”En hvad?!” Det gav absolut ingen mening for Alran. I hans hoved var de fleste halvdyr nogle små pussenusse væsner. Men det var vel også lige netop dér, hvor problemet lå.
De fleste. Hovedstaden var trods alt ikke fyldt ud med de glubske af slagsen, så han havde endt med at få et helt andet syn på dem, hvilket i sidste ende var hans eget problematik. For selvfølgelig fandtes der halvdyr der var mere rovdyr end menneske. Han rystede opgivende på hovedet af sig selv, hvorefter han delvist ubevidst fulgte stenen, hun havde sparket til, med øjnene. Blot for at straks lande tilbage på hende.
”Du er rigtig nok en heltemodig lille en, huh. Men jeg tvivler meget stærkt på, at du er noget simpelt menneske. Uheldig, for helvede ja! Menneske, narh. Intet menneske vil kunne overleve sådan nogle sår. Og hvis de gjorde, ville de fandme ikke stadig have en springstig attitude, som du har.” forklarede han så nonchalant, som han nu kunne præstere i et halvhjertet forsøg på, at ikke træde hende over tæerne. Han klappede let sine hænder mod sine lår og skubbede sig selv op at stå igen, hvor han lige kort blev nød til at svage i ryggen til den satte sig på plads
En god mængde luft blev suget godt ned i lungerne, inden han løftede sine fingre op til sin mund og piskede skingert og højlydt ud i retningen af det større markareal. Han var trods alt ikke rejst rundt alene. Og inden længe tittede en lang hals frem fra de høje afgrøder. Efterfølgende drejede han sin opmærksomhed tilbage på den besynderlige tøs. Han stolede nok på at hans følgesvend faktisk allerede var på vej mod dem, til at han ikke magtede holde mere øje. ”Helt uheldig er du dog ikke. Du er ganske heldig, at jeg passerede.” Og som forventet varede det ingen tid, før den trofaste ride-struds havde luntet sig vej hen til dem og stoppet op ved Alrans side og puffede sine fjer en smule for muntert for den alvorlige situation der stod på.
”Tag dig ikke af hende. Hun gør ikke noget. Hun tør ikke engang nærme sig øksen, når der kløves brande.” kommenterede han med en vis komik, mens han greb om en større feltflaske, der havde været bundet fast til den smule udstyr, der var bundet til strudsen.
”Vil du lade mig se på dine sår?” spurgte han med en håndgestus mod hende, inden han atter kom ned at sidde på hug. Denne gang en smule tættere. Stadig med sit blik stift mod hende. Afventende.
Alran Nork’gher Bathen - mixed breed - blacksmith
Profil