Myssa kravlede ud fra under en vogn, som hun havde sovet under. Skumringskvarteret var ikke noget rart sted efter mørkets frembrud, men eftersom hun ikke havde noget sted at bo, så var hun nødt til at være her. Det var også det eneste kvarter, som lod folk sove under vogne eller andet, fordi soldaterne og lignende ikke bevægede sig herhen efter solen var gået ned. Man skulle enten være godt dum eller meget stedkendt, hvis man ville bevæge sig rundt her.

Men altså: Myssa kravlede ud fra under vognen. Det havde været et rart sted at sove, for en gangs skyld, fordi der boede en bager inde i huset, som vognen stod op af. Det betød, at hun ikke havde frosset i nat, hvilket hun selvfølgelig satte pris på. Hvis der var ledig der næste gang det blev nat, så ville hun helt sikkert sove der igen. Der var ikke noget der.

Ned af en sidegade listede Myssa, mens hun konstant så sig fra side til side. Solen var begyndt at titte op fra over nogle af de laveste huse, men det var ikke mere end det - endnu. Hun rystede på hovedet, og så sig om og bagud gentagende gange, for at være sikker på, at hun ikke blev forfulgt. De ravgyldne øjne lyste i pre-natten, mens hun bevægede sig af sted og rundt omkring, for at finde et eller andet, som hun kunne spise. Bare et eller andet.

Og da så hun en mørk bygning. Der stod en stige lænet op af den modsatte bygning, men der var lyd og larm inde fra den, så det var ikke sikkert. Den anden der imod. Den var mørk og tyst. 

Måske der er noget derinde, tænkte Myssa med fingerspidserne trommende på hagen, noget der kan spises. Måske...

Remus lå i sin seng og sov. Romulus havde altid sagt, at han sov som en død, man kunne næsten ikke høre ham trække vejret og han rørte ikke ret meget på sig i løbet af natten. Det eneste tidspunkt han sov uroligt var, når han havde mareridt. Trods sin evne til at styre andres drømme, havde han ingen kontrol over sine egne og mareridt hørte ikke til sjældenhederne. Men denne nat var alt fredeligt. Han var alene hjemme, som Romulus havde forladt hovedstaden for at mødes med en længere syd på. Om det var en, der skulle distribuere deres narkotika eller ej, det ville tiden vise. 
Romulus var taget alene af sted og havde overladt alt herhjemme til Remus. Normalt var det den ældre broder, der tog sig af kontakten med folk, da Remus ikke brød sig om at være social. Han var god til det, hvis han ville, kunne snakke for sig, men han kunne ikke lide det. Han havde det bedst med at stå i baggrunden, lytte, observere og være tavs. Og normalt var det fint, men de sidste par dage havde været anstrengende med flere, der ville have fat i Sadikbrødrene.

Der var stadig et par timer til, at han skulle vågne og det begyndende morgenlys forstirrede ham ikke, som der varen skodde for det eneste vindue, der var i soveværelset. Der var tre rum mere i hjemmet, et opholdsrum, hvor der var et ildsted, bord med stole og en kiste og et skab, samt døren ud til gaden. Der var et andet værelse, hvor der var en reol med bøger og alle de små glas til Nox blev opbevaret. Det sidste var et langt smalt rum, der fungerede som køkken med en dør ud til gården bagved, hvor der stod en vandpumpe og var en køkkenmødding, som de delte med husene rundt om. 
Der havde ikke været ild i ildstedet dagen før, da sommeren var varm nok til at holde huset varmt, så hele huset var mørklagt. Der var to små vinduer i stuen uden skodder, hvor lyset begyndte at skinne ind, men der var stadig helt mørkt i soveværelset, hvor døren stod åben ind til. 

Både hoveddøren og bagdøren var låst, hoveddøren med en ikke så gammel lås, hvor der hørte to store nøgler, den ene havde Remus og den anden havde Romulus. Bagdøren var lås indefra med en slå.
Der havde altid været lås på døren, men den gamle havde kun haft én nøgle, som deres mor havde rendt rundt med. Da hun blev sendt ud på klosteret, valgte brødrene at skifte låsen, så de kunne få en nøgle hver. Samtidigt gjorde de en del for at restaurere hjemmet, der nu, trods sin placering i et af de fattigste kvarterer i byen, så ganske indbydende ud, trods sin lille størrelse. Der var pænt og rent og mere passende for to unge mænd på vej frem i den kriminelle verden.

Myssa sneg sig hen til stigen i langsomt og roligt tempo, så ingen skulle få mistanke om, hvad hun nu skulle til at gøre. Hun skævede op af stigen, og rykkede på den, for at sikre sig, at den var sikker. Den virkede rimelig sikker, selvom den bevægede sig lidt mere end hun var tryg ved. Men nu skulle hun altså skaffe mad, så der var ingen anden vej end denne.

Så derfor begyndte Myssa at kravle op af stigen. En fod af gangen. Fødder og hænder bevægede sig diagonalt. Venstre hånd, højre fod og omvendt også.  Der gik ikke mange minutter, før hun var på toppen af stigen. Men da opdagede hun, at hun ikke kunne komme ind den vej. Der var skoder for vinduerne, og de var selvfølgelig lukket indefra (for helt ærligt, hvem ville lukke skoder udefra? Det ville ikke give særlig god mening).

Det var derfor Myssa måtte kravle ned igen. Hun havde indset, at hun ikke kunne komme ind den vej, så ned igen med hende. Hun tog derfor trin efter trin nedad stigen til hun nåede bunden.

Derefter besluttede hun sig for at prøve hoveddøren. Det kunne vel ikke gå helt galt, kunne det? Hun dirkede låsen op,  og efter længere tids arbejde kunne hun træde indenfor. Hun så sig omkring inde i huset, mens hun rystede let på hovedet og glippede med øjnene i mørket.

Den første lyd ved hoveddøren vækkede ham. Det var ikke en nøgle i låsen, ikke Romulus bevægelser. Lydende var svage og forsigtige og fortsatte i et stykke tid. Der var ingen tvivl om, at nogen var ved at dirke låsen op. Så lydløst som muligt skubbede Remus tæppet af sig og satte sine bare fødder ned på det kolde stengulv. Uden at tænke nærmere over tøj, som han kun var iklædt et par løse bukser, rejste han sig og listede om bag døren til soveværelset. Romulus’ bat stod op af væggen til den anden side. Ikke at Remus havde planer om at bruge det, han afskyede vold og havde sin egen måde til at gøre indbrudstyve hjælpeløse.

Endeligt gik hoveddøren op og noget gik ind i deres hjem. Forsigtigt kiggede Remus frem. Der var lysere ude i stuen, da der ikke var skodder for og han kunne rimeligt tydeligt se en skikkelse, ikke særligt stor, der sneg sig ind. En kvinde. Remus’ kæbemuskler arbejdede kort, som et stik af vrede over den ubudne gæst dukkede op, men han fik det under kontrol. Hun skulle dog ikke regne med at slippe derfra uden problemer. Så snart pigen var langt nok ind i stuen til, at Remus ikke kunne ane hende fra sit gemmested, trådte han hurtigt frem og ind i stuen. De bare fødder lavede ingen lyde på gulvet som hans lange ben bar ham frem mod den fremmede.

Om hun opdagede ham eller ej gjorde for ham ikke den store forskel. Så længe hun ikke trak et våben mod ham eller skulle vise sig at være voldsom stærk, ville hænderne for enden af hans lange arme hurtigt nå hende og han lagde sine slanke, bløde hænder om hendes hoved. Straks begyndte hans blodårer på hans underarm at stå frem i en sort farve, der løb ud og farvede hans hænder sorte, som han lod et mareridt af drømmemagi flyde fra sin krop ind i hendes. Ikke meget, bare lige nok til at få hende til at leve et mareridt for en halv times tid. Medmindre hun enten var meget mentalt stærk eller meget svag, så ville hans beregning af mængden af energi være skæv. Men hendes verden burde ganske hurtigt blive til et levende mareridt. Han havde ikke valgt et tema for hende, så det måtte blive hendes egne mareridt, hun måtte se, mens hendes krop gik i stå.

(( Sig til, hvis det er for meget powerplay ))

Myssa krøb ind i lejligheden så lydløst som muligt, men opdagede hurtigt, at hun var opdaget. Hun gik alligevel dybere ind i rummet, for der var ingen reaktion fra hvem det nu end var, så hun regnede ikke med, at vedkommende turde reagere. Hun blottede de gullige tænder i et bredt grin, og så sig omkring. Det var et nydeligt sted med en tilpas mængde møbler. Vedkommende der boede her, var i hvert fald ikke fattig.

Men straks efter, at hun var kommet lidt ind i rummet, mærkede hun nogen holde sig.  Hvor kom denne person fra?, tænkte hun, men nåede ikke ret langt, før alting omkring hende blev sort.

Hun forsøgte at åbne øjnene, men intet skete. Derfor tog hun hænderne op til ansigtet, og kunne mærke at øjnene var åbne. Mytisk... hvorfor er her så så mørkt?, tænkte hun forvirret, og forsøgte at se sig omkring, men det eneste hun så var mørke med mørke på.

(Det er helt fint ^^')

Jeg må indrømme, at jeg har mistet interessen for denne tråd, så jeg tillader mig at afslutte den.