Træerne i Lindeskoven havde endelig skiftet de sidste grønne blade ud med røde, gyldne eller brune og dækket skovbunden under sig med dem til kun lidt grønt tittede frem hist og her. Agern, bog og alskins andre nødder, frø og bær var indsamlet, årets vin lagt til lagring og forrådskamrene fyldt til den kommende mørke tid. Efteråret var på sit højeste og alting i skoven ventede nu kun på vinterens komme. For Elverly var det tiden for en af året store fester.
Løvfaldsfesten.

Skovfortets festsal var pyntet så meget af træet selv med dets gyldne og røde løv som af ranker snoet om søjlerne og hængt mellem dem med flere blade og lanterner. Lys var alle vegne, skinnende gennem glas og i det fri, reflekterende og glimtende om kap med de lysalfer der som altid var mødt op til festen og svævede rundt med en fortryllende klimten.
Mad og vin var sat frem på langborde. Traditionen tro var det her den første vin fra året før blev smagt og bedømt, som det var her den årlige dyst i overmod var det. Et overmod i hvor meget en ung elver kunne drikke og stadig erobre midten af salen med dans - vel at mærke uden at falde! Til stor underholdning for de ældre og antaget visere til stede.

Daeralda Yárá bevægede sig smilende gennem salen i sin gyldne efterårsfestkjole. Den var så anstændig som den skulle være, men ingen var tvivl om at den kunne justeres til at være alt andet end det. Silke, let og elegant, men mest af alt et kunststykke af syning og brodderi. Guld flettet med bånd, perler og beryller udgjorde så meget dekorationen på kjolen som smykkerne til den og var også brugt til at sætte håret med.
Hun nikkede let til de andre medlemmer af rådet som hun fik øjenkontakt med dem, mens hun fortsatte hen til det ene af langbordene. Hendes blik gled over hvem der var mødt op og hun noterede sig stille hvem ikke. Invitaionerne havde været mere sparsomme i år grundet tilstanden i Krystallet, skønt de aldrig havde været bredt givne. Festen var trods alt for Elverfolket først og fremmest, til nøds til de andre beboere i Elverly og de seneste år også for Lysets Ridder og krigere. Få ud over det havde fra år til år været budt velkommen, men ikke år, ikke hvad hun havde været vidne til.
Med et glas i hånden trådte hun tilbage fra bordet og hen til et hjørne med siddemøbler, puder og små bordet, hvor hun satte sig ned. Derfra kunne hun se hele salen, nyde musikken og samtidig var hun tilnærmelig, hvis nogen ønskede at veksle et ord med hende.

//Vigtigt at bemærket denne tråd er for Skovelvere, beboere i Elverly (Lindeskoven og i mindre grad) og Lysets Riddere/Krigere hvis de føler sig fjernt nok fra Kile's Orden til at ville melde dette klart ud.
Alle andre kan forvente konsekvenser ved at dukke op...
Rækkefølge: Daerelda -> Glorianna -> Melarue -> Askfay -> Hektaurious -> Rhovandír ->Renaél -> Baldwin

Bløde rytmiske bump angav en rytters ankomst til kanten af elverly. Den store sorte hingst, som normalt var pyntet, flettet og nyvasket, var idag nu svedig og med en mindre elegant oppyntning end man ellers kendte rytterens heste til at være. En lang mørkebrun kappe hang tungt nedover hestens flanker, mens hætten var trukket ned over det øverste af ansigtet. Skønt at dybrøde rober var til at skimte under kappens kant, hang et langsværd endnu i sin skede ved rytterens venstre side, klar til at trække til hver en tid. Det var ligeledes her, i kanten af skoven, at hun første gang blev stoppet af vagter. Det krævede dog ikke mere end et blik, før de flyttede sig til side og lod hende passere uhindret. 
Et smil, lille og moderat, som var det næsten ikke til stede, bredte sig på de rosa læber ved synet af Elverly i alt sin pragt, allerede langt væk kunne musikken høres og de første glade stemmer, fnis og sang slog imod den forhenværende leder.
I en rutineret bevægelse trådte Toorah ned fra sin hest. Det røde hår var som altid opsat i en prægtig frisure, med guldspænder til at holde dette på plads. Kappen der blev rakt til en yngre elver, som straks sørgede for, at den kom på plads, afslørede den dybrøde kjole, med kniplinger og broderier, ligeledes i guldtråd. Én af Toorahs yndlingskjoler, til en af hendes yndlingshøjtider måtte være på sin plads.
De røde øjne løb over folket, men hun kastede sig ikke ud i at konversere, ikke endnu, ikke før hun havde fået vendt verdenssituationen.
Der gik ikke mange øjeblikke før hun befandt sig i den store sal, på trods af, at det var festlige lejligheder der var budt op til, var der sjældent meget fest at finde hos Toorah, hendes seriøsitet var kendt vidt og bredt, altid ærinder i første række.
"Jeg tror minsandten at min invitation er blevet væk på vej til Frosthjem!" 
De røde øjne lagde sig roligt på den nye elverleder Daeralda som hun gik tættere på, tagende den ældre kvinde i øjesyn. "Jeg er forhåbentligt ikke allerede glemt". Det var ingen hemmelighed, at det bestemt ikke havde huet Toorah af aftræde sin post som leder i det fantastiske land, som hun havde kæmpet så indædt for at få op at stå, meget mindre at efterlade folket, som hun havde så kær. Desværre havde virkeligheden budt hende at tage hjem, problemer, sygdom og mord havde kræve hendes opmærksomhed i Frosthjem, hendes familie, hvortil hendes loyalitet lå tungt. 

Hvis der var noget elverne i Elverly, næsten alle som en, så frem til var det løvfaldsfesten, og den spænding havde Rhovandír også taget del i. En fremseende, der dog var krakeleret en smule da han var blevet bedt om at arbejde på selve dagen, om end det ikke havde været ude ved grænserne, hvilket han med sit hjerte takkede skæbnen for. Nej arbejdet havde været sat på intet mindre end selve festens lokalitet. 
En opgave i at holde skarpt øje og øre med alle udefrakommende, og bryde ind eller give besked alt efter situationen, hvis en sådan skulle ske. Uden mulighed for træernes beskyttelse til at skjule sig var han derfor klædt i civilt. Så civilt festtøj nu kunne være, om end det stadig var praktisk til at bevæge sig smidigt. Tøjet bestod af dæmpet grønne og orange-agtige farver, helt hen i stemningen som løvfaldet og efterårets mange farver var det. Håret, som han normalt sørgede for på den ene eller anden måde dækkede det spaltede øre, var nyvasket og flettet til at ende bag hans hoved, mens det spaltede øre havde fået påmonteret et af de mange smykker han efterhånden havde fået lavet til at dække og skjule over hæsligheden, der til evig tid var Rhovandír en gene, og påmindelse om at selv elvere kunne dræbes selvom de kunne leve længe.
En enkelt synlig daggert var at se ved hans sige, mens flere, mindre lå skjult under tøjets lag, nøjagtigt placeret så de ikke generede eller havde den store risiko for at skade ham selv.
Til sin opgave havde han fået nogle gråspurve til at holde øje med mistænkelig adfærd, om de så helt forstod mistænkelig adfærd for elvere var ikke helt til at sige, men de små fugle havde ivrigt kastet sig ud i opgaven. og holdt nu øje hvor han ikke selv befærdede sig.

Så diskret som muligt havde han gået på må og få blandt gæsterne, og holdt øje og ører åbne. Et enkelt glas af den sæde elvervin i hånden for ikke at stå for meget ud, konverserede han hid og did, men forsøgte ikke at lade sig mærke af de andre elveres feststemning, på trods af hans egne påtagede maske af morskab. Det var sært med den nye elverleder, ikke at han fandt hende sær, udover måske lyset der strålede fra hende og gjorde det nærmest umuligt at holde sig skjult omkring hende.. Rhovandír havde ladet blikket glide over til den levende legende blandt dem, mens han tog en kort tår af vinen. Da en bevægelse i udkanten af hans synsfelt fangede hans opmærksomhed.. Og det ikke uden grund. 
Toorah..!?
Tanken havde slået ned i hans sind før han kunne stoppe sig selv, ikke at det var pinligt, men eventuelle telepater udefra havde måske kunne opfatte hans overraskelse.  Blikket gled fra den forhenværende leder over de festene, indtil det igen gled over på de rødhårede kvinde, der nu var ved Daeralda. Hendes mimik synes, for ham tydeligt at vise en vis utilfredshed. 
I et forsøg på at komme indenfor en form for distance hvor han nærmere kunne forstå hvad der skete, slentrede han hen blandt de andre, imod kvinderne, dog forsøgende ikke åbenlyst at stirre på dem. Det ville være lidt for pinligt for hans stolthed som spejder at blive taget på fersk gerning af dem begge, af samme grund holdt han sig også hvor der stod en mindre gruppe elvere og snakkede med en af de få Lysets krigere, der indtil nu var dukket op. Delvis i skjul af dem. 
Forhåbentligt. Med halvt øre lyttede han med til den lille gruppes samtale der for nu gik på, hvor træt krigeren var af Kiles ordens blanden sig i alting.   

Renaél havde sammen med en flok af unge elvermænd ganske tidligt erobret salen, og hvad vigtigere var: bordet med vinsmagningen. Der var gået drengestreger i den, og snakken de sidste mange uger havde naturligvis handlet om, hvem der ville vinde 'dysten' og drikke mest. Kiliél, en anden ung elver, som arbejdede i healerhuset, og som Renaél efter hånden var kommet ganske godt ud af det med, gav ham en ivrig albue i siden og nikkede mod Daeralda Yára, den nye leder af deres folk, som de for første gang havde mulighed for rigtigt at se tæt på. "Hende ville jeg ikke have noget imod at give en svingom.." Lød det halvhviskende fra Renaél, hvis blik hvilede på elverlederens slanke skikkelse i den fine kjole. Talte rygterne om, at hun var mere end 1500 år gammel virkelig sandt? De andre unge elvere nikkede samtykkende. 

Smukt udseende vinglas blev delt ud, og Renaél tog en ordentlig slurk af den velsmagende vin. Væsken var stærk, men elverfolket var også i stand til at indtage noget kraftigere alkohol end menneskeracen, og der skulle mere til, før de blev påvirket. Inden aftenen var omme, ville flere af de unge elvere dog sandsynligvis alligevel bukke under for alkoholln, og de opildnede hinanden til at drikke mere og mere. Snart var de første par glas tømt og Renaél betragtede de andre festgæster fra sin plads ved bordet. Selv om stemningen blandt de unge mænd helt klart var den højeste og mest larmende, så de andre festdeltagere også ud til at nyde begivenheden i fulde drag. De fleste af gæsterne var naturligvis skovelvere, men der var også et par enkelte højerestående af menneskeracen at få øje på - sandsynligvis Lysets Krigere. Han spærrede dog øjnene en smule op ved synet af den tidligere elverleder, Toorah, og en hvisken bredte sig blandt de unge elvere.
Opmærksomheden vendte dog hurtigt tilbage til vinen, og Renaél kunne mærke en følelse af velvære og afslappethed i kroppen, nu hvor der for en gangs skyld ikke var nogle læremestre til at se over hans skulder og tvinge ham i gang med alskens kedelige opgaver..

en lyshåret mand og hans døtre sad ved et bord og smagte vinen. døtrene tiggede nu deres far om at få lov til at gå ud på dansegulvet. manden der var deres far var Galan. greve i elverly og en meget fin herre. hans kone kunne ikke ha været med til denne fest så han var alene med sine piger, og han kunne ikke lade vær at gi sine piger lov til at danse.
pigernes glæde ved at danse elegant og fint på gulvet var kun til glæde for ham. han havde et grønt sæt tøj på med brune detaljer. han gik roligt op og hentede noget mere vin til ham selv da han fik øje på de to kvinder, den tidligere leder og den nuværende leder. smukke kvinder, og stærke det måtte man gi dem. han gik over til sit bord og gik forbi et bord med nogle unge elvere der så ud til at more sig. 

Galan kom til sit bord og så rundt omkring alle gæsterne. det var mange unge med til denne fest. en fest alle elskede. han gjorde ihvertfald. al den skønhed i farver og al den hygge det var altid rart.
Galan fik næsten ikke engang lov at sætte sig og nyde vinen da den mindste datter hev ham med ud på dansegulvet for at danse med ham. han kunne jo ikke sige nej til sin lille øjesten. han begyndte at holde hende i hånden og snore hende rundt i en elegant bevægelse.

Traditioner var noget der lå dybt i befolkningens natur. Om det var menneskeracen eller de andre rundt om landet, var på dette punkt underordnet. Selvom Elverne især syntes at være langt mere rodfæstet ved deres traditioner. Noget som Baldwin på sin hvis forstod og stadig var uvant omkring. Han havde kigget på invitationen og havde en fornemmelse i maven om at det måtte være en formalitet at invitere Lysets general, siden de for alvor var indgået i en alliance med elverne efter krigen. Baldwin personligt var ikke meget til fester, mest fordi at hver gang han var med til nogen af dem, brød ballade ud fra alle vinkler. Men han forstod traditioner og ikke mindst værdien af en alliance. Hvilket førte til at ørnen nikkede for sig selv. Det var også en rig mulighed for ham at møde den nye leder. Daeralda, som han stadig ikke kendte meget til, andet end hvad rygter kunne give ham. Rygter var ikke troværdige.

Hvordan kunne man føle sig gammel og så ung samtidig? Baldwin så på de ungt udseende elvere, hvoraf det var tydeligt på opførsel at nogen var yngre og mere fritslupne. Nogen der skulle vise verden og nyde alt uden tanke for konsekvenser. Baldwin så det ofte ved teenagere i hovedstaden, dog mindre.. voldeligt. Men elverne forstod sig på sikkerhed, og selvom deres udseende mindede om unge mennesker med en umenneskelig glød, var der forskel. Ikke at Baldwin havde nogen former for intentioner om at benytte den oplysning til ret meget - det observante øje så meget mere end et alment menneske, men ingen her var hans fjende. Det var den holdning han var kommet ind til elverly med, og den holdning han havde tænkt sig at fastholde.

Baldwin var klædt officielt. I lysets klæder, og den røde kappe over ryggen, der lå sig mellem de store vinger, der stadig var synlige. Hvide klæder på kroppen, men ingen tegn på våben. Ikke et sværd i bæltet som normalt, eller beskyttelse mod angreb. Han var klædt på en måde der vidste at han var en gæst, en betydningsfuld gæst ville nogen sige, men en gæst ligemeget hvad. I starten var han mest observant. Så sine omgivelser, hilste på dem han mødte, men holdte sig mest til at se hvordan elverne nød deres fest, selvom hans øjne fulgte den rødhårede Toorah som hun skildte sig ud fra mængden, på vejen hen imod hvad han kunne gætte sig til måtte være den nye leder.

Sikkerheden var som altid på plads ved festen. En del elvere var tydeligt klædt i uniformer og posteret strategisk rundt om i salen, såvel som gangbroerne udenfor og i træerne rundt om Skovfortet. Andre var mere festligtklædt, skønt stadig til den praktiske side, og fordelt rundt mellem gæsterne. Der var ingen grund til at tage nogle chancer, når der var uro i Krystallandet og fester med Lyset til stede havde gennem årene været plaget af en del ubudne gæster og andre forstyrrelser.

Daeralda Yárá Lod blikket følge en af de få krigere af Lyset der var mødt op med en tænksom mine. Den alliance de repræsenterede havde knirket de seneste måneder, men den så dog ud til stadig at være nok på plads til at blive hædret her. Fra krigeren gled hendes blik videre til en af hendes egne skjulte krigere og et lille smil dukkede frem på hendes læber. Han faldt i et med resten af festen, skønt han måske virkede for sober til at være nær den fest de yngste holdt om et af vin-bordene. Det var dog rart at være begyndt at genkende ansigter igen og ikke opfatte dem alle som komplet fremmede.

Hun holdt blikket ved bordet med ung-elvere, mens smilet gled skævt og øjnene glimtede over de skjulte blikke i hendes retning og de sammen stukkede hoveder. Snart ville den første have fået drukket sig nok stemning til at komme over, men for nu var vinen, festen og pigerne mere dominerende i fokus. Som de piger der dansede allerede og som lod til at samarbejde om at holde en alvorlig og måske lidt for sober elvers opmærksomhed på den ene, mens den anden så kunne vælge partner til dans frit. Et underholdende spil at følge fra sidelinien.

En forstyrrelse i stemning ledte Daeraldas blik videre over mængde til det faldt på den tidligere leder. Storslået som altid i udseende og udstråling, indtog den anden salen og det meste af opmærksomheden. Om ikke andet til det stod klart hun nærmede sig Daeralda og så blev blikkene mere skjulte skønt samtidig nærmest også mere fokuserede. En effekt der morede den nye leder og som hun lod ses i hendes blik, som hun hævede et øjenbryn af Toorahs bemærkning. "Jeg vidste ikke I havde løsrevet jer helt fra resten af Elverly, min kære. Invitationerne er da som altid kun sendt til de udenforstående?" Hun nikkede let mod pladsen ved siden af sig. "Du er på ingen måde glemt, men derimod savnet. Alt har trods alt forandret sig en del siden jeg var i rådet sidst."

Daeralda hævede blikket, fangede en af de tjenendes blik og nikkede mod Toorah, før hun afdæmpet fortsatte. "Hvordan står det til i Frosthjem? I kom os jo en smule i forkøbet med afvisningen af de sortklædte..." Hun gik i stå tydeligvis ledende efter et ord dækkende hendes mening om Kiles Ordens tilhængere som stadig kunne siges højt i pænt selskab. Et kom til hende. Efter hvad hun havde hørt de havde gjort ved ypperstepræstinden for Avanya, så var der virkelig ikke mange tilbage at vælge imellem.

Det var ikke udenfor Toorahs opmærksomhed at folk kiggede på hende, det var ikke underligt, efter hendes afsked havde hunikke vist sit ansigt en eneste gang i Elverly, dette af flere årsager som befolkningen ikke kendte til. Ikke engang rådet havde kendt til kaliberen af problemerne Frosthjem havde stået i. 
Toorah lod blikket glide rundt, at se at meget ikke havde ændret sig, varmede et sted inderst inde, af samme årsag nåede den hærdede leder at sende et formanende blik til de unge elvere der allerede var gået ombord i vinen. Hun vidste hvordan det som regel endte, en enkelt gang havde hun egenhændigt lagt en af de unge i seng under alverdens eder, efter alt for meget af den stærke elvervin. Dernæst Rhovandir. Hun havde af en eller anden sær årsag altid haft et blødt punkt for spejderen, måske fordi han havde den indre ild hun synes så godt om. Han brændte for den samme sag som hun selv gjorde, en ting som var værdsat højt hos den hærdede elverkvinde.
I en rolig, kontrolleret bevægelse, satte hun sig ved siden af den nye leder, igen tog hun den ældre i øjesyn. Hun havde en glød af ungdom som Toorah selv havde mistet for længe siden, skiftet ud med det hårde ansigt der sjældent trak en mine, en attitude der havde gjort hende respekteret og ofte frygtet, men meget svær at relatere til.
"De har så ganske ret" en af de unge tjenere kom ilende med et glas vin, der blev rakt til den rødhårede, inden han sørgede for, at Daeralda endnu var godt forsynet, så pilede han af, så hurtigt som han var kommet. "Det er let at glemme formaliteterne, når man pludseligt befinder sig mere i rustningen end i de bløde gevandter". Igen gled blikket udover festsalen, som forventede hun, at noget skulle ske pludseligt. Sandt at sige måtte Toorah nok indrømme, at hun nød at komme ud, det havde været mange år siden at hendes sværd sidst havde set så meget blod, men hun levede for det. Gennem hendes mange år som leder havde hun tøjlet alt vildskab hendes slægt var kendt for, en klan af elitesoldater uden stor forstand på magi, men en utrolig færden med stål som primære værktøj. "Frosthjem ændre sig sjældent meget, heller ikke gennem et par hundrede år, dog blev en håndfuld af soldaterne taget af pesten..." Toorah nippede sparsommeligt til vinen, selvom der ikke var nogen grund hertil, vin var der noget så rigeligt af, også til henover hele vinteren, men det midnste tab af kontrol kunne let bringe den rødhårede i ubalance. "For ikke at snakke om en af de yngre soldater, Yithiriel, mistede livet under underlige omstændigheder. Vi er endnu ikke nået til bunds i sagen". Igen gled de røde øjne over på den nye leder, hun havde hørt om sagen, dette var en af hovedårsagerne til, at Toorah var taget afsted i første omgang og ansvaret for den prægtige elverby nu lagt på Daeraldas skuldre. 
"Og kirken blev naturligvis ... Afvist" Det lille umiskendelige smil bredte sig igen for et kort sekund, inden blikket faldt på Baldwin, hun havde endnu ikke set den nye general, dette var muligheden for at se ham nærmere an.
"Så... Fortæl mig om disse forandringer der er sket, i mit fravær!"

Den larmende flok af unge drukglade og hormonfyldte elvere, kom da heller ikke spejderens opmærksomhed forbi. Blikket gled ligesom automatisk derhen, landede og hvilede kortvarigt på den unge knøs. Et kort smil viste sig på hans læber, jo den unge kunne godt feste løs i aften, men i morgen ville den unge finde ud af at der kom en hverdag den næste dag. En tur Rhovandír nærmest automatisk gik ud fra at alle elvere havde erfaret bitterligt på et tidspunkt i deres liv. Dernæst gled blikket hen på de unge dansende piger, nogen han virkelig ikke ville blive overrasket over hvis de stiftede bekendtskab med Renaél efterfølgende, selvom de var ham langt overlegne, blikket gled videre over og fandt deres far; Grev Dannor, der i det mindste så opmuntret ud, da han blev hevet med ud på dansegulvet af den yngste. 
Ak ja at have små elvere i sit liv. Hvis bare det var så let at holde styr på Renaél. Igen vendte opmærksomheden tilbage til dem foran ham, inden krigeren, højest sandsynligt værende påvirket af den stærke vin alleredem højlydt proklamerede at næste gang han så en 'skide Kile præst' ville han hugge hovedet af den, og med de ord brød han samtalen, gik over mod karaflerne for at hælde mere vin op til sig selv. Rhovandír selv tog endnu et slurk af sin vin, nød følelsen og ikke mindst smagen af den mod hans gane. Han kunne fornemme et blik på sig og vendte hovedet for at finde ud af hvor det kom fra; ah.. De to ledere.. eller den gale og den nye leder. Et sagte nik, ganske let og afmålt i bevægelsen blev givet hen imod dem, inden han mindede sig selv om sin opgave og med et tavst suk Det gjorde ham dog nu stadig glad at Toorah synes at være ved god ve og vel. Han selv begav sig videre hen, indtil han fik øje på et halvdyr af en type han ikke mindedes at have set før. Klædt i den officielle general uniform. Om han var der for at vise at de stadig havde et samarbejde med Elverly, eller om der lå noget andet bag, som de utilfredse krigere, var ikke til at sige. Men i al fald virkede han ikke til at være fjendtlig indstillet, snarere observant.
Rhovandír nærmede sig ham, stille og roligt.  " Nyder De festen? " 

Renaél havde godt hørt om de voldsomme begivenheder, der havde udfoldet sig for ganske kort tid siden, da Kiles Orden kom til Elverly. Tanken om at en magtbegærlig præsteorden skulle have noget at have sagt i Elverly huede ham ikke, og han var glad for, at lederen havde taget affære. Samtidig var han dog også glad for, at han ikke havde overværet begivenheden. Synet af blod var stadig ikke noget, han havde det helt godt med..

Politiken kunne dog trygt overlades til de højtstående elvere samt de få Lysets Krigere, der var blevet lukket ind til festen. Efter at han en kort tid havde betragtet dem, vendte han tilbage til elvervinen på bordet, og de andre unge fik hurtigt presset ham til et glas og kort efter endnu et.
Den lette, boblende fornemmelse af alkohol bredte sig så småt i kroppen på ham, og han rejste sig fra bordet. Selv om tiden endnu ikke var inde til at bestå den afgørende prøve, kunne man godt tage forskud på dansegulvet - især når udbudet af partnere var så tiltalende. Renaél nærmede sig selvsikkert den ældste af Galans døtre, som han kun kendte af udseende, og han bød hende med et indladende smil op til dans. 

Galan havde stadig en skade i armen men dansede fint med sin yngste datter der nok ikke var mere end de 20 nu. hun var fin elegant og en charmetrold. hun og hendes søster blev passet meget på af faren Galan. han havde øjnene på sin dansepartner men da hans øjne ikke kunne se sin ældste datter mere i øjenkrogen stoppede han op kort og fulgte hende med øjnene da hun dansede mod en ung Elver ved navn Renaél han kendte ham ikke men hans datter så ud til at synes om hans charme. Galan sendte datteren et blik og dansede så videre med den yngste.

den ældste datter var omkring de 30 år og mente hendes far var for overbeskyttende. hun dansede over mod den unge elver for at blive budt op til dans. hun havde fået et godt øje til ham selv om hun havde fået det advarende bllik fra sin far der sagde hun skulle lige prøve så var hun trodsig og mente hun godt kunne passe på sig selv.
Galan holdte øje med de to imens hans dansede med den yngste elver datter. hun var ikke så indtresseret i drenge som den ældste var endnu... heldigt for Galan da.

Askfay var som altid klædt praktisk på, også selvom hun skulle til en af årets vigtigste fester. Hun var klædt i brune bukser og støvler og en matchende brun skjorte, der dog var fremstillet af silke. Manchetknapperne i den var formede som gyldne egeblade og da Askfay ikke gik meget med smykker, havde skjorten i stedet en tynd, gylden kæde der med lignende knapper spandt den fra den ene tip af kraven til den anden. Det var det nærmeste en halskæde hun nogensinde ville komme.

Ved hendes side hang et sværd. Sin bue havde hun med stort besvær ladet blive hjemme, men hun havde allerede udset sig et offer - hvilken af vagterne, hun ville tage deres bue fra, så hun selv kunne bruge den, hvis det blev nødvendigt. Hun skød alligevel bedre end langt de fleste her, og dem der muligvis var bedre end hende, var det kun fordi hun havde været med til at træne dem.

Hun stod og gav ordre til en af vagterne, da hun bemærkede skiftningen i stemningen og hun vendte sig om for at få øje på Toorah. Askfay havde godt hørt fra en af sine spejdere at hun var på vej, men hun havde ikke sagt noget videre til Daeralda og nu vendte hun blikket imod sin nye leder, for at se hvordan hun tog overraskelsen.

Askfay blev ikke skuffet. Daeralda var som altid høflig og samlet. Der skulle langt mere end Toorahs ankomst til at hyle hende ud af den. Askfays blik gled ubevidst over hendes leder, der udstrålede noget utroligt tillidsvækkende og magtfuldt, og på trods af hvor smuk hun var, frygtede Askfay hende næsten.

Hendes hjerte slog et slag over - hun var nødt til at blande sig, også selvom det så ud som de havde en debat fra leder til leder, hvor andre ikke var velkomne. Hun tog et glas vin i hver hånd - det første glas hun havde taget til sig selv hele aftenen - og gik i en bue udenom de dansende unge op til Daeralda og Toorah.

"Toorah," hilste hun med et kort buk, og da hun rettede sig op igen så hun på hende med et smil i øjnene. Hun havde altid respekteret Toorah og var glad for at se hende her i dag, men det var tydeligt at hendes loyalitet lå ved Daeralda, som den burde, da hun satte sig på den anden side af sin leder og tog hendes tomme vinglas fra hende, samtidig med at hun rakte hende et nyt, fyldt med den søde vin. Det andet glas hun havde i hånden beholdt hun selv.

Hun satte sig på kanten af stolen, klar til at springe op og beskytte sin leder, eller lægge sig imellem hende og Toorah hvis det blev nødvendigt, men for første gang i aften slappede hun bare en smule af, og tillod sig selv at falde i staver over Daeraldas smukke ansigt, imens hun selv tog sin første tør af den gode vin.

Elverne havde en anden måde at nyde livet på, der alligevel stadig kunne drage sammenligninger til menneskeracen. Han kunne ikke undgå at smile som han så en selvsikker ungelver, af hvad han gættede på i hvert fald. De udstrålede alle ungdom, men der var forskel på erfaringen i deres øjne. Og denne knægt, så at sige, skinnede af selvtillid men ikke alder. Måden han alligevel nærmede sig den unge kvinde på og bød hende op, det var et hyggeligt syn at se dem danse rundt, selvom hvad han gættede på var noget familie så ud til at sende strenge blikke. Beskyttelse af sine børn, og alligevel give efter og lade dem leve deres liv. Måske Baldwin skulle tage til fest noget oftere? Det var i hvert fald et ganske nydeligt syn og gav ham en form for ro i de musikfyldte omgivelser.

Baldwin drejede blikket ganske let, og så elveren der nærmede sig ud af øjenkrogen. En elver der så ud til at være mindre afslappet og observant på samme måde som Baldwin selv måtte fremstå i mængden. Det kunne ikke undgås at Baldwin var på vagt, selvom han ikke var fjentlig. ”Bestemt. Her er smukkere end jeg kunne forestillet mig” Baldwin havde set elvere før, eftersom de skilte sig ud i mængden af mennesker. Men han havde ikke forestillet sig denne skønhed der emmede af i Elverly. Det var første gang Baldwin befandt sig fysisk iblandt elverne og han nød at se deres naturlige måde at være på.  Baldwin havde vendt sin opmærksomhed mod elveren og rakte den behandskede hånd frem. ”Baldwin Adler” hilste han med et venligt blik og smil.

Daeralda lod blikket glide til den unge tjener og rystede let på hovedet af det ustillede spørgsmål om mere vin. Hendes glas var stadig halvt fyldt og hun havde endnu for mange officielle forpligtelser til festen til at kunne tillade sig at drikke mere frit. Det skulle der nok blive tid til senere, skønt det stadig var mærkeligt at Alyan ikke var ved hendes side eller et sted i mængden som altid havde været det før i tiden. Endnu en ting at undersøge, når alt andet faldt lidt til ro med vinterens komme.
Et lille smil krusede hendes læber ved Toorahs næste ord. De var som talt ud af en hver yngre krigers tanker og på mange måder heldigvis da. De var Elverlys forsvar trods alt og uden Frosthjem i den nordlige del af Lindeskoven var det ikke til at sige hvor meget skov der ville have været beboet af trolde frem for alle andre. Der var en særdeles god grund til at lige den af Elvernes få byer var så dedikeret til kamp. "Pesten ja, den var en ubehagelig påmindelse om hvem vi har indgået en alliance med - og hvem imod." Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til tanken om at de havde knyttet så stærke bånd til Lyset. Det hjalp at Lyset var mere end blot mennesker. En fælles sag for mange og mod hvad forræderne havde sluttet sig til.
"Var det grunden til du blev kaldt hjem? Du var lidt svævende om grunden, men jeg fornemmede det var mere end en ting der gjorde det så presserende." Hun så spørgende på den anden, før end hun nippede af sit vinglas. Det mistede liv havde været givet som grund, men for den nye leder havde det altid virket som en af mange. Toorah havde da også overtaget ledelsen af Frosthjem efter hvad hun havde set i de rapporter der kom til hende og havde indledt mere end blot kampagnen mod Kiles præsteskab. Det så også ud til at have været godt for Toorah at komme tilbage ud, hvor der var luft omkring hende og knap så mange støvede møder og langtrukne diskussioner om småting.
Endnu et smil krusede Daeraldas læber ved den andens ord og lille pause. "Som det kun er passende med folk der forsøger at blande sig hvor de ikke er ønskede." Ordene havde forsøgt at gøre ophævelser mod hendes afvisning og dekret om at de ikke med livet sikkert kunne krydse grænsen til Elverly. Noget der kun havde forstærket hendes holdning til at det var det rigtige. Især fordi de havde lydt som forurettede børn der havde oplevet deres første nej nogensinde.
Hendes blik fulgte Toorahs ud i salen og faldt på den nyest tilkomne fra Lyset. Deres general efter påklædningen at dømme og bekræftende hvad hun havde hørt, men ikke helt troet på. Et halvdyr havde vitterligt fået positionen. Hun smilede let og nikkede som hun fangede hans blik, før hendes gled videre og fandt Askfays velkendte skikkelse i målrettet bevægelse overmod hende og Toorah. Efterårets Stemme havde altid haft sans for hvor konflikter kunne bryde ud, men mest af alt havde hun vist sig en smule overbeskyttende omkring Daeralda. Meget charmerende, men også særdeles upraktisk til fester altid at have ekstra vågne øjne på sig. Det fik dog også et varmt smil op i den ældres øjne som hun tog imod det tilbudte glas og afleverede sig tømte. "Tak, Askfay."
Det var en anden af vinene serveret hun havde fået denne gang og smagen fik hende til at finde brygmesteren med blikket, hæve glasset let og nikke til ham i stille respekt for udfaldet. Så vendte hun opmærksomheden fuldt tilbage på Toorah igen. Let krøb hendes ene øjenbryn i vejret, mens hun så morende på den anden. Havde den yngre elver med vilje vendt hendes ord om? Åh det var aldrig helt til at sige. "Hmm ja, jeg har gensamlet rådet, så ikke alle beslutninger behøves at ligge på mit bord alene. En del af stemmerne har fået yngre ryster - som Askfay her." Hun sendte den omtalte elver et smil, før hun så tilbage på Toorah og fortsatte. "Mens andre vist aldrig helt havde indset du havde opløst rådet." Det havde vitterlig kommet som en overraskelse for nogle af stemmerne at det var grunden til der havde været så langt mellem møderne. Endnu en god indikator på hvor ubetydeligt rådet havde fået sig til op til Toorahs ophøjelse til leder. "Ellers har jeg været i kontakt med lederne for Bjergelverne og Ørkenelverne for at genoprettet forbindelserne mellem vores folk." 

Toorah stillede langsomt glasset fra sig, skønt at der kun var nippet lidt af vinen, hendes bevægelser foregik unaturligt langsomt, som afkast af, at hun gennem de mange år som leder havde måtte udstråle en vis kontrol og tålmodighed, en vane der endnu sad fast, på trods af, at Nattefrost-familien allerede havde fået fornøjelsen af nogle halsbrækkende fester og kampe med Toorah som deltager. Det ville være løgn at sige, at Frosthjem ikke var et hemmelighedsfuldt sted, som oftest slap hverken hemmeligheder eller privat sladder ud derfra. Frosthjem var nærmest et klodset at se på ved siden af det smukke Elverly. En kraftig stenmur formede den beskyttende base rundt om byen, mens at hytterne var mere solide og jordbundne. En svær fæstning at indtage men let at forsvare, grundet dens strategiske placering. Kiggede man på Toorah selv, var det tydeligt, at hun var blevet mere hærdet at se på, så man forbi den ualmindeligt pyntede elverkvinde, var musklerne nu mere udstående og senerne mere træmtrædende, end de nogensinde havde været under hendes tidligere titel.
"Pesten var betinget af menneskenes sløvhed..." Der var ingen tvivl om, at et had ulmede under de monotome ord, det havde ikke hjulpet på den rødhårede elvers holdning til mennesket at komme tilbage til det yderst hadfulde barndomshjem "Havde de været opmærksomme på Kzar Mora, som de burde have været, var dæmonerne aldrig sluppet ud i første omgang!" Toorah lagde et ben over kors og foldede hænderne i skødet, som hun et kort øjeblik så drømmende ud i luften, inden opmærksomheden igen vendte tilbage til den lyshårede. På trods af, at hendes alder var trefold Toorahs, var blikket den yngre sendte, en tidsalder ældre end det burde have været. 
"Min hjemkomst skyldes tabet af vore soldater, Yithiriel... og en desertør" En smal sammentrækning i yderkanten af det ene øje afslørede hurtigt hvad Toorah mente om den sag. Et kort minde, der endnu gav hende blod på hænderne, meldte sig kortvarigt, til stor veltilfredshed. "Jeg har personligt taget mig af hende!" Døden var den eneste måde at ordne den slags problemer på, de sidste mange dødsfald Toorah havde været skyld i, havde været offentlige henrettelser, for at statuere et eksempel. Toorah var ligeledes klar over, at den korrekte håndtering af sagen, havde været at overrække desertøren direkte til den nye leder. Det var nu Daeraldas opgave at beslutte hvad der skulle ske med sådan en, men i og med selv samme kvinde havde haft Nattefrost i blodet, havde det været lettest at afskaffe hende egenhændigt, så slægtens navn ikke blev tilsmudset. 
De røde blik gled over på skikkelsen som nærmede sig, Toorah havde set den kvinde før, huskede hende som ganske dygtig hvad angik kampens kunst, en ting der sjældent imponerede den hærdede elver meget, grundet hendes egne rødder.
Et langsomt nik anderkendte den anden tilstedeværelse da hun hilste, inden det lille næsten ikke-eksisterende smil igen måtte byde sig på Toorahs læber, for kort efter at forsvinde igen. 
"Der er ingen grund til at De befinder dem så anstrengt kære. De tror vel ikke at min loyalitet til Elverly er forsvundet på trods af at jeg måtte forlade min post?" En lille del af Toorah måtte se sig provokeret af den anspændte stemning der kom fra den nyeste tilkomne. Det sidste der ville ske var, at Toorah vendte Elverly ryggen, ganske vidst befandt Toorah sig yderst afslappet omkring den nye leder, men dette betød ikke, at hun manglede respekt. Tværtimod.
Kort efter, trillede en munter latter over Toorahs læber, en let klukken der kort efter endte idét hun rystede på hovedet "Det gamle råd blev enstemmigt enige om, at frafalde deres poster i sin tid..." Toorah lænede hovedet tilbage på det prægtigt udskårne ryglæn så hun for alvor kunne betragte salen, brygmesteren var endnu rød i kinderne efter at have modtaget Daeraldas accept af den fine vin, "... Men hundrede år kan godt sløre hukommelsen" Indrømmede hun inden den stærke hånd igen greb vinglasset, denne gang blev en større tår taget inden det blev stillet tilbage på det lille bord.  
"Jeg må dog sige, at rådet ikke er nogen skidt idé, jeg selv benyttede mig ligeledes af eksperter på forskellige områder, blandt andet brygmesteren" Han havde været med til at rådgive om placering af marker samt jordens frugtbarhed, ligesom mange andre havde hjulpet Toorah med deres ekspertise på forskellige områder.
"Jaså, det lyder interessant" den rødhårede så kortvarrigt tænksom ud, hun havde i sin tid ikke kontaktet bjergelverene, idet de syntes at passe sig selv, og udover det, virkede de som en flok ukultiverede barbarer, men nu havde Toorah også skarpere holdniger til andre racer end mange andre. 

Elverlederen og den tidligere elverleders samtale lød som om den havde været rigtig interessant lige inden Askfay ankom, men det var ligegyldigt for hende. Hun var der ikke fordi hun gerne ville lytte med, hun var der fordi det var der Daeralda var.

"Jeg arbejder," skød Askfay tilbage, hendes stemme skarpere end normalt, men i hendes ord gav hun også Toorah ret i at hun ikke tvivlede på hendes loyalitet - hun var bare sjældent afslappet, ligesom hun sjældent tog fri fra arbejde. Hun tog også hendes ord til sig, og forsøgte at læne sig mere afslappet tilbage imod ryglænnet i stolen hun sad i, selvom hun stadig sad stift i den.

Hun tog endnu en tår til af sin vin og lyttede denne gang med til deres samtale. Der gik flere sekunder, hvor hun bare holdt øje med hele festen, inden hun skævede til Daeralda igen. Des tydeligere det blev at de to elvere var enige på de fleste områder, des mere lykkedes det faktisk Askfay at slappe af.

For alt hvad han havde set i hans leve tid, måtte han selv overgive sig til det paradis kendt som Elverly. Selv den turnulte tid blev vasket væk blot ved hans egen tilstedeværelse i denne nærmest sagnopstående by som kun få ikke elvere fik lov til at sætte deres fod ind i, og med god grund. Hektor selv havde en ide om, at han gerne ville søge om en mulighed for at rejse her til af to grund. For det første, var han på jagt efter en passende gave til bjergelverne tilbage i Azurien, det var snart tid til det årlige ritual blandt de'Lacour familien og bjergelveren og han havde i sinde om at, vise dem hans hengivenhed til dem. Den anden grund, var at han gerne ville give hans hustru en oplevelse. Det var fint med at købe gaver ind men det føltes ikke det samme, at rejse derimod var noget helt andet og og at opleve ting sammen, måske det kunne hjælpe på dem begge.

Det var dog ikke første gang at han havde sat fod ind i Elverly. Efter hans samarbejde med en større gruppe skovelvere, fik han tildelt den gave at kunne rejse ind i byen, under skærpet opsyn, for at få hvile og studere militær taktik blandt skovelveren. En begrænset oplevelse godt nok men stadig, et værdig minde.

Turen herind til Elverly havde forgået uden de større kvaler og Hektor samt hans følge, fik bind for øjnene, samt en forklaring om hvad der havde hændt den seneste tid. Kile ordnen, nu igen. Hvis elveren havde påkaldt Hektor om hjælp, ville der ikke havde været nogle tvivl: Æren ville forlange at han skulle hjælpe dem imod denne orden.

Ja, elveren havde en anden måde at nyde livets små glæder, som i deres optik var langt større end hvad han selv havde ment men denne positive stemning varmede krigerens hjerte. Et par unge elvere kom Hektor i møde, nysgerrig over hvordan en af lysets krigere havde fået lov til at komme her ind. Han selv måtte grine lidt over dette "Det var ikke let." var hans forklaring. De begyndte at snakke på deres eget sprog og Hektor selv kunne forstå meget lidt af det. De unge elvere grinede lidt og så spørgende på krigeren "Er du ikke nysgerrig om at lære vores sprog? Det ville da være passende, at en udefra ville være i stand til at kunne kommunikere med værterne på deres eget sprog."

Hektor måtte lige se dem an kort inden han svarede "Det ville være mig en ære." De unge elvere, begyndte at tale og forklare Hektor om hvilket måder man kunne hilse på og de forskellige måder man kunne tiltale elver racen på. Den ene af dem, en ung pige pegede hen over til et andet og tilsynladene noget ældre ægtepar "Prøv nu, at gør brug af nogle af de sætninger vi har øvet på dem æret kriger af lyset." lød opfordrende, hun kunne dog ikke lade være med at fnise bagefter. Hektor skævet lidt til hende men lod det være, hun var måske ikke vant til at omgås mennesker. Han bevægede sig hen til det par som var blevet udpeget og med hans nye viden, bukkede han høfligt for dem og gjorde brug af de hilsner han lige lært. Hvad han ikke var beredt på, var reaktionen, elverkvinden gav et fnøs fra sig og lod hendes ansigt dreje som en anden adelige, næsen meget høj i vejret, mens hendes ledsager, så meget truende og med et blik der kunne dræbe imod Hektor, der stod pludselige lige så forundren over hvad der var hent. "Hvis de så absolut skal snakke vort sprog, så sørg for at lær det at kende, INDEN, de agter at gør brug af det! God dag den menneske hund!" og hastigt gik det ældre ægte par videre, mens Hektor så tvivlsom efter dem, bagefter på de ungelvere der stod og skraldgrinet over hvad der var hent.

En noget gammel stemme kom bagfra Hektor "Den unge ulv, bør tag i agt for en ung elvers lyst til at, drille dem af de kortlevende racer." Tonen virkede streng, Hektor vendte sig om, han blev mødt af en ældre elver herre, langt hvidt hår der var flette sammen i flere lange passager, grønt maling optegninger markede elverens noget så spidse ansigt, hovedbeklædning var skindet af en ulv så det matchet, ansigtet som kronen, poterne krydset hver skulder og mødtes på midten af elverens brystkasse. Langs ned ad kroppen var denne elver klædt i simple grønne klæder, man kunne forveksle det med en kjole men til en mand. "Det går jo ikke, at du tiltaler kvinderne som en mosekone eller mændene som hyrderytter og at de bør finde det nærmeste træ hvis de ville mere end blot hilse, vel den herre?!" Hektor kunne genkende elveren, selvom det var flere år siden de sidst havde set. Han tog sig til munden af forlegenhed, han havde lige svinet et par til, ikke en god måde at bevare denne alliance mellem lyset og elverne fra Elverly på. Den gamle elvers strenge ansigt skiftede over til en muntert og varm person, der ikke kunne lade vær med at grine over dette. "Bevare roen unge ulv, du er ikke den første som har begået sådan en handling og du er højst sandsynligt heller ikke den sidste, som bliver udsat for det."

Hektor tog hånden fra munden og bukkede for elveren foran ham "Æret Kha'ba'Lorth" hilste han men elveren tog skridtet videre og omfavnede krigeren. "Som sæsonerne har markeret dig, unge ulv."

Ja, det var en oplevelse at stå inde i Elverly, selv med drillerierne og ens egen naive syn. Hektor kunne godt forstå hvorfor folket her ville gøre ALT hvad de kunne for at bevare dette paradis.

Selvom Rhovandír mest var fokuseret på halvdyret foran sig, bemærkede han godt sin unge elevs pinlige opførsel nede på gulvet, men han ville ikke træde til. Det var fest, og den gode stemning skule forsøges at holdes oppe. Så kunne han altid belære drengen bagefter.
Istedet tog han blot generalens hånd og trykkede den, let, men bestemt idet han præsenterede sig i et afmålt buk. " Hyggeligt at hilse på Dem Hr. Adler. Mit navn er Rhovandír Taurvantian." Han gengældte blikket, og forsøgte sig ligeledes med et smil, han håbede på så venlig ud for den anden. Smil var der efterhånden ikke mange af ved den unge spejder. 
En mindre tumult, der mest bestod af et lettere ophidset ældre ægtepar der med tydelig fornærmelse malet i deres ansigter, og stemmr, på elvisk diskuterede om mangel på respekt.  Rhovandírs øjne fulgte automatisk retningen de var kommet fra, og endte ved en anden kriger, han godt kunne genkende selvom det var mange år siden sidst, der nu stod og så lettere forlegen ud overfor en anden af de ældre elvere. Han drejede hovedet, og blikket igen, til han igen fokuserede på halvørnen, kortvarigt tænkene på hvilke evner han besad, om det mon var nyttigt, fuglet måske? " Jeg antager det er Deres første gang i Elverly. De skulle næsten have snakket med hr. de'Lacour. " Han gjorde en lille gestus hen imod hvor Hektor, som Rhovandír mest havde været vant til at elverne kaldte ham i den tid han i sin tid have været i Elverly. Det måtte føles som lang tid siden for mennesket, men for elveren kunne han tydeligt huske den store mand, mest af alt da en af hans første opgaver som fuldt uddannet spejder der ikke behøvede at arbejde med en partner, havde skullet holde øje med det unge menneske. Han tvivlede dog stærkt på at Hektor selv var klar over det.
" Det kunne muligvis have sparet ham fra det lille optrin. " Han gjorde nu en gestus mod den lille gruppe som Daeralda nu fandt sig i, nu hvor Askfay havde tilsluttet sig dem. Hun så anspændt ud. Forhåbentligt var det ikke med alt for megen god grund.
" Har De fået hilst på værtinden? "  At Daeralda nu var værtinden kom nærmest som en selfølge, for selvom det var hele Elverlys fest, var det nærmest typisk at lederen tog rollen som vært, eller i dette tilfælde; værtinde. 
Som han så over imod gruppen, søgte hans blik at fange Askfays, som for tavst at spørge om det var ham tilladt at lede generalen over til lederen, eller om Efterårets Stemme ville se det som en mulig fare, på trods af at halvfuglen ikke bar synlige våben. Igen kunne det også være at samtalen mellem den nuværende og den tidligere elverleder, var for alvorlig til at det ville være klogt at præsentere Daeralda og Baldwin for hinanden. 

Musikken var livlig, og Renaél hvirvlede den ældste af Galans døtre rundt på dansegulvet. Eftersom han var en af de yngre elver, der holdt mere af sjov og ballade end arbejde, var han noget sikrere her, draget af musikken og med den boblende fornemmelse af Elvervin, end han var i skovene med en bue i hånden. Hans fødder bevægede sig hurtigt, men elegant, og pigen fulgte ubesværet med. Det var som om, det altid havde faldt elverfolk naturligt at bevæge sig smidigt og elegant i takt til musikken, og de enkelte menneskelige gæster, følte sig - udover de tvivlende blikke, der blev tilkastet dem - klodsede ved siden af de letfodede elvere i dansen.

Flere af de yngre elvere havde blandet sig i dansen og overlod de ældre til deres høflige snak om politik. Ud af øjenkrogen bemærkede Renaél, at flere medlemmer af det nyligt genoprettede Elverråd var ankommet til festen, og han tog sig et kort øjeblik i at stirre på Askfay og Dearelda. Han havde også set, at læremesteren Rhovandír var ankommet, og han håbede, at den ældre elver ikke ville være alt for meget over ham, som han havde for vane for. 
Tonen i musikken skiftede til et langsommere tempo, og Renaél trak den unge elverpige mod sig i en tættere dans.

Baldwin smilede venligt tilbage “I lige måde, Hr. Taurvantian” udtalelsen var ikke helt perfekt, men det kunne man nok heller ikke fortænke den ældre ørn i. Han gjorde et forsøg og havde også stræbet sig efter at lærer omkring de andre racer, deriblandt Elvernes måde at leve og tale på. Men når han ikke talte deres sprog, var det heller ikke nemt at lærer udtalelsen. Men det var en venlig hilsen selvom denne Rhovandir forekom ham at være en meget seriøs mand. Om han var ung eller ældre, kunne Baldwin til gengæld ikke se. Kun alvoren og den seriøse side af en som passede sit arbejde. Udseendet snød ham på alle andre punkter.

Baldwin lod sit blik ligeledes spejde ud over mængden og stoppede ved en velkendt skikkelse. Han fastholdte de orange øjne på krigeren der gjorde sig uheldigt til mærke, ved noget Baldwin ikke kunne høre hvad helt var. Der var for mange stemmer omkring ham til at slå det helt fast hvad der blev udtrykt mellem mængderne. ”Ja, han burde havde vidst bedre.” stemmen var ikke alt for anklagende, og han forsøgte også at afholde sig fra at vise sin utilfredshed med at en af hans krigere fik gjort sig uheldigt til mærke. ”Jeg gætter på at kostumen er anderledens hos bjergelverne.” ikke at Baldwin havde meget forstand på det. Han skulle nødig sige det højt, men i øjeblikket kendte han ikke megen forskel på elverracerne at det gjorde noget.

Baldwin fulgte elverens gestus for igen at kigge på samlingen af højtstående elverkvinder. En mere anspændt, en tydeligt afslappet med situationen og en anden der var ganske bekendt, i form af den tidligere leder af elverfolket, Toorah. ”Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen” svarede han ærligt – han fandt sig ikke vigtigere end andre der var tilladt adgang til festen, hvilket også var grunden til at han ikke bare var gået hen og havde præsenteret sig ud af det blå.