Det var formiddag og solen stod højt på himlen, men i grænselandet op til Elverly var der overskyet og de få steder hvor solens stråler nåede igennem trætoppene var lyset grønligt og dæmpet. Der var ingen andre omkring ham, så da Cayden hørte lyden af en hel gruppe af, formodentligt mennesker, teleporterede han sig straks tættere på - det var hurtigere og mere lydløst end at løbe, og selvom han ankom i en sky af sort røg, der bølgede ud fra ham, så det ikke ud til at nogle af menneskerne bemærkede det. De havde for travlt med en elver.
Cayden reagerede inden han overhovedet tænkte over det; det var helt indøvet af ham at danne bue og pil med sin evne, begge dele mørkegrå som skygger, og han sendte pil efter pil af sted, den ene inden den anden overhovedet havde ramt sit mål, og hver og en faldt de omkuld, omgående døde, med undtagelse af én, der stod i ly bag elveren, med en hånd klemt fat om ham som om hans liv afhang af det. Det gjorde det også.
"Slip ham," sagde Cayden roligt og spændte sin bue igen. Han havde ikke tænkt sig at skåne mennesket, ligegyldigt hvad han gjorde eller ikke gjorde, men han havde på den anden side heller ikke besluttet sig for om han ville skåne elveren eller ej. Lysets væsner betød ingenting for ham, men fik han muligheden ville han gerne vide, hvad elveren havde gjort for at fortjene den behandling menneskerne havde udsat ham for.
Mennesket skævede ned til den nærmeste af hans venner, der havde en pil boret igennem halsen og så ud som om han vidste, at Cayden ville nyde at gøre det samme mod ham, og synet fik Cayden til at trække på smilebåndet.

Krystallandet
