”Kom, kom, koooom! Og se her! En vidunderlig tur ud på søen for to! En romantisk tur ud midt på turen! Levende musik og dejlig romantisk mad!” Kunne det høres fra byens havn, denne solskinsdag, havde trækket mange ud til denne by, ”Elania” som ligger op af Azursøen, en mindre by dog lå denne by således at skoven nærmest dækkede den. Byen havde nærmest et naturligt tag af blomster og blade fra de nærliggende træer, dette gav netop denne by, en utrolig smuk og naturlig udsmykning. Byen selv var bygget ind i denne ”haven” af lave og tætte træer, som dannede et fint grønt, og blomster fuldt halvtag over byen, og i ny og næ var der tomme områder hvor solen kastede sine stråler ind og belyste hele byen. Vandet fra søen, og vandet i luften gav luften i byen et unikt glimt når man kiggede over den. Dets længere væk, det lysere virkede byen, mere lys blev fanget og mere lys hang i luften. Denne smukke by, var ofte fuldt disse tidligere, men varme og smukke efterårs dage. Folk fra de nærliggende byer kom forbi, solgte på markedet, købte på markedet, eller bare brugte tid i denne smukke by. Larmen fra byen kunne høres langt væk, de fleste dyr holdt sig også derfra grunden larmen.

Et stykke fra byen, var der et lille område at hvor flere floder mødes, hvor stadig larmen kunne høres fra Elania, men dette lille område, nær byen var dette lille punkt, hvor flere floder mødtes før de løb ned i søen. Dette lille møde, var ikke dækket af lys som resten af dette område, men en lys kold tåge lå om dette område, vandet der fangede lyset længere nede her var ikke bare vand i luften her, men små flager af is som langsomt faldt mod jorden, vandets overflade havde større flager af is flyende rundt på overfladen. Græsset og andet lav vegetation i området var dækket af et tyndt lag af is. På kanten, lå der rester af en spist fisk, og fra der i iset var der flere fodspor som ledte imod byen, disse mindre menneskelige fodspor ledte imod larmen, imod byen.
Tættere på byen, få meter fra dens start, stod folk ude foran byen og handlede med deres varer, nogle mad, nogle kunst, sølvtøj, tæpper, nogle få forsøgte at sælge eventyrs udstyr, en stor samling af menneske ligene væsner gik rundt og ramte skuldre, imod skuldre som de forsøgte at finde noget de kunne lig, eller blot var på vej ud af byen, eller på vej ind. Varmen gjorde dette sted ubehageligt for mange, men alligevel var det så om, der bare kom flere og flere til denne samling som den tidlige aften nærmede sig.
Blandt disse folk, var der en som havde det godt med varmen, denne kvinde der havde en kort kappe over sig, en lang hætte der sluttede lige over hendes øjne, lange sorte bukser, vandre støvler, og en kort ærmet gamle trøje under kappen, de meste af tøjet var slidt, kappen var hullet af slid, dog var støvlerne knap et måned gammel. I bæltet hang både tasker, samt en halv tyg bog, med kul båndet i en snor om den. Om skuldrene over kappen hang en anden bog i en kæde, om hendes hals hang en større smykke, og om hendes arm, var en af de mest kendte amuletter bundet, dog med læder bundet halv dårligt omkring den. Hendes ryg var dækket af denne større taske, men selv med alt dette, dukkede der en smule hvid tåge frem foran hendes næse og mund, og her stod hun, og foran en vågn der forsøgte at sælge tæpper og sove udstyr. I hendes blege og ar løse hænde holdt hun lige nu, dette brune sove tæppe.
Ud af intet, blev hygge, og roen stoppet, i det en Orc pludselig kastede sin næve, efter en ung herre, alt orken råbte var på hans eget sprog. Manden lå, så lang han var, mens orken stod og råbte ned over ham, og pegede. ”shegidzliat’ gadmogts’et’ bavshvi!”lød som et ekko hen over hele pladsen. Vagterne var hurtigt på vej, men den store mængde af folk, gjorde ikke deres arbejde nemt. Nogle få, kunne dufte blodet, nogle var i chok, mange var forvirret og ventede på andre gjorde noget.

Kvinden med tæppet ,vendte sig, og løftede hovedet, og lod sit røde og sit lilla øje kaste deres blik henover gruppen, den minde vind, skubbede hendes hætte ned, til midten af hendes hoved og blottede hele hendes ansigt, endda de spise tænder var synlige et sekund, som hun smilede.

(translation: Kan du så aflevere din knægt!)

Cayden var i Azurien på grund af sit arbejde for Mørkets Hær, men det kunne ikke ses på dæmonen; han lignede et helt normalt menneske, iklædt en slidt, grøn T-shirt og et par bukser, der ligeledes var slidte. Det var en del af hans camouflage; hans opmærksomme blik var bedre skjult, hvis han lignede en fattig knægt, end hvis han lignede den rigmandssøn han egentlig var opdraget som. Det havde selvfølgelig også en stor del at gøre med, at han nød at være klædt i praktisk, behageligt tøj, og hans slidte, grønne T-shirt var tilfældigvis det mest behagelige han havde.
Han havde i et stykke tid stået foran en bod der solgte frugter, og ladet som om han overveje at købe noget af det, imens han egentlig holdt øje med en kvinde, der så ham utroligt bekendt ud. Han var dog ikke sikker endnu, og det kunne nemt blive farligt, hvis han forsøgte at skabe kontakt uden at være sikker på hendes identitet. Opia var en eftersøgt kvinde og han ville nødigt komme til at nævne hendes navn foran en af Lysets Krigere.
Cayden vidste dog også, hvordan han ville kunne genkende sin gamle ven. Han ville ikke behøve andet, end at se hendes øjne. Uheldigvis nægtede hun at se op fra det tæppe hun tilsyneladende overvejede at købe. Cayden lod blikket glide omkring sig, altid i gang med en ny plan, da en ork, perfekt til hvad han havde i tankerne, kom forbi ham. Med hurtige fingre, stjal han orkens pung og lagde i baglommen på en ung fyr der tilfældigvis også kom forbi dem.
"Undskyld, var det ikke din pung?" Spurgte Cayden orken, med et nik imod den pung han selv lige havde stukket ned i fyrens baglomme, og da tumulten gik i gang og alle andre så hen imod orken og manden, så Cayden hen på kvinden med tæppet. Hans plan var lykkedes - hun kiggede også. Og hendes øjne var rødt og lilla. Opia.
Cayden bevægede sig ind og ud imellem de mange folk på gaden, indtil han stod ved siden af Opia. Han så ikke længere direkte på Opia - han ville ikke ses tale direkte til hende, ikke her.
"Lang tid siden jeg har set dig, min ven," sagde han, og lod som om han selv kiggede på et tæppe, inden han skævede til hende med et halvt smil. 

Folkegruppen stod bare og stirret, ingen handlede og Orken snakkede stadig i sit eget sprog, og få væsner valgte at gå uden om, eller gå tilbage til deres handling. Opia selv, rystede kort på hovedet som hun træk sin hætte ned over hendes hoved igen. Hendes blik ramte jorden som hun kort tog fat i sin trøje, og kiggede lidt på det slidte stof, brochers gav en klang som det ramte hendes bryst på ny. Hun vente sig igen, og mærkede mere på sit tæppe, eller hendes kommende tæppe i manges blik. Dog, blev hun revet ud af sine tanker, og overlevelser, som en velkendt stemme bryd igennem luften, denne stemme stoppede ikke bare hendes tanker, men blot et sekund var hun mange år tilbage i mørkest hær.

Et minde fra en lejr, hvor flere der ikke kunne genkende hendes menneskelige form, behandlende hende lavere end hun var, men specielt en dag hvor tre amatører tog hendes bog, og lod deres lyst styre deres samtale, og endda gav tilbud for at få den igen. Havde denne stemme ikke også været der denne gang, havde et telt været dækket i blod den dag. Dog, denne venlig stemme, ikke blot stoppede situationen men også oplyste hvem hun var, og nu igen. Samme stemme, men blot en hilsen denne gang.
Hun blinkede et par gange og kiggede i hans retning, og ganske vis det samme ansigt, ikke så meget som et hår havde ændret sig. Et smil dukkede op på hendes læber, som kæden der holdt en bog, blev taget overhovedet, bogen flippet åben, og kullet mødte siderne. Hendes hænd, begyndte at danse hen over siden, som en der havde gjort dette flere hundrede gange, som dansen sluttede, puste hun ud på papiret, og som hun gjorde, dukkede en hvid tåge op fra hendes læber, og kulden lagde sig foran hende, således var kullet ikke til at smøre ud længere. To fingre, fandt det inderste hjørne på papiret og langsomt blev det revet af, bogen lukket og siden blev lagt på læderet der bandt den ind, og langsomt vent, men hendes ansigt imod manden, et smil på hendes læber og øjne lukket, som papiret blev vist.

Hey! Længe siden, varmer at se dig igen! Stod der skrevet på siden, hendes øjne åbnede langsomt, og som hun så, han havde læst lod hun den førest side falde ned, hvilket blottede den næste side bagved.
 
Må, man høre hvad de laver her? Vel ikke på grund af mig og kun mig? Hendes smil var væk, ikke da hun ikke var glad, det kunne ses da hendes læber begyndte at danne is blot som hun træk vejret, smilet var tvunget væk.

Cayden havde forsøgt at være diskret med at vise, at de kendte hinanden, men dét forsøg lod til at gå helt tabt, da Opia, hans søde, begejstrede veninde, i al hast fandt sin værdifulde bog frem og begyndte at skrive i den. Dét måtte også betyde at Opia følte at hun var i nogenlunde sikkerhed her og ikke i risiko for at blive genkendt. Cayden regnede med at hun havde bedre styr på byen end han havde.
Det var nostalgisk at se hende skrible hastigt over siderne, og det varmede hans hjerte, da hun rakte den første side op og han fik læst den. Han så op fra siden, da han havde læst den og sendte hende et helhjertet smil, inden han sænkede blikket igen for at læse næste side.

"Jeg havde hørt rygter om at du var i nærheden, men nej, jeg kom egentlig af en anden grund. Det var kun en bonus, at jeg vidste at jeg skulle holde øje med om du var her," svarede han i en blid stemme. Han skævede omkring sig og besluttede sig for at der ikke var nogen i nærheden af dem, der ville kunne høre dem lige nu.
"Der går også rygter om at du er deserteret fra hæren. Opia, hvis det er sandt.." Han så på hende med lige så meget bekymring som han udtrykte i sin stemme. "Du ved at jeg vil hjælpe dig igennem hvad som helst," skyndte han sig at tilføje, inden hun kunne nå at skrive sit svar. Det var vigtigt for ham at hun vidste, at selvom han ville bebrejde hende for at desertere, så ville han ikke melde hende eller bringe hende for en domstol eller straffe hende på nogen måde. Tværtimod betød deres venskab så meget for hende at han ville hjælpe hende, selv hvis han samtidig risikerede sit eget liv og karriere. 

Vagterne maste sig igennem folkegruppen for at nå hen til orken, folkene kiggede stadig som han råbte og pegede og knægten, der var kommet på benede igen, og stod nu med armene foran sig i en typisk utrænet forsvars stilling, orken stod, stor og farlig - råbende og pegende på knægten, som endnu ikke havde opdaget den nye ting i sine lommer.

Vagterne var endelig nået der hen og gik ind i mellem de to. Og hurtigt kom der mere ro i området, hurtigt begyndte folk at forlade gruppen og vende tilbage til de små butikker.

Opia, stod og stirret med et varmt smil på sin ven, hver gang luft forlod hendes næse, faldt små snefnug i området mellem de to bekendte. Hendes øjne begyndte at mildt påvirke hendes dække, som det lilla øje blev mørkere og det røde begyndte langsomt at kaste sit skær. Her stod hun og kiggede, lyttede på sin gamle bekendt, en ven, en af de få hun ville kalde ven, en person hvis minder få farve frem i hendes kinder. Hvorfor? Ikke som mange andre, kærlighed var nok det første der blev udelukket men samme tid ikke, der var bare noget ved denne dæmon som Opia ikke helt forstod, og endnu mindre sine handlinger nær ham, det var altid så mentalt hårdt at være nær denne 'mand'.

Ordne der blev kastet imod hende var ikke overraskende, langt fra, var næsten det mest logiske han kunne spørger om, samtalen her, tænkte hun kort; vil nok blive det samme som sidst den skete.

Hjælp? Igen, det ord, dette ord som de fleste dæmoner skal tænke over, før de kan udtale på deres modersmål, sagde han nu, i denne by, til en anden dæmon. Dette medførte et varmt smil, og et lille pust af luft, som fik små kugler af is, til at danne på tæppet i hendes arme, og som dette skete kiggede hun lidt rundt. Folk var næsten tilbage i butikkerne, folk var nærmest tilbage til det "normale".

Skulle de gå?

Bogen blev igen åbnet, pennen begyndte igen sin dans, som hendes ven blev færdig med at tale, - nej, hvor varmede den stemme, kort blev de blege kinder lidt mere menneskelige, siden blev igen revet af, og rakt over til manden, hendes blik, gik imod manden som ejede denne butik. Tydeligt viste hun ville gå og betale, som hun drejede sin skuldre væk.

Papiret læste: Det handler om min familie, vil med glæde dele. Dog, kommer folk til har nu.

Din stemme varmer som altid.

Cayden kunne ikke overtales af nogen som helst mængde af støj og larm til at følge med i hvad der foregik bag ham. Det var lavere rangerende væsner det handlede om og den slags kunne slet ikke få hans opmærksomhed når en højt værdsat ven stod lige ved siden af ham.

Han gengældte hendes smil og holdt øje med hendes ansigt imens hun skrev fremfor at se ned i bogen hun skrev i - han ville tids nok få siderne at se, vidste han.
Da han fik det afrevne papir overrakt læste han det, løftede blikket til Opia, og lod så blikket falde til siderne igen. Hendes familie? tænkte han undrende. På trods af at han betragtede hende som sin ven vidste han stort set ingenting om hendes familie. Han tænkte straks på, hvordan han ville kunne hjælpe hvis et af hendes familiemedlemmer var kommet i problemer, og på, hvor længe han ville kunne tage fri fra sin faktiske mission for i stedet at sætte tid af til Opia og hendes familie.

"Så lad os finde et mere privat sted," foreslog Cayden og puttede papiret i sin lomme, inden han lagde en arm løst om hendes skuldre. Sådan stod de, indtil hun havde fået købt det hun skulle - så drejede han hende mod venstre og ledte vejen. "Jeg har et kroværelse denne vej. Der kan vi tale privat og i sikkerhed. Jeg har også en udmærket vin på køl der. Oh, og dit selskab varmer også," sagde han og sendte hende et skævt smil, inden han hev lidt ned i hendes hætte for hende, for at sikre sig at andre ikke så de forskelligt farvede øjne som var så tydelige for ham på den her afstand. 

Tiden gik uendeligt langsomt her, ikke noget skidt med det - det var rat, at have tiden til at se hver en mimik han lavede, dog virkede alt andet skøret, det var ikke vigtigt alligevel, der var ikke en trussel i byen alligevel, så hvis nogle fandt tegn på hvem de endelig var. Kort og mildt rystede hun sit hoved, rev sig selv ud af sine trance, en hånd fandt hendes bælte taske, i den tog hun en mindre slidt pung frem, der tydeligt ikke var af en stil art Opia selv ville købe noget af. Fra den tog hun to små krystaller, en jade og en safir. Hun viftede med hånden og fangede sælgernes opmærksomhed, og kastede de to imod hans disk. Ganske vis overpris, for dette, men hun virkede ikke til at tænke over det.

Som Caydan sluttede sin udtalelse, kom hans hånd nærmere og nærmere og igen blev alt langsomt, centimeter efter centimeter, efter centimeter, hendes øjne blev fixteret på hans fingre, som de bevæget sig lige over hendes øjne, og langsomt træk en lille skygge hen over hendes blik, som hætten blev trykket tilbage på sin plads. En mærkelig blanding af skuffelse, og lettelse på samme tid.

Langsomt træk hun sin bog frem, åbnede den og igen første sit kul hen over siderne, og formede nogle korte og få ord. Ja! Lad os det, lidt mere ro end her. stod der, i de små flyvende sammenhængende tegn, i denne gamle skrift form. Hun smilede op imod ham, og gav et kort smilende nik.

Cayden læste tålmodigt med, indtil hun havde skrevet det sidste i sin sætning. "Jeg er glad for at du er enig," fortalte han hende og førte hende fortsat med hen imod den kro han havde fået et værelse på.

Inde på kroen hilste han med et nik til kromutter, for han opførte sig altid høfligt hvor end han kom end - det var sikrere sådan. Han gik også op til baren og bestilte en vin, lidt råt kød og ost, som fik kromutter til at se undrende på dem, men som hun alligevel bragte på et fad, som Cayden tog med sig, da han førte Opia med sig op af trappen og ind på sit værelse.

Indenfor stillede han bakken fra sig på et lille bord og hev en ekstra stol hen til det til Opia.

"Tag for dig min ven, og fortæl mig hvad der er sket i dit liv siden vi sidst så hinanden," bad hende og hældte vin op til dem begge. "Hvordan er du kommet hertil og kan jeg overhovedet få dig at vende tilbage til Mørkets Hær med mig?" Det var hans agenda og der var intet hemmeligt over det - Opia vidste lige så godt som ham selv, hvor vigtigt hans arbejde var for ham.

Der er altid hårdt at gå igennem en by, altid, så mange smage dufte og ansigter, så mange muligheder, der var en grund til at hun holdt sig ude. Ihvertfald for det meste, nu, gik hun en halv meter bag sin ven, midt igennem en befolkede del af byen. Hætte blev revet lidt længere ned, og hun gik pænt bag ham, brugte stort set alt sin mentale kraft på at ikke at tænke på de mennesker, dyr og andet hun gik forbi, forbandet instinkt,hun forstod hunde og katte bedre ene mange andre, påstod hun, instinkter er svære at bekæmpe.

Endelig! Tag overhovedet og meget færre øjne! Og alle duftende var væk af stanken af tidligere fulde og alkohols! Endda et forbandet køkken! Til at fjerne lysten til at tage biden, bare for at smage hver person! Ha! Vidunderligt! Hun smilte som de kom ind på værelset, øjne på kødet mere ene værelset.

Blikket blev taget væk fra kæden, som hun satte sig, den ene ben over det andet mødtes ved knæ, og den ene fod hang i luften pegede imod ham, hendes front pegede lidt væk, og en bog blev lagt på hendes skød. Der var mange spørgsmål der blev kastet imod hende, og som bogen blev åbent kom det næste, hun træk på smile båndet, som hun begyndte sin dans, og de første elegante tegn blev lavet, det var ikke meget hun skrev før bogen blev vendt imod ham. Hun smilte varmt og drille sygt, lidt hvid tåge blev dannet lige under hendes næse.

En ting af gangen, kan ikke sidde og skrive en roman til dit svar..

Har dit liv været godt på det sidste?

Cayden skævede mod Opia imens han hældte vin op til dem. Han kunne ikke engang huske om Opia overhovedet drak alkohol, men nu havde hun i hvert fald muligheden. I det mindste kendte han til hendes diæt.
Han havde altid velovervejede svar til rådighed og da Opia spurgte ham via skrift om hans liv var godt, satte han sig ned i stolen overfor hende, kopierede hendes stilling ved selv at smide et ben over det andet, han lænede sig tilbage og overvejede så hendes spørgsmål nøje.

"Mit liv er det samme som sidst vi så hinanden, min ven. Der er ingen kvinder i mit liv, ingen børn, ingen fjender - udover Marcus Vipus. Husker du ham?" Cayden tøvede et øjeblik før han tilføjede; "Vi var venner - engang. Han har, ligesom dig, forladt Mørkets Hær. Jeg har fået nys om at han har vendt os alle sammen ryggen, så nu leder jeg efter ham."
Et opgivende suk undslap Cayden og masserede sin næseryg et langt øjeblik, inden han viftede afvisende med hånden. "Som sagt, ikke meget nyt hos mig." Han lænede sig frem for at tage en af de to glas i hånden og tog en tår af den, inden han lænede sig tilbage i stolen igen og med et nyt, undersøgende blik iagttog Opia. Følte hun sig tilpas? Havde hun det godt?  

Som han gav tegn til at begynde sin tale, lænede Opia sig lidt frem, for at samle en smule af kødet op imellem sine fingre, følte på den som den kom imod hendes læber. Bag læberne var der spise dyriske tænder som hurtigt fandt frem til kødet og lukkede om den.
“Husker du ham?

Et mhm? Forlod hende, som hun havde lige taget en bid, og hoved blev rystet mildt fra side til side som svar. Hendes øjne smilte og strålede som hun lyttede og spiste det kød hun havde fået fat i. Dog var der nogle ord, som stoppede hendes handlinger kort varigt og kiggede imod Ham som han forsatte sin tale, nemlig ordne: “ligesom dig, forladt Mørkets Hær.” Dog, handlede hun ikke på dette, og blot tog endnu en bid, før hun lagde læsset fra sig, og åbnede bogen på hendes skød.

Kort lukkede hun øjne, som kullet fandt sin plads mellem hendes fingre, læberne, kæberne stoppede deres bevægelse som hun slugte kødet. Først, en kort bestemt besked, dansen var ikke elegant men grov, som en side blev revet af, bogen og foldet tre gange sådan papiret fik vinger og sendt imod ham.

har ikke forladt noget! stod der, med grove hurtigt lavet bugstaver.

Efter kastes, begyndte hendes hånd på en ny dans, denne gang mere elegant, dog også længere, hendes blik var nærmest låst på papiret, på kullet, som hun gjorde sin dans var hendes smile huller synlige, hendes næse lavede en mild tåge hvert pust. Som dansen sluttede lænede hun sig frem, række bogen til Ham, og på turen tilbage gled hånden om glasset, fangede det med to fingre i dets kant, lyttede det langsomt op til sin mund, og puste ned i væsken, glasset blev koldt, væske ligeså som en hvid tåge omringede glasset, dug omringet det blanke glas som tågen lettede sig, og væsken blev vippet ind og en slurk blev taget.

På bogen sider stod der: Det er ved at være lidt tid siden at jeg pakkede mine ting fra mit værelse i Kzar more fæstning, for mange ting er sket til at gå det hele igennem, ej heller ser jeg nogle grund til netop at gøre dette, dog skal du vide at denne pause, har gjort underværker for min livsglæde, har smagt en masse ting, set en masse farver og prøvet noget nyt.

Hvorfor pakkede jeg mine ting? Det vigtigste er vel, at jeg tager tilbage og får straf for at have smuttet og tilslutter mig hæren igen, når dette er slut ikke?

Cayden hævede et øjenbryn da Opia blot rystede på hovedet ved spørgsmålet om Marcus Vipus. Er jeg den eneste i hele Mørkets Hær der lægger mærke til kønne ansigter? tænkte han irriteret. Marcus, Mia, Eyad - han var omgivet af kønne ansigter og Mias var det eneste, han ikke havde lyst til at slå. Jeg har ikke tid til kærlighed, mindede han irriteret sig selv om, og fokuserede i stedet på det papir Opia rakte ham.

'Hvad laver du så her?' spurgte han hende næsten, da han havde læst det, men han kunne se at hun allerede var i gang med at skrive mere, og han brød sig ikke om at afbryde, heller ikke selvom hans samtalepartner brugte papir frem for tale, så han tav indtil hun rakte ham bogen og lod ham læse hvad der stod.

"Jo. Det er det vigtigste," gav han hende ret, da han havde læst sidste sætning og så op fra bogen, imens han rakte den tilbage til hende. "Og jeg er glad for at du har fundet mere livsglæde." Han tøvede et øjeblik og tilføjede så; "jeg fortæller ikke nogen at jeg har mødt dig. Det er op til dig selv hvornår du kommer tilbage. Jeg er bare glad for at høre at du overhovedet kommer tilbage. Jeg er sikker på at en hård straf venter dig, men ikke noget du ikke kan klare. Så kan vi kæmpe side om side igen og du kan fortælle mig om alle de nye ting du har fået prøvet i din tid som en fri kvinde."

Han smilede forsigtigt til hende og rakte sit glas med vin frem for at kunne skåle; "for din frihed." Han følte sig dog ikke helt sikker og var klar på kamp, hvis Opia skulle synes at han havde overskredet hendes grænser og blandet sig for meget. Mørkets Hær var fyldt med sindssyge og farlige skabninger, og mange af dem var hans venner, så det var vigtigt altid at være forberedt på det værste og aldrig at stole på nogen.

Hun træk på smilebåndene som han læste, blikket dansede kort rundt i lokalet. et kort ryst på hoved afbrudte hendes bliks dans som bogen kom retur, smilet blev kort pakket ind, men forsvandt aldrig, som hun Langsomt tog imod bogen med sin fri hånd, “for din frihed” blev der sagt, og igen faldt hendes blik tilbage på Cayden. Et kort nik forlod hende nærmest med det samme ordnede ramte hende, hendes glas blev løftet og hun følte Caydens bevægelser for at skåle med ham. Dog forlod hendes øjne ham aldrig som hun tog din slurk, glasset fandt dets plads på bordet på ny, som hun igen førte lukket langsomt ned mod bogen og kullet dansede på ny. Hun lænede sig tilbage og forsøgte at holde sit kropssprog så roligt hun kunne dom hun skrev, en længere dans. bogen blev på hendes skød efter dansen skuttede kort varigt. hendes blik gik imod Cayden, en smil blev kastet hans vej som hun tilbyd han bogen på by.

På papiret stod der skrevet med en gamledags elegant skrift type, hver tegn hang sammen med det næste: “slap af, jeg gør dig ikke noget. Ganskevis er mit syn på andre Personer koldt, men tænk over hvad jeg spiser normalt. Hvis jeg huskede navne på alle jeg mødte ville jeg ikke kunne holde til st spise noget. Dem jeg holder af, holder jeg af, vil aldrig gøre dig noget. Dog, jeg er meget misundelig-
Du spurgte hvorfor jeg var her? Det er måske mærkeligt men.. romantik. Ved det godt, en kvinde der er efterlyst at både mørket og lyset, risikere at bliver opdater grundet sådan en dum ting.. men det er grunden, en ting jeg aldrig selv vil opleve

Hendes blik var rettet imod vinduet som han læste hendes ord. Kullet blev nusset nervøst ved, og de mærke læder handsker fik nogle små sorte streger, hun lænede sig så langt tilbage hun kunne, hendes ben skiftede hvilket var øverst, hendes anden hånd, lå stille på hendes lår.

Endnu en gang tog Cayden imod bogen og læste hurtigt igennem den lange tekst. Opias håndskrift var nydelig, selv når det gik hurtigt.

"Romantik?" gentog han, idet han læste det, men fortsatte med at læse resten af ordene, inden han så op på Opia igen med hævede øjenbryn og et skeptisk blik. Han rakte bogen tilbage til hende, imens han overvejede, hvad han lige havde læst.

"Du har ret, det er en dum ting at risikere at blive genkendt for," gav han hende lavmælt ret. Hvad ellers skulle han sige? Hun var jo allerede blevet opdaget - af ham. At han ikke havde tænkt sig at hive hende ind for at blive straffet, tjah, det havde hun jo ikke kunnet forudse. Cayden regnede med, at alle de desertører han opsøgte, og benåede af egen vilje, mod Mørkets Hærs vilje, ville stå i gæld til ham, og en dag ville han trække på dén gæld.
Men udadtil virkede han som en retmæssig mand, der gjorde alt hvad hæren bad ham om, og det ville Opia sandsynligvis også have opfattet ham som. 

"Er det dig, der er forelsket?" spurgte han. Det havde intet med Opias sikkerhed at gøre eller med Caydens egen, for den sags skyld. Denne gang var han blot nysgerrig. 

Den nervøse stille, forsvnadt stille og roligt som Cayden læste, hendes blik flyttede sig stille og roligt rundt i lokalet, kort stoppede blikket som det fandt vinduet. Hendes smil træk sig en smule som hun lod blikket hvile der. Hendes tanker skiftede fra samtalen til verden uden for den vindue, dog før disse tanker ordenligt tag fast blev hun 'slået' ud af tankerne som Cayden rækte bogen tilbage imod hende. Kort rystede hun hovedet og langsomt rækte hænderne frem og tog imod sin bog på ny, smilet blev fundet på ny som Cayden talte.

Altid noget at han ikke bliv sur, over mine tanker omkring denne rejse. Han har altid været meget forstående. Som tankerne gik, lod hun endnu en bid af køddet, dog ligesom hun bidt sammen om gaflen gik ramte Caydens spørgsmål hende, som hendes sind opfagnede ordene forlod en mild, lys, latter hende. Som den startede blev gaflen hurtigt fjernet og hendes hånd dækkede hendes læber. En kold, mild dug forlod hendes som latterne forlod hende. Som latterne kom til sin ende, rystede hun kort på hovedet med et varmt smil, en ny siden blev fundet, gaflen lagt tilbage på sin plads og kullet begyndte sin dans på ny.

Hendes smil blev som hun skrev, en enkelt gang som hun skrev rystede hun kort på hovedet - og virkede til at holde et fnis tilbage. Langsomt skrev hun, men med samme typografi som altid - en ældre, sammenhængene veløvet håndskrift. Bogen blev langsomt rækt over til Cayden, et varmt smilt var peget imod ham som hun lænede sig tilbage i stolen og satte sig i en afslappet stilling.


Cayden, du ved godt sådanne følelser er kompliceret for mig. Men svaret er nej, jeg tror ikke jeg er forelsket, ville ønske jeg var, men ikke noget jeg har været længe, sidst tror jeg var i dig for mange år siden.

Er bange for at jeg ikke er i stand til at have sådan et liv, grundet til jeg altid har været misundelig på dem, altså har holdt lidt øje med dem, du kan have den slags liv jeg ønsker jeg kunne, være tæt på folk både fysisk og socialt, og endda nyde de tider. Der var altid øjne i din retning for kvindernes telte i lejrene, ville ønske jeg kunne prøve det liv, frem for...At gøre alt hvad jeg kan for blot at holde min sult tilbage...    det gør det lidt svært at nyde intimitet når et kys, giver en lyst til at tage en bid af den anden person. stod der i hendes typiske typografi, selv med disse ord sad hun med et varmt glad smil.

Cayden tog imod bogen og hans øjne gled hurtigt over teksten, indtil den nåede delen, hvor der stod, hvornår Opia sidst havde været forelsket. Den linje fandt hans blik tilbage til igen og igen, inden han brød ud i en nervøs latter. Dét havde han aldrig set komme. Opia havde altid virket for... vild. Utæmmet, nærmest. Til at forelsket sig i nogen som helst. Mindst af alt en pæn mand som ham, der gjorde alt hvad han blev beordet til. Mørkets hær var hans liv, deres ordre hans lov, og Opia havde virket som om at Mørkets hær blot var et midlertidigt fængsel. De havde ikke haft meget tilfælles, udover en blodtørst. Men nu så han op på hende med et skævt smil og var glad for at høre, at de måske trods alt havde mere til fælles end han først havde troet.

Hans blik fandt dog vej tilbage ned til bogen, hvor han læste videre. Han fik en smule varme i kinderne, da Opia også valgte at kommentere på, at kvinderne altid havde været glade for ham. Kvinderne havde ikke været de eneste, men Cayden havde kun været sammen med dem, der var over ham i rang. Hvem som helst, der kunne trække i nogle tråde og få ham forfremmet hurtigere. Selvom han gjorde alt, der blev beordret af ham, var det ikke altid han følte at de beslutninger der blev trukket længere oppe i hierakiet var de rigtige beslutninger, og han ville gerne være øverst i hierakiet så hurtigt som muligt, så hans evner kunne blive bedst muligt udnyttet. Også selvom det betød at kravle op i sengen med nogen, han egentligt ikke brød sig om. Der var jo kun lidt kropslig kontakt - det betød ingenting for ham. Det var ikke værre end at bestikke dem med krystaller.

"Jeg forstår dig," svarede han, da han rakte bogen tilbage til hende. "Det ville være svært for enhver, der har det på din måde. Er du tilfreds med, hvordan du er, eller ønsker du at ændre dig? Jeg kan hjælpe dig med at finde en kur eller noget magi, der kan ændre dig, hvis det er det du ønsker." Det var sjældent at Cayden oplevede at folk rent faktisk ville ændre sig. Selvom de havde det hårdt med, hvordan de var, var der også noget trygt og rart i bare at være sig selv - også selvom det samtidig kunne være forfærdeligt. 

Som Cayden begyndte at sidde i sine tanker, træk Opia helt naturligt på sine smilebånd. Tænk, at vi kan sidde her, uden problemer og have en normal samtale. Hendes blik faldt på bogen i Caydens hånd, den har altid været med mig, altid. Hvor gamle var jeg? Stille forsvandt hun i sine minder, som Cayden læste, og ved hans første ord kom hun ud af sine minder og kiggede undrende på ham. forstår, du forstår mig? Efter nogle forvirret blink, lod hun sine fingre gribe fat om bogen og flytte den tilbage til hendes lår.

Det var tydeligt de nærste ord som forlod Cayden påvirkede hende, først sad hun helt stille og lyttede. Efter lidt tid, faldt en tåre fra hende som langsomt frys som den faldt ned langs hendes kind. "Jeg ønsk.." mumlede hun håbefuldt, men kort, som et koldt pust af vind forlod hende, små snefnug faldt i lokalet, dug lå sig lige over loftet, lige så hurtgit som ordene havde forladt hende. Men før det næste ord forlod hende, tvang hun sig selv til at stoppe! skamfyldt, flyttede hun sit fokus til bogen, og begyndte at skrive på ny. Nogle få tåre blev dannet mens hun skrev, og selv om hendes fokus burde være på bogen, var det tydeligt hun gik fra et minde til et andet. Fra dagen hendes evne først opstod, og hun næsten frys sin mor til, til dagen hun fik sit første kys men tog en bid i stedet, og fra det minde til det næste og næste. alle de gange hvor hendes evner eller instinter kom i vejen for hende selv, ødelagde forhold, skadet bekendte, eller direkte gjorde det umuligt at prøve forskellige ting! Som hun blev færdig med at skrive, var det ikke bare et høfligt smil på hendes læber, men et glad, håbefuldt følelsesladet smil, og bogen blev igen sendt imod Cayden, med den fine typografi, dog tydeligt skadet af hendes følelser.

Jeg ønsker at der skal gøres noget! Som mit liv er ny, kan jeg ikke mange af de ting jeg ønsker. Har endnu ikke mødt en person jeg ikke udsætter for en fare for den anden. Jeg har altid ønsket at kunne være tæt med nogle, at kun snakke med nogle uden at være bange for mine egne følelser.

Så, hvis de kan hjælpe mig! Vil jeg gøre alt, for at modtage deres hjælp! Betalte en hvilken som helts pris!

Cayden så chokeret på Opia, da de første ord den dag forlod hendes mund og værelset straks blev køligere. Han var klar til at forsvinde på et øjeblik med sin egen magi, hvis hun glemte hvor farlige hendes ord kunne være, men heldigvis lod det til, at hun kom til fornuft igen, selv imens tårer gled ned ad hendes kinder.

Cayden tog bogen fra hende igen og læste de fint skrevne ord til ende, inden han så op på hende igen og rakte bogen tilbage til hende.

"Som det er nu, kender jeg ingen kur eller læge, der kan hjælpe dig, men jeg har heller aldrig ledt før." Han rejste sig op og rettede instinktivt på folderne i sit tøj. "Hvis du tillader det, vil jeg begynde at lede med det samme. Tro mig, jeg skal nok finde dig igen, når jeg har fundet noget, der kan hjælpe dig."
Han gjorde et lille buk, men gik ingen steder før Opia havde udtryk at hun var okay med at tage afsked.