Sted: Den lille lægepraksis i landsbyen i Medanien
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: En smule blæsende, skyer der haster over himlen, men ikke koldt eller vådt

Hestens skridt sendte smerte igennem Randalls skulder, som den bevægede hans krop. Hans normalt så ubekymrede ansigt var sammenbidt og selvom han havde ondt, lod han sine hæle røre hestens sider for at få den til at bevæge sig en smule hurtigere, hvilket den også lydigt gjorde og de travene ben ramte jorden en i en hurtigere rytme. Fandens til opgave. Han havde snakket med ham, der normalt sendte ham af sted på små opgaver for at skaffe krystaller. Denne gang var det en elver på flugt - hvad han havde lavet, anede Randall ikke og han var ligeglad, så længe der var krystaller at hente - men denne elver havde ikke været helt dum, havde opdaget ham og sendt en pil direkte i skulderen af ham. Normalt ikke et kæmpe problem for Randall, men den sad så godt fast, at han hverken kunne skubbe den bagud eller hive den ud af skulderen samme vej, som den kom ind. Hvilket også ville være dumt, da den sikkert ville lave mere skade på den måde. Og han var ikke helt tryg ved at bruge vold, da den kunne knække af og så ville han aldrig få spidsen ud. 

Med hans forbandelse skulle man sikkert tro, at han var ligeglad, men hvis han kunne lade være med at dø, så ville det egentligt passe ham bedst. Det var på ingen måde en sjov oplevelse at dø og selvom han da før havde aflivet sig selv for at komme ud af kniber, var det ikke det første, han havde lyst til. Og som han havde siddet op af et træ og fået vejret efter at have skubbet og trukket og forsøgt sig frem, hvilket bare fik blodet til at løbe endnu mere, var han kommet i tanke om, at der engang havde været en læge i den landsby, hvis røgsøjler han kunne se i det fjerne. Måske han var heldig og der stadig var en. Så han havde trukket sig op på hesten med et var kraftige eder og sat dyret i gang med retning mod byen.
Han brød sig ikke om at være i dette område, det var for tæt på der, hvor han var vokset op. Hans familie betød ikke noget for ham og de fleste af hans utallige søskende var vel døde eller så gamle, at de havde glemt ham. Men han havde altid sørget for enten ikke at komme her eller i det mindste skynde sig igennem. Han orkede ikke at skulle håndtere familie.

Hesten travede ind i mellem de små huse. Endeligt. Randall sad lidt skævt i sadlen, som smerten fra pilen fik ham til at synke sammen. Godt hjulpet på vej af trætheden, der var begyndt at nå ham som blodtabet var begyndt at kunne mærkes. Det var ikke så slemt, at han ikke ville kunne være frisk efter noget mad, væske og en nats søvn, men at sidde oprejst på den gyngende hest virkede som en meget stor opgave lige nu. Med den ene hånd om tøjlerne stoppede han hesten og så ned på en landsbybo, der ikke så tryg ud ved at snakke med ham, men han fik nu alligevel ud af manden, hvor lægen boede. Det var mange år siden, at han sidst havde været her. Men mandens pegen bekræftede ham bare i, at her stadig var en læge. Nok ikke den samme, han burde være død og begravet forlængst, men en læge var en læge.
Han satte hang i hesten igen, skridtede det sidste stykke og svang sig af med et støn. Pilen sad i hans venstre skulder og han holdt sin venstre arm ind i mod sit bryst, det var mest behageligt.

Hans røde læderjakke var mørk af blod ved skulderen, selvom det meste var blevet opsuget af den sorte langærmede trøje, han havde på indenunder. Ellers var han iklædt et par koksgrå bukser og de sædvanlige tunge, langskaftede støvler. Ved hans side hang ethåndssværdet og på hans ryg sat skeden med den lange kniv. Sådan havde han set ud siden sin tid som soldat - læderjakken var en rest fra hans tid som soldat under den lokale herremand.
Han kastede et blik på huset, mens han med den ene hånd bandt hesten fast. Sidst han havde været her, havde han også blødt. Bare fra de sår, der havde givet ham de ar, han havde rundt om øjet. Det var før han blev forbandet. Helt tilbage fra krigen. Det var mange, mange år siden. Lidt usikkert på sine ben gik han hen til døren og skubbede den op uden at banke på. Det havde han ikke tid til. Han havde en elver, der skulle fanges. Lidt tungt lænede han sig mod dørkarmen og så ind i huset.
"Er der en læge til stede? Jeg kunne godt bruge en hånd, hurtigt, jeg har travlt." 

Det var det pludselig brag, der lød indefra rummet ved siden af, der fik den kære doktor til at se lettere forskrækket op fra sine skrifter foran sig. Hovedet var lænet lidt tilbage for at kunne få et klare udsyn ud af de runde læsebriller, der sad fast lidt længere nede på hans næse. Han så noget undrende mod den lukkede dør, som forventede han at kunne se igennem den og på den måde finde ud af, hvad der foregik. Men ak og ve, så besad han ikke sådanne evner, og det blev da også hurtigt indset. Hans øjenbryn faldt tilbage på plads, hvorefter han kortvarigt vendte sig mod sit skrive på igen for at placere fjerpennen i sin holder ved siden af blækhuset, hvis låg blev lukket i en fluks håndbevægelse, inden han endelig rejste sig fra sin stol og faktisk spadserede ud af det lille lokale, der var hans kontor.

”Hvad i Kiles navn, er det for et porstyr?!” udbrød han med en hvis overdrevet arrighed, da han svang sin dør op og blev mødt af skikkelse i hans døråbning. Briller var blevet fjernet og blev i stedet holdt i hans ene hånd i den tid det tog for ham at forme følelser af bekymring i det rynkede ansigt. ”Hvad i himmelsk!” Hurtigt blev brillerne så pakket godt sammen i hånde og proppet ned i de mørke buksers ene lomme, idét han med lange skridt trådte hen til den nær jævnaldrende mand for at gribe omkring ham som støtte.
Udadtil var Ignis’ tanker ikke frembrusende, da de var godt skjult bag den venlige læges facade. Men selv noget af den facade var famlet fra hans øjne, der for det trænede øje kunne fremkomme som direkte dømmende over hvor en ynkelig stadie den nye patient var i. Han gryntede halvt, da han fik taget et bedre greb i manden og begyndte derefter at fører dem begge mod den anden af de to døre, der var at finde i huset med et fastlagt udtryk, efter at have sparket hoveddøren i med foden.

Det nye rum var tydeligvis indrettet til at tage imod patienter. En sygebænk stående op ad den ene væk. Endnu et skrivebord med forskellige dokumenter og tegninger både hængende på væggen og liggende på bordet. Sengen var hvor Ignis fik efterladt sit arbejde. Så snart at døren havde lukket i og efterlod dem i privatrum, tog han med det samme fat omkring pilen i hans skulder og knækkede den over på midte, så den ikke længere stak for meget ud og kom i vejen. Først efter at have smidt de overskuende af pilen fra sig, fandt han et større stykke vat frem og var hurtigt over ved manden igen for at presse det mod såret, så godt som han nu kunne komme til for det sidste stykke af pilen, der stadig sad tilbage. ”Hold det her. Og læg dig hellere ned, hr…” Han så lidt spørgende på ham og vidste ikke det mindste tegn på at genkende ham.

Det tog en evighed, inden en mand dukkede op fra et af de andre lokaler. Randall så først ikke nærmere på ham, mere koncentreret om den pil, der så fint stak ud af hans skulder. Den lidt højere mand greb fat omkring ham og hjalp ham ind i et andet lokale end det, han var kommet fra.
"Det må du nok sige," svarede Randall mumlende til hans udbrud, knap så frisk på rappe bemærkninger lige i øjeblikket. Han havde egentligt ikke SÅ meget brug for hjælp, men måske var det godt nok nok at sikre sig, at man ikke skvattede om midt i det hele og kom mere til skade. Så han lod lægen hive af sted med ham og ind i rummet, hvor han blev sat ned på en bænk. Og inden han fik set sig om, tog lægen fat i pilen og brækkede den over, hvilket fik Randall til at komme med et støn af smerte og en ed om Zaladin og hans behårede nosser.

Som manden vendte sig rundt for at finde et eller andet så Randall ned på sin læderjakke med et trist blik. Pilen sad igennem den og den var nok ikke lige til at få af uden at lave for meget skade. Den måtte nok ofres. Skæres op. Han var ligeglad med trøjen under, men jakken var han nu så glad for. Nå, skidt, den kunne sikkert rimpes sammen eller også fik han jo en ny - gammel - næste gang han døde. Og siden det havde en tendens til at ske ret regelmæssigt, så skulle han ikke undvære den så længe.
Randall var ellers ikke af den sentimentale type, men hans våben og hans jakke havde han haft i så mange år, at de betød noget for ham. Alle tre dele havde en historie bag sig, som var en stor del af, hvem han var. Og folk var så vant til at se ham med det, at hvis han skiftede det ud og tog en hat på, så var han næsten ikke til at genkende. Ud over sin charmerende personlighed selvfølgelig.

Lægen kom tilbage og pressede et stykke vat i mod hans skulder. Smerten fik hans ansigt til at fortrække sig kort, inden han så ind i ansigtet på manden for første gang, som han spurgte efter Randalls navn. Noget fik en klokke til at ringe inde i hovedet på Randall. Havde han ikke set det ansigt før? Hørt den stemme sige lige nøjagtigt de ord før? Hans øjenbryn fløj i vejret, som han genkendte lægen til at være den samme som ham, der havde behandlet ham og hans familie, da han var lille. Den samme mand, der havde gjort noget ved den allerede hidsige betændelse i sårene over hans øje.
"Ved alle guder, dig kan jeg huske. Burde du ikke være krattet af, af alderdom forlængst?!" At han selv burde være en olding nu, skænkede han ikke lige en tanke. Nej, lige nu var han meget tydeligt overrasket over at se sin gamle læge, ikke en dag ældre end sidst han havde set ham for så mange år siden.

Ganske almindeligt - måske en smule mere skarpt - drejede Ignis sin front hen mod, hvad der i hans øjne egentlig ikke var meget mere værd end en bogpresset citronmelise, da hans valgte at åbne sin beskidte kæft igen og spytte nonsens ud. I hans ene hånd havde han en større saks, mens der i hans ansigt var helt igennem uskyldigt forundring over at høre netop de ord komme fra en vel og mærket fremmed mand. Det var ikke gode nyheder, men det havde nu alligevel lykkes ham at ikke give sig hen. Hvad var ti århundreder med et opsat smil og forfalsket imødekommenhed, hvis det kunne knuses af en simpel kommentar. Han krummede så ellers sine øjenbryn til lidt mere af en undring, mens han begyndte at tænke tilbage. Efterfølgende faldt hans blik dog igen, og han fik foldet ærmet op på sit ene skjorte ærme, så det ikke ville komme i vejen for, hvad han skulle bruge den brutale saks. Samtidig trådte han noget afslappet hen mod sygesengen igen.

”Hah! Så let burde noget som alderdom ikke fortære sig i mig.” sagde han med en let latter i sin dybe stemme. Saksen blev overført - i nu lukket og sikret tilstand - til den anden hånd, inden han tog ham vattet igen. Med saksen liggende flat i hånden, brugte han den til at løfte en smule ud i den røde læderjakke for at i stedet at placere det allerede blodige stykke vat ind mod såret der. Meget diskret trykkede han lidt ekstra ind. Som for at teste smertetærsklen på manden endnu en gang. ”Men eftersom du har været i mine hænder før - og du er tilbage igen - burde det være nærmere mig, der…” Saksen vendte tilbage til den dominende hånd og uden at tjekke med ham først, begyndte han uden besvær at klippe sig igennem det seje læder.  ”…skulle undre mig mest over, hvordan du stadigvæk er i live.” Efter at have fået bedre adgang til pilen, lagde han sin frie hånd godt ind mod vatstykket, mens han klippede et lille snit i hans underbluse, lagde saksen fra sig, og rev i et huk blusen i stykker for at åbne op til noget af en blodig overkrop. Og igen blev vattet flyttet.

”Hvor længe har du haft pilen siddende?” Han lød overrasket. Oprigtigt overrasket. Og opmærksom.

Randall opdagede ikke rigtigt mandens reaktion på hans spørgsmål, som han måtte lukke øjnene et øjeblik. Svimmelheden var ubehagelig. Blødningen skulle snart stoppes, ellers var han enten ret slatten de næste par dage eller døden nær. Han havde ikke lige hørt manden bede ham lægge sig, men det kom så alligevel ret automatisk. Det var nemmere at ligge ned. Så han skubbede sig forsigtigt ned på ryggen på bænken og smed sine store beskidte støvler op. Ah ja, meget bedre. Også selvom han lå på skeden med den lange kniv.
Hans blik vendte tilbage til lægen, som denne kom hen til ham igen, nu med en saks i hånden. Randall kunne nok gætte, hvad den skulle bruges til og han sagde pænt farvel til jakken i sit stille sind.

"Imponerende Doc, her gik jeg troede du var en almindelig menneskelig landsbylæge." Han skævede ned, da lægen trak ud i hans jakke og pressede vattet i mod såret. En grimasse af smerte løb over hans ansigt og han kom med et halvvejs støn, som smerten gjorde hans vejrtrækning en smule besværlig for et øjeblik. Lortepil. Randall lod sig ikke påvirke så meget af smerte. Ikke at han havde ondt som alle andre, han havde efterhånden bare haft så mange smerter, at han ikke gad at bruge energi på det. Selvfølgelig kunne han lade sig selv skrige i smerte og være hjælpeløs, men det hjalp jo ikke på noget. En pil i skulderen var ikke det værste, han havde oplevet. Langt fra. At få rykket ansigtet af, at en hidsig ork med bjørnekløer, se dét var topmålet af smerte.
Som den anden begyndte at klippe i hans jakke, flyttede Randall blikket til hans ansigt.
"Åh, jeg pissede en troldmand af, der besluttede sig for at forbande mig med ikke at kunne dø. Eller, at dø konstant men at dukke op igen et andet sted." Hans tonefald var henkastet og ligegyldigt, kun lettere påvirket af smerten fra skulderen. Nogle gange var han tilbageholdende med at fortælle om sin forbandelse, for han havde stødt på idioter, der syntes det var sjovt at slå ham ihjel på stedet for at se, om det virkede. Men manden her var jo en læge, så mon dog han hakkede saksen i brystet af ham, for at teste om det var sandt - hvilket folk jo sjældent fandt ud af, fordi de nu havde et lig på hænderne, mens Randall tog ud og drak øl i en anden del af landet.

Endnu en grimasse løb over hans ansigt og han lod hovedet falde tilbage mod bænken, da lyden af trøjen, der gik i stykker, lød igennem rummet. Zaladins til elver.
"Øh, lad mig se, elveren skød mig, jeg flygtede ud af hans rækkevidde og brugte lidt tid på selv at prøve at få pilen ud... og så kom jeg i tanke om, at der var en læge, så jeg red hertil... et par timer?" Måske det var forståeligt nok, at han var ved at være lidt vag. "Kan du få den ud eller hvad? Jeg har ikke tid til at dø lige nu, den elver skal have et los i røven, inden jeg slæber ham med tilbage for at få mine krystaller." Hans ord afslørede, at han var dusørjæger. Hvilket kun var én af de ting han kunne kalde sig, så længe der var krystaller for ham i sidste ende. Lykkeridder var nok en mere præcis betegnelse for den gamle soldat i den røde læderjakke.

”Ja så.” sagde han med indtryk af at bære samme form for ligegyldighed, som manden havde gjort, da han havde forklaret sin sag. Ignis havde et fuldendt tæppe over sine sande tanker. Over interessen, der havde bygget sig op omkring denne patient. For unik, det var hans da bestemt. Hvis altså han talte sandt. For udadtil så lignede han alt andet end en fortrolig mand. Tvært imod forekom han som en fordrukken herre, der blot havde lært at ytre sine røverhistorier med overbevisning. Men samtidig virkede han heller ikke meget som typen, der havde grund til at lyve. Det eneste der faktisk holdte teorien stabilt oppe, var at hans rygte havde nået lagt. ”Jamen det forklarer jo en hel del, Randall. Læg lidt pres mod vattet.”

Efter at have dirigeret ham til at selv holde vattet på sin plads, drejede Ignis omkring på hælen af sine blanke sko og vendte bekymringsfrit ryggen til sin patient, hvor på han trådte et par skridt over mod et lille kvadratisk vindue, der sad i en højde så uønskede tilskuere ikke kunne se ind men stadig gav lidt dagligdagslys ind i rummet. Med ét lagde der sig et tryk omkring ham. Et tryk der ikke så ud til at påvirke ham selv det mindste. Men sygesengen gav nu alligevel et lille knirk, da den blev presset ned med den udødelige mand liggende oven på. Holdte ham unaturligt tungt nede. Og selvfølgelig havde lægen ikke taget sig af, om den pludselig forstørrelse af tyngdekræften også skabte større smerte ved hans skuldre. På den lyse side hjalp det blot hånden på såret at trykke hårdere ned så blødning kunne formindskes.
”Jeg antager, at du nok ikke ved, hvor henne i verdenen, du ender henne.” sagde han med næsten samme imødekomne stemme. Der var kun meget lidt forandring i tonelejet. Men det ville være nok til at kunne blive opfanget af det ubevidste. Han beholdte ryggen mod Randall og så kun kort til siden, for at smide saksen fra sig på skrivebordet, så han kunne samle sine hænder bag ryggen som en gentleman. ”Og måske det ikke er så… direkte, som det lyder, er det vel? Ellers ville du ikke have rejst flere timer på at komme til mig. Det ville have været nemmere at gøre det kort og vende tilbage.” Hans stemme blev mere og mere hvislende. Overlegen.

Med ubehageligt rolige bevægelser trak han ud i stolen, der var blevet skubbet ind under skrivebordet, og trådte et par skridt omkring uden at så meget som at se anerkendende op mod den sårede. Det var først efter at han havde sat sig godt til rette, at han løftede hovedet og afslørede et mere stenet udtryk. Ingen venlige folder som sådan. ”Du er ikke i livsfare.” Med benene dominerende spredt en smule, satte han albuerne mod sine lår og sad lettere foroverbøjet med hænderne samlet foran sin hage. Betænksomt. Tålmodig. ”Så hvad med at vi bruger lidt tid på at lære hinanden at kende. Fortæl mig så om din forbandelse. Undlad gerne ingen detaljer.” 

Lægens respons på Randalls forklaring om forbandelsen var nærmest mere ligegyldig i tone end forklaringen selv. Det burde måske have fået en advarselsklokke til at ringe i Randalls hoved, men han var noget mere optaget af det stykke træ, der stak ud af hans skulder. Det var først, da han havde fået fat i vattet og trykkede det ind i mod såret, at noget gik op for ham. Han havde ikke fortalt manden sit navn. Hvor i alverden kendte han det fra? Han drejede hovedet for at se på lægen og åbnede munden for at spørge, men inden han nåede det, føltes det som om, at nogen begravede hans krop i sten. Som om at han blev presset rimeligt fast ned i sengen, der gav sig lidt under vægten. Det der med at trække vejret blev pludseligt ret hårdt og hans hånd blev presset ned i mod såret, hvilket fik smerten til at stråle ud fra skulderen. Et svagt støn gled over hans læber, både af smerte og trykket på hans brystkasse. Hans øjne blev spærret op af overraskelse. Men der var ingen frygt. Randall var meget sjældent bange, han kunne jo ikke dø.

Lægens stemme lød som før - og dog. Randall fulgte han med øjnene, som han smed saksen fra sig og fortsatte med at snakke om Randalls forbandelse.
"Ved Zaladin." Bare en enkelt ed, der udtrykte al hans overraskelse over det pludselige skift i personlighed hos den anden mand og magien, der holdt ham nede. Først var han for overrasket til at svare på spørgsmålene og han blev bare ved med at stirre på lægen, der trak stolen ud og satte sig for at betragte ham. Det var først, da han beordrede Randall til at fortælle mere, at han fik samlet sig og begyndte at røre lidt uroligt på sig. Uden at det hjalp nogen, han kunne ikke løfte sin krop fra sengen og var bare mast fast. En smule stakåndet, som hans brystkasse ligeledes ikke kunne hæve sig ret meget, kom der et svagt glimt af vrede i hans øjne, men ikke meget. Bare stadig en masse overraskelse over dette pludselige problem.

Randall tøvede lidt, mens han overvejede, om han skulle fortælle, men situationen var rimeligt fastlåst, så at sige, og selvom han kunne lukke lort ud som han plejede, valgte han at fortælle. Der var ikke noget af det, der var specielt hemmeligt. Et par ting undlod han normalt at sige, men denne gang var han absolut ærlig. Hvilket ikke skete ret ofte.
"Åh, pis. Som jeg sagde, så pissede jeg en troldmand af. Han tog min sjæl og forbandede mig til, at hvis jeg dør, så dukker jeg op et nyt sted i Krystallandet i en krop magen til sådan jeg så ud, da han forbandede mig. Og nej, jeg har ingen kontrol over, hvor jeg dukker op. Engang dukkede jeg op ude i havet, så det var en kort, våd fornøjelse... har du nogensinde prøvet at drukne, det er ikke så smertefrit som de påstår... øh, nå, men så vidt jeg ved, går der sekunder fra jeg dør, til at vågner det nye sted, men ærligt talt har jeg ikke lige taget tid på det..." Trods situationen kunne han ikke lade være med at lukke lidt lort ud, men ikke meget, som han stadig havde svært ved at trække vejret. Hele hans fortælling var afbrudt af hårde vejrtrækninger og hans stemme var ret anstrengt. Men som han talte videre, var der et mere alvorligt udtryk i hans ansigt.

"Folk tror det er skide sjovt at genopstå, men jeg skal lige dø først, ik'? Det er ikke specielt rart at dø. Konstant. Jeg tror en del af forbandelsen er at døden opsøger én." Han lukkede munden igen og så undersøgende på lægen, han ikke kunne huske navnet på. At han lige havde fortalt ham noget, han ikke rigtigt delte med andre, påvirkede ham ikke rigtigt. Det var bare lidt underligt.
"Nu har jeg åbnet mig op som en knækket nød, hvad er din hemmelighed så Doc? Dæmon? Vampyr? Menneske med livsmagi?" Der var et forsøg på sjov i den klemte stemme, men han kunne ikke fortsætte, som han manglede luft. En trækning af smerte løb over hans ansigt. Frivilligt, for hvis han gad spille sej og hård, kunne han sagtens det, men det var sjældent han gad. Når han havde ondt, havde han ondt. 

Åh. Nåh men det var nemt. Overraskende nemt. Ignis havde nær troet, at Randalls udødelighed ikke var den eneste forbandelse, der var blevet på lagt ham, sådan som han ikke virkede til at have tøvet med at fortælle ham alt, hvad han nu egentlig havde spurgt efter. For af hvad han kunne høre i den forpustede stemme, så talte manden sandt. Han havde vel heller ikke meget grundlag for at lyve overfor sin læge. Dog var interessen ikke særlig tydeligt i den ældre herres ansigt, som han sad der og lyttede. Sugede hvert et ord - en stemmetrækning - ind for at gennemskue sin patient. Så det var ham. Den udødelige mand. Parasit havde han endda hørt ham blive omtalt som, fordi han konstant vendte tilbage. I mellemtiden havde han ligeledes flettet sine fingre langsomt ind imellem hinanden for ikke at virke alt for meget som en statue.

”Du burde have taget tid. At vide præcis hvordan din såkaldte forbandelse fungere, vil klart være det optimale.” lød det så endelig fra Ignis. Igen var der ingen rester af den forhenværende venlighed. De samlede hænder, førte han nu mere ned i takt med at han rettede ryggen en smule op igen. ”Du har levet.. hvor længe nu? Jeg kan gætte på ikke alt for længe, eftersom du stadig er lige så primitivt tænkende som alle de andre kortlivs bønder.” Der var et strejf af skuffelse i måden, han talte. For hvem ville ikke være skuffet over, at støde på et fordømt mirakel som Randall for blot at vide, at han blot levede sit anti-døds liv som en hulemand.
Ignis lagde så sine hænder mod sine knæ og fik skubbet sig selv op at stå fra stolen igen, hvorefter at hans øjne endnu engang var blevet en tand mere.. intense, da han løftede hovedet og så tilbage på Randall. ”Der er skam ingen magi over min hemmelighed. Jeg lever blot for evigt. Velsignet af guderne med en metode til at holde mig i live over menneskets sølle levetid.” Med rolige, men stadig trampende og marcherende skridt, vendte han atter over ved siden af den forbandede herre. Indtil videre havde Ignis ikke givet tegn på at bekymre sig det mindste om, at han måtte have svært ved at trække vejret. For han talte fint. Så der burde ikke være nogen grund til at gøre det lettere.

Ignis straks piskende sin ene arm og justerede på sin skjortes ærmer for at sørge for, at de blev på deres plads ved hans albuer. Det samme gjorde han ved den anden arm og ærme. ”Du er glad for krystaller, ikke sandt, Randall?” spurgte han ham så ganske alment, samtidig med at han lagde en hånd ned på hans overarm under pilens placering, hvorefter Ignis nådesløst greb om pilen med sin anden hånd og i et hårdt ryk bare rev pilen ud. Ligeglad om Randalls egen hånd lå nær nok til at blive snittet med pilens opadvendte spidser.

Det rørte vitterligt ikke Randall at fortælle ting om sig selv, han var som en åben bog. For det meste. Om nogle ting. Men lige sin forbandelse tog han ikke så tungt. Og lige nu var det jo ikke som om, at han havde andre muligheder, mast fast til briksen og med en halv pil stikkende ud af skulderen.
Selvom den anden mand ikke så specielt interesseret ud, kunne Randall nok fornemme, at der var noget mere bag det lukkede ansigt. Hvad mon lægen ville med den viden, han lige havde fået? Randall var ikke specielt bekymret, men noget nagede han alligevel bare en lille smule. Lige nu var der bare ikke noget at gøre ved det.

Der kom en brummen fra ham, der skulle forestille en latter, som lægen postulerede, at han burde have taget tid. Fordi det var også nemt, at starte tiden, når man døde og stoppe den igen, når man ikke tog den skide tidsmåler med sig! Ikke specielt intelligent tænkt af lægen, hva?! Hans brummen stoppede dog hurtigt igen, som han atter var tvunget til at bruge kræfter på at gispe efter vejret.
Lægens næste ord skulle tydeligvis være en fornærmelse, men hvis han havde kendt Randall noget bedre, ville han have vidst, at Randall var meget svær at fornærme. Så det eneste, han fik ud af det var et par øjne, der gled op og viste det hvide frem. Seriøst, havde lægemanden ikke andet at tage sig til end at fornærme hans intelligens?

”Hey, hver sine fornøjelser.” Igen en anstrengt vejrtrækning, som han så på Ignis, der rejste sig op og kom over mod ham, som han ”afslørede” sin hemmelighed. Så ingen magi. Hvad han mente med resten, vidste Randall ikke, men det lød… ildevarslende. Hans ansigt var en smule sammenbidt, som han så op på manden, der begyndte at folde ærmerne op. Hvad skulle der ske nu? Ja, han havde nu en fornemmelse, men det næste der kom, havde han ikke ligefrem forudset. Ikke så brutalt i hvert fald.
Han nåede lige at udtale et lidt spørgende ja, inden manden greb fat i pilen og… hev den ud. Uden videre. Lyden af kød, der blev flået i stykker blev overdøvet, som et forpustet brøl af smerte lød fra den forbandede lejesoldat. Overraskelsen og smerten var tydelig at se i ansigtet og de grå øjne, der blev spærret helt op. Og det værste var, at han ikke kunne røre sig, intet gøre for at forhindre det, men bare kunne ligge stille som en bundet slagtegris. Brølet var dog ganske kort, som han ikke havde vejret til det og han trak højlydt vejret ind igen, denne gang for at udspyde nogle eder.
”VED ZALADINS RÅDNE RØVHUL, DU ER JO SINDSSYG!” Efter næste hårde vejrtrækning kom der bare nogle uartikulerede klynkende lyde, som han kunne se blodet begynde at vælte frem. Dø det ville han da, hvis ikke der blev gjort noget hurtigt. Men lige nu lød det nu heller ikke helt slemt, så ville han da komme væk herfra.

Randall kunne meget vel tro, at Ignis’ fornærmelser var til for at provokere eller prikke til ham for at få en eller flere reaktioner ud af ham, hvilket desværre ikke var tilfældet. Lægens tankegang var oprigtigt, hvad hans ord havde tippet omkring. Der lå intet under det faktum, at han blot trådte på dem under ham, som var de sådanne insekter, som han så dem som. Men der var ingen grund til at give manden en længere forklaring. Ikke nok med at der var andre langt mere vigtige ting at se til, så var det ligeledes fuldkommen spild af tid, at prøve at krænge det ind i hjernen på en mand som Randall.

Idét samme som, at Ignis havde flået pilen ud uden at klargøre et snit eller lignende for at gøre det nemmere – og mindre livsfarligt – begyndte Randall som forventet straks at skrige som havde djævlen stykket sit glohede spyd direkte op i hans spændte anus. Igen rørte det ham ikke udover, at lyden var en smule irriterende for hans ører, hvilket meget muligt var en af medgrundende til det, da han tog den ny lettere blodige klump vat fra såret og stoppede det ind i munden på den klynkende mand for at få ham til at holde kæften lukket. De kunne jo ikke have at naboerne og de rare folk ude på gaden begyndte at undre sig alt for meget over, hvad der foregik inde hos lægen. Ganske rigtigt var der ofte folk der skreg under behandlingerne, men det var en del mere sjældent end hvad man skulle tro.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål. Og nu havde du ellers været så god til det.” informerede Ignis sig roligt, mens han fik fundet en ny frisk klump vatfrem efter at have smidt den blodige pilespids ned i affaldsspanden med den anden halvdel. Så endnu en gang blev der presset noget mod såret. Denne gang en del hårdere end før, for at holde blødningen til et minimum. Han havde rigtig nok været voldsom og tilsyneladende ligeglad, men han så helst at Randall ikke endte med at dø hen. Ikke endnu. Handlingen havde blot været for at etablere, at han i princippet kunne gøre med ham, hvad end han ville.
Han indførte nu vatklumpen i den samme tyngde, som holdte den rapkæftede patient nede, så han selv kunne tage presset fra det længe nok til at finde frem til nål og tråd. Selv hvis han var formidabel til at sy sår sammen igen, så ville det uden tvivl stadig efterlade et relativt grimt ar. Med den frie hånd rakte han så frem og trak vatklumpen, han havde stoppet i munden på Randall ud igen. ”Så lad og prøve igen. Min forståelse er, at du er glad for krystaller. Er det korrekt?” spurte han fokuseret, mens hans fokus egentlig lå mest på at få lavet en lille knude for enden af sin tråd efter at have sammensat den med den tynde svagt bøjede nål.

Randalls klynkende lyde blev hurtigt afbrudt, som lægen proppede den klump vat, der havde været presset mod hans blødende sår, i munden af ham. Den var pænt blodig og smagte også deraf, hvilket dog ikke ligefrem var en ukendt smag for Randall, der ofte oplevede at få slået hul indvendigt i munden, miste en tand eller to eller endda en enkelt gang havde mistet tungen (og derefter var druknet i sit eget blod, ikke specielt behageligt), men dette var selv for Randall ikke ligefrem specielt lækkert, slet ikke da han ikke kunne undgå at synke for ikke at blive kvalt. Igen gjorde han hvad han kunne for at bevæge sig, men igen gik det ikke specielt godt. Så i stedet måtte han ligge stille, forsøge ikke at smage alt for meget på det, der var i hans mund og koncentrere sig om at få luft ned i lungerne via næsen.

Hans grå øjne gled tilbage mod lægen, der påstod, at han ikke havde svaret på hans spørgsmål, men han havde nok haft for travlt med at hive pilen ud til at høre ham. En kort mumlen kom fra ham, men det fik bare vattet til at dryppe mere blod ned i halsen på ham, så han holdt hurtigt op igen. I stedet skar han ansigt over smerten fra skulderen, som der igen blev lagt et tungt pres på. Ved Zaladin og alle dødsrigets røvhuller, han skulle bare have sat sig til at dø op af træet med den gode udsigt. Det ville have været meget mere behageligt end det her. Men det var for sent og der var ikke så meget andet end at vente at se, hvad der skete.

Endeligt blev vattet taget ud igen og Randall ville have spyttet efter manden, hvis ikke det var fordi, at tyngdekraften forhindrede ham i det. I stedet var han tvunget til at synke igen, for at kunne komme til at tale uden at få blod og spyt galt i halsen.
”Slip mig fri og jeg skal vise dig, hvor glad jeg er for krystaller, din opblæste nar af et afkom mellem en ork og en snotklat!” Hårdt forsøgte han at komme fri, hvilket bare fik briksen til at knirke en smule. Han var vred, for han havde ondt og han havde lige pludseligt fået nok af at være spændt fast til den forbandede briks med en usynlig kraft han helt sikkert ikke forstod. Men fri kom han ikke, i stedet gjorde hans skulder ondt og han bandede højlydt og grimt, inden man kunne fornemme på ham, at han havde brændt det krudt af, for han blev slap igen og stirrede surt op i luftet.
”Ja, jeg er glad for krystaller. Man kan købe nogle dejlige ting med sådan nogle.” Hans vejrtrækning var blevet hastig og overfladisk efter det lille udbrud, og hans stemme var nærmest som et surmulende barns. Ham og hans forbandede uheld.