Sted: Hecates lejlighed i Det Øvre Bydistrikt
Tid: Middag
Vejr: Koldt og let overskyet

Randall så op mod vinduet. Første sal. Hvordan i alverden skulle han komme derop? Der gled et utilfredst udtryk over det skæggede ansigt. Det her var dumt. Der var en, der havde udfordret ham, og han havde selvfølgelig ikke kunne gøre andet end at sige ja - der var jo krystaller og ære på spil! Skidt med æren, krystallerne var det vigtigste. Så nu skulle han finde en vej op til en lejlighed på første sal. Og vejen ind i gennem vinduerne så ud til at være lettere umulig. De grå øjne gled ned til hoveddøren. Kunne han komme den vej ind? Eller var der en bagdør?
Så naturligt som muligt bevægede han sig rundt om bygningen. Det var ikke ligefrem et kvarter, han passede ind i og der var nok flere byvagter her, der vidste, at han stod på listen over folk, de ville have fat i. Men ingen af de forbipasserende skænkede ham mere end et ligegyldigt blik og han fandt en bagdør. Som ikke var låst. Ha!

Efter at have ventet på at der blev fri bane, gled han ind i det fornemme hus og fandt trappen op til første sal. Manden, der havde udfordret ham, havde givet ham et præcis beskrivelse af stedet og det varede ikke mange øjeblikke, før han stod foran den rigtige dør. At der med sirlige bogstaver stod navn på døren kunne han ikke tage sig af, som han ikke kunne læse. Lidt forsigtigt bankede han på døren, med en dårlig forklaring klar, hvis der var nogen hjemme. Nej, ingen åbnede op og der var ingen lyde bag døren. Hurtigt fiskede han sin dirk op af dens gemmested i støvlen og fik listet låsen op. Barneleg.

Stuen han kom ind i var køn og fik, men ud over at lade blikket længselsfuldt glide rundt i søgen efter værdier, værdigede han den ikke nogen form for opmærksomhed. Hurtigt listede han så stille som muligt med de store støvler igennem rummet i søgen efter soveværelset. Igen, ganske sirligt indrettet. Man var ikke i tvivl om, at det var en ældre dame, der boede her. Hvor skulle han lede? Blikket faldt på et skab. Måske? Han var ikke vant til at skulle finde damers tøj, han var ekspert i at fjerne det. Lågerne gled op og han lod blikket glide over tingene i det. Nej, ikke her. Hans blik faldt på en kiste på den anden side af sengen. Ja, det så mere rigtigt ud. Kisten var ikke låst og han stirrede ned i den. Bingo! En grov hånd gled ned i tøjet og han fiskede et beklædningsstykke frem. Hecates underhoser! Udfordringen var klaret! Et stort grin prydede hans ansigt, som han vendte om for at forlade lejligheden og tage turen ned af trappen og tage tilbage til kroen, hvor han ville få sine krystaller og resten af hovedstaden ville få noget at grine af.

Trappen op til lejligheden gav altid Hecate lidt besvær, og hun støttede sig tungt til gelænderet, idet hun langsomt bevægede sig opad. En dag ville hun måske blive nødt til at flytte til stueetagen, men på trods af det smertende ben, var hun en stædig, ældre dame. Hun holdt af udsigten ned til den travle gade i den øvre by, hvor hun kunne holde øje med de forbipasserende.
I tasken, som hun bar, havde hun et par bøger, som hun havde erhvervet sig på Hovedstadens mægtige bibliotek. De omhandlede de politiske bevægelser i Krystallandet startende omkring dæmonkrigene, og var primært skrevet på dragoran og elvisk. Begge sprog, som hun formåede at læse ganske flydende.

Hun glædede sig til at slappe af og fordybe sig i læsningen om tider, der i bøgerne forekom så meget bedre, end det nuværende samfund hvor skøger og kriminelle hærgede gaderne. Tanken fik hendes mund til at fortrække sig i en utilfreds mine, og hun fandt hastigt sin nøgle frem for at låse sig ind i de vante, trykke rammer.
Nøglen i låsen drillede hende. Vredt forsøgte hun igen at dreje den, ind til det gik op for hende, hvad der var galt. Døren var slet ikke låst. En lille, isnende fornemmelse begyndte at brede sig i maven på hende. Hun kunne have svoret at hun låste, inden hun gik. Tanken om at andre kunne have adgang til at snage i hendes ting.. nej, hun havde aldrig efterladt døren ulåst.

Forsigtigt åbnede hun den indad til lejligheden, der så ud som den plejede. De bløde stole placeret i den rigtige vinkel ved det lille sofabord, samt skrivebordet, hvor en stak af bøger allerede nyderligt var stablet. En fjerpen lå ved siden af sammen med en stak af hendes egne noter, skrevet med lillebitte, men meget ordentlig, håndskrift.
Netop som hun trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig, kom en skikkelse gående ud fra de tilstødende gemakker - soveværelset. Hun stivnede ved synet af manden, hvis beskidte udseende stod i skarp kontrast til de pæne, ordentlige omgivelser, og hendes blik faldt øjeblikkeligt ved det, der var i hans hånd. Et par underhoser. Hendes underhoser! En blanding af skam og vrede kunne se i hendes øjne, og kinder, som farvedes røde. 
"KAN DU OMGÅENDE SLIPPE DEM, DIT AFSKYELIGE MANDFOLK!" Råbte hun af sine lungers fulde kraft. For en gammel dame at være havde hun en ganske imponerende stemmekraft, og hendes skingre toneleje gik lige i øregangen. 

Ha ha, det havde jo været nemt! Sejrens rus gled igennem ham, som han bevægede sig mod døren ind til stuen. Hans blik fangede en lille kasse, der sikkert indeholdt smykker og han var lige ved at spekulere på, om han ikke lige skulle tømme den, inden han forlod lejligheden. Derfor så han ikke den gamle kvinde, før hendes stemme bragede igennem luften. Det gav et ordentligt sæt i ham og han havde nær trukket sit sværd, men det gik op for ham, at det "bare" var den gamle kælling, der var kommet hjem. Alt for optaget af sin søgen igennem hendes ting, havde han simpelthen ikke hørt hende. De grå øjne stirrede lidt på hende, spærret op i forskrækkelse. En forskrækkelse der hurtigt forsvandt og smilet vendte tilbage til hans ansigt.

"Slippe hvad? Dem her?" Han løftede beklædningsdelen op i en finger og grinet på hans ansigt blev kun større. "Nah, dem skal jeg bruge. Jeg er lige midt i et væddemål." Og så stak han stoffet ned i sin lomme. Hvad ellers? Det var en gammel dame, han havde fundet dem og han havde ikke tænkt sig at give slip. Der var krystaller i den anden ende! Hvad kunne han frygte fra den gamle kælling? Sprængte trommehinder? Så han blev afslappet stående med det lettere provokerende og klamme smil om sine læber. Han kunne vel lige så godt få lidt sjov ud af det, nu han var her.

Vidste han, hvem Hecate egentligt var? Ja, han kendte overfladisk til hendes baggrund. De var trods alt lige omkring samme alder, selvom han ikke så ud til at være en dag over tæt på de fyrre. Og med hans roden rundt med lejesoldater og andre mere eller mindre suspekte personer og alle dem, han havde haft drukture med, ja så hørte man ret hurtigt om en masse forskellige personer.
Men trods at han vidste, at hun sikker havde været ret effektiv med et sværd engang, var han på ingen måde nervøs. Hun var gammel og sværdet så ud til at være blevet pakket langt væk. Hvor hans hang ved hans side. Som altid. Han gik aldrig nogen steder ude, hverken når han skulle æde, skide, sove eller i bad. Det der med at dø havde han prøvet lidt for mange gange til at ville lade sig selv være et let offer. Ikke at han ligefrem havde planer om at hugge kællingen ned, selvom hun forsøgte at lukke hans elskede bordeller og kroer, men hun kunne da godt få et par klaps, hvis hun forsøgte på noget.

Udtrykket af afsky blev tydeligere i Hecates ansigt, jo mere hun betragtede manden foran sig. Han så snusket ud: uplejede skægstubbe, et generelt lurvet udseende, og hun var sikker på, at det var alt for længe siden, han havde fået et bad. Kort sagt - en almindelig slyngel, som burde kastes i arresten så hurtigt som muligt.
Og han var her. I hendes hjem. Hans tilstedeværelse fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Det var ikke fordi hun havde tænkt sig nogensinde at bruge underhoserne igen, når de først havde været i hans hånd, men hun kunne på ingen måde lade ham slippe af sted med dem! Tænk hvilke rygter, der kunne brede sig om en anstændig dame som hende, hvis han fik lov til at vise dem frem på det nærmeste værtshus .. en gysen gik igen gennem hende, og hendes ansigtskulør blev endnu mere dybrød.

"Et væddemål .. jeg er sikker på, at du bliver set som en stor mand, når du er i stand til at berøve en forsvarsløs, ældre dame." Fnøs hun og bakkede op mod døren. Hendes eneste håb var, at der ville nå at komme hjælp, og at hun ind til da kunne spærre ham vejen ud. Der var naturligvis en væsentlig risiko for, at han kunne finde på at gøre skade på hende, men hun kunne simpelthen ikke lade ham slippe godt fra det! 
Hendes skingre røst gav igen genlyd i lejligheden: "INDBRUD! TYVEKNÆGT! HJÆÆÆÆLP..." Hvis man kunne sige noget om Hecate så var det, at hun på trods af sin alder havde en ganske imponerende stemmepragt - der var god til at ramme punktet i ørerne, hvor det nærmest gjorde ondt. 

Mens hun vagtsomt betragtede indbrudstyven foran sig, bad hun inderligt til, at nogen havde hørt råbet.

Randall tilstedeværelse var tydeligvis ikke ønsket Ikke bare fordi, at han var indbrudstyv, havde han en fornemmelse af, nej, den gamle kælling kiggede på ham som man så på hestebæ på sin sko. Ikke helt så uvant for ham som man måske skulle tro, af en eller anden grund kunne han få de fleste til at rynke på næsen. Men den ældre dame så næsten ud til at kunne have lyst til at drukne ham i et sæbebad. Hvad han havde hørt om hende, var det nok ikke helt ved siden af.
Hendes ord, der vist prøvede at fornærme ham, fik ham bare til at trække på skuldrene.
"Jeg er ligeglad, så længe der er krystaller nok til øller og kællinger." Det var nok lidt med vilje, at han nævnte lige de to ting. Han vidste godt, at hun var i mod begge dele. Hvorfor forstod han dog ikke, man kunne ved guderne da ikke leve livet uden?!

Hendes bevægelse mod hoveddøren undgik ikke hans opmærksomhed. Så hun spærrede udgangen. Inden han nåede at reagere på det, åbnede hun munden og skreg løs i et forsøg på at få hjælp. Hendes stemme gik direkte i skallen af ham og han skar utilfredst ansigt. Så snart hun var færdig med det gudsjammerlige skænderi, stak han en lillefinger i sit ene øre og kørte rundt, som om at det ville hjælpe.
"Dame, din stemme går jo igennem marv og ben. Du giver en uærlig mand hovedpine!" Selvom han måske virkede til ikke at være bekymret over hendes råb om hjælp, var hans sanser spændt til det yderste i et forsøg på at finde ud af, om hjælpen kom. Der var ingen lyde af døre der gik eller løbende fødder. Faktisk var der lige så meget ro i bygningen som før hendes skrigeri.

"Det ser ikke ud til, at Lysets Hær dukker op, så hvis du nå bare lige flytter dig lidt, så jeg kan komme ud, så er der ikke nogen, der kommer til skade, snuske." Det sidste ord røg ud, uden at han tænkte nærmere over det. Det var ikke ligefrem kontrol over talegaverne, han havde mest af. Han lavede et svag bevægelse med den ene hånd, som ville han gøre opmærksom på sværdet, der hang ved hans side. Ikke at han regnede med at få brug for det, det var jo bare en gammel dame, ikke større end han ville kunne samle hende op og smide hende ned af trappen.

Hecates øjne var smalle af foragt, idet hun betragtede den lurvede indbrudstyv foran sig. "Øller og kælllinger" - Naturligvis er det, hvad han bruger sine krystaller på. Foragteligt. Når det engang var lykkes hende at lukke samtlige bordeller og drukbuler i byen, så skulle han nok komme til at lide!
"Der er kun ét sted, du hører til. Og det er en mørk celle i arresten." Hvæsede hun. Havde det været en ung knægt, der stod foran hende, kunne en solid endefuld og en passende mængde arbejde sandsynligvis rette op på ham. Denne mand havde dog for længst passeret alderen, hvor der kunne gøres noget. Nu var han blot en bølle. En slyngel. En belastning for resten af samfundet.

Hendes skrigen havde givet genlyd i bygningen, men nu var der ganske stille. Lyden af løbende fødder, kommende til hendes redning, som hun havde håbet på at høre, kom ikke, og en isnende følelse bredte sig i hende, da det langsomt gik op for hende, at der ikke var andre hjemme i bygningen. At hun var alene med denne stodder, der var trængt ind i hendes hjem.

Hun gik et par skridt fremad, så hun stod ansigt til ansigt med det usle mandfolk, der havde vovet at kalde hende "snuske". Med en hastig og pludselig bevægelse, forsøgte hun at snuppe underhoserne fra hans hånd. Hun var ligeglad med om de revnede - hun kunne alligevel ikke drømme om at iføre sig dem nu, hvor de havde været i hænderne på denne .. mand. Det vigtigste var, at han ikke slap herfra med sit "bytte".

Randall kunne ikke andet end at sukke dybt og himle med de grå øjne, som kvindemennesket sagde, at han hørte til i en celle. Ved Zaladin, hvorfor skulle folk også være så retfærdige?! Han hyggede sig ved guderne da bare lidt. Han kunne næsten høre hendes tanker om ham for sig. Og han var egentligt ret ligeglad, så i stedet var han ved at overveje, hvad han skulle gøre nu. Det var nok en dum idé at slå hende ihjel - og selvom han var ret ligeglad med alting, var han ikke typen, der slog ældre, forsvarsløse damer ihjel i deres eget hjem. Medmindre han blev betalt for det, selvfølgelig.

Pludseligt forsøgte hun at snuppe tøjet fra hans hånd og han løftede den hurtigt op over sit hoved, ud af hendes rækkevidde.
”Næh, hov, dem beholder jeg.” Nå hvor hun havde flyttet sig, havde han lettere adgang til døren og han trådte et skridt til siden for at gå uden om hende. Hun var stadig ikke større end at han kunne løfte hende op og sætte hende til siden som et trælst møbel, men han gjorde nu, hvad han kunne for ikke at komme til at røre hende. Sådan en gammel dame skulle ikke rende ud og råbe voldtægt, SÅ desperat var han nu altså heller ikke. Så hvis han kunne blive fri for at lægge sine hænder på hende, passede det dem sikkert fint.

Hecates tanker gik til kisten, der var gemt langt væk under hendes seng. Dér lå det elegante, men skarpe sværd, hun havde brugt i sine dage som Lysets Kriger. Hvis hun bare havde sværdet i hånden og en smule af sin ungdoms styrke.. så skulle hun nok vise denne afskyelige mand en ting eller to.
Men det havde hun ikke. Hun var en svag, ældre dame, der desperat rakte armene i vejret i et forsøg på at få fat i underhoserne, som indbrudstyven lod dingle lige uden for hendes rækkevidde. Hecate var ikke sikker på, at hun nogensinde havde prøvet noget, der var så ydmygende.

Manden trådte uden om hende, og hun så, hvor han var på vej hen. Døren, der ikke længere var beskyttet af hendes skrøbelige ryg. Med en hvæsende lyd som en arrig gås sparkede hun ud efter hans skinneben med sin spidse støvle, og det gav et jag af smerte i hendes dårlige ben. Ikke om han skulle vove at slippe godt fra dette her!

Det her var alligevel nemmere end Randall havde troet. Hans fantastiske held plejede nok at gøre ting mere besværligt for ham, men denne gamle dame var ikke svær at komme udenom. Det var jo næsten sjovt at se hende forsøge at nå sit undertøj, som han dinglede over hendes hoved. Jo, det var lidt morsomt. Indtil hun sparkede ham over skinnebenet.
”Av ved Zaladins ildelugtende øregange! Så slapper du af, lille du!” Surmulende på ægte Randy-manér så han på hende og sænkede armen med klædningsstykket, som han i stedet gemte bag sin ryg. Måske det bare var på tide at komme videre.

Hendes spark havde gjort ondt, men han var ikke ligefrem skadet, så han fortsatte de få skridt hen i mod døren, stadig med fronten mod hende.
”Jeg tror du skal holde ørerne åbne for endnu en sang omkring den gamle heks Hecate. Nu bare omkring hendes underhoser!” Et selvtilfreds grin gled over hans ansigt, som han åbnede døren og trådte ud til trappen. Han anså hende ikke for at udgøre nogen fare, sådan en gammel dame mod en stærk ”ung” mand som ham. Så som han stod der, parat til at gå ned af trappen, lød der en let nynnen fra ham.
”Heksen Hecate, den gamle stride kost, grim som en orne…”

Det gav hende en vis tilfredshed, at han reagerede vredt på sparket. Hun vidste godt, at når det kom til stykket, kunne hun sparke og slå alt det, hun ville, uden at den større og stærkere mand ville føle meget, men hun ønskede brændende at gøre skade på ham. Hvad var det også for en by at leve i, når banditter uden videre kunne trænge ind i en gammel dames hjem og tage hendes underhoser, uden hun kunne stille noget op? Hvor var ordensmagten - byvagterne? Lysets Krigere? Nej, hun var alene om denne situation. Indædt stirrede hun på hans brede ryg, idet han ubesværet gik hen til døren for at forlade lejligheden.

Det var sangen, der for alvor fik det til at slå klik. Den forbandede sang, som genlød rundt omkring i byens drukbuler, og som enkelte endda vovede at synge fra skyggerne, når hun kom gående ned ad gaden. Hvor hun dog hadede den. Da indbrydstyven begyndte at skråle, greb hun den nærmeste vase - en hæslig ting, hun en gang havde fået i gave, og havde været for høflig til at skille sig af med - og øjeblikket efter fløj den gennem luften. Hun sigtede stadig ganske godt, og lertøjet havde en god kurs - lige mod den beskidte slyngels skrålende knold..

Ha ha ha. Randall lo inden i, morede sig over hele situationen og alt det rygklapperi han ville modtage, når han nåede tilbage til kroen. Han havde næsten vendt sig mod trappen og så derfor ikke den gamle kælling gribe en stor tung vase for derefter at kaste den efter hans hoved, Hans ene fod allerede på vej ned til første trin. Men så langt kom den ikke.
Smerten ramte ham hårdt, som den tunge vase ramte siden af hans hoved og splintredes med et brag. For et øjeblik forsvandt alt fra hans verden og han fik overbalance ud over trappetrinnet. Som han begyndte at glide igennem luften vågnede han nok op til at begyndte at gribe om sig, men for sent. Hans lange krop tog turen ned af trappen, ramlede ind i trinene og fik ham til at trille rundt med et lufttom ed, som han havde fået banket luften ud af sig ved sammenstødet med trappen.

Han nåede lige at tænke, at det så ud som om, at han ville overleve, da hans hoved ramte et trin i en skæv vinkel og det sidste han hørte, var hans egen nakke, der brækkede.

Solen bankede ned over ham, da han brat satte sig op og trak vejret ned i lungerne og skar en grimasse. Lyden hang stadig fast i hans sind, som han så rundt. Fedt. Midt i ørkenen. Med et støn væltede han tilbage i sandet. Lorteforbandelse. Lortesand. Lortevarme. Han ville jo bare drikke øl.

Braget der kom, der vasen splintredes i indbrudstyvens baghoved gav selv Hecate et lille chok, og hun så forfærdet til, som han fik overbalance og tungt væltede ned ad trappen. Hun småløb selv fremad til gelænderet og så ned på den livløse skikkelse, nakken i en helt forkert vinkel. Hecate havde set en brækket nakke før, og hun var godt klar over, at slynglen havde taget sin sidste vejrtrækning.

Hendes egen vejrtrækning føltes lidt besværet, og hun sank ned i siddende tilstand på det øverste trappetrin, hænderne foldet i skødet. Hun havde foretrukket at forbryderen var blevet sat bag lås og slå - i stedet for at have endt sin tilværelse på trappen. Idioten havde sikkert drukket for meget, inden han havde brudt ind i hendes residens... hendes hænder knyttedes i afmagt.

Stilheden i trappegangen blev afbrudt, da døren pludselig blev smækket op. Forbipassende på gaden havde hørt optrinnet og tilkaldt et par byvagter, der nu stormede ind - alt for sent. Hecate rejste sig hastigt og glattede sin kjole, klar til at levere en forsvarstale. "Halløjsa.. det er Randall Kraglin. Har set hans fjæs på et par efterlysningsplakater." Udbrød den ene byvagt, som han trådte hen til liget, varsomt trædende uden om splintrede stykker porcelæn. "Har hans lig ikke været bragt ind før?" Den anden byvagt kløede sig lidt i nakken og så op mod Hecate, som hurtigt trådte til for at forklare situationen om indbrudstyven.

Byvagterne gjorde klar til at slæbe liget ud fra bygningen og inden da snappede Hecate hurtigt - rød om kinderne - underhoserne fra indbrudstyvens døde hånd. ".. og ikke et ENESTE ord om 'tyvegodset'" Snappede hun af vagterne. Hun havde det fint med at rygterne ville gå om, at hun egenhændigt havde dræbt en indbrudstyv. Men hvis vagterne nu kom til at sprede rygtet om underhoserne... hun turde ikke tænke på det!