Det var med lette skridt Gabe kom op til biblioteket. Hans kappe var trukket tæt omkring ham. Til dels for at skjule kulden omkring ham, men også til dels for at skjule hans noget sølle udseende. Heldigvis var der ingen der stoppede ham fra at komme ind på biblioteket, men måske deres kræfter bare var fokuseret andre steder. Han havde i hvert fald opdaget hvor tæt patruljeret byen egentlig blev for tiden, og af kile præster. Noget var i gærde her i byen, men han var ikke helt sikker på hvad, og det var egentlig ikke hvad han bekymrede sig om.

For få uger siden havde han stødt på en gammel bekendt. Gabe havde stadig ingen ide om hvem det egentlig var, andet end at han hed Cayden. Der var intet i hans minder der var sprunget frem endnu, men Gabe var godt klar over at noget var galt, da han fik at vide at det var 300 år siden at de havde set hinanden. Der var ikke mange forskellige muligheder for hvad Gabe egentlig kunne være, og siden Gabe ikke kendte meget til engle, var der ikke meget andet at gøre end at tage på biblioteket. Og så det største bibliotek i dette land, uanset hvor dårlig han havde følt sig hver eneste gang han havde set bygningen, som om at der var ting herinde han ikke havde lyst til at finde ud af.

Det var med en hvis forsigtighed at han gik indenfor det store bibliotek og gik op til skrænten. "Jeg uhhmm... jeg leder efter hvad som helst om engle... og øøøhh... andre muligheder for menneskelignende racer med langt liv," forklarede Gabe lidt, og trak ned i sine ærmer, mens han kiggede lidt rundt, og bibliotekaren, en satyr, begyndte at gennemgå nogle af deres rekorder for at finde ud af hvad de egentlig havde som Gabe kunne få lov til at kigge i.
"Vi har da et par bøger som måske kunne være af interesse, men der er ikke meget kendt omkring især engle. Generelt har de langt levende racer aldrig været glade for at dele deres viden." indrømmede den gamle satyr, før at han begyndte at føre Gabe over mod reolerne. Satyren selv var for lav til at nå bøgerne, så oftes måtte Gabe tage de bøger satyren ikke kunne nå, og snart havde han også en god stak i sine arme, men muligheder for hvad er kunne.
"Jeg tror det er ved... ah.... jeg havde nær glemt," kom det satyren, som pludselig havde et underligt glimt i øjet. "Der var en engel. Penemuel var hans navn vidst. Han nævner ikke sig selv specielt meget, men vi har en bog eller to om hans rejser, hvor det bliver nævnt hvordan det er at være en engel. Måske de også kunne være til hjælp?" Gabe selv kunne ikke gøre så meget andet end at nikke stumt. Penemuel sagde ham noget. Det var lige der, men alligevel så langt fra ham, så i stedet for at dvæle for meget, fulgte han bare med, og fik to til bøger af den gammel bibliotekar.

"Du siger bare til hvis du skal have mere hjælp," blev det sagt af satyren, og Gabe smilede blidt til ham. "Skal jeg nok, og tusinde tak," svarede Gabe, og så satyren gå et stykke væk, inden at han fandt et bord inde i hjørnet, hvor han kunne være i fred og begynde at studere alle de her bøger.
Der var nok godt og vel 10 forskellige bøger. Når man tænkte på hvor meget viden der burde være opbygget over årerne, var det egentlig ikke specielt meget. Men der var ikke så meget andet at gøre end at gå til den. Han startede om bogen med racerne. Der var så mange obskure racer, som ligeså godt kunne være afgreninger af dæmoner, og de fleste af dem var kun blevet set få gange, så hvem vidste om de virkelig fandtes. Der var ikke meget held der.
Han forsatte med dem. Der var om dæmoner, en smule om engle. Der var noget om at det var normalt at miste sin hukommelse, eller genopstå flere hundrede år efter at man var død. Det ville da på en måde give mening, om hvordan Cayden havde kendt ham så mange år siden, og han kun havde minder om de sidste to år. Egentlig følte han at det var det der gav mest mening indtil videre, indtil hans blikke landede på de to bøger af denne Penemuel. Det kunne vel ikke skade at kigge i dem?

Han åbnede bogen. Den var tydeligvis gammel, og et lille årstal var der da også skrevet i den. Næsten 2000 år gammel. Gad vide hvordan den havde overlevet alle disse år, og han skulle da også til at bladre videre, da han så navnet, som fik ham til at stoppe op.



Navnet var skrevet med en smuk håndskrift, men navnet var nok til at tage luften væk fra Gabe, og han var ikke helt sikker på hvorfor. Det var også derfor at han var lige ved at lukke bogen i og bare smutte, men han tvang sig selv til at bladre videre og læse. Læse hvad det var der sket alle de år siden, og hvordan denne engel havde opfattet tingene.

Fortællingerne føltes næsten levende for Gabe. Han kunne se det klart i sit hoved, hvordan tingene var fundet sted. Og ansigter han aldrig selv havde set før. Han blev helt opslugt af fortællinger, og inden han vidste af det, var han ved at være færdig med den anden bog.
Endelig bladrede han om på den sidste side, og der var der et portræt foto. Det hændte til tider at forfatterne fik tegnet dem selv i bøgerne, for at vise hvem de var, og det havde Gabe i sig selv ikke noget problem i. Problemet var at han følte at denne tegning var af ham. Det lignede ham på en prik, hvis ikke gladere og lysere af en art. Som en bedre version af ham selv. Denne Gabriel Jack Penemuel var ikke bare en tilfældig person.

En hver anden gang ville Gabe have løbet, men ikke denne gang. Han rejste sig op. Hans ben rystede næsten, men han tog bogen og gik op for at finde bibliotekaren igen. Satyren stod stadig ved desken. De havde vidst heldigvis ikke så meget at lave, så Gabe havde fri mulighed for at gå op til ham.
"Nå. Fandt du hvad du... søgte?" Satyren så pludselig meget bekymret ud på Gabe, som var blevet væsentlige blegere over de sidste ti minutter, og satyren mente da ikke at han havde været så bleg, da han havde fundet bøger til ham for flere timer siden. "Er du okay min dreng?"

Gabe lagde bogen ned foran satyren. Portrættet til fuld skue for ham. "Hvad... ved du om Gabriel Jack Penemuel." kom det næsten hæst fra Gabe. Hans øjne var vilde og forvirrede, og satyren kiggede ned på portrættet og op på Gabe. Gabe kunne se i øjnene på satyren at også han kunne se en slående lighed mellem dem, men heldigvis nævnte han det ikke.

"Altså... nu om dage er der ikke meget kendt om ham. Vi har utallige bøger af ham, da han eftersigende nedskrev begivenheder overalt i landet, og indleverede bøgerne til Lyset, som han desuden havde et nært forhold til. Han er også en af de første kendte engle vi kender til. Desværre stoppede han med at indlevere bøger for ca. 2000 år siden. Der er nogle der kommer her ofte, der mener at han må være gået til, da de skulle lukke portene til dæmonriget, men vi har også nogle rekorder om folk der mener at have set ham senere. Det er desværre alt vi ved. Det var jo trods alt længe før min levetid," forklarede satyren, som ikke havde opdaget at Gabe var blevet blegere og blegere.

"Et sidste spørgsmål... Skete der noget specielt for 2 år siden?" kom det endnu engang fra Gabe. Han følte at han skulle til at kaste op over alt det her.
"For to år siden? ja... for to år siden... du mener dæmonportenes genåbning. Ja. Det var ikke en rar tid.... Mig og min kone klarede..." Satyren var igang med at pudse sin briller mens han sagde dette, men da han kiggede op, gik han i stå i sætningen, for Gabe var allerede på den anden side af biblioteket og på vej ud af døren. Gabe skulle bare væk fra dette sted og de minder han ikke kunne huske, og den person han muligvis var...