De resterende tre vagter cirklede langsomt omkring Zane med hævede våben. Deres kammerats morbide dæd havde givet dem blod på tanden - om end de virkede nervøse og mere forsigtige.
Deres bevægelser var ihvertfald anspændte og de passede på ikke at træde for tæt på ham.

Zane smilede, vel vidende at han ikke kunne spilde for meget tid på disse tre helte.
Dog lod han dem udføre deres åbenlyse taktik, bare for at bevise over for dem at de ingen chance havde imod ham:

De tre vagter bevægede sig fortsat omkring ham, indtil de havde omringet ham fra tre helt forskellige vinkler.
Et enkelt blink fra den ene fortalte gruppen, at nu skulle de slå til - og alle tre udbrød et kampråb og trådte frem imod deres modstander mens de svingede efter ham.
De havde klart trænet denne taktik, og den havde helt sikkert vist sig effektiv i mange lignende tilfælde - men ingen af dem havde stået over for en modstander som Zane før.

I samme øjeblik han så den ene vagt blinke med øjnene og løfte hælen for at træde frem, skød Zane frem som var han en spændt fjeder.
Han kastede sig fremad, rullede rundt så vagtens klinge passerede over ham, og i samme øjeblik han var rullet hele vejen rundt, huggede han til og spidede vagten igennem mellemgulvet, direkte igennem ringbrynje, kød og indvolde.
Brynjen blev rødglødende der hvor sværdet stak ud, og lyden af sydende kød kunne høres inde under den.
Vagten hylede højt, tabte sit sværd og forsøgte i sit paniske smertehelvede at komme væk - hvilket resulterede i at det blot blev lettere og hurtigere for Zane at trække sværdet fri igen.

Den stakkels soldat tog sig til såret, og i samme øjeblik skød en lilla flamme ud fra det, og indhyllede hans hænder i den kraftfulde ild.
"Nej, NEJ!!!" skreg han og styrtede vrælende og kæmpende om på jorden i et forgæves forsøg på at slukke ilden. 

Zane var allerede på fødderne igen, og havde valgt at fortsætte i løb ned ad gaden, mens vagtens skrig døde ud bag ham.
Denne gang var der ikke to sæt støvler, som ringede imod vejen bag ham...

Seks minutter...

...tre minutter.

Solen stod højt på himlen da Zane nåede midten af det Øvre Distrikt.
Den eneste grund til at hans skinnende skælrustning ikke var kaget til i blod, var at flammerne som omgav ham udslettede alle rester, og sendte enhver blodregn til himmels i en sort sky.

Dette gjorde blot at blodbadet var endnu mere forfærdeligt at se på, og panikken havde fået folk til endelig at kæmpe sig væk fra gaderne og søge tilflugte i husene, butikkerne og kroerne.
Dette var det rige kvarter... det Øvre Distrikt, hvor rigmænd og adelsfolk befærdedes og omgav sig med luksuriøse ting, ærbødige tjenestefolk og vagter i skinnende rustninger.

Vagter, som nu dannede en tyk cirkel af stål omkring Zane.

Der var måske halvtreds denne gang, og de havde lynhurtigt omringet ham nu hvor alle civile havde søgt tilflugt.

De forreste af dem bar skjolde og lange spyd - et tydeligt forsøg på at undgå at komme for tæt på mørkelveren med de umådelige, lilla helvedesflammer.
Bag spydbærerne stod der vagter med armbrøster.
Disse var ladte på forhånd, og hver eneste pil pegede nu ind imod Zane.
En smart taktik imod så farlig en nærkampsmodstander.

"Sigt!" lød en kommando fra en af soldaterne, og armbrøst-vagterne rykkede en smule på sig for at tage bedre sigte.
"Klar!" lød den næste kommando, mens Zane lod de flammende sværd falde til jorden.

To minutter...

"...SKYD!!"

Lyden af mere end tyve armbrøste der blev affyret, kastede et ekko ned ad de tomme gader.
Dødsbyen af sylespidse pile blev sendt imod Zane - som reagerede i allersidste sekund:

Med et brølslyngede han sig selv imod jorden, drejende i luften så han landte på ryggen, og i samme øjeblik som pilenefløj over ham, lod han en lilla flamme slikke dem en enkelt gang.
De fleste pile blev omgående indhyllet i ilden, og da de bankede imod vagternes tårnskjolde, spredte flammerne sig op over stålet, og gik tilangreb på mændene bagved.

Normale pile ville ikke have gjort skade på skjoldene, og det var en genial taktik til at aflive en farlig modstander - men Ametysten's Magt var som af en anden verden, og skrigene rejste sig atter i det Øvre Distrikt da de fleste af soldaterne blev fanget af ilden.

Zane kom hurtigt på benene, skar ansigt i smerte over de pile der alligevel havde ramt ham; en i skulderen, en i den modsatte overarm, en i siden og en i ryggen.
Fandens!

Zane samlede det ene af sine to sværd op, og satte i et smertefuldt løb hen imod den nærmeste gyde.
Nogle få overlevende vagter forfulgte ham, men det var ham ligegyldigt lige nu... nu handlede det først og fremmest om overlevelse.

Da han nåede ind i gyden, rakte ham hænderne ud til siderne og sendte den lilla drageild slikkende op ad murene - som omgående brød i brand.

Hvor mange bygninger havde han mon sat ild til nu? Hvor mange af brandene havde spredt sig? Hvor stor var ødelæggelsen i det hele?
Han forestillede sig at det ikke var småting, og lige før han drejede om et hjørne smilede han ondskabsfuldt.

Ét minut...

Fandens... han mærkede hvordan udmattelsen skyllede ind over ham som en sand flodbølge.
Om et øjeblik ville han være ude af stand til at forsvare sig...

Zane kiggede tilbage over skulderen, og var helt lettet da der ikke var nogen vagter at se.
Så begyndte hans blik at blive slørret, ilden der omgav hans krop døde ud, og Zane faldt om i skyggen af en mur, hivende efter vejret.

Ødelæggelsen havde taget ham otte minutter, og den enormt magtfulde magi krævede nu deres pris.
Zane var, i dette øjeblik, helt og totalt hjælpeløs.
Tilbage var der blot at håbe på at han ikke blev fundet af byens vagter...

7 minutter og 47... 48... 49... 

Kench talte for det meste sekunder eller bare minutter af begivenheder omkring hende. Om det var hvor længe folk holdt vejret hvis de blev forskrækkede eller om det var hvor længe det tog en blomst at åbne sine blade om morgenen. I dette tilfælde havde hun talt hvor længe det tog for folk at blive oprørte over Dronningens udmelding.
Og derefter hvor længe kaosset var om at sprede sig.

7 minutter og 58... 59... 8 minutter ... og 1...2
Bygninger stod i brand og folk flygtede i det øvre bydistrikt. Det havde ikke taget ufatteligt lang tid før gaderne var blevet øde og lyden af metalliske trin fra vagter der prøvede at løse problemet der forsagede kaosset. Til ingen nytte havde hun høre på de mandlige stemmer skrig.


Med den tunge sten-lignende krystal omkring halsen i en lang læddersnor vandrede Kench langs med en af de store bygningers mure. Det var nok en god ide at komme udenbys snart. At slå et smut forbi de mere adelige boliger af nysgerrighed på vejen væk fra markedspladsen havde været en af hendes mindre gode ideer. Og nu brugte hun af nullificeringen som hendes krystal besad. Godt nok viste hun hvor flere kunne anskaffes, men de var bestemt ikke billige.

Med et lettere stresset suk holdt hun stene op imod en halvbrændt trælåge hvorefter ilden ophørte med at eksistere. Hun skubbede lågen op hvoefter hendes blik blev mødt af en skjult skikkelse. Elver.. sortelver .. hvis hun ikke tog meget fejl. Hun lod trædøren lukke bag sig med et lavmælt *klonk* inden hun to de sidste skridt der var imellem dem.

Hun studerede hans rustning en anelse i stilhed.. værdigfuld.. inden hende opmærksomhed gik til selve personen.

*plip* lød det da en første regndråbe faldt. 1...2...3... begyndte hun at tælle indtil store dråber faldt ned over dem i stænger, med håb om at slukke brændene omkring dem. Det var tydeligvis en magikers forsøg på at løse problemet... normale regnskyller blev ikke så tunge og intense på kun 14 sekunder.

Fandens til armbrøstpile. Nok havde missionen været risky ad helvede til, men han havde naivt nok håbet på at undgå den slags.
Heroiske riddere i skinnende rustninger var fint... de kunne let koges i deres eget panser. Men distancevåben? Og så tilmed noget så modbydeligt som armbrøster?

Av...

Så der lå han, såret og i gang med at komme sig efter at have brugt Ametysten's Magt helt til grænsen.

Da en person pludselig dukkede op, var han et øjeblik sikker på at det ville være en vagt eller en heroisk ridder - men da han kiggede op, faldt hans blik på... en pige?
En underlig pige... 

Zane kæmpede sig med besvær op at side med ryggen imod muren, mens han betragtede den nyankomne med et målende blik.

Så kom regnen, og Zane smilede skævt.
Hans ild ville blive udslettet med denne skylle, og det Øvre Distrikt ville ikke have lidt alt for store skader - men det var nok.
Altså med mindre denne mystiske pige skar halsen over på ham!

"Hvad laver du her...?" kom det fra ham.

Kenchs store ualmindeligt tyrkise iriser faldt ned på den tilsyneladende sårede person. Det var i hvert fald hvad de udstikkende pile hentød til. 
Hvad hun lavede her? Tog en genvej, ville hun selv mene. Men hvorfor hun var stoppet op, kunne hun ikke lige finde svar på med det samme. Nysgerrighed, for den fremmede. Grådighed for de rigdomme han kunne bære på sig. Medfølelse, for en såret. Tiltrækning, af en flot mand. Kedsomhed eller noget helt andet. Hun stod ret længe og bare stirrede ned på ham uden at svare ham imens hun tænkte over sit svar.

Det blev dog midlertidigt sat på pause da man, igennem den tunge regn, kunne høre skridt. Metalliske skridt fra soldater der var på vej forbi. Kench hev lædderremmen omkring sig hals af og smed den bag sig så den tunge sten slog imod jorden og op ad den modsatte mur. Hun vendte sin front imod åbningen af gaden og lavede gav en lavmælt med dyb udånding fra sig.

"Plejede indgangen Lady Heldry's baggård ikke at ligge her?" spurgte den ene af vagterne imens han stirrede ned ad gyden. Men han så ikke de to personer i den mudrede, mørke sidegade. Han så en mur. En forlængekse af husene med en dør og vinduer ind til mørklagte stuer. Ikke noget den sårede eller Kench selv kunne se for sig, men for soldaten var det som om gyden aldrig havde eksisteret. "Nej, det er først om et par gader.. Jeg troede du havde boet her hele dit liv. Man skulle tro DU ville have styr på gaderne" drillede den anden. Det fik dog ikke den første vagt til at give sig. Han stirrede undrende og intenst på muren foran ham.

Indtil Kench's læber skiltes "Jeg har jo travlt" mimede hun med læberne. Vagten tog et langsomt skridt til den ene side for at følge med sin partner, men tøvede igen.
"GÅ!" 
Efter et par sekundter var begge vagter ude af syne og derefter ude af hørevidde.


Man kunne tydeligt se Kench's skuldre falde sammen efter at have været skuttet op af anstrengelse. Det var ligefør man næsten også kunne se hendes hår falde sammen som havde det rejst sig, som var det fyldt med statisk elektricitet. At lave en simpel illusion var ingenting, men at gøre det samtidig med at plante bagtanker i en andens hoved var nogen af en anstrengelse. Især lige efter hun havde smidt sin magi neutraliserende krystal fra sig.

Hun vadede hen og samlede stenen op igen fra jorden og placerede den omkring sin hals igen inden hun rettede opmærksomheden til manden op ad muren. "Nysgerrighed... og en genvej vil jeg mene" svarede hun ham så endelig med et kort nik som en hilsen.

Zane havde erhvervet sig mange forskellige evner igennem tiden. Hans rejser havde bragt ham til de fjerneste afkroge af Krystallandet, og hvert eneste sted han havde besægt, havde lært ham noget - hvad end det var en illebitte ting, eller en vigtig, livreddende egenskab.

Én af de ting han havde suget til sig, var evnen til at mundaflæse.
Og det gjorde at han med forbløffelse forstod hvad det var, pigen lige havde gjort.

I et par frustrerende sekunder troede han at soldaterne ville dukke op i gyden, og dermed finde ham.
I hans nuværende situation ville det have kostet ham livet - men hans mystiske gæst havde brugt en meget speciel gren af magi for at sende soldaterne i den anden retning.

"Nysgerrighed og en genvej siger du...? Og hvad er det så der får dig til at redde mit liv? Du er sikkert klar over at det er mig, der har lavet ravage i byen..." sagde han med et skævt smil.
Han var træt, og det kunne hæres på hans stemme.

Men denne mørkhårede tøs... hun var spændende...! Der var næsten ikke tid til at være udmattet! 
Eller såret...

Havde situationen været anderledes, ville han måske have forsøgt at tage hende med sig - både fordi hun egentlig var køn, og så fordi hun havde disse særprægede evner!

Kench satte sig ned i hug så hun var i ca øjehøjde med, hvad hun antog var, mørkelveren. Hun kunne godt have læst ham hurtigt imens hun havde smidt krystallen fra sig og fundet ud af at det var ham der havde været skyld i at der skulle regnes ned over byen. Men hun havde ladet være. Nogle gange var det bare lidt sjovere når folk selv indrømmede hemmeligheder.

"Nej, det viste jeg ikke. Men det gør jeg nu. Og svaret er stadig nysgerrighed. Det er lidt svært at høre om en person hvis de bliver slæbt væk af vagter eller dræbt på stedet" forklarede Kench med sin lettere lavmælte og en smugle hæse stemme. Regnen havde efterhånden gennemblødt hende og hendes strikkede tøj så det hang ned ad skuldrene på hende. "Har din.. ravage været af nogen grund eller var det bare meningsløs underholdning?" spurgte hun så inden en lok af hendes hår gav efter for vandet og løsrev sig fra de andre, for at lande hen over ansigtet på hende. Hun sad dog uberørt og stirrede frem for sig på hendes selvskab.

På trods af hendes hjem i sumpen kom der sjældent mørkelvere til hendes hytte. Om det var den geografiske placering eller om de bare ikke var så interesserede i hendes ydelser havde hun ikke fundet ud af endnu. Så at for en gangs skyld at være ansigt til ansigt med en af dem var... fascinerende, mildest talt. 

Han fik dog ikke lang tid til at svare på hendes første spørgsmål før hun sprang besværet af at vente over og spurgte: "Hvad er dit navn?"

Hah... selvfølgelig havde hun ikke været klar over at det var ham, der var skyldneren.
Var storhedsvanviddet efterhånden ved at få tag i ham...?
Han kvalte trangen til at sukke, og lyttede i stedet til hendes ord, mens han så træt på hende.

"Hvis ikke jeg havde en grund... ville jeg være mere end bare lidt vanvittig..."
mere havde han ikke tænkt sig at sige om den egentlige grund til al denne ravage... og til at han havde sat livet på spil, og slået så mange ihjel.
Han kendte hende jo ikke ligefrem...

Det at hun kom så tæt på viste, at hun ikke var bange for ham - hvilket på den ene side var beundringsværdigt, og på den anden side gav en helvedes masse mening, taget i betragtning af hvordan han havde det lige i øjeblikket.

Han smilede kort af hendes næste spørgsmål.
"Zane..." svarede han.
"Og dig?"

"Kench" svarede hun uden tøven.
Det navn havde altid været nemt at give ud da det virkede så upersonligt, bare noget man kaldte hende. Hun lagde hovedet langsomt på skrå imens hun igen så søgende på ham. Man kunne næsten kalde det en form for research det hun lavede for at kunne genskabe figurer i sit hoved af andre mørkelvere.

Efter et øjeblik kiggede hun så op på hans ansigt igen og svarede på hans svar. "Mere end bare vanvittig" gentog hun ham som hun smagte på sætningen for at forstå den. Så der havde været en grund, en han ikke var meget for at dele kunne hun fornemme. "Har du brug for mere af min hjælp?" spurgte hun så.
Det var ikke fordi hun havde i sinde om at give sig selv hårdt arbejde, men hun var lettere interesseret i om hun kunne få noget igen for hvad end han ville forlange af hende.

Zane kunne ikke helt lade være med at le, da hun studerede ham på denne måde.
Var det mon hans race...? 
Sandsynligt.

"Kench...? Ikke et normalt navn." sagde han, uden at mene noget ondt med det.
Det var et underligt navn... til en underlig pige... men hvem i alverden var han dog til at dømme på den måde?

"Jah, mere end bare vanvittig..." gentog han med et smil.
Han var stadig udmattet efter den voldsomme brug af de lilla flammer... det ville vare lidt endnu før han kunne være på toppen - hvis ikke det da ville tage flere timer.

Men måske...
"Jeg må væk fra Hovedstaden... er det noget du kan hjælpe med? Du kan nævne en pris, og så å vi se om det er noget jeg kan klare."

Tænk at han spurgte om hjælp på denne måde... men på den anden side, så var den største grund vel egentlig ikke at han følte sig i fare her. Det var nok nærmere det, at Kench interesserede ham...

Kench kravlede tættere på, så hun var næste ubehageligt tæt på ham nu og et kort tilfredst smil viste sig i hende mundsvig inden hun talte igen med sin rustne stemme. "Aftale, Zane" svarede hun ham uden at nævne sin pris endnu. Med den hånd der ikke støttede hende oppe fra jorden trak hun den selv samme sten om halsen af sig, inden hun rejste sig op i strækt form. 
Hun pakkede den sammen i en besynderligt udseende pung og lagde den i en slidte rygsæk der hang slapt omkring Kench's skuldre. Det var meget muligt hun ikke var beskyttet fra andres magi længere omring sig. Men Zanes kræfter virkede til at være drænede nok til at han ikke bare ville kunne angribe ud af ingenting. 

Nu da den magineutraliserende sten var forseglet væk vendte også hendes kræfter tilbage. Men det var ikke dem hun skulle have i brug nu. Ud af tasken trak hun en lille æske. Det midede mest af alt om en spilledåse, men det så ikke ud som om den havde en lås eller noget sted den kunne åbnes.

Et par minutter gik med at Kench tegnede et stort symbol midt i gyden. Symbolet mindede mest af alt om en krydsning imellem to halvmåner og Smedana. Og så alligevel ikke. Da hun var færdig begyndte hun at skrible rundt omkring i ringen. For dem som kendte sproget ville man genkende det som elvisk, med en tydelig grov dialekt fra bjergelverne.
"Nin rín -o i adan plural edain a i man earuile. Nin rín -o i vanima adaneth uin othrond"
(Mindet om manden med den gode vin. Mindet om den smukke kvinde fra byen)

Da hendes forberedelser var afsluttede vendte hun tilbage til Zane og så forventningsfuldt på ham inden hun uden at bevæge læberne fremgav en lyd inde i hans hoved. "Placer dig i midten og så kan vi begynde" 
Hun satte sig selv ind i midten på den ene halvcirkel og ventede tålmodigt på at han skulle tage den anden plads.

Zane smilede ganske let da hun gik med til hans forslag.
Som hun fjernede sin mystiske sten og begyndte at tegne på jorden, kunne han ikke helt lade være med at betragte hende og tænke over, om han fandt hende mærkelig, eller om hun på sin måde var tiltrækkende... hendes beklædning afslørede ikke meget, så det var svært at sige, ud fra hendes ansigt alene.

Særpræget, det var hun under alle omstændigheder.

Han hævede kort det ene øjenbryn da hun begyndte at remse op på... elvisk? Jah, med bjergelvisk dialekt.
Mystisk tøs... men okay, han havde en idé om hvad det var, hun var i færd med.

Han nikkede kort ved hendes mystiske stemme, som sukkede op i hans sind... før han bevægede sig hen i den del af cirklen, som var beregnet til ham.
Han var stadig svækket, men det var bedre...

"Jeg er klar." sagde han og så på hende.

Kench nikkede med et lettere tilfredst udtryk inden hun placerede sig foran han på sin egen plads. Den lille æske lignende ting blev placeret imellem dem og så sad hun ellers bare og stirrede på den. Hvis man selv var tankelæser kunne man høre hvordan Kench forhandlede med forskellige stemmer der kom fra æsken. Men uden de evner lignede det bare at hun stirrede ventende på den som om der kunne ske noget når som helst.

Et kort nik kom så fra hende hvorefter hun åbnede øjnene op som om hun var ved at blive skræmt fra vide og sans. Dog det ene øjeblik sad de i gyden.. det næste sad de midt på en græsmark. Ingen regn, bare en lettere kold sidevinde som fluffede op i reden på Kench hoved. 

Kench rejste sig op for at orientere sig, men blev nødt til at sætte sig ned igen men hænderne for munden. 
"Som du kan se, er den et ganske udemærket transportmiddel. Jeg bliver bare så forfærdelig bevægelsessyg af at bruge den.. som om man har kørt i en hestevogn i flere dage" forklarede hun imens hun fjernede forsigtigt sine hænder fra sin kæbe og rakte frem efter den lille æske der lå i græsset.
"Men som så mange andre gør den det heller ikke gratis"

Zane kendte til magiske genstande, og han vidste at visse af dem ikke bare lige kunne aktiveres med en tanke eller en berøring... så han ventede tålmodigt mens den mystiske pige stirrede på æsken.

Da hun i et kort øjeblik så skræmt ud, spekulerede han dog lidt på om det her nu også var en god idé.
Ikke at der varmeget at gøre, for de var allerede et andet sted!
Teleportation?? Fantastisk!

Zane smilede som han så ud over græsmarken, før han atter vendte blikket mod Kench, der så næsten dårlig ud.
Selv følte han intet... 
"Imponerende..." sagde han og blev siddende for at kigge på hende.
Han fulgte hendes bevægelser som hun rakte ud efter den meget praktiske æske.

"Jeg har prøvet teleportation før, men aldrig på denne måde."

"Tja.. du er heller ikke stødt på mig før nu" svarede hun i en lettere slesk tone der på ingen måde matchede til de forsigtige bevægelser Kench gjorde for at komme på fødderne. Da hun dog endelig efter en vippen frem og tilbage på fødderne var kommet op i lodret position kiggede hun sig over skuldrene. Hvorefter hun pegede i retningen af noget der mindede om et palæ i horisonten. Og med strakt arm så pegede næsten den direkte modsatte vej.

"Okay. jeg har orienteret mig hvor vi er. Vil du stå i gæld til mig eller vil du betale nu og her?" spurgte hun så. Stadig uden nogen reel pris for hende arbejde. Men det var sjældent en ting hun gjorde. Hun var mere interesseret i hvad folk  ville give for det hun lavede  efter jobbet var fuldført frem for at fastsætte sin egen pris for at skulle leve op til noget.
Hun lagde æsken tilbage i rygsækken hvor den hørte til og slyngede den over skulderen. Hun viste hun havde noget af en gåtur foran sig hvis hun ville nå hjem, eller til den nærmeste lille landsby inden hun løb tør for mad og vand. Så hun lænede kroppens vægt på den ene hofte og ventede på hans svar.