Det var aften og koldt. Regnen silede ned udenfor, og hun satte stor pris på, at hun ikke behøvede at gå udenfor i det vejr. Det kunne hendes datter klare eller en af de andre der serverede eller lavede maden. Det skulle hun i hvert fald ikke nyde noget af. Det var hun for gammel til. Nok var hun stærk, men hun var også halt, så det gjorde ikke ligefrem arbejdet lettere. Og så var der Barag, kroens kok. Eller han kunne knap kaldes en kok, for det eneste han gjorde var at salte, sylte og stille mad parat, og koge vand engang imellem, som krusene og det andet service kunne blive rigtig rent, eller i hvert fald bare nogenlunde. 

Hvorfor hun havde valgt Barag var svært at sige. Hun havde også forventet mere af ham, når hans navn nu betød 'krigsmaskine' , men ja... hvorfor skulle en krigsmaskine ellers være kok? Medmindre han var dårlig til krig altså. Ikke at hun nogensinde havde set ham i kamp, så han kunne jo godt være god, men han havde en årsag til at lade vær, og det en, som han ikke ønskede at dele. I hvert fald ikke med Yurgitelyn selv.

Derpå åbnede Yurgitelyn døren ind til køkkenet/'kølerummet' (et rum som var bygget på en måde, at det kunne holde sig sådan rimelig køligt) bagved baglokalet og råbte til Barag:
"Barag, dit dovne læs troldesnot, kom nu igang!"

"Jamen-" forsøgte Barag at svare, men Yurgitelyn overtrumfede ham og afbrød ham.

"Ikke mere af dit pjat! Der er kunder i biksen, og vi har alle travlt." Brølede hun og rystede derefter på hovedet. Hun forsatte fra baglokalet og ind i selve krostuen, hvorefter hun gav sig til at tørre krus rene. Det var for besværligt at vaske dem hele tiden, især fordi der skulle kogende vand til hele tiden.

Der var som regel fuld gang i krostuen. De fleste af dem var højrystede, fulde dværge, mest mænd, men også enkelte kvinder her og der, hvis man kiggede ordenligt efter. Faktisk, nu hun tænkte over det, så var der generelt en ret ligelig fordeling af mænd og kvinder i hendes krostue. Der lød et ordentligt bøvs ovre fra et af hjørnerne, men i første omgang gjorde Yurgitelyn ikke andet end at ryste på hovedet. Men da han gjorde det anden gang, så hævede hun stemmen.

"Björnson! Hold op med det der, dit skrog!" Hendes stemme gjallede gennem hele krostuen. Alt blev helt stille og Björnson så helt forkert ud i ansigtet, hvorefter larmen gik igang igen. Men dværgen, som hendes råb var til, tav.

Grimnyr havde netop klaret dagens dont – en ordentlig lang og hård tur i minerne, hvor han havde udvundet en del metal og fået lov at beholde det, som han næsten altid gjorde. Nogle våben skulle repareres og smedes, og Grimnyr havde også fået en idé til sin rustning, som han håbede at mestersmeden, eller bare en fandens god smed, kunne bringe til virkelighed. Når man havde arbejdet så hårdt sådan en dag, og endda også overstået dagens skænderi med konen, så kunne man godt forkæle sig selv lidt – og hvordan gjorde man det bedre, end at turnere ned på den lokale mjødtap.
 
Kromutter Yurgitelyn kendte Grimnyr kun efterhånden alt for godt. Hun var en hård, bestemt og fast kvinde, som han faktisk rigtigt godt kunne lide. Hendes skønne datter skulle nok gøre en dværg meget glad en dag, og hvis manden ikke levede op til den forventede standard, så ville moderen tage affære før datteren. Det var sådan en kvinde, som Grimnyr vidste, at Yurgitelyn var. Det var også præcis derfor, at Grimnyr besværede sig til, efter at have smækket kroens dør op med smæld, at vende sig om og kaste det store regnslag af sig udenfor. En mere ærgerlig kvinde havde Grimnyr ikke respekteret. Ikke fordi han ikke respekterede kvinder, men fordi han ikke respekterede standhaftige personer, fuldstændig uafhængig af deres køn. Regnslaget smed Grimnyr fra sig lige indenfor døren, hvor andre havde gjort det samme, og smækkede så døren i igen, inden han vendte sig imod det åbne lokale med et stor grin malet i ansigtet.
 
”Hvad så, svagdrikkere!?” råbte han og gik imod nærmeste bord, hvor flere dværge ivrigt gav ham plads og hilste ham med ærlig respekt og venskab. ”Uanset hvor meget Laurana pisser derude, så kommer jeg sgu alligevel og drikker jer røvhuller under bordet!” erklærede han højlydt og slog en hjertelig latter op, som flere af de nærmeste dværge tog del i.
 

Grimnyr fik hurtigt øje på Yurgitelyn – hun var ikke til at overse, og slog ud med armene på en nærmest undskyldende facon. ”Yurgitelyn, kroejeren over alle kroejere,” begyndte han og rejste sig fra den plads han ellers lige havde indtaget, og gik imod kvinden. ”Lavede vi ikke en aftale om, at jeg kunne drikke gratis?” spurgte han med et skævt smil på læben, og imens han talte, så smøgede han den blodrøde tunikas ærmer op over albuerne. De havde vidst snakket om det et par gange – eller rettere, så havde Grimnyr foreslået det. Noget med, at han fortjente det for ”tro tjeneste” og at han desuden skaffede hende en masse kunder. Det var nærmest det mindste hun kunne gøre, havde han sagt. Grimnyr var dog udmærket klar over, uanset hvad han havde sagt, at Yurgitelyn havde skudt forslaget ned hver gang, og uomtvisteligt ville gøre det igen. Det var et endeløst lille spil, som de spillede. Hvis hun en dag gav efter, så ville det også være langt kedeligere.

Yurgitelyn rystede på hovedet af Björnson, og forsatte med at tørre krus af, så de var klar til brug igen. Det var som regel proceduren her på kroen. Krusene blev delt ud til de betalende(fulde selvfølgelig), givet tilbage, tørret af og så delt ud igen. Der var ingen som gad rende til brønden hele tiden, og desuden var det her garanteret mindre bakteriefyldt.

Håret var ildrødt på kromutter Yurgitelyn, ligesom hendes temperament, hvis man pissede på hende for lang tid af gangen. Hun var iklædt en lyseblå kofte, hvidt korset, og med en grøn nederdel og et rødt forklæde ud over. Skuldrene var prydet med et slag af skind, så hun kunne holde varmen, hvilket ikke var et problem i krostuen for sure! Derudover bar hun diverse ting i bæltet, blandt andet en kniv, en pose med mønter og en stor kødkniv, så hun kunne skære måltiderne til, hvis hun mente, at de på den ene eller anden måde var urimeligt fordelt på tallerkenerne. Eller efter forgodtbefindende.

Og Yurgitelyn kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet igen, da endnu en højrøstet dværg meldte sig i krostuen. Hun så til, mens denne smed sit regnslag, som han havde haft på grundet vejret udenfor. Hun trak hurtigt øjnene til sig igen, ikke fordi hun var bange for at opdage, at hun kiggede på ham, men fordi hun ganske enkelt ikke være interesseret i at kigge på en tilfældig kunde for længe af gangen. Så hun tørrede videre.

Yurgitelyn kiggede ikke engang op, da han højrøstet meldte sin ankomst blandt de andre dværge, også selvom hun genkendte stemmen. Hun så dog noget stram ud i ansigtet. Det irriterede hende lidt, at han larmede så meget, men det var nu engang en krostue, og der larmede det altid. Men hun så ikke op. Han måtte komme til hende, hvis han ville noget. Og det gjorde han:

"Du smigrer, Grimnyr." Hun blottede tænderne i et grin, rystede let på hovedet og holdt kruset i den venstre hånd. Hun tjattede til ham med den frie hånd: "Det har jeg vidst aldrig sagt." lo hun igen, og gik hen for at fylde det nu rene krus med den bedste mjød. Derefter satte hun kruset foran ham.

"Pengene først-" lød det strengt, men venskabligt fra den rødhårede kvinde.

Grimnyr trak på slog ud med armene i forstilt forbavselse og rystede på hovedet med åben, da Yurgitelyn hårdnakket nægtede, at have indgået særaftaler med ham. ”Du ruinerer mig jo, kvinde!” påstod Grimme og fiflede lidt i begge sin lommer på én gang. ”Disse hårdttjente penge, fortjent med mit blod og sved – og så tvinger du dem ud af hånden på mig!” fortsatte han, med det hele var godmodigt og rent komediespil – hvad Grimme vidste, at Yur uden tvivl var med på. Endelig fandt han nogle krystaller, som han uden at anskue nærmere hældte ned i forklædet på kromutteren.
 
”Så burde jeg være dækket ind for en stund!” konstaterede Grimme højlydt og fattede kruset, som Yur netop havde stillet foran ham. Han begyndte at drikke, og drag efter drag, så forsvandt indholdet. Med skægget dækket af skum, og dryppende ned på krogulvet, så rakte dværgen nærmest stolt den nu tomme krus til kvinden, triumferende, og grinede over hele hovedet imens han fromt udbrød ”aaaah” i ren nydelse. ”Så kan jeg passende få et mere! Skidtet skulle jo helst ikke gå til spilde!”
 

Grimme tog igen plads ved bordet af dværge, og sørgede for, at der var plads ved siden af sig. ”Vil du ikke holde os med selskab? Dine bedste kunder?” råbte han efter hende, og klappede på sædet ved siden af sig, så kvinden kunne sætte sig når hun kom, hvis hun nu rent faktisk havde lyst. ”Fandens grimrianner ved det her bord!” forklarede han, hvorefter han kiggede rundt fra dværg til dværg, hvor en af dem, en med langt, uglet sort hår og skæg hævede sit krus imod Grimnyr og råbte, så hele kroen kunne høre det: ”Ja, og nu er den grimmeste af dem alle sammen stødt til” hvorefter hele bordet udbrød i latter, Grimnyr inklusiv.

Yurgitelyn smilede bredt af hans ord. Det var alt slet spil, humor om man vil, og det vidste hun udemærket godt. Hun kunne også godt ta' det, humoren, der var ingen problemer der. Hun lo endda også lidt med, for at vise, at hun var med på hans spøg. Hun vidste godt at Grimnyr arbejdede hårdt for sine moneter, med blod, sved og alt det der hørte til.

Hun tog, igen med et smil, imod krystalerne, som dumpede ned i hendes forklæde. Hun talte dem, og holdt dem derefter op imod lyset for at tjekke kvaliteten. Ikke at hun ikke stolede på Grimnyr, men nogen kunne jo have snydt ham, uden han vidste det. Og bare fordi han var blevet snydt, så skulle det jo ikke gå ud over hende. 

Men heldigvis var de fine nok.

"Bestemt, bestemt." svarede hun med et smil, og gik om i baglokalet med krystallerne, hvorefter hun kom ud i krostuen igen, lige tids nok til at høre Grimnyrs ordre på mere mjød. Hun greb da et krus og holdt tappen nede på tønden. Da kruset var fyldt, langede hun det til Grimnyrs barkede næve.

Hun skulle til at gå tilbage bag disken, da hun hørte Grimnyr kalde på sig og foreslå, at hun satte sig ved dem. Hun rystede på hovedet, greb sit eget krus og satte sig hvor Grimme havde klappet på sædet.

"Så kan jeg nok trække gennemsnittet op." udbrød hun hjerteligt, hvorefter hun sagde "Nå hvad sker der så ude i den store verden?"

// Da Yurgitelyn er død, lukker jeg vores tråd. //