Der var efter hånden gået rigtig mange måneder siden Elaina var blevet overfaldet. Arene var stadig tydelige på hende, som næsten den dag hun havde fået dem. Selvom hun havde forsøgt at finde den healer hvis kræfter der kunne fjerne sådanne ar, var det endnu ikke lykkes. Derudover vidste Elaina også at hun kunne ikke blive ved med at leve i fortiden og blive ved med at være trist og såret over den oplevelse hun havde fået. Derfor havde hun også fundet en hest frem, det var godt nok ikke den hun plejede at ride på, men hun ville kunne gøre det lige så godt. 

Elaina klappede hende roligt imens hun sagde "Vil du med på en tur i dag Stjerne". Elaina havde for inden fået tjenestefolkene til at gøre hende klar. Tøvende kom hun roligt op på hende, Elaina tog et par dybe vejrtrækningen inden hun fik Stjerne til at ride ud af stalden. Uden for stalden stod der allerede 4 vagter klar til at eksportere hende rundt hvor end hun ønskede det. Selvom Elaina gerne ville være foruden dem, havde Hektor insisteret på at hans top trænede vagter skulle med hende hver eneste gang hun forlod slottet. 

Og i dag var ingen undtagelse. Elaina red roligt ned til søen, hun havde brug for en rolig tur uden alt for meget vildt! Selvom ulykke næsten altid syntes kunne følge hende. Da de endelig var kommet frem til søen var det et pragtfuld syn over søen, solen stod høj på himlen med kun få skyer, men lige da hun skulle til at stige ned fra Stjerne blev hun forskrækket over et eller andet og hoppede op, så højt at Elaina faldt hårdt ned på jorden.   

Judas kom meget rundt med sit arbejde. Han havde for et par år tilbage købt en hest, som han kaldte Gulliver. Han var ret glad for at ride og det var praktisk når man skulle rundt. Gulliver var en gammel dreng på 17 år, han var blevet kasseret af de kongelige, og da Judas for et par år siden fandt ham billigt på et marked, så sprang han til.
Der var mange gode år i den gamle fyr endnu, en næsten hvid hest der var blevet lysere med årene. Så længe man ikke red for hurtigt, og heldigvis så var det ikke så ofte at Judas havde travlt. Han gjorde ihvertfald sit for at sørge for at den gamle hest kunne holde så længe som muligt.

Judas sad lige nu nær skovsøen, Gulliver stod og græssede et stykke derfra. Den gamle hest gik aldrig længere end et par meter væk selvom Judas slap ham, men de havde nok bare en indforstået aftale om at han skulle blive i nærheden. 
Judas bevægede let på sig for at gå ud i solen, som han pludseligt så en hest få meter fra ham farre op ved lyden af hans fodtrin og en ung kvinde lande på jorden, hvilket hurtigt satte løb i Judas for at nå hen til hende: "Wow, undskyld Miss!" udbrød han som han nåede hen til hende for at tilbyde hende en hjælpende hånd.
"Jeg ville ud i søen, jeg var ikke ude på at skræmme din hest" sagde han i en rolig stemme.

Elaina fik nærmest et lettere tilbage fald i det hun ramte jorden. Ligesom da Vokunzun valgte at tage hans ildpisk og vælte hendes hest. Hun lukkede sine øjne og sad nærmest rystende på jorden, ude af stand til at bevæge sig. Hun havde slet ikke opdaget at det skyldes af den anden, som hun endnu ikke havde set. Det var først da den anden nåede hen til hende og sagde nogle ord. At hun truer at kigge frem. Hun var ellers næsten sikker på at det kunne være ham igen. Stadig skælvende forsøgte hun at finde ord frem, men det var som om hun var gået helt i chok over situationen. Elaina så nærmest ud til at være et spøgelse og kunne stadig ikke finde ordene frem. Det var så fremmed for hende, og slet ikke hende at være så bleg.

Havde dette været en normal situationen ville hun irettesætte ham, for at kalde hende ’miss’ samtidig havde hun nok været en anelse negativ over hans håndtering af sine omgivelser, men i dag efter hendes levende mareridt var hun som frossen statue. Heldigvis var en hendes vagter ganske klare over det mareridt hun havde været igennem. En af dem havde endda været med til at få hende hjem igen, det var også denne vagt som gik af sin hest og hen til dem. Hvorpå han lage en hånd på hendes skuldre ”Hertuginde, De er stadig i sikkerhed” hvorefter han rettede blikket imod herren som var skyld i ulykken ”Vores hertuginde har været ude for en ulykke. Hvor noget nær lignede skete for hende ”.. Efter en tid kom Elaina endelig til sig selv, og så med rolige øjne på sin vagt ”Tak sir Martin” kom det stille ud af hendes mund, som underlig virkede tør ligesom den dag ude i vildmarken. ”Der er vel ikke nogen af jer, som kan tilbyde mig noget vand?” spurgte hun stille, hun befandt sig endnu på jorden, umiddelbart kunne hun ikke mærke nogle alvorlige skader udover slaget, også ville hendes ellers så pæne kjole nok været blevet beskidt. Elaina havde ellers iført sig en pæn mørkeblå elegant lang kjole, samt et ulveskind rundt om sig for at holde blæsten ude.  

Selvom Judas havde sine holdninger til mennesker, også dem han ikke kendte, så forsøgte han altid at være fair og sød overfor alle. Ihvertfald indtil de havde bevist det modsatte, nogen skulle bare ikke træde ret meget ved siden af før han blev sindsygt, og her var det nok primært rige og snobbede mennesker der var i fare zonen.
Judas tog altid tingene meget afslappet og han var utroligt glad for at tingene gik som de gjorde i hans liv, han var nok inderst inde også glad for at han havde fået andre værdier end dem hans biologiske forældre havde.

Judas følte sig ikke helt velkommen som flere mennesker kom til, og deres sprog... Rige... Judas havde altid talt meget som bønderne og selvom han ikke var ude på at vise manglende respekt, så syntes han alligevel det var noget pjat at de altid skulle få tingene til at være så højtidelige.
"Her" sagde han og rakte en læderdunk frem i mod hende som han tidligere havde fyldt med vand. Judas var meget rundt omkring og han vidste at det værste var at få solstik eller noget i den stil, han sørgede altid for at tanke op og havde æbler i tasken til Gulliver så han kunne holde energien på de lange strækninger. Judas kiggede roligt på mændende: "Bare roligt, jeg kommer i fred" påpegede han, bare i tilfælde af at de ville tro et eller andet.

Elaina så med lettere rolige øjne på den anden, som han var den hurtigste til at finde en læderdunk frem. Ikke at hun ikke selv havde medbragt en, det sørgede hendes vagter for, de sørgede altid for hende. Martin var ellers på vej til hans egen læderdunk da hun havde bedt om en, men blev så derefter ved hesten. ”Tak Sir” svarede hun med et lille smil og tog imod dunken hvorefter hun tog nogle enkle tårer, og rakte den tilbage til ejermanden.

Vagterne nikkede ad hans ord. Ikke at de var parate til et angreb eller lignede, men de ville nok forsat holde øje, hvis Elaina valgte at blive på stedet lidt endnu. Elaina tog sig lidt til hovedet, og prøvede helt konkret at lokalisere hvor hun egentlig var landet. Men efter vandets virkning begyndte hun at mærke en smerte stigende i ryggen og lænden. Derfor valgte hun at forsøge at komme op, men hun var noget vankel i det, og kunne derfor ikke holde balancen helt. Da hun endelig helt kom op og stå vippede hun lidt fra side til side, idet kroppen ikke helt ville samarbejde. Hun havde en underlig fornemmelse at hun når som helst kunne falde til jorden. Det ønskede hun ikke det var bestemt ikke særlig adeligt at være så klodset! 

Judas afventede at hun drak og tog så roligt i mod den igen: "Deres hest trænger vidst til lidt træning" påpegede han roligt. Judas havde trænet en del heste. Generelt gjorde han jo alt for en smule penge og det gjorde at han igennem livet havde haft en helt masse forskelligt arbejde.
Judas kiggede rundt på vagterne, han kunne skam godt fornemme at hun måtte være noget fint og fornemt, og Judas forsøgte egentligt bare ikke at virke alt for fordømmende, selvom han inde i kroppen allerede konstaterede at hun måtte være lidt af en snob, sådan havde han det nok bare efter de mange dårlige oplevelser han havde haft med den klasse af folk.

"Jeg er lidt slået ud af kurs her miss, har De brug for en hånd?" spurgte han i en rolig stemme, han vidste ikke rigtigt om han skulle lade hende være eller om han skulle hjælpe, han ville helst ikke at vagterne endte med at blive sure på ham.
"Hvis De har slået Dem, bør De nok søge læge..." sagde han i en rolig stemme og stod fortsat en smule på afstand, bare så de ikke troede han var ude på noget. Han vidste jo godt at folk som hende nok ville nede med at være for fine til at snakke med en snusket type som ham, men allerede for mange år siden havde han besluttet sig for at han ikke ville lade de rige så ham ned med nakken, bare fordi de måske troede han var bedre.

Elaina så lettere forundret på ham som hun stadig var lettere påvirket af den mindre flyvetur. Hun var faktisk næsten forundret over at han ikke spurgte yderligere ind til det, men måske han var en gentleman som ikke snusede i andres sager medmindre de selv sagde noget. ”Hvilken slags træning?” spurgte hun roligt. Selv havde hun en formodning om at alle lennets heste var veltrænede og kunne gøre deres job i en hver situation, trods det faktum at hun selv havde redet i mange år, syntes hun at Stjerne gøre et udmærket job.

Elaina smilede som da han viste mere af en gentleman side. Hvorefter hun nikkede og rakte sin hånd imod ham. Hun var stadig lidt valket i det, men endnu kunne holde balancen og det blev nok bedre når han ville tage fat i hendes hånd.

Hun så med rolige øjne på ham og svarede ”Jeg tro, bare det var stødet og og minderne” afsluttede hun, hvor man nemt hvis man så efter kunne fornemme hendes triste blik i hendes øjne. Elaina var en utrolig vilje stræk kvinde og ikke på vilkår ønskede hun at dette væsen skulle få hende ned med nakken, men hun vidste også at tiden nu den efterfølgende tid ville være hård, så hun måtte være hårde kæmpe for at ville livet og finde glæden i det små ting, hvis han nu skulle finde hende igen.   

// Inaktiv