"Eej, ikke igen!" pigens udbrud var højt og dybt frustreret. Hun blødte ud over det hele på den lille sti der tilhørte denne mark, men hun var sgu nødt til at komme tilbage til landsbyen. De ventede på hende dér, borgmesteren og de andre bønder der havde frygtet menneskeæderen. Hvad end det så havde været. Men hvad de andre ikke vidste var, at denne menneskeæder ikke brød sig særlig meget om ild, og at den havde været et rigtigt frastødende halvdyr. Og at Faye aldrig i sit liv havde slåsset så hårdt for sin egen overlevelse som mod den. Og nu blødte hun så altså bare og hadede det helt vildt. Hendes udbrud skyldtes, at hun næsten var snublet og nu var hun endda også for træt til at fortsætte! Utroligt! 

Nu havde det så også taget det meste af dagen at komme hertil. Hun var gået langt for at finde halvdyret og derfor havde hun også lang vej tilbage - stor overraskelse, wauw! Og med et dybt sår lige i hoften var det faktisk ret svært, at gå, så efter lidt tids tænken over det, satte hun sig op af et hegn med en irriteret, dybt frustreret grimasse forplantet lige i sit ansigtet. Her sad hun så. Der var et bondehus lidt længere bag hende og hun kunne høre en ged bræge bag ved sig. "Typisk. Selvfølgelig lige ved gedefolden..." mumlede hun gnavent for sig selv, da hun skævede om mod den. Den overbegloede hende, nysgerrig og hun forbandede sit dyretække langt væk. Hun magtede bare ikke geder lige nu.

"Hvad?! Lugter jeg? Ja, undskyld jeg bløder, det er ikke ligefrem fordi der er noget at gøre ved det!" hendes stemme dryppede af sarkasme og hun fnøs kort efter af geden, før lyden af nogen der gik fik hende til at vende sig. En skikkelse ikke ret langt væk. "Øøh.. Jeg snakkede ikke til geden.. Jeg er ikke kuk i låget... Eller.. Måske lidt.."

”Jeg er sikker på, at du er fuldstændigt gak i knolden.” kommenterede Alran uden videre, da han mirakuløst havde bevæget sig mod hende, mens hendes opmærksomhed tilsyneladende havde været rettet mod geden. Han stoppede op blot få skridt fra hende, hvor han virkelig kunne se ned på hendes sårede skikkelse. Det var som sådan ikke for at virke overlegen eller for at skræmme hende. Han havde dog heller ikke planer om, at faktisk berolige hende og få hende til at føle sig tryg i hans selskab. Var det egentlig overhoved en tøs? Af hvad han havde hørt af stemmen, så sad den på den kvindelige skala, men det hårde udtryk i hendes ansigt og det kortklippede hår – samt den nogen drengede krop, af hvad han kunne se fra sit synspunkt – så lignede det mest af alt en forvildet knægt.

Han løftede kortvarigt den tunge sækkelignende taske, han havde over skulderen, for at rette på dens placering og fik både metal og glas til at klirre mod hinanden. Et enkelt anstrengt grynt kom ligeledes fra ham, inden han næsten opgivende tog de sidste par skridt omkring hende for at stille sig foran hende i stedet. Med sammenklemte øjne tog han blikket fra hende for at scanne området lidt bedre i takt med, at han strakte ryggen smule. Efterfølgende faldt tasken så pladask ned på jorden ved siden af ham, inden han selv fik kæmpet sig ned på hug for i det mindste, at være i nogenlunde samme øjenhøjde som hende.
”Hvad fanden er der sket med dig? Er du stukket af fra et eller andet sygeligt ritual?” Han kørte en hånd igennem sit lettere støvede hår for at få det væk fra sit ansigt, hvorefter han endelig så mere direkte mod hende med trætte øjne, der stadig var præget af markante render. ”Bare rolig, jeg ville have gjort det samme.” Dette var bestemt ikke, hvad han havde forventet at finde på sin lille vandring.

Den fremmede mands kommentar fik Faye til at hæve et øjenbryn mod ham, før hun trak på skuldrene. Hun ville have været vred, men samtidig var hans ord bare for sjove til at være vred over. Og desuden, havde hun jo også lige selv genovervejet sine ord om at hun bestemt ikke var gal i hovedet. Hun kørte en hånd hen over den arm hvor halvdyrets økse havde trukket en flænge hele vejen ned ad underarmen og ømmede sig let over kontakten med såret, hvorefter hendes ansigtsudtryk igen blev meget gnavent.
"Hellere gak i låget end død i det mindste," mumlede hun tvært mens hun forsøgte at tørre blodet af i sine bukser - uden det store held. Skide møgdyr af en halvhyæne! Næsten gang hun fik øjnene på den møgkælling, så ville hun ikke holde sig tilbage!
Manden virkede hård. Ikke fordi hans ord havde været det, men hele hans væsen virkede bare som om, at han havde en hård personlighed, lidt som hende selv, og hvis hans historie var bare halvt så træls som hendes, bebrejdede hun ham det sgu ikke. Det var ikke alle der stank af roser og løb rundt i blomsterenge som små, nej, det var et privilegie til de snobbede højrøvede adelige dekadente narhoveder.

"Nej, jeg stikker ikke af.. Der var sådan en ulækker ådselædende halvdyrskvindeting, som havde spist Thomas.. Øh.. En af bønderne her i nærheden af Medanien.. Så jeg slåssede med hende," Fayes ord bar præg af mangel på en bedre forståelse af at læse og skrive, samt hendes ungdommelige sind. Hun sparkede let til en sten på vejen og sukkede dybt og irriteret.
"Men den havde to økser, og det havde jeg ikke.. Så selvom det var den, der flygtede, så er jeg stadig verdens uheldigste menneske," lød det endnu mere sarkastisk fra hende. Hun havde lyst til at tage sig til hovedet, men træthed og blod på hænderne stoppede hende i at gøre det. I stedet kiggede hun bare på manden, en smule nysgerrigt.

”En hvad?!” Det gav absolut ingen mening for Alran. I hans hoved var de fleste halvdyr nogle små pussenusse væsner. Men det var vel også lige netop dér, hvor problemet lå. De fleste. Hovedstaden var trods alt ikke fyldt ud med de glubske af slagsen, så han havde endt med at få et helt andet syn på dem, hvilket i sidste ende var hans eget problematik. For selvfølgelig fandtes der halvdyr der var mere rovdyr end menneske. Han rystede opgivende på hovedet af sig selv, hvorefter han delvist ubevidst fulgte stenen, hun havde sparket til, med øjnene. Blot for at straks lande tilbage på hende.
”Du er rigtig nok en heltemodig lille en, huh. Men jeg tvivler meget stærkt på, at du er noget simpelt menneske. Uheldig, for helvede ja! Menneske, narh. Intet menneske vil kunne overleve sådan nogle sår. Og hvis de gjorde, ville de fandme ikke stadig have en springstig attitude, som du har.” forklarede han så nonchalant, som han nu kunne præstere i et halvhjertet forsøg på, at ikke træde hende over tæerne. Han klappede let sine hænder mod sine lår og skubbede sig selv op at stå igen, hvor han lige kort blev nød til at svage i ryggen til den satte sig på plads

En god mængde luft blev suget godt ned i lungerne, inden han løftede sine fingre op til sin mund og piskede skingert og højlydt ud i retningen af det større markareal. Han var trods alt ikke rejst rundt alene. Og inden længe tittede en lang hals frem fra de høje afgrøder. Efterfølgende drejede han sin opmærksomhed tilbage på den besynderlige tøs. Han stolede nok på at hans følgesvend faktisk allerede var på vej mod dem, til at han ikke magtede holde mere øje. ”Helt uheldig er du dog ikke. Du er ganske heldig, at jeg passerede.” Og som forventet varede det ingen tid, før den trofaste ride-struds havde luntet sig vej hen til dem og stoppet op ved Alrans side og puffede sine fjer en smule for muntert for den alvorlige situation der stod på.
”Tag dig ikke af hende. Hun gør ikke noget. Hun tør ikke engang nærme sig øksen, når der kløves brande.” kommenterede han med en vis komik, mens han greb om en større feltflaske, der havde været bundet fast til den smule udstyr, der var bundet til strudsen. ”Vil du lade mig se på dine sår?” spurgte han med en håndgestus mod hende, inden han atter kom ned at sidde på hug. Denne gang en smule tættere. Stadig med sit blik stift mod hende. Afventende.