(Ved kysten)
(Dette er en fortidstråd)

Luko sad i et træ med sine ben svingende ud over en gren. Hans høje, slanke figur tegnede et flot omrids imod månens silhuet, især nu da han ikke var iført sine mange lag af tøj. Denne nat var Luko uden trøje og kun iført et sæt løstsiddende bukser. Begge ting var valgt med nattens aktivitet i hovedet: svømning. Luko elskede at svømme af mange årsager. Det var god motion, meget få folk bemærkede ham når han var i vandet, eftersom det var så nemt bare at dykke under og tilmed havde Luko et særligt forhold til de folk der boede i vandet. 
Han strøg sit ar. DINA stod der og dette var ikke kun en ordre på elvisk, det var også navnet på pigen der reddede hans live for mange år siden. Hun var smuk og utrolig venlig, reddede ham fra druknedøden.
Hun var en af grundene til at han kom her. Over tiden var han kommet havfolket tæt, så han svømmede om natten for at se dem, for at se sine venner. Med et tilfredst suk rejste han sig op på grenen og så ned. Vandets sorte og afvisendes overflade skræmte ham ikke idet han bøjede i sine knæ og sprang ned havet. Træet der stod i vandkanten raslede lidt da han satte af og kort efter hørtes plasket. Luko kunne straks mærke vandet der koldt omfavnede ham idet han brød dets overflade og det tog ham et øjeblik at svømme opad for luft igen. Han lyttede til den fredelige lyd af vandet selv, inden han lod sit hoved titte op igen.
Hvis hans venner kom, så kom de, hvis ikke, så fik han en god svømmetur. Han lagde sig afslappet på ryggen og begyndte at sparke. ”Stranden”, hvis man kunne kalde den det, var ikke kendt overhoved, så han skulle ikke bekymre sig overhoved om andre folk. Nu skulle han bare vente på selskab.

Det var ikke tit at Luna bevægede sig så langt væk fra hendes trygge grotte hvori hendes familie og lille landsby af Selkie'er boede. Men alligevel var i dag noget andet og hun havde valgt at hun ville op på bredden og sidde, for der kunne hun se stjernerne som altid havde holdt en værdi i hendes hjerte. Hun vidste aldrig helt hvor hendes fascination kom fra, men hun havde bare altid været fanget af dem. Men som hun i sin sælform svømmede rundt i vandet og ventede på at stjernerne skulle alle være brudt frem i Himlens mørke, så hun en mand med mørkhud og lange øre hoppe i vandet.
Hun forstod ikke helt hvad manden måtte være, men Luna havde hørt om elverer, men hun forventede ikke at de også var så mørke. Men det måtte de vel være.

Hendes hvide pels og skikkelse gjorde det umuligt at regne ud hvad hun faktisk var, men manden der svømmede ikke så langt over hende havde et underligt ar på sin krop. DINA? Luna undrede sig som hun ikke forstod hvad det betød, men det lød som et sødt pigenavn, bare ikke et hun forstod en betydning af.
Luna ville gerne kontakte manden, og prøve at tale med ham, for nok var hun her for stjernerne. Men hans uventet frembrud fra vandets overflade havde bragt en nysgerrighed til hende som hun ikke havde følt i en god del tid nu. Kun på sine små undervands eventyr med Amber. Luna svømmede hurtigt som hun nu kunne mod bredden hvor manden svømmede ikke så langt fra, og så op på den smule sand der nu var som Luna ville kalde den største strand hun nogensinde havde set. Men aldrig havde hun set en faktisk strand, så det var vel et bias hun havde.

Luna begynde roligt at lade sin stemme folde sig ud i en tusindfold af sand som hun gled roligt op på kanten af bredden og forvandlede sin overkrop til sin smukke menneskelige skikkelse. Dog som hun beholde sin lange hvidpelset sælfinde som hendes ben fra navlen og ned sad hun nu og sang kort for at lade hendes menneskelige skikkelse af overkroppen komme frem.
Dog var hun uden påklædning. Selv hendes skind var ikke på da det endnu omringede hendes ben i sælformen. Luna sang stoppede som hun var gledet lidt op på land og så mod manden. "Hvem... Er du?" spurgte hun med sin fine klang og håbede at han måtte være interessant at tale med og uden onde intentioner.

Luko lyttede til den stille plasken af hans bens arbejde. Dina og hendes familie ville som regel melde deres ankomst ved at trække ham let i håret eller ved at tale til ham. Deres stemmer flød med vandet, meget modsat hans egen der bare blev til boblende nonsens. 
Pludselig lød der noget i vandet og Lukos krop lagde sig stille til rette imens han lyttede efter hans venner. Det var dog ikke noget han var vant til. Det var ikke den sædvantlige latter eller snakken af en eller flere fra Dinas familie der kom for at holde ham med selskab.
Nogen… sang. Luko lod alle sine lemmer stilne hen til at ligge stille i vandet så han kunne lytte til det. Han kendte ikke stemmen eller personen den tilhørte, men han var ikke i tvivl om at personen der sang nok ikke var farlig… 
Sangen stilnede af og Luko sukkede tilfreds. Det var ikke ofte han kunne lytte til sådanne toner, kunst rent generelt var ret sjældent for ham, så han havde da nydt dette-
”Hvem… Er du?” 
Lukos tanker blev afbrudt og han rettede sig op i vandet idet han begyndte at træde vande. Hans hjerte slog hurtigt. Sæt nu han var blevet set af nogen fra byen eller en vagt. Han så sig kort om og fik så øje på den formodede ejer af den blide stemme.
En… Luko indrømmede det med det samme, hun var nok det smukkeste han nogensinde havde set, men dette ændrede meget lidt på hvor forskrækket han var over at se hende her. Han havde ikke hørt et plask da hun kom ind i vandet, altså måtte hun have været der fra starten af. Hun var tydeligvis nøgen og Luko kunne ikke se fra livet og ned, hvor de fleste fra havfolket havde en fiskehale.
Han greb sig selv i at stirre og stoppede øjeblikkeligt, idet en stærk rødme indfandt sig i hans ansigt. Han kiggede da på hendes ansigt og rømmede sig så.
”Hvem mi-mig?” 
Han fik styr på sin stemme. Den skulle ikke ryste sådan, men hun havde forskrækket ham. Han rettede sin ryg og svarede venligt. 
”Jeg er Luko. Hvem spørger?”

Luna sad roligt der på bredden og så mod manden. Hun lagde mærke til at hans kinder blev røde men forstod aldrig hvorfor mænds kinder næsten altid gjorde det når hun bemærkede dem eller bare talte til dem? Det virkede lidt som om at fastlands folkene havde en eller anden underlig skik med at det var hvad man gjorde når man så en kvinde fra havet. Men Luna tænkte ikke videre over det som hun så mod Luko og tog sin hånd til sine læber med et lille fnis. "Ja hvem ellers?" sagde hun så for gestikulerede elegant området som bemærkning på at der ikke var andre i nærheden jo.
Og Luna fik da også svaret på hendes spørgsmål.

Hun så mod stjernerne og hendes blik var fyldt med underen. "Luko..." sagde hun kort for sig selv og smagte på navnet. Det virkede fremmede. Meget som et navn en sejler ville have på en af de store træfisk ville bære, men manden lignede ikke sådan en. Hans hud var anderledes og hans øre var som en elvers. Lange.
"Mit navn er Luna... Er du en af Nattens folk?" svarede Luna så, men ventede ikke med at stille et spørgsmål som havde boret sig fast i hendes tanker. Mandens hud var næsten som nattehimlens. Så Luna måtte jo spørge.

Dog som hun sagde ordet Natten var det klart at hun lagde mere tryk på N'et i starten af ordet. For som nogle underlige folk ville tilbede solen troede Luna og hendes selkie folk at ånder med navnene af hvad de er regerede alt. Så i hendes mening var natten både en tid, men også en Gud, ligesom Havet også var den unge præstinde hun nu engang er og var.