Hun bed sig kort i underlæben som hun mærkede nogle få tårer glide ned over hendes kinder som han strøg hende over den ene "Jeg overlever... Jeg er dæmon trods alt” sagde hun med et svagt smil på læberne.

Komme med på hans værelse? Der var ikke noget hun hellere ville! Hun kunne mærke hvordan hendes kinder blussede op som han kyssede hendes kind " Du ved jeg altid vil bruge tid med dig"  sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun kunne mærke hvordan hun langsomt var ved at komme til sig selv, den der kække og flirtende kvinde hun som regel var, men sådan et overfald, samt overraskelsen over at finde ud af hendes redningsmand var personen hun ikke kunne leve uden. Hun stillede sig på tær ganske svagt og kyssede kort hans hage "Siden hvornår skulle jeg ikke have lyst til at tilbringe tid på dit værelse?" sagde hun og blinkede til ham. Hun var så godt som sit "normale" jeg og hun nød at Nao var kommet tilbage langt om længe!

Hvad var chancen for at han ville støde ind i hende her? Det var så længe siden at han havde set hende, ikke siden deres sidste møde, inden han tog afsted på opgave stillet at lysets ridder, noget som han måske ikke helt havde forberet ordentligt på, at han måske bare ville stikke af. At han fik hende til at slappe af mere af, var kun rart og at mærke hende presse sig tættere imod ham var det samme. Det var en rar følelse at han nu var sammen med hende igen.

Det var klart at hun måtte have haft flere forskellige følelser at få bugt med, og især tanken om, om hun måske aldrig skulle se ham igen? Den havde han da også selv haft, især fordi at det ikke var noget nemt job at være ridder, der var flere farlige situationer som man skulle ud for. "Der er ingen grund til at give slip på mig igen, og i så fald kan du stole på at jeg kommer igen - ingen tvivl der" det var klart at der nok ville komme flere opgaver, men så måtte de arbejde med det bedre end de havde gjort, det var det mindste han kunne gøre. Han fjernede den anden tåre og smilede roligt, "Det er godt, jeg ved du er stærk og ja, de dæmoner har det med at overraske" kommenterede han med et lille grin, og hejste hendes hage med en finger og kiggede i hendes øjne.

"Det er jeg selvfølgelig glad for at du stadig vel" sagde han med et lille grin, og kiggede på de blussede kinder, han havde dog heller ikke forventet andet, hun var jo ikke sur på ham. Han kunne mærke at hun var ved at være sig selv igen, og det overfald havde hun måske skudt tilbage i minderne, som det havde byttet plads med synet af Nao selv, hvilket var en god ting. "Nej, det kender jeg dig for godt til, til at sige nej til, kære" endnu et grin undslap hans hænder, "Men så ved vi hvor vi skal hen ad" han smilede til hende, og lod en arm glide om hende, som de gik ud af gyden og ned mod kroen.

Hun var stadig lidt ved siden af sig selv. Han hun skulle blive overfaldet var en ting, det havde hun prøvet før, men at blive redet og det var ham... var første gang. Hendes følelser var voldsomt splittede, for hun havde en ustyrlig lyst til at slå ham, bare en lussing du ved, men alligevel ikke, for han var jo kommet tilbage og havde redet hende fra, ja, hvem, ved hvad der ville være sket hvis han ikke var ankommet på den tid han havde.

Som han talte bed hun sig i underlæben ”Bare lov mig det ikke bliver i en kiste...” sagde hun og kunne allerede mærke hvordan ordene fik hendes hals til at sno sig sammen og hvordan tårerne begyndte at presse på. Det var en grusom tanke, men hun vidste også det var en mulighed, da han trods alt var ridder og formentlig var en af dem, der blev sendt ud, hvis der en dag skulle udbryde en voldsom krig. Hun ville ikke for alt i hele verden miste ham igen, slet ikke for evigt. Hun grinede ganske kort over hans ord ”For det meste ja” sagde hun og mærkede hvordan han lagde en finger under hendes hage for at få hende til at se ham i øjnene. De øjne... Hun kunne kigge ind i dem for evigt, forsvinde i dem og ikke komme tilbage.

Hvorfor skulle hun sige nej til netop ham? Hun ville med glæde bruge sine dage sammen med ham, uanset hvad de lavede. Hun grinede ganske kort ”Den dag jeg siger nej til det... Så lov mig at du gør et eller andet så jeg bliver mig selv igen” hun sendte ham et kækt smil. Der skulle gå noget fuldkommen galt hvis hun sagde nej, hvis det nogensinde skete, var det sikkert fordi hun var blevet besat eller noget i den dur, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre at besætte en dæmon. Som armen kom omkring hende smilede hun og lænede sig ind mod ham ”Lad os komme af sted” sagde hun og lagde selv armen omkring ham. Hvad folk dog ikke måtte tænke... En ridder af lyset med en skøge i armene? Ak ja, de dømmende blikke var der da nok af, men hun var ligeglad, de kunne sige hvad de ville, det ville ikke få hende til at holde mindre af denne mand.

// Eftersom Nao ikke er aktiv mere, tillader jeg mig at afslutte ^^//