Cayden havde brugt længe på at forsøge at opsøge Marcus. En mand, der engang havde været hans ven. En kollega, én han kunne stole på i kamp. Han havde fortalt ham om sig selv, involveret ham i sit liv, budt ham velkommen i et liv han havde vist sig ikke at have fortjent en velkomst i.

Han havde ikke meget fritid, men den han havde havde han brugt på at forsøge at opspore sin gamle ven. Han havde egentlig fundet frem til nogle detaljer om hans tilhørssted for et par dage siden, men lige præcis i dag havde han været i et forfærdeligt humør og derfor besluttet sig for at dagen i dag skulle være dagen hvor Marcus Vipus fik hans vrede og ikke mindst skuffelse at føle.

En sort sky af røg dukkede op af ingenting langs den nordlige landevej, hvor Cayden havde hørt at Marcus ville komme forbi i dag. Han fandt sig til rette op af et træ, lagde armene over kors og ventede tålmodigt, uden at lade sit raseri forlade sig i et eneste sekund. 

Marcus var en forandret mand. Hans galskab var væk. Hvad der før havde været et nedbrudt misfoster, der var gået i stykker efter årelange torturfyldte dage var nu samlet sammen. Han forstod verden på den rigtige måde. Han forstod sig selv og han vidste hvilket monster, hvilket halvblasfemisk udyr han var. Men det holdt ham ikke tilbage fra at gå ude i dage hvor solen stod frit fremme, som i dag. Ja, ganske vidst irriterede solen ham, men det var ikke noget en kappe med hætte til hovedet ikke kunne hjælpe på. Han var på vej hen tilbage til den lille landsby hvor han havde bosat sig, efter at have hjulpet dem med at få en ulv til at stoppe med at gå efter deres får - hvilket også betød at han havde fået slukket sin tørst, hvor meget han så end hadede det.

Mens han gik tilbage havde han fået rengjort sig fra blodet og var egentlig bare stille, næsten formålsløs. Han gik til en skikkelse dukkede op i hans synsfelt. En mand han syntes at kunne genkende. Han blinkede et par gange, før det gik op for ham: Cayden. Det var Cayden, en mørkets kriger som han selv havde arbejdet sammen med. Ubehaget skyllede igennem ham og han stirrede mod skikkelsen, koldt. Han havde INGEN intentioner om at tage tilbage. Om han så skulle slås for at slippe for det, så gjorde han det!
"Cayden. Jeg antager at det er mig, du ventede på?" hvorfor skulle manden ellers stå her? Han var trods alt god til at opspore folk.

Cayden havde ikke andet at tage sig til end at vente på Marcus og da han så ham komme imod sig på god afstand, rettede han sig op, rettede på folderne i sin brune uldfrakke og på ærmerne i den sorte uldtrøje under den. Det tog alt i ham ikke at fare på ham så snart han så ham, men han bed tænderne sammen og ventede.

"Hvem ellers, forræder," rasede Cayden så snart han havde Marcus' opmærksomhed og i et par lange, kraftfulde skridt var han henne ved Marcus, som han omgående slog ud efter. Cayden var i Mørkets Hær kendt for sin tålmodighed og, mest af alt, for at bruge sine ord fremfor vold og at bruge dem godt og ofte og manipulerende. Men han vidste også godt at hvis han først begyndte at snakke med Marcus, så ville han risikere at blive blød. Fyren havde trods alt været hans ven. Engang. Også selvom det Cayden havde fundet interessant ved ham var hans blodlyst og hans ustabilitet, og han vidste, at Marcus ikke var sådan længere, så var det jo på en måde stadig den samme fyr trods alt.

Ingen af de tanker tillod han dog sig selv at have, da han slog ud efter Marcus' kæbeparti med al sin kraft bag slaget. De måtte dog alligevel have været i hans baghoved, for han trak hverken sit sværd eller fremmanede andre våben med sin evne og så blød var han sjældent mod Lysets Væsner.

Caydens ord gjorde overraskende nok ondt. Forræder. Han ville nok være en forræder hele livet. En forræder for alle dem i Mørket, og en utilregnelig galning for alle dem der arbejdede for Lyset. Gad vide hvad hende byvagten ville tænke hvis hun nogensinde så ham? Hun ville sikkert reagere med nogenlunde lige så meget negativitet som Cayden gjorde lige nu. Og Marcus bebrejdede dem det ikke. Han var gal, han havde bare først indset det nu. Han havde dræbt utallige folk, bare for at have kigget forkert. Og her var tale om noget så normalt som et høfligt smil. Ja, den var god nok, han ville have dræbt af den ene grund. Sådan var det ikke længere. Han havde svoret at han ville bruge sit resterende forbandede liv med at forsone sig med sine ugerninger og blive bedre. Hjælpe til hvor han kunne. Han kunne og ville ikke være ondsindet længere.

Så idet Cayden slog ud efter ham, valgte han at tage imod slaget. Det fik ham til at vakle bagud, samt tage sig let til kæben. Smerten var kortvarig, da hans healende evner slog ind og før der overhovedet kom et blåt mærke, var skaden væk. Han spyttede en blodklat ud på vejen og så derefter roligt op på sin gamle ven. "Det er sådan du vælger at se det.. Dig og mange andre," konstaterede han, før han løftede hænderne i en diplomatisk gestus. "Du kan slå mig lige så mange gange du vil. Jeg vil heale det. Jeg er vant til den smerte," han løftede panden, klar på mere af den slags. Der var ingen frygt i hans øjne, blot... Accept.

Det overraskede Cayden at Marcus ikke kæmpede imod. På trods af at fyren havde... 'omlagt sit liv', havde Cayden regnet med modstand. Marcus i sig selv, hele hans væsen, havde været modstand. I ordbøger under 'modstand' så man en afbildning af Marcus. Samme afbildning så man under 'vold', 'had', 'vrede', - og nu også under 'forræder'. Cayden havde set ham sætte ild til en fyr, fordi deres skuldre tilfældigvis var stødt ind i hinanden på en gade. Det var ikke hans Marcus der stod foran ham, hvis han ikke engang slog tilbage.

Dén tanke fik kun Cayden til at slå ham igen. Og igen, efter det. Han forsatte med at slå ham, flere gange end han kunne holde styr på - i ansigtet, i maven, i siden. Han slog ham indtil hans egne knoer var lige så blodige som Marcus' ansigt. Modsat sin gamle ven kunne Cayden dog ikke heale og hvor huden på hans knoer var blevet flået op ville der danne sig sår, der ville være dage om at heale uden hjælp.
Det  var hårdt arbejde at tæve nogen, især én så modstandsdygtig som Marcus, og Cayden endte med kun at stoppe op, fordi han var forpustet. Han hev efter vejret og tørrede sved af sin kæbe med sin håndryg. Det sved i sårene på samme håndryg og efterladte en streg af blod hen ad hans kæbe. Mest Marcus', men også lidt af hans eget.

"Fuck. Dig," hvæsede Cayden af ham imellem indåndinger og vendte kortvarigt ryggen til ham, imens han frustreret strøg begge hænder igennem sit hår. Da han vendte sig imod Marcus igen nidstirrede han ham.

"Hvorfor kæmper du ikke imod?!" spurgte han frustreret, da han havde fået vejret. Han gjorde sig så umage med at fremstå samlet, og ville sikkert også se sådan ud for én der ikke kendte ham, men enhver der havde brugt bare et par dage i nærheden af ham ville vide, at Cayden aldrig lod sit ansigt vise så mange følelser, som det gjorde lige nu - og da slet ikke når han var forvirret og frustreret.

Selvfølgelig var det smertefuldt at skulle stå ansigt til ansigt med sit livs tæsk. Men det stoppede ikke Marcus fra at lade Cayden gøre det. Tæske ham sanseløs, mens han samtidig healede skaderne. Han blev også stående til trods for smerten, indtil Cayden ikke havde vejret til at tæske videre længere. Først da den gamle ven vendte ryggen til, tillod Marcus sig et meget kort øjeblik af svaghed. Han vaklede let, før han rettede sig op og tørrede blodet væk fra ansigtet med sit ærme.
Den nedstirrende attitude fra Cayden fik blot Marcus til at søge mere øjenkontakt. Der skulle ikke meget til at skræmme ham længere. Han trak på skuldrene.

"Jeg gider ikke," svarede han ærligt. "Jeg er træt, Cayden. Jeg vil ikke mishandle folk længere, det er ikke mig. Det er det misfoster du lærte at kende, før jeg kom tilbage igen. Jeg har nok ikke sagt det før, men over femhundrede års tortur har tendens til at ødelægge sindet på folk og gøre dem... Ustyrlige.. Sindssyge.. Det er jeg ikke længere, men hvis jeg tager med tilbage og arbejder for Mørket er det blot et spørgsmål om tid, før jeg mister mig selv igen. Og jeg vil hellere dø end miste mig selv," hans blik var mildt, men samtidig bestemt. Han rystede på hovedet. "Hvis man er forræder, blot fordi man ikke ønsker at være indespærret i sit eget personlige helvede, så er jeg vel en forræder," hans blik var nu lettere melankolsk. Af alle folk i Mørkets rækker var det Cayden han havde haft mest respekt for. Cayden virkede heller ikke til at være lige så modbydelig og monstrøs som de andre. Han var langt mere... Menneskelig.

Det var provokerende af Marcus bare at trække på skuldrene af Caydens spørgsmål, men i det mindste virkede hans svar til at være oprigtigt. Imens fyren talte, betragtede Cayden det blod, der løb fra hans næse og ned over hans læber. Han har altid set bedre ud, når hans ansigt ikke er fortrukket i ondskabsfuld latter, tænkte Cayden og så straks væk, så han kunne koncentrere sig om Marcus' ord i stedet.

"Du var uden tvivl ustyrlig og sindssyg dengang," gav han ham ret og lagde sine arme over kors, hans hænder knyttede om sine overarme. Vreden havde stadig ikke helt forladt hans krop.
At være venner med Marcus havde været som at se lyn på himlet. Utroligt smukt, et fænomen der krævede opmærksomhed, farligt for dem han ramte. For de fleste af mørkets væsner havde det været smukt at se dette lyn ramme tilfældigt ned og fuldstændig ødelægge eller myrde den uheldige person. For Cayden havde han mest været opmærksom på ikke at komme for tæt på, selvom han havde været betaget af Marcus. Han havde virkelig været noget for sig selv, og det var han også nu.
"Hellere dø," gentog Cayden med et fnys. "Så hvis tvinger dig med tilbage, så dræber du enten mig eller dig selv?" spurgte han, men det var et retorisk spørgsmål. Han følte at Marcus allerede havde svaret på det. Der var ikke noget ved at slæbe et lig med tilbage til Mørkets Hær. 

"Hvad skal jeg så stille op med dig? Lade dig være? Kæmper du - kæmper du for dem nu? Kommer du til at udgøre en fare mod mørkets væsner?" Cayden kunne mærke sig selv ønske dybt at Marcus ville svare nej - at han passede sig selv, at han ikke udgjorde nogen fare, og han lod bedømmende blikket glide over ham, imens han overvejede om han ville kunne dræbe sin ven, hvis han svarede 'ja'.

I det mindste gav han ham ret i det han sagde. Så meget var Marcus da i hvert fald taknemmelig over. Han nikkede for at være enig før han tørrede noget af blodet væk fra sit ansigt med ærmet på sin kutte. "Præcis, Cayden. Jeg ville dræbe mig selv før jeg ville lade dig trække mig med tilbage til det hul," hans blik var alvorligt og til trods for den stadige vrede som han kunne se i den gamle vens ansigt, gjorde han hverken tegn til at ville kæmpe eller stikke af. "Ud af alle de folk, jeg arbejdede sammen med hos Mørket, var der kun én der virkede til at have hovedet skruet ordentligt på kroppen, og du kan sikkert godt gætte hvem," han tørrede lidt mere blod af sit ansigt, før flere spørgsmål dukkede op fra den gamle kammerat. Det fik ham til at grine kort og humorløst.

"Mig? Kæmpe for dem?" han rystede på hovedet omgående. Selv hvis han havde ønsket det, så kom det ikke til at ske, nogensinde. "Jeg er et væsen af Mørket, jeg har arbejdet for Mørket og jeg har slået Lysets Krigere ihjel. For Mørket. De ønsker ikke så meget som at se mit ansigt igen, og det bebrejder jeg dem ikke. Nej, jeg går mine egne veje nu, hvad end det så resulterer i. Jeg er færdig med at se på verden som var den sort og hvid. Lyset og Mørket er gode til én ting: At overtale folk til at kæmpe for en sag, der kun er forbeholdt deres ledere og ikke folket. Jeg vil ikke kæmpe for sådan noget. Jeg vil finde min egen sag at kæmpe for," han kiggede vennen op og ned, før et mere varmt smil dukkede op på hans læber. "Du burde overveje det samme. Jeg siger ikke du skal tilslutte dig min sag. Men overvej hvad du kæmper for, Cayden. Før andre begynder at tage det fra dig også."

Man måtte give Marcus at han havde mod. På trods af det lag tæsk han havde fået stod han her stadig, helt uden tegn på at ville være nogen som helst andre steder.
Cayden fnøs, da Marcus omtalte ham som værende den eneste fornuftige han havde arbejdet med hos Mørket. "Du var så sygt langt væk, at du ikke ville have bemærket om du kæmpede sammen med Lysets dronning eller Zaladin selv," svarede han med et skævt smil, men han var glad for at Marcus, i hvert fald efter at være forsvundet fra hæren, havde kunnet se Caydens evner. Han havde altid selv følt at han var den perfekte leder og smiger virkede på ham, også selvom det kom fra en forræder.

Det var en enorm lettelse at høre at hans gamle ven ikke var en fjende. Marcus fortjente at leve videre, og det ville han ikke have kunnet give ham, hvis han havde kæmpet for Lyset.

"Jeg ved hvad jeg kæmper for," svarede Cayden tørt. "Lyset hader væsner som os, og de vil ikke stoppe før vi er udryddet eller slaver. Jeg kæmper for at beskytte min flok. Om du vil det eller ej, så er du en del af den flok. Du er en del af Mørket, Marcus. Spørgsmålet er ikke om du vil kæmpe for dig selv eller for Mørket, men om du vil kæmpe alene eller med dine ligestillede."

Marcus ville have leet under andre omstændigheder over Caydens ord. Desværre var han ikke sikker på hvordan en sådan reaktion ville blive modtaget, så han lod være. Det eneste der kom på ham var en let trækning i mundvigen, som han ikke formåede at stoppe. ”Det… Har du ret i,” indrømmede han dog, uden den mindste stolthed at spore i stemme eller ansigt. Han var ikke glad for den tid. Det var næsten som om at han havde været spærret inde og det huede ham ikke det mindste.

”Sandt.. Jeg er et væsen af mørket, som du. Men de har ikke udryddet mig. De lod mig gå.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke lyst til at kæmpe længere,” han sukkede lavt og lænede sig op af et træ. ”Jeg er… Træt, Cayden.. Jeg har været en slave af min egen galskab, kun guderne ved hvor længe, og jeg er træt, udmattet, drænet.. Jeg vil bare gerne have fred nu,” han så mod sin ven med et venligt blik. Cayden havde været en god ven tiden igennem, og han ønskede kun hvad der var bedst for dæmonen. Om Cayden så valgte at slås videre eller ej, var det ude af Marcus’ hænder fra dags dato.

Cayden brød sig ikke om at Lyset lod nogle af mørkets væsner gå. De skulle helst være efter alle eller ingen; på den her måde, med at skåne nogle, splittede de styrken hos Mørket, når det, de havde allermest brug for, var at stå sammen. Han var overbevist om at Lyset udelukkende havde ladet Marcus gå, for ikke at give ham grund til at kæmpe mod Lyset længere. Cayden kunne ellers godt have brugt hans hjælp i hæren igen...

Han så bekymret til, imens hans ven lænede sig op af et træ. Det kunne ses på ham, at han talte sandt om at være udmattet.
"Jeg kan hjælpe dig," tilbød han lavmælt og trådte minimalt tættere på, selvom de allerede var for tætte på hinanden. "Jeg kan tage dig med hjem, bare for en nat. Du kan få et måltid, et bad, en seng at sove i. Jeg kan teleportere dig tilbage hertil, eller hvor end du vil, i morgen, når du har fået sovet ud." Han talte insisterende, som var det mere en ordre end et tilbud, men han havde ikke tænkt sig at tvinge Marcus, hvis ikke han ville - i stedet ønskede han, at fyren tog imod det, og han så også næsten bedende på ham.

Han kunne godt selv mærke, at han blev mere og mere ved siden af sig selv, des længere tid han brugte med Marcus, men han kunne ikke stoppe det. Det var samme underlige følelse han blev opfyldt af, som da han havde set Gabe igen.
Han lød blikket glide over Marcus' ansigt, og var nødt til at stoppe sig selv for ikke at række ud og tørre blod af fyrens ansigt. 

Udmattelsen og tanken om, at Cayden stadig var hans ven var det eneste der afholdt Marcus fra at takke nej øjeblikkeligt og gå sin vej. Han var stadig en ven, Cayden, og det var der intet der kunne ændre på, men det gav stadig Marcus en følelse af at være en lus klemt mellem to negle: Cayden og Kira. Cayden, der havde været hans ven gennem tiden hos Mørkets Hær. Kira, der havde bragt ham tilbage fra sin sindssyge og havde været der for ham selv efter han var blevet sig selv og selvom hun havde set alle de forfærdelige ting han havde skjult i sit tvistede sind. Han gned sig i ansigtet med begge hænder, fik blod på dem, men var nu til gengæld også langt mere rengjort for det blod der havde været i hans ansigt, uden selv at vide det.

"Jeg... Okay... Hjem til dig. Ingen Mørkets krigere.. Hvis det sker, forlader jeg stedet og du vil aldrig se mig igen," det var et ultimatum. Hvis Cayden virkelig gerne ville gøre dette, så skulle han også være med på, at der ikke var nogen overraskelser.

Cayden åndede lettet op, da Marcus gik med til hans forslag. Han ville have presset på indtil Marcus var bukket under, men det var bedre på den her måde; det var bedre, at Marcus selv kunne se, at det her var det bedste for ham. For dem begge to. Cayden kunne ikke forlade ham sådan her, ikke uden at bekymre sig indtil han så ham igen.

"Ingen Mørkets krigere," lovede han. Det ville være så godt for hans karriere at indlevere Marcus til Mørkets hær, men han ville ikke være noget værd for dem på den her måde. De ville bruge langt flere ressourcer på at få ham over på deres side end han ville være værd. Det ville være bedre, hvis han så Mørkets hær som sit hjem - som det altid havde været og altid ville være. Og hvis han selv fik at se, at han ikke kunne stole på lysets væsner. En dag ville en af dem forsøge at skade eller myrde ham, en kvinde ville forråde ham eller en landsby ville frygte ham og forsøge at brænde ham, og så ville han vende hjem af sig selv.
At Cayden ikke ville kunne holde ud at vide at Marcus blev tortureret på grund af noget han havde gjort var noget helt andet. Den del forsøgte Cayden ikke at tænke for meget på.

"Kom," sagde han og lagde en hånd på Marcus' skulder inden han teleporterede dem begge hjem til sig. De dukkede op i entreen i hans palæ, hvor han kaldte efter en tjener. "Klargør et varmt bad ved gæsteværelset," bad ham dem om, inden han førte sin ven op ad trappen op ind på gæsteværelset.

Han lukkede døren efter dem og gik hen til sin forslåede ven. At han selv var skyld i, at Marcus så ud som han gjorde, tænkte han ikke så meget over. Blodet i hans ansigt, hans opsvumlede læbe og de begyndende blå mærker langs hans kæbe og templer, der var alt sammen noget, der kun gjorde ham kønnere at se på, hvis man spurgte Cayden. 

"Er der en kvinde i dit liv?" spurgte han lavmælt. Hans tone var afslappet, som spurgte han bare for at holde samtalen kørende imens de ventede på at badet inde ved siden af blev fyldt op, men der var mere i det end dét. Kvinder var den slags der kunne vende et af mørkets væsner til at arbejde for lyset. Han ville vide hvorvidt Marcus gik i seng med fjenden eller om han bare flirtede med dem. 
Han spurgte, imens han trak kåben af Marcus' skuldre. Han vidste, at han havde været hård ved ham tidligere, og han ville hellere selv hjælpe fyren ud af tøjet, end han ville lade en tjenestepige eller butler om det. Han smed kåben fra sig på sengen bag Marcus og gik videre til at knappe hans skjorte op. 

Det lød som om at Cayden lovede det. Ingen Mørkets Krigere. Altså med undtagelse af ham selv. Så det måtte betyde, at der ikke var nogen fare, umiddelbart. Andet end at Cayden kunne få ham overtalt til at tage tilbage til Mørket, hvilket han så absolut ikke havde lyst til. Hvad kunne de ikke finde på at udsætte ham for der? Mere tortur, så han kunne blive brudt igen? Der skulle nok ikke særlig meget til, måtte han desværre indrømme over for sig selv.
Hånden på hans skulder fik ham til at se lidt hurtigt op, men han forsøgte ikke at afbryde forbindelsen. Og i løbet af et splitsekund var de i Caydens hjem. Det var her, det gik op for Marcus, at Cayden kunne have transporteret dem til Mørkets Borg når som helst, men i stedet kom de hjem til ham. Det var måske endnu en større hentydning til, at Cayden respekterede hans valg.

I gæsteværelset begyndte Cayden at tage tøjet af ham. Han vidste godt at det var fordi et bad blev klargjort, men inderst inde følte han det en smule underligt. Han kunne jo sagtens selv gøre det. Før han skulle til at sige dette til Cayden, blev han påmindet om sin brækkede næse og i stedet for at svare på mandens spørgsmål, tog han fat om sin næse og knækkede den på plads. Så snart knoglerne sad rigtigt, healede de resterende skader ret hurtigt. Blå mærker svandt ind, flækkede dele groede sammen og der var kun blod tilbage til at vise at der havde været skader.
"En kvinde? Nej, jeg har ikke.." han stoppede kort sig selv, en smule brat. Hvornår skulle han have fået tid til det? Og hvorfor i alverden skulle den form for lykke tilgå ham? Han fortjente det ikke.
"Hvis jeg fik en kvinde i mit liv, ville jeg være nødt til at fortælle hende om de ting jeg har gjort. Og hvis jeg gør det, hvad tror du så kvinden gør?"

Cayden så forundret til, da Marcus knækkede sin næse på plads og alle hans skader derefter healede én efter én. Dén evne havde han helt glemt at hans ven havde, men det var nu heller ikke til at holde styr på alle de evner folk havde. Han skulle lige til at kommentere på det, da Marcus selv brød stilheden.

"Hvis hun på nogen måde er fornuftig, stikker hun af," svarede Cayden med et grumt smil og slap Marcus' skjorte, nu hvor han fint selv kunne få den af. Der var ingen grund til at lege forælder eller tjener for én, der kunne bruge sine egne hænder. 

"Men det behøver jo ikke at være en helt uskyldig kvinde du finder. De er ikke alle samme ens," mindede han drillende sin ven om. "Fandt du én fra Mørkets Hær, ville hun kun grumme sig over at du deserterede. Fandt du en sød dæmon, ville hun måske være fuldstændig ligeglad med alt, så længe du ser på hende med de der søde, lilla øjne," drillede han og slog også venskabeligt til Marcus' skulder. Han slappede noget mere af nu, hvor Marcus var gået med til at tage med ham hjem.

Marcus skulle lige til at fnyse af Caydens grumme kommentar. Men den gamle kammerat havde jo sådan set ret, så han lod bare være og trak i stedet lidt på skuldrene før han trak skjorten af, afslørende sin veltrænede krop, der var var prydet af forskellige rituelle tegn, enten skåret ind eller brændt ind. Nogle af arrene var tatoveringer, andre var blot ar og de var overalt. Det var ret makabert på en måde, for de fleste tegn var af en uhellig art.
Dernæst faldt bukserne også, alt i mens Marcus rystede let på hovedet af Cayden. Han havde ingen planer om at finde en kvinde overhovedet.

"Det ville sikkert også være meget fint for de fleste. Bare ikke for mig," han var bare ikke rigtig... Interesseret? Han havde andre gøremål i livet end at finde den store kærlighed. Da han nu stod totalt nøgen foran Cayden burde han måske nok have følt sig akavet. Men sandheden var, at han havde oplevet så mange ting i sit lange liv at dette måske var det mindst skræmmende af det hele.

Cayden gad ikke engang forsøge at skjule, at han så Marcus' overkrop an. Han kunne aldrig finde på at gøre det samme ved sin krop, med tatoveringer, men ar havde han efterhånden også selv nok af. 

Han trak på skuldrene af Marcus' svar. "Jeg har lyst til at fortælle dig, at du en dag ændrer mening, men der er heller ingen kærlighed i mit liv for tiden, så jeg skal være den sidste til at belære dig." Han smilede til sin gamle ven og ledte ham imod en dør, der åbnede op til et lille, lyst værelse med et fyldt badekar i midten. En tjenestepige stod derinde, i fuld gang med at hælde mere vand i karret, og Cayden smed hende straks ud. Små stilke af lavendel flød rundt i vandet, og dampene varmede hele rummet op.

Cayden lukkede døren efter dem, så snart Marcus var kommet med ham derind. Han havde på ingen måde tænkt sig at lade Marcus være i fred endnu. Ikke før han stolede på at fyren havde tænkt sig at blive mindst natten over. Han trak en stol hen ved siden af karret og satte sig til rette på den.

"Har jeg nogensinde fortalt dig at jeg var gift? To gange." Han åbnede de øverste knapper i sin egen skjorte, fordi det lille rum var for varmt for ham. 

Marcus fulgte stille og roligt efter Cayden da han ledte vejen ind til et mindre rum hvor duften af lavendel var kraftig, men ikke alt for for voldsom til at det var for meget. Marcus havde blot en bedre lugtesans end de fleste, så han opfangede duften meget hurtigere.

”Nu har der aldrig rigtig været noget kærlighed i mit liv til at begynde med. Jeg har aldrig rigtig nået til det punkt,” konstaterede han i et roligt tonefald som han trådte op i karret og lod det varme vand varme hans krop op. Det var underligt at få en så behagelig følelse igennem sin krop. Det var aldrig rigtig noget han som sådan havde oplevet før. Hvis man så bort fra hans barndom.

”Hvis du har fortalt mig det før, så har jeg nok valgt at glemme det. Min hukommelse var ret selektiv dengang,” han gav Cayden et mildt smil, der dog også var præget af den hårde tid han havde været igennem.

Når han så på Marcus nu, kunne Cayden ikke forstå, hvorfor der ikke var kærlighed i hans liv, men han havde jo også kendt ham dengang, og den Marcus han kendte fra dengang havde været så vild, så farlig og utilregnelig, at han alligevel godt forstod, at der ikke havde været meget kærlighed i hans liv dengang. På en måde kunne han også godt forstå, hvorfor der ikke var nu. 

Cayden lod Marcus få en smule privatliv og så væk fra ham, imens han trådte op i karet, men så snart vandet dækkede ham, vendte han sig imod sin ven igen og dyppede en svamp i det varme vand, inden han forsigtigt gned den over Marcus' skulder og overarm. Han ville ikke risikere at trykke for hårdt mod blå mærker eller gamle sår, han ville bare gerne have ham ren. 
Han fnøs af Marcus' svar, men fortsatte sin historie; "De var begge to mit livs kærlighed. Den ene bar mit barn, inden hun døde, men hun var et menneske, så det ville aldrig have holdt alligevel." Han gengældte Marcus' forsigtige smil og tøvede med at fortælle mere. I gamle dage ville Marcus måske have sat pris på at høre, at Cayden selv havde slået hende ihjel, men han vidste ikke med denne nye, bløde version af ham, så den del tav ham med for nu.