For blot nogle sekunder siden, havde himlen kun været grå og let overskyet. Altair havde ignoreret naturens varsler og havde alligevel valgt at vandre ud til Azursøen. Det var omkring sen eftermiddag, men der var intet som kunne validere dette, da solen ikke var til at skue på hverken himlen eller i horisonten. En let tåge var begyndt at lægge sig, og vinden susede gennem trætoppene i træ arealerne rundt omkring søen. Det var et rart niveau af kølighed i luften og Altair trak vejret dybt ned i lungerne, mens han gik og betragtede de naturrige omgivelser. På trods af vinden lå vandet i søen stille og en mystik omringede søen, som tågen lagde sig tættere på jorden, i det aftenen langsomt kom nærmere. Normalt ville Altair lytte til naturen og tage dens varsler som en vigtig overvejelse i hans beslutninger og valg. Han havde forberedt sig på at regnen ville falde, og for et vand elskende individ som Altair var regn ikke nødvendigvis en dårlig omen, men rettere en beskyttende barrier. 

Regnen væltede ned og selv om Altair havde forudset regn, havde han ikke forventet den mængde som det stod ned med nu. Han løb hen imod den nærmeste skov for at søge ly under de høje tætte træer. For selv hvis han elskede vand, var han kun et menneske. I denne temperatur og i denne mængde regn, skulle man have et umenneskeligt godt immunforsvar, hvis man ville blive stående i regnen, samtidig med at undgå forkølelse. Altair gned hænderne mod sine arme og åndede på sine hænder og gned dem mod hinanden for at få varmen.